Noget af det mest karakteristiske for den københavnske Sommersæson er vel nok det Fænomen, som man med en kort og rammende Betegnelse kan kalde Flugten fra Byen.
Med Flugten fra Byen mener vi ikke alene den Kendsgerning, at Folk i vid Udstrækning praktiserer Landliggerlivet, selv om de i Virkeligheden kun opnaar Landlivets Glæder mod at give Afkald paa den Komfort, de er vant til inde i Byen.
Nej, de, der ikke kan flygte fra den varme By for længere Tid fordi deres daglige Dont binder dem til den, maa nøjes med mindre Udflugter til dens nærmeste og fjernere Omegn. Og for en stor Mængde gælder det, at disse Udflugter bliver satte i System, gøres daglige og konsekvente. Derved bliver de saa meget des gavnliger. Thi, naar man hver dag – eller rettere hver Aften – benytter sin Fritid til en Flugt fra Byen, ud til Skov og Strand, raader man paa bedst mulig Vis Bod paa det beklagelige Faktum, at man ikke hører til de lykkelige, der for længere Tid kan slaa sig ned paa Landet.
Om Søndagene kulminerer Udvandringen. Saa deltager hele den store Flok, der kun een Gang om Ugen faar Tid at vende Staden Ryggen.
Med hensyn til de bedrestillede Københavnerinders Landliggeri gælder det vistnok, at det er den mest gennemførte Form for Driveri, man kan tænke sig. Dette er ikke noget, vi vover at udraabe paa eget Ansvar – med Fare for at blive citerede og angrebne i Københavnske Blade. Nej, det er en inkarneret Københavnerinde, Forfatterinden Emma Gad, som har vovet Paastanden, og som dokumenterer den med venligt Lune i en overlegen Artikel i “Kvindernes Blad” (Følgeblad til “Natt.”). Efter en drastisk Beskrivelse af Dagens konsekvente Driveri og Aftenens Flirt under Bøgene i de maanelyse Nætter, konkluderer Fru Gad i følgende interessante Betragtninger:
Vi kan alle være enige om, at denne Sommerhvile – eller skal vi sige det rent ud – dette Driveri er fortræffeligt, hvor det drejer sig om et træt Arbejdsmenneske, en Lærerindes eller Kontorindes maanedlange eller ugelange Ferie, men i saare mange Tilfælde varer det tre a fire Maaneder, og i saa Fald for Kvinder, hvis Vintertræthed væsentligt skriver sig fra en Overnydelse af Premierer, Velgørenhedsfester og smaa Middage.
Kune man nu ikke tænke sigm at disse mange landliggende Damer vilde ræsonnere som saa: “Sundhedsbegreberne og Skik og Brug kræver, at vi tager bort fra Byen fra 15. Maj til 15. September, og det er jo ogsaa dejligt at leve ude i Naturen, medens Himmelen er blaa og Træerne grønne. Men jeg vil saa benytte denne rolige Tid med de lange Dage til at læse noget virkeligt belærende og komplettere min Dannelse, hvor det gøres nødigt. Jeg vil repetere min Kunsthistorie og min Goethe eller lære de engelske Social- Filosoffer at kende. Jeg vil øve mig nogle Timer paa Klaver eller Violin, eller jeg vil grundig studere et fremmes Sprogs Syntaks, saa jeg kan skrive det let og korrekt og gøre det lærte nyttigt for mig selv og andre. Eller jeg vil udføre et stort og smukt Haandarbejde, som hæver sig til virkelig Kunstindustri, saaledes som vore Bedstemødre gav sig Stunder til”.
Hvis vore landliggende Fruer og Frøkener foresatte sig noget saadant og handlede derefter, vilde det her til Lands meget udbredte Landliggeri have det gode, at det gav os en mere intelligent og dannet Dameverden. Men desværre, det lette Juks af Lekture og anden tanketom Syselsættelse, beregnet paa Sommerlivet, siger lige det modsatte.
Saa vidt Fru Gad – der her har givet os et nyt Vidnesbyrd om den Uforfærdethed, med hvilken hun drager til Felts mod Bourgeoisiets Svagheder – det Bourgeoisi, hun selv med saa megen Værdighed repræsenterer!
Men for at vende tilbage til vort Udgangspunkt: Jævnsides med Sommerudvandringen fra Hovedstaden iagttages en stærk Tilstrømning af Turister, Provinsfolk – og Børn. Tivoli staar nu i Feriefesternes Tegn. Og Pladserne foran de forskellige Forlystelser genlyder om Aftenerne af glade Børneskrig. Turisterne er godt i Gang med at indfinde sig. Og vejret er jo – om end noget lunefuld, saa dog nogenlunde naadigt.
Efter alle Solemærker at dømme, vil Sommeren 1908 i Modsætning til sin Forgænger, Anno 1907, kunne nyde den Ære at blive betegnet som en god Sommer.