Byen ved Efteraarstide

SELSKABELIGHED OG SAMKVEM

Vi Andre, som nærmest fryder os ved den æstetiske Skønhed i Foraarets lyse og haabefulde Grønhed — der ganske vist er meget grøn — vi synes ogsaa, at Efteraaret er pragtfuldt, men vi føler dog ved Løvfald den lille Bismag af Vemod, som altid blander sig i
Nydelsen af noget, der er paa Hældingen. The last rose of summer!
Naa, man ser jo nok saa gerne fremad som tilbage, og heller end med Sorg og Savn at tænke paa Sommerens svundne Glæder med Musselinskjolerne og Strandens friske Brænding, vender vi nu Blikket mod det muntre og bevægede Byliv ved Sæsonskiftet. Med en vis Tilfredshed genfinder vi det hele — de livlige Gader, de oplyste Spejlglasruder, den animerende Støj, de svirrende Rygter, de tusinde Forpligtelser, de hurtige Smaasamtaler i Farten, de bestemte Klokkeslet, som man aldrig naar til, kort sagt Arbejdet og Sensationen, de to Ting, der i Forening nærmest udgør det intense ved Bybeboernes Liv — det, der trods al Tale om Overanstrengelse og Nevrastheni, dog holder dem mere aandelig vaagne og livlige, mere spænstige, mere lette, og slanke end de, der Aaret rundt lever fredeligt i Naturens Skød, hvor ingenting haster, ingenting ængster, ingenting holder Sindet i Spænding. Det er i Følelsen heraf, at Hilsnerne, trods den svundne Ferie, alligevel er glade ved Gensynet med de Venner og Frænder, som Sommeren splittede ad. Det er derfor, at man genoptager Arbejdet og Vanskelighederne med et vist Humør, og Vanerne og Adspredelserne med en instinktmæssig Glæde ved atter at tage fat.

HJEMMETS EFTERAARSHYGGE

En af de Ting, som gør Tilbagekomsten til Bylivet og dets ofte ret anstrengende Vinterkampagne mindre uvelkommen, end man skulde tro, det er Genforeningen med Hjemmets Komfort og Hygge. Det er jo ofte forbavsende, med hvor faa Bekvemmeligheder selv ret forvænte Bymennesker nøjes i den Tid, de ligger paa Landet. Fiskerhytterne langs Kysten med et Par smaa lavloftede Stuer uden magelige Siddepladser og ordentlige Belysningsgrejer, med Døre og Vinduer til alle Sider, saa de klare Gardiner svajer for Trækvinden som svulmende Sejl, med frønnede Lysthuse ved Vejkanten, der giver frit Indpas for de forbijagende Automobilers Støv og Benzinlugt, for ikke at tale om Bordservicets primitive Art, hele denne mere end nøjsomme Indretning, som endda er at foretrække for Sommerpensionaternes tvivlsomme Elegance, kan til Nød gaa i de lange, lyse Sommerdage, men naar Efteraaret indfinder sig, begynder det at knibe. Naar Høstens Tid er inde, aabner Himlen som bekendt sine Sluser, og saa er det ikke morsomt at sidde indelukket i en lille bitte lav Stue i en haardtstoppet Hestehaars Sofa ved en landlig Petroleumslampe. Og hvem kender ikke de Følelser, hvormed man under saadanne Forhold forsøger at gøre Stemningen hyggelig og munter for Gæster, man letsindigen har lokket ud til sig og uophørligt maa bringe Undskyldninger for det daarlige Vejr. „Tal ikke om det,” faar man lidt surt til Svar, „Vejret kan De da ikke gøre for,” men i det stille Sind drages man alligevel til Ansvar for den spildte Dag og Rejsens Udlæg.

Ah den velsignede Overgang det saa er at komme hjem til den lune og tørre Bybolig og dens hyggelige Aftentimer. Man kan i de første Dage næsten ikke fatte, at man er retmæssig Indehaver af al denne Behagelighed — elektriske Kroner og varmt Bad, Klaver og bløde Fjedermadrasser, velgørende Silkelampeskærme og bløde Gulvtæpper — alt dette, som nu findes selv i en ret beskedent udstyret Bylejlighed; og endnu mindre forstaar man, at man har forladt det altsammen for at leve under saa spartanske Vilkaar. Sommerens Friluftslængsel og Udve er glemt, man putter sig ind i sin lune Rede, der skal skærme En mod den kommende Vinters barske Storme og drivvaade Slud.

Vort Hjem ! Milde og lysende Navn, hvis blotte Lyd strømmer til vort Hjerte med tusinde gode Minder og kære Tanker. Særlig drager det os vel mod Vinteren, naar alt er mørkt og koldt derude. Georg Brandes skrev engang for længe siden til Datidens Forargelse, at den nordiske Kærlighed til Hjemmet nærmest beroede paa Kakkelovnen. Ret beset er der jo noget i det.

De varmere Landes Beboere har naturligvis ikke den Trang til Sammenslutning, til Hygge, til StueLunhed som vi — det ses jo bedst af vort Sommerliv, der en lang Tid af Aaret gør Hjemmene forladte og spreder de Kære til alle Sider, uden at den ene i nævneværdig Grad savner den anden. Solen og Lyset erstatter saa meget. Men den lange, mørke Vinter følger paa, og straks den er der, griber Hjemmet om Sindene og holder Familien sammen, som intet andet formaar det. Derfor er det et glædeligt Tidens Tegn, at Sansen for Hjemmets Skønhed er i stærk Stigning hos vore Kvinder. De har mere Øje for Linierne og Farvernes Harmoni, end de havde før, mere Forstaaelse af, at den hjemlige Stue skal modtage den Indtrædende med noget, der ligner et Smil. De viser større Interesse for at pryde Værelserne med Planter og det daglige Spisebord med Blomster, mere udbredt Sans for Anretningens Skønhed og Smag end for tyve Aar siden. Og denne jævnt stigende Skønhedssans er ikke afhængig af Rigdom — kun af Kultur. En Kurv eller en Lerkrukke med simple Markblomster kan være uendelig meget smagfuldere end en kostbar Sølvopsats, der er grim, og et Fyrretræs Bord, dækket med et Bomuldstøjs Tæppe kan være smukkere end Silke-Peluche og Brokade, som ikke stemmer med Omgivelserne.

Ganske vist — i en Storby er man i vore Dage ikke meget i sit Hjem. Det er utroligt, hvor spredt Familiernes Liv og Interesser er. Man kan vistnok en Vinteraften telefonere til — lad os sige — en halv Snes af sine Venner og finde, at der ikke er et af Husene, hvor man sidder roligt hjemme ved en Bog eller et Arbejde. Alle farter om — til Selskab, Teater, Bridge, Koncert, Foredrag, Møde, Velgørenhedsfest, Sportsfremvisning og hvad det altsammen er, der drager Folk hjemmefra. Men det er jo kun, som Bierne sværmer fra Kuben ud mellem Blomsterne for at vende tilbage til den med Honningen. Hvor meget vi end færdes ude, sidder dog Hjemmets Billede fastgroet i Hjertet hos os Alle, og at gøre dette Billede smukt og kært, det er Kvindernes Sag, Mændene kan udrette det Store og Uforgængelige, men at skabe et Hjem i Ordets rette Betydning, skabe det som den gode Havn for Gamle og Unge, Store og Smaa i Slægten og i Vennekredsen, det kan til syvende og sidst kun en Kvinde. Lad hende være stolt af denne Kunnen — en bedre Gave fik hun ikke.

MUSIK I HJEMMET

Ethvert Hjem vil have forøget Tiltrækning for sine Beboere, hvis der er en bestemt Ting, en fælles Interesse, som samler dem og binder dem til Arnen. I nogle Kredse er det Kortspil, i andre Læsning eller Musik — denne den skønneste af alle Interesser og den, der gør Samværet rigest. Men desværre — Kortspillet er ved at tage Teten i Selskabslivet, endog de Unge og Yngste samles om Spillebordene med Lidenskab. Naar derimod Musiken i Hjemmet, udøvet af Familiens Medlemmer og deres Gæster ved Sammenkomsterne, nu fører en noget hendøende Tilværelse, saa ligger det vist meget i, at Alle vil være Koncertgivere og ingen vil være Amatører. Saa snart en ung Dame — for det er jo især Damerne — hos en anerkendt Lærer eller Lærerinde har lært fem eller seks Numre perfekt, ruster hun sig til en Sang eller Klaveraften. En Sal forudbestilles, et Program udsendes til Venner og Bekendte, som med stor Fornøjelse vilde høre dem spille og synge ved et lille Selskab i Hjemmet, men med megen Ulyst begiver sig hen i en Koncertsal for at støtte det unge Talent paa det første Skridt henimod den musikalske Berømmelse, siddende paa en haard Bænk en Aften igennem. Og alligevel maa Vennerne prise sig lykkelige, hvis det er et Sang eller Klavertalent, der skal bæres frem, for hvis det er en Violinbegavelse — Vorherre bevares! Saa varer det ikke længe, før den unge Udvalgte nødvendigvis maa have en god Violin, som musikinteresserede Venner og Slægtninge har at skaffe tilveje, og kommer vi først ud for en Stradivarius, saa véd vi, at det ikke drejer sig om Smaating.

Naar man ser ud over dette svulmende Hav af Musik, som ombølger os og fylder Annoncespalterne Sæsonen igennem, saa skulde man jo tro, at dets naturlige Udspring var en rigt sprudlende og dyb Kilde af musikalsk Liv i vore Hjem. Men nej. Fraset de professionelt musikalske Kredse, er der for Tiden meget lidt Musik i Hjemmene og i det private Selskabsliv. Har man en lille Middag eller Aften, er det Tilskud af Musik, der kan paaregnes fra Gæsternes Side, som oftest lig Nul. Beder man om en Sang eller lidt Klaverspil af den nemmeste Art, blot en Operamelodi eller en Vals, kender man paa Forhaand Svaret: „Jeg kan virkelig ingenting udenad,” eller „min Lærerinde har strengt forbudt mig at synge andet end Øvelser.” Vil man høre Musik, maa man hen i Koncertsalen. Der er sandelig Toner i Overflod.
Hvoraf kommer nu dette besynderlige Misforhold? Er det mon ikke, fordi Fortidens Amatører, der samlede sig i de hyggelige gammeldags Stuer for at dyrke Sammenspil og Sang, vel den smukkeste Form af Samvær, der overhovedet kan binde Mennesker sammen — er det ikke, fordi disse i gamle Dage saa lykkelige Amatører nu har forvandlet sig til ofte middelmaadige og derfor utilfredse professionelle Koncertgivere? Det ser næsten saadan ud. Formodentlig maa vore Musiklærere og Lærerinder daglig sige til adskillige unge Pianistinder og Sopraner: „Kære Frøken, De har en køn Tone og et indtagende lille Talent. Uddan det godt, men hold det indenfor Privatlivets Ramme. Bliv en dygtig og skattet Amatør.” De siger det vist i saa Fald ikke tilstrækkelig tidt, eller, de unge Damer vil ikke høre Advarslen. Den Kendsgerning, at man maa bestille en Koncertsal i August, naar man skal bruge den i November, taler for, at det burde siges i lidt flere Tilfælde.

PAVSEN FØR SÆSONEN

Den første Tid efter Indflytningen fra Landet, hviler Selskabeligheden. I alle Livets Forhold maa der være Pavser. Sommerens Havefester, Skovture og Friluftsflirt er forbi, og ikke engang den høstlige Konfirmation formaar at sætte noget stØrre Apparat i Bevægelse. Om Efteraaret afgør man nærmest Drengene, lidt gesvindt og saa temmelig i Stilhed, mens en Datters Konfirmation, der endnu i mange Kredse betragtes som en lille social Begivenhed, gemmes til den mere mondæne Aarstid i Foraarssæsonen. Hvad gør man da i denne Pavse? Hvad tager Damerne sig til? Ja — man gaar lidt i Teateret uden større Sensation og ruster sig forresten til Vinteren. Man har Rengøring, Syjomfru og Kjoleprøvning. Man taler med Modehandlerinden og forsøger de nye Frisurer, man gaar til Tandlægen og indmelder sig hos Sproglærerinden. Man syr friske Lampeskærme og forsyner Hjemmet med nye Potteplanter og Smaatæpper, erkyndiger sig hos Veninder og Kusiner om de Smaaskandaler, der er hændede i Sommerens Løb, kort sagt, man væbner sig til Sæsonen og bringer sig selv up to date i Bylivets Konkurrence efter Sommerens Laisser aller. Det er for saa vidt heldigt, at denne lille Pavse er fastslaaet, for nægtes kan det ikke, at Damerne ikke tager sig rigtig ud, naar de solbrændte, fregnede og røde i Hovedet kommer tilbage til Civilisationen fra Klitter og Lyngbakker. Man ser det bedst, naar man ved en eller anden sommerlig Lejlighed, et Sølvbryllup, en Sports-Anledning eller lignende kommer til Byen og ser en Samling Landliggerdamer, der mere har Karakter af Bonderoser end af Orkideer. I gamle Dage skærmede Damerne deres Hud mod Solen, men nutildags sætter man — Gud ved hvorfor — en Ære i at ligne en Indianerpige fra en Hagenbechsk Trup og at møde med et saa højrødt og solstegt Ansigt som muligt. Det kan være, at det er sundt, men saa vist ikke flatterende paa en asfalteret Gade eller i en oplyst Salon.

Efterhaanden glider jo nemlig Pavsen saa smaat ud, og Salonerne aabnes hist og her, friske og hyggelige i deres nye Puds. Det er særlig i de Kredse, hvor Kortspillet er dominerende. Saa kan Folk ikke dy sig længe. Et Par Bridgepartier samles med kort Varsel, og de Deltagende nyder en sludfuld Efteraarsaften Stuens Hygge og Kortspillets Lyksaligheder efter en behagelig Middag med den første Gaas og friskplukkede Valnødder med Sherry til. Det iværksættes saa meget heller, som det i Efteraars-Stilstanden er saa langt lettere at samle dem, man har Lyst til at have med, end senere i Højsæsonens Hvirvel, der spreder Alt og Alle.
Kortspil har en mærkelig samlende Evne. Fire Mennesker kan sidde og trække en træg Samtale hen med søvnige Miner, men aldrig saa snart bliver de anbragte ved et Spillebord, før man hører dem le og more sig og med ildfuld Interesse drøfte, hvordan de kunde have spillet i det sidste Spil. Men alt har sine Ulemper i dette mangelfulde Liv, og Bridge-Selskaberne har utvivlsomt den, at man er hængende ved Mænd og Koner, som ikke spiller Kort, og for hvem Aftenen er ret lang i uafbrudt Konversation om Postkort-Albumerne og Balkanvanskelighederne i en forladt Dagligstue, mens de uafbrudt hører de Spillende i Stuen ved Siden af more sig larmende over Ruder Es eller Kløver Dame. Gode Himmel! Hvor de, der ikke spiller, keder sig paa en Spilleaften! Var der ikke paa saadanne Aftener Anledning til at give de Mænd og Koner, der saaledes kun er i Vejen, Lov til at blive hjemme eller gaa ud at more sig paa anden Vis?

UNGDOMMENS MORSKAB

Lige saa lidt som Forældrene kan holde længere Pavse med deres Bridge, kan Børnene i Længden undvære at faa en Dans — hvis de da ikke dyrker begge Dele i Forening paa samme Aften. De danser Sommeren igennem paa Badehoteller og Pensionater og fører Lysten med sig til Byen; de danser i andre Kredse paa Forlystelsesetablissementer og i Ølhaver — Dansen gaar allevegne, hvis man da kan kalde de underlige rokkende Bevægelser paa et Sted, som Ungdommen nu ynder, for Dans. I hvert Fald, Terpsichore accepterer dem neppe, der hun færdes i det Høje; lad os haabe, hun ikke ser det, de kalder One step, optaget som hun er af at lede Musernes Dans paa Helikon. Hun vilde ellers græde. Disse Vrikke-Bevægelser udføres altsaa allevegne, hvor der er en Mulighed for det — allevegne undtagen i de private Hjem, hvor der efterhaanden ikke danses meget.

De dyre Tider og de smaa Pladsforhold har, sammen med det uomtvistelige Besvær, bevirket, at private Baller bliver sjældnere, og da unge Piger absolut ikke vil undvære at danse, søger de Erstatning paa offentlige Steder og faar den altsaa i kun altfor rigeligt Maal. Det er imidlertid at ønske, at den noget løsslupne Tone, som siges at herske ved vore mondæne hjemlige Badesteder, maa holde sig derude og ikke flytte ind med til Bylivet sammen med One step Dansen. Dog, der er ikke megen Grund til at haabe det. Omgangsformerne mellem unge Mænd og unge Piger er jo efterhaanden blevne saa tvangfrie, at Forældrene mere eller mindre har opgivet Ævred. Fraregnet de højeste Kredse, har Mødrene ikke mere mindste Hold paa deres Pigebørn, der overlades ganske til deres eget Forgodtbefindende ud fra det Forældre-Synspunkt, at naar de ikke selv kan og vil værne sig, er der ingen Andre, der kan det. Sandt nok, men Tidsaanden giver dog maaske Anledning til, at Mødrene burde slippe deres Døtre lidt mindre af Syne. Naturligvis skal Ungdommen more sig, intet er rimeligere og naturligere, men som det er nu, siges Moralen at staa paa et lavt, men behageligt Standpunkt i vort Samfund. Der fortælles jo ikke saa sjældent om forhastede Giftermaal i en saare ung Alder, om nødtvungne Pensionsophold i Udlandet o. 1., og naar man betænker, hvilken Bestyrtelse i Familierne, der er gaaet forud for slig hastig Rejse eller et saadant af bagvendte Samfundsforhold paatvunget Ægteskab, og hvilket Tryk, der, aabenlyst eller hemmeligt, sandsynligvis kommer til at hvile paa den ubetænksomme unge Pige Livet igennem, kan man ikke andet end spørge sig selv, om der alligevel ikke var noget mere betryggende ved Fortidens fastere Former. Hvad skal man sige — det unge Blod er jo hedt. Derfor — den gammeldags hævdvundne Skik, at unge Piger kun tog Del i Selskabslivet i private Hjem og ikke fik Lov til, uden meget forsvarlig Ledsagelse at gaa til Dans paa Steder, hvor der er betalt Entrée, og hvor ikke en Dame af det gode Selskab er ansvarlig Værtinde, den Skik havde vistnok sine gode Sider. Disse Masser af hel- og halvoffentlige Foreningsballer, Hotel-Karnevaler og Aftenunderholdninger med Dans, hvor Ingen er ansvarlig for Gæsterne og Tonen, og hvor unge Piger danser afsted til den lyse Morgen med hvemsomhelst, der bliver dem præsenteret eller ikke præsenteret — maaske ofte ret tvivlsomme Kavalerer, det er sikkert en ret farlig Form for Ungdommens Morskab.

Tidsaanden bevirker, at Forældrene er dem, vor Tids unge Piger selskabelig set færdes mindst sammen med. De Ældre gaar til deres tunge Middagsselskaber, der er for dyre til, at Døtrene bliver bedt med, hvad de vist ogsaa vilde betakke sig for, og de Unge har deres egen Morskab, som Forældrene ikke er med i. Lidt mere Samvær og Paapasselighed vilde vist ikke være af Vejen, blandt andet fordi det er sikkert nok, at den unge Pige, der fra første Færd værnes imod at blive afjasket ved at deltage i tarvelige Adspredelser og vænnes til kun at finde Behag i en fuldkommen velopdragen Tone, derved lægger en Grundvold for en hel Fremtids mere forfinede Livsførelse.

VINTERENS KOMME

Det regner og blæser. Parkernes brogede Blomster er visnede og de gule Blade hvirvler for Vinden henad de vaade Gange men lige meget. Lyset tændes i Stuerne, Kakkelovnen udbreder bag Skærmen sin milde og hjemlige Varme. Eftermiddagens lille Tebord staar, prydet med Krysantemum og omgivet af magelige Stole, parat til at
modtage Husets Damer, der er ude at gøre Indkøb, eller deres Gæster, som, lidt forkomne, modtages af Hjemmets lunende Hygge. Man passiarer ved den kærkomne Kop Te, og drøfter Sæsonens kommende Begivenheder. Gid de blive mange og morsomme! Ingen anden By byder vist, trods megen Slud og Blæst, megen Ondskab og Nid, sine Børn behageligere Livsvilkaar og muntrere Tone. Der er det Gode ved vor By og det Kønne ved den, at den, trods sin relative Lidenhed, dog er en Hovedstad med gammel Kultur, en Stad, der rummer alle Arter af Interesser, alle Slags Kredse, der blander sig med andre Kredse, optager nye Elementer og andre Synspunkter, saa Omgangstonen ikke forsnevres. Det er det, der gør den behagelig og fordomsfri og bevirker, at vor Tids Despot — Pengene — ikke faar Lov at dominere Omgangslivet. Det er lige saa fuldt Kunsten og Videnskaben, Litteraturen og Politiken. Lige saa meget Ungdommen og Levelysten, Snobberiet og Sporten. Det er det altsammen og ingenting af det. Der er Alburum for alt — og især for det gode Humør.

Altsaa, mine Damer, saml Kortene paa Haanden og gør Deres Indsats. Spillet er gaaende.
Emma Gad.