Samme Stue hos Graaes. Der er tændt Lamper. Fru Graaes sidder og broderer. Direktøren kommer ind fra højre.
PERSONERNE:
| DIREKTØR GRAAE | FRU GRAAE |
| GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece | DAMER |
| JÆGERMESTER GRAAE | DORIS GRAAE, Hans Datter |
| GODSEJER SØTOFT | HERRER |
| FRU ROTHENBURG | STUDENT SCHNEIDER |
| GREV MONTEFIORE | Jægermesterens tre drenge |
| HR. VON HALLE | KANDIDAT HAGEN |
| FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes |
| 4. AKT | |
| 1. SCENE | Direktøren. Fru Graae. Senere Jægermesteren. |
| FRU GRAAE | Er Du endelig der, Vilhelm. |
| DIREKTØR GRAAE | Ja, undskyld, det var mig umuligt at naa hjem til Middag – jeg var til et Møde, der trak ud. Jeg haaber ikke, I har ventet? |
| FRU GRAAE | Nej, vi har spist. Det blev til en temmelig uhyggelig Middag; Du kom ikke, Hagen ikke heller, og Mauritz blev i sit Værelse – han er syg. |
| DIREKTØR GRAAE | Saa. Mon det ikke er Skulkesyge, han lider af. Har Fru Rothenburg været her? |
| FRU GRAAE | Nej, men hun maa jo snart komme. Jeg haaber, Du følger med os til Koncerten? |
| DIREKTØR GRAAE | Nej, desværre, jeg skal til en Generalforsamling. Jeg kom blot hjem for at se Posten. |
| FRU GRAAE | (sukker) Naa, saaledes. |
| Jægermesteren kommer ind fra Baggrunden og ser forsigtigt, om Nogen er i Stuen. Da han ser Direktøren og Fruen, vil han gaa igen. | |
| DIREKTØR GRAAE | (bliver ham vaer) Ah, Maurirz, er Du der – kom kun nærmere. |
| FRU GRAAE | Hvordan har Du det? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Aa, saa som saa. |
| DIREKTØR GRAAE | (smiler) Frisk Mod, min tapre Ven, der gives Øjeblikke, hvor man maa mande sig op. |
| FRU GRAAE | Om lidt kan vi vente Fru Rothenburg; af det Møde, ved Du, at meget afhænger. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det gør mig ondt, men det er mig umuligt i Øjeblikketat tale med Fru Rothenburg. |
| DIREKTØR GRAAE | Hvorfor? |
| FRU GRAAE | Du ser da ikke saa daarlig ud. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg vil betro jer, at jeg er ikke meget syg, egentlig slet ikke. |
| DIREKTØR GRAAE | Naa, Gudskelov. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det er blot min forlorne Tand, der er gaaet i Stykker ved at bide i en forbandet haard Tvebak i Dag. |
| FRU GRAAE | Gik Du da ikke til din Tandlæge? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jo, sporenstregs. Han lovede at sende den om en Time, men endnu har jeg den ikke. |
| DIREKTØR GRAAE | (ler) Død og Pine. |
| FRU GRAAE | Den kommer nok, men forresten gør det da ingenting. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tilgiv, Amalie, der gives Øjeblikke, hvor man maa være paa Højde med Situationen, og det er man ikke, naar man læsper. |
| FRU GRAAE | Men det gør Du ikke – det er ikke til at høre. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Saa er det da til at se. |
| DIREKTØR GRAAE | Nej. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Og føle – for mig. I maa undskylde mig hos Fru Rothenburg og sige, at jeg er bleven syg. |
| DIREKTØR GRAAE | (ler) Anden Gang gaar det ikke at blive syg, min Brave. |
| FRU GRAAE | Nej, kære Mauritz, for slig en Ubetydeligheds Skyld vilde det da være taabeligt at sætte din Lykke paa Spil. (gaar hen til Entredøren) Frederiksen. (Tjeneren kommer ind) Saa snart der fra Tandlæge Olsen kommer en – Genstand til Jægermesteren, saa bring ham den øjeblikkelig. |
| TJENER FREDERIKSEN |
Ja, Frue. (han gaar igen) |
| DIREKTØR GRAAE | Og jeg skal nok underholde Fru Rothenburg saa længe. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (slukøret) Ja, mange Tak. |
| DIREKTØR GRAAE | Men foreløbig maa Du undskylde mig – jeg skal ind og klæde mig lidt om. |
| Han gaar ud til venstre, idet han nikker venligt til Jægermesteren. | |
| FRU GRAAE | Jeg synes, det ringede – det er bestemt Fru Rothenburg. Du er nok saa god at tage imod hende og sige, at jeg kommer straks. |
| Hun gaar ud til venstre og nikker ligeledes til ham. Jægermesteren gaar hurtigt hen mod Baggrunden, stiller sig bag Forhænget og kiger ud. | |
| TJENER FREDERIKSEN |
(melder) Godsejer Søtoft. |
| Søtoft kommer ind fra Entreen. Jægermesteren kommer frem. |
| 4. AKT 2. SCENE |
Jægermesteren. Søtoft. |
| GODSEJER SØTOFT | (ser sig om, idet han kommer ind) Her er Ingen – (ser Jægermesteren) Naa – Goddag. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Er det Dig, Søtoft, velkommen, min brave Ven. Kom, lad os heller gaa ind i mit Værelse. |
| GODSEJER SØTOFT | (misfornøjet) Nej. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jo – |
| GODSEJER SØTOFT | Jeg gaar igen med det samme. Jeg kom blot for at sige Dig, at jeg er paa Vejen til Jernbanen. Jeg vil hjem. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Hvordan – nej, bedste Søtoft, kære Ven – |
| GODSEJER SØTOFT | Jeg er ked af den Behandling. Ja, nu har jeg gaaet og brygget paa det i min Ensomhed, og nu er jeg lidt efter lidt blevet gal i Hovedet. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Vist ikke nej. |
| GODSEJER SØTOFT | Jo, gu’ er jeg saa. Hils Frøken Doris og sig, at vil hun ikke have mig, saa kan hun lade være; nu rejser jeg min Vej – hjem, ja, og fejer det ud, alt det Kram, som jeg var begyndt at skrabe sammen til Ære for hende, baade Vinterhaven – ja, og de forgyldte Tapeter og de grønne Silkegardiner – ritsch ratsch – væk af Vejen – ud med det hele og med Tanken om hende og alle Fruentimmer til Hobe. Jeg har Chasseur, min Jagthund, den kan jeg forlade mig paa. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tror Du ikke, at jeg selv dadler hende – strengt, men sød er hun jo, den lille Heks – det Smil, hun har – |
| GODSEJER SØTOFT | (gnaven) Ja, det klæder hende forsømt godt, det Smil. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Der ser Du. Trods alt er Du jo dog forelsket i hende. |
| GODSEJER SØTOFT | Saa er det Pinedød under den stærkeste Protest af min sunde Sans. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ja, men – i Grunden holder hun af Dig – jo, hun gør. Hun sagde selv i Dag, at det var allerbedst for Dig selv, om Du fik en Anden end hende. |
| GODSEJER SØTOFT | (lidt formildet) Sagde hun det? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ja, hun ser godt sine Fejl. Og jeg ved jo, bedre end Nogen, at der midt i hendes Paafund og Luner er sande Guldkorn af trofast Ømhed. |
| GODSEJER SØTOFT | Tror Du ikke, de er svære at faa fat paa. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ikke, naar man kender hende som jeg – og Du. Tys, der tror jeg, hun kommer. Tal nu med hende – jo, Du maa. Lad mig blot forberede hende lidt. Gaa ind der i min Broders Værelse og vent, saa skal Du se, om lidt kommer hun ind til Dig. |
| GODSEJER SØTOFT | Sig hende saa, at man er piskende gal, at man ikke kan modstaa hende, den kokette lille Tingest, men at jeg alligevel – nej, sig ikke noget, hun ved det forbandet godt selv. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej, Kære – |
| GODSEJER SØTOFT | (vender sig i Døren) Jo, gu’ gør hun saa. |
| Han gaar ud til højre, idet Doris kommer ind fra venstre. Hun er i Aftentoilette. |
| 4. AKT 3. SCENE |
Jægermesteren. Doris. Senere Gyritta. |
| DORIS | Hvem talte Du med, Papa? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg? |
| DORIS | (peger paa Døren til højre) Ja, hvem var det, som gik derind – var det Fru Rothenburg? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej. |
| DORIS | Naa, hvordan gaar det – (ler og klapper ham paa Kinden) hvad, Hr. von der Tann. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (fornærmet) Du ved godt, jeg har ellers fortræffelige Tænder. |
| DORIS | Godt, saa siger vi – Hr. von der Zähne. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ses det ellers videre, naar jeg trækker Læben ned – saadan? |
| DORIS | Det klæder ikke saa ilde. Der er et eller andet Individ, Du ligner, jeg tror, det er en Karudse. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (strengt) Doris – |
| DORIS | Stakkels Du, som har maatet sidde ganske ene – |
| JÆGERMESTER GRAAE | (sukker) Ja, jeg har i min Ensomhed siddet og tænkt paa Dig og din Livsskæbne. |
| DORIS | Det er kønt af Dig, men Du skulde undgaa at bruge saa vanskelige Ord som “Livsskæbne”, indtil Du faar din Tand. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Hør fornuftigt paa mig. Jeg har talt med Søtoft. |
| DORIS | Hvis Du nu igen begynder at snakke om Søtoft, saa gaar jeg min Vej. Sig mig saa, hvem var det, der gik ind i Onkel Vilhelms Værelse? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (venligt) Hvor skal Du hen – Du er saa fin. |
| DORIS | Paa Koncert. Kan Du lide min Kjole? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det ligger udenfor mit Gebet. |
| DORIS | Ikke helt, for Du skal betale den. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tak. |
| DORIS | Hvem er saa derinde? Sig mig det. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Doris, Søtofts trofaste Følelser – |
| DORIS | (interesseret) Det er Hagen. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Aldeles ikke. |
| DORIS | (kigger i Nøglehullet) Saa er det Hr. von Halle. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (med en pludselig Indskydelse) Naa ja, naar du gætter det, saa – |
| DORIS | Ja, det er ham, jeg kan se et Knæ af hans graa Benklæder. (kommer tilbage) |
| JÆGERMESTER GRAAE | Gaa selv derind, kære Barn. |
| DORIS | Men sæt nu, at jeg kom ud derfra og fortalte Dig, at jeg var forlovet – hvad saa |
| JÆGERMESTER GRAAE | (med Overbevisning) Saa vilde jeg kun haave, Doris, at Du havde handlet til din egen Lykke. |
| DORIS | (lægger Armen om hans Skulder) Stakkels Papa, har Du helt opgivet Kampen? |
| Gyritta kommer ind fra venstre. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (ser hende) Slip mig. |
| GYRITTA | Ah, der er Jægermesteren – er De nu bedre? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (vil gaa) Aa – tak – |
| GYRITTA | Flygter De for mig? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (trækker Læben ned) Paa ingen Maade, jeg – |
| DORIS | Ja, Papa generer sig, fordi hans Læbe er lidt ophovnet, men det lægger Du ikke Vægt paa, vel Gyritta? |
| GYRITTA | Nej, hvorfor skulde jeg det. |
| TJENER FREDERIKSEN |
(kommer ind) En Pakke fra Tandlæge Olsen. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (hurtigt) Lad mig se – |
| DORIS | Tak, Fredriksen, den er til mig. |
| TJENER FREDERIKSEN |
(giver hende den) Vær saa artig, Frøken. |
| Han gaar ud. | |
| DORIS | (drillende) Det er den Tandpasta, Papa, som jeg har bedt ham sende mig. (putter den i lommen) Men sæt Dig dog ned, Gyritta. |
| GYRITTA | Jeg skulde ud og hente Avisen til Tante Amalie. |
| DORIS | Jeg skal bringe hende den, hvis Du vil blive hos Papa og opmuntre ham. |
| Hun gaar ud i Entreen, kommer straks efter tilbage med Avisen og gaar med den gennem Stuen ud til venstre, idet hun skotter til dem med et lille Smil. |
| 4. AKT 4. SCENE |
Jægermesteren. Gyritta. Tilsidst Doris. |
| GYRITTA | Det er kedeligt, De ikke er rask, kære Jægermester. Er det Tandpine, De lider af? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (usikker) Paa en Maade kan man vel nok sige, det er Tandpine. |
| GYRITTA | Maaske en Byld. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (forlegen) Det er noget – paa Indersiden – |
| GYRITTA | Hvad gør De ved det? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg havde tænkt – maaske en Krydderpose. |
| GYRITTA | Eller et Vandomslag. Maa jeg have Lov at se? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (trækker sig hurtigt tilbage) Nej, paa ingen Maade. |
| GYRITTA | Jeg beder undskylde. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (nærmer sig igen) De maa ikke tro, Frøken Gyritta, at jeg ikke paaskønner Deres Deltagelse. |
| GYRITTA | (ler) Da maa jeg sige, De ser ud, som De kun tænkte paa at slippe fra mig. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej, hvor kan De tro – naa, lad saa det hele briste eller bære – lad mig sige Dem – at jeg (ser til Entredøren) ja, Frøken Gyritta, den Interesse, der vises mig af Dem, kun den giver for mig Livet – om jeg saa maa sige – Buket, og hvis jeg turde tro – |
| GYRITTA | Kære Hr. Jægermester, lad os tale aabent med hinanden. Hvordan det saa end gaar, kan vi To ikke blive andet end Venner for hinanden. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Venner – ikke andet. Men tror De ikke, at senere hen – Tiden, den – |
| GYRITTA | Tiden vil ikke forandre min Tanke. (rækker ham Haanden) Tak for Deres Hengivenhed og Tillid. Vær forvisset om, at jeg sætter Pris derpaa. |
| DORIS | (kommer ind fra venstre) Nu har jeg bragt Avisen. Papa, se her, jeg kom i Tanker om – Tandlægen sagde, at Pastaen ogsaa var et ufejlbarligt Middel mod Tandpine. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Saa. |
| DORIS | (giver ham Pakken) Du skal se, den hjælper nok. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg skal forsøge – Frøken Gyritta – De undskylder – |
| Han hilser og gaar ud i Baggrunden. | |
| GYRITTA | Du er virkelig meget uarti mod din Fader, Doris. |
| DORIS | Lad Du os om det, kære Gyritta. Jeg tror, jeg holder af min Fader, saa jeg kan forsvare det, men Hver har jo sin Maade at være paa. |
| GYRITTA | Saa finder jeg det heldigt, at din Maade ikke er ganske almindelig. |
| Hun gaar ud i Spisestuen, hvor man under følgende Sceneser hende sysle med Ryggen til Tilskuerne. Doris gaar henimod Døren til højre, men stanser. | |
| DORIS | (alene) Der kommer Nogen. |
| TJENER FREDERIKSEN |
(melder) Kandidat Hagen. |
| Hagen kommer ind fra Entreen. |
| 4. AKT 5. SCENE |
Doris. Hagen. Tilsidst Gyritta |
| DORIS | Er De der, Hagen – endelig. Hvorfor kom De ikke til Middag? |
| KANDIDAT HAGEN | Jeg kunde ikke naa det og kommer nu for at gøre min Undskyldning. |
| DORIS | Jeg ventede det nok. Sæt Dem ned. |
| KANDIDAT HAGEN | (sætter sig) Tak – et Øjeblik. Jeg er lidt optaget. |
| DORIS | I Dameselskab har man ikke Lov at være optaget. |
| KANDIDAT HAGEN | Jo, af Damen. |
| DORIS | Det er en anden Sag. Synes De ikke, der er noget tiltrækkende ved at sidde og tale sammen, To alene, i et roligt Lampelys. De giver saa mange Tanker. |
| KANDIDAT HAGEN | Jeg troede ikke, De var særlig tankefuld. |
| DORIS | Jo, i Grunden er jeg ikke det Sommerfuglevæsen, som De maaske har trot. Derfor vilde jeg netop saa gærne tale med Dem – jeg vilde blot sige Dem, at – ja, det maa have forundret Dem, da min Fader sagde Dem, at jeg var forlovet. |
| KANDIDAT HAGEN | Med et Ydre som Deres kan det da umuligt forundre Nogen. |
| DORIS | (ser paa ham) Heller ikke Dem. |
| KANDIDAT HAGEN | Hr. Søtofts Tilsynekomst var ganske vist lidt uventet. |
| DORIS | Ser De, min Fader, han – ja – der er jo noget underligt i, at Forældre næsten altid sætter det materielle Hensyn højst. Synes De, at man har Lov til det. |
| KANDIDAT HAGEN | Et Fornuftsparti tiltrækker altsaa ikke Dem? |
| DORIS | Nej, ikke naar – ja, det vil sige, jeg synes nok, at Rigdom maa være et Surrogat, en Trøst for meget. Den er det næstbedste, naar man ikke kan faa det bedste. |
| KANDIDAT HAGEN | Og hvad er det bedste? |
| DORIS | Det siger man jo, at Kærlighed er – ikke? (efter et Ophold) Nu ses vi vel ikke mere? |
| KANDIDAT HAGEN | Formodentlig ikke. |
| DORIS | Men De er vist af dem, der ikke slipper Minderne; jeg har altid tænkt mig, at De gemmer paa meget og har lidt svært ved at faa det frem, ikke? |
| KANDIDAT HAGEN | Jo desværre, jeg bærer mig vist ofte dumt ad. |
| DORIS | Nej, det er i de Mennesker, at der bor allemest. Ja, det forstaar jeg – paa Bunden er jeg ligedan. |
| KANDIDAT HAGEN | (smiler) Saa maa der være langt til Bunden. |
| DORIS | (betonet) Man maa søge at finde den. |
| Gyritta kommer ind fra Spisestuen og stanser overrasket ved at se dem sidde sammen. | |
| GYRITTA | (vil gaa igen) Undskyld. |
| KANDIDAT HAGEN | (rejser sig bevæget) Gyritta, nej – gaa ikke. |
| DORIS | (for sig selv, idet hun ser paa dem) Naa saadan – altsaa dog. (staar et øjeblik i Kamp med sig selv og gør saa et Kast med Hovedet) Naa, ja, ja. (højt idet hun vender sig) Nej, Gyritta, Du maa blive og sige Farvel til Hagen. |
| KANDIDAT HAGEN | Aa ja – |
| DORIS | (drager hende nærmere) Vist saa, det er derfor, han er kommen. Du maa vide, vi har siddet sammen her, vi To og talt om Dig. |
| GYRITTA | Saa – |
| KANDIDAT HAGEN | Hvordan – |
| DORIS | Der er jo noget, man forstaar og føler, uden at man behøver Ord. Kære Hagen og Du Gyritta, elsk hinanden og bliv lykkelige. (til Gyritta) Jeg er vist ikke selv skabt for den store Kærlighed, dertil er jeg for ømtaalig og sart; det vilde være for stærk en Lykke eller ogsaa for stor en Lidelse – jo, jeg føler, den vilde dræbe mig; men at se Andres Kærlighed og at gøre, hvad jeg formaar for at nærme to Hjerter til hinanden, det er det yndigste, jeg ved. Saa, tal nu sammen – jeg gaar – I savner mig vist ikke. |
| Hun nikker til dem og gaar hen til Døren til højre. Idet hun aabner den, standser hun overrasket, vakler et Øjeblik og gaar saa med en rask Beslutning ud ad Døren. |
| 4. AKT 6. SCENE |
Hagen. Gyritta. Senere Jægermesteren. |
| KANDIDAT HAGEN | Aa nej, Gyritta, bliv. Har De da ikke mærket, hvor jeg har gaaet her og tosset hele Dagen blot for at faa Dem i Tale? Hvor kunde De tro, at jeg foretrak Doris for Dem. Det havde jeg ikke fortjent. |
| GYRITTA | Jo, lidt. De har vist hende vel megen Opmærksomhed. |
| KANDIDAT HAGEN | Frøken Doris er en af de unge Damer, hvis Væsen og Ord man ikke tager for Alvor – det gør hun vist mindst af Alle selv, lader det til. De De, Gyritta, De betyder paa engang Livets Alvor og Livets Glæde for mig. |
| GYRITTA | Er det sandt? |
| KANDIDAT HAGEN | De maa dog have vist, hvor jeg har Dem kær – jeg kan ikke forstaa, ikke forklare, hvorfor De er helt anderledes for mig end alle Andre. Jeg ved blot, at Kærligheden er der, og den slipper mig aldrig. |
| GYRITTA | Deres Ord gør mig meget lykkelig, endnu mere, fordi jeg var lidt vred paa Dem – ja, lidt. Hvorfor lod De mig i Uvished – hvorfor sagde De mig ikke dette før? |
| KANDIDAT HAGEN | Fordi jeg vilde være sikker paa Dem, før jeg taltem jeg syntes ikke, jeg havde Lov at binde Dem, men hvis De vil vente paa mig, som jeg vil vente paa Dem, saa skal intet skille os ad, naar jeg ad Aare kommer hjem. Kom, lad os tale om det altsammen, kære elskede Gyritta – |
| De gaar hen til en lille Sofa i Baggrunden, halvt skjult af en Skærm, og tage Plads, fuldstændig optagne af hinanden. Straks efter kommer Jægermesteren ind fra Baggrunden, og gaar helt ind i Stuen uden at blive dem vaer. Da han vender sig og ser dem, gør han en overrasket Bevægelse og lister sig hen til Døren til højre, men betænker sig, da han husker paa Doris og Søtoft; vil saa gaa tilbage samme Vej, hvorfra han kom, men stanser forlegen og tager Plads i Forgrunden, idet han diskret tager en Bog. Da han hører Lyden af et Kys, tror han at burde rømme sig. De To farer forskrækket op. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg beder meget undskylde, at jeg forstyrrer – |
| KANDIDAT HAGEN | (forlegen) Jeg beder – jeg vilde netop tage Afsked – |
| GYRITTA | Uden at gaa ind til de Andre? |
| KANDIDAT HAGEN | Det vil jeg helst. (rækker Jægermesteren Haanden halvt leende, halvt flov) Ja, nu er vi uforvarende blevne tre om vor Hemmelighed, Hr. Jægermester. Jeg beder Dem bevare den for os – levvel. |
| Han kysser Gyrittas Haand og gaar ud i Entreen. |
| 4. AKT 7. SCENE |
Gyritta. Jægermesteren. Straks efter Direktøren. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg vidste jo ikke – kunde ikke ane – hm (konserverende) Det er virkelig trukket sammen – Skyerne – jeg mener – udenfor. |
| GYRITTA | Saa – |
| Direktøren kommer ind fra venstre. | |
| DIREKTØR GRAAE | Ah, jeg troede, det var Fru Rothenburg. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej – |
| DIREKTØR GRAAE | Og saa er det med Dem, Frøken Gyritta, at jeg træffer min Broder i Tête-á-tête – |
| GYRITTA | (adspredt) Hvordan – nej, ganske vist – Tante Amalie spurgte hun ikke efter mig – undskyld. |
| Hun gaar hurtigt ud til venstre. | |
| DIREKTØR GRAAE | (ser efter hende) Tør jeg spørge, er det Dig, der har bragt hende i den Bevægelse? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det tør jeg maaske ikke paastaa – ikke ubetinget. |
| DIREKTØR GRAAE | Nej, jeg vil ikke sige, Du ser ud til det. Naa, gamle Kamerat – op Dig nu. Husk, Du gaar og venter paa Lykken. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (sukker) Vilhelm, kom, jeg har tilgivet Dig – jeg har glemt dine krænkende Ord i Dag. Ræk mig din Haand. |
| DIREKTØR GRAAE | Vær saa god, her er den, men jeg vil side Dig, jeg betaler ikke. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Benyt dog ikke saadanne ukærlige Udtryk. Jeg tænkte i dette Øjeblik kun paa Forsoning, skønt jeg har svært ved at forstaa sit Sindelag. (med Venlighed) Naa, lige meget, jeg er jo kommen ud over at betragte Dig som min Tilflugt og min Støtte. Jeg har maaske været for let, men jeg staar nu med en bitter Erfaring, berøvet alle Drømme. Jeg er beredt til at tage Livets Kaar som en Mand – resigneret og pligtopfyldet, Men derfor behøver vi da ikke at slippe de gamle Minder og den fælles Fortid. |
| DIREKTØR GRAAE | Nej, Kære, men lad os helst tænke paa Fremtiden. Takket være hende, Du venter, viser den sig jo nu rig og haabefuld for dine Blikke. |
| TJENER FREDERIKSEN |
(melder) Fru Rothenburg. |
| DIREKTØR GRAAE | Ah, saa trækker jeg mig tilbage til et Glas Sodavand og overlader Kamppladsen til Dig, jeg ønsker Dig det bedste Held og – (hvisker) God Fornøjelse. |
| Han gaar hurtigt ud i Baggrunden. idet Fru Rothenburg kommer ind fra Entreen. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (for sig selv) Naa. Terningen er kastet. |
| 4. AKT 8. SCENE |
Jægermesteren. Fru Rothenburg. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (gaar hende i Møde) Godaften, Kære Frue. |
| FRU ROTHENBURG | (venligt) Ah, er det Dem, jeg træffer, Hr. Jegermester. Er Fru Graae ikke visibel? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Hun kommer vist lige straks, men jeg er glad, at jeg faar Lejlighed til at tale lidt med Dem – alene. |
| FRU ROTHENBURG | Jeg er ganske til Deres Disposition. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg beder Dem – tag Plads. (kommer til at støde lidt til hende) Ah – unschuld- |
| Fru Graae kommer ind fra venstre men trækker sig forsigtig tilbage uden at blive set. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (elskværdig) Fru Rothenburg, hvis jeg læser ret i Deres Ansigt, er De ikke mere vred paa mig, vel? |
| FRU ROTHENBURG | Ach nej, bedste Hr. Jegermester, aldeles ikke – gar nicht. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tak, De ved ikke, hvor jeg har været nedstemt ved Tanken om, at De var fortørnet. Jeg troede ikke, at De vilde dømme saa forsonligt, saa – saa ædelt – jeg mener, jeg turde næppe haabe – |
| FRU ROTHENBURG | Ach, jeg tør vist ikke rose mig af at være edel. Det er jo ikke saa vanskeligt at være forsonlig, naar man ser, at Skæbnen saa gunstigt har ledet Ens Schritt til det bedste. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tak, Karoline, fordi De tænker saa smukt om mig. |
| FRU ROTHENBURG | Forstaa mig ret, Hr. Jegermester, jeg betragter det som et heldigt Træf, at Deres Optreten i Dag har givet mig Lejlighed til at tænke over Sagen, før det hele var arrangeret. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (studser) Hvordan – |
| FRU ROTHENBURG | (venlig men bestemt) Jeg har betænkt mig – ja, ich habe mich bedacht. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg skal da ikke forudsætte, at – at det Baand, der var Tale om – om at knytte, ja, jeg mener – at det er forbi? |
| FRU ROTHENBURG | Ser De, Hr. Jegermester, da Deres Ivrighed i Dag ikke var just – kolosal, saa var det min Agt, som det mest diskrete, at lade Sagen dø hen – jeg streber nemlig immer at være delikat. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Særdeles kønt – |
| FRU ROTHENBURG | Men siden De nu selv forlanger en Erklärung, saa vil jeg tale ehrligt. Da jeg i Mittags kom hjem, forefandt jeg en Billet fra min Sachfører, som havde været saa forsigtig i min Interesse at indhente nærmere Oplysninger om Deres pekuniære Status. Han er nemlig en overordentlig habil Mand – ganz famos – |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ja saa – hm – |
| FRU ROTHENBURG | Og det Indblik, han har faaet i Deres Affærer, har konstateret, at de er saa grundig verwickelte, at en uigenkaldelig Forbindelse kun kunde blive uheldig for os begge. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ikke for mig – jeg forsikrer Dem – |
| FRU ROTHENBURG | Saa maaske des mere for mig. Jeg kan kun beklage, at vor Tod er bleven optaget af Diskussioner, der ikke har ført til noget gunstigt Resultat, (venlig) men nu kan jo hele Resten besørges af min Sachfører. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ja, selvfølgelig – det vil sige, uheldigvis, saa – |
| FRU ROTHENBURG | Han kommer til Dem her i Morgen Kl. 10 for at træffe alle Dispositioner angaaende vore Forretninger. De vil finde ham overordentlig puncktlich og bestimmt. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Saa, sa – |
| FRU ROTHENBURG | (forekommende) I Fald det er Dem mere belejligt, kan han ochsaa vente til Übermorgen. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (tørrer Panden) Hvad Belejligheden angaar, kommer det ganske ud paa eet. |
| FRU ROTHENBURG | Det gleder mig. Ja, kære Hr. Jegermester, vil vi immer vedblive at være Venner – nicht wahr? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Venner – naa ja – ogsaa vi. |
| FRU ROTHENBURG | (trykker hans Haand) Ach ja, hvad var vort Liv uden Venner. Hvad var vor arme Existents uden Erkendtlighed – ja, ohne Erinnerungen, ohne Gefühl. (rørt) Jeg siger med vor store Dichter: “Was ist das Leben – ein Traum”. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tror De – ogsaa for Deres Sagfører? |
| FRU ROTHENBURG | (venlig) Det er jo was anders. Vil De maaske være saa venlig at kalde paa Fru Graae? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jo. Hvis Fruen vil gaa derind, træffer De foreløbig min Broder. |
| FRU ROTHENBURG | Ah – tak. |
| Hun gaar ind i Spisestuen fulgt til Døraabningen af Jægermesteren. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (højt) Er Du der, Vilhelm – |
| Man ser Direktøren komme Fru Tothenburg i Møde og derefter forsvinde med hende. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (gaar hen mod Døren til venstre) Hvad nu. (kalder ud) Amalie. |
| Fru Graae kommer ind fra venstre. |
| 4. AKT 9. SCENE |
Jægermesteren. Fru Graae. |
| FRU GRAAE | (ivrig) Er Du alene, Mauritz, hvor er Fru Rothenburg – Du har talt med hende – kan jeg ønske Dig til Lykke? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Hvorledes – nej, ikke just – ganske – jeg mener – ikke fra dit Synspunkt. |
| FRU GRAAE | (studser) Men jeg troede, alt var i den bedste Gænge. Bliver det ikke til noget? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jo, med hendes “sachfører”. |
| FRU GRAAE | Kære Mauritz, jeg frygter, Du har handlet uforstandigt – ja, uforsvarligt ved at trække Dig tilbage fra et saafordelagtig Parti. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (sukker) Man er jo ikke altid Herre over Forholdene. |
| FRU GRAAE | Hvorfor blev det ikke til noget? Du tier – der maa jo være en Grund. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (søgende) Ja, Grunden, den – ser Du (faar en Ide) udfrit mig ikke, Kære. (diskret) Jeg forstod, at hendes Hjerte, det – kort sagt, der er en anden Følelse, som hindrer hende. |
| FRU GRAAE | (studser) En anden Følelse – hvilken? Hvor er hun henne? |
| JÆGERMESTER GRAAE | (peger bagud) Der inde. |
| FRU GRAAE | Alene? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej, sammen med Vilhelm. |
| FRU GRAAE | Ja saa. Gentag, hvad hun sagde. Jeg vil høre det. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (forbeholden) Kære Amalie, Du indser, der er Øjeblikke, hvor Ens Mund maa være lukket. Naar det gælder en Dame – den Slags delikate Anliggender – enfin – |
| FRU GRAAE | Ved Du da, i hvem hun er forelsket? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Nej, hvor skulde jeg ane – |
| FRU GRAAE | Hvorfor er hun bestandig kommen anstigende. Hør nu, hendes Kort med det aftalte Møde? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det var mit, Amalie. |
| FRU GRAAE | (mistænksom) Men Diamantringen da? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det var ogsaa min. (indtrængende) Du maa tro mig – det var min. |
| FRU GRAAE | Du staar jo og lyver. Jeg ser det paa dig. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (usikker) Jeg forsikrer Dig, hvis Nogen har Skyld, saa er det mig. Selv om Vilhelm har sine Svagheder, selv om han kæmper lidt med sit Hjerte – |
| FRU GRAAE | Hvadbehager? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Jeg mener, selv om han ikke kæmper med det – ikke tilstrækkeligt, saa nærer han sandelig den dybeste Agtelse for sin Hustru. |
| FRU GRAAE | Tak, Agtelse den faar jeg nok af, og den skal jeg idetmindste vide at hævde. Ja, Du dækker saa godt Du kan – Ubetydelighed – svagt Hjerte – ikkesandt – |
| JÆGERMESTER GRAAE | Kære Amalie, det kunde da ikke falde mig ind at kalde Vilhelm for en Ubetydelighed. |
| FRU GRAAE | Ah, der slap hans Navn ud – omsider. Lad os saa gaa derind. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (ængstelig) Jeg beder Dig indstændigt om ikke med et Ord antyde – |
| FRU GRAAE | (gaar henimod Døren) Lad Du mig om det. |
| Direktøren og Fru Rothenburg kommer ind fra Baggrunden. |
| 4. AKT 10. SCENE |
Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Fru Rothenburg. |
| FRU GRAAE | (hilser lidt stift) Godaften, Frue, undskyld, jeg ikke Straks var til Stede. |
| FRU ROTHENBURG | (forekommende) Direktøren har ganske erstattet Dem. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (vil gaa) Ja, Vilhelm, jeg ved, Damerne har Sager at afhandle, saa – |
| FRU GRAAE | Derfor kan Herrerne vist godt vlive, ikke? |
| FRU ROTHENBURG | (nikker til Direktøren) Heller ens gærne, bitte. |
| FRU GRAAE | Vil De ikke tage Plads? |
| FRU ROTHENBURG | (sætter sig) Tak. Jeg vilde som sagt kun gærne tale lidt med Dem om den unge Schneider. |
| DIREKTØR GRAAE | Naa. Er han nu igen i Vanskeligheder? |
| FRU ROTHENBURG | Det er han immer.At være af Naturen komplet blottet for Subsistensmidler – (trækker paa Skulderen) det er jo – |
| DIREKTØR GRAAE | Schauderhaft. |
| FRU ROTHENBURG | Ja. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (sukker) Det er vist. |
| DIREKTØR GRAAE | Jeg synes. den Protégé er Dem noget besværlig. |
| FRU ROTHENBURG | Gewiss, men trotz alt er jeg schwach for hans Begavelse. Han har saa interessante Øjne – ganz famose Augen. |
| FRU GRAAE | (køligt) Saa – Paa mig har de ikke gjort Indtryk. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (formildende) Selvfølgelig – |
| FRU ROTHENBURG | Men uheldigvis er han saa melankolsk og nervøs, at hvis han ikke faar en Rekreationsrejse til en sydlichere Klimat, vil han sandsynligvis være verloren. |
| DIREKTØR GRAAE | Donnerwetter. |
| FRU ROTHENBURG | Jeg vilde derfor spørge Dem, Fru Graae, siden De har Interesse for den unge Schneider og for moderne Literatur, om De ikke muligvis vil være med at arrangere en privat Aftenunderholdning til Fordel for hans Rekreation. |
| DIREKTØR GRAAE | (kølig) Han er mig rigtignok temmelig ubekendt. |
| FRU ROTHENBURG | (tager en Pakke frem) En Dichter lærer man bedst at kende gennem hans Værker; jeg har derfor medbragt hans sidste Manuskript for at bede Dem lese det. |
| DIREKTØR GRAAE | Hvorfor udgiver han ikke den Bog? |
| FRU ROTHENBURG | Han har lidt vanskeligt ved at arrangere sig med en Forlægger. |
| DIREKTØR GRAAE | Ah. |
| FRU ROTHENBURG | Det er en Roman med indflettede Dichte – ja, Gedichte von zartesten Gefühl. |
| FRU GRAAE | (tørt) Saa – |
| FRU ROTHENBURG | Ja, Og selve Sujettet er overordentlig pikant. |
| DIREKTØR GRAAE | (interesseret) Pikant – maa vi høre. |
| FRU ROTHENBURG | Det er med faa Ord en Dame – hæjst forførende, der opvækker rn lidenskabelig Kærlighed hos en gift Mand, saa han for hendes Skyld forlader alt og rejser med hende langt bort – wech – til Pensylvanien. Det hele Forhold er skildret med brændende Varme – und |
| DIREKTØR GRAAE | Leidenschaft. |
| FRU ROTHENBURG | Ja. |
| FRU GRAAE | Men jeg ynder ikke den Art Varme. |
| DIREKTØR GRAAE | Du kender den maaske ikke engang, kære Amalie. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (formildende) Naturligvis. |
| FRU GRAAE | Lad mig side Dem straks, Frue – uden Omsvøb – jeg kan ikke paatage mig at støtte Deres unge Digter og overlader ham til Deres egen Interesse og Onhu. |
| DIREKTØR GRAAE | Maa det da ikke være mig tilladt – |
| FRU GRAAE | Nej, jeg beder Dig. Den Retning i Aandslivet, som forherliger upassende Kærlighedsforhold, og – fremfor alt – som krænker Ægteskabets Hellighed, den regner jeg ikke alene for skadelig, jeg betragter den som forbryderisk, og hvis Deres Protegé af den Aarsag har Modgang og Besvær, bedste Frue, saa kan jeg kun sige, at det er Løn som forskyldt. |
| DIREKTØR GRAAE | (undskyldende) Min Kone er maaske i den Henseende lidt streng. |
| FRU GRAAE | Ja, hvor det gælder dert højeste i Livet, kan jeg ikke gaa paa Akkord. At leve efter Moralens og Pligtens Bud har stadig været min Stræben, men jeg ved jo, at der destovære findes dem, hvis Opfattelse er en helt anden. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (undskyldende) Naturligvis. |
| DIREKTØR GRAAE | Ja fy – hvad Fru Rothenburg. |
| FRU GRAAE | Det hjælper ikke, Du vil spøge, Vilhelm. Jeg ved godt, at de Skranker, der værner om Familielivets Fred, de regnes af Anderledestænkende for bonerte Fordomme, og den Bog, som skildrer, at en forførisk Kvinde lokker en Mand fra sin Hustru og en Familiefader fra sin Arne, den findes jo af Enkelte berettiget og – pikant, fordi den stemmer med deres egne, umoralske Tilbøjeligheder. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det er indlysende. |
| FRU ROTHENBURG | Mener De med det, Frue, at jeg har umoralische Tilbøjelichheder, fordi jeg nærer Sympathi for den unge Schneider. |
| FRU GRAAE | (fornem) Det var selvfølgelig ikke min Mening, men ifald De selv synes, Frue, at De har Aarsag til at tage mine Ord til Indtægt, saa staar det jo ikke til mig at forhindre Dem deri. |
| FRU ROTHENBURG | Gott im Himmel – |
| DIREKTØR GRAAE | Jeg beder Dem endelig ikke misforstaa – |
| FRU ROTHENBURG | Det tror jeg ikke er muligt. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (undskyldende) Nej – selvfølgelig – |
| FRU ROTHENBURG | (krænket) Jeg havde mindst ventet, at min uegennyttige Interesse for en talentfuld og beklagelsesværdig ung Mand skulde blive udlagt paa en saa ufordelagtig Manér. (tager Manuskriptet) Jeg beder undskylde, Frue, at jeg har været saa fri at appellere til Deres Goddædighed og Deres Interesse for Livetys højere Sfærer – jeg ser, den er forskellig fra min – ganz und gar. |
| FRU GRAAE | Ja, jeg tror ogsaa, vi tænker lidt forskelligt. |
| FRU ROTHENBURG | Naar det endelig skal være, saa kan jeg selv støtte den unge Schneider paa hans Dichterbane, og i det Offer skal jeg sætte mig en Ehre og en Pflicht. |
| DIREKTØR GRAAE | (søger at komme til Orde) Kære Frue, De maa ikke tro – |
| FRU ROTHENBURG | Jeg er ene Dame, ich bin einsam und unbescütz, das ist whr, aber meine Principen sind rein, und auch ich habe mein Pflichtgefühl und meine Moral und mein edleres Streben. Adieu, gnädige Frau – meine Herren – auf Wiedersehen – ich bitte. |
| Hun hilser paa Direktøren, der høfligt følger hende til Døren, og gaar med Værdighed ud i Entreen. |
| 4. AKT 11. SCENE |
Direktøren. Fru Graae. Jægermesteren. Senere Gyritta, Søtoft og Doris. Tilsidst Jægermesterens tre Drenge. |
| DIREKTØR GRAAE | (kommer tilbage) Amalie, hvorfor i al Verden var Du saa ubehagelig mod Fru Rothenburg? |
| FRU GRAAE | Fordi jeg ønskede at afbryde Forbindelsen med den Dame, og jeg tror, det lykkedes |
| DIREKTØR GRAAE | Ja, vistnok særdeles godt. |
| FRU GRAAE | At jeg maatte sige hende min Mening er værst for hende selv. |
| DIREKTØR GRAAE | Og den unge Schneider. |
| FRU GRAAE | Du kan jo omgaas hende, om Du vil, lade Dig dyrke, smigre og kurtisere, som Du hidtil har gjort, men her i mit Hus ønsker jeg ikke oftere at se hende af Grunde, vi nærmere skal tales ved om. |
| DIREKTØR GRAAE | (trækker paa Skulderen) Naa saaledes. |
| FRU GRAAE | Med hende er jeg færdig. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Gid jeg kunde sige det samme. |
| FRU GRAAE | (bestemt) Det er jo sandt – Vilhelm, jeg fordrer, ja, jeg forlanger, at Du i Morgen den Dag betaler Fru Rothenburg den sum, som Mauritz er hende skyldig. Vil Du ikke, saa gør jeg det – af mine egne Penge. Nu er det blevet nødvendigt. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (klarer pludselig op) Ja, aldeles nødvendigt. (med Værdighed) Du skal faa Pengene tilbage, Vilhelm – |
| DIREKTØR GRAAE | (ryster paa Hovedet) Det tror han. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Ja, om jeg saa skal nægte mig alt, men til den Dame, der har fornærmet min Broders Hustru, kan og vil jeg ikke staa i en pinlig Gæld (ryster Fru Graaes Haand) Du tænker som jeg, Amalie, (vender sig) Du har en ædel Hustru, Vilhelm. |
| DIREKTØR GRAAE | Ja, uhyre ædel. |
| Gyritta kommer ind fra venstre med et Overstykke paa Armen. | |
| GYRITTA | Tante Amalie, det er vist paa Tide at tage afsted til Koncerten. |
| FRU GRAAE | Naa – godt. |
| Hun fjerner sig lidt, idet Gyritta hjælper hende Overstykket paa. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | (sagte til Direktøren) Naa, klar op, lille Vilhelm. |
| DIREKTØR GRAAE | (ægerlig) Den kan jeg formodenlig takke Dig for, den Byge. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Mig. Nej, min Ven, om det saa er for Diamantringen, har jeg som en god Broder taget Skylden paa mig. |
| DIREKTØR GRAAE | Og straks ladet den gaa videre til vor germanske Veninde. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Det har Amalie selv besørget – paa Ære. |
| DIREKTØR GRAAE | Du ved jo godt, at jeg ikke har det mindste at bebrejde mig med Hensyn til Fru Rothenburg. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (ler) Ikke det mindste. Men hvad saa. (lunt) Husk dine egne vise Ord om Engkulturen – det gælder at skaffe et Afløb, Du – ja, ogsaa for Skinsyge. |
| DIREKTØR GRAAE | Maaske. Nu slipper jeg Dig vel aldrig. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (pludselig hengiven) Aldrig, Kære. Hvad der end kan siges mig paa, mod Dig er jeg trofast. |
| DIREKTØR GRAAE | (smiler) Ja, tro som Guld. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (tager ham om skulderen) Det er et sandt Ord. |
| FRU GRAAE | (vender sig) Men hvor er Doris? |
| JÆGERMESTER GRAAE | Aa, her – tror jeg. |
| Han gaar hen og aabner Døren til højre. Doris kommer ind. | |
| DORIS | (til Jægermesteren, idet hun ser efter Fru Rothenburg) Naa. |
| Jægermesteren trækker beklagende paa Skulderen. | |
| DORIS | (ud ad Døren til højre) Kom dog, kære Søtoft – |
| Søtoft kommer ind. Hun lægger sin Arm i hans. | |
| GODSEJER SØTOFT | (ser forelsket paa hende) Doris – |
| JÆGERMESTER GRAAE | (med aabne Arme) Kære Børn – kom – |
| DORIS | Hvortil den Rørelse, Papa. Søtofts og min Forlovelse er jo en gammel Historie. |
| FRU GRAAE | For os ikke. Til Lykke, Hr. Søtoft. |
| GODSEJER SØTOFT | Ja, glad for hende, det er jeg – – |
| JÆGERMESTER GRAAE | (trykker hans Haand) Bravo Søtoft – |
| GODSEJER SØTOFT | Jo, gu’ er jeg saa. |
| DIREKTØR GRAAE | (halvsagte) Blot det varer. |
| GYRITTA | De har endnu en Aarsag til Glæde, Jægermester – endelig regner det. |
| DIREKTØR GRAAE | Saa er da i alt Fald Havren reddet. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Pyt med Havren. Nej, nu skriver Forvalteren, at Roerne, de er kaput, hvis vi ikke faar Varme. |
| GYRITTA | Hvornaar bliver det saa godt? |
| DIREKTØR GRAAE | Næppe, før Himlen bliver inddelt i Kvadrater efter Hr. Jægermesterens Behov. |
| GYRITTA | (ler) Saa bliver det maaske først rigtig galt. |
| Jægermesterens tre Drenge komme ind fra Entreen, fulgte af Tjeneren og en Karl, der bærer en stor Kuffert. | |
| JÆGERMESTER GRAAE | Se, er I der, Drenge, velkommen. |
| DORIS | Sig dog pænt Goddag til Onkel og Tante lille Mauritz. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Naa, nu skal rigtignok den rare Tante Amalie vise jer alt, hvad der er at se, ikke? |
| DIREKTØR GRAAE | (smiler lidt) Ja, det glæder hun sig til. |
| TJENER FREDERIKSEN |
Hr. Jægermester, her er ogsaa en Kalkun. |
| JÆGERMESTER GRAAE | Tak, giv mig den. Se, Amalie, den spiser vi i Morgen, hvad – med ristede Kastanjer. |
| FRU GRAAE | Tak, kære Mauritz. (halvsagte til Direktøren) De tror altid, at en Kalkun kan gøre det. |
| JÆGERMESTER GRAAE | (løfter stolt Kalkunen) Hvad siger I om den Kamerat, hvad, lille Børn. Jeg tror, den vejer sine femten Pund. |
| DIREKTØR GRAAE | (smiler resigneret) Naa ja ja. Det bliver lige tusind Kr. Pundet. |
| TÆPPE |