Folkets avis, 23. januar 1908.
Aandens Arbejdere.
Naar og hvordan arbejder Hjærnen bedst.
Fru Admiralinde Emma Gad bebor en standsmæssig Lejlighed i Dronningens Tværgade.
Den flittige Forfatterinde lukker selv op og beder os elskværdigt tage Plads i hendes Arbejdsværelse. Et kæmpe stort Stykke Gobelin tiltrækker sig straks vor Opmærksomhed og hensætter os i fantastiske Drømme, som vi først rives ud af, da Fruen smilende spørger om vort egentlige ærinde.
– Have lidt at vide om, hvordan og hvornaar De arbejder bedst?
– Bedst arbejder jeg om Formiddagen, om Aftenen kan jeg slet ikke. Om Formiddagen er min Hjærne klar og frisk – men jeg forstyrres tit og ofte. Her kommer jo saa mange Mennesker og vil tale med mig.
– Vi bukkede dybt og siger “Tak”.
– De misforstaar mig. Jeg mener, der kommer saa mange og vil have, jeg skal interessere mig for et eller andet Foretagende, og det tager jo Tankerne fra éns Arbejde.
Mine Sujetier [motiver/temaer] faar jeg gærne om Morgenen, naar jeg er halvvaagen, og saa tegner jeg straks Ideen ned; men Formen udarbejder jeg først med det samme jeg skriver.
Ude i Humlebæk, nede ved Stranden, har jeg et lille hus, der søger jeg til, naar jeg rigtig trænger til Ro og ønsker at arbejde uforstyrret. Derude, hvor jeg er som afskaaret fra den øvrige Verden, skriver jeg saa en 5-6 Timer daglig, men kun om Formiddagen. Naar jeg saa mener, mig Arbejde er færdigt, tager jeg det med herind til Byen og “sliber det af”.
– Bruger De Stimulanser af nogen Art?
– Nej, det gør jeg ikke. Jeg véd godt, at mange ryger Cigaretter eller drikker Vin. Jeg nyder aldrig noget og ryger overhovedet slet ikke.
– Kommer der snart noget Nyt fra Fruen?
– Snart vil jeg ikke sige, men jeg er begyndt at sysle med en ny Komedie, foreløbig arbejder jeg paa Slutningen. Jeg vil nemlig gærne selv vide, hvordan den slutter. Man kan nemlig altid knytte en Knude, men Banaliteterne ligger i at faa den løst saaledes, at den tækkes Publikum. Men jeg maa nok først en tur til Humlebæk, før det helt vil lykkes mig.
Inden vi tager Afsked med Fruen, sender vi et stjaalent Øjekast til det pragtfulde Gobelin, der omtrent virker lige saa betagende som et af Fruens hyggelige Skuespil.
Emanuel
————–
Samme artikelserie blev genbrugt
————–
Aarhus Amtstidende, 20. maj 1908.
Hjernens Arbejdere.
Naar og hvordan arbejder Hjernen bedst?
Fru Emma Gad har opslaaet sin hyggelige Bolig i en af Byens gamle Gader – i Dronningens Tværgade. Her sidder Fru Gad ved sit Arbejdsbord og fortæller:
“Jeg arbejder bedst om Formiddagen – hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men det er en Kendsgerning, at om Aftenen kan jeg slet ikke bestille noget. Derimod er Hjernen om Formiddagen frisk og klar”.
– – – “Men Ideerne?”
“Ja, dem faar jeg paa et lidt ejendommeligt Tidspunkt af Dagen. Nemlig om Morgenen inden jeg er rigtig vaagen. De ved i denne mærkelige Tilstand, hvor man ikke sover og ikke paa nogen Maade heller er vaagen. Saa ridser jeg strax efter Ideerne ned – Udarbejdelsen la’r jeg vente.
Saa langt ude som i Humlebæk, ved Stranden, har jeg et Hus. Der tager jeg altid ud, naar jeg skal arbejde og ikke vil forstyrres. Ganske solo og fuldstændig afsondret fra mine Medmennesker arbejder jeg saa løs, 5-6 Timer eller mere om Dagen. Og saa, naar Arbejdet er færdigt, tager jeg det med til Byen og giver det den sidste Afslibning – ”
“Har De noget nyt Arbejde paa Stabelen?”
Den flittige Forfatterinde smiler lidt og siger saa:
“Ja, en Komedie, hvoraf jeg har Slutningen færdig. Det er altid rart at vide, hvordan ens Værk slutter. Det er jo Slutningen, Publikum sætter mest Pris paa. . .”
Haanden.
Dagens Nyheder, 1. juni 1908.
Direktør Dorph-Petersens Afskedsforestilling.
…
Til Direktør Dorph-Petersens Hjem indløb der et Utal af Breve og Telegrammer i Gaar fra den tidlige Morgen, og de hyggelige gammeldags Stuer forvandledes til rene Drivhuse, saa mange Blomster og Planter kom da fra Venner af den elskværdige Direktør og Beundrere af den joviale Skuespiller.
Ved Middagstid modtog Hr. Dorph-Petersen den her i Bladet tidligere omtalte Deputation, som kom til at bestaa af Oberst Fritz Holst, Professor Wm. Bloch, Fru Emma Gad, Gustav Wied og Hjalmar Bergstrøm. De overrakte Hr. Dorph-Petersen en mægtig Laurbærkrans, paa hvis dannebrogsfarvede Baand der stod “Fra danske Forfattere”, og Oberst Holst oplæste først den medfølgende smukt udstyrede Adresse, som havde følgende Ordlyd:
Hr. Direktør Dorph-Petersen!
Vi undertegnede danske Forfattere, af hvem Arbejder er bleven fremførte paa Folketheatret, beder Dem paa den sidste Dag, hvor De udøver Deres Virksomhed som Direktør, at modtage en Tak, ikke alene for den varme Interesse, hvormed De har omfattet vore Arbejder, men tillige for det nære og forstaaende Forhold, hvori De har stillet Dem til samtidig dansk dramatisk Litteratur i den Tid, De har ledet Theatret. Denne Deres Forstaaelse af, hvilken dyb Betydning Scenens Kunst har for et Lands Kultur og Særpræg, naar den har sin Rod i Folkets eget Sprog og Aandsliv, vil sikkert ikke undlade at sætte sit Spor i den rigere fremtidig Blomstring i Danmarks dramatiske Litteratur.
Oberst Fritz Holst holdt derefter en lille Tale, i hvilken han sagde, at Deputationen ikke blot kom for at takke Direktøren paa Underskrivernes Vegne for de Skuespil af danske Forfattere, han havde bragt frem paa den scene han nu forlod, Deputationen vilde ogsaa takke ham for det grundlæggende Arbejde, han havde udført for Fremtidens danske Skuespilkunst.
Hr. Dorph-Petersen takkede meget bevæget i hjertelige Ord og hilste paa Deputationens medlemmer, der alle var hans personlige Venner, ved et Glas Champagne.
Senere paa Dagen kom en meget stor blomsterdekoration fra Dramatikernes Forbund.
Efter Forestillingen i Aftes blev en Laurbærkrans fra Folketheatrets Personale slynget op paa Scenen.
Hver 8. Dag, 16. august 1908.
Det nye Teater ved Vesterbros Torv holdt forleden Dag Rejsegilde. Udadtil ser Teatret ogsaa ret færdigt ud med sine to ganske ens Facader i italiensk Renaissance mod Vesterbrogade og Gl. Kongevej. Men indeni hersker endnu temmelig Kaos, ud af hvilket der til Midten af September skal have udviklet sig en Scene, der er noget bredere end Dagmarteatrets og 100 Fod høj opefter, Paaklædningsværelser med Badeværelser, en Tilskuerplads, der kan rumme 1200 Mennesker, Foyer’er for Publikum, Skuespillere og Musikere og endelig en stor og elegant Teaterrestaurant ud mod Vesterbro. Komplekset har kostet en Million; dets Arkitekt er Ludvig Andersen. Det er indrettet med Henne-bique-Konstruktion, som Ingeniør Suensson har ledet, og som er interessant derved, at Balkonen og Etager tilsyneladende svæver i Luften — uden at støttes af Søjler eller Piller. En Nyhed et ogsaa Familielogerne — Loger pea fire Pladser med et tilhørende lille Værelse.
Teatrets Direktør, Viggo Lindstrøm, møder op med et stort og lovende Repertoire. Der er Arbejder af Dr. Manizius, Sophus Michaelis, Poul Levin, Emma Gad, Edgar Høyer, Albert Gnudtzmann, foruden gode udenlandske Ting af Dickens – Lille Dorrit, dramatiseret af Anton Melbye – af Oscar Wilde, Heyerinann o. m. a. Forhaabentlig vil der i den nye smukke Ramme oprinde en straalende Sæson – paa begge Sider af Rampen.
Viborg Stiftstidende, 3. september 1908.
Oberstindens Geschäft.
Fru Oberstinde Muus i Odense, der, som bekendt, er identisk med Kogebogsforfatterinden “Fru Constantin”, har til “Pol.”s Korrespondent fortalt, at det aldeles ikke var hendes Hensigt at paaføre Odense-Købmændene nogen Konkurrence.
En Frøken Margrethe Christoffersen var bleven Fruen anbefalet af Fru Emma Gad og Grosserer Moses Melchior. Frøkenen har tidligere bestyret “Dansk Kunstforretning”, og har nu i København oprettet “Damernes Kommissionsbureau”, gennem hvilket fremsendes Kranse og Buketter, byttes Bøger, gives Vejledning for kvindelige rejsende m.v.
Frøkenen har tillige et Agentur for et Londonnerfirma i Silke- og Besætningsartikler, Ting, som – siger Fruen – Provinsens Damer i Reglen søger forgæves hos deres Købmænd.
Det var derfra Obertinden havde Varer hjemme, af hvilke forøvrigt kun blev solgt for 75 Kr.
Berlingske, 23. november 1908.
Fru Emma Gad afslaar med Rette at referere Indholdet af sit nye Skuespil “Guldfuglen”, der paa Søndag skal opføres første Gang paa det kgl. Teater. “Vi dramatiske Forfattere har under Forhandlingen med Teaterdirektørerne om de nye Kontrakter maatet love ikke at røbe Indholdet af de nye Stykker, vi skal have opført. Saa meget kan jeg dog uden at være indiskret fortælle Dem, at jeg i “Guldfuglen” fremstiller Vrangsiden af det saakaldte gode Parti, Mistilliden hos de rige unge Piger, der er ombejlede lige fra deres 15de Aar. Min unge Pige er i dette Tilfælde en kjøbenhavnsk Bankdirektørdatter, der er i Besøg paa en Herregaard. Vi har i den senere Tid faaet saa mange Herregaardsstykker, at mit kommer lidt bagefter – det har nemlig været under Udarbejdelse i et længere Tidsrum, men denne Gentagelse af Millieuet vil forhaabentlig ikke skade det i Publikums Omdømme.
Som ung havde jeg skrevet Masser af store Stykker, men Fallesen vilde ikke spille noget af dem. Han sagde: Forsøg at skrive et mindre Stykke, saa skal det nok blive spillet, og i April 1886 gik mit første Arbejde, den dramatiske Situation “Et Aftenbesøg”, over det kgl. Teaters Scene. Det gjorde megen Lykke, blev spillet netop en Snes Gange og kom saa hurtigt frem, fordi jeg indvilligede i at lade de Unge: Fru Bloch, som endnu hed Frk. Lindemann og lige havde debuteret, Karl Mantzius og Poul Nielsen spille de tre Roller. Nu sætter Poul Nielsen mit nye Stykke i Scene, Fru Bloch spiller Titelrollen og Mantzius er ogsaa med.
Mit næste Arbejde var 2-Akteren “Et Stridspunkt”, som det kgl. Teater ligeledes spillede: derpaa fulgte “Fælles Sag” paa Dagmarteatret og “En Advarsel” paa det kgl. Teater – mit nye Stykke er det 15de i Rækken, saa jeg har en anselig Produktion at se tilbage paa. Min største Succes, “Et Sølvbryllup”, der vist er gaaet op imod 150 Gange paa Dagmarteatret, havde jeg først indleveret til det kgl. Teater. Men her blev det forkastet. Fallesen læste selv Censuren op for mig – hvad han slet ikke havde Lov til. Erik Bøgh erklærrede mit Stykke for smaatskaarent og sagde det var saa daarligt skrevet, at det savnede enhver Berettigelse til at blive antaget. Saa kom Riis-Knudsen en Dag ud til mig. Dagmarteatret trængte til et nyt dansk Stykke, og skønt “Et Sølvbryllup” var blevet forkastet paa Nationalscenen antog Riis-Knudsen det straks ubeset med den storstillede Ridderlighed, der er ejendommelig for ham. Det blev jo fortræffeligt spillet – især da Sophus Neumann havde afløst Cetti som Selby. Morsomt nok faar nu Fru Walléen, der som Sypigen i saa høj Grad bidrog til Succes’en, en lignende folkelig Rolle i mit nye Stykke.
Det bedste, jeg har skrevet er dog vistnok “Et Forspil”, der er lidt i den Edv. Brandes’ske Genre. Men for “Rørt Vande” maatte jeg i høj Grad lide fra alle Kunstinteresseredes Side, og Fru Bloch blev beskyldt for at kopiere Fru Hennings som Skuespillerinden Fru Mille Kruse.
Siden “Aabent Visir” spillede paa det kgl. Teater i Foraaret 1898, har jeg intet Arbejde faaet opført derovre. Heri fik Emil Poulsen, der selv satte det i Scene, sin sidste nye Rolle. Stykkets Emne: Den ugifte Moders Pligt og Ret til at vedkende sig sit Barn, optager mig stadig.
Jeg har aldrig søgt udenfor det Millieu, hvor jeg er kendt. Jeg har aldrig hentet mine Emner fra andre Lande eller fra Eventyrets Verden. Jeg har altid lagt Vægt paa det nøje Samspil mellem Forfatter, Skuespiller og Publikum. Jeg kunde tidt have Lyst til at skrive om sociale Forhold og skildre Kvindens Liv i Underklassen. Der er sikkert her vidunderlige Emner at finde. Men man maa have levet blandt disse Folk for helt at forstaa dem. Jeg har kun gjort et lille Forsøg i den Retniong, med en enkelt Akt i “Gadens Børn” paa Folketeatret. Men deraf lærte jeg, hvor vanskelligt det er ikke at tage sine Emner fra den indre Verden, fra Familielivet. Den ydre Verden er nemlig stadig under Forvandlingens Lov.
I hvor høj Grad end socialt Arbejde opfylder mig, er dog mit Forhold til Teatrene det væsentlige for mig. Og det er en stor Glæde for mig, at min Søn nu er slaaet ind paa denne Vej. Jeg føler til Tider ogsaa Lyst til Romanen, gennem den kan man henvende sig til en bestemt Del af Publikum. I Teatret skal man derimod i lige Grad tale til Patrket og Galeri og søge at bygge Bro mellem disse to forskellige Verdener.”
C. B-s.
Lolland Falsters Folketidende, 20. december 1908.
“Ludvig den 17de”
er Navnet paa et stort historisk Drama, der fra i Aften fremvises i levende Billeder paa Billedteatret i Jernbanegade.
Stykket er udført af de bedste Kunstnere paa Theátre francais i Paris, og er saaledes virkelig og fin Kunst. Da det forleden fremvistes første Gang i “Kosmorama” i København, i Overværelse af Notabiliteter som Fru Emma Gad, Professor Georg Brandes m. fl., blev det modtaget med stort Bifald, og Bladene skrev, at hermed havde Kunsten holdt sit Indtog paa Billedteatrene, samt at dette Stykkes Opførelse indviede en ny Æra for dem.
Det er det smukkeste og interessanteste Billede, der nogen Sinde er fremvist her i Landet.