Fru Malling den ældre sad i Sofaen hos sin Svigerdatter, Fru Malling den yngre, der var klædt i dyb Sorg. Med en lidt kølig og adspredt Mine hørte hun paa Svigermoderen, en bittersød ældre Dame i staalgraat, som i den sørgelige Anledning havde anlagt et medfølende Smil, sorte Handsker med sværtede Fingertutter, Stenkulsbrosche og et noget medtaget Crepeslør.
ET KONDOLENCEBESØG
„Herregud”, sukkede hun, „og saa pludselig det kom! Ak ja, Hjærtesygdomme ligger nu til Familien, men Tabet er alligevel saa haardt, ikkesandt — en Faders Kærlighed kan aldrig erstattes i Familielivet, især saadan en Fader! Som han altid tænkte paa jer, ikkesandt, og arbejdede for jer! Ja, jeg hører, at han har efterladt sig meget mere, end man troede, saa at Du og din Moder kan se en sorgløs Fremtid i Møde — Gudsketak”.
„Det har vi endnu ikke haft Tid at tænke paa”, skyndte Svigerdatteren sig at indskyde.
„Nej bevares, søde Regitze, jeg kender jo dit uegennyttige Sindelag — ja, jeg ved, at Du ikke har Tanke for andet end som din Sorg og de smukke Minder om den Hensovede. Det var derfor, jeg straks kom herhen, for det er jo i den Slags Øjeblikke, at et kærligt Gemyt som dit trænger til et deltagende Ord — ja det var ogsaa det, jeg sagde til — til Albert, at det var i en Stund som denne, at han bedst — bedst —”
Den unge Kone rettede sig med et Sæt — flammende rød i Kinderne.
„Har Du vovet at opmuntre ham til at komme herop?” sagde hun heftigt. „Har jeg ikke skrevet” —
„Jeg forsvarer ikke Albert, langtfra, men han er jo dog din Mand, Regitze —”
„Endnu ja, men om kort Tid er han det ikke mere.”
„Er det umuligt, at Du kan lade dig ombestemme, hvad, Regitze — Du kunde dog i det mindste tale med ham — prøve ham —”
„Prøve ham! Tak, jeg har prøvet ham tilfulde. Prøvet hans Trofasthed, da han forliebede sig i en Teaterdame, og hans Ridderlighed da han til hende beklagede sig over min Skinsyge og Vedhængen, og hans Mandighed, da han sammen med hende løb bort fra sin Gæld, som han lod mig i Stikken med — jo, jeg har prøvet det altsammen og indhøstet mine Erfaringer. Bitre nok er de.”
„Men naar Du anede, hvor han nu taler om dig som en Himlens Engel — ja, og naar Du vidste, hvor han er kommen fortvivlet hjem derovre fra — og syg — jeg tror ikke, han lever længe — hans øjne er saa løjerlige — overjordiske. Ak, han er saa modløs.”
„Har han da ikke hende?”
„Hun er jo bleven i Amerika — ja noget ved et Teater. Med hende er han totalt færdig — ja, det ved den Evige. Han er meget bitter paa hende.”
„Godt, lad hende blot faa Skylden.”
„Jeg forsvarer ikke Albert, det har jeg allerede sagt, men Du maa huske, hvor han er stærk i sit Følelsesliv, saa at sige Stemning og Impuls og Instinkt altsammen, en ægte Musikernatur, og naar saadant et Temperament bliver lagt an paa af en Dame som Frøken Magdalene Jensen, af den Slags kraftige Typer, som slaar hundrede Fangarme om et Mandfolk, ja, saa har han naturligvis ondt ved at staa imod. Og køn var hun jo.”
„Det var hun vel”.
„Men nu kan jeg sige Dig, at han er dødsenstræt og ked af alt, hvad man kalder Lidenskab og Sanserus — ja, han drages kun af Familielivet og den daglige Lykke, det er den eneste, han taler om. Og saadan som han anklager sig selv, det er formelig rørende. For hans Hjærte er jo trods alt blødt og ejegodt, ikkesandt?”
Fru Malling den ældre ventede et Øjeblik paa et samstemmende Ord, men det udeblev, og mens hendes Øjne og Tanker søgte rundt i Stuen og derfra til hele Universet for at finde mere overbevisende Argumenter, gled der et lyst Smil hen over Svigerdatterens lyttende Ansigt.
„Der kommer Louise”, sagde hun, idet et spinkelthygget Pigebarn paa en halv Snes Aar kom farende ind i Stuen med Hat og Kaabe paa.
„Er Du der, lille Louise”, sagde Bedstemoderen, „kommer Du nu fra Skole, saadan en flink Pige! Kom hen til mig og sig pænt Goddag, saa skal Du faa et Kys.”
Udsigten til denne Belønning syntes imidlertid ikke særdeles fristende for Frøken Louise.
„Hils pænt paa din Bedstemoder, Louise”, sagde Moderen med et lille Smil, og al den milde Ømhed, som Fru Malling den ældre forgæves havde paakaldt til Gunst for sin hjemvendte Søn, lyste i det Blik, hvormed den unge Moder saa efter Pigebarnet, idet hun med et kærtegnende Streg hen over Haaret sendte hende ud for at tage Tøjet af.
Men Gudbevares, hvor havde Fru Malling den ældre haft sine Tanker — der var jo Argumentet. Det var Barnet, der maatte redde Situationen. Fru Malling den ældre var nemlig af samme Mening som den efter hendes Sigende saa angerfulde Søn, at Familieliv og daglig Lykke med en hyggelig Arv som Baggrund i Længden var at foretrække for Lidenskab og Sanserus.
„Det er en yndig lille Pige, Louise”, sagde hun venligt, „saa fremmelig og allerede saa udpræget kvindelig i sit Væsen. Det kan formelig skære En i Hjærtet, naar man tænker paa, at det elskelige Barn skal vokse op uden at kende til Familielivets Lykke, der er saa uendelig vigtig for Børns Udvikling”.
„Hvorledes det”, indvendte den unge Frue skarpt, „hun har jo mig”.
„Ganske vist, kære Regitze, men det, man kalder det rette Familieliv, det bestaar dog af Mand, Hustru og Børn; ja, det maa Du selv indrømme, er det naturlige, og Louise vil ofte nok baade i Skolen og andre Steder komme til at mærke, at hun er Datter af en fraskilt Kone og ingen Fader har”.
Hun saa paa Fru Malling den yngre og mødte et hastigt Blik. Jo, hun var paa rette Vej.
„Og saa vidt er vi da ikke komne endnu, at den Slags forrevne og saa at sige fraskilte Forhold ikke gaar ud over Børnene. Det gør det.”
En lille Bæven ved Svigerdatterens Læbe — jo, Ordene havde ramt.
„Og det er den Tanke, der piner Albert allermest”, fortsatte Svigermoderen, „ja, den Tanke, at hans
Barn skal rammes af hans Letsindighed. Naar Du vidste, hvor han længes efter sin lille Datter
og føler det som sin største Straf at være udelukket fra at leve sammen med hende og se hendes unge Sjæl udvikle sig. Kan Du huske, hvor Barnet hang ved ham dengang — før — ”
Var det en Taare, der glimtede i de graa øjne, var det et Suk, hun hørte — var Maalet naaet, havde hun lodset Sønnen tilbage til den trygge Havn —! Det ringede. Var det ham — ja, det var hans Skridt, nu gjaldt det!
Den unge Kone sprang op med et Sæt — stod stiv som en Støtte og saa paa sin Mand, blev ved at se og se, som var det selve Fortiden, hun saa i øjnene. Smuk var han endnu med sit lidt foroverbøjede Hoved og de vege indsmigrende Bevægelser, kun maaske en Tanke oppustet i Kinderne og med en Antydning af Poser under øjnene — men smuk — to udstrakte Hænder — et sagte: „Regitze” sagt med den Stemmeklang og det Blik, som havde bedaaret hende ligefra den Aften — den Aften —. Hun saa intet tydeligt mere. Ved at høre denne Stemme igen havde hun tabt Herredømmet over sine Tanker og sine Ævner; viljeløst gled de med i den Bølge af unge bløde Forelskelsens Minder, som ved Gensynet skyllede hen over det, hun havde lidt, og gjorde hende rede til at tilgive og glemme — glemme alt og begynde forfra paa Skuffelser og ydmygende Sjælevé.
Hvordan var den lille Pige kommen ind i Stuen igen? De vidste det ikke, følte det blot som noget naturligt og selvfølgeligt, at hun paa engang stod imellem dem, Barnet, Bindeleddet, Kærnepunktet; de saa kun et Par klare spørgende Barneøjne, der gik fra Moderen til den fremmede Mand i instinktmæssig Forstaaelse af, at noget betydningsfuldt foregik.
„Er det min Datter?” sagde han og bøjede sig kærligt over Barnet, „hvor hun er bleven stor og sød! Charlotte, kan Du slet ikke kende din Fader igen?”
Der gik et Ryk gennem den unge Kone, og uvilkaarligt greb hun med et fast Tag om den lille Pige og drog hende ind til sig.
„Min Datter hedder ikke Charlotte, men Louise”, sagde hun kort og haardt.
»Louise, det er sandt”, rettede han sig hurtigt, „hun hedder jo Louise”.
„Men Gud, Albert, hvor kunde Du ogsaa tage fejl af Navnet”, sagde Fru Malling den ældre undskyldende, „det ligger vist i, kære Regitze, at Albert holdt saa umaadelig meget af sin Tante Charlotte. — Du husker maaske, der var Tale om at opkalde Barnet efter hende, og det er naturligvis det, som — som —”
Et Blik paa Svigerdatteren fik hende til at tie. Hun forstod, at Sagen var tabt, haabløst og uigenkaldeligt. Hustruen havde kunnet tilgive sin Mand, at hun var bleven bedraget, forladt, ladet ene og forpint tilbage for en anden Kvindes Skyld, men Moderen i hende kunde ikke tilgive, at han under dette havde glemt sin lille Piges Navn. Aldrig! Saa urimelige er Mødre.
Emma Gad.