Klods Hans
1901.
Kvindelig Forfatterforening.
De herboende kvindelige Forfattere afholdt forleden Møde i Damernes Formiddagsklub for at drøfte Dannelsen af en Forening for kvindelige Forfattere. Til trods for, at Herrer var udelukkede fra Mødet, ser Klods-Hans sig i Stand til at bringe følgende næsten fuldt paaliodelige Referat af, hvad der foregik.
Til Stede var bl. a. Fru Kommandørinde Gad, Fru Amalie Skram, Frk. Ella Hancke, Fru Michaëlis, Fru Anna Larsen, Frk. Edith Nebelong, Fru Gutta Behrend og forskellige unge Damer, der hidtil ikke har opnaaet at faa noget trykt, men som skriver for egen Fornøjelse og for at øve sig.
Fru Amalie Skram overtog som den ældste af de tilstedeværende Dirigenthvervet og udbad sig samtidig Tilladelse til at indlede Diskussionen. Hun var glad over at se saa mange skrivende Kvinder forsamlede her; det var paa Tide, at Kvinden tog Manden Pennen ud af Haanden. Mandens Bøger var efterhaanden blevne det rene Duftromantik (Bravo!), Solstraalefortællinger for blegsottige Ynglinge og modnere Pattebørn. Den eneste, der en Gang imellem sagde et ærligt, godt og fordomsfrit uartigt ord, var Gustav Wied (Hør!) Vi maatte have lidt af Tonen fra Holberg frem igen i stedet for den blufærdige Knibskhed, som var Reglen hor vore mandlige Forfattere. Talerinden vilde henstille til de tilstedeværende, at der dannes en “Kvindelig Forfatterforening”, hvis opgave skulde være ved fælles Midler at sætte den nøgne og hensynsløse Sandhed i Højsædet tærkt ifald).
Frk. Edith Nebelong vilde blot gøre en eneste lille Indvending mog sin udmærkede Kollegas Foredrag. Det forekom hende, at naar Gustav Wied fremhævedes, burde Johs. V. Jensen ogsaa nævnes. Han gik dog hverken af Vejen for en Voldførsel eller en Radbrækning, og han kunde taale at se Blod.
Fru Kommandørinde Gad var ikke helt enig med de foregaaende Talerinden´r. Hun kunde strække sig saa langt som til et illegitimt Forhold og et Par uægte Børn eller tre, naar de blev serverede i en aandrig Sauce og fik et Par spøgefulde Repliker at løbe med, men man burde holde sig til en vis dannet Form og ikke skræmme.
Fru Amalie Skram indsaa ikke, hvad de kvindelige Forfattere havde med Damerne at gøre.
Fru Gutta Behrend turde maaske gaa ud fra, at de tilstedeværende havde læst hendet Debutbog “En Synderindes Bekendelser”. Hun arbejdede for Tiden paa en ny Bog, der skulde hedde “Den ubodfærdige Magdalene”, Fortælling i én Snublen og femten Fald. Naar Synden en Gang var kommen ind i Verden, var det da rimeligt, at der blev skrevet om den.
Frk. Ella Hancke vilde gerne spørge, om det var Meningen, at den kvindelige Forfatterforening skulde have egne Lokaler og om der i saa Fald ikke kunde blive indrettet Billard og Keglebane i dem.
Fru Amalie Skram havde intet herimod at indvende. Særlig ikke mod Keglebanen. Billard var maaske en lidt for blødagtig Sysselsættelse for en kvindelig Forfatter. Man maatte hellere anskaffe et par Haandvægte og nogle Boksehandsker samt en Buste af Bech-Olsen som en Type paa den mandlige Kraft, Kvinderne vurderede saa højt, men desværre fandt saa sjældent (Stærk Tilslutnming og langvarrige Haandklap).
Fru Anna Larsen syntes bedre om en Toreador i hel Figur.
Frk. Ellen Vipstjert havde ganske vist endnu ikke udsendt nogen Bog, men det var ingenlunde, fordi hun ikke var bleven opmuntret dertil. Hun havde haft Tilbud baade fra Peter Nansen paa Gyldendals Vegne og fra Bojesen paa det Nordiskes, men hun vilde først opleve noget stærkt og afgørende, for at have noget rigtigt at skrive om. Allerhelst vilde hun gøres ulykkelig og saa faa et lille Barn, men det var saa vanskeligt, for hun kom saa lidt ud i Selskabslivet (Bifald).
Efter at endnu et Par Damer havde haft Ordet, vedtoges det at danne den foreslaaede Forening, i hvilken samtlige tilstedeværende indmeldte sig med Undtagelse af Kommandørinde Gad, der udbad sig Betænkningstid.
Fixfax.