Fra Admiralinde Fru EMMA GAD har Red. modtaget følgende Artikel, som forøvrigt tidligere har været optaget i ‘Kvindernes Blad’. Uden Tvivl vil ‘Architekten’s Læsere give Forfatterinden Ret i hendes Betragtningen – og det er at haabe, at en eller anden med varm Interesse for den omtalte Sag kunde anvise en fornuftig og praktisk Vej til at komme ud af det smagløse og idéforladte Uføre i hvilket hele Landet befinder sig.
SKØNHEDSSANSEN PAA LANDET
“I grønne Øer, mit Hjertes Hjem her ned – ”
Hvem af os elsker ikke vore almindelige Landsbykirker med de takkede Gavle, store hvide Bøndergaarde og Huse med de straatækte Længer og brogede Blomsterhaver, der ligger strøede som Perler ud over de bugnende Marker. De svarer saa godt til vort medfødte Begreb om hjemlig Hygge og Poesi, at hvorsomhelst i Verden vi kommer hen langt fra Danmark, vækker alt, hvad der ligner dem, en Følelse i os af vemodsfyldt Behag.
Hvorledes er det da muligt, at alle vi, der har Pietet og Kærlighed til disse vore særlige danske Byggeformer, og det er vel næsten os alle, hvorledes er det muligt, at vi ikke slutter os sammen i et fast Geled for at bekæmpe det umaadelige Smagens Forfald, som i vore Dage gør sig gældende i alt, hvad der vedrører Folkeboligen paa Landet? At det er til Stede, dette Forhold, er et sørgeligt Faktum, som alle, der i disse Sommerferiedage berejser Landet paa Kryds og tværs, har Lejlighed til at forvisse sig om.
Jeg har selv lige nu rejst lidt omkring Vensyssel, denne skønne og særegne Landsdel, hvor der endnu findes saa meget overleveret fra Fortiden, og det er med Forfærdelse, jeg har betragtet de Smaabyer, som rejser sig omkring Jærnbanestationerne mellem Aalborg og Skagen. Det er umuligt at tænke sig noget så skønhedsforladt som disse Flækker, hvis smaa firkantede Huse alle som eet er af grimme, røde Mursten med et Teglstenstaf af en anden, aldeles utilsvarende rød Farve. Have foran Huset findes der ikke Spor af, kun lidt nedtrampet Ukrudt, formodentlig for at holde på Landevejsstøvet. Bag Huset er der saa et lille Jordstykke med Kartofler og “nichts weiter”. Knap nok lidt Blomster i Vindueskarmen, men ikke et Bistade, ikke en Humleranke, ikke en Vedbednd, og over den hele Ansamling af Boliger er der spredt en saadan Uhygge, at man vilde fortvivle ved Tanken om at skulle henleve et Liv paa et saadant Sted, der ikke har den fjerneste Lighed med Fortidens Landsbyer, hvis idylliske Skønhed gik helt ud paa Kirkegaarden, der var saa blomsterfyldt og fredelig, at det næsten maatte være en Fonøjelse at blive begravet f. Rks. under Hyldebuskene i Søllerød eller Humlebæk. Den moderne Uskønhed strækker sig endog til Kirkerne og Præstegaardene, altsaa til de Steder, hvor den personlige Smagløshed ikke er eneraadende, men hvor der er større Myndigheder, som staar inde derfor. Der rejses i vore Dage mange Kirker, men ikke en eneste bygges i den gamle, nationale Form. Nej, vi kendes alle den nye Skikkelse: en rød Dverg-Domkirke med tre Buevinduer på hver Side paa Størrelse med et Spisekammervindue og et slankt Spir, der hæver sig mod Himlen i Højde med Telegrampælen, Smaabygninger, der virker i Landskabet som var de leverede som mindste Kirkenummer fra en tysk Fabrik. Og lige op ad den gavltakkede Kirke, hørende til Vorgaard, denne underskønne og mindefyldte gamle Herregaard, bygget i 1588 af Fru Ingeborg Skeel, saa jeg sandelig en nybygget Præstebolig, man maa ikke sige Præstegaard, der ganske vist var lidt større end de andre røde, firkantede Landsbyhuse, men akkurat lige saa ubodelig stilløs og umulig at faa kær gennem indtagende landlig Hygge. Jeg er vis paa, at Storkene, som i det nordlige Jylland har deres Reder paa Straataget af næsten alle de gamle Gaarde og Huse, vil vende sig med Afsky fra de plebejiske Nybygninger, og man kunde forstaa, hvis de til dem kun bragte de smaa Børn, om hvilke H.C. Andersen fortæller, at de har drømt sig ihjel. Og dog kunde en Hvidtekost, en Anbringelse hist og her af en Gavl, et uregelmæssigt Fremspring af en Vindue eller blot en lille Veranda, omslynget af vild Vin og Klematis, for ikke at tale om nogle Stokroser, frembringe den lille Skønhedsvirkning, som favnes saa haardt.
Og Værelserne indenfor – I Guder! Ikke den mindste Rest af Pietet for det fra Fortiden nedarvede synes levnet. Ikke en trekantet Hylde til Kopperne, ikke et baldyret Stykke, ikke en gammel Bibel. Intet er forarbejdet med Haanden med netop det Sted og det Hjem for Øje, altsammen er det Fabriksgenstande, Mage til dem, man ser i Tyskland, Amerika og hvor som helst uden Spor af dansk Særpræg. Er en Bonde eller Landhandler velhavende, staar hans Hu saa vist ikke til et brogetmalet Skab og blomstrede Tallerkener i Række, som de fandtes hos hans Bedsteforældre, men til en Fløjssofa med Kvaster fra en Møbelfabrikant og en tysk Hængelampe med Prismer saa smagløs, som den overhovedet kan faas for Penge.
Dansk Husflidsselskab udsatte i Fjor en høj Præmie for den bedste Tegning til at Fyrretræs Husmandsmøblement, som kunde forarbejdes af enhver Landsnedker. Der fremkom mange kønne Ting, og et ganske tarveligt, men smukt Møblement, forarbejdet hos Snedkermester MØRCK, fik Prisen. Destoværre, det bliver næppe i Husmandsstuer, at det ad Aare vil forefindes, men hos unge, ubemidlede, men kunstelskende Byboere.
Hvor kommer den nu fra, denne bundløse Mangel paa Smag og Skønhedssans set i Forhold til Fortiden, der dog var pengefattigere end Nutiden? Det kan ikke være, fordi Landboeren aldrig faar Øjet opladt for smukke Bygninger og Genstande, al den Stund han daglig har de gamle Gaarde og Huse for Øje og som Regel har Adgang til at bese Herregaardene, der ofte er fyldte med de skønneste Ting. Desuden rejser Nutidens Bønder, ja endog Husmænd, saa meget omkring, at de har al ønskelig Lejlighed til paa Museer og Gader at faa Blikket opladt for smukke Former og Farver ligesom for den Skønhedsvirekninf, der opnaas ved Beplantning med Frugttræer og Blomster omkring Husene, hvortil forskellige Selskaber jo yder al mulig Bistand og Paaskønnelse.
Og hvad er der da at gøre for at standse og modvirke denne Skønhedssansens Forfald, som foregaar med saa rivende Hast over det ganske Land? Var det ikke en Opgave at tage op for Højskolerne, som jo holder det nationale saa højt i Ære, ved Foredrag, Billedfremvisning o.l. at indpode de unge Bønder lidt pietetsfuld Kærlighed til det nedarvede i de landlige Hjems Indretning og Byggemaade, saa at vort Land indgaar at faa det Banalitetens Mærke paa sig, som er saa ødelæggende for Nationalitetsfølelsen og vil ende med at give det Udseende af at være et Stykke udflydt Tyskland.
De synger ganske vist paa Højskolerne med Overbevisning: “Der er et yndigt Land”, men de giver i den Retning ikke noget Bidrag til at hæve dets Yndighed. Tværtimod. Fra disse vore nationalsyngende Arnesteder for dansk Folkeaand siver der netop en Smagsforfaldets Flom ud over Landet, og der skabes ved Højskolernes egen stilløse Indretning tysk Fabrikssmag her i Landet i Stedet for dansk Særpræg.
Højskolernes Udstyr, som jo naturligvis er bestemmende for de Unges Smagsretning for Livet, burde aldrig være tilvirket i Massevis, men, saa tarveligt det end monne være, forarbejdet i Haanden og paa Stedet – paa Landet – med de særlige Værelser og Forhold for Øje. Det skulde her være det danske Folks særlige og oprindelige Skønhedsbegrab, der var afgørende, og ikke den lokale Købmands Forbindelse med Berlinerfabrikerne.
Dog, Fejlen er maaske ikke Højskolernes, men skriver sig fra det Uheld, at da de omkring Midten af det forrige Aarhundrede skabtes ved et Genis lykkelige Tanke, var det i den slette Smags allermørkeste Periode i de højere Samfundsklasser, og denne er først nu sivet rigtig ud i Befolkningen. Havde det været i vore Dage, vilde GRUNDTVIG sikkert have haft for Øje for, hvad Bevarelsen af Hjemmenes nationale Præg betyder for Folkeaanden. Men kunde det ikke afhjælpes endnu?
Og var der ikke Grund til at stifte en stor Forening til Landboligens Skønhedsbevarelse, maaske udgaaet fra vore Architekter? Man skulde tro, vi havde Foreninger nok, men det synes næsten, som denne mangler. Dette Spørgsmaal rejses til de Kredse – hvis de findes -, som har Kærlighed til vort Folks Særpræg og gamle, nedarvede Skønhedsbegreb.
EMMA GAD