Hvornaar blev mit Hjerte første Gang sat i Bevægelse — jeg ved det næppe selv! Der foresvæver mig nok fra min Barndom enkelte vage og ubestemte Forestillinger om Drenge — en lang, krumnæset Holmensdreng, som jeg blæste Sæbebobler med, en krølhaaret Søkadet, som boede i Nabovillaen og var Virtuos i at gaa paa Stylter, fra hvilket ophøjede Standpunkt han i Ordets bogstaveligste Forstand saa’ saa dybt ned paa mig og min Beundring, at jeg aldeles ikke dristede mig til at sværme for ham.
MIN FØRSTE FORELSKELSE
Kort sagt — en enkelt Skygge af et Minde har jeg bibeholdt, men dels husker jeg meget daarligt Tankeindholdet af mine Barneaar, og dels var jeg i min Opvækst saa usigelig lidt egnt for Livets erotiske Side, at jeg i saa Henseende sikkert har langt færre Indtryk end de Fleste. Mens mine Klassekammerater, af hvilke flere var kønne, omhyggeligt skjulte deres Skolebøger i Datidens rummelige Muffer og koket ordnede Sløret om Ansigtet i Haab om paa Hjemvejen at indkassere nogle beundrende Øjekast fra de unge Flanører paa Østergade, travede jeg med dinglende Skolepose uanfægtet fra Holmens Kanal, hvor min Skole laa, og hjem til Bredgade. I Stedet for at kokettere med Løjtnanterne paa Højskolen, som den Gang endnu laa paa Kongens Nytorv, hadede jeg dem grundigt, formodenlig fordi de havde lèt af mig, og jeg bombarderede dem ihærdigt med Sneboldte, sammen med enkelte behjertede Kammerater, paa et underlig udyrket Territorium bag Højskolen, der, hvor nu Tordenskjoldsgade munder ud. Og jeg var saamænd ogsaa kommen galt fra at ville gøre Lykke, — jeg lignede kun en lang graa Griffel og afgav vist et Pragteksemplar paa en ranglet opløben Tøs uden Farve, uden Form, uden Ynde. Jeg var derfor ældre end de fleste Pigebørn, omtrent 15 Aar, da jeg forelskede mig første Gang, men saa gjorde jeg det ogsaa grundigt — og i hvem — ja, Ingen kan tænke sig det — i en ungarsk Baron, der glædede sig ved det pragtfulde Navn: Bischta de Balascha.
Ja, jeg siger “de” Balascha og ikke “von”, for hele Forlibelsen gik paa Fransk. Det var nemlig i Genf, hvor jeg med min Moder og Broder tilbragte et Par Uger i et Pensionat paa Vejen til Italien, lykkelig, forventningsfuld som en ung Trækfugl paa den første Rejse.
Jeg husker — det var ved Frokosten, at jeg saa ham første Gang. Midt i den sædvanlige uundgaaelige Hærskare af rejsende Englænderinder sad der, da vi kom ind, to unge Herrer, der blev os forestillede som Brødre, hvoraf den ældste saa ret almindelig ud, temmelig blond, som jeg var vant til at se Folk, men den Anden, en slank attenaarig ung Fyr — han, Han —ja, Ord kan ikke, beskrive, hvor jeg fandt ham dejlig, vidunderlig, anderledes end Alle, jeg havde set og kendt. Den olivengule Hud, de fløjlssorte Øjne, den mørke Lok ned i Panden, den hvide Flonels Morgendragt, altsammen var det just det fremmedartede, der som intet andet er egnet til at slaa ned i et femtenaars Sind. Med et hurtigt mønstrende Blik bød han mig en Stol ved sin Side, og dermed vendte han sig roligt og fortalte videre til en fregnet Dame lige overfor om sit Liv i Ungarn, — han havde været Page hos Kejserinde Elisabeth — skulde igen til Hoffet — hans Broder var Husarofficer — om Vinteren i Pest – By fuld af Glæde og Dans – om Sommeren paa deres Faders Slot — langt borte paa Stepperne — saa megen Musik, vild og klagende — Landsbyer med brogede Zigøjnere — alt det, han talte om som sit eget og tilvante, var det da ikke selve Æventyret! Men at han, Helten i dette Underlige, var stegen ned til os og sad der ganske roligt og spiste sin Lammekotelet ligesom de Andre, uden guldbroderet Nationaldragt, uden Slot, uden vælig Ganger, det var dog det allerunderligste!
Og jeg saa paa ham, ikke saa meget med øjnene, for det turde jeg ikke, men jeg sugede hans Billede til mig med hele min Bevidsthed — med Øren og Følelse, med Sjæl og Hjerte og Instinkt!
Og med denne Undren var Arten af min Forelskelse slaaet fast. I den Tid, der fulgte, var han ikke ude af mine Tanker — hvad siger jeg, — Tanken om ham havde som med en Storms uimodstaaelige Magt hvirvlet alt andet ud af mit Sind; de Hundreder af Gange gentog jeg hans Navn og det Lidet, han havde sagt til mig, som en Skat gemte jeg den Blomst, han havde rørt ved, jeg talte Minuterne mellem de Klokkeslet, hvor jeg vidste, at jeg skulde se ham, men midt i Forgudelsen faldt det mig end ikke ind, at han skulde gengælde blot det mindste af, hvad jeg følte for ham. Det var saa ganske — ganske den purunge Piges sværmeriske Følelse, der ikke forlanger andet eller mere end selve Længslen, Tilbedelsen, Drømmen. Havde jeg ikke været den grimme Ælling, jeg var, og havde han paa kaad Drengevis grebet fat i mig og kysset mig paa en mørk Trappegang, saa tror jeg, at Fortryllelsen havde været brudt med det samme, og at hele min stærke Følelse var strømmet bort med den første Skuffelses Taarer.
Den sidste Gang, jeg saa ham, var en Aften, hvor vi med et Par Andre roede ud paa Genfersøen. Alting foran os straalede i den synkende Sols Glans, Bjergene og Vandet var som Guld, og kun Byen derinde med de enkelte tændte Lygter var mørk — mørk som et smukt Øje er det, med lysende Glimt i de bløde Skygger. Men vi vuggede derude midt i Guldet og Glansen! Han sad overfor mig og prøvede spøgende at lære mig Ungarsk, — endnu husker jeg, at Tallet 3 paa det løjerlige Sprog hedder Harum. Saa spurgte han mig om Danmark og København og sagde, at han vilde komme dertil næste Sommer. Komme dertil! Ved de to Ord var det, som alt det Straalende, der omgav mig, trængte ind i selve mit Hjerte og blev til et Haab om noget Kommende og Dejligt! Lyste det mon i mit Ansigt, saa at det for et øjeblik blev smukt — maaske! I hvert Fald bøjede han sig med et Smil hen imod mig, og ved denne Bevægelse faldt hans ene Handske i Vandet, hvad der ganske berøvede ham Interessen for Danmark. Med et ærgerligt Udtryk saa’ han efter den nye barkbrune Handske, der hurtigt førtes bort af Strømmen, og med en rask Beslutning kastede han saa den anden ud efter den, mens jeg, maalløs af Beundring for denne grand-seigneuragtige Handlemaade, var uimodtagelig for den nøgterne Betragtning, at naar den ene Handske var borte, var den anden ret værdiløs. Jeg tænkte blot paa, hvilken Lykke det havde været, om jeg havde kunnet gribe den ene af de to Handsker i Farten og bære den hos mig og gemme den som et Klenodie til mit Livs Ende.
Næste Morgen tog han paa en Udflugt, og før han kom tilbage, havde vi forladt Genf, trods mine fortvivlede Bestræbelser for at trække Afrejsen ud. Det hjalp ikke, de Andre kedede sig.
Saa naaede vi til Italien, og til en vis Grad har vel Indtrykket af dette Skønhedens Hjem udvisket lidt af mit hede Sværmeri, men det vedblev dog længe, længe efter at være Baggrunden for alle mine Tanker, selv efter at vi forlængst var komne hjem. Jeg husker mig selv siddende ved Sytøjet paa vor Veranda i Classens Have, ikke slet saa meget grim Ælling som før, og atter og atter gentage hans i mit øre saa dejlige Navn: “Bischta de Balascha”, alt mens jeg vævede videre paa mine Drømme og saa mig selv som Baronesse de Balascha ved hans Arm træde ind i Tronsalen ved en Hoffest i Wien eller ridende ved hans Side henad Steppen, han i den maleriske ungarske Dragt. Han kom jo, han havde jo sagt det, — min Længsel maatte drage ham hertil! Saa stærkt kunde min Fantasi tage mig fangen, at Blodet kunde hamre for mine Øren ved Lyden af en Vogn, der holdt for Døren! Det var ham — han kom — — —
Gudskelov, at de Unges første Drømme og Ønsker saa saare sjældent blive til Virkelighed. Ak, hvor jeg nødig nu vilde sidde paa et ensomt Slot ved Donaus Bred og ride henad Steppen i stadigt Selskab med en Baron i ungarsk Dragt. Og han — — Hvordan er han mon nu! Husker han mig? Var han nogensinde vidende om den unge stormende Følelse, han havde vakt? Kendte han den og var den ham ligegyldig — det er ganske det samme. Min første Forelskelse havde opfyldt sin Mission, den at kalde mit Hjerte tillive og bane Vejen for de mindre sværmeriske Følelser, der har Rod i selve Livet og giver det Betydning og Værd.
Emma Gad.