Sorgløse Tider.
I denne erindringsbog fra Emma Gads journalistkollega fra Politiken, er der også beretninger der omhandler Emma Gad som journalist, kollega og vært ved selskabslivet i Dronningens Tværgade 40.
Ud over de store selskaber, afholdt Emma Gad også mange eftermiddagsselskaber, hvor hun samlede kunstnere, skuespillere, forfattere og andre kendisser. Endog Kong Frederik kunne komme forbi med de yngste prinsesser, eller alene til eftermiddagste.
|
Titel: Sorgløse Tider Forfatter: Andreas Vinding Udgiver: Westmann 238 sider År: 1942 Tegninger: Alex Nygaard |
Ja, hvad har Østergade ikke set! Georg Brandes hastende forbi i sin iltre Gangart, næsten i Løb, smuttende om Integade-Hjørnet op paa Bladet. Erik Skram, statelig som en pensioneret Officer, smukke Redaktør Secher fra Albertis Dannebrog med graa Napoleon den Tredie-Fip, graa Frakke og graa høj Hat, lille Herman Bang, der sneg sig langs Husrækken paa sine underlige skæve Ben, fulgt af den lange og magre Journalist Houmark, rank som et Alterlys. Bang kunde pludselig standse op, vende sig og sende en forbipasserende et tungt og ransagende Blik fra sit Kyklop-Øje. Men idag standses han selv af Professor Karl Larsen, Byens Skildrer, der med sit blonde Hvalros-Skæg og sine levende blaagraa Øjne, guldknappet Stok under Armen, gaar sin daglige vagtsomme Tur, indtil han møder en Bekendt og griber fat i hans Frakkeopslag …
— Aa, stønner Bang, da han endelig er sluppet fri: Nu har jeg gjort tre Anmeldelser af hans Bog, og jagu’, om han var tilfreds, før jeg skrev, at han har slaaet Goethe!
Generalreporteren Dr. Heiberg, altid med en forsuttet Cigarstump i Mundvigen, undervejs med de sidste Teaternyheder til alle Bladene, krydser den statelige Kommandørinde Emma Gad, senere Admiralinde, og paa det modsatte Fortov kommer en anden af Kvindens Forkæmpere, Etatsraadinde Louise Hansen. De to Damer hilser yderst venligt paa hinanden, idet de gensidigt søger at skjule et lidt syrligt Smil. Ak, de er alle døde!
—
Der blev mest drukket Absinth, — og dertil Weltschmerz. Fordringerne til Livet var ikke store. En velskænket Absinth kostede 25 Øre. Til Gengæld var vore Sorger afgrundsdybe. Over Absinthen mødtes litterært interesserede, letsindige Damer, de saakaldte Bernina-Piger, klædt i Fløjl med Brocher og Søljer, godt med Rav, og Sølvpil i Haaret, en Slags Bronzealder, med unge lovende Skribenter som Palle Rosenkrantz, der netop var begyndt at skrive, heftigt angrebet af Jeppe Aakjær, som forargedes over, at han var Baron, Kai Holberg, der læste sine første Digte højt, Anders W. Holm, der skrev smaa ondskabsfulde Epigrammer til København, den lille sære Chr. Engelstoft, der den Gang kørte en Trækvogn for Fru Emma Gads Dameklub, Harald Raage med de tunge Øjenlaage og den magre Digter Carl Hjernøe, kaldet det rustne Søm, som havde været gift med en Provinsskuespillerinde, og af hvis samlede Produktion nu vistnok kun lever Verslinjen : »Min Hustru har slaaet mig med knyttet Haand,« — saa man forstod jo Skilsmissen.
—
Et fast Punkt i Tilværelsen var Fru Emma Gad. Hun skrev den ugentlige Leder i min Søndagsside og repræsenterede god borgerlig Smag og sund Sans. Emma Gad var en fremragende Journalist, ikke overraskende original, men hun sagde netop, hvad der skulde siges, paa en rolig, fornuftig Maade, hun gav det en korrekt Form og en passende Længde, og hun leverede altid punktligt sit Manuskript til den aftalte Tid. Det var en Fornøjelse præcist paa Dagen at modtage hendes klare, velovervejede Artikler skrevet uden en Rettelse med fast og tydelig Haand. Alene Bogstaverne, der var ranke som hun selv, med yndefulde, kvindelige Rundinger paa Vokalerne, viste en Dame med Overblik og Ordenssans.
Fru Gads Medarbejderskab betød meget for Bladet. Som Leder af dansk Kunstflidsforening havde hun Forbindelse med Alverdens Mennesker. Da Interessen for Kunstflid i Danmark, i Modsætning til Sverrig, kun var ringe, maatte hun for at dække sit Underskud ustandseligt arrangere Udstillinger — Orkideer, Sydfrugter og Antikviteter, det Heibergske Hjem og Borddækning —, og hun traf Kapaciteter paa de mest forskellige Omraader. Hun havde et sjældent Personalkendskab til Folk af alle Klasser. Dertil kom hendes sikre sociale Position. Født i det velhavende og intelligente Halkierske Hjem kom hun ved sit Ægteskab med Admiral Urban Gad og gennem sin personlige Udvikling til at færdes med samme Lethed i den højere Embedsstand som i Kunstnernes Verden. Oprindelig havde Borgerskabet betragtet hende lidt som et enfant terrible, fordi hun var frisindet og usnobbet og ikke bange for at sige sin Mening — dog aldrig paa nogen saarende Maade. Senere blev hun behandlet med Respekt som en frafalden, der havde faaet Ret. Nu stod hun for sin Samtid som et Udtryk for det fine, let evropæiserede københavnske Bourgeoisie, der fordomsfrit og trygt nød Livets Behag i den gyldne Periode fra 1880 til 1914.
Hvad hendes sociale Position betød ogsaa i de bredere Lag, forstod jeg en Aften, da et af hendes kvikke Lystspil var blevet opført, og Tæppet forlængst var faldet for den sidste Fremkaldelse. To yngre Damer, efter deres Ydre Ekspeditricer eller Modister, blev ikke destomindre ved med at klappe fanatisk.
— Hvorfor klapper De? spurgte jeg, det er forbi!
— Vi vil se Admiraljen! sagde Damerne.
Emma Gad interesserede sig for Ungdommen, forstod at gaa ind paa dens Tanker, hun var en klog og god Raadgiver. Hvor ofte har jeg ikke modtaget hendes karakteristiske smaa hjertelige eller deltagende Billetter, der sluttede med det lille kokette »Toute á vous« i Underskriften, ring mig op eller se herhen, please!
Admiral Gads boede i over tredive Aar Dronningens Tværgade 40. Det var, da de flyttede ind, et borgerligt fashionabelt Kvarter, men i Aarenes Løb blev Gaden mere og mere lurvet. Herberg for Hjemløse optog et af dens største og smukkeste Huse, og der var ikke altid helt trygt at færdes om Aftenen. Den sociale Nedgang generede dog ikke Fru Gad. Værre var det, at Havnearbejdernes Fagforening undertiden holdt støjende Møder Væg om Væg med hendes Arbejdsværelse og forstyrrede hende i at skrive, og rent galt blev det, da Bestyrelsen begyndte at øve sig paa Valdhorn.
I den store tre Fags Stue ud til Gaden stod Emma Gads Skrivebord paa langs fra Vinduerne, helt dækket af Papirer, altid i mønsterværdig Orden. Nips eller Fotografier var der ikke Plads til. Kun hang der lige for hendes Øjne et Billede af William Bloch, Emma Gads Raadgiver og Ven gennem mange Aar. Selv sad hun foran Skrivebordet i en bred Lænestol med matgrønt Fløjl, der stod til Væggenes gamle Gobeliner. Hun havde en Svaghed for Gobeliner, som hun selv reparerede, dygtig som hun var til alt Haandarbejde, og naar hun ikke skrev, syede hun, ubeskæftiget var hun aldrig.
Der var noget beroligende allerede ved Emma Gads faste og svale Haandtryk, naar hun helst henimod Aften tog imod mig. Og efterhaanden som Skumringen faldt paa i den store, rolige Sal med de mørke Vægtæpper, og jeg hørte Fru Gads klare, beherskede Stemme, der endnu havde lidt af Bredgade-Klangen, voksede min Fortrolighed. Jeg følte mig saa tryg i hendes Selskab. Udenfor paa Gaden tændtes en Lygte, det var endnu for tidligt at trække Gardinerne for, og dens Skær faldt ind i Dagligstuen hen over William Blochs Portræt, der saa ud, som om det lyttede. Mod Lænestolens matgrønne Fløjl lyste Fru Gads fine, blege Ansigt med den klassiske Profil, og mens hendes lange, smalle Hænder flittigt brugte Naalen, udviklede hun sine Planer eller fortalte med en lille diskret Latter det sidste Nyt fra dramatisk Forfatterforening, Teatret eller Selskabet, hos hende løb Traadene sammen, hun var alvidende og overbærende, og i Samtalens Løb blev det til et Gobelin af Byens Liv.
Emma Gad holdt Salon. Hendes Gæstfrihed var saa stor, at Kokkepigen Lisbeth efter i en Sæson at have ført Bog over Husets Selskabelighed kunde konstatere, at der ikke havde været en Dag uden Gæster enten til Frokost eller Middag. Hjemmets Omgang var dels Admiral Gads Kres af Embedsmænd og Officerer, dels Emma Gads Kunstnere, Forfattere og Journalister, det gav en afvekslende Blanding. Til de nærmeste Venner hørte William og Anna Bloch, Olaf Poulsen, Elith og senere Poul Reumert, Teaterdirektør Dorph-Petersen og hans Hustru Rose, født Sødring, der var Emma Gads Barndomsveninde, Georg Brandes, der var en af Husets bedste Venner, Etatsraad H. N. Andersen, Gustav Wied, Karl og Mimi Larsen, Henrik Cavling, Pietro Krohn, Sophus og Karin Michaelis, Henri Nathansen og Bjørn Bjørnson.
Ofte var der store Selskaber, og blandt de indbudte saas da Dr. Karl Mantzius, Maleren, Professor Gotfred Christensen, Viggo Hørup, Henrik Pontoppidan, Edvard Brandes, Franz v. Jessen, Hjalmar og Herdis Bergstrøm, Edv. BlaumulIer, Johannes Poulsen, Herman Sandby, Kammersanger Schrams Datter Fru Orpheline Olsen, Etatsraad Gamel og Frue, Malerinden Sophie Holten, Etatsraadinde Louise Hansen, den jyske Politiker Jens Busk (»A benægter Fakta«) , Betty Hennings, Oda Nielsen, Christian Houmark, Julius Magnumen, Agis Winding, Einar Christiansen, Selma Lagerlof, Slægterne Halkier, Gad, Torp, Thaulow, Munch, Heiberg, en Vrimmel andre, men allerede disse Navne, hvoraf de fleste huskes, er som en Revy over nogle Aar fra Datidens København. Emma Gad kunde godt lide at se forskellige Tidsaldre brydes, unge og gamle imellem hinanden, hun holdt af skaansomt at blande de forskellige Typer, hun elskede at føre Fjender sammen og faa dem forsonede, men navnlig ansaa hun det for sin Pligt at hjælpe Ungdommen frem.
Hun lavede store Theselskaber, hvor endnu videre Krese indkaldtes, med Optræden af en ung Kunstner, Skuespiller eller Musiker. Jeg oplevede selv, da Fru Thit Jensen løb af Stabelen, og da Karina Bell blev lanceret.
I disse Eftermiddagsselskaber deltog ofte Kong Frederik og hans to yngste Døtre ledsagede af Kammerherre Bull. Kongen satte stor Pris, baade paa Admiralen, der var en saa hensynsfuld og stilfærdig Vært, og paa hans aandfulde Frue. Han kom der ogsaa undertiden alene og lyttede, mens Emma Gad vævede sit Gobelin.