Mr. EGAN, der i 10 Aar har været vor ministre plénipotentiaire [gesant, minister – i dag ambassadør red.] i Danmark, har i dette Tiaar oplevet en Række af de usædvanligste og mest fængslende Begivenheder ved Hoffet i København, Europas “Hviskegalleri”, der ligger nærmere ved Potsdam end New York ligger ved Boston.
Mr. EGAN har set, hvorledes Preussens Frækhed greb mere og mere om sig, har han iagttaget, hvorledes der fra Berlin udgik et Propagandaens Net, som spændte om hele Verden; han har bag Kulisserne set de enkelte Scener i et Drama, der i isnende Rænkespil og politisk Magtbegær ikke har sin Lige i Historien.
Mr. EGAN fremkommer her for første Gang med en Beretning om vores [amerikas, red.] Køb af de dansk-vestindiske Øer, der foregik væsentlig under hans Ansvar, og om Tysklands Anstrengelser for at forhindre dette Køb. Af de frihedselskende Danske giver han os en levende Skildsring, der vil være af største Interesse nu da Fredskonferencen skal beskæftige sig med dette Folk, der i en Række af Aar har levet i Frygt for Undertrykkelse fra Tysklands Side.
Mr. EGANs Verdenserfaring og fortrolige Bekendtskab med Diplomater og Statsoverhoveder gør hans Skrift til et literært Monument af stor Interesse.
 |
Titel: Ti aar nær den Tyske grænse Forfatter: Maurice Francis Egan – 1852-1924 Udgiver: V. Pios Boghandel – Povl Branner 364 sider År: København 1919 |
 |
Her følger de relevante sider omhandlende Emma Gad.
Heldigvis havde jeg en Gang holdt et Foredrag paa Opfordring af nogle af de ledende Suffragetter. »Det Brød, som kastes paa Vandene, kommer ofte tilbage, ristet og belagt af taknemmelige Hænder!« Fru Kammerherreinde Munter og Fru Admiralinde Gad gik kraftig foran i Kvindebevægelsen.
Admiralinde Gad er en meget virksom, fremragende og menneskekærlig Dame og tilmed Forfatterinde. Der var ogsaa andre, som mente, at der maatte dog være nogle forsonende Træk hos et Samfund, som kunde skabe en Minister, der var en saa ivrig Tilhænger af Kvindens Valgret, som jeg var (da min Hustru gav nogle af de bedste Middage i Danmark, var der ingen, der ventede af h e n d e, at hun skulde strække sig længere). Jeg kan takke Kammerherreinde Munter baade for mange gode Raad og for en Kreds af Folk, der tog mig i Forsvar; jeg hører, at jeg ogsaa kan takke Admiralinde Gad (hvis vi havde en Orden for tapre Kvinder, vilde jeg indstille hende til den) for det Tilfælde, som var Skyld i, at Kvinderne stemte til Gunst for os, og som fik mange Kvinder, der var patriotiske ifølge Tradition, til at afholde sig fra at stemme. Saavidt jeg kunde se — og jeg søgte paalidelig Oplysning — var den almindelige Mening den, at Kvinderne vilde stemme mod os.
Jeg hørte fra alle Sider, at Kvinderne vilde stemme mod Salget, og det var ikke saa urimelig en Tro, at Damerne, som lige havde vundet Frigørelse, i det mindste til at begynde med vilde stemme mod deres Herrer og Mestre. Desuden havde Mrs. Chapman Catt under sit skæbnesvangre Besøg i Danmark stærkt fremhånet, al Verdens livligste, fornufligsye og bedst begavede Kvinder var udelukkede fra at slemme ved de uretfærdige Love, som gjaldt i de Land, der vilde have Øerne. End ikke det, at Hr. Edvard Brandes, der var kendt som en Damernes Ven, stod paa »Englenes« Parti, havde nogen Virkning. Han begyndte at blive ked af det hele. Jeg tror virkelig, at han vilde have ønsket, at Øerne havde hugget Knuden over ved at synke i Havet! Vi m a a t t e have Kvindernes Stemmer. Vi fik dem! Og det var Admiralinde Gad, der hjalp os til at bære Sejren hjem.
»I Deres aarlige conjérence,« sagde hun til mig, »vil De jo forklare de amerikanske Kvinders Stilling, og Deres Ord vil blive gengivne ikke alene i Danmark, men overalt i Sverrig og Norge. Redaktøren af Politiken vil stille den berømte Foredragssal i Politikens Hus til Deres Raadighed, og Deres Ord vil skabe en god Stemning.«
»Ærlig talt vil jeg gerne indrømme Kvinderne Valgret,« svarede jeg. »Hjemme i mit Land behøver de faktisk blot at vise tilstrækkelig Iver for at faa Valgret, saa faar de den! Det er deres egen Fejl, ikke Mændenes, hvis de ikke faar den!«
Det blev saa ordnet saaledes, at jeg skulde tale om »Den amerikanske Kvinde og hendes Forhaabninger« i Politikens Hus om Aftenen den 5. December. Indtægten skulde gaa til velgørende Øjemed. Først da jeg begyndte at forberede mig paa mit Foredrag, gik det op for mig, hvor fuldt og fast jeg troede paa, at Kvindens Valgret vilde blive Verdens Frelse. Uden Overdrivelse tror jeg, den vil blive det, nu da Mandfolkene har lavet en næsten uhjælpelig Redelighed ud af det hele. Min Ven, senere afdøde Ærkebiskop Spalding, sagde engang, at siden Syndfloden havde Kvinden arbejdet paa at ødelægge Mandens Mave, og nu arbejdede hun paa at ødelægge ham politisk. Jeg har Grund til at tro, at et Referat af mit Foredrag vilde have omvendt ham til at se mere idealt paa Tingene. Der var flere Damer, som fortalte mig, at det havde gjort stor Virkning paa deres Mænd!
Imidlertid kom omsider de Delegerede fra St. Thomas og St. Croix. De var simpelt hen tilkaldte for at forhale Sagen. Udenrigsministeren ligefrem skammede sig over, at hans Modstandere havde gjort det Skridt, der tilmed var en Barnagtighed, man kunde tage og føle paa. Men det gjaldt om at faa Folkeafstemningen udsat saa længe som muligt. De Forenede Stater havde hele Tiden handlet uden Vaklen og med Kortene paa Bordet, og Pressen kunde kun ved at falde over i det rent sentimentale sætte sig imod Salget; for Danmark var Øerne en Byrde; det vilde gerne have sig overdraget vore grønlandske Krav; det trængte til de Millioner; men dets Politikere var villige til at risikere alt, hellere end at give Købesummen i Hænderne paa et Ministerium, de var bange for at kaste paa Døren. Der opnaaedes Enighed om Dannelsen af et KoalitionsMinisterium, det vil sige, at man indsatte et Par nye Medlemmer »uden Portefeuille« i det Ministerium, som blev ved Magten, nemlig I. C. Christensen som Repræsentant for det moderate Venstre, Socialisten Theodor Stauning og to andre. Egentlig var der nemlig ingen, som ønskede Valg før efter Krigen.
Den 5. December om Aftenen kørte jeg til Politikens Hus. Der var rød Lygte! Alt udsolgt! Kun Staapladser. Det var en sand Lise ovenpaa den lange Spændingens Tid!
Mr. William Jennings Bryan kunde ikke have følt sig mere stolt, naar han saa ned paa den uoverskuelige Skare af Tilhørere ved et Chautauqua*) Møde.
*) Chautauqua: En By i den nordvestlige Del af Staten New York ikke langt fra Erie-Søen ved en Sø af samme Navn. Her holdes i de to Maaneder Juli — August de berømte Chautauqua Assembly meetings til Fremme af Folkeoplysning, og Byen har vidtløftige Skoler o. s. v., hvori Personer over 12 Aar mod et ubetydeligt Vederlag kan faa Undervisning i alle praktisk nyttige Videnskaber. Det nævnte Assembly tæller over 200,000 Medlemmer spredte over hele Amerika.
Jeg kom til al tænke paa en Aften, da Kong Christian X spurgte mig, om jeg altid holdt det samme Foredrag, naar jeg var paa Tourné i Provinsen. Jeg svarede: »Ja, Deres Majestæt.« »Men hvis Folk saa kommer to gange?« »Aah,« svarede jeg, »det gør de aldrig, Deres Majestæt.« Naar den første Gang var den røde Lygte ude — hvem bryder sig saa om næste Gang?
Salen var overfyldt. Den inkarnerede »Preussenfresser«, Sir Ralph Paget, som sjældent gik ud, havde givet Møde — og længere borte sad Fyrst og Fyrstinde Wittgenstein. »Hele København er her,« sagde Admiralinde Gad, hvilket er det samme som »Tout Paris«. Og jeg gjorde mit bedste.
Ved Receptionen bag efter hos Admiral Urban Gad sagde Damerne — der var mange blandt dem, som havde stor politisk Indflydelse — , at jeg havde sagt netop, hvad der skulde siges. Næste Dag havde jeg en god Presse. Provinsbladene over hele Skandinavien optrykte med anerkendende Ord de vigtigste Punkter af mit Foredrag, og fra alle Dele af Danmark — ogsaa fra Damer — strømmede det ind med Breve, som var holdt i de smukkeste Vendinger. Der var et fra en fast Korrespondent paa Falster (en demoiselle, som Franskmændene siger, hvilket lyder meget bedre end vort old maid), som undertiden var meget vred paa »Amerika«; hun skrev, at efter hvad jeg nu havde sagt om de amerikanske Kvinders Stilling, vilde hun gerne giftes med en Amerikaner, og til Trods for, at hun og hendes Klub var imod Salget, vilde de afholde sig fra at stemme. Hendes Tilbud om at ægte en Amerikaner er ikke senere taget tilbage. Et Par Dage efter kom der et Nummer af et amerikansk Blad over til København, hvori der indeholdtes en Beskrivelse af en Lynchning i Syden med de forfærdeligste Detailler nøjagtigt beskrevet. De Journalister, der kom til mig med det, gik, efter at vi havde talt lidt om Sagen; for gammelt Venskabs Skyld lovede de paa dette ugunstige Tidspunkt ikke at lade Bladets Beretning gaa videre.
Tiden sneg sig hen, men Beretningen fra Provinsen lød godt. Udenrigsministeriet syntes stadigt at mistvivle, og jeg er sikker paa, at Edvard Brandes atter vilde have ønsket, at de dansk-vestindiske Øer var forsvundet fra Jordens Overflade. Selv Scavenius’ Emailleansigt begyndte at slaa Revner. Alle tænkelige Forslag, der gik ud paa at forhale Sagen, kom frem. Rigsdagsudvalgets Undersøgelser, som de Delegerede fra Vestindien havde overværet, var ikke engang morsomme længere. Det var en Farce, men en kedelig Farce. Folkeafstemningen kunde ikke udsættes længere, og den 15. December fandt den Sted: For Salget 283,694, mod Salget 157,596 Stemmer. Der blev afgivet forholdsvis faa Stemmer, idet mange Valgberettigede afholdt sig fra at stemme, særligt blandt de Konservative og de Moderate. Endelig var det da kommet! Men hvilken Spænding, hvilken Tvivl, hvilken Angst og hvilket Arbejde var ikke gaaet forud — men Haabet havde aldrig svigtet.
Onsdag den 20. December 1916 stemte Folketinget om Sagen; det blev 90 for Salget, 19 imod det. Den 21. December afgaves i Landstinget 40 Stemmer for Salget og 19 imod det.
Ambassadør Gerard, som atter var kommet til København, var iblandt de første til at frembære sin Lykønskning. Han var meget elskværdig. Salget var nu en Kendsgerning. »Lige i rette Tid,« sagde Scavenius! Lige i rette Tid! Krigsskyen var ved at briste, og Legationen maatte forberede sig herpaa. Øerne havde hidtil saa fuldstændigt optaget mig. Nu saa jeg en hel ny Verden dukke frem!