Thit – den sidste valkyrie.
Når man ser forsiden af Jens Andersens bog om Thit Jensen, træder man næsten et par skridt tilbage; her skal man ikke have noget klinket.
At hun var aggressiv og fandenivoldsk bevidner forfatteren Soya med sin karakteristik: »At diskutere med Thit Jensen, er som at spytte på et krøllejern«, og en kommentar om at hun var lettere tungnem for modargumenter lægger vel vinden helt op til orkanstyrke.
Jens Andersen kommer godt omkring det der foregik indenfor det tykke panser, og ikke mindst hendes bedrøvelige forhold til sin bror Johannes V. Barndommens tætte forhold udviklede sig, for at sige det mildt, temmelig negativt grænsende til destruktivt.
 |
Titel: Thit – den sidste valkyrie Forfatter: Jens Andersen Udgiver: Gad / Gyldendal 307 sider, illustreret År: 1990 / 2006 ISBN x / 87-02-04488-9 |
 Find bogen her |
Her vil vi nøjes med at betragte Thit Jensen i de fire følgende episoder, hvor Emma Gad krydser i tanke eller tilstedeværelse.
1.
Selvom »To Søstre« var Thits femte forsøg på at storme parnasset, undfangede hun idéen til fortællingen så tidligt som i 1896. Da besluttede hun sig til at skrive en roman som »skulle gøre epoke« og polemisk vende sig mod alle de portrætter af resignerende kvinder, som hun havde mødt i Amalie Skrams og Emma Gads bøger og i stedet introducere et nyt »tredie køn«:
»Kvinden som kaldes det ved navn, men i virkeligheden ikke er det, snarere en kønsløs skabning, halvt mand, halvt kvinde, uden sanser, men fuld af arbejdsiver, fuld af lyst til at hævde sig, ikke egentlig hæve sig, men skille sig ud fra det evig ægte kvindelige, som de ikke passer til«.
Det skulle være et større værk om tidens tvesindede unge kvinde, der — lig Git i Familien Storm — forsøger at få hold på sit kaotiske sjæleliv og sætter alt ind på at blive en helstøbt personlighed: »Det gik op for mig, at den moderne kvinde var nødt til at være dobbelt — både mand og kvinde. Tiden krævede det. Der kom så mange mandselementer ind i ens verden og man var nødt til at udvikle det mandlige i sig selv«.
To Søstre blev Thits historie om »den hemmelige kamp, der udkæmpes i mit eget jeg. Den er trukket langt ind, den udkæmpes dybt derinde bagom bevidstheden«. Romanen bærer præg af Thits voldsomme interesse i at analysere, ja, ligefrem med sit knivskarpe blik »vivisekere« mænd og kvinder i sin omgangskreds på det tidspunkt. Særlig fascineret var Thit af de mennesker, hvis ydre og indre natur på en eller anden måde afspejlede hendes egen konflikt: Tvesindet.
På en rejse til Island i 1904 mødte Thit i Reykjaviks bedre borgerskab en kvinde, som hun blev ualmindelig indtaget i. Thit følte sig pludselig som en mand overfor den høje slanke pige og vidste med et, hvad en mand må føle, når han ser den kvinde han elsker. De to kvinder blev veninder, og Thit kunne aldrig få nok af at studere »dette objekt af rang«, som hun kaldte amtmandens datter, Helga Havsteen:
»Jeg så denne dobbelte natur i hendes gang, denne besynderlige gang, der er særlig og i høj grad præget af vilje og selvstændighed og dog både præget af usikkerhed og ufærdighed. Hun tager lange skridt, går på engelsk lady facon, gangen rytmisk, men rytmen er brudt, brydninger skaber hendes legemes, hendes lemmers bratte uindbyrdes harmoni. Der er noget i den gang jeg ikke formår at beskrive. Sagen er, at den giver udtryk for to personers natur og sjælelige udtryk. Den er harmonisk skabt af brydninger, der er behersket på overfladen, brydningerne stammer fra to lejre, som begge ligger i samme individ, hver lejr en verden for sig«.
Thits kærlighed til Helga var platonisk, og den gensidige fascination holdt kun et halvt år, indtil Helga blev forlovet med en søn af Emma Gad.
Hvad der betog Thit var det synlige misforhold mellem Helgas smukke, kultiverede ydre og den langt voldsommere, mere uregerlige natur, der kom til syne i det ansigt, Thit malende beskrev som: »En blanding af dyrisk og vellystig satanisme, der kommer ved, at hun trækker den ganske smalle overlæbe op over det rundbuede gebis, tænderne er regelmæssige, lange stærke og sunde. Det er et dyrs overkæbeparti, underlæben er fyldig og vellystig«.
2.
Senere hed det sig om skilsmissens hårde tid, at Thit i to døgn havde siddet ret op og ned på en stol, »men så sagde jeg til mig selv: Thit, kan du ikke blive lykkelig, så kan du blive dygtig«.
Noget var der om snakken. I hvert fald kastede Thit sig de næste par måneder ud i en hæsblæsende foredragsturné, der skulle skabe respekt om navnet Thit Jensen — og få hende til at glemme:
«Jeg rejser ud og holder foredrag — og jeg går på perroner og sidder i kupéer og husker på den tid, da togene ikke kunne gå hurtigt nok, for jeg skulle hjem til ham — og i går slog det mig, da jeg havde talt om »Forældreglæder« at jeg er kommet til at forstå en moder, der har mistet sit barn — jeg tror egentlig det er værst det — jeg har mistet kontakt med livet forsåvidt jeg ingenting har at arbejde for, ingen har at glæde, ingenting at se hen til.
Men ellers er jeg i vigør igen — legemlig og sjælelig i arbejdstøjet«.
Et af foredragene i København foregik i foreningen »Edderkoppen«, hvor Thit skulle indlede en serie af forfatterforedrag, og hun besluttede sig til bl.a. at tale om »Johanne Svendsen — kvindelig tandlæge«. Dagen efter stod der i kritikken, at den altid tapre Thit Jensen talte paradoksalt, bedsk, ja til tider ondt.
Det hele var sat nøjagtigt i scene af Thit, der nu skulle vise offentligheden, hvor ond man havde været mod hende — og hvor strålende og stærkt hun nu tog det.
Til premieren sikrede hun sig den glans, der ligger i et elegant publikum. Emma Gad, med sønnen og svigerdatteren, islandske Helga Havsteen, var der. Hele Forfatterforeningens bestyrelse var der. Og pressen var der. Bagefter havde Thit indbudt alle til smørrebrød, øl, snaps, the og madeira i Forfatterforeningens lokaler. Jo, aftenen forløb præcis som hun ville den, noterede Thit tilfreds:
»Men der står i avisen: Den altid dristige Thit Jensen gik i spidsen …. havde nogen set mig om eftermiddagen — da jeg lå rystende af feber i min seng og måtte holde mit lommeur for øret for at få mit blods tempo til at lystre urets og virkelig også derved faldt i ro og sov og vågnede og drak havresuppe — så ville de ikke have tænkt det var mig, der som værtinde for alle de mennesker, til alle spørgsmål svarede: Nervøs? Nej — det er overstået … Det er nemlig også en styrke at indpode alle mennesker, at jeg er dristig, upåvirkelig af noget — dels virker det på dem som respekt — dels virker det som selvsuggestion overfor mig selv«.
3.
Efter succes’en på kvindekongressen i Washington var muligheden der måske for at få arbejde — blive trykt, læst, hørt og set i Amerika.
I stedet valgte Thit at afbryde rejsen og rejse hjem til Danmark. Thit ville til Amerika igen, lovede hun sig selv, for dette var hendes land, »min slags land, en mark som en himmel for mig, et paradis for min type«.
Men hvorfor rejste hun så egentlig hjem?
Fordi to mænd havde friet til hende. Ombord på »Oscar II« gjorde hun status over sin gyngende situation:
»Jeg må holde fast på mine ting, for vi gynger … Tre skønne måneder gik som en drøm. Jeg er på vej hjem — jeg synes i bogstaveligste forstand, det har været en drøm, jeg sidder endnu på »Hellig Olav« på vej derover!
Jeg står midt imellem to mænd og to skæbner. Professor Daniel Jacobson og Danmark på den ene side, et samlingssted for de 100 der dur, et hjem, hvor jeg vil stå som Emma Gads arvtagerske — en art ukronet dronning i København — og en mand jeg ikke bryder mig om — som selv skriver, at han dur ikke til elskov!
Og derovre en mand, Conni Cook, hvis mund har kysset min, og Gud hvor jeg kunne lide det. Men han er gift, og jeg kan ikke tage en anden kvindes ejendom. Naturligvis vil han skilles, fordi han og hun for mange år siden er gledet fra hinanden, men siger ikke alle mænd det, når de får en ny kærlighed? Jo, de gør — med ham i hånden var jeg ikke bange for at begynde at erobre Amerika!«
4.
— Det er et kludetæppe, syet af silkerester fra mine egne kjoler, helt tilbage til dengang, jeg var backfisch. Jeg kalder det for »min dagbog«. Kan De se den der? Hun flytter smørebrikken og peger på et flammende guldgult silketaftkvadrat.
— Den havde jeg på til mit første foredrag i Nykøbing Falster i 1909. Mine knæ var som rysteribs, så nervøs var jeg, men på første række sad Fru Emma Gad og smilede opmuntrende til mig: Vær ikke bange, De kan sagtens — og det gik jo også strålende!