Fra St. Croix til Tivoli.
Det var tiden hvor verden blev mindre, og hele verden skulle undersøges. Hvis ikke vi rejste ud i verden, kunne vi hente verden til Danmark.
Tivoli havde haft flere udstillinger der viste verden udenfor.
I 1902 var det den kinesiske landsby med al østens mystik. Originalen var dog ikke så herlig at leve i, så ikke alle lokale ønskede at vende hjemad efter udstillingen.
I 1903 var det Indien der skulle vises frem.
 |
Titel: Fra St. Croix til Tivoli Forfatter: Birgit Freiesleben Udgiver: Acer 274 sider, Illustreret År: 1998 ISBN 87-987109-0-7 |
I 1905 var det så tid til den store danske koloniudstilling. Her var der store problemer omkring udstillingen titel, idet islandske studenter var oprørte over at skulle være en del af kolonierne; de havde jo da eget ministerium!
Emma Gad fik bilagt striden, ved at justere på titlen, og efter den noget forlængede udstillingstitel var der ikke mere at komme efter fra de tidligere forurettede islændinge:
“Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt udstilling for Island og Færøerne”.
Initiativet til denne udstilling var Dansk Kunstflidsforening, som blev oprettet år 1900 af Emma Gad, som også var dens formand de første 11 år. Målet var blandt andet at uddanne kvinder “praktisk og bogligt”, så de kunne forsørge sig selv. Ikke kun piger fra Danmark. Foreningen bekostede udgifter for unge piger fra Island og Vestindien, så disse fik en ballast til at skabe en tilværelse når de vendte tilbage til deres hjemlande.
Udstillingen skulle bl.a. vise koloniernes mangfoldighed i kunsthåndværk, og gerne en arbejdende udstilling med et par vestindere der fremstillede diverse varer.
Emma Gad stod selv for at lede og fordele opgaverne, og det var lykkedes at få kronprinsesse Louise til protektor.
I ledelsen havde hun også Moses Melchior, der drev en større oversøisk handel bl. a. med filial på Frederikssted, St. Croix, som nok kunne være med til at begrænse udgifterne for transporten.
Melchior ønskede sig et smukt arbejdsomt negerpar der kunne arbejde i udstillingen. Han bad sin mand på St. Croix, Edward Ford, om at sende dem med de mange andre varer der skulle frem til Tivoli.
Ford meddelte snart at det ikke kunne lade sig gøre. Han ville i stedet finde et par singler der kunne flette. Måske kunne man få dem gift undervejs – det ville spare udgiften til en kupé!.
Det lykkedes ham at finde et kurvemagerpar der ville tage rejsen, men da dagen oprandt for rejsestart, blev kvinden bange. Hun nægtede at rejse.
Nu var tiden kritisk, så for overhovedet at få noget levende staffage (ud over en der skulle tage sig at de levende dyr), bad Melchior Ford om at sende to negerbørn: Straks – men gå stille med dørene!
Udstillingen åbnede og der blev fundet en lokal kurvemager der arbejdede i det vestindiske staffage. Som tiden gik blev ønsket om lokalkolorit mere og mere afdæmpet, og Melchior sendte Ford et brev om at indstille projektet.
En ændring af postleverancerne (posten hovedsentraler og en manglende påtegning på brev) der kunne forsinke brevforsendelser, var måske årsagen til at børnene alligevel blev sendt afsted. Eller måske havde Fords bagtanker med sit forehavende. Victor og Alberte var under alle omstændigheder allerede var på vej, da efterspørgslen så at sige var for nedadgående.
Problemerne med at fremskaffe børnene til udstillingen var som beskrevet et stort projekt, men returneringen viste sig at være behæftet med betydelig flere og omfattende problemer. I så høj en grad at det ikke lykkedes overhovedet for Alberta og kun for Victor da han genså sin fødeby i 1970 på en rejse formidler at ugebladet Hjemmet.
Det var udstillingskomiteens overbevisning at de tre vestindiske personer, dyrepasseren og ægteparret (der var blevet forvandlet til Victor og Alberta), skulle sendes hjem efter udstillingen. Men nu skrev Ford fra St. Croix, at børnene slet ikke kunne vende tilbage på grund at familiernes dårlige økonomi.
Melchior gik så med på at prøve at finde en løsning.
Det endte med at børnene fik ophold på Vajsenhuset, selv om de jo ikke opfyldte den grundregel at være forældreløse, men nu kunne de blive “opdraget til nyttige medlemmer af samfundet”.
Victor skulle lære et håndværk og Alberta undervises i håndgerning. Så kunne de efterfølgende sendes hjem til St. Croix hvor de kunne klare sig selv.
Skæbnen ville det imidlertid anderledes.
Alberta døde af tuberkulose kun 15 år gammel og blev begravet samme dag som det danske flag blev strøger på St. Croix, 31. marts 1917.
En dansk folkeafstemning havde fravalgt de Vestindiske øer.
Denne begivenhed havde den betydning for Victor, at han som dansk statsborger fik valget om han ville forblive i Danmark eller rejse ‘hjem’.
Victors uddannelse på Jonstrup Seminarium, hans soldatertid og hans arbejdsliv i Nakskov er beskrevet i hans egen bog “Fra St. Croix til Nakskov” som også er som bilag i denne bog. Både i en engelsk oversættelse og i den danske original skrivemaskineversion, med Victor Cornelins sidste retteler og justeringen.
Et stort arkivarbejde ligger bag denne bog. Den giver et flot indblik i de bevæggrunde der medførte to negerbørns debut i Danmark på en udstilling i Tivoli, og ikke mindst deres videre skæbne for at blive. Arkivernes store styrke kan ses af Victor/Alberta sagen, når Victor Cornelins’ egen bog sammenlignes med arkivernes tekster. Han måtte støtte sig til hukommelsen, og den er (heller ikke her) det absolutte sandhedsvidne.
Tonny Hald