Tredive aar paa det danske Parnas.
Jeg havde i London knyttet Forbindelse med et literært Agentur og her i Byen stiftet Bureauet “Hamlet”. Jeg havde dagligt Arbejde paa det Kontor, hvor ogsaa de danske Dramatikeres Forbunds Forretningsfører Hr. Philip Sørensen holdt Kontor den Gang i Forbindelse med Nordisk Musikforlag i Vimmelskaftet.
|
Titel: Tredive aar paa det danske Parnas Forfatter: Palle Rosenkrantz Udgiver: Hasselbalch, København 244 sider År: 1927 |
Af danske Dramatikeres Forbund havde jeg været Medlem siden dets Stiftelse i 1901. Forfatteren Albert Gnudtzmann var Forbundets Formand, han var en stilfærdig Jurist, hensynsfuld og behagelig i Forretninger, idet han gennem flere Aars Kancellitjeneste havde tilegnet sig en saglig Facon, der letter alt Samarbejde. Desuden var han en sjælden retskaffen og brav Mand. Sjælen i Forbundet var Fru Emma Gad, dets egentlige Stifterinde, der udmærkede sig ved en elskværdig københavnsk Velgørenhedstone, der saa at sige danner det kvindelige Komplement til Kancellivæsnet og virker ligesaa fremmende paa Samarbejde uden skarpe Kanter.
—
Albert Gnudtzmann sørgede for, at det formelle juridiske blev iagttaget, og Fru Emma Gad sørgede for Billighed og Hensigtsmæssighed ved at repræsentere det selskabelige Kompromis.
Forretningsfører Philip Sørensen var en energisk, lidt paagaaende Forretningsmand med Agentopdragelse; da jeg i et Aarstid havde arbejdet sammen med ham paa Kontor og var kommet fortræffeligt ud af det med ham, følte jeg mig uden at være knyttet til Dramatikernes Kontor som staaende det nær. Hertil kom, at mine Skuespil “Den bestøvlede Kat” og “Den røde Hane” m. fl. gav Forbundet gode Indtægter. I de Aar, da det var betydeligt mindre end nu, og da Indtægter af Skuespil opførte i København ikke berørte Forbundet, repræsenterede Indtægten af mine Skuespil en Fjerdedel af de samtlige Indtægter. Dette ganske irrelevante Forhold bidrog ogsaa til at øge min Selvfølelse.
—
Endnu et halvt Aar holdt jeg ud med „Masken”, idet jeg drog Klingen mod Teaterkritikerne og skrev en Række hvasse Profiler om disse almægtige Herrer over Dramernes Liv. Disse Artikler anses for de bedste, jeg har skrevet i “Masken”. Særlig lagde jeg ud mod Sven Lange, hvis Skuespil og Tendens jeg hele Tiden havde bekæmpet. Anledningen var hans ualmindelig saarende Anmeldelse af min Bearbejdelse af Max — altsaa efter de bedste Monstre et rent personligt Moment — men han var ikke den eneste. Fru Gad fik sit i Forbindelse med Gustav Wieds sidste Arbejde „Kærlighedens Kispus”, opført i Oktober 1914. Det var et daarligt Stykke og faldt. Min Anmeldelse var ærlig og velment. Jeg har altid holdt meget af Wied — ved sit Talent og sin beskedne Tilbageholdenhed en diametral Modsætning til mig selv. Fjorten Dage efter døde Wied under Omstændigheder, der ikke var en Hemmelighed for nogen. Emma Gad, denne prægtige, altid hjælpsomme Kvinde, skrev, at Bladenes Kritik havde dræbt ham, og jeg svarede meget alvorligt og bestemt i Artiklen, der stod i “Masken” V Nr. 6 d. 8. November 1914 (hvori tillige findes en ondskabsfuld Profil af Sven Lange) og ender saaledes:
“Vi kan have den dybeste Medfølelse med den Kunstner, der bøjes under selvberettiget Kritik, men vi kan hverken for hans egen eller Kunstens Skyld ønske, at Kunst modtages som Dilettanten paa en Velgørenhedsbazar i Bourgeoisiet.
Det er maaske ikke et taknemmeligt Arbejde at sige Fru Gad dette, men det bør ikke destomindre siges, og kan siges, fordi vi ikke staar ved et Menneskes Grav, men ved Mindesmærket over en Digter, som efter Kunstens Love ikke gaar gennem Dødens Port”.
Jeg skylder Sandheden at tilføje, at jeg trods disse Ord ikke mistede Fru Gads Venskab, og jeg paa min Side ærede hende og holdt af hende til hendes Død.