Et kantet Rum, i Størrelse nøjagtig af de for Pigekamre af Byggeloven krævede Alen og Tommer, hørende til en 5 Værelsers Bylejlighed. Komfortabelt Møblement, bestaaende af Seng, Kommode, Stol, kold Kakkelovn, et Vaskebord med rødt Gardin og skaaret Vandfad, samt et Bord med en lille Petroleumslampe.
Moder og Datter, henholdsvis Skurekone og Enepige, er anbragte, den Ene paa Sengen, den Anden paa Stolen; Datteren gnidende et Par forgrædte Øjne med et Lommetørklæde, som Kulstæv og Taarer i Forening har berøvet noget af Renhedens blændende Uskyldsfarve.
I PIGEKAMRET
MADAM LARSEN
Men Gud forbarme sig, Laura, kom dog til Fornuft! Hvorfor er det da, at Du er bleven sagt op?
LAURA (snøftende).
Fordi at de kan faa en Jom — Jomfru fra Landet, som kan bage Kager og stryge Fransk.
MADAM LARSEN
Det er saamænd præcis det samme som at stryge Dansk, min Pige. Men lad mig bare komme til at tale med Fruen. —
LAURA
Ja, men saa er der jo ogsaa det, at han — Studenten — Sønnen, han fandt paa at tage mig om Livet i Gaar, mens jeg tog af Bordet, ligesom at Fruen lukkede Døren op for at bede om Kaffen.
MADAM LARSEN (haabløs).
Naa saadan at forstaa —!
LAURA (ser op med et Par troskyldige og hovne Øjne).
Ja, men jeg kunde ikke gøre for det, Mo’r — jeg puffede til ham, det jeg kunde!
MADAM LARSEN
Prøv paa at sige det til Moderen! Ork. Jeg kender det med Sønnerne! (Stryger med filosofisk Ro hen over Datterens lyse Haar med en Haand, som overdreven Brug af Gulvklude har givet en vis Lighed med en Kalkunklo). Talte hun noget om det, da hun sagde op?
LAURA
Nej, ikke et Muk. Men jeg har mærket det lige siden.
MADAM LARSEN
Naa ja ja! Der er jo saa mange Pladser at faa.
LAURA.
Men saa skal man igen til at begynde med nye Mennesker og med det altsammen. Det er dog saa kedeligt!
MADAM LARSEN
Ork ja, saadan er jo Livet engang, mestendels kedeligt min Pige; man skal blot ikke tage sig Tingene for nær. Har Du begyndt at se Dig om?
LAURA
Ja, jeg har været to Steder i Dag, før jeg begyndte paa Middagsmaden.
MADAM LARSEN
Hvor var det?
LAURA
Det ene Sted var hos en Tandlæge, men der var megen Rengøring, og de ligger paa Landet om Sommeren.
MADAM LARSEN
Det var jo rigtignok en slem Omstændighed.
LAURA
Og det andet var hos en Etatsraadinde Holbøl, og det lod til at være en rigtig nydelig Plads.
MADAM LARSEN (med et lille Sæt).
Paa Kastanjevej?
LAURA
Ja. Kender Du hende?
MADAM LARSEN (lidt usikkert).
Ja — nej — ikke saadan — men jeg ved blot —
LAURA
Det var til Stuepige. Du kan tro, der var fint, en stor Villa — rigtig Villa — med Trapper op ad Trapperne og saadan en Mængde Blomster allevegne — og Messinggelændere, — men det forstaar sig, det skal jo altsammen holdes! Men de lader vaske ude af Huset, og de er mestendels ude om Søndagen, og foruden Etatsraadinden er der kuns hendes Datter.
MADAM LARSEN
Det er ikke hendes rigtige Datter.
LAURA
Ikke! Hun var ikke det bitterste køn, men saa magesløs flot og fiks i Tøjet og friseret! Saadan med Bukler! Hun sad og spillede Klaver, mens jeg ventede i den anden Stue. Og hun havde lyserød Morgenkjole paa – af Silkecrepe, kan Du tænke Dig! — med Blonder om Kraven.
MADAM LARSEN
Hvad sagde de? —
LAURA
Fruen beholdt mine Anbefalinger og sagde, jeg skulde komme igen i Morgen. Hun lod forresten saa venlig.
MADAM LARSEN (skruer lidt paa Lampen).
Ja, men — men jeg vilde heller have, at Du skulde reflektere paa Tandlægen — eller noget andet?
LAURA
Hvorfor? Er Pladsen da ikke god? Ved Du noget?
MADAM LARSEN
Nej — ingenting — saadan!
LAURA
Jo, noget er der.
MADAM LARSEN
Naa ja, det er der ogsaa.
LAURA
Hvad da — sig det!
MADAM LARSEN
Naa hvad saa! Det er jo saa længe Siden, at jeg gerne kan fortælle Dig det nu.
LAURA (straks nysgerrig).
Aa ja — jo Fortæl —
MADAM LARSEN
Ja, det var jo dengang, Du var bleven født, og jeg var kommen ud fra Stiftelsen af, og jeg ikke vidste mine levende Raad med, hvordan jeg skulde klare, hvad Du kostede i Pleje. For ser Du, naar man faar 14 Kr. i Løn, og man skal betale 16, saa bliver der jo ikke meget tilovers, vel?
LAURA
Det var jo før Du var gift, ikke?
MADAM LARSEN
Jo, det var det jo. Og man kan jo sige om Larsen, at selv om han drikker og tidt er slem, saa har han været meget honnet og regeder]ig, hvad Dig anbelanger, for han har aldrig gjort Forskel paa Dig og sine egne.
LAURA
Nej, det er vist, han har banket os alle syv lige meget.
MADAM LARSEN (undskyldende).
Saadan er det jo med Brændevinen.
LAURA
Men han, den anden — min Fader?
MADAM LARSEN
Naa ja — ser Du, ham vidste jeg ikke engang hvad hed. Det var — saadan — hvad man kalder et Ulykkestilfælde. Jeg havde truffet ham i Frederiksberg Have, og han sagde, at han hed Adolph Hansen og var Kontorist, men Gud ved hvad han gjorde, for jeg kunde da aldrig finde ham sidenhen. Den Slags maa Du tags Dig i Agt for, Laura!
LAURA
Ja men — hvad kommer det den fine Etatsraadinde ved?
MADAM LARSEN.
Jo, det var jo det, at Overlægen paa Stiftelsen sendte Bud after mig og sagde, at der var en rig Dame, som nylig var bleven Enke og var alene og vilde tage en lille nyfødt Pigs til sig som sin egen, og at han syntes, at min passede og lovede, at jeg skulde faa 1000 Kroner paa den Betingelse, at jeg aldrig maatte faa at vide, hvor Barnet var henne. Men saa var det, jeg sagde, at det vilde jeg ikke. Jeg sagde, at jeg vilde nok give Barnet fra mig a’, ved det at jeg ikke kunde betale Plejen og var saa ulykkelig, men jeg vilde selv se Damen, som at jeg skulde give Barnet til, sagde jeg.
LAURA (speendt).
Og var det den Etatsraadinde Holbøl?
MADAM LARSEN.
Akkurat, og saa talte jeg jo ogsaa med hende, og saa sagde hun at hun jo helst havde set, at jeg ikke havde vidst, hvem hun var, men at det ogsaa kunde gaa, hvis at jeg vilde flytte bort fra Byen, og det lovede jeg saa. og saa sagde hun, at jeg skulde komme med Barnet om Aftenen og faa Pengene.
LAURA (staarkt interesseret).
Og kom Du da ikke?
MADAM LARSEN
Jo, vist kom jeg, og jeg havde jo Dig med paa Armen i et Sjal, men jeg syntes aldrig, jeg havde gaaet saa tung en Gang som derud. Og en halv Time gik jeg vistnok op og ned udenfor og kunde ikke bekvemme mig til at gaa ind ad Havelaagen, og jeg blev ved at lukke op for Sjalet og se paa Dig ved en Lygte, som stod udenfor. Men omsider maatte jeg jo til det, og saa gik jeg da ind ad Laagen og ringede paa. Men da jeg havde ringet, saa vilde jeg se Dig bare en eneste Gang endnu, og saa var det, Du vaagnede, og saa syntes jeg, at Du saa paa mig med noget i Øjnene, jeg ved ikke selv hvad! Og saa kunde jeg ikke, Laura, nej, min Pige, jeg kunde ikke! Jeg rendte min Vej alt det mine Ben kunde bane mig — bort med Dig, og jeg hørte dem komme og lukke op og se ud, men de hørte jo bare Laagen slaa i. Og Dagen after saa, flyttede jeg til Saxogade, og de fandt mig aldrig siden.
LAURA (rød i Hovedet).
Og hvis Du ikke var rendt din Vej, saa var det altsaa mig, der sad der inde nu, med lysered Morgenkjole paa? Og var fin Dame? Og spillede Klaver? Og havde det godt?
MADAM LARSEN (stille).
Ja, det var det jo.
LAURA
Aa, Moder, det var forfærdelig dumt af Dig.
MADAM LARSEN
Laura, det maa Du ikke sige, aa nej — aa nej.
LAURA (harmfuld).
Det var meget mer end dumt — det var ækelt og ondt og afskyeligt af Dig — hvor kunde Du nænne det imod mig!
MADAM LARSEN (staar lidt sammensunken og ser paa hende).
Jeg kunde ikke, Laura! Jeg kunde ikke sælge saadan et kært lille Barn, der var mit!
LAURA (staar lidt og ser paa den forslidte Moder med de trætte Øjne og kaster sig saa om Halsen paa hende).
Det var ikke pænt af mig at sige! Og hvad saa – Gjort er gjort, hvad hjælper det at ærgre sig!
MADAM LARSEN
Laura — lille Pige —
LAURA
Og det var jo, fordi Du holdt saa meget af mig — Du — gamle Mamse!
MADAM LARSEN
Du skal se, Laura — dengang slog jeg mig dog igennem med Dig. Du skal se, det gør vi ogsaa nu!
LAURA
Det gør vi vel — men hvordan? (sukker), Naa, skidt — det skal jo gaa! Hør Du — nu laver vi os en Kop Kaffe, og saa hjælper Du mig at lægge Tøj i Blød. Men det kan være meget rigtigt, — i det Hus vil jeg ikke tjene!
EMMA GAD