Der er Dage, hvor der gaar en sitrende Skælven af Uro og Forventning gennem Byens Dameverden, og hvor selv modne og bredbarmede Damer føler deres Hjærte banke som i de fjerne Tider, da de var atten Aar. Det er, naar de røde Lakajer gaar rundt med Indbydelser til Hofbal. Hvad der dog kan ventes og hvad der kan lides, stille og forpint paa disse Dage!
Især naar det vides, at det Kvarter, hvori man bor, allerede er tilendebragt af den højrøde Runde, og Haabet ganske smaat forbløder af en dyb Vunde.
Der er andre Dage, hvor der arbejdes og pønskes, snakkes og diskuteres, om man skal vælge champagnefarvet Fløjl eller østersfarvet Atlask, og med kun altfor megen Grund; thi nægtes kan det ikke, at enten er Gorgen med Aarene bleven lidt vel bugnende eller ogsaa minder den lidt om en pillet Kalkunhals, og ingen af Delene kan selv den mondæneste Skræder-Maisons Kunst bortforklare. Thi ak! Nedringet »skal« man være.
Det er de mest afvigende Anskuelser, der fylder de ankommende Gæster.
Aftenen kommer, Kareterne holder i lange Rader fra det festlig oplyste Amalienborg helt hen i Sidegaderne for efterhaanden at afsætte deres silkeklædte og uniformerede Indhold paa Vestibulens Marmortrin, hvor Schweitzeren og Garderne holder Vagt.
»Et Hofbal«, siger Lensgrevinden, »er ikke mere, hvad det var i gamle Dage. Selskabet, der før udelukkende bestod af blaat Blod, er efterhaanden blevet noget blandet, men Herregud, det er alligevel det Sted, hvor man, med Familiediamanterne til Hjælp, kan hævde Traditionerne.«
»Et Hofbal«, siger den store Forretningsmand, »det er en Børs i overlegen Forstand. Man træffer Alle — Ministrene, hos hvem man skal udvirke noget, Embedsmændene, der skal holde dem varme, Fruerne, der skal paavirke deres Mænd — alle dem, man har Brug for. Det hele Foretagende kan blive lavet ved Kaffen i en Vinduesnische.«
»Et Hofbal«, siger den attenaarige Komtesse, »aa, hvor er det dejligt! Min nye rosenrøde Tylskjole, de bonede Gulve, der er saa glatte at danse paa, og Gardens Musik, og maaske — maaske Prinsen inklinerer.«
»Et Hofbal«, siger Etatsraadinde Petersen, idet hun stiger op ad Trapperne, hvor Lakajerne, de gammeldags »Løbere« med Blomsterpotter paa Hovederne, staar opstillede paa Afsatserne — »et Hofbal«, siger hun, »har længe været mine Drømmes Maal. Maaske bliver det en lidt blandet Fornøjelse, mens jeg er her, men i Morgen ved Fem-Teen hos Konsulinde Eilertsen, dér vil det gøre sig.«
Hun og hendes Gemal, den rige Kulgrosserer af Firmaet Schwanbachs Efterfølger & Co. modtages i en ydre Sal, prydet med store Kongeportræter, af de affabelt men unægtelig lidt ligegyldigt smilende Hofdamer og Kavalerer, hvorpaa de af Ceremonimesteren anbringes paa deres af Hof- og Statskalenderen nøje anviste Plads i en tilstødende lang Sal, i hvilken de skal bivaane den kongelige Défilé. Desværre har Skæbnen og Hofmarskallatet bestemt en ret beskeden Plads, hvilket Etatsraadinden kan konstatere ud fra den Kendsgerning, at hun ser diademkronede Lensgrevinder og Baronesser, Vallø-Stiftsdamer med Baand over Skulderen, Ministerfruer med lidt anstrengt funklende Pailletrober, Diplomatdamer med dristige Frisurer og Farvevariationer, efterfulgte af deres Slæb og deres Gemaler, scenevante glide ind i indre Gemakker nærmere det Allerhelligste — Tronsalen, — mens de allersimpleste, den gemene dansende Ungdom høres at snadre i en (Gudskelov)! endnu mere folkelig Forsamlingssal nærmere Trappen.
Etatsraadinde Petersen ser sig om efter sin naturlige Beskytter i Livets mere vanskelige Situationer — sin Mand, men opdager, at hun er skilt fra Schwanbachs Efterfølger ved en uoverstigelig Afgrund, en midt paa Gulvet anbragt seks Alen bred aaben Gang, hvorigennem de kongelige Herskaber med Følge skal vandre ved Kuren. Der ovre — hinsides Gabet, staar Petersen midt i en Bunke andre Etatsraader og ser paa hende med et blegt Smil. Hun spørger sig selv om, hvorfor — sine Naboersker tør hun ikke spørge — om hvorfor i al Verden det er indrettet saadan, at Herrerne i denne langsommelige Ventetid anbringes paa den ene Side og Damerne paa den anden ligesom i en Landsbykirke, men hvem i det ganske Land hun saa end havde spurgt, havde de vist ikke kunnet give andet Svar, end at der gives Gaader i Naturen, som man maa lade ligge uløste. Saadan er det nu engang og dermed Basta.
Etatsraadinden staar altsaa og venter. Luften ligger tung og hed som en Dyne, der trykker paa Hjernen ovenfra. Varmen kribler og prikker under de stramme Korsetter, Næserne perler stille under Pudderet! Trængsel, dæmpet Snakken, funklende Prismer, brogede Farver, alt samler sig til et dirrende Billede, der ganske forvirrer Etatsraadinden. Og saa Skoene — de nye Atlaskes Sko, der trykker paa Vristen.
Endelig! Ventetiden er omme — Kongefamilien med allerhøjeste Gæster skrider fra de finere Gemakker ind i Salen, der bukker til højre og nejer til venstre, som naar Vinden slaar hen over Siv. Det varer længe, før de kommer nærmere, der er saa mange at tale med. Nu! Hjertet slaar. . . vil Etatsraadinden faa det af Alle attraaede Haandtryk?
Nej, hun faar kun en naadig Hilsen, fordi Konsulinde Eilertsen — ja ved Gud i det givne Øjeblik borer sig frem foran hende og bemægtiger sig baade Haandtryk og Konversation. Kortegen gaar forbi. Forbi! Det er dog forbistret hvor de Sko trykker.
Dørene til den skønne gyldne Dansesal slags op, Musiken intoneres, den kongelige Polonaise trædes med de fornemste og mest begunstigede, hvorefter de allerhøjeste Damer tager Plads paa forgyldte Armstole langs den ene Væg for at iagttage Dansen, der, ledet af unge Løjtnant-Marskaller, snart gaar livligt og utvungent som et ganske almindeligt Bal, kun dæmpet af den silkeknitrende Trængsel og den stadig tiltagende Varme.
Men nu Souper’en! Etatsraadinden skælver — sæt, at hun ikke bliver »taget til-bords«, men maa trække af ved Petersens Arm. Etatsraadinden kan være rolig, alt er planlagt og ordnet
paa det bedste af Hoffets Herrer, ordnet og atter omordnet, eftersom Sygemeldingerne dratter ind i Dagens Løb. Ikke alene faar Etatsraadinden en Bordkavaler, men en, der er meget finere end den, hun ifølge Rangforordningen kunde gøre sig Haab om; der er nemlig saa mange Herrer, som indbydes uden deres Fruer, der ikke er »presenterede«, at der er Overflod af Bordkavalerer. Derimod har Petersen absolut ingen Chance for en Borddame, men arrangerer sig ret trøstet i denne Henseende sammen med de andre Etatsraader ved de bugnende Borde i den yderste, simpleste og formodentlig derfor morsomste Sal.
Men Etatsraadinden vanker ved en landlig Hofjægermesters Arm ind i en Salon, gennem hvis to Døraabninger hun ser frem og tilbage til en tilsyneladende endeløs Række lignende gobelinbetrukne Gemakker med ens Anretning, serveret paa Sølv af rødklædte Tjenere. Og der — i Baggrunden, langt inde — i et straalende fjernt Zenith, der ved hun, at de allerhøjeste Herskaber sidder bænkede, i lidt Afstand omgivne af de mindre Stjerner, Diplomati, Lensadel og Ministerværdighed, mens Kongen selv, som elskværdig og forekommende Vært gaar omkring i alle Salene for med venlige Ord og Blikke at forvisse sig om, at hans Gæster befinder sig vel. Det gør de saavist ogsaa, især de, som han allernaadigst henvender sig til — men just som Fru Petersen er ved at høre til de lykkelige, efter med Tallerken, Glas, Gaffel og Vifte at have arbejdet sig hen i saa umiddelbar Nærhed af Allerhøjstsamme, at der »maa« lægges Mærke til hende, gør den høje Vært med en venlig Hilsen omkring for i den inderste Sal at afslutte Souper’en og føre den Kejserinde eller Dronning, der gæster Hoffet, tilbage til Balsalen. Der er de!
Parvis og langsomt kommer den vandrende, den lange Kortége af Konger og Fyrstinder, Prinser og Dignitarer, dragende et Kølvand efter sig af Fløjl og Diamanter, Stjærner og Baand, Ærgerrighed og Misundelse, Uniformer og Baltyl. Dette lange Følge er morsomt, meget morsomt, at staa og se paa, og ved det brogede og underholdende Syn glemmer Etatsraadinden næsten Skoene der piner, og de manglede naadige Ord.
Endnu i stedse stigende Varmegrad en endeløs Kottillon, der maa udholdes, da ingen, særlig ikke Damerne, kan forlade Festen før de kongelige Værter. Og derpaa, efter at disse har forladt Firmamentet, en endnu mere endeløs Venten paa Vognene i Vestibulen, hvor altsaa en elegant Selskabskaabe er en Hovedting — det konstateres af Etatsraadinden. Og dermed Slut! Amalienborgs Lyshav slukkes. Tæppet er faldet for det meget underholdende Lystspil, der kunde kaldes: »Et Hofbal eller den beskedne Værdigheds Triumf«.
Ved næste Dags Femte gør Konsulinde Eilertsen og Etatsraadinde Petersen Aftenens Indtryk op.
»Morede De Dem godt i Gaar?«
»Rigtig godt. Det var virkelig nydeligt arrangeret. Men saa De Enkeetatsraadinde Larsen, der, uden at lade sig standse, sejlede ind gennem alle Rangklasserne lige ind til de Kongelige og maatte føres tilbage og bringes paa Plads af Ceremonimesteren. At saadant noget kan ske! Nej ved De hvad, Selskabet der oppe »er« nu ikke mere, hvad det har været! Det sagde jeg ogsaa til Petersen i Vognen.«