Jo – Carlsbergfruen der gik egne veje.
Omgangskredsen havde mange sammenfald med Emma Gads bekendtskaber, hvilket kan læses af efterfølgende uddrag, hvor der blandt andet skildres både fælles mål og forskellig bedømmelse af tidens spørgsmål.
En betydelig ændring af ellers fastlagte normer kræver individualister der tør gå egne veje.
 |
Titel: Jo – Carlsbergfruen der gik egne veje Forfatter: Dorthe Chakravarty Udgiver: Gyldendal 290 sider, illustreret År: 2016 ISBN: 978-87-02-16386-5 |
 Find e-bog her |
*
Bibliotekernes beskrivelse:
Bogen om Jo Jacobsen er historien om en kvinde, der gjorde alt det, kvinder ellers ikke gjorde i begyndelsen af 1900-tallet. Efter elleve år som feteret rigmandshustru forlod Jo Jacobsen (1884-1963) i 1918 sin mand, Carlsberg-arving Vagn Jacobsen, for at finde meningen med livet. Hun blev en kontroversiel skikkelse: skrev med succes skandaleromaner om sin tidligere svigerfamilie, kastede sig i 1920’erne og 30’erne over tidens store spørgsmål og gik forrest i kampen for kvindesag, seksualoplysning til børn og fri abort, lod sig uddanne til psykoanalytiker i Berlin og Wien, kæmpede for sin og andre kvinders frigørelse – og betalte dyrt for sin kamp.
*
Uddrag omhandlende Emma Gad:
(p39) Aller-familien holder jul på Sophienholm nord for København og har familie, der deler sommerferie og eftermiddagsaftaler med Jo’s børn, Vii og Carl. Takt-og-tone dronningen Emma Gad er også med i omgangskredsen. Sangeren Peter Cornelius, komponisten Carl Nielsen og hans hustru, maleren og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen kommer på besøg.
(p46) I forsommeren 1916, hvor avisernes forsider er fulde af rapporter om uendelige slag ved Vedun i Frankrig, hungersnød i Polen, om skibsforlis og forøgede priser på brændsel og mad beslutter Jo nemlig at holde garden party lige midt i København. Det skal ske sammen med adskillige af byens prominente fruer, og det foregår i regi af Foreningen for Hovedstadens Foskønnelse, som Carl Jacobseb var med til at etablere i 1885. I 1916 gælder det indsamling af penge, der skal finansiere en kamp mod de mange plakatsøjler og moderne hæsligheder, der tager fokus fra byens smukke tårne. Få dage inden arrangementet bliver afholdt, skriver Politiken en besk kommentar om festligheden. Nok er det foreningens damekomité, der arrangerer, og nok er Emma Gad formand for komitéen, men avisen ved, at når begivenheden er tilladt af højeste myndighed, skyldes det en stærk kvinde. Festen skal nemlig holdes i den nyanlagte gård ved Det Kongelige Bibliotek, og ikke nok med det; i krigsttid, hvor der burde være lukket, vil der blive åbnet ind til Tøjhusets arsenaler.
Avisen kan fortælle, at fru Vagn Jacobsen har været i audiens hos indenrigsministeren, der, som journalisten bidende skriver, har givet tilladelsen til festligheden og nok samtidig lovet at købe en rose og drikke en kop chokolade på dagen. At man benytter landets øverste politikere og nationens smukke bygninger til at holde fest i en krigstid, giver anledning til at placere et portræt af Jo Jacobsen i avisen, hvor det ellers kun sjældent er billeder og omtale af kvinder. Politikens journalister er med egne ord “nødt til” at kaste sig sig over sagen, og under portrættet af Jo med en høj påfuglefjer i bandeauxen er placeret en imaginær snak med Fru Vagn Jacobsen:
“‘Skal jeg nu i avisen?’, vil fruen på Carlsberg sige, når hun læser disse linier ved sin mortenthe, mens solen skinner ind fra parken og alle blomsterne gløder. ‘Jo, frue, nu undgår De det ikke længere. Livet er hårdt at leve og dets krav må ubønhørligt opfyldes.'”
Imens går planlægningen uanfægtet videre. Emma Gad skriver breve til fru Vagn Jacobsen og giver gode råd om, hvordan Jo i den rette tone skal invitere medlemmer af kongehuset. Komitéens formand er skribent på Politikens sektion “Dametidende”, og hun sørger for, at avisen ikke bringer flere spydige artikler. I stedet er toppen af forsiden et par dage sener ryddet for krigsstof. Biblioteksgården pryder dagbladet, og Emma Gad har skrevet en længere artikel om formålet med arrangementet. På selve dagen falder den tidligere nok så kritiske journalist pladask for fruen med den store hvide hat i champagneboden, fru Vagn Jacobsen. Hun får nok engang et billede på de trykte sider, og han taget fat i den milde ende af pennen og leverer en fylig beskrivelse af festligheden, hvor Jo sælger champagne, bonbons og jordbær. Ret skal være ret, journalisten forsøger sig med lidt klritik af arrangementet og spørger om tre kroner i entré ikke er lidt dyrt. Sammenlignet med tiden øvrige prisniveau for teater og biograf, der ligger mellem 25 og 50 øre, har han fat i den lange ende, men i en samtale med Emma Gad får han at vide, at det er helt rimeligt. Pengene går til et godt formål, og den ekstraordinære åbning til Tøjhusmuseets arsenal er i øvrigt bare en mindre del af arrangementet. Dermed er det skarpe overstået, og journalisten kan vede blikket mod alt det skønne i champagneboden, hvor Fru Vagn Jacobsen med sine børn overstråler alle, og han noterer til læserne, at Vagn Jacobsen dukker op og med en guldmønt betaler sin hustru for et glas champagne.
(p73) November 1919 har Gunhilda Skylfri Andersen nemlig stranguleret sin mand i deres fælles hjem i København. Officielt er ægtefællen skorstensfejer og havnearbejder. Ifølge Politiken, der følger den dramatiske sag, er han “alkoholisten, slagsbroderen og driverten Niels Peter Andersen”.
…
Hun idømmes seks års forbedringshus for drab. Domsafsigelsen vækker megen vrede. Mange mænd som kvinder mener, at hendes handling skal ses som et desperat forsøg på at slippe ud af et “helvedesægteskab”, for kvindesagsforkæmperen Matilde Bajer kalder forholdet. Der bliver holdt møder og indsamlet over 5000 underskrifter for at få hende benådet, hvilket ikke lykkes. For det er ikke alle der mener, at hun er uden skyld. Hun kunne og burde have forladt sit ægteskab i stedet for at myrde sig ud af det.
…
Jo skriver til sin veninde, at hun er fuld af “søsterlig medfølelse” over, at se den dømte “lemlestet af et uhyggeligt maskineri”, som hun kalder retssystemet, og mener som mange andre, at drabet ikke skal dømmes som forbrydelse. Det er en overilet handling, der skal forstås og straffes i hold til dens forhistorie. Samtidig er hun fuld af afsky over for blandt andet den måde, Emma Gad ytrer sig om sagen. Jo føler sig led ved “den gamle fruentimmer” og får “grundig kvalme” af den “pænhed og råddenskab”, som Gad og resten af det københavnske parnas giver udtryk for i forbindelse med dommen.
*