I “Kvindernes Blad” skriver Forfatterinden, Admiralinde Emma Gad: Hvor ofte – ja næsten daglig – gentager sig ikke i min Dagligstue følgende lille Scene – eller omtrent Mage til den:
DE 16-AARIGE
En yngre Dame – snart smart fejende snart beskedent klædt, træde ind og navngiver sig som Frøken Petersen, Hansen, Frandsen eller lige meget hvad – tager Plads i en grøn Lænestol lige over for mig, løfter paa sit lidt medtagne Slør og begynder:
Jeg maa først og fremmest bede meget undskylde, at jeg, der er Fruen ganske ubekendt, henvende mig til Dem, ja, De er naturligvis saa optaget, men jeg ved jo, hvor mange Forbindelser, De har, og hvor meget De gør for unge Kvinder, og jeg har derfor tilladt mig ar opsøge Dem for at bede Dem om De ikke vil hjælpe mig til en Plads i et af de mange Foretagender, som Fruen er inde i.
Jeg: Det er jeg bange for, at jeg ikke kan.
Damen: Gud, jo, naar Fruen bare vil interessere sig for det.
Jeg: Tør jeg spørge, i hvilket Fag søger De Plads?
Damen: Med hvad somhelst – naar jeg bare kunde komme ind i noget. Der er jo saa meget i vore Dage, men det er altid saa svært.
Jeg: Hvad har De lært?
Damen: Ja – jeg har jo undervist i Klaverspil og Guitar i flere Aar og havde mange Elever. Men jeg taler og skriver baade Engelsk og Tysk og er saa mageløs skikket til Korrespondance.
Jeg: I hvad Retning? Er det en Kontorplads, De søger?
Damen: Ja – det vil sige – lettere Kontorarbejde kunde jeg maaske nok paatage mig – jeg skriver en sjælden god Haand – det siger alle.
Jeg: Kan De Bogholderi?
Damen: Jeg er just ikke saadan inde i Regnskabsvæsen eller Bogføring! Det vil sige – jeg kan nok -, men jeg har ikke lært det. Ved det, at min Moder har ligget syg, har jeg jo maattet være saa meget hjemme og passe alt det. Hjemmet er dog det første, siger jeg altid.
Jeg: Er da maaske Husvæsenet Deres Fag?
Damen: Hvorledes?
Jeg: Er det en Plads som Husjomfru, De kunde Ønske?
Damen (lidt fornærmet): Næh – ja, det vil sige, man kunde jo tænke sig en Plads som en Slags Bestyrerinde for en enlig Herre, som trænger til at hygges om og blive læst for – jeg har altid haft et sjældent Nemme til at læse højt – ja, min Tante sagde altid, at jeg nok endte med at komme til Scenen, og det havde jo ogsaa været min Drøm (dybt Suk). – Men Livet er jo ikke saa let.
Jeg (tørt): Nej, det er det ikke.
Damen (roder i en Taske): Jeg har faaet nogle Broderier med, som jeg vilde være saa fri at vise Fruen. Det er Kunstbroderi efter min egen Tegning. Se, det Dyrehoved er syet med Flosgarn. Er det ikke livagtigt?
Jeg (opmuntrende): Det er nydeligt. Det er et Kohoved.
Damen: Nej, det er en Hest. Jeg er ogsaa saa dygtig til Skræddersyning. Dette Jaket har jeg selv syet, og alt mit Tøj klipper og forandrer jeg ud af mine egne Ideer.
Jeg: Har De maaske været paa en Skrædderstue?
Damen: Ikke just paa en rigtig Systue, men jeg har en Kusine, som er Direktrice i et Kjolemagasin, og hun har givet mig mange udmærkede Vink.
Jeg: Altsaa – den Plads, De søger –
Damen: Det var rigtignok mageløst, om man kunde faa noget (taareblændet). -Jeg har søgt saa længe, og hvis Fruen vilde –
Jeg: Lige i øjeblikket tror jeg ganske vist ikke, der er noget –
Damen: Maa jeg ikke give Fruen mit Navn og Adresse.
Jeg: Tak, jeg skal huske – man kan jo aldrig vide – Tak, mange Tak, – Farvel – aa jeg beder – Farvel!
Lige i Papirkurven med Kortet!
– – –
I sekstenarrige, I der nu skal til det vælg Jer et Fag og vælg det helt – lige meget hvad – Lærerinde eller Kontordame, Kunst eller Haandværk, Fægtning eller Strudsfjer! Blot Sikkerhed i det, I vil! Et bestemt Maal, I sigter efter. Og naar I saa kommer til mig eller en anden – og siger kort og godt: Det og det vil jeg – det har jeg lært og kan, og det er mit Livs Gerning, saa gaar Kortet ikke i Papirkurven, nej, min Santen, om det gør! Saa husker man det og kommer maaske en skønne dag med Pladsen og et Haandslag og siger: Vær saa god, min Pige – Du lød til at være flink. Tag saa Fat!