To Mennesker, der ikke før har truffet hinanden, mødes, man nævner deres Navne, Stilling eller Titler, der veksles et Par forekommende Ord, og hvis det er to Herrer, giver de hinanden Haanden. Saa er de, som det hedder, præsenterede for hinanden. Det er meget nemt, og det ved alle. Men hvornaar skal man lade sig præsentere og hvornaar ikke, og hvornaar skal Vært eller Værtinde foretage denne lille selskabelige Akt og under hvilke Forhold kan det undlades? Det et dette, som er svært at afgøre, og utallige er de Smaafornærmelser, som afstedkommer ved Forglemmelser eller Mangel paa Agtpaagivenhed paa dette Punkt. Utallige er jo nemlig de tvivlsomme Tilfælde, hvor det maa bero paa Takt og selskabelig øvelse, om en Præsentation skal finde Sted eller ej. Man kan derfor kun give de aller almindeligste Regler tilligemed det Raad snarere at præsentere for meget end for lidt. Folk bliver sjælden fornærmede over at blive forestillede for andre, ofte over ikke at blive det.
PRÆSENTATION OG HILSNER
Imidlertid — i talrigt Selskab, til Baller og lignende er det en Selvfølge, at man ikke kan lade sig forestille for alle de tilstedeværende, man ikke kender og slet ikke kommer i Berøring med; dog bør man helst, især hvis man er ung, gøre det i saa stor Udstrækning, som det er rimeligt, og i en mindre Kreds bør man ikke forsømme at lade sig forestille for alle de tilstedeværende. Saa vidt muligt bør imidlertid Vært og Værtinde, idet Selskabet samles, søge at gøre Gæsterne bekendte med hverandre for derved at bidrage til straks at gøre Stemningen behagelig og utvungen.
Gælder en Præsentation to Personer af hver sit Køn, er det altid Herren, der bliver forestillet for Damen. Der er endogsaa dem, som finder det passende, at Damens Samtykke indhentes til Præsentationen, før den finder Sted. En saa stiv Omgangstone er dog heldigvis sjælden.
En Dame behøver ikke at rejse sig, naar en Herre lader sig forestille for hende, men gør det dog som oftest, særlig hvis det er en ældre Herre. Derimod rejser hun sig, naar en anden Dame, selv en yngre, lader sig forestille for hende. Det er overhovedet altid de yngre, der skal lade sig forestille for de ældre, medmindre det gælder kongelige Personer eller andre saa højt stillede Folk, at de selv maa give Tonen an.
Ved Bordet lader en Herre sig altid forestille for den Dame, der sidder ved hans venstre Side, hvis hun er ham ubekendt, og han indleder da lidt Samtale med hende. Bliver to Damer, der ikke kender hinanden Naboersker ved et Bord, skal den yngre straks lade sig forestille eller selv indlede Bekendtskabet.
Paa Bal lader man sig ved Kvadrilledanse eventuelt forestille for Parret vis-á-vis.
Nyforlovede og Nygifte bør om fornødent ikke undlade i Selskab at forestille den, med hvem de har indgaaet Forbindelsen, for tilstedeværende Venner og bekendte.
Skønt det ikke direkte henhører under Præsentation, skal det dog bemærkes, at det snarest bør være de ældre, der henvender Ordet til de yngre. Gaar en ældre hen til en yngre for at indlede en Samtale, rejser den unge sig, og bliver under Samtalen staaende, indtil den ældre tager Plads. Det samme gælder meget fornemme Personer. Det staar endnu som et uudslettelig mørkt Punkt i Hofhistorien, at en ung Dame rolig blev siddende I en Sofa, mens en Prins af Kongehuset konverserede hende.
Det er i de senere Aar blevet Brug, særlig i højtstaaende Kredse, at de unge Piger nejer for de gifte Damer, naar de siger Goddag og Farvel, en fin og gratiøs lille Skik, som man maa ønske stadig vil brede sig.
Saa snart man er forestillet for nogen og har vekslet nogle Ord, er det Skik, at man hilser hinanden, naar man mødes paa Gaden eller andetsteds. Hertillands hilser Herren først paa Damen (i England omvendt). Det er altid den yngre, der bør hilse først paa den ældre, hvor det gælden Personer af samme Køn.
Naar det ikke drejer sig om meget nære bekendte, kan en Herre ikke godt standse en Dame paa Gaden. Det maa blive Damens Sag. Ligeledes at hilse venligt. Dersom Folk vidste, hvor godt et Indtryk en elskværdig Hilsen gør, vilde man ikke møde saa mange mutte Nik og indtil Unøflighed ligegyldige Hilsner paa sin Vej. Et Smil, der i Genkendelsesøjeblikket glider hen over Ansigtet, kan ved det flygtige Indtryk virke som et Solglimt, der kommer og gaar, og den, der uvilkaarlig hilser saaledes, har derved faaet en indtagende Egenskab mere. Har man ikke faaet denne lille Gave af Naturens Haand, maa man søge at tilegne sig den, og Mødre bør i denne Henseende have Opmærksomheden henvendt paa deres opvoksende Børn.
Endnu et — den, der er ældst og fornemst, gaar til højre, naar man følges ad, og er det en Dame og en Herre, gaar Damen til højre. Det samme gælder Pladsen i Vogne.
Disse Smaating er selvfølgelig ganske uvæsentlige; man skal blot kende dem, saa føjer de sig ganske af sig selv. Det samme vil maaske mange mene om Præsentation, men der er dog Tilfælde, hvor det kan vise sig ganske rart at vide Navn og Stand paa de Mennesker, man taler med.
Hør blot et lille Eksempel, som er blevet mig fortalt:
En Del unge Damer og Herrer fulgtes hen ad Gaden, kommende fra et muntert Selskab. Blandt disse var der en ung Dame, som passiarende kom til at gaa Side om Side med en Herre, der ikke var bleven forestillet for hende i Selskabet, og hvis Navn hun generede sig for at spørge selve Indehaveren om. Lidt efter lidt faldt de andre fra og gik i forskellige Retninger, saa at de to tilsidst blev alene paa Vejen til en Sporvogn. Paa et befærdet Gadehjørne hænder det saa, at han overkøres af en Cykle, falder om og henligger besvimet. Trængsel — Politi — Forespørgsler! Den tilskadekomnes Navn, Stand og Bopæl? Hvor skal han bringes hen? Hun maa svare, at hun ved det ikke. Situationen er mildest talt pinlig – hvad maa ikke alle de omstaaende samt Betjenten tænke om denne unge Dame —? Svaret behøves ikke.
Emma Gad.