Takt og tone må siges at være kommet på dagsordenen efter Emma Gads anvisninger i 1918, og man kan ikke blive overrasket over en humoristisk parodi fra Robert Storm Petersen allerede i det følgende år.
En samling historier fra Storm P.’s humoristiske univers, der fik titlen efter en af historierne, der havde fået den titel der var oppe i tiden.
Har man bare én gang læst noget Storm P., vil man ikke blive forbavset over den anderledes tilgang til emnet end Emma Gad står for. Måske kunne man også blive hjulpet lidt på vej ved at se titlerne i samlingen der udover Takt og Tone bestod af: Gavstrik – Lystfiskeri – Cafe du Øst – Et nummer – Opfindelser – Tale ved desserten – Forretning er forretning.
Titel: Takt og Tone, Forfatter: Robert Storm Petersen
Udgiver: V. Pios Boghandel – Povl Branner, København 1919
Kan man staa paa Hovedet i fint Selskab?
Er det fint at sige Du til en Pastor emeritus?
Maa man dunke en ældre Dame i Ryggen, naar man er paa Galopbanen?
Hvad skal jeg gøre for at faa et sjælfuldt Blik?
Hvad er Hæderlighed?
Jeg mindes en Mand, der averterede i Bladene: »Lær Fransk paa 24 Timer! Indsend 2 Kr. og jeg sender Dem omgaaende Oplysninger om, hvordan De kan lære Fransk paa 24 Timer. — Poste restante — Idiotos.»
Manden rejste herfra paa Landet med en stor Formue — han slog sig ned i Sverige og fortsatte sin Forretning der.
Hans Svar var et lille Kort, hvorpaa der stod: — De skal bare lære en fireogtyvende Del af Sproget hver Time.
Det lyder som en Røverhistorie — og det er det ogsaa. — Røvernes Tid er ikke forbi.
Der er en »klog» Mand bleven idømt Straf, fordi han har kureret nogle Bønderfolk — han har faktisk kureret dem — de vil aflægge Ed paa det — men hvorfor bliver saa Geniet idømt Straf — ja — han er ikke Doktor — ligervis som Margarinefabrikant Otto Mønsted ikke var en Ko, ergo kunde han ikke gøre Mælk. Men nu Doktorerne, som kurerer Folk, de bliver ikke dømt til Tugthus — ikke engang naar de ikke kurerer deres Patienter. I Kina betaler man sin Læge for hver Dag man er rask og ikke en Øre i de Dage, man er syg — der er Orden i Tingene.
Men det er stadig den samme Historie — hvad kan man — og hvad kan man ikke? — Hvis Bankdirektør Glückstadt gik igennem Østergade med en Citytaske i Haanden — ja det er da ganske naturligt — men hvis han i Stedet for Citytasken havde en Mælkespand i Haanden — ja — da vilde Byen staa paa den anden Ende og Direktøren komme i Revyen — ak ja — klog Mand — jeg kender et Middel mod Tandpine, det hjælper altid; men jeg siger det ikke til nogen — jeg skal ikke i Brummen.
Engang sagde en Læge til sin Patient: Tag den med Ro, Jensen, De skal nok blive rask; jeg har selv haft den samme Sygdom.
— Ja — men De havde ikke den samme Læge, sagde Jensen. — —
Tiden gaar og Mennesket bekræfter mere og mere gamle Darwins Teori.
Mit Uhr var hos Uhrmageren, der var en Bryggerhest, der havde været saa venlig at træde paa det, saa det nu lignede en Kottillonsorden. Altsaa var jeg uden Uhr, men hvad gør det i en By som København, hvor der er et Uhr ved hvert femte Skridt.
Men alle disse Uhre gik forkert — hvilket af dem, der gik rigtigt, kunde jeg ikke faa konstateret da mit eget (som altid gik præcist) jo var under Reparation.
Raadhusuhret viste et Kvarter i Tre — medens Uhret paa Centralbanegaarden viste 6 Minutter over 5 — det var jo lidt kedeligt — naa, men Forskellen var jo egentlig ikke saa stor, naar man tager i Betragtning, at Uhret paa Kiosken viste 12 præcis.
Jeg spurgte en ældre Herre, hvad Klokken var — han svarede venligt Halv et — Saa gik jeg ind i en Kafe — Uhret der viste 8 og 16 Minutter — Tjenerens Uhr var præcis Halvni, medens to andre Tjeneres Uhre viste 91/4 og 9,23. — En tredje Tjeners Uhr var paa Laanekontoret — saa sad jeg lidt og kiggede og saa gik jeg ind til Telefonen og ringede min Uhrmager op og sagde: Er det Jensen? — vel — det Uhr, som jeg indleverede i Gaar Eftermiddags — De ved, det gamle Sølvuhr med Dampmaskinen i — hvordan gaar det med det? — Han svarede at det snart var færdigt og at jeg kunde hente det Kl. 7. Saa sagde jeg: Godt, jeg kommer — men vær saa venlig at tage Viserne af Uhret — de er nemlig unødvendige. —
Kan et moderne Menneske være overtroisk? — maa man tro paa Stjerneskud? — jeg kendte en Mand, der var meget overtroisk; bl. a. var ogsaa Stjerneskud af stor Betydning for ham. — Men en Gang, da han gik nede ved Havnen og kiggede op paa Himlen og saa et mægtigt Stjerneskud, saa ønskede han, at han maatte blive hundrede Aar, og i det samme traadte han ud over Bolværket og faldt i Vandet, og der blev han — han viste sig aldrig senere ved Middagsbordet i Pensionatet — han druknede nemlig. Se, det kommer der nu ud af det Stjernekiggeri. Det er ligesom Manden, der samlede paa Hestesko, fordi han mente, at de betød Lykke. En Dag saa han et pragtfuldt Eksemplar ligge midt i Pilealléen; han gik ud for at tage den op, og blev kørt over af en Damptromle — samme Dag udkom hans Lotteriseddel med den store Gevinst. Men Højdepunktet af Overtro blev præsteret af en Skuespiller ved Dagmarteatret. Han boede paa Nørrebro og gik, naar han skulde til Teatret, omkring hele Byen og over Christianshavn for at komme til Teatret paa Vestre Boulevard, og naar han naaede Jernbanegade, vendte han Ryggen til den og gik sidelæns over Gaden.
Og hvad nu Ernæringsspørgsmaalet angaar — skal man saa være Bramsenianer, Vegetarianer, Hinhedianer eller Gravolder?
Det er en tosset Tid, vi lever i. Luftskibene falder i Vandet og Undervandsbaadene springer i Luften. — — Hvor mange Kalorier — ingen Spiritus — ingen Tobak osv. Nogle holder paa tre Maaltider om Dagen — andre mener, at et Par Bananer eller Kartofler er nok for en hel Uge. Jeg kendte en gammel Sømand, han var mellem 8o og 90 Aar, og han paastod at have levet hovedsageligt af Kaffe, Brændevin og Tobak — — i Bad havde han aldrig været — saadan da — En anden én vilde dø af det allerede i 3o Aars Alderen — men man kan jo ikke nægte, at Ernæringsfysiologi er uhyre interessant. Det nyeste skal være slet ikke at spise, men kun tænke, at man spiser — en Slurk Vand efter hvert Tænkemaaltid er tilstrækkeligt. En Handelsrejsende paa et Hotel begyndte Dagen med Hummer i Mayonnaise, Kaviar og Camembert; dertil Genever, Kaffe, Likør og en stor Henry Clay. Middag og Aften var derefter. Altsaa — fede udsøgte Retter. Han lever endnu — jeg har set ham. Som en svulmende rød Gasballon svæver han om i Tilværelsen — og Tyggefanatikeren, der er 10 Timer om en halv Krydder, springer rundt som en Gemse paa Gadernes toppede Brosten. — Enhver er glad i sin Tro.
Een begynder Dagen med Havregrød — en anden med seks Pilsnere.
Hvad er det rigtige? Kan man gaa med Papnæse til Hverdag? Sagfører X gør det — jeg mødte ham en Dag i den øde og stille Del af Søndermarken — først kendte jeg ham ikke — jeg studsede og vendte mig om efter ham — saa ransagede jeg min Hukommelse — var vi allerede i Februar — eller er det Fastelavnsmandag idag — thi ved første Øjekast lignede Sagføreren en Dreng, der skulde ud og slaa Katten af Tønden.
— Hr. X vovede jeg at fremstamme — Sagføreren kom hen til mig — og min Sandten han havde en stor Maskeradenæse paa.
Tys — tys — bliv ikke bange — det forholder sig fuldstændig rigtig med denne Næse — jeg er ikke gal — — tror jeg da — lad mig forklare Dem hele Historien — Vi satte os paa en nedstyrtet Flyvemaskine, hvoraf der jo snart findes en god Del her i Landet — —
— Ser De — min Næse var jo af Naturen ikke skøn — den vendte opad og naar det regnede, var det meget ubehageligt at faa Regnvandet i Munden — saa blev jeg raadet til at lade den behandle med Parafinindsprøjtninger — altsaa jeg begyndte Kuren med diverse Indsprøjtninger og Næseklemmer, og efter en Uges Forløb var Næsen virkelig forandret — men nu stødte den imod Hagen — saa at jeg ikke kunde lukke Munden, og naar jeg gabede, kom jeg altid til at bide mig i den — efter atter en Uges Forløb var den igen forandret — men nu lignede den en Proptrækker — og saa fremdeles — hver Uge en ny Form — den ene værre end den anden — lige fra Snabel til Gulerod og Kartoffel — saa gik jeg resolut hen og købte mig en Papnæse og den beholder jeg — den ved man hvad er!
Skal man være sig selv eller skal man være som alle andre? Tiden gaar fremad og Kulturen med den. Menneskenes Individualitet staar i sin fulde Glans. Vi skal have éns Lejligheder, ens Tøj, Støvler, Hatte, ens Overskæg og ens Traadhandsker, og hvis Bogholder Madsen tilfældig har Hul paa en venstre Handskefinger, saa skal alle Husets Beboere straks allarmeres og et Møde sammenkaldes om, hvorvidt Hr. Madsen skal skaffe sig nye Handsker eller alle Beboerne skal skaffe sig Hul i den venstre Handskefinger — Mage til Hr. Madsens. Vi skal møde til Fællesbord og spise det samme og akkurat det samme Kvantum, og naar Hr. pens. Oberst Spurvehjelm stryger Grønkaalen af Overskægget, skal alle tilstedeværende Herrer gøre det samme. Hvor bærer det hen? Skal vi mon ikke tilsidst trækkes paa en Snor — ligesom Toørerne i Kina. Hvad mig selv angaar, saa har jeg tænkt paa at anskaffe mig en gul Overfrakke med en Besætning af røde Glødelamper, samt at male mig sort og hvidtærnet i Ansigtet for dog at adskille mig lidt fra moderne Mennesker — og fra moderne Takt og Tone.
