Der var fornylig en Mand, som sagde til mig: “Jeg har aldrig faaet Lov at have en Mening. Da jeg var ung, sagde min Fader: “Det forstaar Du Dig ikke paa, min Ven, det skal jeg nok bestemme,” og nu hvor jeg er bleven gammel, siger mine Børn hver især: “Ræsonner Du ikke over det, lille Fader, det har vi bedre Rede paa end Du.”
I disse Ord er i Grunden hele det store Omslag givet, som gar fundet Sted i det Slægtled, som nu kan regnes for det ældre. Da disse Ældre var unge, maatte de pænt spørge deres Forældre baade om dit og dat; det var Forældrenes Mening og Raad, der var det afgørende, men i vore Dage – jo, Godmorgen! Forældrene maa være glade, at det blot har Lov til at være til.
Spiren bliver lagt allerede medens Afkommet ligger i Vuggen – Børnene spiller i vore Dage en Rolle, som var ukendt i Fortiden. Barnet blev dengang holdt ganske i Baggrunden, hvilket pædagogisk set maaske ikke var ueffent. Hvor er det muligt, at Dyderne Beskedenhed, Nøjsomhed og Pligtfølelse overhovedet skal komme til Udvikling, naar Børnene lige fra de kan sanse, som Hovedpersoner bivaaner Børneforestillinger og Børneballer, Juletræer og Viseaftener, hvor Forældre kun kommer med som nødvendig Staffage.
Denne Staffage kasserer selvfølgelig de unge Verdensborgere saa hurtigt som muligt og sejler deres egen Sø ud i Livet for Ungdommens fulde Sejl.
Men f. Eks. den unge Pige i forrige Tider spadserede en Tur adstadigt ved sin Moders Side og rødmede som et Rosenblad, som det digterisk hedder, naar hun mødte den, hun sværmede for, saa flakker hun nu om med ham og hans Venner i Dagevis – paa Cykle, Skøjter og Kutter, træffer Aftaler paa egen Haand og gaar ind og ud paa Restaurationer og Landsbykroer med fine unge Venner, uden at denne yderst uafhængige Færden vækker nogen særlig Forbavselse eller Forargelse. Dels er den en naturlig Følge af Opdragelsen lige fra Vuggen, dels af Sportslivet, som er kommen til os fra England. Den tvangløse Tone, som Sporten har indførtt mellem unge Mennesker af begge Køn, er for saa vidt af det Gode, fordi den taler til fordel for Kulturstandpunktet i det Samfund, hvor Omgangsliver kan forme sig saa kammeratligt. Men alting har sine Skyggesider. De meget tvangløse Former, der mere og mere breder sig, har haft til Følge, at Forældrene, fraregnet de fornemste Kredse, har mistet alt, hvad der hedder Hold paa deres Børn. Mødrene slaar sig til taals med, at det ikke nytter at modarbejde Tidsaanden, og at deres Døtre selv maa forstaa at værne sig. Meget sandt, men dette Ræsonnement har ført med sig, at Forældrene og deres Børn færdes i helt forskellige Lejre, selskabeligt set. De ældre gaar til deres Middagsselskaber, som for Giverne er for kostbare til, at de unge bedes med, hvad de iøvrigt vilde frabede sig, og Familiens voksne Børn morer sig og danser med jævnaldrende paa helt andre Enemærker.
Men dette er Begyndelsen til, at det ikke mere er saa let og morsomt at være Forældre. Jeg vil slet ikke tale om Sønnerne, men der er ikke engang helt let med Døtrene. Før eller siden kommer jo nemlig det Problem, der hedder Forelskelse.
Forældrene har rig Lejlighed til at faa konstateret, at ingen Tidsperiode har været saa egnet som denne til at gøre Erfaringer med Hensyn til Forelskelsens Betydning som Kilde til Livets varige Lykke. Ingen hindrer den nemlig. Den boltrer frejdigt afsted som en Fos ved Foraarstide, ubekymret om de Forhindringer og det Dødvande, den snart træffer paa. Hvis der i gamle Dage, da Papa havde et vel stærkt personligt Syn paa Sagen, hist og her er blevet lagt Baand paa den unge Kærlighed, Livets Blomsterflor, Hjertets Længsel, saa er det grundig forbi nuomstunder.
Altsaa – en skønne Morgen, hvor Forældrene efter Morgenkaffen sidder fredeligt ved deres Avis, kommer Datteren ind, lidt bleg, men med en egen Tindren i Blikket og siger:
“Jeg har noget at sige jer, kære Forældre, jeg blev paa Ballet i Aftes forlovet med Løjtnant Rosenhjelm i Husarerne. Han kommer i Dag Kl. 2 for at tale med jer.”
Tableau.
Forældrene har et flygtigt Indtryk af Løjtnanten fra et Par Visiter og et Bal, hvor han førte Kotillonen op med stor Bravour. Det er alt. De aner intet om hans Karakter, hans Anskuelser, hans Fortid, hans Gæld, har ikke Begreb om, hvorvidt hans Tænkemaade er egnet til at smelte sammen med deres Datters personlige Egenskaber til den store Hengivenhed, der kan bære oppe i alle Livets Forhold.
Men den unge Dame, hun kender sin Løjtnant, mener hun. Hun har redet med ham og danset Vals med ham – aa, den guddommelige Vals, han danser – som en Svæven op mod Himlen. Hun véd, at det er hende umuligt at leve Livet uden ham – de bedyrer hun under Taarer de befippede Forældre ved den mindste Antydning af en Indvending.
Intet af gøre! Løjtnanten arriverer paa Slaget 2, og en halv Time efter er han bleven til en dyebar Søn, der installerer sig som hørende til i deres Hus, og i Tidens Fylde er det unge Par etableret i en elegant Lejlighed med Sommerophold paa Landstedet og saa og saa meget i fast Tilskud om Aaret. Det er jo lovlig meget, men naar det gælder Pigebarnets Lykke, saa enfin! Efterhaanden vænner man sig jo ogsaa til Løjtnanten, selv om han kritiserer Cigarerne og ikke er fuldt tilfreds med Kokkepigens Talent, er han dog en hyggelig Medspiller i Bridge og har mange andre gode Sider.
Men saa kan det ske – sker i kun altfor mange Tilfælde – at Datteren er skønne Morgen kommer igen, og siger for anden Gang: “Kære Forældre, der er noget, jeg maa sige jer. Jeg kommer hjem til jer med min lille Pige. Jeg er grænseløs ulykkelig – min Mand har aldrig forstaaet mig – jeg har lidt usigeligt.”
Men saa viser det sig som oftest, at der er en anden, som forstaar hende – en Overretssagfører, Direktør eller Landskabsmaler, som de heller ikke kender, og de forvirrede, men lydige Forældre har saa at annamme ogsaa ham som en kær Søn med Søndag Middag og Sommerophold paa Landet – kort sagt, de har at begynde forfra paa det hele, og hvis de har flere Døtre, og de allesammen ifølge Kærlighedens Ret skaffer dem en fortvarende Indvandring og Udvandring af dyrebare Sønner, saa er det, det bliver lidt besværligt at være Forældre.
Saa godt de end nu er dresserede, saa kan det vel hænde, at der hist og her sidder et gammeldags Forældrepar, som, ikke højlydt naturligvis, men i en stille Tete-a-tete kan tale sammen om, at det ikke var af Vejen, om Tidsaanden nu som før tillod en Smule Vejledning fra de Ældres Side i det meget vanskelige Spørgsmaal, som Ægteskabet jo er, for at de Erfaringer, som Livet havde givet dem selv, kunde komme deres Børn til Gode. De unges øjeblikkelige og ubetingede Given efter for enhver Forelskelse er nemlig ikke egnet til at virke helt overbevisende paa de mere nøgterne blandt Forældrene, efter at de statistiske Oplysninger har belært dem om, at over 1600 Par Ægtefolk alene i Staden København lod sig skille hos Overpræsidenten i forrige Aar. Det ligger altsaa nær for at disse nøgternt anlagte Forældre at komme til den Opfattelse, at siden de 3200 Enkelt-Personer har været brændende forelskede ved Starten, saa maa Forelskelse ikke være noget absolut betryggende Udgangspunkt for den videre Udvikling af Forholdet.
Men Forældrene kan tænke og drøfte dette i Løndom, saa meget de vil. Det hjælper ikke – de er blevne magtesløse. Naar den næste Datter kommer med sin Løjtnant og i Tidens Fylde med hans Stedfortræder i et af de civile Fag, saa finder de sig med Taalmod i deres Skæbne. Noget andet er, om de er glade.