Skal vi måske tænke lidt mere på vore egne der trænger?
Politiken – Dametidende, 19. oktober 1919.
For et Par Dage siden kunde man i Nationaltidende læse følgende lille Opsats:
Brune Børn.
Til Fordel for et paatænkt Børnehjem i Santalistan (Indien), hvor Santalmissionen har virket i 50 Aar, holdes i Dag hele Dagen fra Kl. 1 et Udsalg i Bethesda, Rømersgade, ordnet af en Damekres med Provstinde Blume i Spidsen. Der er allerede indsamlet ca. 24,000 Kr., og da Maalet er 25,000 Kr., vil Dagen, hvis den vinder Tilslutning, sikkert bringe de ønskede 1000 Kr. Hermed opfordres til Besøg. Kl. 7½ taler den hjemmeværende Missionær fra Santalistan Rosenlund om de brune Børn og Hjælpen til dem.
Paul Oldenburg
Sognepræst.
Enhver maa føle Beundring og Sympati for dem, der ofrer Kræfter og Tid til Bedste for trængende og lidende Medmennesker, ikke mindst Børn, og dobbelt Anerkendelse maa man yde saa handledygtige Damer, der, som disse, formaar i en Haandevending at stampe et Beløb af 25,000 Kr. op af Jorden eller rettere sagt af Folks Lommer paa et Tidspunkt, hvor det kniver haardt for saa mange.
Men det vil, trods al Anerkendelse, næppe være vanskeligt at samle talrige Meningsfæller om den Anskuelse, at der er hvide Børn, som det ligger nærmere at bringe Ofre for end for de mindreaarige Borgere i Santalistan. Under Storbritanniens mægtige Beskyttelse lever disse brune Børn i en evig Sommer mellem Palmer og Lianer, kan løbe barbenede om uden andet paa end en Strimmel Bomuldstøj; de kan nære sig af Landets Rigdom paa Frugter og vokser ubekymret op i de Sædvaner og Forudsætninger for aandeligt og timeligt Velvære, som passer for deres Klima og Folkekarakter, uden mindste Anelse om vort fjerne Nord.
Er der derfor ikke i vore egne vanskelige Forhold Opgaver, der er mere magtpaaliggende end brune Hindubørn? Tusinder af sønderjyske Børn er der for det første, som efter fem Aars daglige Afsavn er underernærtede og svage og staar i Fare for at blive ufyldestgørende Individer, hvis de ikke nu faar den nødvendige Afstivning.
Og maaske man tør anbefale Fru Provstinde Blume paa Vejen til Postkontoret, hvor hun skal afsende de 25,000 danske Kr. til det solstraalende Santalistan, at lægge Turen om ad Borgergade og Prinsensgade og kaste et Blik paa de Sværme af Børn, som tumler om paa Fortovet i disse Fattigkvarterer – Smaagadebørn – blonde, blege og smalbrystede, og bitte, bitte smaa sorthaarede polske og russiske Jødebørn, hvis arme Forældre er tyet til Danmark i Tillid til Beskyttelse og Medfølelse. De leger sammen, disse Børn, i Gadens graa Søle, og de danser, se smaa Skind, efter en tilfældig Lirekasse, men blaafrosne er de alt nu, alle daarligt og tyndt klædte. Vinteren stunder til – den ubarmhjertige Kulde, der lammer selv et Barns Livsglæde.
Er det mon urimeligt at henstille til den udmærkede Fru Provstinde Blume og hendes formaaende Damekres, næste Gang de har samlet 25,000 Kr. – det bliver sikkert snart – da at beholde dem her til solide Kapsko og varme Strømper og nærende Mælk til vore Smaabørn og at lade de rige Englændere og juvelstraalende Rajah’er sørge for deres brune Børn.
Kærligheden til Næsten omspænder hele Jordkloden, vil Provstinden sige. Det gør den. Men den omfatter i første Instans, der staar os nærmest – dem, hvis Trang vi ser for vore Øjne og kan optage i vort Hjerte. Gjorde den ikke det, havde den intet med sund Fornuft og menneskelig Følelse at skaffe.
Emma Gad.