Klunketid – en Kavalkade.
Et meget godt bud ved beskæftigelse med klunketiden, er bestemt Emma Gad. Hun debuterede med oversættelsen ‘Man skal aldrig’ samtidig med debutopførelsen af ‘Et Aftenbesøg’ på det kgl. teater i 1886. Med placeringen af klunketiden i årene 1880-1900, var det lige den tid hvor Emma Gad indtræder som samfundsdebatør i tekst og handling.
Margrethe Spies har naturligvis Emma Gad med i sin hyggelige bog. Og med en varm beskrivelse, hvilket tydeligt fremgår af de efterfølgende uddrag.
 |
Titel: Klunketid Forfatter: Margrethe Spies Udgiver: Vinten 206 sider, illustreret År: 1979 ISBN: 87 414 3614 8 |
 Find bogen her |
“Til min unge veninde Iben og de mange der finder klunketiden spændende uden egentlig at vide hvorfor.”
“Det er kun ganske få år siden hendes pen var skydeskive for alle. Man latterliggjorde både hende og bogen Takt og Tone. Oftest uden at have læst den. Men nogle få pudsigheder var blevet hængende. Så udkom bogen igen og pludselig så den moderne tid, hvor stor en personlighed hun måtte have været. Hun turde sandelig hvor andre tav!
Emma Gad var københavnerinde med K. Hendes mand, N. U. Gad, var først kongens jagtkaptajn og blev senere udnævnt til admiral. Den dreng — senere filmsinstruktør Urban Gad — der voksede op her i dette hus fik det ikke kedeligt. Den ene af hans onkler var den berømte nordmand maleren Frits Thaulow, en anden maleren Paul Gauguin.
Emma Gad var forfatterinde. Lystspillet »Et Sølvbryllup« gjorde stormende lykke — selv om det må have været forud for sin tid.
Handlingen er enkel. Der skal være sølvbryllup hos konsulen og alle glæder sig undtagen konsulindens skrappe søster, der er grøn af misundelse over velstanden i huset, søsterens slappe holdning overfor manden, som hun burde gå fra. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at kvæle glæden og er lige ved at have heldet med sig. Men så får konsulen en udmærkelse, netop den hans kone har drømt om hele sit liv. Og han vinder! En besk slutning, men sikkert sand.
Dog, det Emma Gad vil blive husket for er »Takt og Tone« og mange og gode artikler i værket »Vort Hjem«, som hun redigerede. Når man i dag ser, hvilke åndspersonligheder, det her var lykkedes hende at få fingre i netop til dette formål forstår man at hun havde fremragende forbindelser.
Men hun var også en fremragende dame. Åben og fri. Socialt interesseret. Skal man kalde hendes selskabelighed snobbet, var det i alt fald i god forstand. Det indesnørede København havde ellers ikke meget tilovers for kulturens folk, der var gennembrudets mænd. Det var ikke passende, at Edvard og Georg Brandes fandt et ly i dette hjem. For hende var det typisk.
Hun siger i sin bog om begrebet hjemmet:
»Hvis man ønsker at trænge ind i et Folks Aand skal man ikke alene søge til de offentlige Forsamlinger eller Forlystelsessteder — man skal gaa til Hjemmene. Og for at gennemføre Reformer og Fremskridt, er det ikke nok at gribe Sagen an fra Talerstole og Retssale — man må begynde i Hjemmene, begynde med Barnet paa Moderens Arm.
Familien er Verdens ældste Institution og den vil bestaa naar alle Livsformer vi kende er forsvundne. Før der var Konger, Regeringer, Præsteskab og Borgerstand, ja før der var rige og fattige var Familien til i den forstand, vi opfatte den, som en Forening af een Mand og een Kvinde, forøget med de Børn, som der fødes dem og de Hjælpe der er nødvendige til det huslige Arbejde. Familiens Historie er selve Menneskeslægtens Historie, ingen Magt kan ødelægge den, og den vil vare saa længe der eksistere Mand og Kvinde«.
Hun fortsætter med at skildre ægtemanden. Han er den, der tjener til det daglige Brød, han er den der har ansvaret, men heldigvis ikke den magt, han udøvede i de ældste tider. For da var han også en tyran, der herskede brutalt. Hustru og børn var hans ejendom, folkene hans slaver.
»Nu har Kærligheden besejret Frygten«, slutter Emma Gad. Det er vel nok en for optimistisk betragtning. Men så fortsætter hun med at tale om ungdommen, der allerede i hendes tid var begyndt at mene, at det var lettest hvis man ikke giftede sig, men kæmpede sig frem ved egne evner og egen flid.
Men var det da ikke godt at vokse op med en hæderlig, klog og god far? spørger forfatterinden. Hvem kan sige nej til det!
Hun vil ikke tale om de utro ægtemænd, der findes i alle samfundslag, om de brutale og fordrukne mænd, eller om de familiefædre, der er gnavne hjemme og lystige ude og kun tænker på snarest muligt at komme bort fra det daglige livs modgang og vanskeligheder for at nyde livet udendørs.
Er der vanskeligheder mellem generationerne, lægger hun skylden på de ældres manglende forståelse af de unge. De ældre ønsker deres egen tidsperiodes meninger fastholdte. Skik og brug fra dengang må også i dag være god latin. Men husker man ikke, hvor forskellige ens egne tanker var fra forældrenes, kommer man til at spille fallit. Husfaderen bliver »den gamle« og ikke vennen man søger råd hos.
Mange husfædre er ensomme i hjemmet, siger Emma Gad, men her har de deres bedste støtte i hustruerne. Derfor snakker vi nu lidt om husfruen, som det hed i klunketiden.”
Når der refereres til ‘Takt og Tone’ er tiden jo lige løbet fra ‘klunkerne’, men ‘Vort Hjem’, er ret placeret. Det begyndte ar blive trykt i 1898 som hæfter, der i 1903 var færdig, og blevet til et værk i 4 tykke bind.
Margrethe Spies skriver om Husfruen.
»Hjemmets Lykke inden Døre beror paa Moderen«, siger Emma Gad. »Hun alene evner at fjerne Misstemninger med et Par forstandige Ord, et Smil, en Spøg og godt er det, naar hun ikke glemmer, at hendes Plads er ved Mandens Side. Hun er først Hustru, saa Mor. Og hun maa aldrig gaa i Ledtog med Børnene mod sin Mand«.
I dette og meget lignende ligger nok forklaringen på, at klunketids-perioden føles harmonisk for os andre. Man værnede om hjemmet. Man var sig fuldt bevidst, hvor stor en rolle kvinden spillede inden for denne særlige ramme. Lad det så stå åbent, om Emma Gad havde ret i, at selv om forskellige leveveje åbnedes for kvinden, kunne ingen levevej være mere naturlig for hende end den at være hustru, mor og husmor. Men jeg tror også man har ret til til at antage, at en husmors arbejde og ansvar — ikke mindst det sidste — var betydelig mere fremtrædende dengang end nu. Og derfor mere spændende.
Først var der dette med at give pengene klogt ud, spare med omtanke, vælge de rette fødemidler til den rette pris, se efter at boligen blev vedligeholdt, sørge for at familien var kønt og praktisk klædt. Alt efter evne.
Emma Gad har jo ret i, at det langtfra altid er de rige hjem der elskes højst, og at de små tarvelige stuer ofte har været rammen om harmoni og lykke.
Men alt dette skal man have evner for! De mødre og husmødre, der gør alt af pligt, samvittighedsfuldt, men glædesløst, uden humør og en smule martyragtigt, opnår ikke de resultater som den, der glædes over dette særlige job. Hvis martyriet yderligere strækkes så vidt, at man selv går usselt og fattigt klædt for at døtrene kan brillere, er der kun få der vil takke en for det. Manden synes ikke det er særlig morsomt at hans kone ser så elendig ud, og døtrene bliver overforkælede og mister respekten for deres mor.
– – –
Svigermorbegrebet kendtes også i klunketiden og var dengang som nu et uudtømmeligt emne for vittighedsbladene. Herom siger Emma Gad: »Den plagsomme Svigermoder er langt sjældnere i Livet end på Brædderne. Og ville vi være ærlige, kende vi alle kun få ufordragelige Svigermødre, men derimod mange der overfor deres Svigersøn nære den sværmeriske Kærlighed, der er en Afglans fra deres egen Ungdoms Følelser. Ifølge den underlige Naturlov der bevirker, at baade Mennesker og Dyr er mest ondsindede over for deres eget Køn, er Forholdet ulige vanskeligere, hvor det drejer sig om Svigermoder og Svigerdatter. Men der bør den unge Kone aldrig glemme, at en Moders Kærlighed til sin Søn er den Følelse der er den stærkeste af alle og tillige den, hvori der kræves den største Resignation og de største Ofre over for den unge. Forstaaelse af dette findes saare sjældent. Der hører Modenhed til at forstaa de Følelser der have så dybe og faste Rødder, at de — trods alle Familielivets Rivninger — vare endog ud over Livet i Minder der aldrig kunne forgaa.
Dette sidste vil nok adskillige unge modsige. Men gælder det klunketiden og dens meninger kan man dårligt gå til en bedre end Emma Gad. Hun var en klog kone!
Jeg ved som ikke helt hvorfor, men klunketiden virker egentlig spændende!