Jo højere man kommer mod Nord, jo større Rolle spiller Sommeren, der er saa kort, derfor saa stærkt tiltrængt og saa dragende for Sind og Sanser. Der er noget intensivt i Nordboens Kærlighed til Lyset og Sommeren, som Sydboen vist neppe kender, fordi hos ham er Himlen altid blaa og Solen altid straalende. Til sidst elsker man jo ikke det, man aldrig undværer, fordi man betragter det som noget selvfølgeligt. Hos os er Solskin saa lidet selvfølgeligt, Himlen er saa skyomhyllet, at vi maa indsuge alle de Solstraaler, vi kan faa, for at stive Humør og Livskraft af til vor lange Vinters Slud og Mørke. Det føler vi instinktmæssigt Alle.
SELSKABELIGHED OG SAMKVEM
Folk er uenige om de fleste Ting, men i én Henseende hersker der en rørende Enighed, den nemlig, at Alle forlanger at bo i Byen om Vinteren og paa Landet om Sommeren og træder an i sluttede Geledder og med en urokkelig Vilje til dette ønskes Gennemførelse, hvad enten de har Raad til det eller ikke. Og dog tager Byen sig nydelig ud om Sommeren, helst Forsommeren med de lysegrønne Parker, de livlige Rejsende og de lette Dragter. Men saa dybt ligger Kærligheden til Landliggeri os i Blodet, at Enhver kun tænker paa at komme af Sted og bidrage sit til at gøre Gaderne kedelige og folketomme. At man ganske rolig skulde kunne blive i den By, hvor man hører til, er simpelthen utænkeligt. Overalt spørger man om, hvor man skal hen, og man opgiver alt, hvad der hedder By-Foretagsomhed for den Naturens Glans, der straaler der ude. Man tænker kun paa at skue ud over Søen eller at vandre ind i de dybe, stille Skove, hvor de unge svajende Kviste lyser med Granernes gobelinblaa Toner, mens Millioner Insekter synger Sum—sum til Sommerens Pris.
Vi kender Alle, hvor yndeforladt og kedsommeligt der forekommer os at være i Byens Gader uden de kendte Ansigter, naar den Ulykke times os, at en Tand giver sig til at værke eller noget kommer i Øjet, eller vi af anden Aarsag drages til Civilisationens Centrum. Hos Tandlægen modtages man saa af den Besked, at han er i Kissingen og erstattes af en ung Assistent. Man gaar saa hen til Skræderinden for at tale om en Kjole, der ikke passer — Modesalonen er lukket indtil den 15. August. Man forsøger sig i et offentligt Kontor, hvor man har noget at forhandle — nej, siges der i Budstuen, — Departementschefen er til Fjelds hele denne Maaned. Træt og mødig begiver man sig paa Hjemvejen uden at have truffet en eneste af dem, man søgte, og hvis man paa Hjemvejen som Trøst for sin Ærgrelse blader i en Avis, ser man ikke andet end: Ferieudflugt til Rugen, Badeliv i Hornbæk, Fællestur til Vesterhavet. Og Sommervejviseren: Grosserer X. med Familie tilbringer Sommeren i Trouville. Konsulinde P. Petersen har taget Ophold ved Nymindegab o. s. v. Og vender man Bladet, staar der: Overlæge, Professor Y. er bortrejst til den 27. August og det samme ses at være Tilfældet med Professorerne K. og B. og M. og L. — hele Alfabetet — Alle væk.
Det er dog for galt tænker man. Hvad kan det blive til med en Befolkning, hvor Alle holder Ferie i samfulde to Maaneder. Og man glemmer, at man selv er ganske som de andre. Ingen vil bestille noget rigtigt i Juli og August — de regnes slet ikke med. Denne vort Folks intensive Sommerfornemmelse er maaske en dyrere Fornøjelse, end man tror, store Værdier gaar formodentlig ofte tabt, mens alle daser i Høstakke. Men saadan er vi nu engang, og noget elskværdigt er der jo ved denne stærke Naturnydelse set i Forhold til flere andre Folkeslags alt dominerende Higen efter at tjene Penge. Desuden, naar det er ens over hele Linien, saa mærker man jo ikke, hvad der gaar tabt.
LANDLIGGERI
Det er ikke Smaasummer, der i vort Samfund ofres paa at ligge paa Landet — i Grunden er det, fraset Spisning, vor eneste virkelige Luksus. Den Perlerad af hvide Landsteder med tilhørende Haveanlæg, Drivhuse, Garager, Tennisbaner, Stalde og Badehuse, som strækker sig langs Øresunds Kyst og som udgør en uhyre Kapital, der er lige saa uproduktiv som den virkelige Perlesnor, der smykker en Fyrstindes Hals, viser bedre end noget andet, hvor mange Penge man her mener at have Raad til at ofre paa Sommeren, og formodentlig er ganske det samme Tilfældet i de andre nordiske Hovedstæder. Og dog overstiges denne Værdi maaske af den, der aarlig flyttes bort fra Hovedstaden og nedlægges paa Landet, a ca. 5 Kr. pr. Dag enten af de Betalende eller af Velgørerne i alle de filantropiske Pauluner. Enhver faar nemlig Raad til at ligge paa Landet paa sin Manér, og de, der aldeles ikke har Raad, faar energisk andre til at betale Gildet for sig igennem Feriekolonier, Rekreationshjem, Sanatorier, Hvilehjem og hvad alle de Institutioner nu kaldes, der mylrer frem, for at ogsaa de ganske Uformuende, ligefra de 5-aarige til de 80-aarige kan nyde godt af Landlivet.
Varianterne er selvfølgelig mange. Der er Badehotellet med Aspirationer til high life, med saakaldt Table d’ hôte til evropæisk Klokkeslet, Opvartere i Kjole, Klitter, „Wellenschlag”, Solparaplyer og Fiskere med Sydvest, nærmest indrettet paa Berliner Bankfolk, for hvem Schweringen er for dyrt, supplerede med indenlandske Kolleger og spredte Medlemmer af Adelen.
Man har det mere nationale Badeetablissement, som averterer med Overskriften: Nær Skov og Strand. Det har tidlige Spisetider, en stor støvet og halvforsømt Have med Træborde og Bænke beregnede paa lokale Skovgæster med varmt Vand paa Maskine, en Badeanstalt med Svømmebasin, og en Salon med Mekkamøblement, hvor man kritiserer og spiller Bridge, naar August-Regnvejret holder Indtog. Der bor Hovedstadens velstaaende Butiksfolk samt Embedsfamilier med opvoksende Børn, der antages til modereret Pris og spiser mere end to Voksne. Søgtes ogsaa før Filmens Opkomst af ferierende Skuespillere, der arrangerede en Fest med Tombola, Aftenunderholdning og Bal, grebne af pludselig Interesse for Udvidelsen af den lokale Havn.
Saa er der det saakaldte Sommerpensionat langs Kysten, gerne paa en Sidevej med Udsigt til Villahavernes Vrangside. En diminutiv Have prydet med Solskive, Konkylier og kulørte Bomuldsbordtæpper. Et Spisebord med ikke helt ulasteligt Dækketøj, Markblomster i Lervaser og udkogte Maaltider af den Art, hvor Retterne smager nogenlunde ens, enten de benævnes Okseragout eller benløse Fugle, og hvor Gæsterne, for at bøde paa den noget sløje Kost, flittigt imellem Maaltiderne søger det lokale Tearoom, indrettet for Sommeren i et ilandtrukket Badehus. Gæsterne bestaar nærmest af den Hær af ældre Damer, der gør Byens Pensionater saa behagelige og som om Sommeren foretager en Sceneforandring ud til et landligt Pavlun af samme Art. Om Aftenen tager de med Hækletøj og Teaterkikkert Plads i et støvet Lysthus og søger hos de Forbipasserende en kærkommen Anledning til at tale godt om deres yngre Medmennesker.
Disse forskellige Former for Sommerliv er jo en Sag, der som saa meget andet i Livet, arter sig heldigst for dem, der kan betale højst. Anderledes stiller det sig, naar vi kommer til Landhjemmenes utrolig store sommerlige Gæstfrihed, der strækker sig lige fra Prinsemodtagelser paa de store Herresæder og ned til den beundringsværdige Godhed og Langmodighed, hvormed Proprietærerne og Bønderne til Sommerferien indbyder de københavnske Fattigbørn, der vistnok med deres By-unoder ofte er mindst ligesaa besværlige for landlige Værter som Prinsen.
Imellem disse Ydergrænser ligger Herregaardenes og Præstegaardenes store Sommer-Rykind. Mens man i Herregaardslivet forbeholder Efteraarsjagterne den elegante og mondæne Selskabelighed, udøver man i Sommerferien en Art Gæstfrihed, hvor dels Pligten dels Hjertet er mere med i Spillet. Det er de bedagede Stiftsdamers og forhenværende Guvernanters Tid, Rødgrødens, Fluernes og Stokrosernes Tid. Det er elskværdigt, men maaske ikke just morsomt. Man kører pligtmæssigt den samme Tur hver Aften med Gæsterne i Godsets Skove i en lethargisk Tilstand af Kedsomhed, og spidser kun Øren, naar Vejen lægges om ad det stedlige Sommerpensionat, hvor flirtende hvidklædte og cigaretrøgende Landliggere i Forbifarten ses henslængte i Flugtstole, mens en ferierende Musiklærerinde forlyster dem med Sommerens Vals paa et skrattende Klaver.
Men i Hovedstadens Omegn gaar Sol skabeligheden sin Gang næsten ligesag liv ligt som i Vintersæsonen og uden at den nogen væsentlig Grad skifter Karakter. De er ikke længer Landstedernes bredt anlagte Gæstfrihed, hvor hele Familier fra Byer mødte om Søndagen allerede før Frokosten der indtoges i et Lysthus med skinnende Kaffemaskine og nyfiskede Rejer, hvorefter man fordrev Tiden med Spadsere- og Køreture, Baadfarter og Friluftsspil indtil den ligesaa solide Middag stod for Døren, alt for at Gæsterne kunde faa saa meget som muligt ud af Udflugten. Nej, nu holder man regulære Middagsselskaber uden Gran af Forskel paa By og Land, kun maaske med den Nuance, at Kaffe paa Landet nydes paa en Terrasse og ikke i Salonen. Ellers samme Retter, samme otte Glas ved Kuverterne, samme Lejetjenere, hvis Aasyn man har beskuet hele Sæsonen i Byen.
Kunde man ikke komme overens om en hel anden Form for Sommerens Selskabelighed end en aandløs Fortsættelse af Vinterkampagnen! Noget i Retning af de engelske Gardenparties, hvor lysklædte Damer med Blomsterhatte grupperer sig paa det fløjlsbløde Grønsvær under løvrige Træer. Musik, Roser, lette Forfriskninger, Friluftsspil, solfyldte Terrasser, blonde Børn, boltrende Hunde, up to date Køretøjer, alt føjer sig der sammen til et Billede af en egen kultiveret Skønhed og fin Livsglæde. Selv under beskednere Former vil et saadant Haveselskab altid virke indtagende, og hvis man endelig ikke kan undvære den evindelige Spisen, som er vort nationale Særkende, kan man jo gøre det til en Aftenfest med Souper, Fyrværkeri og dunkle Nøddegange for sværmende Par. Men Vejret — vil man sige!
Ja, der er vort svage Punkt — vi er aldrig sikre her til Lands. Der er ikke andet for end at lade staa til og enten stole paa et lykkeligt Tilfælde, eller gaa ud fra, at selv om det skulde blive Regnvejr og man maatte hjælpe sig inden Døre, er alligevel en saadan Fest for Ældre og Unge bedre egnet til at udgøre et Led i de skønne Sommerminder end et almindeligt Middagsselskab, som i Grunden keder de fleste.
VILLAERNES DAMER
Hvis man skulde give et Referat af, hvordan Dagen gaar for de landliggende Damer langs vore Kyster, vilde det neppe blive helt let at bibringe et Indtryk af den kvindelige Arbejdstrang og Virkelyst, der siges at være et Særkende for vor Tid.
Mens Herrerne, før Fanden faar Sko paa, med deres Citytaske haster til de tidlige Tog for at tjene til Udkommet paa Kontoret, dog med en hyggelig Frokost-Afbrydelse i Kollegers Selskab, plejer de kære Fruer og Frøkener deres Morgenro og nyder det første Maaltid paa Altanen i et let Negligé. Den første Post indtræffer og afføder en lille Diskussion om Indbydelserne og de Bladnyheder, der ikke er. Saa oprinder Badetimen, den lykkelige Stund, hvor fælles Raaben og Pjasken og muntre Smaahvin forplanter sig fra Badehus til Badehus langs Kysten som en jublende Solskinshymne til Sommerlivets Pris. Badet giver Appetit, og Frokosten smager fortræffeligt, skønt Franskbrødet beklageligvis ikke staar fuldt paa Højde med det i Byen.
Mellem Frokost og Eftermiddagstheen — de hede Timer — kan ingen dog forlange, at man skal arbejde, naar man er paa Landet. I Forvisning om at udfylde en Pligt mod deres dyrebare Sundhed, anbringer Damerne sig i Hvilestole under Solparaplyer eller Lindetræer med et nemt Broderi eller en Knaldroman, alt imens de ved et mindre spændende Kapitel følger Sommerfuglenes Flagren mellem Roser og Valmuer.
Hvor er Timerne dog blevne af! Det er blevet Tid til Eftermiddagstheen, hvor Frøkenerne N. N. har lovet at komme. I Grunden er Theen paa Verandaen i godt Selskab Dagens hyggeligste Maaltid.
„Har De hørt — Ved De at — Nu skal jeg fortælle Dem noget — Kan De tænke Dem, hvem jeg saa” — lyder i den solsitrende Eftermiddagstime som en Summen over Haverne helt hen til de hvidmalede Laager under en fortsat Afskedstagen med mange Hilsener og Smaahistorier paa Falderebet.
Men alt maa have en Ende. Herrerne skal hentes paa Stationen, det være sig til Vogns eller til Fods. „Har der ikke været forfærdelig varmt i Byen — her har vi ikke kunnet røre os. Har Du husket Skinken og Haarnaalene? Og Bøgerne! Fik du „Kvindehjerter? Tak, søde Christian, du er mageløs. Kom nu — du husker nok, vi skal til Bridge i Aften hos Etatsraadens, mens Ungdommen er paa Cykletur
Paa Tur — ja! Efter Dagens Hvile kommer Aftenens Flirt. Over den vil vi dække med Sommernattens drømmerige Taage, der forskønner alt — ogsaa Minderne.
Denne intensive Sommerhvile — eller skal vi ærligt kalde det Driveri — er udmærket, hvor det drejer sig om en overanstrengt Lærerindes eller Kontordames Fjortendags Ferie, men naar det varer i samfulde fire Maaneder, er det maaske lidt rigeligt, især da det som oftest gælder Damer, hvis Vintertræthed hovedsagelig skriver sig fra en Overnydelse af Selskabelighed og Velgørenhedsfester.
Maaske det ikke vilde være af Vejen, om de mange landliggende Damer vilde benytte de fire Maaneder, hvor Skik og Brug kræver, at de er borte fra Byen, til med Grundighed at sætte sig ind i et eller andet — det være sig Sprog, Musik, Litteratur eller Kunsthistorie – et hvilket som helst Fag, der er kulturelt berigende. I de fleste Tilfælde kunde det tiltrænges. Tiden mangler saavist ikke dertil, men da den Læsning, der er allermindst Gehalt i, almindeligvis benævnes Sommerlekture, synes det at være mindre bevendt med Lysten end med Tiden.
TJENESTEFOLK OG LANDLIV
I den almindelige Stræben mod Sommer-Landliggeriet, er der én Borgerinde, som paa dette Punkt holder sig stejl, nemlig Tjenestepigen. Hun alene. Og dog skulde man tro, at Landlivet ogsaa i hendes Kredse maatte give den ønskede Anledning til lidt Flirt mellem Chauffører og indvendige Jomfruer, Kuske og Kagefrøkener, Undergartnere og Bonner, kort sagt det samme, som hendes unge Herskab tager paa Landet for. Men hvad hjælper det at argumentere — Landopholdet er hende en Gru. Forsigtigt spørger hun, før hun lader sig fæste, om Familien flytter paa Landet, og siger op til 1ste Juni, hvis det i Maj viser sig, at en ubehagelig Overraskelse i den Henseende er i Færd med at trække op. Selv om hun lader sig overtale til at vove Forsøget, tager hun kontrarigt alle Bylivets Forudsætninger ud med til de landlige Strande og antager en personlig krænket Holdning overfor vedvarende Regnvejr. Som et Offerlam sidder hun paa sit hede Kammer under Tegltaget og hækler i sin Fritid i Stedet for at færdes ude i Skov og Eng. Forslag i den Retning besvares haanligt med, at her er da virkelig ingenting at gaa ud efter. Hun synes overhovedet at være blottet for Evne til at leve i Fællesskab med Naturen, eller rettere sagt, hun stiller sig paa et prostesterende Standpunkt overfor den. Kun forbipasserende Skovturstog med Hornorkester og Flag tildrager sig hendes ophøjede Opmærksomhed, ligesom kun Naboernes Indkøb hos Slagteren og deres selskabelige Færden interesserer hende — ganske som i Byen.
Er det nu en Forsømmelse fra Samfundets Side, at der ikke indpodes dette Lag af Befolkningen Kærlighed til Landet og Naturen? Nej. Tværtimod.
Der sættes hvert Aar et stort Maskineri i Gang for at skaffe Bybørnene paa Landet om Sommeren. Avisopraab og Kontortider, Lærredssko og Bomuldsforklæder, Navnelister og Forsendelsesvanskeligheder — hele det kendte Apparat, som sættes i Scene, taarner sig op til en saa sveddryppende Kraftanspændelse, som det er muligt at opagitere i Juli Maaned. Man faar simpelthen ikke Lov til at glemme Børnenes Kontor. Det melder sig blot man i al Uskyldighed tager en Avis for at se Dampskibslisten. Dog, hvad hjælper det altsammen! Barndommens Landophold synes ikke at indpode de unge Folkets Døtre nogen dyb og varig Kærlighed til vort Lands skønne Natur. Tværtimod. Den Art Sommerglæde, som uden Karussel og Hornmusik ligger fjern fra Forlystelseshavernes Gebet, er hende en Vederstyggelighed, saa snart hun er voksen. Der er derfor to Arter Herskaber at søge — de behagelige med Kostpenge, mens de forlægger Residensen til et Sommerhotel, og de noget mindre søgte, der ganske roligt bliver i Byen.
SOMMERFORNØJELSER I BYEN
Midt i Sommer-Hurlumhejen er der dog enkelte Familier, som siger saalunde: Hvorfor paatage sig store Udgifter for at nyde Naturlivet i vor korte og upaalidelige Sommer! Hvorfor sidde i Regn og Blæst i nogle elendige Huller i et Fiskerleje, naar vi har vort komfortable Hjem i den behagelige og muntre By, hvor der aldrig mangler Adspredelser og kulturelle Fordele, og hvor man har de skønneste Udflugtspunkter til alle Sider!” Det lyder saa fornuftigt og er det jo ogsaa. Men maaske dog de, der ræsonnerer saaledes, glemmer, at det muligvis er endnu dyrere at blive i Byen. Menneskene er nu engang paa disse Breddegrader saaledes beskafne, at de ikke kan udholde at sidde hjemme paa en Fjerdesal i en Gade paa en lys straalende Sommeraften, naar Solen kaster sin sidste Guldglans hen over det friske Løv. De kan ikke. De maa ud, og er de først ude, er det saa fristende at blive der og drikke en Kop The eller et Glas Øl i det Frie. Og endnu mindre kan de, hvis de da ikke er Asketer, holde sig hjemme og sidde og læse Søren Kierkegaard en Sommersøndag, naar de føler med hver Fiber, at Alle, der kan gaa og krybe, er paa Vej ud, hvor Bøgene kupler sig over det bløde Grønsvær. Det er herligt at komme derud, men billigt er det jo ikke med Befordring og Bespisning og Badning og Forfriskninger. Inden Familien træt og mødig naar hjem, er der, trods al Forsigtighed, gaaet mange Penge med. Og saa kommer tilmed Ferien, hvor en Søn er indbudt til en Herregaard og Døtrene til en fjern Præstegaard, og alle skal de have Rejsepenge og Drikkepenge og Tøjet i fuld Stand og Kufferterne vel eftersete, for ikke at tale om den selskabelige Gengældelse, der senere i Hovedstaden ubønhørligt følger paa den letsindigt modtagne landlige Gæstfrihed. Alt beset bliver maaske de smaa Hybler i Fiskerlejet billigere, men da det er svært at regne ud, vil enhver jo altid finde billigst, hvad han har mest Lyst til.
KONGRESSER
Af selve Byens Sommerforlystelser er Kongresserne de mest notable. De findes i alle Varianter — Søfartsregler, Maal og Vægt, Underlivslidelser, litterær Ejendomsret, Straffelovsparagraffer, Spektralanalyse hos Kometerne — lige meget! Er man først paa det rene med, at man vil tage med, hvad der forefalder og fikse sine Sprogkundskaber lidt op, naar man dog bliver i Byen, saa er det jo knusende ligegyldigt, hvad Kongressen drejer sig om. Man indtegner sig som Medlem for et Beløb, der er forholdsvis beskedent, fordi Gararanterne og det Offentlige betaler Gildet, og er dermed selvskreven til Raadhusbanketter, Skovudflugter, Bilture til Arbejdsanstalter, Illuminationsfester, kort sagt alt, hvad Byen har at byde paa. Der er kun det at indvende, at det er altid det samme og altid for meget. For mange festlige Sammenkomster, for mange Taler og hver af dem en Tredjedel for lang. For megen Spillen Nationalhymner, for mange Flag i Loftet, for megen Raaben Hurra, for mange Gange den samme Buffet med Hummer i Mayonaise, russisk Salat og Champagne i Rækker af spidse Glas. Dag efter Dag det samme Festarrangement for de samme Mennesker, hvis Ansigter efterhaanden blot drager forbi ens Bevidsthed i en vag Genkendelses Taage, saavel Kongressens Koryfæer, de berømte Lærde med Briller og Fuldskæg som deres dem ledsagede Damer. Rundt om i Europas Universitetsbyer sidder der flotte og kønne Fruer, som spejder i Horisonten efter en lille Afveksling og opdager en Kongres, der falder ind under Gemalens Omraade. Og saa staar hun der en skøn Dag, brændende af Iver efter at kaste sig ud i Videnskabens dybe Vande. Det vil sige, hun møder med en elegant Hat til Aabningen og deltager derefter animeret i samtlige Festligheder, hvor hun efterhaanden faar dannet sig en munter lille Klike.
Hun kritiseres selvfølgelig skarpt af de professionelle Kongresjægersker, som rejser rundt hele Sommeren til alle Kongresser i alle Verdenshjørner for at indsuge Blomsten af de notable Seværdigheder paa den billigste og behageligste Maade, omhyggelig udgaaede af Kongressens egentlige Deltagere, men pligtskyldigst feterede af den af repræsentative Professorinder bestaaende indfødte Modtagelses-Damekomite, hvis Hverv det er om Formiddagen at underholde de fremmede Fruer med beskedne Frokoster og Butiksbesøg, mens deres Herrer arbejder i Vingaarden. Nogle af dem gør det virkelig. Der er nogle Retfærdige i Israel, som slider trofast rundt et grønt Bord i tidlige Morgentimer, efter de Ukyndiges Opfattelse med det Maal, at alle Løsgængerne kan faa nogle behagelige og festlige Dage i den døde Sommertid.
KOLONIHAVEN
Hvor store Ofre der end i de bedrestillede Klasser bringes for at Store og Smaa kan nyde godt af Friluftslivet, er der dog intet Udtryk for Kærlighed til Naturen og Sommeren saa inderligt og rørende som den lille lejede Have med Lysthuset — Kolonihaven, som By-Arbejderen og hans Familie betragter som den bedste Glæde og det kæreste Valfartssted. I lange Rækker ligger de, begrænsede af kæmpemæssige Bykaserner, disse Smaahaver, Lysthus ved Lysthus, Bed ved Bed, flygtigt sete saa ens som den ene Tinsoldat den anden. Men ser man nøjere til, har hver Stump Jord sit eget Præg, svarende til Ejermandens Forkærlighed. Den ene, der er økonom, vil helst udnytte Jordstykket til Gulerødder og Grønærter, og den anden, der er mere æstetisk anlagt, planter Roser og Forglemmigej. Men fælles for dem alle er den store Interesse og Glæde. Fra den tidlige Morgen vandrer om Søndagen Familien derud, Store og Smaa, graver og river, vander og binder op. Maden bringes med og varmes, endog Gæster modtages til Kaffe, og mens Børnene fra de forskellige Haver slaar sig sammen til en samlet Leg, faar de Ældre sig en Passiar om Naboernes Ryggesløshed og de stigende Priser paa Svinekødet.
Hvilket Bolværk for Famlielivet er ikke disse af Indehaverne saa højt elskede Smaahaver! Hvilken Betryggelse for dets Bevarelse ligger der ikke i, at Familien færdes samlet ude mellem Planterne hele Fridagen og bruger Sparepengene til Blomsterfrø i Stedet for at sidde hver for sig paa Beværtninger og Ølhaver til sent paa Aftenen. Og hvilken Kærlighed til Naturlivet indpodes der ikke derved Børnene ligefra den første Barndom — det bedste Serum mod den Brutalitet, hvis Smitstof lurer paa dem i triste Baggaarde og paa smudsige Trappegange. Hvad gør det, at Haven er lille, naar hver nyfødt Spire hilses velkommen med Glæde ligefra Vintergækken til Georginen. Hvad gør det, at Lysthuset er lavloftet, naar dets Dør aabner sig mod den frie og friske Luft, der bruner Kinderne og styrker Lemmerne! Man kan næsten sige — jo mindre, jo kærere! Da man spurgte en travl Rigmand, om han havde Interesse for sin Pragthave med Drivhuse, Terrasser og Pyntebede, sagde han: „Nej, for jeg kender jo ikke Planterne. Man har kun Fornøjelse af en lille Have.” Han talte sandt. Det har ikke noget at sige, om den er stor eller lille, den Plet man dyrker og skænker sin Interesse — jo mindre den er, jo fortroligere er Samlivet og jo bedre skabes derigennem den Samhørighed med vor Natur, som er et af de kønneste Træk hos Nordboen. Ingen anden Natur, selv den pragtfuldeste, kan erstatte os de lyse Nætters sarte Trylleri, Havets perlemorskiftende Farvetoner, Skovenes grønlige Skygge, al denne fintafstemte og hyggefyldte Skønhed, som atter og atter faar Nordens Sønner og Døtre til at drage hjem fra de fremmede Landes større Kaar, for at leve Livets Kvæld ved dens Strande.