Berlingske, 20. februar 1914.
Flere af Morgenbladene bringer idag rygtevis den Nyhed, at Fru Admiralinde Emmma Gad havde paatænkt at drive det gamle Hofteater i den kommende Sæson.
Man er her noget paa Vildspor. Det gamle Hofteater skal som bekendt nedrives til Sommer, og det, der nu er sket, er blot det, at Admiralinden som kunstnerisk Støtte er tiltraadt den Komite, der, som vi forlængst har meddelt, er dannet med det Formaal at foranstalte en Afskedsforestilling paa den historiske gamle Scene.
Indenrigsminister Rode er Formand for Komitéen.
Afskedsforestillingen — vi har tidligere omtalt Programmet, men skal atter trække det op i Linierne — vil faa en kunstnerisk Skikkelse. Det er foreløbig bestemt, at Programmet skal bestaa af en Prolog, en Rococo-Ballet og af Marivaux’ „Le jeu de l’amour et du hasard”. Alt vil blive historisk gennemført til de yderste Detailler. Orkestret spiller gamle Instrumenter, Viola di Gamba, Violin o. l.
Det var Meningen, at Forestillingen skulde have fundet Sted den 1ste April, men da Hofteatret jo ikke har nogen Varmeledning, har man ment at burde udskyde Forestillingen til længere hen i April, til et blidere Klimas Tid. Dertil kommer, at Hr. Jerndorff, der skal spille en af Hovedrollerne i Marivaux’ Komedie, i den sidste Tid har ligget syg.
løvrigt vil man gøre alt for, at den gamle Scene paa Festaftenen kan blive saa smuk som muligt. Der indlægges elektrisk Lys helt ovre fra Nybrogade, og Tilskuerpladsen sættes ligeledes istand, saavidt gørligt i sin historiske Skikkelse.
Fritz.
Fyens Stiftstidende, 20. februar 1914.
Igaar var en kritisk Dag for Dagmarteatret. Og den forløb højst uheldigt! Det fik sig en ny Direktion,
men dets Personale udvandrede til et nyt Teater, „Alexandrateatret”. Igaar Eftermiddags samledes Dagmarteatret til Møde med det tidligere omtalte Konsortium, som repræsenteres af Holger Hofman og Overretssagfører Fr. Winther. Og denne meddelte, at han ikke havde været istand til at rejse den fornødne Kapital, fordi Dagmarteatrets Personale allerede i den lange Ventetid er blevet betydeligt reduceret.
Det er ogsaa tyndet ganske artigt ud! Med Johannes Nielsen gaar Fru Bodil Ipsen og Viggo Lindstrøm til det kgl. Teater. Adam Poulsen rejser foreløbig bort. Rasmus Christiansen er gaaet til Scala, Krause til Det ny Teater og Wilkens gaar sin Vei.
Og Resten havde under Haanden faaet Tilbud fra et nyt Teater, nemlig det andet Steds i Bladet omtalte Alexandrateatret”.
Hofteatret.
Hermed er Overraskelserne imidlertid ikke forbi. Den virksomme Fru Emma Gad vil arrangere en Række Forestillinger paa det gamle Hofteater ved Christiansborg.
Dog ikke før næste Foraar. Forestillingerne ledes af Skuespiller Roose ved Det kgl. Teater. Det gamle Hofteater bliver i den anledning foreløbigt restaureret og faar indlagt elektrisk lys.
Naar Københavnerne i den korte Periode har genopfrisket Bekendtskabet med den gamle Scene, bliver denne nedlagt.
Aftenbladet, 4. maj 1914.
Komitéen, som har arrangeret de tre Afteforestillinger i Hofteatret, gjorde sig store Anstrengelser for at faa Lov til at gentage disse Forestillinger for et større Publikum, det vil altsaa sige til en billigere Pris end de 15 Kr. man tog for Pladserne de tre Aftener.
Hoffet gav Tilladelse, Ministeriet var ogsaa villigt nok, men Brandvæsenet satte sig imod med Hænder og Fødder. Det gamle Teater er meget daarligt sikret mod Brandfare.
Derimod gav Brandvæsenet sit Samtykke til, at Publikum ved Dagens Lys maatte komme ind i Hold paa 100 Mennesker og tage det gamle Teater i Øjesyn.
Og i Gaar begyndte denne Indrykning af det store Publikum. Ialt gik 1000 Personer derind i Løbet af Timerne fra 1 til 5. De betalte hver 25 Øre, men de fortrød det vistnok ikke.
De blev højtideligt og elskværdigt modtaget af Admiralinde Emma Gad, et af de ivrigste Komitémedlemmer. Og de blev vist om og fik fuldgod Forklaring af Forfatteren, Skuespiller Robert Neiiendam. Ikke blot Scenen, men ogsaa Caroline Mathildes Værelse med de røde Silketapeter fik man Lov til at gøre sig bekendt med, og Hr. Neiiendam fik Minderne til at tale.
I Dag – fra Kl. 1 til 5 – kan man ogsaa komme ind i det gamle Teater i Kristiansborg Slots Ridegang.
Horsens Folkeblad, 7. juli 1914.
Redaktøren og Admiralinden.
Han beder hende sluge Kamelen.
Som et karakteristisk Eksempel paa, hvor nøjeregnende nu afdøde Redaktør H. Siversleth var i en enhver Sag, der blot i mindste Maade vedrørte hans kære Heste, tillader vi os at aftrykke nedenstaaende Artikel af “Hippologisk Tidsskrift” for 1. Maj. Det forekommer os unægteligt, at Redaktøren er saa stræng overfor den kendte Forfatterinde Admiralinden Emma Gad. Man kan dog ikke forlange, at enhver Forfatter eller Journalist skal vide lige saa nøje Besked om alt, hvad der vedrører Heste, som de dygtigste Specialister paa dette Omraade, for overhovedet blot at have Ret til om end nok saa flygtigt at skrive noget som Helst om Heste.
Admiralinden har dog næppe taget Redaktøren den lille Artikel fortrydeligt, navnlig da den slutter med et Par godmodigt spøgefulde Ord. Artiklen lød i sin Helhed saaledes:
Nonsens.
Jeg har alle Dage været en inkarneret Tilhænger af den Retfærdighed, som Kvindens Ligeberettigelse med Mændene uomtvistelig er, og som for Samfundet vil betyde store Fordele; man bør paa ingen Maade fæste sig ved, at mange Kvinder med den største Frejdighed udtaler sig om Ting, som de ikke har det fjærneste Begreb om, og som de slet ikke har gjort sig den Ulejlighed at undersøge; thi det er der saamænmd ogsaa Mænd, der gør; men naar Admiralinde Emma Gad i “Politiken” for den 21. April udtaler, at “den Tid er maaske ikke langt borte, hvor Hesten er et Dyr, der vises de smaa Børn paa Gaden paa samme Maade som nu den Kamel, der af en tyrkeklædt Medborger af og til træffes gennem Gaderne som en Reklame”, saa er dette et slaaende Eksempel paa, i hvor ringe Grad nogle Mennesker undersøger de Forhold, de taler om, og dette er saa meget mere fordømmeligt, som det jo vilde have været meget let for Fru Gad at skaffe sig Oplysning om, at Forbruget af Heste aldrig nogen Sinde har været i saa stærkt Stigen som siden Automobilets Fremkomst, en Stigning, der gør, at Danmark ikke for vor Eksport paa langt nær kan fremskaffe de Heste, som denne kræver, uagtet at vi dog i Fjor har eksporteret for over 20 Mill. Kr. At Hestene (Tillægsdyr) her i Landet paa Grund af den stærke Efterspørgsel i de sidste 6 Aar er tiltaget med ca 80.000 Stkr. aarlig, og at Antallet er i yderligere Stigen, kunde Fru G. jo ogsaa nok have skaffet sig at vide, om hun havde gjort mindste Forsøg derpaa. Det er rigtigt, at Automobilet i den offentlige Personbefordring har afløst Hesten; men der er nu en Gang, særlig i de store Kulturcentrer i Udlandet, andre Anvendelser for Hesten (om end for en anden Slags Heste), og denne Anvendelse vil, efter som Tiden gaar, blive større og større.
Det er en af de Fordele, som den kommende Ligeberettigelse for begge Køn fører med sig, at man fremtidig maa have Lov at sige en ubehagelig Sandhed til Damer, naar dette er nødvendigt, og i dette Tilfælde er det desværre paatrængende nødvendigt at sige: Nonsens, Fru Admiralinde! Og maa jeg saa bede Admiralinden sluge sin Kamel.
Spelth.”
Da en at Gustav Wieds Komedier nylig fejrede et eller andet Jubilæum paa Folketheatret, indledede Forfatteren Forestillingen med en Konference, hvori han gentagne Gange sagde:
— Jeg er ikke Dramatiker.
I Aftes leverede han med sit ny Femakts Satyrspil, “Kærlighedens Kispus”, Beviset for, at han i hvert Fald ikke altid er det. Et saa urimeligt og usammenhængende Stykke har næppe tidligere været fremført paa en københavnsk Scene; og de morsomme Replikker, der var i det, fløj forvirret rundt som Fluer i en Flaske.
De vittige Replikker var slet ikke fim. En blot nogenlunde habil Komedieskriver havde havt nok at dem til to Lystspil, ja, kunde have faaet Overskud — men de var ikke
forbundne ved saa meget som et Forsøg paa Handling, og de var altfor ofte smagløse, eller ligefrem uappetitlige og ildelugtende.
Gustav Wied karikerede i Aftes de Menneskildringer, han har givet i sine ældre Satyrspil, hvis Personer allerede var Karikaturer. Det blev for stærkt, og det virkede frastødende.
Ogsaa I de komiske Overdrivelser maa der være en vis Mening og Fornuft; og naar Tilskuerne hyssede efter Tæppets Fald, skønt de jævnlig havde let, medens det var oppe, var det sikkert mere, fordi de var fornærmede over Stykkets Mangel paa Idé og indre Sammenhæng end af Forargelse. Gustav Wied har før budt Publikum anderledes krasse Ting og er kommet helskindet fra det.
De Spillende havde aabenbart tilstræbt at forme en Række Figurer i den klassiske, moliere-holbergske Aand: Hr. Richard Christensen som en pjokket Hanrej, Fru Anna Jacobsen, der altfor ofte maa varetage det erotiske Spil, som en giftelysten Terentia, Hr. Bewer som en livsglad og pengegridsk Graver osv.; men det faldt altsammen fra hinanden i Brudstykker. Den eneste, der fik en hel Skikkelse stillet paa Benene, en overraskende og grotesk Skikkelse, var Fru Thorberg-Texiére, som her viste en ny Side af sit Talent. Hun spillede en sølle Kunstnerkone, der havde det usigelige over sig.
I den stærke Hyssen, hvormed Aftenen endte, blandede sig kun nogle meget svage Haandklap.
H.F.
Social-Demokraten, 18. oktober 1914.
Folketeatret.
“KÆRLIGHEDENS KISPUS”
Satyrspil i 5 Akter af Gustav Wied og Einar Christiansen.
Denne sidste Gustav Wied er en temmelig forkrøblet Unge af den Djævletøs, som Digteren har til Muse.
Den er fremkommen ved Bearbejdelse af de ganske muntre Dialoger “Dansemus”, under hvilken Titel Stykket i Tyskland er afgaaet ved Døden.
Her hjemme har Einar Christiansen og efter Sigende ogsaa Emma Gad søgt at puste nyt Liv i det.
Men Stykket er næppe blevet mere levedygtigt.
Der er stadigt ikke kommet nogen rigtig fuldbaaren Komedie ud af det, det er blevet til et underligt dramatisk Misfoster af Replikker og Scener.
Ringsted Folketidende, 26. oktober 1914.
“For adskillige blandt Wieds Venner kom – skriver “Politiken” – Budskabet og de Enkeltheder, der knyttede sig dertil, ikke som nogen Overraskelse. Gustav Wied havde siden Udgivelsen af Romanen “Pastor Sørensen” været nedtrykt og forbitret mod Tilværelsen. Han klagede ofte over, at Kritiken var uretfærdig imod ham, og at ingen mere vilde læse ham, og da nu i Efteraaret Krigen udbrød, og hans Indtægter fra de tyske Teatre som Følge deraf ophørte, begyndte han ogsaa at nære økonomiske Bekymringer.
Gustav Wied var allerede dette Efteraar ude af aandelig Ligevægt, og Opførelsen af “Kærlighedens Kispus” paa Folketeatret forleden, bragte ham ikke den Oprejsning, han havde ventet. Han gik dybt nedbøjet fra Premieren, og i et Øjebliks Forpinthed har Skuffelsen og Bitterheden i Lørdags formørket hans Sind.”
***
Gustav Wieds Betydning som Forfatter rækker ikke ud over Øjeblikket. Han hørte til den Art af Digtere, der kunde forarge, og hvis Hovedformaal syntes at være at forarge. Han har intet positivt ydet. Hans fornemste Opgave syntes at være at føre en Jargon, der hidtil holdt sig skjult i afsides Rum og Kroge, frem paa Bøgernes Blade og i Kampens Lys. Mod alt dette reagerede Folket efterhaanden saa kraftigt, at selv de, der skulde støtte ham, maatte kapitulere. Og dette synes altsaa at være gaaet Forfatteren meget nær. Saaledes er det jo undertiden, at de der er krassest overfor andre, er følsomme overfor det, hvad der angaar dem selv. Det er et Vidnesbyrd om Brist i deres Karakter som offentlige Personer.
***
Som Privarperson skal Wied have været en særdeles tiltalende og elskværdig Mand.
***
Gustav Wied døde paa sin Villa “Kastellet” i Roskilde.
Han efterlader sin Hustru og tre Børn, to Sønner og en Datter.
Aarhus Stiftstidende, 1. november 1914.
Krig og Fred.
Apropos Gustav Wieds Død.
“Ugens Tilskuer” skriver bl. a.:
En Mand dør, fordi han er ensom, og ingen kan hjælpe ham, og aldrig saa snart han har lukket sit Øje, før de styrter til med skamløse, tomme Forsikringer, dem, hvis Afmagt han har stemplet ved selv sin Død. Han dør træt af Verden, og aldrig saa snart gør den ham til Midtpunkt i den Humbug, han har vendt sig fra. Han dør i best Erkendelse af sit Arbejdes Mangler og sine Evners Brist og opnaar – at Hr. Poul Levin og Fru Emma Gad gaar i Sorgen for hans Storhed. “Han var en stor Digter”, siger den første, – – – “formende Kunstner – hans store Romaner ejer en indre Konstruktion – tog sit Arbejde som en afgørende Sag – blev behandlet med overlegen Dumhed osv.” At han dog ikke oplevede dette – det vilde have beroliget ham. Fru Gad, der skriver Stykker og Artikler som hendes Medsøstre strikker Strømper, giver os et Indblik i sin lille Industri. Gustav Wied foreslaar hende at dramatisere “Dansemus”, denne “straalende Bog”. Hun er ikke begejstret for det, men hvad, til at strikke hører der ikke Begejstring, det kan man endogsaa gøre paa Maskine. “Naar De endelig vil, saa lad os tage fat.” Og saa tog de fat. Resultatet blev det Stykke, “Kærlighedens Kispus”, om hvis Kedsommelighed og Smagløshed Publikum og Kritikere for en Gangs Skyld var lige enige om og hvis Skæbne fik Gustav Wieds Mismod til at flyde over. Det er meget sørgeligt. Fru Gad er bevæget men ikke forknyt. “Han kommer aldrig mere!”
Jo. “Han kommer og bliver ved med at komme paa stille Vinteraftener, ved Lampens Lys. Han kommer gennem sine Bøger, der ikke kan dø saaledes som han selv – hans unge, vidunderlige Satyrspil, hans Ungdomshistorier, hans Dansemus, hans Slægt, og hvad han har kaldet denne stolte Række Værker, der altid vil være Venner for unge Danske, der ligesom han har en Skælm bag Øret”.
Han ikke blot kommer – nej, han udkommer i samlet Udgave, medens Rørelsen endnu er frisk og Begejstringen ikke forduftet. Om faa Dage vil unge Danske formedelst en overkommelig Sum kunne sikre sig ikke blot hans “Satyrspil”, men “Pastor Sørensen”, “Kærlighedens Kispus” og alle de andre Vidnesbyrd om hans Smag og Talent, dem, han selv døde af.
At vende sig bort i Lede fra sin egen Gerning, at holde Dommedag over den ved sin Død, og derefter at faa sin Udødelighed garanteret af Emma Gad og de Værker, over hvilke man fortvivlede, spredt i Folkeudgave, er det ikke en Skæbne, der maa kunne faa en Satiriker til at smile i hans Himmel!
Denne Fortvivlelse der forfølges af Løgnen udover Graven – det er en af Fredens Velsignelser.
– Langt borte knalder et Skud og en Mand styrter om som en blodig Masse. Det er grusomt. Men i hans Hjerte var der ikke Tvivl, der var Villie og Forvisning, og hans Efterlevende lukker Læberne fast i tavs Sorg. Lyve og overdrive behøver de ikke og klage har de ingen Trang til; thi trods alt synes de, at Livet er stort og værdigt, som den Død, der har sluttet det.
Horsens Folkeblad, 2. november 1914.
Det sidste Brev, Gustav Wied har skrevet, var til Fru Emma Gad, som havde hjulpet ham med Dramatiseringen af hans sidste Stykke. Fruen skrev for at trøste ham over Udfaldet og fik som Svar et Fotografi, bag paa hvilket der blot stod følgende:
Kære Emma Gad!
Ak ja!
Deres evige
Gustav Wied