107 danske Pippi-piger.
‘107 danske Pippi-piger’ er en hyldest til en stribe drømmere og pionérer, nørder og normbrydere, som har været med til at flytte verden og har præget den med feminine værdier. Man kan nå meget med ren vilje og stædighed og ved at ignorere andres forventninger. De drømme, du har, er det, der skaber din fremtid.
Og at være sammen med Anja Ringgren Lovén, Bodil Nyboe Andersen, Elise Sørensen, Inger Christensen, Margrethe Vestager, Vitta Lysgaard og alle de andre du møder i denne bog — det er som at befinde sig i en smeltedigel af livsmod, oprør,opdagelser, overlevelse og valg, der aldrig var helt som andres.
Titel: 107 danske Pippi-piger. Forfatter: Merete van den Berg Sidetal: 239 Udgiver: People’s Press År: 2019 |
|
Find bogen her |
Emma Gad
Forfatter (1852 – 1921)
I en stor lejlighed i Bredgade boede der engang en ranglet og livfuld pige, som hed Emma. Det var meningen, at hun skulle giftes ind i en fornem familie ligesom sin egen, og gift blev hun (med en admiral), men hun ville også arbejde. Ikke af nød, men af lyst. Hun begyndte at skrive skuespil og fik dem opført på Det Kongelige Teater. Hun oprettede den allerførste fagforening for kvinder, der arbejdede på kontor. Hun stod bag den første danske kvindeudstilling, og hun blev redaktør af Politikens dameside.
Der var nemlig det med Emma, at hun var klog på mennesker, rige som fattige. Hun kunne begå sig overalt, kendte alle, og man sagde om hende, at der ikke var et fint arrangement i København, uden at hun havde en finger med i spillet. En dag fandt Emma en lille bog om god opførsel, som hun oversatte fra engelsk og fik udgivet. Det blev hun så bidt af, at hun skrev sin egen håndbog om, hvordan man begår sig og sparer sig selv og andre for en masse dumme problemer. ‘Takt og Tone’ blev en kolossal succes med 13 oplag det første år. Alle ville have Emmas gode råd om, hvordan man kunne – ikke skulle – leve.
Emma endte med at blive et ikon for eftertiden. Hendes håndbog er nu slet og ret kendt som ‘Emma Gad’ og genoptrykkes igen og igen. Selv i dag gælder hendes leveregler stadig: “Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld overfor Dem selv, ikke overfor andre.”