Byen ved Foraarstide

SELSKABELIGHED OG SAMKVEM

Paasken — den er blandt Højtiderne den, der gaar med Krepflor. Det blotte Navn jager livslystne Mennesker langt bort fra det Sted, hvor de befinder sig — til Verdensbyerne — til Fjeldene, til Strandkanten, Landfolk til Byen, Hovedstadsmennesker ud i Markerne — eller lige meget hvor, blot de slipper at se paa de livløse Gader, de lukkede Butiker, de tarvelig pyntede spadserende Søndagsfamilier, alt det, der tilsammen afgiver det underlig plebejiske Udseende, en By antager i mange Dages paatvungne Stilhed.

Og Paasken indtræffer lige paa den uheldigste Tid af Aaret, hvor alt Udendørs er saa usikkert, at intet kan planlægges. Paasken betegner altsaa fem Driverdage i Træk, for Lørdagen gaar jo nogenlunde med i Ferien. Disse fem Dage er formodentlig derfor højt skattede af Menigmand, Haandens Arbejdere, som elsker Helligdage og i denne Forkærlighed mødes med Aandens Arbejdere.

Er nemlig Hverdagene saa meget bedre? Hverdagene, hvor Livet klaprer af Sted som et Jernbanetog gennem en Tunnel i et evigt Stakkato, en fortvarende Jagt! Hvor man altid har en Fjende i Ryggen i sin Telefon, en Fjende, der ikke lader en i Ro ti Minuter ad Gangen! Hvor Dørklokken kimer, hvor bestemte Klokkeslet med Mødetider og Aftaler volder ens Tanke Uro, hvor det og det — altid for meget for ens Tid og Velvære — skal udrettes, mens Brevene paa éns Bord stadig bunker sig op til Besvarelse. De eneste Dage, hvor man kan aande i Fred og se hen til at faa noget bestilt, er Helligdagene, og der er derfor et stort Antal af Travlhed betrængte Medborgere, der, ligesom trætte Snedkere, Smede og Murere, betragter Paaske, Store Bededag, Kristi Himmelfart, Pinse og hvad det altsammen er, Forsynet har begavet os med om Foraaret, som en sand Husvalelse. Der er ridt rigeligt af dem paa én Gang, det skal villigt indrømmes, men anderledes bliver det nu en Gang ikke.

KONFIRMATION

I samme Øjeblik man hører Ordet Konfirmation, regner man forfærdet efter paa Fingrene, hvor mange Nevøer og Niecer og Fætres Døtre og Halvkusiners Sønner, man har i Ilden denne Gang. Vi regner vel at mærke ikke Kuldet i Grenaa, hvor der uvægerlig er en Konfirmation om Aaret med fast Leverance i April efter Aftale med de Handlende. En Buket hist og her regner man jo heller ikke, saa hvis der ikke er mere, betragter man sig som nogenlunde skudfri i denne Omgang. Det kommer altid periodevis. Der er Aargange, hvor man kun har Drenge at begave og saa mange af dem, at man faar Rabat f. Eks. paa et Parti Vækkeure, fordi Urmageren tror, man handler med dem, og der er andre Serier, hvor der kun er Piger, saa man kan købe Brystnaale et halvt Dusin ad Gangen. Eller Armbaand, Halskæder, Fingerringe — alt det Guldglitter, vor Tids hvide Konfirmandinder løber an paa, naar de skal bekræfte deres Daabspagt.

Hvordan er det egentlig? Har højsalig Kong Christian den Sjette eller rettere hans maaske noget mindre salige Hofpræst Bluhme, da han skænkede os Konfirmationen, tillige indstiftet den verdslige Part af den? Om han selv til den hellige Handling forærede sine Nevøer et Par Manchetknapper eller en Citytaske, det har Kirkehistorikerne vist endnu ikke oplyst os om. Men hvor er den ellers kommen fra, denne andetsteds ukendte, men her uafrystelige Skik at holde religiøs Konfirmation med at give Luksus-Gaver indtil syvende Led og holde Spiseselskab med Overflødighedshorn og store Flaskebatterier? Der er mange urimelige Skikke til endnu, det er vist, men neppe nogen mere forrykt end at dele denne aandelige Højtid i to Parter, hvoraf den sidste energisk bekæmper den første og ufravigelig sejrer. Hvis imidlertid den tyske Hofpræst Bluhme selv har startet det saaledes, fordi han har gennemskuet vort nationale Livssyn, der ynder at udviske Tilværelsens Kontraster med Spisen i Fællesskab, saa har han været snild nok: Aandens høje Tinder jævnes her helst med Kyllingesteg. For Drengenes Vedkommende kan det være nogenledes det samme. De er vist som oftest komplet uanfægtede af det hele lige fra den første Begyndelse indtil Dagen derpaa, hvor man har det henrivende Syn af dem parvis pr. Ben eller Bil med ny Kasket, Violbuket, Cigar og overlegen Mine.

Men Pigerne! De lader jo nødig en Lejlighed undslippe til at føle sig grebne til deres Sjæls Inderste. Det purunge Pigebarn er virkelig betaget af Konfirmationen, fordi den betegner hendes første og kun alt for ofte sidste Møde med de aandelige Magter.

Under Salmesang rejser hun sig taareblændet efter en endeløs Handling, bestiger Gummikareten eller Bilen med sine rørte Forældre — nej, sin rørte Moder, for Faderen har, iført høj Hat, enten gjort en lille Afstikker hen paa den nærmeste Kafé eller er saa sulten og øm af de haarde Bænke, at han er ude over al Rørelse — lige meget, hun kommer hjem med dem, og i Stedet for at lade hende fortsætte Stemningen med en stille Dag i blid Eftertanke, saaledes som det bruges i andre Lande, finder hun ved første Øjekast Huset forandret til en Mellemting af en Guldsmedebutik, en Galanteriforretning og en Blomsterhandel. Neppe har hun Tøjet af, før hun iler hen og undersøger de paa Flygelet udstillede højrøde Æsker med lyserødt Vat, indeholdende alt det Stads, der lokker en ubetænksom Pigelil til Tant og Verdslighed ligervis som Gretchen ved Juvelarien. Dette bevirker i de fleste Tilfælde, at Dagens blivende Betydning nærmest bestaar i at erhverve sig Blikket for Livets reelle Værdier, nemlig Værdsættelsen af, hvad den rige Tante Amalie nok kunde have spenderet, og hvor pænt Onkel Thomas har opført sig. Og Tante Amalie faar ogsaa en Grad mindre varm Tak, naar hun senere i sort Atlask og Strudsfjer bruser ind til Middagen, hvor Onkel Thomas anbringes ved Siden af den hvidklædte Konfirmand, Dagens Midtpunkt, der ombølges af en mere og mere bedøvende Offerrøg af Dyresteg, Champagne, Skaaltaler og Hurra-raab.

Offerrøg — ja!
En ret artig Sum er der nemlig ofret til den Skyldige, ikke alene i Mad, men og-saa i Guldstads og Toiletter, i Telegrammer og Blomsterpotter, inden Dagen slutter, en Sum, der selvfølgelig mest svier til de glade Forældre, men til Dels paalignes deres forholdsvis uskyldige Søskende og andre Slægt-
ninge. Og som det er i de velhavende
Klasser, er det Skik og Brug helt nede i den brede Befolkning, blot i formindsket Maale-stok.

Man burde maaske her som i mange andre Henseender vende tilbage til forrige Tiders mere enkle Sæder. En stille Konfirmationsfest, der var mere egnet til at bibringe den Unge et Indtryk af Dagens og dermed af Livets Alvor end den, der betegnes af Guldstads og Kransekage, vilde ikke alene være mere tankevækkende for Konfirmanden, men ogsaa gennem Prisbillighed vække Tilfredshed i store Kredse, særlig blandt de ugifte og barnløse Slægtninge, som altsaa netop gennem deres Barnløshed er berøvede Vaabnene til at øve en hævnende Gengæld.

BRYLLUP

Ved Flyttedagstid kommer Bryllupperne. Atter Gaver — selvfølgelig. Men ved den Anledning er man mindre ked af det. Naturligvis kan det i det givne Øjeblik knibe at udrede Sølv-Tepotten eller Kobberstikket i Mahogniramme, men man vil det gerne, fordi intet er rimeligere eller morsommere end at hjælpe de Unge med at gøre Hjemmet hyggeligt og smukt, saa de fra først af lærer at holde af det, og ingen Familiefest kan i Haab og Glæde sammenlignes med Brylluppet.

Det forberedes derfor, ogsaa selskabeligt set, længe i Forvejen, planlægges og diskuteres, overvejes og ændres. Skal man være hypermoderne og lade som ingenting blot med en Frokost for de to Forlovere, eller skal man indenfor Hjemmets Vægge gøre det til en stemningsfuld lille Højtid for de Nærmeste? Eller skal man som tredje Udvej gøre det til en stor Fest i en Hovedkirke med Middag i et Hotel og indbyde ikke alene Slægt og Venner, men ogsaa de fjernere Bekendte, der egner sig til at pynte paa Ensemblet! Skal man have de Unge med eller nøjes med de Ældre og lade Ungdommen komme om Aftenen? For denne sidste Ordning taler, at Brudgommen foruden Forældre har seks Søskende og et Utal af ganske ubekendte Frænder og Venner — han har leveret en Liste lang som et ondt Aar, men paa den anden Side skal der i saa Fald være Souper, som ogsaa maa bydes Middagsgæsterne, saa det bliver Hip som Hap, hvad Besvær og Udgifter angaar.

Meningerne er mere end delte. Man skændes længe uden at komme til et Resultat, men omsider maa man jo bestemme sig, og naturligvis sejrer den Folket iboende Trang til at feste. De stille Stemmer overdøves, og det bliver til det store Bryllup med seks bekransede Brudepiger i Rosa — to ganske smaa — og anden Udfoldelse af den Pomp, som Lejligheden kræver og det sociale og pekuniære Standpunkt tillader.

Efter at have truffet Aftale med Hotel-Direktøren — en noget smertelig Aftale — er det første Skridt at faa Indbydelseslisten affattet, og var det galt før med Tvistepunkter, saa bliver det nu tifold værre. Brudgommens Liste maa altsaa gaa ubeset, men nu ens egen Slægt! Er det nødvendigt at indbyde den tykmavede Onkel Jespersen — ham Forpagteren fra Hjørringkanten — med tre aldeles umulige Døtre! Nej, siger de yngre Familiemedlemmer — man øser Penge ud og anstrenger sig for at være „up to date” ved saadan en enestaaende Lejlighed, og saa skal det hele ødelægges af ganske urimelige Pligtfornemmelser. Jo, siger Forældrene, Onkel Jespersen har været som ingen Anden ogsaa mod dem — Børnene, har de maaske glemt Sommerferierne og de spanske Kirsebær derovre? Selvfølgelig sejrer de Unge — det gør de jo altid, Onkel Jespersen er krænket for Livet og sammen med ham en Samling lige saa lidet dekorative gamle Tanter fra Stiftelser eller gamle Pensionister, absolut ikke egnede til at figurere i „Petit” ved Bladreferaterne af det fashionable Bryllup i „Vor Frue”.

Naar man har sat sig ud over disse Fornærmelser og Forurettelser, som aldrig udebliver ved saadanne Lejligheder, kommer det næste vanskelige Punkt — Talerne og Sangene. Sangene især, for Talerne — ja, det kan gerne være, de bliver rædsomme, og det gør de formodentlig, som da Løjtnant Feddersen som Brudgom takkede i Skaaltalen for det bekostelige Udstyr eller da Fuldmægtig Green nøjedes med efter en lang Kunstpavse at sige: „Tak for Vilhelmine” og derefter faldt ned igen paa sin Stol som en Bombe. Men man er da sikker paa, at de kommer, Skaaltalerne, og dem tager Folk dog ikke hjem med. Men Sangene! Sæt de helt udebliver! Der maa dog i det mindste én højtidelig Bryllupssang til at begynde med og henimod Desserten en munter Vise. Hvor faar man dem fra — Kredsen er absolut ikke poetisk anlagt. Saa faar man heldigvis at vide, at en af Kontoristerne har en fra selskabelige Foreninger kendt humoristisk Aare, og da den unge Mand har faaet et nyt Kjolesæt i Aar og kan være Bordkavaler for en skeløjet og desværre uundgaaelig Kusine af Brudgommen, der ellers var vanskelig at anbringe, overvældes han med Æren af en Indbydelse, efterfulgt af diskrete Antydninger af, at man vilde være forfærdelig glad — man har hørt, at han har saadant et nydeligt Talent o. s. v. Det var den humoristiske, men saa den stemningsfulde! Efter at have udtømt alle Muligheder, endevender man Lommerne i Aftenkaaberne, finder Sangen fra gamle Onkel Peters og Tante Milles Guldbryllup i Vinter og giver sig til at arbejde. Man forandrer Ordet tunge til unge, lader svunden Smerte som Rim til Hjerte blive til Brudekjerte, og sætter det hele paa en anden Melodi, der ganske vist ikke passer rigtig til Fødderne, men enfin — man mener, at naar Gæsterne er i Stemning, saa gaar det alligevel. Og det gør det jo.

Nærmere og nærmere kommer den store Dag. Den lysende hvide Atlaskes Brudekjole med det lange Slæb bliver først omhyggeligt prøvet og ligger omsider sløromhyllet udbredt paa Sofaen i Kabinettet, fyldende hele Stuen — ja, mere end det — fyldende den unge Bruds ganske Hjerte og Sind. Hun gaar ind og ser paa den med forventningsfuld Uro, glatter dens Folder med Haanden og smiler ved sig selv. Og naar Øjeblikket er der — naar hun har iført sig den og fulgt af de seks rosarøde Brudepiger ved sin Faders Arm orgelombrust vandrer op ad Kirkegulvet mod sin Brudgom, da maa man haabe, at hendes unge Drømme og Længsler som Amoriner svæver om hende i Folderne af hendes Brudeslør. Det bedste, man kan ønske hende, det er, at hun femogtyve Aars-dagen derefter kan sætte sig ved Festbordet ved den samme Mands Side efter at have virkeliggjort i det mindste en Del af Haabet og Drømmene fra den Dag — den eneste, hvor hun var ombølget af det hvide Slør.

SÆSONSLUTNING

Familiefesterne er overstaaede og man aander op. Man faar Tid til at hengive sig til det muntre og travle Gadeliv i det første Solskin, bestiller lyst Foraarstøj og Hatte med Syrener og Roser, og man gaar, uden just at være malerikyndig, til Aabningen af alle Udstillingerne for at vise de nye Vidundere frem for det rette Publikum. Paa Vejen hjem kommer man i Tanker om, at man endnu ikke er helt færdig med alle sine selskabelige Forpligtelser, man skylder at indbyde Den og Den, man maa virkelig tage sig sammen. Men det er blevet for lyst og for varmt til de store tunge Middagsselskaber — det maa være lidt mere intimt. Og saa arrangerer man de morsomme Smaaselskaber, den lille Bridgemiddag paa Tolv, som det hedder, der i Regelen falder saa heldig ud, fordi det henad Foraaret er lettere at samle dem, man vil have, end midt i Sæsonens Kapløb. Spisesedlen er kortere og Passiaren derfor livligere. Altanens Døre slaas aabne, et enkelt Par gaar derud, skal vi sige for at se Parkens mørke Trægrupper tegne sig mod den vaarklare Aftenhimmel, mens Gadens Støj dernede blander sig med Tonerne af en Chopinsk Nocturne fra Nabolejligheden.
Ingen Sinde er vor By saa tiltrækkende som i den første Foraarstid. Det er som alle Aarstiders Glæder og Adspredelser samler sig til en lykkelig Helhed. Sportslivet lokker sine Dyrkere ud paa de solrige Formiddage, mens Aftnerne endnu udfyldes af Teatre og Koncerter. Det store Aarsstævne af bildende Kunst drager de Interesserede til Udstillingerne, og Selskabslivet samler sin sidste Kraft og sin første Lammesteg om den Opgave efter Vinterens Flirt at kunne forlene Sæsonen med det behørige Antal mondæne Forlovelser som et afsluttende Punktum.

Det er som om vor Hovedstad, der er lidt død om Sommeren og forladt af sine mere velhavende Børn paa Grund af det stærkt gennemførte Landliggeri, i Foraarsmaanederne afbrænder alt, hvad der har almen Interesse, i et glimrende Fyrværkeri. Ethvert Livsomraade gør sig gældende, og mere og mere intensivt er Dalerne med i dem alle. Det er Kvinderne, der giver en By dens festlige Præg, ligesom Blomster pynter Stuen. Og siden De er dertil skabt, smukke Frue og Frøken, siden det er Dem, der lyser op i vor skyomhyllede blæsende By, saa skal De ogsaa nu i Violernes Tid tage Revanche for den lange og tunge Tid, der gik. De forstaar som ingen anden Bys Kvinde at skabe Glæde og Fest i beskedne Kaar. Naar De derfor kommer hjem fra Deres Arbejde, Deres Tur eller Deres Sport — for ikke at nævne det slemme Ord Flirt — tag saa Deres Selskabskjole paa. Gør den ikke for dyr, men klædelig, og fæst en frisk Blomst ved dens Bælte som et Sympol paa, at det er Deres Opgave eller rettere sagt en af dem at give Deres Fødeby det Præg af Munterhed og Livslyst, som den efter Sigende har Ry for — takket være Dem.