Fru Admiralinde Emma Gad har velvilligt tilsendt os nedenstaaende Artikel, der tillige har været optaget i Damernes Blad.
Forandring og Udvikling er jo en Naturlov, og intet er jo rimeligere end at en stor By maa ændres og ombygges efter Tidens Tarv og Færdselens Krav. Det har vist derfor vakt udelt Tilfredshed, at det uhumske og uskønne Kvarter mellem Købmagergade og Gothersgade snart staar for Tur til Nedrivning for at give Plads for lyse og luftige Gader med livlig Trafik og tidssvarende Boliger. Men alle vi, der holder af vor Fødeby paa Grundlag af dens ældgamle Historie og Traditioner, beder saa mindelig, om de gamle Gadenavne maa bibeholdes i det nye Kvarter, saa at Byen ikke maa faa Lov at glemme sin egen Historie. Er det da ikke saadan, at blot ved at høre Navne som Gammelmønt, Pustervig, Aabenraa, Landemærket, Dyrkøb, eller Naboløs henledes Tanken paa noget meget, meget gammelt og ærværdigt! Man ser for sit indre øje de moderne Forretningskomplekser synke ned og give Plads for røde Tage og snurrige Gavle, man ser Asfalten forvandle sig til toppede Brosten i de krogede Gader, hvor Borgere i Lædervamse og Riddere med Fjerhatte vandrede til deres Dont og deres Glæder, og hvor de atter afløses af Slægtled med Allongeparykker og Adriener.
Man maa huske, at de Gader, vi nu med Jorden, og som ganske vist ikke er smukke for en Malers eller Bygmesters Blik, de er alligevel de Gader, igennem hvilke Holberg paa Vejen hjem til Fiolstræde, for at skrive Slutningsscenen af “Erasmus Montanus” eller “Det lykkelige Skibsbrud”. Hvem husker ikke “Poeten i Aabenraa”, eller den henrivende Replik i “Jacob von Thybo; “Herren ser ud bag til, som om han var gjort efter Vimmelskaftet” Ved at læse det eller høre det slaar vort Hjærte et Øjeblik i Takt med vor gamle Bys Historie — en Stemning fra svundne Tider i det blotte Ord. Jeg tror ikke, man skal undervurdere disse gamle Erindringers Betydning for Befolkningen. De hjælper til at holde sammen paa Helheden.
I Hvert Fald — naar man ser hen til vore Borgerrepræsentanters Udvalg af tilsyneladende raadvilde Faddere, saa er disse gamle Navnes historiske og sproglige Klang ikke let at erstatte ved Ny-Opfindelser. Vi kender jo disse ikke særlig interessante geografiske Navneserier i nye Kvarterer, saasom Bergensgade. Christianiagade o. s. v. eller Benævnelser som Grækenlandsvej og Haabets Allé. Heller ikke sprogligt set er de altid heldige. Jeg beder blot Læseren højt at nævne “Asger Rygsgade” eller “Niels Brocksgade”.
Og nu “Westend” — Londons allerfornemste Bydel, hvis fattige Navnesøster paa Vesterbro vist bør kaldes et “Sted, hvor Dyden græder, og Bajeren koster én Kronet”! Og “City”! Et saa lidet nationalt Navn midt i vor danske Bys Hjærte! Enhver, der har set Citykvarteret i London med det evigt boblende Menneskehav, vil finde det lige saa nødvendigt at kalde Antoniestræde for Piccadilly eller Regentstreet.
Vi havde engang i vor By et gammelt Gadenavn, hvis blotte Klang fik en til at tænke paa brede Haandværksmestre og raske Geseller i færd med at flytte deres gamle Lade. Det var Bryggerlængen. Bryggerlængen, et dejligt Navn! Den blev døbt om til “Olfert Fischersgade”. Hvor tomt og fladt i Sammenligning med det gamle. Det hed sig, at Navnet ikke var fint nok for de Damer og Herrer, som beboede Gaden. Hvor kan man være saa barnlig at tænke paa det! Og bliver Gaden oven i Købet ombygget, er det da dobbelt urimeligt. Se nu den nyombyggede Farvergade, hvis gamle Navn man underligt nok har været saa barmhjærtig at beholde, hvem tænker eller vil blot om to Aar tænke paa dens Fortid. Navnet vil blot uvilkaarligt indgive den Tanke, at man her staar paa et ældgammelt Sted.
Men selvfølgelig — i Forbindelse med Navnet Olfert Fischersgade skal det villigt indrømmes, at det er kønt nok i Gadenavne at mindes landets bedste Sønner og Døtre, men lad nye Gader blive kaldt op efter dem, der har giort sig fortjent dertil! Disse udvalgte kommer rigtignok tidt i besynderligt Selskab, naar man ser hen til, at den fra Tivolis Ungdom kendte italienske Kunstfyrværker Amici er Ophav til Navnet paa en stor Forbindelsesvej mellem to Hovedaarer, for ikke at tale om salig Bogtrykker Bianco Luno, eller min Barndomsbekendt, Gartner Lipke, boende i den daværende Classens Have; han var ganske vist Ejer af nogle herlige Graapæretræer, men gjorde sig vistnok heller ikke fortjent af Samfundet ved andet end ved at hugge dem om, og sælge Jorden, hvor de groede, til høje kaserner til den bedst mulige Pris.
Naa, det gør mindre, at en kendt Grundspekulant ved et for ham heldigt Tilfælde kommer til at give Navn til en Gade, da Folk sjældent forhindrer nogen egentlig Tanke med det ukendte Navn, de saa ofte nævner i Flæng. Værre er det, naar de gamle, de oprindelige Stednavne gaar tabt, fordi der, hver Gang det sker, overklippes en af de smaa Rødder, som binder Nutidens By til den Jordbund, hvoraf den er vokset. Det burde være lige saa umuligt, som det sikkert vil være for en Adels- eller Bondeæt at omdøbe den gamle Gaard. der havde Hjem for deres Slægt i Aarhundreder. Man tænker sig at omdøbe Spøttrup til “Villa Jærnbanelyst”.
Ogsaa vi Beboere af vor By er en gammel Æt – lad os huske det.
Emma Gad