At Fru Gads Arbejder ere i Besiddelse af et kvikt og let Replikskifte, er tidt sagt og anerkendt; dog findes der i „Rørt Vande” adskillige udslidte Tirader og smagløse Ytringer, som kunde have været undgaaede.
Det kgl. Teater (1890-1900)ANMELDELSE
EMMA GAD: RØRT VANDE.
Premiere paa Det kgl. Teater, 25. september 1895.
*
AARHUS STIFTSTIDENDE – 27. oktober 1895
ILLUSTRERET TIDENDE – 6. oktober 1895
KVINDEN OG SAMFUNDET – nr. 10 1895
JYLLANDS POSTEN – 13. januar
PERSONERNE:
| BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
| ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
| FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
| PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
| FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
| LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
| EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
Anmeldelse: Aarhus Stiftstidende, 27. september 1895
Emma Gads nye Stykke – Kjøbenhavn. 26. septbr.
Fru Emma Gad har hidtil paa den danske Skuesplads været en Lykkens Pamfilius, og der er næppe nogen dansk Forfatter, som i det sidste Decennium har faaet saa mange Stykker opførte paa kjøbenhavnske Scener indenfor et saa kort Tidsrum som Fru Gad. Det lader sig nu imidlertid ikke nægte, at Premieren i Aftes paa det kgl. Theater faldt uheldigt ud. Fru Gads “Rørt Vande” blev i alt Fald ingen Sukces og fortjener heller ikke at blive det.
Handlingen i Stykket lader sig fortælle uden mange Ord og uden at gjennemgaa de enkelte Akter. En ung Frøken fra en Provinsby er kommet til Kjøbenhavn og har faaet Indpas i en Kunstnerklike, som lever et frit og noget forvirret Bohémeliv, hvor man giver Moralen en god Dag, hvor Ægtefællerne løbe fra hinanden, hvor Forbindelser brydes og sluttes saa let, som man binder sit Slips. Her er en Forfatter, en Billedhugger, en Tenorsanger, en Journalist; det kan noteres som noget af et scenisk Særsyn, at Journalisten, der ellers paa Theatret pleier at være baade latterlig og samvittighedsløs Person, der næsten er den bedste af Kunstnerfirkløveret.
Den unge Forfatter, hr. Munthe, er befængt med adskilligt værre Skavanker. Ikke nok med, at han er Symbolisk og gaar med røde Strømper og lakerede Sko og opsmøgede Benklæder, men han lever i temmelig aabenlys Intimitet med den ikke saa lidt fordrukne Billedhuggers Kone, der er Forfatterinde; han har iøvrigt før været gift med en Operettesangerinde, som løb fra ham og nu synger paa Kneiper.
Det tør nu vel ikke paastaaes, at der ikke findes Noget, som kan have tjent Forfatterinden til Forbillede, og som kan i alt Fald delvis berettige hendes Persislage; the Stykket er helt igennem persislerende overfor “Kliken”. Dog er det maaske mindre det oprindeligt kjøbenhavnske Bohémeri, der har dannet Forbilledet, end de indvandrede kjøbenhavniserede norske Bohémers Liv.
Den Anke, som kan rettes mod Forfatterinden, er imidlertid ikke alene den, at hun ved en urimelig Overdrivelse skyder over Maalet; nok saa meget maa man bebreide Fru Gad, at hun har draget fine Scener og Situationer for langt ned uden at have evnet at behandle dem med det overlegne Bid, som de tiltrængte. Løierne er for tomme, og hvad værre er, Indignationen har ikke et tilstrækkeligt ægte Præg. Utvivlsomt har Fru Gad følt en oprigtig Indignation mod det, hun gjennem Repræsentanten for det borgerlige Element i Stykket, kjøbmand Hamann, kalder “Æriseri”, men denne Indignation føles ikke af Tilskuerne saa stærkt, som formentlig af Forfatterinden.
Naturligvis ender Stykket md, at den lille Provinsfrøken efter at have færdedes paa de vilde Veie i Bohémekliken, vender sig til en fin Ungdomsekskede, Kjøbmand Hamann. Men Tilskuerne gav ikke i Aftes deres Glæde over denne Moralens Seir høilydt Luft. Selvfølgelig skyldtes dette ikke nogen Sympathi hos det kgl. Theaters Publikum med Uroraliteten og Bohémeriet, men var alene en Følge af, at Forfatterinden ikke havde havt Held med sig ved sin Blanding af Spot over “Kunstnerne” og Moralpræsten fra den borgerlige Side af det Samfund, Stykket gav et Billede af.
Da Tæppet faldt, lød der ikke saa lidt Hyssen medens Bifaldet kun var mat; og det kgl. Theater vil lige saa lidt som Fru Gad høste Guld og Ære med denne nye Forøgelse af Repertoiret.
De kjøbenhavnske Blade ere naturligvis ikke ganske enige i Bedømmelsen af det nye Lystspil, men som en Sukces betegner intet det. Et enkeltBlad henviser det til Nørrebroes eller Frederiksbergs Morskabstheater med Frederik Jensen som den svenske Smørtenor og Gerner som den erotisk-forvirrede Farvedigter.
Anmeldelse: Illustreret Tidende 6. oktober 1895
At det kgl. Teater har begaaet en Smagløshed ved at spille Fru Emma Gads Lystspil “Rørt Vande”, derom hersker der, saa vidt vides, ingen Uenighed. Der blev let en Del ved Stykkets første Opførelse, men Lystigheden havde ikke den rette Art. Der var samme Stemning i Teatret som ved et borgerligt Middagsselskab, naar en humoristisk Tale forfejler sin Virkning, fordi den kommer for tidligt, eller fordi den slet ikke skulde være kommen her, men paa et helt andet Sted. Man føler sig lidt flov paa egne Vegne og paa Talerens Vegne – han taler jo ellers saa morsomt! – man ler ivrigt og imødekommende, men kan dog ikke skjule, at, Spøgen er mislykket. Det hører da til god Tone ikke at tale for meget om en Spøg, der falder til Jorden, især naar den falder fra agtet Haand, men lade den falde og trøste sig med, at den begavede Humorist en anden Gang eller paa et andet Sted vil have bedre Lykke med sig. Det vilde da maaske være det hensynsfuldeste at lade Fru Emma Gads mislykkede Spøg ganske sagte synke i den mørke Glemsels Flod, hvis barmhjertige Vande have lukket sig over flere og grovere Synder end denne.
Der er dog Grund til ikke at tilbageholde et Par nærliggende Bemærkninger. At man denne Gang følte sig lidt flov ved Fru Gads dramatiske Beværtning, var ikke Emnets Skyld. Emnet til “Rørt Vande” der kun meget utydeligt fremtræder i den ogsaa sprogligt — uheldige Titel, er vel ikke nyt, men af den Art, at man gerne ser det oftere behandlet. Forfatterinden gør i sit nye Stykke den pjankede Moral, som efter Plakatens Anvisning maa antages at være almindelig udbredt i visse kjøbenhavnske Kunstnerkredse, til Genstand for sin Spot. Fru Gad, der foruden sin kunstneriske Position har en solid borgerlig Stilling at forsvare, har ønsket at sige et borgerligt Ord om denne i den senere Tid ofte omtalte Kunstmoral, der f. Eks. forsvarer Utroskab eller Ustadighed i Elskov og Ægteskab som en nødvendig Betingelse for den rige og frie Udvikling af en Personlighed, der meget ofte er af saa ringe Værdi, at den selv i sin rigeste Udvikling ikke vil tilføre Samfundet nogen mærkelig Fordel. Herimod kan der næppe fra noget Standpunkt være noget at indvende. Og Forfatterinden kan paa Forhaand regne paa, at alle de, der føle sig vel tjente med at leve sammen paa gammeldags Maade, med Glæde ville se de umyndige Ægteskabsforbedrere, der ikke netop have skaanet den ærværdige Samfundsindretning, udleverede til en kraftig og retfærdig Gengældelse. Men maa saa Gengældelsen ramme paa rette Sted, og maa vi især bede om, at den, der skal tale Ægteskabets Sag, vil tale med Myndighed. Han maa begribeligvis have overvundet enhver Fornemmelse af, at det er en underlegen Moral, han forkynder. I Fru Gads Stykke er den Herre, der er bestemt til at forsvare Ægtemandsmoralen, trods sit Fuldskæg og sine oversøiske Handelsforbindelser en temmelig ordinær Peter, der endogsaa synes noget trykket af, at det er Spidsborgermoralen, han forkynder, og hvis Veltalenhed derfor smager mere af den billige Nidkærhed i de tarveligere Aviser end af den Ægteskabets Højsang, hvis Tekst, som han meget rigtigt bemærker, er: Een Sjæl, eet Legeme, eet Liv og een Grav!
Men unægtelig: det vilde have faldet Forfatterinden meget vanskeligt at synge den Sang til Ende i det Stykke. Den citerede Bemærkning lød allerede temmelig paafaldende i de Omgivelser, hvorunder den fremførtes. Fru Gads Stykke var — og dette er den væsentligste Grund til Uheldet — i Figurer og Situationer meget nær ved at være en Farce. Nu kan som bekendt en Farce uden Moral undertiden være slem, men en Farce med Moral er sikkert værre. Det er vel sandt, at en farlig Modstander faar man bedst Bugt med, naar man kan gøre ham komisk. Allerede Luther var af den Mening, at naar Djævelen blev gjort komisk, var han uden Farlighed, og yndede derfor meget de moralske Farcer.
Men man maa saa rigtignok passe paa, at han ikke bliver saa komisk, at man ikke kan kende ham igen. Og hvor meget Natur og Virkelighed var der vel i disse Figurer, disse symbolistiske Rødstrømper og forskabede Skuespillerinder, denne utroligt svenske Operasanger, denne overraskende ædle Journalist? Man kunde næsten se for sine Øjne, hvorledes Skuespillerne flovede sig ved paa dette Sted at bære disse Klæder. Der var ingen Opgaver og ingen Sejre. Fru Bloch har vistnok haft mere Ærgrelse end Glæde af sin morsomme, men rigtignok ikke holdte, Skuespillerinde (som dog vel ingen for ramme Alvor kan tage for en bevidst Efterligning af en berømt Kunstnerinde, hvem den i Begyndelsen fjernt lignede), og Fru Oda Nielsen vil næppe tage den Triumf, hun opnaaede ved et, som det syntes, improviseret, men i øvrigt korrekt GeneralFarcespil, altfor alvorligt. Paa en Salskomedie i Studenterforeningen vilde dette have gjort sig endnu bedre.
Nu blev dette Stykke spillet paa det kgl. Teater, og Fru Gads Uheld blev derved en Smagløshed af Betydning. Man maa vel spørge: Hvad har bevæget Teatret, der har Raad til at vrage saa mange Stykker, til at vælge dette? Er det Høflighed mod den ansete og populære Forfatterinde, saa er dertil at bemærke, at det i et lille Land undertiden er farligt at være altfor høflig i Kunsten, rent bortset fra, at det vel vilde have været endnu høfligere at henvise Forf. til et Privatteater, hvor man f. Eks. maa søge Hr. Edgar Høyers “Scenens Børn”, der er bedre og morsommere end dette Stykke. Og har Teatret til at spille Fru Gads Stykke haft et Motiv, som man ikke uden Fornærmelse kan antage Forf. har haft til at skrive det, nemlig det praktiske og økonomiske Hensyn til Publikums formodede Smag — har det af den Grund kastet Snøren ud, da er det vel sandt, at i rørt Vande er godt at fiske, men det skal ikke være alle Slags Fisk, der i det Vejr bider paa Krogen.
Vilh. Andersen.
Anmeldelse: Kvinden og Samfundet, nr. 10 1895
Det vilde have været særligt tilfredsstillende og behageligt, at kunne indvie Anmeldelserne af de dramatiske Nyheder i denne Sæson med en rosende Kritik, saa meget mere som der til Nationaltheatrets Premiere var ansat et Lystspil i 3 Akter af Fru Emma Gad. Desværre maa det straks siges, at Arbejdet af forskellige Grunde ikke tilfredsstiller de voksende Krav, som man i Tidernes Løb med Rette kan gjøre gældende overfor Forfatterinden. Efter at den første Begejstring er afgæret, der i hende hyldede en flink og talentfuld Forfatterinde paa Lystspillets Omraade, maa hun kunne sige sig selv, at det er Synd, naar hun af sin Skrivelethed og Tilbøjelighed til at fiske endog den ferskeste Skalle i Vittighedernes og Brandernes „rørte Vande” lader sig forlede til at sænke Niveauet og spilde Tid og Kræfter paa et saa grelt, kaleidoskopisk Sammensurium af de senere Aars danske og norske Ægteskabsskandaler, som det her benyttede. I en mere sammentrængt Form vilde Motivet og Stoffet sikkert ypperligt have kunnet føre en Farce frelst i Havn, men antaget og spillet paa Holbergs og Heibergs Scene, skal og bør det jo til Ære for denne og Direktionen ses under en anden Synsvinkel, og der maa da som Motto for Bedømmelsen sættes: „Kun daarlig er den Spøg, som ej paa Alvor hviler”. Men her stikker Fejlen som oftest i Fru Gads Produktion. Den Alvor, der giver Spøgen Ret, er enten forfejlet som i „Hos Dameskrædderinden” eller for underordnet og betydningsløs til at kunne bære den, som Tilfældet er her.
I vor hurtigt skiftende Tidsalder er et aktuelt Emne som oftest et Guldfund, men det Røre, som Bohémelivet engang rejste, er allerede forlængst uddebatteret og udpint, og man véd, at det var og er en Fremtoning uden Indflydelse paa Kunstner-Samfundet i sin Helhed. Men over Undtagelserne skabes der som Regel ikke gode Skuespil. Naar Fru Gad til Oplysning paa Plakaten underretter Publikum om, at Handlingen foregaar i Kjøbenhavns Kunstnerkredse, men senere i Stykket udtaler, at de hertilhørende Individer føre Zigeunerliv og altsaa maa henføres til Bohémekredsene, hvorfor da vildlede istedetfor at vejlede? Thi det kan da umuligt være Forfatterindens Mening, at alle disse forskruede, forløjede, selviske og abnorme Individer skulle være Repræsentanter eller Medlemmer af vort hæderlige og agtværdige Kunstnersamfund? Altsaa, for at bruge det indførte Ord, der for Resten ligesom hele Typen ikke er særlig dansk, ere „bohemes” sygelige Udvækster, der kunne være morsomme i Farcer og Parodier, men ikke egne sig til Behandling i et Lystspil paa vort Nationaltheater, hvor man i det fremførte Stof og Typerne skal kunne finde Garantien for det almengyldige Tidsbillede, som kommende Slægter skulle belæres af og nyde.
Den unge Pige, Frøken Birgitte Stein, er mærkelig nok fra Provindserne ligesom Søsteren i „Hos Dameskræderinden”. Hvorfor? Ere disse unge Piger nutildags mere modtagelige for daarlig Paavirkning af al Slags end Københavnerne? Det omvendte er sikkert snarere Tilfældet! Sund Sans og Sky for Unatur træffes oftere baade paa Landet og i Byerne end i vor kære Hovedstad, hvor der tidt gaar Svamp i Intelligentsen, og Dømmekraften slappes i usunde Omgivelser. Hverken hun eller hendes Ven, Kjøbmand Hamann, der sætter den spinkle Handling i Bevægelse, afgive noget paalideligt Støttepunkt for Moralen, idet hun svinger frem og tilbage som et let Paavirkeligt Pendul, og han optræder saa theaterædel og traditionel som muligt.
At Fru Gads Arbejder ere i Besiddelse af et kvikt og let Replikskifte, er tidt sagt og anerkendt; dog findes der i „Rørt Vande” adskillige udslidte Tirader og smagløse Ytringer, som kunde have været undgaaede.
Naar man i Kvinders Arbejde og Talenter ser og anerkjender saa megen Kilde til Glæde og Gavn for dem selv og andre, gjør det dobbelt ondt at maatte sige om et Arbejde, der fordrer megen Tid og Flid, at det har saa store Fejl og Mangler, men ofte kan jo Kritiken hjælpe til, at Kræfter og Evner vokse, der sætte nye Skud og smukke Resultater i en følgende Frembringelse. Dette ville vi oprigtigt ønske og haabe.
Handlingen i „Rørt Vande” er i al Korthed følgende: Frøken Birgitte Stein forlader en kær Tante i en Provindsby , for at tage til Kjøbenhavn, hvor hun vil lære at male. I sin Lærerindes, Fru Melitta Blomquists Hjem gjør hun en hel Del Individers Bekjendtskab, der alle have lidt Skibbrud i Ægteskabets Havn og enten ere fraskilte, separerede eller have baade Mand og Elsker. I denne Kreds leves der højt af andres Penge og egen Indbildskhed. De optræde dels som Forfattere, Malere, Musikere og Skuespillere, repræsenterende alle Genrer ligefra Symbolisme til Idiotisme. Hun forelsker sig i en Broder til Fru Blomqvist, der har været gift, og hvis Hustru strejfer om i Verden som Varietésangerinde, uden at hendes Opholdssted kjendes. At han er gift, forties indtil videre for Birgitte. Han, Anthon Munthe, er, foruden at være Symbolist, stærk Erotiker og forelsket i en gift Kone, Fru Ellinor Plum, der i den Anledning vakler imellem Manden, Billedhugger Plum, og Elskeren, Anthon Munthe. Denne sidste erfarer imidlertid ved Søsterens Hjælp at Birgitte Stein er formuende, og nu giver han sig til at erklære sin Kærlighed for Kende, den hun modtager med den Motivering, at den naar til hende gennem skiftende Kvinders Kjærlighed. En ung Kjøbmand, der har kjendt Birgitte fra hendes Tantes Hjem, og er forelsket i hende, træffer hende en Aften hos à Porta, hvor hun venter hele det anløbne Selskab efter en Theaterpremiere. Her nærmer han sig til hende, og minder hende om de venskabelige Følelser, de have næret for hinanden tidligere, men som hun nu ikke mere kan gengælde paa Grund af sin Forelskelse, ja, eksalterede Kjærlighed til Munthe. Hamann følger hende stadig, og gjør alt for at aabne hendes Øjne, noget, der imidlertid aldeles mislykkes. Kun ved Fru Munthes pludselige Tilbagekomst, faar Birgitte Stein at vide, at han er gift, og skjønt Konen rejser sin Vej igen, slaar hun dog pludselig om, viser Munthe og hele Slænget Vintervejen, og anbefaler sig til Hamanns fremtidige Bevaagenhed og Beskyttelse, to Egenskaber, han i Kraft af sin meget store Kærlighed er særlig redebon til at sætte i Bevægelse.
Fru Mantzius spiller Birgitte Steins Rolle, men den ligger ikke ret for hendes Naturel. Her skal mere Eksaltation og Lidenskab, maaske blot større Ungdom til, for at gjøre Forblindelsen trolig. Fru Emma Nielsen gav en god Karakteristik af den erotisk forkludrede Ellinor Plum, der slaar Plader, og i Samraad med Mand og Elsker ikke véd, hvem hun skal vælge, men maaske helst valgte dem begge. Fru Bloch, Skuespillerinden Milly Kruse, havde anlagt sin Rolle aldeles ypperligt, men formaaede ikke fuldtud at gjennemføre den, og man forstod ikke ganske hendes Opfattelse af Deklamationen: „Et Kys” af Ploug. Derimod var Fru Oda Nielsen fuldtud fortrinlig. Hun havde set rigtigt paa Stykkets Art og hævede sin Kunst ved at styrte sig ud i det kaadeste Farcespil. All right! Saaledes skulde det hele have været spillet, men ikke paa vor Nationalscene.
Den 26. Septbr. 1895.
Anmeldelse: Jyllands Posten, 13. januar 1896
AARHUS THEATER
Emma Gad: Rørt Vande, Lystspil i 3 Akter. Der er en temmelig stor Mangel ved dette den begavede Kommandørindes sidste Skuespil, nemlig at det kommer post festum. Bohémeriet, som hun i Stykket retter et glubsk Angreb imod, kulminerede nemlig i Firserne (vistnok i Tiden omkring “Kong Midas'” Opførelse paa det kongelige Theater). Den Gang var en enkelt Kunstnerkreds’ Extravagancer, baade paa det erotiske Omraade og i Selskabeligheden, og Løsheden i alle Forhold saa nogenlunde paa Højde med den Skildring, Forfatterinden giver i “Rørt Vande”. Nu takles der kun lidet eller intet om dette heldigvis forbigaaende “Livssyn”, og om det end endnu har nogle Tilhængere her hjemme, saa føre de en stille og ubemærket Tilværelse. Ganske paa samme Maade synes det at være gaaet oppe i Christianua, en Gang Bohémernes Eldorado.
Fru Gad fremfører i sit Lystspil, som hun burde have kaldt Farce, en Række Kunstnere og Kunstnerinder, der tale et meget frit Sprog. og som parvis staa i Forhold til hinanden, uden Hensyn til Ægteskab og andre “gammeldags” Pligter. I dette Selskabs Klør er en ung Pige falden, og hun smittes af de tilsyneladende “frie og ædle” Anskuelser, som doceres, saaledes at hun afviser en god Ven, der tidligere havde vundet hendes Hjærte, og som begjærer hende til Hustru. Han opgiver imidlertid ikke Haabet om at rive hende ud af de usunde Omgivelser, hvilket ogsaa, efter nogle ikke særlig indviklede Intriger, lykkes ham.
Stykket er godt skrevet, mange af dets Replikker morsomme og rammende, men fuld Forstaaelse hos det store Publikum fandt det ikke i Aftes, da dette jo mangler Forudsætningerne til rigtigt at nyde det. Bohémelivet trives heldigvis ikke i Provinsen. Kun hvor Satiren blev lidt grovkornet, og det var desværre ofte, lød der Bifald. Forfatterinden har dog ingenlunde i Realiteten overdrevet, men hendes Bunken sammen af usandsynlige Forhold kan kun passere, naar hendes Arbejde faar Farcenavn. Dette forklarer ogsaa Striden om, hvorvidt det kgl. Theater burde have spillet Stykket eller ej.
Efter sidste Akt var der en kraftig Fremkaldelse.
Stykket var som sædvanlig sat i Scene med stor Omhu, og de Spillende bør komplimenteres for deres maadeholdne og diskrete Spil. Alle Hovedkræfter vare i Ilden og præsenterede god Kunst.
I smaa Roller fejrede Fru Willumsen (Tjenestepige) og Hr. Winther (forsoldet Musiker, der blot viser sig) smaa Triumfer.
Rød Lygte var ude.
Z.