Verden og Vi
30. november 1917
Artikkelserie: Det springende punkt
I saa at sige ethvert betydelig Menneskes Liv har der været et øjeblik, hvor Vedkommende definitivt gjorde op med sig selv og vovede Springet — ud i det, der førte Berømmelsen med sig og som havde den fulde Interesse.
XI. Forfatterinden Fru EMMA GAD.
ADMIRALINDEN fra Dronningens Tværgade, »Politiken«s Dametidendes Redaktrice, Formandinden for »Danske Dramatikeres Forbund« og Stifteren af »Kvindernes Handels- og Kontoristforening«, er ikke saa lidt af en Mærkværdighed. Hvordan har dog denne repræsentative Dame, der er gift med en af Flaadens Chefer, faaet Tid til alt det, hun har udrettet?
Man kan begribe, at en Kvinde efter god gammeldags — men saa tiltalende — Recept gaar op i Arbejdet for sit Hjem, sin Mand og sine Børn. Man kan forstaa, at en Kvinde bliver fanatisk i Kravene om sin Stemmeret og alt, hvad dertil hører, — eller i det mindste, man kan ikke undgaa at bemærke dette Fænomen Gang paa Gang.
Fru Emma Gad er ikke fanatisk Kvindesagsdame, men paa Valgdagen stemmer hun ganske sikkert ikke paa samme Kandidat som Admiralen. Hun er en lige god Husmoder og Dramatiker, mere alsidig end nogen Mand og mere energisk end de fleste Kvinder.
Mine to smaa Drenge skreg altfor meget til det. Desuden var der de selskabelige Pligter, der skulde varetages. Men saa fik min Mand altsaa Stillingen som »tre Aars Kgl. Postskipper paa Korsør-Kiel«, og i den lille, rolige Storebælt-By fik jeg Tid til mange Overvejelser og til meget literært Arbejde. Hvad jeg før havde skrevet, var mest Noveller og Vers, — saadan som de allerfleste Forfattere vel nok er begyndt. Jeg havde dog ikke Mod til at bebyrde nogen med mine første literære Forsøg, saa de vandrede i Papirkurven uden at være læst af andre end mig selv. En Dag havde jeg dog faaet sat en hel lille Bog sammen, en Fortælling paa Vers for Børn, om en Hund, — og den viste jeg til min gode Ven, Literaturhistorikeren, Etatsraad P. Hansen. Han meddelte mig, at Versene var meget slemme, men at der dog alligevel bag det hele utvivlsomt var Talent. Han tog sig saa af min literære Opdragelse, lærte mig lidt Metrik o. s. v. Det har jeg siden haft en god Del Brug for.
Til at begynde med havde jeg slet ikke troet, jeg skulde være blevet Dramatiker. Alt muligt andet. Men saa var det en Dag, jeg fandt paa at skrive et lille Skuespil, som dog ikke var godt. Senere skrev jeg et andet, som jeg kaldte »Et Aftenbesøgs, og det indleverede jeg til Det kongelige Teaters daværende Chef, Kammerherre Fallesen. Kort Tid efter fik jeg et meget elskværdigt Brev fra den gamle Teaterchef, hvori han meddelte mig, at Teatret gerne vilde spille Stykket og tilmed straks, men kun paa den Betingelse, at det blev unge, uprøvede Kræfter, der fik tildelt de tre Roller. Jeg indvilligede naturligvis straks, og de »tre unge, uprøvede« hed Karl Mantzius, Poul Nielsen og Anna Lindemann, den senere Fru Anna Bloch. Det gjorde virkelig Lykke, og de første Sæsoner derefter kom det op nu og da. Det egnede sig saa glimrende til at supplere et Program. Nu havde jeg faaet Mod til at forsøge mig som Dramatiker, og jeg skrev saa i den efterfølgende Tid bl. a. »Et Stridspunkt«. Det gav jeg til Pietro Krohn, der syntes godt om det og viste det til Edvard Brandes, som den Gang var en samtidig meget anset og meget frygtet Kritiker. Ogsaa han udtalte sig rosende om mit lille Skuespil, og han sagde til Pietro Krohn, at den unge Dame, der havde skrevet »Et Stridspunkt«, absolut havde Talent. Han vilde gerne hjælpe mig og sætte mig ind i forskelligt med Hensyn til Teknik og andet, som jeg aabenbart endnu ikke rigtigt havde faaet Blikket op for. Brandes hjalp mig saa, og jeg er ham den Dag i Dag meget taknemlig for det. Nogle Aar efter skrev jeg saa »Et Sølvbryllup«, der vel nok er blevet mit kendteste Stykke. Det indleverede jeg til Det kongelige Teater, men fik det tilbage med den Motivering, at det absolut ikke egnede sig til Opførelse. Underhaanden hørte jeg den Censur, som Teatrets beskikkede Censor, afdøde Erik Bøgh, havde givet »Et Sølvbryllup” : Et ganske umuligt og talentløst Arbejde, som aldrig bør komme frem paa en Scene. — Det var da en Kritik, man kunde forstaa — eller rettere, jeg forstod den jo ikke rigtig og var noget modløs over den. Jeg husker, jeg sad en Eftermiddag og sørgede over det, da Professor Riis-Knudsen, der den Gang var Direktør for Dagmarteatret, kom og spurgte, om jeg ikke havde et Skuespil, de kunde bruge. Jeg havde Aaret i Forvejen faaet “Fælles Sag« opført paa dette Teater, og det havde gjort Lykke. Nu viste jeg Riis-Knudsen det tilbagesendte Manuskript til »Et Sølvbryllup” og fortalte ham Erik Bøghs Censur. — Det er udmærket! sagde han, maa jeg faa Stykket, saa er det antaget med det samme ! — Selvfølgelig fik Dagmarteatret saa “Et Sølvbryllup,; det kom snart efter op og blev en Succes. Med det Stykke var det, jeg slog igennem og begyndte at faa Navn som Dramatiker. Siden er det jo gaaet helt godt, men jeg har jo nok delt mig for meget. Man skulde selvfølgelig alene have været Forfatter.
Nu kan Fru Emma Gad alligevel med Stolthed se paa den lange Række Institutioner, som hun sidder i Bestyrelsen for eller har været Medstifter af. Overalt har der været Brug for den praktiske og repræsentative Dame.
A. H.