Fornylig havde jeg Besøg af en kjær, ung Niece, der om kort Tid skal giftes.
“Jeg kommer for at spørge Dig til Raads angaaende en Sag, hvor jeg er lidt i Vildrede”, sagde hun. “Har Du Tid?”
ET VANSKELIGT PUNKT
“Sig frem, min kjære Pige”, svarede jeg. “Dog tro blot ikke, at jeg kan give Dig noget godt Raad, for jeg tror overhovedet ikke videre paa, at man kan raade Andre, men det klarer altid Ens Tanker at tale om Noget, der ligger En paa Hjærte, og høre en Andens Mening derom. Hvad drejer det sig om?”
“Skal jeg sige min Kontorplads op eller skal jeg beholde den som gift?”
“Der gaar Du uden at vide det lige løs pas det allervanskeligste Punkt for Nutidens Kvinder.”
“Gjør jeg det? Vel, det bryder jeg mig nu ikke om, for alle de Andre kommer jo ikke mig ved i den Forstand; jeg tænker kun paa, hvad der er klogest og rigtigst at gjøre for mig personlig ved dette Vendepunkt. Ser Du, Alfred er jo ansat i Ministeriet og har ogsaa sine Manuduktioner, men det kaster jo ikke saa meget af sig, og vi faar det foreløbig smaat. Det vilde jo være herligt at beholde de Hundrede Kroner om Maanedeu, som jeg tjener i Assuranceselskabet, men Alfred synes ikke rigtig om det. Han synes ikke, at det ser saa godt ud, og er bange for, at det skal gaa ud over vort Hjem”.
“Og hvad mener Du selv om det?” spurgte jeg.
“Jeg holder jo meget af min Gjerning, som jeg nu har uddannet mig til med saa megen Energi, og jeg synes næsten, det er lidt Forræderi mod den og mod sig selv at opgive den, men paa den anden Side – bør Hjemmet ikke være det første og vigtigste for En, naar man gifter sig? Ellers bør man vist helst lade være?”
“Det første og vigtigste, synes jeg, er Lykken”, svarede jeg.
“Lykken — ja — hvad mener Du med det?”
“Skal jeg sige Dig det uden Forbehold, eller vil Du have nogle almindelige Betragtninger?«
“Nej, sig endelig Din Hjærtensmening.”
“Godt Min Opfattelse af Tingen er, at der i Længden ikke gives nogen bedre og mere udviklende Lykke for en Kvinde end Selverhvervet og den Uafhængighed, det giver. Jeg forstaar godt, at Andre kan have en ganske modsat Anskuelse, men det forandrer ikke min. Derfor siger jeg — og siger to Gange: Behold Din Stilling, indtil det maatte blive ganske nødvendigt at opgive den.”
“Ja, men hvis nu – -?”
“Hvis Du faar Børn, vil Du sige. Herregud, det kan vi To da nok tale aabent om. Saa bliver det maaske nødtvungent at opgive den, maaske ikke. Det kommer jo an paa Børnenes Antal og Sundhed og den Hjælp, der kan skaffes til den huslige Dont. Den har Du jo saa Evne til at betale for.”
“Betalt Hjælp kan da aldrig sammenlignes med en Husmoders øje.”
“En Husmoders øje kan gjennem Kjærligheden til Hjemmet blive saa skarpt, at det ikke behøver at hvile paa det hele Dagen.”
“Men naar man nu er borte i Timer, og Alt der hjemme gaar, som det bedst kan — — ?”
“Hør nu, lille Bodil, jeg har i min Ungdom ofte meget ofte — besøgt Hjem, hvor Husmødrene var borte saa godt som hele Dagen, til den sildige Aften. Det var hos de to store Skuespillerinder — Fru Heiberg og Fru Sødring — der Begge saa godt som daglig var til lange Prøver efter Aftenforestillinger — tit begge Dele — og bestandig havde at møde til bestemte Tider uden et Minuts Forsinkelse. Børnene var alligevel ligesaa velplejede som i andre Huse, og begge Steder var Hjemmet hvert paa sin Maade ikke blot velholdt, men præget af den overlegne Skjønhedssans, som kun fremkommer, hvor Husmoderen er en intelligent og udpræget Personlighed. Det gik udmærket, og jeg fik i de to Hjem det uudslettelige Indtryk, at det ikke er Tiden, det kommer an paa, men Dygtigheden, Overblikket, Omtanken — kort sagt den gode Aand. Ja, Du synes vist, jeg prædiker, men jeg er nu saa overbevist om, at Intet er mere dræbende for den daglige Tilfredshed end Pengetrangen og gjennem den Afhængigheden; det er den, der piner og kuer Tusinder af Kvinder, og derfor gjentager jeg: — betænk Dig ti Gange, inden Du opgiver Din Selvstændighed og Din Indtægt.”
“Men Alfred siger, og jeg synes med lidt Ret, at de Indtægter der nu en Gang er, dem bruger Begge af. Alt er jo dog fælles.”
“Naturligvis, men den, der tjener Pengene, har med Rette Forvaltningen af dem, og den Anden har, naar Alt kommer til Alt, at anmode om Bevillingerne. Hvor villigt de end bliver givne, det er alligevel herligt at have sine egne Penge at raade over – dem, man selv har tjent, og angaaende personlige Udgifter at kunne sige: “Jeg vil” – i Stedet for: “Maa jeg?”
“Ja, jeg indser godt, at det er svært at give Afkald paa, naar man er vant til det, men jeg tror, at der er Noget, som maa være helligere og større Jeg er saa bange for, at jeg ikke kan overkomme begge Dele, baade Kontoret og Hjemmet.”
“En Ting skal Du dog huske paa: — Hjemmet er i vore Dage ikke nok til at fylde en dannet Kvindes Tanker. Et Bymenneske kræver sin Andel af Livets Mangfoldighed. Naar den hjemlige Gjerning er alt det Arbejde, der forlanges af en gift Kvinde, saa er det, hun fylder sin Tid med alt muligt Andet: Besøg, Sport, Musik, Bønnemøder, Velgjøredhedsfester, Forelæsninger, Sprogstudier, Toilettekunster, Klinikophold, Komitekævl, Læderplastik, de Tusinde ting, som Du ser blomstre om os, takket være de mange ørkesløse Damer, altsammen Ting, som koster Penge i Stedet for at indbringe Noget, og som, naar Alt kommer til Alt, optager mere Tid og slider mere paa Nerverne end et dagligt, regelmæssigt Arbejde ved en Kontorpult eller et Skolebord.”
“Men det er dog aldrig den bestemt tilmaalte Tid, som kontraktmæssig tilhører en Anden.”
“Nej, men det er meget værre. Det selskabelige Liv er en større Tyran end den strengeste Principal, og det mest anstrengende er: Ingenting at have at bestille. Se Dig om — se Din Tante Eugenie, som ynder at spille en Rolle. Hvor meget tror Du, hun er hos sine Børn — om Morgenen: den efter Gaarsdagen uundgaaelige Søvnighed og sene Paaklædning, efter Frokost: Toiletteprøvning og Festkomitemøder, før Middag: Five-o’clock The hjemme eller hos Andre, Resten at Dagen: Middagsselskaber, Soiréer eller Premierer. Ikke sandt? Tror Du nu ikke, at syv Timers Kontortid og syv Timers Ro vilde give et betydeligt Plus i de Børns Samliv med Moderen, for ikke at tale om Hjemmets daglige Orden.”
“Jo, men saadan vilde jeg jo aldrig leve.”
“Nej, det vilde forbyde sig at sig selv formedelst Pengene. Dem har Du ikke. Godt, læg Dig derfor hellere efter at tjene dem end at øde dem og efter at blive til en dygtig Kone.”
“Det vil jeg ogsaa, men det, man forstaar ved en dygtig Kone, det er da netop Huslighed og Evne til at holde sammen paa det Hele”.
“Det var det i gamle Dage. Men nu til Dags er vi vist naaede saa vidt, at man kan inddele Kvinders Dygtighed i den passive, den sparende, i Modsætning til den aktive, den indbringende. Hvis Du er i Besiddelse af den, bryd Dig saa ikke om, at det ser lidt smaat ud med Hartkornet nu, for den Art Dygtighed det er den bedste Kapital at alle. Og i saa Fald behøver Du ikke at bede Din Mand om Pengene til den Slaabrok, Du har i Sinde at forære ham til Jul.”
Hun rejste sig for at tage Afsked.
“Mange Tak, fordi Du har talt med mig”.
“Ingen Aarsag, Se nu ikke saa trivlraadig ud, min kjære Pige. Glat Din kjønne Pande og gaa en rask Tur medens Du tænker over det, jeg har sagt, og over det Alfred har sagt. Og handel saa, som Du synes, Du maa.”
Jeg tvivler ikke om hvad det bliver. At staa sig imod Alfred er grumme svært.