Den Følelse og Stemning, som Herdis Bergstrøm har villet give sine Bysbørn i sit første dramatiske Arbejde, det er den, som hviler over det ældste København, de smaa snævre Gader, med de røde Tage, de sværtede Skorstene og den graa Himmel, ikke det fattige og forpinte København, men den Del af den gamle Bys Befolkning, som ejer Storblik i det smag. Dette beskedne Heltemod, som uden selv egentlig at vide hvordan, formaar at gøre en Bod med Karklude og Tændstikker til et stort Magasin, at forme en fattig Kamp for det daglige Brød om til Velvære og Rigdom. Det er gaaet Forfatterinden lidt paa samme Maade. Det er som om hun har staaet med et Stof, der I sig selv ikke var særlig rigt, og dog er der igennem en stille Kamp for at faa det formet, kommet et Arbejde frem, som ejer en indre Rigdom, en Rigdom af Hygge og Hjerte og Stemning, og som gør, at Publikum, især det Publikum, som hører hjemme under de samme gamle røde Tage, vil gaa fra Folketeatret berigede, gaa hjem til hver deres lille Sværtegade for at hæve deres Liv, saaledes som de i dette Stykke saa, at man kan det.
Den Følelse, der som en rød Traad gaar gennem det altsammen, det er Moderens Forhold til Børnene — Børnenes til Moderen. Nænsomt er det vist, hvorledes den samme Følelse, Moderens Kærlighed til sine Sønner, rummer baade Styrke og Svaghed. Fru Krüger staar ved Stykkets Begyndelse overfor en pekuniær Katastrofe. Hendes Mand er død, Hjemmet trues med Adsplittelse. Men trods al Ubeslutsomhed og Mangel paa Mod i den danske Kvindes Natur formaar hun at rejse sig til at bringe heltemodige Ofre. Hun sender sine to ældste Sønner ud til fjerne Lande, for at de selv kan bryde sig en Vej. Resten af Børneflokken samler hun om sit varme Moderhjærte for at føre en Kamp paa Liv og Død for deres Vel. Og Kampen lykkes. Hun evner ved Slid og ved Hjælp af et trofast gammelt Tyende sammen med sin ældste Datter at hæve Familien til Velstand, men sammen med Velstanden kommer Svagheden hos Moderen frem. Den yngste Søn, der ved Faderens Død var nyfødt, tegner til at blive en Døgenigt, for hvis Fejl og Svagheder hun lukker øjnene lige saa energisk, som hun I sin Tid som den fattige Kone saa Nød og Farer Modigt i Øjnene. Der ligger heri den maaske ikke tilstrækkelig stærkt udtalte Sandhed, at de smaa Kaar styrker baade Forældrene i Kampen for deres Børn, og Børnene i Kampen for at naa frem, hvorimod Velværet, den lette Adgang til Livets O´Goder, Virker sløvende paa dem begge. Thi det Viser sig ganske rigtigt, at de Drenge, hun faar hjem fra Amerika, de har gennem den jernhaarde Skole derovre naaet en mandig Kraft, som vort slappe Og magelige Samfund ikke har formaaet at give deres yngste Broder. Og de har samtidig bevaret en naiv Usammensathed, der af Forfatterinden er sat fint og kraftigt op imod den unge Københavners blaserede og letkøbte Facon.
Der ligger heri en sand Vurdering af et andet København, det, der lever udenfor den trange Sværtegade, hvor den beskedne Flid har til Huse: Restauranternes, Palmehavernes og Børsjobberiets København, det, der er saa fladt og saa ringe, naar det stilles overfor den amerikanske grundmurede Energi. Det er derfor intet Under, at denne moderne Københavnertype knækker sammen ved Sammenstødet med sine ældre Brødre, og det føles som en Tilfredsstillelse, naar han rejser sig for at følge i sine Brødres Fodspor, ikke ved at udvandre fra København til Amerika, men ved at vandre hjem fra Palmehaven til Svæftegade for der at bygge videre paa sin Moders Livsværk. Thi, som der staar i Stykket: Amerika ligger overalt, hvor man vil bestille noget. Gid mange unge Danske maatte høre og forstaa denne Replik.
Omkring denne jævne Handling grupperer der sig en rig Samling morsomt og fint tegnede Figurer, der tilsammen giver et livfuldt Billede af dansk Familieliv. Folketeatrets Udførelse af Drengene fra Amerika havde naturligvis den sikre Aplomb og Maalsikkerhed, som dette Teater altid vil kunne give et Stykke, der i saa høj Grad som dette har sit Tyngdepunkt i selve Folketeatrets Tradition. Kun Ét savnede man noget, og det var netop Sværtegade. Man følte ikke de snævre Gader og de røde Tegltage, der fortoner sig i den disede Luft, disse Gader, hvor Genboen kun er faa Alen fjernet fra Ens egne Vinduer, ligesaa lidt som man følte Stigningen i Fru Krügers ydre Kaar. Man nøjes med at maatte tro hende og de andre paa Ordet; naar de taler om den nyindrettede Ejendom.
Emma Gad anmelder teaterstykke.
Som Moderen havde Fru Maria Ring skabt en Figur, der virkelig havde det Centrale over sig. Det maa kaldes en Lykke for et Teater at eje en Kunstnerinde, der formaar at gøre den ældre Kvinde — Moderen, Slægtningen, Veninden — saa elskelig og saa hjertevindende, som Fru Ring evner det. Forholdsvis er det jo en saa kort Tid af Livet, at Menneskene er unge og har Ungdommens Synspunkter; Størstedelen af Tilskuerne er komne ud over disse Synspunkter og glædes ved, som mere Modne, at se de Følelser og Tanker, de sætter højst — Hengivenheden, Overblikket, Livsklogskaben — faa et saa harmonisk menneskeligt Udtryk som hos Fru Ring. Og saa er hendes Replik saa velsignet naturlig, at man skulde tro, der slet Ikke var arbejdet med den, hvad der alligevel er — i en stor kunstnerisk Anspænding.
Den vanskelige Opgave, som hendes fra Amerika hjemkomne Sønner havde faaet tildelt, udstyrede som de er – naturligvis — med de traditionelle dansk-amerikanske, Attributer som Skjorteærmer, Isvand og Fremmedaccent, løste D’Hrr. Carlo Wieth og Rassow beundringsværdigt; de virkede helt troværdigt, skønt de vist aldrig har skuet New Yorks Frihedsgudinde for deres Øjne. En ung Skuespillerinde, Frøken Garland, opnaaede en betydelig Succes i en Tanterolle; en komisk Ydelse, der er virkelig lovende, tilmed i et Fag, der har en saa stor Værdi netop for Folketeatrets hjemlige Repertoire.
Alt i alt former Forestillingen sig som en Begivenhed for københavnsk Teaterliv. Der er her opstaaet en ny Forfatterinde, der taler vort eget københavnske Sprog saa ømt og saa skelmsk, Publikum ler gennem Taarer og ønsker hende hjertelig velkommen paa, den danske Scene som En af deres Egne.