Den tiende Muse.
Asta Nielsen blev stumfilmens absolutte førstedame i en karriere der begyndte med filmen ‘Afgrunden’ i 1910. Den store succes var begyndelsen til et mangeårigt samarbejde med Urban Gad, Emma Gads yngste søn, som instruktør og manuskriptforfatter, og Asta Nielsen som stjernen i deres mange stumfilm.
Dette store gennembrud for Asta Nielsen, Urban Gad og Dansk Film, kan ses på YouTube i to dele med dansk fortæller: Afgrunden 1910, del 1 og Afgrunden 1910, del 2
De var gift 1912-1918 (dog reelt kun til 1915), men fortsatte hver især derefter med filmsamarbejde i mange år.
|
Titel: Den tiende Muse Forfatter: Asta Nielsen Udgiver: Gyldendahl 270 sider, Illustreret År: 1945/46 3. udgave 1998. ISBN 87-00-33448-0 |
 Find bog og e-bog her |
De originale 2 bøger, ‘Vejen til Filmen’ og ‘Filmen’ er nu samlet i ‘Den tiende Muse’.
Der er en medrivende gennemgang af Astas opvækst i trange kår, hvor sygdom allerede havde ramt hendes far år før hendes fødsel, så dagen og vejen lå ikke i så faste rammer som kunne ønskes.
Derfor måtte de også flytte mellem København og Malmø når der var arbejde til faderen. Ofte mødte han med store smerter, men måtte bide det i sig for at beholde arbejdet; der skulle tag over hovedet og noget til at stille sulten.
Asta Nielsen havde en storesøster der stod som den største støtte gennem barndommen. Og senere, ikke mindst da der opstod problemerne i forbindelse med Astas teaterkarriere. Det var jo en udgiftkrævende uddannelse, og selv om der blev opnået lagater og friplads, så mente moderen at Asta i stedet burde deltage i familiens underhold ved et arbejde.
Det lykkedes at blive teaterskuespiller. Men de gode roller stod ikke i kø til Asta Nielsen. Det var svært at vriste de gode roller fra de etablerede kunstnere.
Derfor bestod arbejdet på Det ny Teater en overgang bare i at hente sin gage. Det frustrerer unge mennesker. Asta Nielsen fortalte den kunstneriske rådgiver og maler Urban Gad om en tilbud hun havde fået om at indspille en film, men havde afslået på grund af hun ikke mente at passe til rollen.
“Hvis jeg nu skriver en film, vil De så spille den?” spurgte han.
Dette skæbnemøde i frustration over ledighed, er begyndelsen til anden del af hendes liv: Filmen, og her var succes’en svimlende.
Den formidable succes Asta og Urban her indledte, gjorde dem begge til stjerner. Efter at være rejst til Berlin lavede de mere end 30 film sammen, før deres professionelle samarbejde sluttede i 1915 (mens ægteskabet sluttede i 1918).
Efterfølgende fortsatte begge deres karierer.
I Pauserne mellem de kontraktproducerede film, var Asta også på teaterturneer, og både disse, som filmeventyret, har bogen mange historier fra. Beretninger om arbejdsforholdene der var bag scenen som bag kameraet, og diverse magtkampe der blev kæmpet når kunstneriske misforhold opstod, eller når økonomiske midler skulle søges eller fordeles.
George Brandes roste på et tidspunkt de oliven der stod på bordet hos Admiralen [Gad]. Emma Gad pointerede senere overfor Asta, at der aldrig måtte mangle oliven når George Brandes var på gæstebud.
Dette huskede Asta og ved et møde i Berlin hvor hun bød på oliven og fik meget overraskende meddelt at han hadede oliven. Han havde kun af høflighed rost dem en gang, hvorefter de blev serveret i alle mulige afskygninger hver gang han sad til bords i Dronningens Tværgade.
Et enkelt af bogens billeder er sammen med Urban Gad, og et er sammen med datteren Jesta. Ellers står der Asta på det hele.
Kærlighed og moderskab springes der let og elegant hen over. Kun når det gælder søsteren åbner hun lidt af sit lønkammer.
Ud over Asta Nielsens barndom, er det en bog om arbejdslivet som feteret skuespiller. Og det er vel også det der er mest interessant her 100 år efter.
Tonny Hald