Fru Emerentze Munchs Optegnelser
Emma Gad blev navngivet efter Emerentze (Munch, født Barclay), der var hendes mormor.
Hun blev dog døbt Emmerenze, hvilket ses fremgå af Hovedministerialbogen fra 1852. Bevidst med mm og uden t? Snarere en fejl eller uopmærksomhed fra forældre/præst. Begge stavemåder lyder forvekslende ens.
Imidlertid er det en gennemgående fejl i så godt som alle biografier (undtagen Bjarne Kildegaards Fru Emma Gad), at de skriver Emmarenze!
Men hun blev blot kaldt Emma, som ses på folketællingen 1855 da hun var 4 år, hvilket samtidig viser noget om en manglende præcision, eller et meget afslappet forhold til folketællingerne.
 |
Titel: Fru Emerentze Munchs Optegnelser Forfatter: Emerentze Munch Bogudstyret: Th. Holmboe Tryk: Central-trykkeriet, Kristiania 79 sider, 2 illustrationer År: 1907 |
 Find bogen her |
I denne beretning fortæller Emerentze Munch om sin opvækst som beskriver meget om en svunden tids hverdag med sygdom og hårdt arbejde.
Vi er omkring branden i København og Slaget på Reden 1801 (som stadig i dag er på kalenderen 2. april), Danmark og Norges deling og økonomisk krise.
*
Hendes liv med Jacob Munch er beskrevet med stor kærlighed i op- og nedture. Først skulle hun vente på kærligheden faldt på plads mens han var militær officer – og senere venten på afslutning af Munchs kunstnerrejse der naturligvis inkluderede Paris og Rom (hvor et venskab med Thorvaldsen blev etableret).
Hjemme fik Munch senere faste aftaler om at male de kongelige i en årrække.
Men lykken var når de var sammen.
“Det var lykkelige Dage, men efter et Par Aars Forløb skulde jeg have min ældste Datter, man skulde tro, at dette skulde forøge Lyksaligheden, men det var ikke Tilfældet.
Vi maatte have et større Logis, en Pige til, kort vi maatte stige ned af Parnasset og finde os i de smaa huslige Sorger ligesom andre Dødelige. Sophie var et dejligt Barn, men en stor Skrighals, som forstyrrede vor Nattero. Piben fik en anden Lyd; Indtægterne begyndte at tage af, Byen var ikke stor dengang, og den kunde ikke alene beskæftige en Kunstner.”
Emerentze skriver om lykke og genstridigheder, som man næsten kan forvente med en kunstner til ægtefælle.
På et tidspunkt dør hendes broder og hun er indsat som universalarving. Hun skal så rejse til København for at gennemgå det tilhørende papirarbejde som hun har bedt konsul Nikolai Georg Halkier ordne, da han i en tidligere arvesag havde hjulpet dem.
Hun tager sine to ældste døtre med på turen, og konsulens bror, Hans Peter Halkier, er tilfældigvis også på besøg mellem sine udenlandske arbejdsopgaver; og naturen har sin egen bestemmelse med et sådant skæbnemøde!
Vinteren før brylluppet var der samlet en del unge mennesker til en dans i hjemmet.
“I en Hornpipe holdt de hinanden i Hænderne og sprang rundt. Den der holdt Sophie slap hende, og hun tørnede mod Kakkelovnen og slog et stort Hul i Hovedet saa Blodet strømmede. Det var en sørgelig Ende den Lystighed fik. Hun blev meget svag og nerveus derefter og kunde ikke tage nogen Del i nogen Munterhed senere, men da hun nu skulde blive en værdig Kone, fandt hun sig deri.”
Brylluppet blev bestemt til St. Hans.
“Den Dag er virkelig Bruden den fornemste, men da det som oftest er den sidste Triumph hun nyder, saa faar vi unde hende den. Endelig styrter Brudgommen elegant frisert igjennem Salen, og mangt Smil følger ham.
Vi Forældre var inderlig rørt og gjennemtrængt af Taknemmelighed mod Forsynet, der loved saa megen Lykke i Fremtiden, som ogsaa gik i Opfyldelse. Dagen var i alle henseender tilfredsstillende, munter og behagelig.”
—
“Vi fik gode Efterretninger fra Kjøbenh. Sophie var lykkelig, fik snart sin førstefødte Søn.”
—
“Da han [Halkier] troede at torde vove det, kjøbte han et Stykke af den Classenske Have, en Spadsertur fra hans Bolig yndig, lige ved Søen, med store Træer, anlagde han en Have og byggede sig en smuk Villa. Efter flere Aar, var jeg imidlertid bleven Enke, inviterte han mig ned for at se paa denne herlighed.
En smuk Søndag Morgen seilede jeg gjennem Sundet, fulgt af utallige Skibe; vi stopped ved Toldboden, hvor det kjære Ægtepar ventede med en smuk lille Eqvipage. Enhver af os kjender Søevang en solbelyst Sommermorgen. Jeg var rent henrykt; jeg faldt min Svigersøn om Halsen, jeg trykkede ham i mine Arme og takkede ham for al den Glæde og Lykke han havde bragt ind i min Familie; han saa paa mig med sit stærke, kjærlige Blik, og Taarerne kom ham i Øjnene.
Ak Gud, han forlod os for tidlig, savnet og begrædt af os alle.”
Den 16. september 1864.
Der er gaaet 50 Aar over mit Hoved siden den lykkelige Dag, da Munch vendte Hjem, trofast og kærlig til sin elskede Pige og vi blev forenede. Vor Vej har vel ikke været bestrøet med Roser; men jeg tør dog side, at Enighed og Kærlighed har fulgt os paa vor Livs Bane. Tunge var hans Sygdoms Aar, jeg delte dem trolig; de er overstaaede og jeg lever et roligt Alderdoms Liv.
Wikipedia (no):
Fra gamle Dage, 1883 – En gammel Dames Optegnelser, 1895 – Fru Emerentze Munchs Optegnelser. 1907.
Emerentze Munch (født 1786 i Larvik, død 1868) var en norsk memoarforfatter. Hun skreiv sine erindringer i 1862, men de blei trykt først etter hennes død – i 1883 i tidsskriftet Skilling-Magazin med tittelen «Fra gamle Dage». I 1895 blei et utdrag publisert i det danske tidsskriftet Museum. I 1907 kom erindringene i bokform, Fru Emerentze Munchs Optegnelser.
*
Hele bogen kan læses her på Nasjonalbiblioteket i Norge.
*
Det var måske denne udgivelse der i 1907 fik Emma Gad til at skrive en artikel i Kvindernes Blad: Vort Helbred, om et brev hun havde liggende i sine gemmer, som var fra Emerentze til Emmas Gads mor, Sophie.
Her, kort efter sit bryllup, havde Sophie fået lidt moderlige formaninger, som Emma Gad prøver at gentage som hun syntes de i stedet burde have lydt.
*
Jacob Munch: Store norske leksikon, Malerier.
Vilhelm Wedell-Wedellsborg har i sin gennemgang af Halkier, Gad og Blom familierne, i Bogen om Ellen og Ferdinand Blom også gennemgået hele Emerentze Munchs beretning, og hans behandling af teksten følger her.
Peter Halkier og Sophie f. Munch
Emerentze Munch blev født i Larvik i 1786. Hendes far var Christen Carlsen Barcley, født 1757, død 1810. Han var toldkontrollør i Larvik og søn af en fra Rostock til Norge som kortfabrikant indvandret tysker, Peter Heinrich Barcley, der døde i Christiania i 1770. Faderen var gift med den særdeles formuende Drøbakkøbmand Severine Böhme, født 1757, død 1789.
Da Emerentze Barcley ved moderens død blot var 3 år gammel, kom hun i huset hos sin bedstemor, der efter sin første mands død i 1773 havde ægtet den ansete laugmand og højesteretsassessor Herman Coldbjørnsen og nu i Christiania førte et stort og ret flot hus. Deres store embedsgård hed “Forneboe”, og desuden havde de landstedet “Incognito”, hvor den lille Emerentze elskede at komme. Efter barnetidens skolegang i mere eller mindre dårlige skoler blev hun sendt til gården Vildberg, som var et institut for en halv snes unge piger.
På instituttet, hvor hun tilbragte tre år, lærte pigerne intet bogligt, men kun håndarbejde, flid og orden. Desuden læste de en masse romaner og spillede komedie. Alle pigerne sov i et stort værelse, hvor de om morgenen fik serveret havrevælling med tyk, sød fløde. Det var sundt og nærende, og pigerne, som tilbragte en stor del af deres dag ude i det fri, var aldrig syge. Emerentze tænker med stor glæde tilbage på den tid, hvor hun lærte flid og nøjsomhed, en lærdom, som hun senere anvendte på sine egne døtre. Hun blev konfirmeret på Vildberg for, som hun selv skriver, “fix og færdig at trine ind i selskabslivet.”
Først skulle hun imidlertid tilbringe julen på landet, hvor hun kom til at kende en ung mand, som blev hendes tegnelærer, og med hvem hun forlovede sig under “Incognito”s grønne træer: den senere kaptajn og portrætmaler Jacob Munch, med hvem hun blev gift og fik fire døtre. Den ældste af disse hed Sophie og blev gift med Peter Halkier, Ellens farfar. Emerentze og hendes mand, Jacob Munch, som hun imidlertid altid omtaler blot ved hans efternavn, fik et lykkeligt ægteskab, og hvor meget hun end elskede sine døtre, stod alligevel de første ægteskabsår for hende i særlig glans. “Ak”, skriver hun, “det var lykkelige dage, men efter et par års forløb skulle jeg have min ældste datter; man skulle tro, at dette skulle forøge lyksaligheden, men det var ikke tilfældet. Vi måtte have et større logis, en pige til, kort vi måtte stige ned af Parnasset og finde os i de små huslige sorger ligesom andre dødelige. Sophie var et dejligt barn, men en stor skrighals, som forstyrrede vor nattero. Piben fik en anden lyd. Indtægterne begyndte at tage af, byen var ikke stor dengang, og den kunne ikke alene beskæftige en kunstner”.
Det gik dog endda. Munch blev mere og mere anerkendt og fik betroet store opgaver, blandt hvilke den mest betydningsfulde var det store kroningsbillede 1818, som Kong Karl Johan anmodede ham om at male, og som nu findes på slottet i Oslo.
Da Sophie var omkring 17 år, kom der en dag et sorgens brev til hendes mor med budskab om, at Emerentzes elskede bror i København var død. Brevet var underskrevet af konsul N. Halkier, som meddelte, at Emerentze var universalarving, og at han, som var eksekutor i boet, fandt det ønskeligt, at både Emerentze og hendes mand kom til København. De tog deres to ældste døtre med på rejsen og blev gæstfrit modtaget og beværtet i konsul Halkiers hjem, hvor konsulens yngre bror, Peter, som netop var kommet hjem fra forretningsrejse i England, også kom på besøg. Emerentze skriver herom: “at se Sophie og forelske sig i hende var et øjebliks sag og pudsigt nok, vi lagde mærke dertil alle sammen.”
Emerentze Munch beskriver datterens bryllup således i sine erindringer:
“Vi modtog også en fornyet invitation til Sophie fra Halkiær’s, som hun nu med glæde modtog, da det nu var sommer, og hun med lethed kunne komme tilbage, om længselen efter hjemmet blev for stærk, men den indfandt sig ikke, og hun kom op efter 1 1/2 års forløb, forlovet med grosserer Peter Halkier, til megen glæde for os forældre. Vi fik travlt med hendes udstyr; hun skulle have bryllup til foråret. Her var meget muntert den vinter, så jeg havde fuldt op med at holdt fornøjelserne i gang og travlheden tillige. En aften havde vi inviteret en del unge mennesker til en lille dans; de var meget muntre. I en hornpeip holdt de hinanden i hænderne og sprang rundt. Den der holdt Sophie slap hende, og hun tørnede mod kakkelovnen og slog et stort hul i hovedet så blodet strømmede. Det var en sørgelig ende den lystighed fik. Hun blev meget svag og nervøs derefter og kunne ikke tagen nogen del i nogen munterhed senere, men da hun nu skulle blive en værdig kone, fandt hun sig deri.
Til St. Hans var brylluppet bestemt. Digteren Munch sang: En danske henter sin norske brud, og vi havde travlt. Vi havde den glæde, at foruden Frue Jette også at få brudgommens søster og svoger herop til brylluppet. Alt var festligt indrettet. St. Hansløv overalt af! Det var en dejlig tid. Vi havde samlet alle vore venner den dag. Jeg tror de fleste undte os vor lykke. Vi rejste statelig i kirke, men fandt ingen brudgom der, som vi havde ventet.
Han havde imidlertid en lille morsom historie. Han boede i Hotel du Nord og havde sit værelse indenfor spisesalen, hvor alt mange gæster var samlet til middagsspise. De hører der blev ringet meget stærkt på en klokke, stærkere og stærkere, på slutningen rent rasende; der spørges tjeneren hvad der var på færde, der svares, det er en brudgom, som venter på sin frisør. Nu er det underligt nok, der er altid noget komisk ved en brudgom; jeg fatter ikke årsagen. Den dag er virkelig bruden den fornemste, men da det som oftest er den sidste triumf, hun nyder, så får vi unde hende den. Endelig styrter brudgommen elegant friseret igennem salen, og mangt smil følger ham. Han når kirken, og den højtidelige akt begynder. Vi forældre var inderlig rørt og gennemtrængt af taknemlighed mod forsynet, der på så utænkt måde havde lades os komme ind i en forbindelse, der lovet så megen lykke i fremtiden, som også gik i opfyldelse. Dagen var i alle henseender tilfredsstillende, munter og behagelig. Vi havde den glæde at få alle vore venner samlede.
Den påfølgende dag modtog vi en mængde gratulationer. Dagen derpå, St. Hans Aften, skulle der foretages en tur til Ringeriket; den begunstiges af det dejligste vejr. Vi opholdt os noget på Bærums Jernværk, hvor der i mange år blev holdt fest St. Hans aften for grevens undergivne. Der så vi gamle koner trippe til en slags dans, medens smågutter gjorde hallingtakt. Vi forlod dem og kom ind i den dejligste skov, hvor moltroften fløj, og månen skinnede den lyse sommernat. Brudgommen var så henrykt, han kunne ikke køre, tog sin brud under den ene arm og sin svigerinde under den anden og løb under træerne, der duftede og duftede. Jeg formår ikke at skildre vor glæde over at se de unge så lykkelige. Vi slog os til ro på Kleven. Næste morgen lå det solbelyste Ringerike for vore fødder i en sommermorgens belysning. Vi fik alpestokke og vandrede ned til Sundvolden. Alt var lykke og glæde. Vi red op igen, og det hele endte med en flødegrød på Kleven, kun nogle få dage og det hele var forbi. Men jeg måtte ud, jeg måtte hen til min stedmoder min oprindelige og deltagende veninde. Hun måtte høre om al den glæde og herlighed, og tog også hjertelig del deri.”
Emerentze syntes, at Sophie havde vundet det store lod i lotteriet ved at kunne blive medlem af den respektable københavnske familie. Svigersønnen Peter elskede hun fra første færd og var, sikkert ganske uden
grund, lige straks lidt ængstelig for, at Sophie ikke skulle være i stand til at klare sin nye stilling, hvilket fremgår af følgende moderlige brev. Bliv ikke forskrækket over den lidt pessimistiske indledning. Emerentze levede i yderligere 32 år.
“Til min elskede Datter Sophie Halkier.
Den 11te Julli, 1836
Da det i dag er min 50′ geburtsdag, føler jeg en indvortes trang til at anvende nogle timer på at skrive dig til, mit elskede barn, og udfolde nogle af de følelser, som bestormer en moders bryst ved at sige et elsket
barn farvel – denne dag er betydningsfuld, den peger med alvor hen til, at man ikke ret længe har blivende sted på denne jord. Lad derfor dette blad være et kært minde om en kærlig moders omsorg – og lov ret ofte at erindre de formaninger, det vil indeholde, og alvorlig at rette dig derefter. – Din elskede Peter, mit kære barn, vandt alle hjerter ved sit ophold her, hans beskedne mandige færd behagede alle, og vi forældre blev ham en så kær og dyrebar søn, at vi intet menneske i verden hellere ville betro vores barn – denne af alle sine omgivelser elskede og agtede mands kone er du – følger du denne lykke i dit inderste hjerte, han har valgt dig, af alle dem, der med glæde ville være gået ind i din lod, men denne lykke pålægger dig også pligter, kære barn, som du tro og redelig må opfylde – elsk ham over ALT, min Sophie, vær ham ALT, og lad ham aldrig mangle den huslige lykke, der synes at være hans største ønske og håb, og de små kærlige opmærksomheder der så meget forsøder livet. – Du mangler ikke evner, mit kære barn, og jeg håber sikkert, de vil udvikle sig under en fornuftig mands vejledning, men du mangler ofte opmærksomhed på dig selv, og den vil du allerbedst erholde ved at underordne dine ønsker din mands, aldrig vedholdende forlange noget der er ham imod, men med blidhed rette dig derefter, derved vil du erholde langt mer end ved den modsatte fremgangsmåde – din Peter har et talende øje – læs deri – med sindighed og overlæg, og du vil ikke tage fejl. – Han skal være en stor elsker af orden, i denne henseende har du meget at arbejde med dig selv – han har bragt dig ind i et hus, så nydeligt, så propert, alt erhvervet ved egen flid, tænk hvor du ville bedrøve ham, hvis han ikke efter års forløb skulle finde det i samme orden – tillad dig, især i førstningen, aldrig nogen forsømmelse. Det vil da lidt efter lidt komme af sig selv, og du vil derved finde lykke og rolighed. Du har i dette, som i alt andet, der er godt, de bedste eksempler i ethvert af de fruentimmer, der hører til din nye familie – du vil sikkert ikke stå tilbage. – Det håber jeg bestemt.
Arbejdsomhed har du lært i dine forældres hus, lad den stedse følge dig, det er en god ledsager på livets vej – nu er jo alting færdig hos dig, men i denne henseende har din kloge mand også sørget – ved at overdrage dig at sy hans nye linned; udfør dette med flid og nøjagtighed, det vil vise ham, du påskønner den kærlige omsorg, han har haft for alt, hvad han har anskaffet dig.
Jeg tilstår, min kære Sophie, at du ikke har så mange fysiske kræfter, som dine øvrige søskende – men arbejd derimod af al magt, hæng ikke derefter, søg ikke derved at vække din mands medlidenhed, du gør ham blot ked. – Jeg kender godt din svagelighed, man kan med en stærk vilje let overvinde den, så meget kender jeg Peter og hans kærlighed for dig, at han ikke vil anstrenge dig over kræfterne – men din pligt er det at styrke disse kræfter på alle mulige måder, da jeg ikke kan tænke mig en større ulykke end en svagelig kone.
Nu til slutning, min kære Sophie, vil jeg for ret at gøre dine pligter kære for dig, holde den lovtale over ægteskab, som jeg mit hele liv vil erkende; idet jeg anser dette for den eneste sande lykke på denne jord –
hvad er vi fruentimmer uden en mands beskyttelse? Ungdomsårene kan vel skænke nogle glæder, men de svinder fort, og vi står som et ensomt træ uden lys – vi må uden knurren bære de lidelser, som jo ofte er uundgåelige, når vi tænker på den tryghed, en elsket mand skænker os – ved ham haver vi agtelse – ved ham udkommer, de byrder Quinden ikke kan bære, må han tage på sig, erkend dette i det hele omfang, og tak forsynet, der har ladet dig nyde denne lykke i så fuldt mål. Dette er mit stambogblad til dig, mit elskede barn, læs det imellem og læg dets indhold på hjertet. Det kan måske styrke dig i dine pligter, når jeg ikke længere er på denne jord, og minder dig om den kærligste moder”
At Peter Halkier ville blive en god og kærlig ægtemand, ses også klart af 3 bevarede breve, som han skrev til sin “inderligt elskede” Sophie i forlovelsestiden i 1836, og som stort set kun handler om, hvor forelsket han er, og hvor dejligt de skal få det, når de bliver gift. Brevene er forblevet i familien, men er så vanskeligt læselige, at jeg afstår fra forsøg på at gengive dem.
Man kan se, at Sophie har været populær og elsket i Christiania, hvor familien Munch boede, for ikke alene mor Emerentze, men også den yngre søster Nina savner hende. Nina var en sød pige. Den 24. november 1836 skriver hun til sin søster, at hun synes, “Det er meget morsomt at gå til konfirmation”. Og videre: “Jeg kan rigtignok ikke fatte, at jeg om et halvt år skal være en voksen pige; jeg får benytte denne tid godt til at få lidt skik på mig; moder skænder ofte på mig, det kan vist vel behøves, men det er dog ubehageligt. Du må ellers vide, jeg går betydeligt i huset. Mor har kun mig at stole på nu, og når der er syge i huset, er der altid mere at bestille. I søndags var det min geburtsdag. Jeg kan ikke fatte, jeg er 16 år. Det er en dejlig alder. Moder var så sød imod mig den dag, her kom nogle veninder om aftenen. Jeg fik en nydelig grå-violet phibets kjole og en stor hamborgerkrave af moder, en krukke makasser pomade og to forklæder.”
Moderen skriver en hilsen på brevet, og en naboerske, som netop kommer forbi, vil også gerne tilføje nogle ord: “Min egen gamle Soffi! Jeg kom så heldig herind, just som herskabet var i færd med at skrive dig til. Et lille hjørne har jeg tilkæmpet mig for at sige dig så usigelig mange tak for den nysselige visitte, du gjorde mig. Du kan belave dig på en dygtig lang contravisitte ved første anledning, og deri vil jeg ret tolke dig mit rørte hjertes følelser for al din godhed. Hils imidlertid din elskelige mand fra din gamle naboerske, som holder ret meget af dig.”
Det er dejligt at se, at Sophie efter at være blevet gift levede op til sin mors formaninger, for året efter, den 10. september 1837, skriver Emerentze til sin datter, at en af deres fælles bekendte ved navn Ida, som har besøgt Sophie og Peter Halkier i deres hjem i Dronningens Tværgade i København, ikke kunne blive træt af at beskrive, “hvor hyggeligt det var, og hvor sød og køn en vis lille kone var bleven. Alle mundtlige efterretninger, hvoraf jeg i den senere tid har haft en del, er så overensstemmende, at jeg ikke nok kan være tilfreds. Jeg vil da herved, min søde Sophie, lykønske dig til din geburtsdag – det forgangne år har været indholdsrigt for dig, dobbelt må jeg lykønske dig, da du kan sige: Jeg er moder til en søn …
Jeg fik skænd af Nina for det sidste brev, jeg skrev dig til, min søde Sophie, hun sagde jeg havde været alt for hård; hun fik af en hændelse læse det – har jeg været det, så beder jeg dig inderligt ikke være fortrydelig derover – Meningen er stedse den allerbedste. Jeg ser af et brev, at du blandt meget andet har fået en dejlig kåbe – hertil gratulerer jeg meget, det er, hvad tante Fredriche sagde – et godt stykke – slid ned med helsen … Kys gutten din og min søde Peter fra gamle bedstemoder.”
Det er morsomt at tænke på, at et af Sophies 5 børn, datteren Emma (egentligt Emerentze) var gift med kontraadmiral Urban Gad og blev den kendte forfatterinde Emma Gad, berømt for sin bog: Takt og Tone”.
Emerentze ville vel nok have været stolt af sit barnebarn!
Emerentze Munch var, som nævnt, en pragtfuld og begavet kvinde, som fulgte med i Norges politiske liv og forstod at skildre det i sine erindringer. Hun var stolt af og trofast imod sin elskede Munch, beskeden
med sig selv og ambitiøs på sin families vegne – og meget tilfreds med de partier, som hendes 4 døtre gjorde:
Sophie, 1816-1882, blev som nævnt gift med Hans Peter Andreas Halkier, 1808-1860.
Emma, 1818-1888, blev’ gift med generalkirurg Johan Heiberg, 1805-1883.
Nicoline (Nina), 1821-1894, ægtede apoteker Harald Conrad Thaulow, 1815-1881.
Marie, 1825-1880, blev gift med overlæge Frantz Th. Rosenberg, 1817-1878.
Vi skal navnlig lægge mærke til Nina og Marie, deres efterslægt kom til at stå Ellen meget nær. Ellen elskede sin Munchske familie. De var berejste og belæste og omgikkedes andre morsomme mennesker. Betegnende for dem var en umiddelbar evne til at forstå kunst, hvad enten det var det skrevne, det talte eller musikken. Om disse emner kunne de udtrykke sig kvikt og dybsindigt.
Som enhver, der skriver om sin barndom og ungdom, er Emerentze Munch ikke helt fri for at være lidt nostalgisk; men som den kloge kone, hun er, tager hun sig i det og fremkommer med følgende bemærkning,
som lige så vel kunne være skrevet i dag:
“Det er langt fra min hensigt at ophøje den forbigangne tid på den nærværendes bekostning, hver tid har sin lyse og sin mørke side; men den munterhed, som da eksisterede, er ikke mere. Det synes, som om dens genius er bortfløjen, man var mere sorgløs, tog verden lettere, havde ikke så mange fornødenheder.”
Emerentze Munch døde i Christiania den 31. oktober 1868, 82 år gammel.