Carl & Marie.
Lotte Andersen og Amalie Kestler følger i “Carl & Marie” kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens brevveksling i en unik fortælling om kærlighed og kunst i en brydningstid i danmarkshistorien. Forfatterne har udvalgt hundredvis af breve af høj kunstnerisk og historisk kvalitet, og de bliver sat ind i en større sammenhæng, der folder fortællingen om Carl og Marie ud og føjer nyt liv til historien om begge kunstnere.
| Titel: Carl & Marie. Forfatter: Lotte Andersen – Amalie Kestler Sidetal: 327 Udgiver: Gyldendal År: 2018 ISBN 978-87-02-22448-1 |
|
 Find bogen her |
Her følger et uddrag, hvor Emma Gad også sætter sit aftryk.
Ægteskab på langdistance
Hvordan realiserer man sine egne evner og forfølger en ambitiøs kunstnerdrøm, når man samtidig er mor, hustru og kæreste? Tidens kamp om kvindens rettigheder og pligter ansporer Marie, og mens hun i sine få breve til Carl er omsorgsfuld, trøstende og kærligt kommanderende, leder hun målrettet efter ideen til sit næste store arbejde. Hun bestemmer sig for, at middelalderens dronning Margrete den Første, der med visdom og viljestyrke slog igennem i en mandsdomineret verden, skal have en statue.
I 1897 er det 500 år siden, at Margrete den Første samlede kongerigerne Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen, og jubilæet er en oplagt anledning til at hylde Danmarks første dronning med et monument. Marie vil udføre en skulptur af dronningen til hest og rejser til Jylland med Søs for at finde en egnet hingst som model. I offentligheden er der dog ikke stor medvind til monumentet. Marie får kun støtte af en lille stædig gruppe kvinder, hvoraf flere i forvejen kæmper for kvindesagen og stemmeretten. Forfatteren Emma Gad, der tidligere har skrevet kritisk om kvindesagen, involverer sig mere og mere i den. Hun støtter Maries idé igennem mange år og leverer i 1910 et stærkt forsvar for rytterdronningen. I en artikel i Dansk Kvindesamfunds tidsskrift Kvinden og Samfundet skriver hun, at værket skal markere det nye århundrede som “kvindernes århundrede”
*
Et Dronning Margrethe Monument – Af Emma Gad
Det forlyder, at den Pengesum, som for nogle Aar siden ind samledes af en Komité til Rejsning af en Bronce-Rytterstatue i Hovedstaden af Dronning Margrethe, nu foreslaas anvendt til en Marmorbasrelief med et Motiv fra Dronningens Historie til Anbringelse i en af det kommende Christiansborg Slots store monumentale Porte. Indsamlingen har altsaa dengang ikke indbragt nok til en Broncestatue, — kan man forstaa, — men heller maa Sagen vente, og Kapitalen staa og forrente sig, end at man helt skulde opgive at rejse Dronning Margrethe et Monument ude i Livet og Færdselen midt i det Folk, som mindes hende med Beundring og Højagtelse.
Det nye Aarhundrede er af mange blevet kaldt for Kvindens Aarhundrede, og sikkert er det, at det oprandt med rige Løfter om Kvindernes forøgede Deltagelse i Livet og Udviklingen, rigere end det sagtens nogensinde før er set i Tidernes skiftende Kulturperioder. Her i Norden, hvor Kvinden ifølge urgammel Sæd altid har været agtet højt, er man langt fremme i Bevægelsen, ikke mindst, fordi man klogt er gaaet ud fra, at naar Kvinderne, godt og vel Halvdelen af Befolkningen, tager Del i Arbejdet, ogsaa udadtil, og gør det paa deres særegne Maade, saa skabes der nye Værdier for Folkets Fremgang, saa vel aandeligt som materielt set. Den danske Kvinde er sig bevidst, at hun, for at vise sig fortjent til den Tillid, der vises hende gennem nye Love og Sædvaner, maa gøre sit Yderste for at anvende sine Ævner og Kræfter, ikke alene til personlig Fordel men ogsaa til Bedste for Samfundet. Det er ikke noget ringe Arbejde, vor Tids dan ske Kvinder yder, og det er interessant for de Ældre at følge, hvor maalbevidste Nutidens unge Piger er. Saa godt som alle tager de en Opgave op og arbejder alvorligt paa at løse den. Men fordi Deltagelsen i det offentlige Liv og den dermed følgende Ansvarsfølelse er nogenlunde ny for Kvinderne, savner de, set i Forhold til Mændene, historiske kvindelige Forbilleder, lysende Eksempler, om hvilke vi kan sige: Saa langt kan en Kvinde naa, saa vidtskuende kan hendes Blik være, saa klogt kan hun dømme, saa klogt kan hun sætte sig et Maal.
Vi har i Grunden kun een saadan stor historisk Kvindeskikkelse at mindes, og det er Dronning Margrethe. Derfor staar ogsaa hendes Billede prentet paa vort ældste Kvindetidsskrift »Kvinden og Samfundet«, der ligger paa Bordet i saa mange Hjem Landet over, men det er os ikke nok, og lige saa lidt er det os nok, at hun afbildes i Relief i en lukket Slotsport. Vi ønsker at have hende som noget for sig selv, ridende rank og myndig paa sin Broncehest i vor By — ude i det Frie. Og vi ønsker hendes Mindesmærke skabt af en Kvinde. Billedhuggerinden, Fru Marie Carl Nielsen har forlængst udarbejdet en Skitse af Margrethe til Hest, og om denne Kunstnerindes Fremstilling kan man sikkert samle sig uden Frygt for at faa et Monument, der, som flere af dem, vi alt har faaet, skæmmer vore Pladser i Stedet for at pryde dem. Hvis en anset Kreds af Kvinder samler sig og atter henvender sig til alle Landets Kvinder, er det da umuligt, at Summen ikke skulde kunne forøges saa meget, at Tanken kan virkeliggøres.
Dronning Margrethe er den eneste danske Kvinde, som til Overmaal har fortjent et Mindesmærke i vor Midte. Hun har ventet i 500 Aar paa at faa det og venter endnu, medens adskillige mandlige Regenter af ringere Kaliber rider højt til Hest paa vore Pladser og Torve. Dog vi beklager os ikke derover. Margrethe svarer ikke til Fortidens men til Nutidens Syn paa Kvinden, og derfor er det os, de Nulevende, der skal rejse hende et Monument. Men lad os saa tage Opgaven op og lad os føre den igennem, før vi kommer altfor langt ind i det saakaldte Kvindens Aarhundrede.
*
Marie arbejder hele sit liv på statuen af dronning Margrete og på at få en ordentlig placering til den i København. Først i 2006, mange år efter hendes død, bliver den støbt færdig og stillet op på Ro’s Torv i Roskilde.
Da Marie i 1896 begynder at arbejde på monumentet, knirker forholdet til Carl. Hun har svært ved at arbejde, når han er der, og han kæmper med at komponere, når hun er væk. Det skal vise sig at blive en uløselig ligning i deres ægteskab.