Julius Clausen 1935

Danmark i Fest og Glæde.

---

En ganske særlig Stilling indtog et udpræget og førende københavnsk Bourgeoisi-Hjem. Det var grundet af Forfatterinden EMMA GAD og hendes Mand, den Gang Kongens Jagtkaptajn, senere Admiral. Næppe noget Hjem facetterede som dette begge Sider af Datidens gode Selskab; dette i bedste Forstand aandeligt levende Hjem dækkede ved sin redebonne Oplagthed to adskilte Felter af Tidens Indstilling og Kultur.

	Titel: Danmark i Fest og Glæde Bind 5, 1870-1914 Redaktion: Julius Clausen og Torben Krogh Udgiver: Chr.Erichsen År: 1935-1936 6 bind, illustreret.

(side 61:)
Gennem sin Hofcharge og ved hele sin sociale Position knyttede ADMIRAL GAD det store, slægtsprægede Hjem, der samledes om ham og hans Hustru, nær op til de eksklusive københavnske Kredse, som bestemte Smag og Tone i det københavnske Selskabsliv gennem hine Tider. Men dernæst blev Slægten Gad ved Indgifte bragt i nært Forhold til et Par af Samtidens største Navne paa den internationale Kunsts og det europæiske Aands-Kulturomraade, først gennem den fremragende og vidtkendte norske Maler Fritz Thaulow, dernæst gennem den sidenhen verdensberømte franske Kunstner Jean Gaugin, der i den Tid var bosat i København og fandt Venskab og Forstaaelse i det københavnske Bourgeoisi-Hjem, hvortil han ved Svogerskabet var knyttet. Og ikke mindst gennem sin Familie-Forbindelse med Datidens betydeligste Teater-Kritiker, Landets senere Finansminister i Verdenskrigens Aar, EDVARD BRANDES, aabnede det Gad’ske Hus sig for de nye Tanker og Ideer, der udgik fra det moderne Gennembrud i vort Aandsliv, og som betegnede en af hine, — af Bedsteborgerligheden evigt forkætrede — Smalsporsbaner, hvorover europæisk Dannelse pibler ind over Danmark. Om denne nye Tidsaand og om europæisk Kultur vidste det snævre Rangs- og Bureaukrat-Societet ikke meget udover, at en vis DR. GEORG BRANDES, — nylig vendt hjem fra Berlin — i Tide var blevet stoppet i sit frække Forsøg paa at opnaa Hauchs ledige Stol som Professor i Æsthetik og nu hævnede sig ved at larme fra nogle Lokaler vistnok omme i Badstuestræde for en Flok unge ubefæstede Mennesker imod Konge, Fædreland og den luthersk-evangeliske Trosbekendelse!

Og det var med Undren, og dog ikke uden Respekt trods nogen Misbilligelse, at den fornemme Inderkreds saa det Gad’ske Hjem inddrage Navne fra dette farlige Hjørne af Kunst og Aandsliv i deres Omgang og aabne dem deres Hus. Emma Gad og hendes Hjem bør mindes, fordi det indenfor det københavnske Selskab blev en af Sluserne for den ny Tids Strømninger, ligesom hendes egen Personlighed staar som en af de nobleste og i god Forstand typiske Skikkelser indenfor Datidens københavnske Cirkler, — dem hun, der selv var præget af sin Herkomst fra den gamle og gode Bourgeoisi-Slægt Halkier, har evnet at skildre i sin træfsikre og mildt ironiske Form gennem sine Skuespil.

(side 91:)
Den selvbevidste Kavaler, der er udmærket af Husets Frue med Hvervet at føre Ballet op, klapper i de hvide Handske-Hænder. Alle bærer hvide Glacés, gjort tilgængelige hjemme fra i alle Fingre med Talcum. Thi det er Helligbrøde at berøre en Dame med de bare Næver, selv hvor hun har Tøj, — end sige da som nu — paa den nøgne Ryg helt ned under Bæltet!

Den selskabelige Etikette i hine Aar var meget streng og hvilede i Troen paa kvindelig Kyskhed og mandlig Beskedenhed. Nylig udkommen var jo den berømte Haandbog i højere Moral, samlet af Fru Emma Gad, med den muntre Titel: »Man skal aldrig —!« senere efterfulgt af en: »Man skal altid —!«, og senere hen af den gode og almengyldige Lovbog for selskabelig Kultur: »Takt og Tone«. Det var grundige Kursus i Levemaade, lavere Stadier rykkede op og gled ind i den finere Portion, eller var indflyttet fra Landet og Provinsens mere snævre Horisont til det københavnske Selskabs fuldt mondæne Kredse. For de gamle Slægts-Hjem var den nye Kodeks jo blot Bekræftelsen paa den vante Anstand og Noblesse, hvis første og selvfølgelige Bud er den korte Formel: Vær fordringsfuld overfor dig selv, men ikke overfor andre. Med andre Ord: Behersk dit Ego!