MAN kan vel dele Selskabslivet i to Hovedgrupper. Den ene, hvor man kommer sammen for at more sig, den anden, hvor man, ganske bortset fra Fornøjelsen, samles af nødvendige Hensyn, hvad enten disse nu skal tages til social og familiemæssig Repræsentation eller andre lige saa lidet morsomme Elementer.
ENGELSK OMGANGSLIV
Den førstnævnte Form for Selskabelighed, vore hjemlige Sammenkomster af Venner og Bekendte i det borgerlige dannede Selskab med en munter Blanding af Spisning, Samtale, Rygning, Musik, Dans og Kortspil synes efter et overfladisk Kendskab til engelsk Omgangsliv ikke rigtig at ligge for vore Venner ved Themsen. Det synes ikke at falde dem ind, at det er for at more sig, man kommer sammen. Der er saa meget andet at passe. Fuldkommen korrekt og elegant Paaklædning og Bordservering, gentlemanly og ladylike Optræden og Væsen og lignende ydre Attributer spiller en saa uhyre Rolle for dem, de tænker til den Grad paa ikke at støde an, at alt dette Vedtagne og Standstraditionelle sædvanligvis forjager den naturlige Munterhed, som saa maa erstattes af en Følelse af Korrekthed. Om det saa er Maskinmesteren paa Covent Garden Operaen fungerer han bag Kulisserne i Kjole og Hvidt og finder sig vistnok socialt hævet ved denne evening dress. Det er maaske i instinktmæssig Følelse af Mangel paa Evne til at lade den medfødte Humor raade, som selvfølgelig under Overfladen findes i Dickens Fødeland, at Selskabeligheden ikke spiller den Rolle for Englænderne som for os. I det mindste er Middagsselskaber, saaledes som de dyrkes her, ikke særlig talrige.
Man samler maaske sin Kreds til en Aftenmodtagelse, en at home, eller flere i Sæsonens Løb, men ses ellers mest ved den elegante Eftermiddagste, som fra London har fundet Vej ud over hele den civiliserede Verden paa Grund af sin praktisk nemme Gennemførlighed, sit belejlige Tidspunkt paa Dagen og sin forholdsvis billige Indretning. Foruden Teen i den som oftest meget smukke Familie-Sølvtepotte kræves kun nogle Kager, lidt Citronskiver, en Del velordnede Blomster og en rigelig Anvendelse af Kniplingsduge, som engang for alle er anskaffede, og det hele udgør i Forbindelse med Gæsternes smukke Toiletter et elegant og nydeligt Ensemble. Selvfølgelig foregaar Modtagelsen om Vinteren i Salonen, det saakaldte drawing room, men om Sommeren — Maj, Juni er jo der den egentlige Sæson — tillader det nogenlunde beregnelige engelske Klima, at denne Eftermiddags-Sammenkomst finder Sted i Haven og antager Navnet gardenparty, en af de mest indtagende Former for Selskabsliv, som overhovedet findes.
Forfriskningerne serveres i det frie under et skyggefuldt Træ på den fløjlsbløde Græsplæne, lysklædte, slanke Miss’er med store Sommerhatte flirter med deres Kavalerer langs blomsterprangende Terrasser, blide Valse lyder ud fra Huset, blonde Børn leger med Hunde og Æsler, opvoksende Ungdom boltrer sig i Friluftsspil, up to date Køretøjer og Biler ruller op foran Vestibulen — alt føjer sig i det ejendommelige, let tilslørede engelske Sollys sammen til et Billede af en egen forfinet Skønhedssans og Livsglæde, et Eksempel for hele den øvrige Verdens sommerlige Omgangsformer.
Et lignende tiltalende Indtryk får man af Englands jævne Familie-Selskabsliv. Familien betyder så uhyre meget for Englænderen. Intet kan være smukkere end det engelske Liv indenfor Husets Vægge og intet Sprog kan give varmere og hjerteligere Udtryk for Samkvemmet mellem dem, der staar hverandre nærmest i Livet, Mand og Hustru, Forældre og Børn, Brødre og Søstre. Det er vel paa Grund af denne tætte Sammenslutning af Paarørende, at Englænderne vedblivende kan finde sig i de stille Søndage uden offentlige Forlystelser. Man er sammen i Ro og man forlanger ikke andet.
Jeg har deltaget i engelske Familiesøndage, og for den, der heller ikke herhjemme søger Teatre og Musiklokaler på Helligdage, er der ikke væsentlig Forskel på en engelsk og en dansk Søndag. De store Slotsparker er ligesom her overfyldte med Familier på Skovtur, og de bedrestillede foretager Køreture og Udflugter ganske som her. Middagen indtages Kl. 1-2, for at Betjeningen kan komme til Eftermiddagsgudstjeneste, en Modsætning til Hverdagen, hvor der spises dinner Kl. 7-8, og denne daglige sene Middag ombyttes så om Søndagen med et solidt koldt Aftensbord. Om Sommeren tilbringes Søndag-Eftermiddagen og Aftenen på den hyggeligste Måde i Haven — denne engelske Have, som er så vidunderlig fyldt med Blomster — og med Terrasser og Trapper og Glashuse og Verandaer og hyggelige Kroge med Bænke og Borde, alt dette, som gør den til en Frilufts-Dagligstue egnet til alle hjemlige Sysler, og ikke, som så ofte her, kun et Sted, hvor man promenerer for at beundre Væksterne med Påbud om endelig ikke at betræde den nylagte Græsplæne. De engelske Græsplæner lægges aldrig om — man vilde le ad den blotte Tanke. Jo ældre en Plæne er, jo smukkere er den, fordi den bliver mere og mere mosgroet i Bunden, og en engelsk Familie færdes på Græsplænen — the lawn fuldstændig som på et behageligt og blødt Smyrna-Gulvtæppe. Formodentlig slås og fugtes den hyppigt for at opnå en sådan Tæthed og Skønhed, men så udgør den til Gengæld for Englænderen samme hjemlige Centralsted som Tæppet for Orientaleren.
Englændernes stærke Følelse for Familien giver sig i udvidet Form Udtryk i en Samfundsfølelse, som ikke kendes på den Måde her, især blandt Kvinderne. De opdrages til det. Allerede fra ganske små Piger vænnes de fornemme Familiers Døtre ifølge Grundsætningen: Noblesse oblige til denne Samfunds-Pligtfølelse ved at danne Børne-Bestyrelser i Arbejdet for Børne-Forsorg, og Resultatet udebliver ikke — de bliver virkelig til Borgerinder derved. Jeg har engang i London deltaget i en Kongres med et kvindeligt Formål, og forbavsedes ved at se de mest højtstillede Damer, Hertuginder og Marquiser, ikke alene i den varmeste Sommertid tilbringe Dagen som chairwomen paa en Kongrestribune, men endog om Aftenen aabne deres prægtige Sale for den store Invasion af inden- og udenlandske Kongresdeltagere. Jeg vil fra dengang altid mindes en Soire i det mere end pragtfulde Stafford House, hvor Husets Værtinde, den skønne Hertuginde af Sutherland, med Brillant-Diadem på Hovedet stod øverst på Vestibulens berømte Marmortrappe omgivet af sine kvindelige Pårørende og venligt modtog de mange Hundreder af Gæster, der fordelte sig i Gemakkerne, hvor overdådige Forfriskninger tiltrak nogle og musikalske Nydelser andre. Også andre fornemme Damer viste en lignende Gæstfrihed, f. Eks. Lady Rothschild, der gav en glimrende Havefest med Adspredelser, der vilde få Tivoli til at blegne. Kunde man nu tænke sig, at vore Grevinder og Lensbaronesser vilde gøre noget sådant — vilde åbne deres Hjem for udenlandske Deltagere i en Kongres og skabe et festligt Indtryk af et rigt nordisk Hjem? Dog — man behøver ikke at spørge, Svaret er på Forhånd givet.
Når der således hinsides Kanalen efter vor Opfattelse hersker en så påfaldende Forskel på Omgangsformerne indenfor Familielivet med dets beslægtede samfundsmæssige Område og på det egentlige Selskabsliv, som der efter vore Begreber er mildest talt mindre morsomt, så maa Grunden vist for en stor Del søges i det engelske Borgerskabs medfødte fine Fornemmelser og Skræk for, hvad der anses for vulgært. I intet Land blomstrer vist Standsfordomme og Kastevæsen frodigere end hos Englænderne. Deres Ærefrygt for Adel og Titler er fænomenal, de studerer Adelskalenderen The Peerage for Fornøjelsens Skyld, de føler sig så beærede af en Lords eller Ladys tilfældige Nærværelse, at alt, hvad der hedder Gemytlighed går fløjten, og man vilde blive en ganske anden for dem, hvis de fik at vide, at man i København f. Eks. var blevet standset af Dronning Alexandra på Gaden. Enhver Læser af engelske Bøger ved, hvor mange Regler der er for, hvilken Livsgerning, der anses for gentil, og hvilken ikke — allerfinest er det for en Gentleman ingenting at være, men drive Livet hen med at jage, ride og spille Tennis eller hvad der nu er, på Mode, og den Dame, der f. Eks. er Indehaverske af en Butik, er som shopkeeper komplet bandlyst fra det fine Selskab, hvor megen Dannelse og god Tone hun end besidder. Naturligvis er der mange Undtagelser — de bedste er jo ens i alle Lande, men største Parten tænker således.
Det gør vi Skandinaver dog ikke. Ganske vist — vi har meget at lære af det engelske Samfunds høje kulturelle Standpunkt i Livsvaner, i Optræden og Påklædning —vi kender jo nok Englænderens Foragt for alt, hvad der er continental, det vil sige hørende til ovre i den faste Del af Europa, og hans medlidende Smil, når han ser vore Herrer ved festlige Lejligheder iførte Kjole og Ordner om Formiddagen. Han har Ret, men lad os alligevel glæde os over, at vort Omgangsliv er så tvangfrit og naturligt som det er. Også her findes Snobber, men gennemgående har vi dog den Opfattelse, at det netop er morsomt og mest befrugtende, når alle Arter af Mennesker og Anskuelser i Selskabslivet blandes sammen indenfor Almendannelsens Ramme, og at man i sin Omgang, hvis man da vil have det rart, skal lade sig lede, ikke af ydre Hensyn men af den dybereliggende Sympati, som er Grundlaget for det Venskab, der varer hele Livet.