Alle tiders Emma Gad.
Mette Winge har valgt yderligere, ud over Emma Gads specifikke liv, at illustrere teksterne med tidstypiske begivenheder fra den københavnske dagligdag. Det passer fint med teksterne der også placerer Emma Gad ret i det københavnske samfund, og den politiske sfære på det tidspunkt.
Titel: Alle Tiders Emma Gad Forfatter: Mette Winge Udgiver: Politikens Forlag 214 sider, Illustreret År: 2005. ISBN 87-567-7363-3 |
|
Find bog eller e-bog her |
Her er den store billedbog om Emma Gad.
Mange af billederne kendes mange steder fra, der er jo kun de samme arkiver at søge i. Denne bogs format (22×22 cm) gør dog det muligt at vise billeder i et pænt stort format. Flere endog over 2 sider.
Bogens store format er ikke udelukkende en fordel. Der er mange sider, og der er trykt på flot papir, og det giver et lille problem; den er for tung. Så ryger den hurtigt ned på bordet; og så bladrer man bogen igennem, snarere end at læse den.
Indholdsmæssigt kommer bogen fint omkring Emma Gads liv og gøremål, så det er en udmærket informativ bog, for de der kun kender Emma Gad fra ‘Takt og Tone’; og disse personer kan kun blive imponeret over Admiralindens alsidige gøremål som i bredde og antal næppe kan finde sin overmand/kvinde eller sin lige.
Dramatikeren – Arrangøren – Foreningskvinden – Forfatterinden – Journalisten.
Bogen har en fin gennemgang af det der var Emma Gads første varemærke, de dramatiske stykker på de københavnske scener. Her er de alle nævnt med handling og anmeldelse. Kommentarer har E.G også til nogle urimeligheder hun følte ved mindre gode anmeldelser.
Herefter følger de næste projekter som arrangør. Den første udstilling er fra 1895, Kvindernes Udstilling, som blev fulgt af mange – for hun var god til at skabe et overskud! Det skulle bruges til et ‘Kvindernes Hus’, men det var for stor en mundfuld på det tidspunkt, og kom først til verden læge efter Admiralindens død. Foreningsarbejdet tog også snart fart, både på det sociale område (Dansk Kunstflidsforening – for at lære alle kvinder et fag så de kan klare sig selv) og det fagforeningsmæssige (Hegnet og Danske Dramatikere).
Naturligvis har bogen også en kort beskrivelse fra opvæksten, forelskelsen og livets slutfase.
Mette Winge har valgt at beskrive hele vejen rundt om Emma Gad. Derfor kan der godt mangle en lille dybde her og der, for at kunne komme helt ind i sjælen på værtinden i Dronningens Tværgade 40.
T.H.