Thalia i provinsen.
En teaterhistorie fra 1870 til 1920 har naturligvis Emma Gad med som dramatiker med mange stykker, der efter de københavnske scener forsatte livet på en provinsturne eller med lokale kræfter.
Det har et fint aftryk i 1. udgave fra 1962.
Den ‘forglemmelse’ der er i dag af Emma Gads store dramatiske produktion, kan ses her i Thalia i provinsens 2. udgave blot 6 år senere. Her var Emma Gad m. fl. simpelthen så godt som røget ud. Det fremgår tydeligt af de to udgavers navneregister. Kun eet afsnit med Emma Gad overlede.
 |
Titel: Thalia i provinsen – Dansk provinsteater 1870-1920. Forfatter: Gunna Sandfeld. Udgiver: Universitetsforlaget i Aarhus. År: 1962 |
 Find bogen her |
69 Lige indtil Bernerkonventionen af 1903 herskede der et fuldstændigt virvar m. h. t. den litterære ejendomsret til sceniske arbejder, skrev Emma Gad i 1916. »Ingen respekterede denne ret, næppe nok forfatterne selv. De var så ubeskyttede, at de efterhånden var blevne ganske resignerede; de fandt sig i alt og var glade, når de i ny og næ fik tilkastet en lille bid som honorar. Selskaber gennemrejste provinsen med skuespil ganske uden lov og hjemmel. Man gav undertiden stykkerne en helt anden titel, man bortskar og tilsatte akter efter behag, man indsatte eller borttog sange, man udelod personer for nemheds skyld. Kontrol med opførelserne var ganske udelukket. Der var så meget mindre anledning til at tage hensyn, som man havde hele udlandets dramatiske litteratur at øse af som en stedse rindende kilde. Der eksisterede ikke nogensomhelst forpligtelse til at betale honorar til udenlandske forfattere, og det er overflødigt at tilføje, at de derfor intet fik. Oversættere blev behandlet derefter.«
90 Balletdans gjorde sig afgjort ikke på de scener, der manglede både højde, bredde og dybde. Julius Petersen havde i 1892 engageret kgl. balletdanserinde Helga Huld til at danse tarantelle mellem Emma Gad og Erik Bøgh, og det gjorde hun sådan set meget smukt, skrev en Holstebro-anmelder, »men den lille scene lagde hende selvfølgelig mange vanskeligheder i vejen for at kunne røre sig frit«, man sad ligefrem og frygtede for, at hun skulde hvirvle ud over rampen og ned i orkestrets petroleumslamper — som det faktisk skete for en dansende pige ved en dilettantforestilling i Dalby Kro i 1882 med ubeskrivelig publikumspanik som øjeblikkeligt resultat.
,_1771.jpg)
102 Også de moderne lystspil med moderne mennesker, der havde moret københavnerne, fandt selskaberne god anledning til at vise provinsboerne. Provinsaviserne dengang — selv i de små byer — orienterede nemlig, og det endda på forsiden, deres læsere om alle begivenheder i det københavnske teaterliv, bragte ligefrem regelmæssige anmeldelser af alle premierer på det kgl. og Dagmarteatret, så den vågne og dannede del af provinspublikummet altid havde rede på, hvad der for tiden særlig var fremme, og af hvad indhold og art det var. Lystspil af Gustav Esmann, Otto Benzon, Edgar Høyer og Emma Gad synes at have været i særlig grad foretrukne af go’ernes provinspublikum. Jævnlig støder man på »I Stiftelsen«, »Den kære Familie«, »I Provinsen« (alle af Esmann), »En Skandale«, »Surrogater«, »Moderate Løjer« (Benzon), »I Ravnekrogen«, »Scenens Børn«, »Familien Jensen« (Hø-yer) og »Et Sølvbryllup«, »I veldædigt Øjemed«, »Tro som Guld« og »Rørt Vande« (Emma Gad).
255 I hovedsagen var det dog de københavnske nyheder, teaterselskaberne så det som deres opgave at bringe til det ærede provinspublikums kundskab. Der var faktisk ikke det skuespil af Edv. Brandes, Emma Gad, Sv. Lange, Peter Nansen, Hjalmar Bergstrøm, Henri Nathansen m. m. fl., som ikke blev spillet rundt om i Jylland, selv i de mindste byer, samme år som premieren fandt sted i København; måske ikke altid lige så godt spillet som på Det kgl. Teater eller Dagmarteatret, men dog i de fleste tilfælde habilt, fremragende endda til tider.
259 Det moderne litterære lystspil var på de danske provinsselskabers repertoire livligt repræsenteret ved tidens store danske navne:
Emma Gad: »Dydens Belønning«, »Den mystiske Arv« m. fl. — og desuden flere af hendes ældre ting som f. eks. »Et Sølvbryllup«. Otto Benzon: »En Skandale« og »Moderate Løjer«, begge hyppigt spillede. Gustav Esmann: »Den kære Familie«, ligeledes hyppigt spillet, »I Provinsen«, »Vandrefalken«, »Det gamle Hjem« og »Alexander den Store«. Gustav Wied: »Tummelumsen«, »Byens Stolthed«, »Første Violin« og »2 X 2=5«. Edgar Høyer: »Tante Cramers Testamente«, »Brødrene Hansen« og »Niels Peter Svane«. Blandt de mindre litterære morede især de harmløse og idylliske af Ellen Reumert: »Tvillinger«, »Sofaen«, »Marens Kyllinger«, og Elith Reumert: »Højgårds Pensionat«, »Jeg elsker dig« (opført første gang i Esbjerg 1913 på en Carl Thomsen-turne. »Bør ses af alle unge og særlig af dem, der er forelskede«, skrev Thomsen). Og de lystige på overgangen til den rene folkekomedie af »firmaet« Anker Larsen og Egil Rostrup: »Pigernes Alfred«, »Karen, Maren og Mette«, »Landsbyens Magdalene«. Eller på overgangen til den rene farce af »firmaet« Henrik Malberg og Orla Bock: »Bolettes Brudefærd« — ikke at forveksle med den gyselige farce af Verner Nielsen »Bolettes Brudenat« (fra 1910), der gik i een uendelighed og altid vakte vrælende jubel (»Folk lå hen ad stolerækkerne og græd af latter«).
357 Flere kendte og anerkendte forfattere havde også ladet sig lokke til at skrive filmsmanuskripter, men de havde gjort det med denne blanding af halvflovhed og friskfyragtighed, som man kan møde hos lærere, der løber sækkevæddeløb på skoleskovtur. Det meste af det, der blev spyet ud på det danske marked og slugt af et kritikløst publikum, var dog endnu af ret tilfældig karakter og uden kunstneriske, endsige forædlende formål. Typisk var endnu i 1916 en notits som denne i »Vore Herrer« (3o. nov.) : »Ovre i Bækkelund ved Hald lader films-selskabet DANMARK p. t. optage en række film, bl. a. en stor zigeuner-film med hedebrand, løbske heste og hvad ellers findes kan af rædsler og sensationer«. Hvor lidet alvorligt både producenter og mange instruktører tog deres opgave, kan yderligere ses af den besynderlige omstændighed, at Nordisk Film i 1916 i mangel af et tilstrækkeligt antal skønne skuespillerinder opfordrede bourgeoisiets unge damer til at melde sig, idet man lod dem forstå, at der var guld og grønne skove i vente, når blot de havde en god figur og et indtagende smil. Andet krævede det store publikum såmænd ikke. Det var i den anledning, at forfatterinden fru Emma Gad skrev de manende ord, som nåede helt over i »Holstebro Avis«’s kronik, fordi filmens problemer var Vestjyllands så vel som hovedstadens: »Skal filmen ikke fremdeles blive mere for den slette end for den gode smag, må der opstå en ny ånd blandt dens udøvere og dens ledere, en vilje til grundigere og bedre uddannelse i minespillets teknik for de unge og skarpere sondring mellem de mange kaldede og de få udvalgte«
Titel: Thalia i provinsen – Dansk provinsteater 1870-1920.
Forfatter: Gunna Sandfeld.
Udgiver: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
År: 1968
FORORD
Det her foreliggende værk er en fuldstændig omarbejdet og, for store deles vedkommende, helt nyskrevet udgave af min tidligere udkomne bog » Thalia i Provinsen. Dansk provinsteater 1870-1920«, udgivet 1962 af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur (Universitetsforlaget, Århus).
Teaterselskabernes hovedinteresse var at bringe de københavnske nyheder, og særlig dem af dansk »fabrikat«, ud til provinsens publikum. Der var faktisk ikke det skuespil af Edvard Brandes, Emma Gad, Sven Lange, Hjalmar Bergstrøm, Henri Nathansen, P. A. Rosenberg m.m.fl., som ikke blev spillet rundt om i landet, selv i de mindste byer, samme år som premieren havde fundet sted i København; måske ikke altid lige så godt spillet som på Det kgl. Teater, Dagmarteatret, Folketeatret eller Casino, men dog i de fleste tilfælde habilt og ofte mere end det.