HVERT Aar er det jo med lidt Vemod, at man siger Farvel til Sommeren – til de lange, sollyse Dage, til Blomsterne, til Fuglesangen, til den rødmende Aftenhimmel over Markerne, hele det herlige, sorgløse Friluftsliv. Dog, under almindelige Forhold har det jo ogsaa sin Tiltrækning at komme styrket og forfrisket tilbage til sine hyggelige, lune Stuer, at besøge Koncerter og Teatre, at studere de nye Moder, at gense Venner og Fjender efter Sommerens lange Adskillelse — kort sagt atter at underlægge sig Civilisationens Krav og Unoder. Ligesom man i Barneaarene malede med fine Snirkler Forskriften: „Hver Alder har sine Glæder”, kan det siges med samme Sandhed om Aarstiderne.
DET SKYFULDE EFTERAAR
Men i Aar! Intet kan være mere ørkesløst end at udtømme sig i Betragtninger over hvor forfærdeligt det er med denne Verdenskrig, der raser. Det læses af os alle i enhver Avis mange Gange daglig, det indblæses os, det omspænder os; vi taler om det —ikke om andet — vi tænker paa det, vi føler det, vi drømmer om det — ja, vi trykkes til den Grad af det, at vi til sidst er blevet lidt skøre og synes, at naar Medmennesker i Hundredtusindvis saa nær ved os lider saa svarligt, forulempes, forarmes og dræbes, saa har vi ikke Lov at glæde os over nogle Valsetoner eller købe en Stump Knipling til vor Kjole. Endmindre vover vore Tanker sig til Fester og Selskabsliv, ikke engang til Efteraarets vanlige smaa Bridgemiddage, hvor man knækker nyhøstede Nødder og fornemmer den muntre Duft af Sæsonens første stegte Gaas.
Dog, efterhaanden vil det vel fortage sig lidt, hvis vi faar Lov til at holde os udenfor. Man sløves til sidst, fordi det hele Virvar er saa gigantisk, at man ikke kan samle det i sin Bevidsthed og ikke formaar at forandre det mindste Gran af alt det uhyrlige, der sker. Allerede nu er der Folk, som kun læser Overskrifterne af Krigstelegrammerne, og det med nogen Tilbøjelighed til at sammenblande den vestlige og den Østlige Front. Ja, jeg kender dem, der, vante til Fredens Sysler, nu er blevne saa fortumlede af den megen Krigslæsning, at de, naar de paa en fed Overskrift ser, at General Kluck er kommen i en vanskelig Stilling, ikke mer er klare over, om det er en Russer, der med hele sin Hær er falden i Moserne i Østprøjsen, eller en Tysker, der har faaet Vandsluserne over sit Mandskab i Belgien. I hvert Fald kan de ikke gøre for, at Generalen er kommen i Knibe og trøster sig derfor nogenlunde hurtigt i taknemlig Erkendelse af, at det ikke er os, der er i Krig med ham. Ganske smaat begynder de saa at tage de smaa skjulte Sølvmønter frem af Kommodeskuffen for at lade dem trille muntert ud igen i Livet, hvor de kom fra, ud til de mange, der længes efter de rullende Penge.
Det er nu sandt at sige lidt forvirrende med Statsøkonomi, for hvad skal vi gøre! Lige saa eftertrykkeligt som der nu i Aarvis er blevet præket for os, at vi levede over Evne og var letsindige med Udgifterne, lige saa stærkt bebrejdes det os nu, at vi har givet os til at spare og slet ikke tænker paa de arme Kogekoner og Blomsterhandlere, Juvelerere og Hattefrøkener — alle dem, der skal leve af vor Flothed. Ja, det er jo slemt nok, men hvis det virkelig var sandt, at vore Indtægter og Udgifter ikke holdt Trit, er der saa ikke en skøn Lejlighed til nu, hvor vi dog er ved det, vedblivende at sætte vort Luksusforbrug lidt ned? I det mindste i én Henseende var det vistnok heldigt, om den nu om sig gribende Sparsommelighed maatte bide sig fast. Men det er rigtignok paa et Punkt, hvor det for Danske er vanskeligt at vise Resignation — nemlig Mad. Vi lever i et Spisningens Land, og blot nogle Venner samles til Middag, Ødsles der med Udgifter til Spise og Drikkevarer som med intet andet. Alt Samkvem mellem Folk munder her til Lands ud i Mad; om det saa er Sorgen ved Begravelser og Aflæggelse af Konfirmationens hellige Løfte, saa ender begge de højtidelige Anledninger med god Mad. Hvordan er det saa ikke ved de glædelige Lejligheder — ja, blot ved det almindelige selskabelige Samvær. Nydelsen ved det populære Begreb: En god Middag maa virkelig være overvældende for Folk, naar et efter sigende oplyst Samfund kan sætte saa meget ind paa den. Hvordan er nemlig vor Selskabelighed? Den beror ganske paa Spisningen. Dagen efter huskes og refereres hele Menuen, men det Impromptu af Chopin, som maaske blev spillet, det er gaaet ganske sporløst forbi. Lige fra Gæsterne kommer, til de gaar, er de indrettede paa at være bundne til en Krybbe. De sidder til Bords i to á tre Timer, rejser sig for at nyde Kaffe og Likør ved Rygningen, sætter sig straks igen for at drikke Whisky og Sodavand, rejser sig atter en Time efter for at faa en ny Servering af skaaret Smørrebrød, Øl, Kager og Te, hvorpaa de forventes at gaa. Og ganske rigtig, saa gaar man. Festen er forbi.
Men har det været en Fest? Fest — betyder det ikke en løftet og befriende Stemning, baaret oppe af et Skønhedsindtryk? Betyder det ikke smukke Damer og muntert Vid, Blomster og Frugter, Lys og Musik? Musik — ja, dens Rolle er ikke stor i vort Selskabsliv — i dette Land foretrækkes Kortspil og Gaaseleverpostej. Og den er der meget af. Man ser om Efteraaret i et profetisk Blik den Middags-Sæson, som forestaar — eller forestod, før dette med Krigen kom paa; man saa Hummerne, Østerserne, Trøflerne, Ænderne, Daadyrene, Oksetungerne, Mayonaiserne, Omeletterne, hele dette Himalaya af Mad, der laa foran os. Og i en fed flimrende Atmosfære velnærede mætte, alt for mætte Mennesker siddende om Bordet, sluttede sammen i Ring for at værne om deres helligste Rettigheder. Og ikke med Urette. Enhver af Kredsen betragter de Middage, han skal til, som en Art udestaaende Fordringer, der skal holde ham skadesløs for den Kapital, han har sat i sine egne. Og den er ikke ubetydelig — han maa mindst kunne gøre Regning paa en Strassburger-broûte, om han skal faa en blot nogenlunde rimelig Avance efter det, hans egne Middage har kostet ham. Og den vil man selvfølgelig helst give ham. Og paa den Maade bliver det hvert Aar til lidt mere.
Men er nu alt dette smukt, kulturelt set, og er det nødvendigt? Ja, man ved jo nok, at den gode Middag, den saakaldte Sammenspisning gør sin Nytte som den linde Olie, der gydes paa Forretningslivets oprørte Bølger. Det Forsonende, der er ved at blive mæt sammen i en fælles stor Erkendtlighed mod Skæbnen, der har unden én al den fine Mad, den er det, som bøjer det skilte sammen, slutter Forbindelser, glatter Fjendskaber og grundlægger Aktieselskaber. Men i saa Fald maa den noteres mellem Forretningens Driftsomkostninger.
Kan man ikke det, er Middagsselskabeligheden i den nuværende Form, denne den dyreste af al dansk Luksus, en svær pekuniær Byrde for mange Familier, der ikke kan eller vil staa tilbage for andre. Men hvad om man nu benyttede den nyopfundne Krigssparsommelighed til resolut at nedsætte Fordringerne over hele Linien og nøjedes med at samles til et Par Retter god og velsmagende Mad? Det er dog Stemningen, det kommer an paa, den Øjeblikkets Samfølelse,
som bevirker, at alle uvilkaarligt tænker: Her er godt at være. Og ikke Maden. Hvad Stemningen angaar, saa holdes den saavist ikke oppe ved alt for megen Spisen. Allerede
ved den tredie-fjerde Ret begynder Gæsterne at blive lidt tunge og matte, og under de følgende Delikatesser begraves Humøret helt under det geologiske Lag af Viktualiesager. Og hvad skal man overhovedet med Selskabelighed, naar ikke den bæres oppe af det gode Humør og det sande Gæstevenskab.