Rørt Vande 3. akt

Samme Dags Aften hos Munthe. Moderne Arbejdsværelse. Langs Væggene Boghylder, midt i Stuen et stort Skrivebord, overstrøet med løse Papirer. I Baggrunden Udgang til Trappen, til venstre Munthes Soveværelse, til højre et Klaver, Længer tilbage Dør til Blomquists Lejlighed, hvorfra man hører Tale og Latter; Værelset er oplyst af et Par Lamper. Munthe kommer klædt i Aftendragt, ind fra venstre, gaar hen foran et Spejl og lægger den sidste Haand paa Toilettet. Marie kigger ind ad Døren til højre.

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER
3. AKT
1. SCENE Munthe. Marie i Døren. Straks efter Fru Kruse.
MARIE (vender sig og taler ud). Jo, han er her inde.
MUNTHE Hvad er der, Marie?
MARIE Det er hende den flotte Dame fra i Formiddags, der vil herind.
MUNTHE Hvem?
MARIE Der er hun.
Fru Kruse kommer ind, klædt i elegant Aftendragt.
FRU KRUSE Godaften, kære Munthe.
MUNTHE (gaar hende i Møde). Ah, Fru Kruse.
FRU KRUSE Ja undskyld, jeg kommer herind til Dem – jeg vil saa gærne tale et Øjeblik med Dem, og inde hos Deres Søster er der ingen Ro. Det er blot – ja, jeg plager Dem da vel ikke?
MUNTHE Tværtimod!
FRU KRUSE Tak! Naa, jeg har hørt, at De arbejder paa et Skuespil med en sjælden virkningsfuld Hovedrolle. Ja, jeg kender allerede Sujettet, en ung Kone, der myrder sin lamme Mand for at blive gift med sin Elsker, og siden af Sainvittighedsnag pines til Vanvid. Ikkesandt?
MUNTHE Jo, saa noget nær. Jeg tror, det bliver gribende.
FRU KRUSE Det er mageløst. Jeg haaber da, De indsender Stykket til vort Teater og tænker paa mig med den Rolle?
MUNTHE Men Deres Talent er jo maaske snarere i den pikante Genre.
FRU KRUSE Sig ikke det, blot fordi mit Ydre er pikant, men mit Temperament – nej! Det er netop det yderliggaaende dristige, der drager mig, Angsten, Kampen, Fortvivlelsen! Ja, De som Digter kan forstaa mig, naar jeg siger, at Samvittighedskval er min Force. Men hvornaar er der epokegørende Roller ved et Privatteater – De kan tro, det er svært at sidde hen og vente paa Opgaver.
MUNTHE Sværere endnu som jeg at være født hundrede Aar for tidlig.
FRU KRUSE De kan dog selv vælge Deres Stof! – men vi! (sukker.) Mig giver de fade Elskerinderoller, blot fordi jeg – ja, til Dem. kan jeg nok sige det – blot fordi jeg ser nogenlunde godt ud.
MUNTHE (galant). Skal vi sige – særdeles godt!
FRU KRUSE Nu maa De ikke smigre! (sukker igen.) Faar man saa en enkelt Gang Lov at tolke de store Mestre, saa aner De ikke, hvad for en Lidelse det er, ved Tæppets Fald at staa ensom mellem de andre Skuespillere, ak ja, De kan tro, der er Misundelse ved et Teater. Og saa den Sløvhedens Aand, der raader! Hvem værner om de sande Ævner! Ja, hvis De, Hr. Munthe, med Deres kunstneriske Indsigt, der netop opfatter det Særegne, hvis De i et anset Organ vilde skrive en Artikel om det centrale i min Kunst, saa ved jeg, at baade jeg og Publikum –
BLOMQUIST (stikker Hovedet in ad Døren til højre). Jaha, Anton sitter här – med den skönna Fru Kruse!
FRU KRUSE (rejser sig misfornøjet). Saa!
Blomquist kommer ind fra højre sammen med nogle samtalende Damer og Herrer, blandt dem en Dame, der af og til kaster beundrende Øjekast til ham. Munthe hilser paa dem.
3. AKT
2. SCENE
Blomquist. Fru Kruse. Munthe. Straks efter Sander og Melitta. Senere Plum og Birgitte.
BLOMQUIST (forekommende). Kanske herrskapet vil slå sig ner här – ah, mycket angenämt! (byder dem tage Plads og gaar hen og raaber ud). Melitta, får vi be om litet punsch och kognak i det här rummet.
Melitta og Sander kommer ind.
MELITTA (idet de kommer). Nej, kære Sander, naar Du hævder, at den bitre Livsanskuelse i den Bog staar i Samklang med –
BLOMQUIST Melitta, får vi be –
MELITTA Ja, nu kommer Punschen.
FRU KRUSE Godaften, Hr. Krogstad –
Et Par Herrer omrige hende. Pigen bringer en Bakke med Flasker og Glas, som hum sætter paa et Bord. I del samme kommer Plum ind fra Baggrunden med mørk Mine. Pigen hjælper ham Tøjet af og bærer det ud.
PLUM (kommer nærmere). Godaften!
NOGLE Maa vi gratulere?
ANDRE Hvordan er det gaaet?
PLUM Forkastet!
SANDER Ventede Du egentlig andet!
PLUM Men er det da ikke ligefrem lumpent af de Svinemikler! Her staar jeg med to Koner – Børn er der begge Steder, og ikke desto mindre nægter de mig rent ud Statsunderstøttelse.
SANDER Men gav Du egentlig Konerne noget?
PLUM Det kunde godt hænde -naar jeg havde noget.
MUNTHE Men det har Du aldrig.
MELITTA Saa ere de jo egentlig lige vidt.
SANDER Trøst Dig. Jeg skal i en bidonde Artikel flette Dig en Martyrkrone, der skal lyse vidt over Lande.
PLUM (gaar hen og skænker et Glas Kognak). Tak, den Hovedbeklædning er gaaet saa forbandet af Mode.
MELITTA Men hvor er Birgitte?
BLOMQUIST Jag tror, hon stannade ensam quar i den andra salongen!
MELITTA Men bevares –
Hun gaar hurtigt ud til højre, og kommer straks efter ind med Birgitte, der følger hende lidt modstræbende.
BIRGITTE Jeg vil meget hellere blive derinde.
MELITTA Nej, vist ej, søde Birgitte. (til de andre.) Hun blev lidt ilde tilpas i Formiddags, da hun malede, saa jeg beholdt hende for at passe paa hende.
SANDER (med Vægt). Det var vist ogsaa det klogeste.
FRU KRUSE Hvordan har De det nu?
BIRGITTE (sætter sig). Jo tak, bedre.
FRU KRUSE Hun ser bleg ud, Barnet!
BLOMQUIST Får jag inte bjuda, frøken Stein på et glas punch?
BIRGITTE Nej Tak!
BLOMQUIST En cigarett?
BIRGITTE Heller ikke.
BLOMQUIST Into det – nå!
Han skænker og byder et Glas til den beundrende Dame, der sætter en Rose i hans Knaphul, som han naadigt modtager. Selskabet gaar hen og drikker.
FRU KRUSE (til Sander). Hvornaar kommer De og ser min Papegøje?
SANDER Snakker den om Teatret?
FRU KRUSE Nej. I mit Hjem eksisterer Teatret ikke. Der er jeg kun mig selv.
SANDER Frue – saa kan De glæde Poppedrengen med, at jeg kommer med det allerførste.
De gaa hen til de Andre.
MUNTHE (sætter sig hos Birgitte).Frøken Birgitte, hvorfor vil De slet ikke tale med mig?
BIRGITTE (venlig, ligegyldig). De tager fejl. Jeg vil ovorordentlig gærne tale med Dem.
MUNTHE De maa give mig Lov at forklare Dem alt. Det er da ingen Forbrydelse, at jeg er gift.
BIRGITTE (venlig). Paa ingen Maade – det kom blot lidt uventet. Hvorfor havde De ikke sagt mig det?
MUNTHE Det skulde komme senere. Desuden – jeg troede ikke, det vilde gøre nogen Forskel i Deres Følelser.
BIRGITTE De mente, det var en Bagatel! Ja, hvorfor ikke!
MUNTHE De er jo storstilet og fordomsfri.
BIRGITTE Der er maaske de Fordomme, der er fornuftige – hvem ved!
MUNTHE De vil forstaa alt, naar De hører af mig selv, hvad jeg har lidt.
BIRGITTE (ligegyldig). Det skal interessere mig særdeles.
MUNTHE (ser inderligt paa hende). De alene har jo det i Deres Væesen, der i blødt vibrerende Toner bringer Bud til min Sjæl og faar alle mørke Punkter til at forsvinde.
BIRGITTE (smiler lidt). Dog ikke Dens Kone.
MUNTHE Nævn ikke hende nu. Vil De, som Pant paa, at De ikke er vred, give mig en at de Blomster, som De drejer der imellem Deres Fingre?
BIRGITTE (giver ham en Blomst). Værsaagod – der er en endnu – og nok en! (Kaster alle de Blomster til ham, som hun har i Haanden.) Tag dem kun! For mig er alle Blomster visnede, men gid De altid maa finde fuldt op paa Deres Vej.
Hun rejser sig og slutter sig til de Andre. Munthe set efter hende og gaar lidt efter hen til hende.
BLOMQUIST (drikker). Hvad vore denna usla verld, om inte man finge ett glas punsch emellanåt! (begejstret.) När den klara Ijusgula drücken sänker sig mjukt i vårt inre, så lägger den sig som bomull bring hjertat i ädel tjusning för det ideella och det sköna.
Et beundrende Blik fra Damen.
MELITTA Hvordan gik det saa paa Teatret i Dag?
BLOMQUIST Hur det gick! Jag bad tala vid direktøren, och så sa jag honom sanningen, så att han baxnade. Inte skall han inbilla sig, att han på det där sättet skall kunna få hanskas med Hemming Blomquist – inte! För en talang som min står hela verlden öppen.
MELITTA Tror Du!
BLOMQUIST Tör jag fråga, om det i hela Skandinavien fins en enda tenor med så snekande tonfall som mitt!
SANDER (vender sig drillende). Hvad siger Du om Thomsen, Lille Blomquist!
BEUNDRENDE DAME (ringeagtende). Thomsen, kære Hr. Sander.
FRU KRUSE Han har en dejlig Stemme.
BLOMQUIST (indigneret). Våger ni nämna. Thomsens röst i samma andedrag som min! Inte en styfver ger jag för en tenor, som totalt saknar det outsägliga, som smällter samman med sopranen i erotisk känsla.
SANDER Thomsen er virkelig meget erotisk.
PLUM Ikke uden Held.
FRU KRUSE I „Trubaduren” synger han da charmant.
BLOMQUIST (mere og mere irriteret). I „Trubaduren”! Det är den eländigaste pöjta, jag någonsinn hört och sett, båda når han sjunger och när han presenterar smala ben i ljusgrå trikå.
FRU KRUSE Han er netop meget velskabt.
BLOMQUIST Men låt honom bara sjunga för tomma bänkar – låt honom bara det!
SANDER Der var da, udsolgt sidst.
BLOMQUIST (ude af sig selv). Ja så – ni tycks vilja chikanera mig! Skogstad, var så snäll och kom hit och ackompanjera mig.
EN HERRE (nærmer sig).Med Fornøjelse.
BLOMQUIST Jag ämner sjunga en of Manricos stora arior för härskapet.
BEUNDRENDE DAME Aa tænk!
MELITTA Skal vi så ikke heller gaa ind til mig?
BLOMQUIST Nej, stanna, jag vill sjunga genast här, mens jag är i affekt, men jag sjunger endast med half röst – för att ekonomisera.
Han konfererer et Øjeblik sagte med Herren er har sat sig til Klaveret, og synger saa til hans Akkompagnement en Arle af Trubaduron. Honimod Slutningen knækker Stemmen en Smule over paa en meget høj Tone.
BLOMQUIST (stanser fornærmet). Jag kan alls inte sjunga i det här rummet. I allt detta fördömda skräp af mattor och bokhyllor finns där ju hvarken akustik eller resonnans.
Pavse.
BEUNDRENDE DAME Det var yndigt alligevel. Tusind Tak. (vender sig til de Andre.) Storartet!
Blomquist hilser hende værdigt, skænker et Glas Punsch og sætter sig med kränket Mine.
BEUNDRENDE DAME Det er en mageløs Klang.
FRU KRUSE (til sin Sidemand). Med Smør – hvad!
MELITTA Nu maa virkelig Fru Kruse ogsaa give noget til Bedste.
FRU KRUSE (afværgende). Jeg – Gud nej, jeg kan kun paa Teatret.
FLERE Aa jo –
SANDER Naar Fru Kruse ikke vil, saa –
MELITTA Ja, saa maa vi jo give Afkald.
Pavse.
FRU KRUSE Hvilke Digte har De?
MUNTHE (gaar hen til en Boghylde). Alle, tror jeg.
FRU KRUSE Ogsaa Plougs Digte?
MUNTHE (bringer hende en Bog). Værsaagod, Frue her er de.
FRU KRUSE Naa, saa skal jeg da deklamere et Par Strofer, saa godt jeg kan.
ALLE (opmuntreude). Aa –
FRU KRUSE (stiller sig op). „Et Kys”!
Hun fremsiger Digtets første Afdeling i bravurmæssig Tone og slutter med en let Nejen for Selskabet.
ALLE Bravo!
BLOMQUIST Til sin Sidemand). Jag tyckor, hon är ryslig pretentiøs!
PIGEN (kommer ind fra højre med et Maleri). Frue, nu er her igen kommet et Skilderi af Herren.
MELITTA (slaar Hænderne sammen). Ih, Gud forbarme sig.
BLOMQUIST (springer op). Får jag se!
Betragter det ivrigt sammen med de Andre.
SANDER Det er da i Ridderdragt?
BLOMQUIST Ja, det är ifrån „Lohengrin”.
SANDER Naa, Gudskelov.
BLOMQUIST Halskedjan fattes, men annars är det en treflig likhet.
BEUNDRENDE DAME Sandelig ikke flatteret.
BLOMQUIST (lader spøgefuld). Hvad! Är det inte tillräcklig veckert? Här är alldeles för svagt ljus. Melitta, hvar är reflektorn?
MELITTA I Atelier’et.
BLOMQUIST Kom vänner!
Mod Undtagelse af Sander og Munthe gaa Alle ud til højre efter Blomquist, der bærer Billedet. Munthe vil gaa hen til Birgitte, men da han ser hende nærme sig Sander, sender han hende et bebrejdende Blik og slutter sig til at Par tilbageblevne Gæster. Han gaar derpaa ud sammen med dem.
3. AKT
3. SCENE
Sander. Birgitte. Tilsidst Hamann.
BIRGITTE Hr. Sander, aa, bliv et øjeblik.
SANDER (vender sig). Ja, gærne, Frøken.
BIRGITTE Aa nej – (vaklende.) jo – det var blot noget, jeg vilde bede Dem om. De er saa klog og erfaren.
SANDER Erfaren – ja, klog, nej.
BIRGITTE Alle henvender De sig jo til Dem og vil have fat i Dem.
SANDER (trækker paa Skulderen). Ja, fordi de vil bruge mig – paa Prent.
BIRGITTE Men det vil jeg ikke. Jeg vil blot tale med Dem som Menneske, fordi jeg uvilkaarligt har mest Tillid til Dem.
SANDER (venligt). I saa Fald svarer jeg helst af Alle Dem. Hvad er det saa, De ønsker?
BIRGITTE Jeg vil blot bede Dem blive herinde, og hvis – hvis Hr. Hamann kommer, saa tal med ham og se at faa ham til at gaa igen – vil De? Sig, at jeg ikke er rask, eller at han ikke er velkommen, eller at – ja, hvad De vil, blot han ikke faar mig i Tale.
SANDER Er han indbudt?
BIRGITTE Nej, men jeg ved, at Hr. Munthe har søgt ham paa Hotellet, saa er det jo muligt, at han kommer for at høre, hvad det gjaldt, især da jeg – jo, jeg er vis paa, at han kommer.
SANDER Hvorfor er De vred paa Hamann?
BIRGITTE Det vii jeg nødig taleom. Han foraarsagede noget i Dag, der var mig saa forfærdelig pinligt –
SANDER Ah — jeg har nok hørt det!
BIRGITTE Jeg skammer mig for mig selv og for de Andre og for ham, især for ham! Helst vilde jeg kun græde og blive ved at græde, til alle mine Følelser og Tanker vare blevne til Taarer, saa der slet ingenting blev tilbage af det, der var.
SANDER Slet ingenting! Det var Synd -for os Andre!
BIRGITTE Har De nogensinde væeret henne et Sted, hvor der lige har været Ildebrand?
SANDER Ja naturligvis. Jeg har Brandtegn.
BIRGITTE Husker De, hvor der ser hærget og tilsølet ud, og hvor alt er kommet til at ligge paa de gale Steder – helt i Flæng, saa det ser ud, som der aldrig kunde komme Ro og Skønhed igen. Saadan ser der ud i mit Indre nu – hver en Tanke er forrykket, hver en Følelse traadt sønder. Jeg forstaar ikke mere mig selv og ikke det udenom mig heller.
SANDER Husk, paa Brandtomter bygger man jo op igen – noget nyt!
BIRGITTE (ser hen for sig). Ja, det gør man jo nok. (vender sig imod ham) Synes De, jeg skulde uddanne mig til Sygeplejerske?
SANDER (smiler lidt). Jeg vil sige Dem paa Forhaand – Hospitalskost er skral.
BIRGITTE De maa ikke slaa mig af mede Spøg.
SANDER Jeg har selv ligget der. Det var min Sæl ikke Spøg.
BIRGITTE Jeg ved nok, det er underligt af mig at tale om egne Anliggender til Dem, der er mig halvvejs fremmed, men jeg føler mig i dette Øjeblik saa forfærdelig ene her, trænger saadan til Forstaaelse.
SANDER (i en varmere Tone). Sig mig, er Hamann ikke Deres gamle Ven?
BIRGITTE Jo! Det vil sige – før, saa –
SANDER Hvorfor saa ikke tale med ham?
BIRGITTE (heftig). Nej nej, ikke med ham, ikke for alt i Verden. Jeg vil aldrig mere se ham.
SANDER Naar jeg giver Dem det Raad, saa er det, fordi jeg selv smigrer mig med at være en god Ven – det er vist det eneste, jeg er. Ser De, Frøken Birgitte, Deres Tillid har glædet mig, og dog maa De have følt, hvor mine Ord mod min Vilje er fremmede og tomme. Det kommer af, at det gaar med Venner som med Støvler, de gamle passer En alligevel bedst.
Hamann kommer ind fra Baggrunden, uden at Birgitte mærker det.
SANDER Se der – vend Dem!
Birgitte farer sammen, hilser hurtigt og gaar ud til højre, mens Hamann gaar et Par Skridt efter hende.

3. AKT
4. SCENE
Hamann. Sander.
SANDER Det hjælper ikke – hun vil være paa Krigsfod.
HAMANN Har hun udtalt til Dem, at –
SANDER Ærligt talt, Kære, hun har givet mig det Hverv at faa Dem til at gaa Deres Vej, i Fald De kom.
HAMANN Naa saadan! Ja, saa Farvel.
SANDER Nej stop, saa er der jo netop Anledning til ikke at gaa. Ja undskyld, men Tilfældet gør mig her til Deres Fortrolige. Hun er vred paa Dem, smækvred, ergo er det Dem, hun holder af – hvem gider blive vred paa Den, der er En ligegyldig, og altsaa man De se at faa hende til at bede om Forladelse. Saadan vil de som bekendt have det.
HAMANN Saa længe det var de Andre, der bekæmpede mig, var det mig en Svir at slaa fra mig, men naar det er hende selv, der ikke vil se mig, hvad andet har jeg saa at gøre end at give tabt og gaa.
SANDER De har at holds Stillingen, hvis De virkelig vil have hende. Ja, hvad er Deres Mening?
HAMANN Simpelt hen at gifte mig med hende – jo før jo heller.
SANDER Jeg kan tænke det. De ser mig ud til at være modig.
HAMANN Hvordan modig?
SANDER Pigen er sød, det indrømmer jeg, men hun synes at være lidt ømtaalig med Hensyn til det, Fru Plum kalder for Livskravet.
HAMANN Jeg ved godt, det er ingen Engel, jeg elsker – Gudskelov, det er hende, Mennesket, Kvinden, den lille brune Plet paa hendes Kind, hendes lyse Smil, hendes Fejl som hendes Godhed, aæt det, der samlet gør netop hende til den Eneste, jeg kan tænke mig at gøre til Vennen for Livet, Den, med hvem man har een Sjæl, eet Liv, eet Hjem, een Grav.
SANDER Farlige Fællesgoder!
HAMANN Hvor alting kommer anderledes, end man tror, saa underlig modsat Ens Vilje. Jeg har altid været vis paa, at den Kvinde, der sagde mig Nej, eller blot bad mig om Betænkning, hende ville jeg gaa bort fra med det sammen for aldrig at komme igen. Og saa nu – ja, hvis hun blot vilde høre paa mig, saa føler jeg, at jeg kunde blive ved at tale milde Ord til hende, som man taler til et Barn, der er vildfarende og træt, og at jeg atter og atter kunde byde hende mig Hjerte og mit Hjem, fordi jeg tror, det var det bedste for os begge.
SANDER Tillid er smuk.
HAMANN Ja, undskyld mig, det, jeg her siger, forstaar De sikkert ikke.
SANDER Snarest altfor godt – jeg har nemlig gjort adskillige Felttog med. Men da en af mine faa Leveregler er den, at Enhver saa vidt muligt skal følge sin Lyst i denne mangelfulde Eksistens, og det virkelig er Deres Attraa at blive Ægtemand, saa skal jeg gøre mit til, at De ikke gaar glip af denne Livets Balsam. Jeg kan desuden godt lide Dem – De er sa dejlig usammensat.
HAMANN Men hun er jo som nedsyltet i alt dette. Naar ikke engang det har hjulpet, at hun fik at vide, Munthe er gift, hvad Pokker hjælper saa! Jeg indser det fuldkomment ørkesløse i med Ord at ville slaas med det stive haardnakkede Noget, der hedder Anskuelser.
SANDER Det er sikkert. Det gaar med Anskuelser som med Søm. Jo mere man dunker løs paa dem, jo fastere kommer de til at sidde.
HAMANN Saa er det jo komplet umuligt.
SANDER Aldeles ikke, man skal blot sørge for, at Klarsynet kommer gennem egen Impuls. Det er vist, at De kunde tale og præke til Dagenes Ende uden mindste Udbytte, kun noget hos hende selv, en Tanke, et Glimt, noget, der saarer hendes Følelse og ægger hende til at sige imod; kun det kan bringe Omslaget frem. Og hun er lige ved det – hun hader Dem og nævner ikke Munthe, hun forstaar ikke sig selv og taler om en Brandtomt i sit Indre – jeg tror endog, hun strejfede Ordet Sygeplejerske – det plejer at være et sildigt Stadium. Kort sagt, det, De mangler, er ikkun Draaben, der skal faa Bægeret til at flyde over.
HAMANN Og denne kostelige Draabe, hvor finder jeg den?
SANDER Sgu ikke ved at gaa Deres Vej.
(trækker Overfrakken af ham og lægger den fra sig.) Lad Dem ikke drive herfra paa nogensomhelst Betingelse og se saa Øjeblikket an – dog helst i en anden Stue end den smukke Frøken – saa skal jeg foreløbig sende Dem Munthe herind.
HAMANN (rækker ham Haanden). Tak for Deres gode Vilje.
SANDER Ingen Aarsag! Jeg har set saa megen Ulykke blive til, naar gale Mennesker faar hinanden – ja, jeg mener dermed, at Forsynet som oftest er lidt uheldigt i Valg of Ægtefæller, saa at jeg virkelig skulde glædes, hvis det for en Gangs Skyld her skulde lade de rette falde i hinandens Arme. Og hvem ved – man har dog før set saa galt.
Han gaar ud til højre. Straks efter kommer Munthe Ind.

3. AKT
5. SCENE
Munthe. Hamann. Senere Adelaide.
MUNTHE (lidt kølig) Godaften. Hr. Sander sagde mig, at De ønsker at tale med mig.
HAMANN Jeg antog, siden De har søgt mig, at —
MUNTHE Ja, jeg søgte Dem, fordi jeg fandt, at De skylder mig en Forklaring.
HAMANN Jeg er ganske til Deres Tjeneste.
MUNTHE De blev i Dag, ved et Tilfælde, Vidne til mit Møde med –
HAMANN Med Deres Kone – ja!
MUNTHE Et Møde, som paa Grund af forhaandenvæerende Omstændigheder var lidt uheldigt.
HAMANN Ja, temmelig uheldigt. Men det gør maaske ikke noget?
MUNTHE De mener – overfor Frøken Stein, kan jeg tænke. Nej, hun er af dem, der ser langt og stort. Lad hende blot kende mig helt gennem dette, saa er min Magt over hende den samme som før.
HAMANN Jeg gratulerer.
MUNTHE Jeg forlanger blot af Dem, og det har jeg Ret til, siden De synes at være Fru Munthes eller Montellis Fortrolige, at De giver mig Oplysning om, hvad Mening og hvad Planer hun har, saa at jeg kan vide, hvad jeg har at holde mig til, og om muligt kan undgaa en pinlig Forklaring mellem hende og mig.
HAMANN En Forklaring kan næppe undgaas, hvad enten pinlig eller ikke.
MUNTHE Hvorledes — mener De?
HAMANN Deres Frue har bedt mig bringe Dem den Besked, at hun vil indfinde sig her om lidt, da hun ønsker at tale med Dem endnu i Dag.
MUNTHE Her – det er umuligt – i hvert Fald yderst ubelejligt. Her er Gæster.
HAMANN Da ikke i Øjeblikket, saa vidt jeg kan se.
MUNTHE (peger paa Døren tilhøjre). Derinde hos min Søster! De hører selv –
HAMANN Godt, gaa kun derind, saa skal jeg tage imod Fruen og meddele hende, hvad De finder for godt.
MUNTHE For at De yderligere kunde bringe mig i Fortræd. Jeg takker. De er min Rival, jeg ved det, og De har søgt at føre Deres Krig igennem med de mest perfide Vaaben.
HAMANN Hvorledes – jeg har tilladt mig at give Deres Frue et Raad – intet andet.
MUNTHE (irriteret). Kender De noget Menneske nok til at give Raad. Jeg har tænkt meget og levet meget, og dog har jeg aldrig helt forstaaet den dybeste Aarsag til mine Handlinger. Derfor valgte jeg Symboliken for at skildre, hvad der ligger bag det Liv, hvorom vi intet ved. Hvor tør jeg da raade Andre?
HAMANN Det tør jeg saa udmærket.
MUNTHE Ja, fordi der i Deres groft konstruerede Bevidsthed kun findes nogle faa enkle Begreber. Aldrig flyder i en Hjerne som Deres blot faa af dem sammen til en svag Forestilling om Livets i Tusinder af Traade sammentvundne Væv.
HAMANN Naar blot jeg har godt fat i min egen lille Traad, saa bekymrer jeg mig ærligt talt kun lidt om de mange Knuder paa Deres.
MUNTHE Jo kunstigere Islæt, jo mere udviklet Liv.
HAMANN De mener – indviklet.
MUNTHE (heftig). Bliv kun ved! Intet stempler en Tankegang mere end dum Gøren Nar ad det, man ikke kan fatte. Derfor har jeg hævet mig over Deres drilske Tale, men vogt Dem dog! Jeg er i en Stemning, hvor mine Nerver sitrer og dirrer. Det Øjeblik kunde komme, hvor jeg ikke er Herre over mig selv.
HAMANN Hvis De blot kan opsætte Øjeblikket en Smule, bliver det forhaabentlig ikke mig, men Deres Frue, der kommer til at nyde godt af Eksplosionen. Naa, det banker, det er muligvis hende.
Munthe gaar hen og lukker op. Adelaide træder ind.
ADELAIDE Godaften! Du var vist gennem Hr. Hamann forberedt paa mit Komme.
HAMANN Ja, jeg glædede straks Deres Mand dermed.
MUNTHE Tør jeg bede Dig tage Plads.
HAMANN (lidt nølende). Maa jeg saa tillade mig at tage Afsked –
MUNTHE Farvel!
ADELAIDE Nej, jeg beder Dem – bliv! De har i Dag vist Dem som en saa nydelig Ven af min Mand –
HAMANN (smiler). Glæder mig. –
MUNTHE (tilkaster ham et irriteret Blik).
ADELAIDE Og De er optraadt saa chevaleresk overfor mig som Dame, at det vil være mig kært, om De vil være til Stede ved vor Samtale. Det vil være en moralsk Støtte baade for ham og for mig.
HAMANN Kære Frue, just i Moralen tror jeg ikke, Deres Mand plejer at søge sin Støtte, saa jeg vil overlade til ham at bruge de Argumenter, der i hans Øjne er mere fyldestgørende.
ADELAIDE (med et Bilk til Munthe). Aa – Hamm,.
HAMANN Men siden De ønsker det, skal jeg med Fornøjelse i en anden Stue oppebie Resultatet af Deres Samtale, og staa til Disposition, ifald De maatte ønske min Ledsagelse herfra.
ADELAIDE (nikkerr venligt). Tak!
Hamann ser til Dørene med en spørgende Bevægelse. Munthe aabner Døren til venstre for ham og kommer tilbage.
3. AKT
6. SCENE
Munthe. Adelaide.
MUNTHE Altsaa – Du har ønsket en Samtale. Jeg beder Dig – lad os komme til Sagen. Min Tid er lidt knap.
ADELAIDE (elskværdig). Lad mig begynde med at sige, at Du har rørt mig dybt. Jeg er en Trækfugl, en Nattergal, der flakker rundt i Verden. Hyldest faar man nok af, naar man har lidt Charme og lidt Chic, men Hengivenhed, det er jo straks en mere nobel Følelse, der bibringer En Tro, baade paa en højere Styrelse og paa Ens medfødte Elskværdighed.
MUNTHE (tørt). Især det sidste, formoder jeg.
ADELAIDE (smiler til ham). Justement! Tak, Alfred.
MUNTHE (irriteret). Anton!
ADELAIDE (undskyldende). Ah, pardon – det er jo sandt, det var Baronen, der hed Alfred. Enlin – tak, Anton, fordi Du har tilgivet og glemt mine svage Sider.
MUNTHE Men det har jeg ikke – lad os heller straks komme til Forstaaelse. Jeg har aldrig glemt, aldrig tilgivet, at Du be-nyttede Dig af min drengeagtige Forelskelse til at bemægtige Dig mit Navn, min Fremtid, min Position, kort sagt, mit Liv, blot for at staa som Frue paa Plakaten og derefter hensigtsløst gemytligt at søle det hele til.
ADELAIDE (forbavset). Hvad er dette – qu’est ce que c’est que ca!
MUNTHE Havde en flammende Lidenskab tændt dine Sanser i Lue, saa havde jeg baade forstaaet og tilgivet. Jeg ved at bøje mig i Beundring for den Kvinde, der skrider gennem Syndens Nat med Kærlighedens lysende Banner højt over Hovedet! Men var Du i Stand til det – nej! Hvad var det, Du var opfyldt af – udannet Forlystelsessyge og vulgær Livsappetit.
ADELAIDE Jeg er komplet konsterneret.
MUNTHE Ja, lad det kun komme frem – længe nok har jeg været nødt til at tie. Som en Mare har det dumme Ægteskab hvilet paa mig, irriteret og pint mig og plettet mit Navn.
ADELAIDE Er det mig, der er sindsforvirret, eller er det Dig? Hvad betød da din Søgen og din glade Modtagelse fra før?
MUNTHE Den beror paa en Fejltagelse, opstaaet ved denne utaalelige Hr. Hamanns Griben ind.
ADELAIDE Mais mon Dieu, har jeg selv set dit Avertissement, eller har jeg ikke?
MUNTHE Ja, det er sandt, jeg har søgt Dig og ønsket dit Komme, just ikke for at faa den Glæde at se Dig igen, men for at kunne blive skilt fra Dig og gift med en Anden, som min Hu nu staar til. Der har Du den hele Sammenhæng.
ADELAIDE Naa, saadan at forstaa!
MUNTHE (uden at ænse hende). Endelig staar jeg da nu ved Maalet! Endelig kan jeg da trække Vejret og blive befriet fra den Fortid, der har hængt ved mig som en Borre.
ADELAIDE (rejser sig indigneret). Det er nok – un mot de trop, Monsieur! Det Ord skal Du komme til at fortryde. Jeg – en Borre! Eh bien, saa lad mig være en Borre – jeg nægter at lade mig skille. Naar Du tager det paa den Maner, saa er der vinket af, min Ven.
MUNTHE (med en Bevægelse). Hvad siger Du?
ADELAIDE Jeg siger: All right! Her kommer jeg fuld af den pureste Velvilje og Sympathi, og saa bliver jeg modtaget paa det mest uforskammede. At vi overhovedet blev gifte, det plejer man da at være To om, og hvad det anbelanger, at jeg har hængt ved Dig som en Borre, saa synes jeg ikke, jeg har gaaet Dig synderlig i Vejen, eftersom jeg i samfulde tre Aar har været væk – „effacee comme un reve!”
MUNTHE (bliver betænkelig og skifter Tone). Adelaide, misforstaa mig ikke!
ADELAIDE Nej, det skulde jeg ved den godeste Gud have ondt ved.
MUNTHE Jeg havde, lige før Du kom, haft en lidt ubehagelig Samtale, der havde hidset mine Nerver. Jeg mente ikke saadan, hvad jeg sagde.
ADELAIDE Ikke det – naa!
MUNTHE I hvert Fald kan jeg ligesaa godt mene noget andet – se det fra en anden Side. Den menneskelige Bevidethed har jo flere –
ADELAIDE Facader – ja!
MUNTHE Ganske vist passede vi daarligt sammen, men kan hænde, at Fejlen ogsaa var min, og at din godhjertede lette Natur ofte maatte døje ondt under mine Nervers anspændte Liv.
ADELAIDE Bagefter kommer tyndt Øl – Merci, mon ami! Nok er jeg let af mig, men saa let forvinder jeg ikke et ondt Indtryk. Om Du vilde traktere mig med alle de poetiske Ord, Du kan finde i din Pose, og det er vist mange, saa kommer Du lige vidt med mig.
MUNTHE (overtalende). Adelaide –
ADELAIDE (følesløs). Jeg sagde – Du kommer lige vidt mod mig, og dermed har vi To gjort op.
MUNTHE Vent dog – vent! (gaar hen og kalder ud til højre.) Melitta, hør lidt, du maa komme.
ADELAIDE Melitta! A la bonne heure – lad hende blot komme an!
Melitta kommer skyndsomt ind fra højre.

3. AKT
7. SCENE
Munthe. Adelaide. Melitta. Straks efter Blomquist.
MELITTA (studser). Du her – Godaften!
MUNTHE Melitta, det hele staar stille! Adelaide nægter at lade sig skille.
MELITTA Hvorfor?
MUNTHE Lidt gammel Bitterhed fra min Side – et Par uoverlagte Ord –
ADELAIDE (peger pa
MELITTA (venligt). Kære Adelaide, Du har jo et godt Hjerte, og jeg ved, at Du opgiver al Modstand, naar Du herer, at Antons Fremtidshaab i dette Øjeblik staar paa Spil. Han er forlovet.
ADELAIDE Naa – det er jeg ogsaa. Det er, ikke svært at blive. Men naar nu –
Blomquist kommer ind fra højre.
BLOMQUIST Hvar är den tyska tidningen, där jag omtalds som Romeo – (ser Adelaide.) Ah –
MELITTA (forestiller). Fru Munthe –
ADELAIDE Montelli!
MELITTA Min Mand –
BLOMQUIST Charmerad att få göra fruns bekantskap!
MELITTA Vi var midt i en lidt vanskelig Diskussion.
BLOMQUIST (konverserende). Stannar frun länge qvar?
MUNTHE (peger paa Døren til venstre). Kære Blomquist, den Avis, Du søger, ligger vist derinde.
BLOMQUIST Ja så, nå – ursäkta! (Gaar ud til hojre med lidt krænket Mine.)
MELITTA Ser Du, Adelaide, Anton fandt kun Mislyd i sit Ægteskab med Dig – lad saa være, at han selv har haft sin Del deri, men saa meget maa Du dog ind-rømme, at et mislykket Ægteskab altid er en Hæmsko for en ung Mend, der vil frem.
ADELAIDE Saa – ! Den gjorde maaske ikke Lykke, den Bog, han skrev om mig?
MUNTHE Det er jo en Forfatters Styrke, at ban formaar at omskrive sine Sjælelidelser til Kunst.
ADELAIDE (tørt). Og Penge – ja!
MELITTA Du vil dog vel ikke brutalt nægte ham at nyde Lykken, lige hvor den træder ham i Møde! En ung Pige elsker ham og beundrer hans Talent. Hun er fint forstaaende, smuk, dannet –
MUNTHE Oprindelig frisk!
ADELAIDE Alt det, jeg ikke er – efter jeres Mening! Tak, hvis I tror at formilde mig med at rose min Efterfølger, saa tager I fejl. Efter hende kan I nu skyde en hvid Pind.
MUNTHE Adela –
ADELAIDE Men for jeg gaar, skal I dog have at vide, at jeg selv var kommen herhen for at faa Skilsmissen i Stand.
BEGGE Hvordan
ADELAIDE Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!”
MELITTA Jeg kom herhen i Forsonlighed og Fred for at sige til Munthe: Jeg kan med min bedste Vilje ikke vende tilbage fordi jeg har lovet min Forlovede at gifte mig med ham, og jeg kan ikke svigte ham. Mens jeg er her, saa ved jeg, at han gaar derovre i Smiths Pensionat og vrider sine Hænder, den Arme, indtil han har mig igen. „Le pauvre cheri!”
MELITTA Men saa tag dog mod Fornuft, kære Adelaide, om ikke for vor Skyld, saa for din egen og for hans. Naar Du nægter at lade Dig skille, saa kan Du jo heller ikke selv blive gift.
ADELAIDE For min Skyld ingen Allarm. Naar alt kommer til alt, kan jeg have den samme Fornøjelse af Petersen uden det.
MELITTA Adelaide, husk dog paa det Gode, der trods alt var imellem os.

ADELAIDE Hvad det angaar, var det tyndt bevendt. Istedetfor at tage jer af mig, gjorde I Nar ad mig, fordi jeg ingenting havde lært. Jo, kan I huske, hvor I haanede mig engang, jeg havde skrevet „taalmodig” t-o-l -, ligesom det ikke kunde hændes den Bedste at glemme et D.
MUNTHE (undskyldende). Det var dengang!
ADELAIDE Ja netop! Den savoir vivre og sociale Verden, som I skulde have hjulpet mig til, den har jeg nu skaffet mig selv ved en dannet Omgang og et vekslende Liv. Derfor blæser jeg nu ogsaa Jer et langt Stykke og gaar hjem og pakker mit Tøj og rasler afsted i Morgen tidlig med Toget Kl. 7.20, og saa kan i jo se, hvornaar I igen faar Fingre i mig.
MUNTHE Tænk i Tide paa det Ansvar at afskære to Mennesker fra Lykken.
ADELAIDE Hvad den Ting anbelanger, saa er det jo en ren Velgærning for Dig, min Kære!
MUNTHE Hvordan?
ADELAIDE Sagde Du ikke lige selv’ at en Digter skriver sine Lidelser om til Kunst? Altsaa, jo grueligere Du sørger, jo bedre bliver dine Bøger, og det er da, saa vidt jeg kan forstaa, en reel Fordel baade for dem, der skal sælge dem og for dem, der skal læse dem, for ikke at tale om Dig selv. Jeg faar næppe dine Digte at se, men ovre paa den anden Side Jorden, paa Ny Zeeland eller Portorico, hvor Portvinen gror, der skal det være mig en sand Fornøjelse at tænke paa, at jeg, blot ved at være til, kan hjælpe paa mit Hjemlands Poesi og nervepirrende Kunst. Med den behagelige Tanke vil jeg tage Afsked paa ubestemt Tid og ønske at Lidelsen maa hænge fast ved dit Liv som en Borre til stadig Profit for Dig selv og dit Folk. Tak for dengang – au revoir!
Hun gaar med krænket Mine ud i Baggrunden.
MUNTHE (der har søgt at holde hende tilbage). Hun gik!
Han synker tilintetgjort om i en Stol.

3. AKT
8. SCENE
Melitta. Munthe. Straks efter Blomquist. Tilsidst Fru Plum.
MELITTA Er Du da fra Sans og Samling, at Du fornærmer hende istedetfor at smigre hende alt det, Du kan.
HAMANN Ja, jeg er fra Sans og Samling! Den irriterende Hr. Hamann havde ægget mig op.
MELITTA Det kan man kalde at varetage sin egen Tarv.
MUNTHE Lad mig være i Fred, for Pokker!
Blomquist kommer ind igen fra venstre.
BLOMQUIST Jag fann inte den tidningen – endast Hr. Hamann! (ser paa dem.) Men hur står det till – ni ser så häpne ut! Hvar är fru Montelli?
MELITTA Gaaet. Hun blev fornærmet og nægtede at lade sig skille. Dermed Basta – Planen strandet – hele Antons Lykke ødelagt.
BLOMQUIST Är det möjligt! (gaar hen til Munthe og klapper ham paa Hovedet.) Stackars goose – jag är mycket ledsen! Ni vet, att hjertats sympatiska känsla är ett af de djupaste dragen i min temperamang. Men kan vi då inte hindra henne från att resa?
MUNTHE Hvordan det? I Morgen tidlig drager hun afsted med samt sin Elsker – eller Forlovede.
BLOMQUIST Har hon en fästmann? Hvad heter han?
MELITTA Andersen, synes jeg.
MUNTHE (ser op). Nej, Petersen, sagde hun.
MELITTA Han elskede hende i hvert Feld ubeskriveligt!
BLOMQUIST Ja, men så – (slaar sig for Panden.) Vet ni, hvar hon bor?
MELITTA Ja, her ovre i Smiths Pensionat.
BLOMQUIST Vänta då – venta! (gaar hen til Skrivebordet.) En snilleblix bryter fram i min själ!
MELITTA Hvad er det. Du vil?
BLOMQUIST (skriver). Jag skrifver några rader till hennes fästman Hr. Petterson, och om verkligen den herran älsker henne så passioneradt, som hon bedyrar, så är det endast han, som kan rädda den prekära situationen.
MELITTA (til Munthe). Ved Du hvad, det er der noget i.
MUNTHE (lidt oplivet). Ja, det var maaske en Udvej.
BLOMQUIST Jag har bedt honom komma hit i en presserande affär! (til Melitta.) Kanske jag är så mycket herre i huset, att jag törs skicka Maria, tjenstflickan, tvärs öfver gatan för att lemna detta bref?
MELITTA Ja, Gudbevares, lad hende endelig gaa.
BLOMQUIST (med værdighed). Får jag så lof en passant att påminna er om, att kanske ni sitter inne med intelligensen och resonnerandet här i huset, i synnerhet det sista, men de ljusa ideerne, de har, ta min tusan, jag.
Han gaar ud til højre med Brevet, idet Fru Plum kommer ind fra Baggrunden.
FRU PLUM Godaften, maa jeg komme denne Vej! Det er nemmere.
Hun tager med Munthes Hjælp Tøjet af.
MELITTA Du kommer sent?
FRU PLUM (kommer nærmere). Ja, undskyld, jeg har været ude at gøre Indkøb.
MELITTA Er Du ved Muffen?
FRU PLUM Jeg – nej, men jeg syntes, det var bedst at bedst at benytte Lejligheden nu lige, hvor Plum faar Statsunderstøttelse.
MELITTA Saa har Du været uheldig, for den er forkastet.
FRU PLUM (forbløffet).Men Gud, det er da ikke muligt? Er Plum her? (løber hen til Døren til højre.) Plum, kom herind!
Plum kommer ind fra højre. Straks efter kommer Sander og Fru Kruse med nogle af Gæsterne.
3. AKT
9. SCENE
Munthe. Melitta. Plum. Fru Plum. Sander. Fru Kruse. Lidt efter Hamann og Birgitte samt Gæsterne. Senere Blomquist. Tilsidst Pianist Louis Petersen.
FRU PLUM Er det sandt, Plum, faar Du ingenting?
PLUM (mørk). Ikke en Hvid — har Du kendt Mage?
FRU PLUM Og jeg, der har været henne at købe tre dyre Kjoler.
MELITTA Det gør jo ikke noget, Ellinor, I vil jo dog skilles.
FRU PLUM Nej, saa er min Beslutning fattet. Naar Livet gaar Plum imod, saa forlader jeg ham ikke. Ikke nu!
PLUM Tak, Ellinor! Ifald Du vil fortsætte vort Ægteskab, saa er ogsaa jeg villig – i Frihed.
SANDER Tør jeg spørge – er Kjolerne betalte?
FRU PLUM (forbavset). Nej – !
FRU KRUSE Naa – det trøster noget!
Birgitte kommer ind fra højre i Følge med Resten af Gæsterne. Da Sander ser hende, gør han en Bevægelse og gaar hen til Døren til venstre og vinker ud. Idet Hamann da kommer ind, studser Birgitte og vi1 trække sig tilbage.
SANDER (gaar hen til hende og drager hende nærmere). Frøken, maa jeg have den Ære at gratulere Dem.
BIRGITTE Hvortil?
SANDER (peger paa Munthe). Vejen ligger nu næsten fri for Deres Hjertes Ønsker. Fru Plum er bleven forlovet –
BIRGITTE Forlovet?
SANDER Ja, med sin Mand. Og forhaabentlig afgiver Fru Munthe ogsaa sine Krav, naar Deres Ven Hr. Hamann smukt overtaler hende dertil.
BIRGITTE (ser hurtigt til Hamann og farer sammen). Jeg forstaar Dem ikke.
FRU PLUM (studser). Hvordan, er det nu Birgitte? (ærgerlig.) Hør Munthe, maa vi engang for alle faa at vide – hvem er „den solbeskinnede Fred?”
MUNTHE (med et langt Blik paa Birgitte). Hende!
FRU PLUM Men Gud, Plum, saa har vi rent været paa Vildspor.
PLUM Ja, saa er alt det, vi har sondret, splittergalt!
SANDER Jeg raader til at begynde forfra.
BIRGITTE (rynker Brynene). For min Skyld skal De ikke gøre Dem Besvær, Fru Plum, jeg skal saa vist ikke berøve Dem hverken denne Deres Ven eller nogen af de Andre.
MELITTA (studser). Hvad mener Du?
MUNTHE (ti1 Birgitte). De drages jo dog mod mig!
MELITTA Tal kun aabent, Birgitte!
BIRGITTE Det er netop det, jeg har i Sinde. Jeg vil frit og aabent sige, at det er blevet mig ækelt, alt dette – jeg vil ud af det – bort!
De Andre komme efterhaanden nærmere og lytte.
SANDER (sagte til Hamann). Kan De se – Draaben fandtes!
BIRGITTE Ja, I maa gærne høre det allesammen. Jeg har i Dag følt mig saa mismodig og usikker som ingensinde før, netop jeg havde beundret jer saadan, brændt af Lyst til at leve med i jert Liv, som jeg troede, skulde gøre mig klarere i For-staaelse og rigere i Følelse.
MELITTA Har Du da ikke truffet baade Forstaaelse og Følelse?
HAMANN Jo, især rigelig med Følelse.
BIRGITTE Men hvordan er den – som Skum paa Vand, synes jeg.
MELITTA Hvad forlanger Du – Kærlighed kan ifølge sin Natur ikke være robust.
FRU PLUM Det er jo det, der gør den til Poesi, at den er flygtig – som Blomster – som Musik.
BIRGITTE Ja men – (ligesom lidt søgende.) Nej, nej, de smukke Ord tror jeg ikke længer paa. Jeg kan ikke afgøre, om Kærlighed kan vare altid, men jeg synes jeg kan se, at det, der gør den smuk, det er, at Den, der føler den, selv tror paa, at den vil vare Livet igennem. Men det gør I ikke – nej, Ingen af jer! I underforstaar, at det kun er Tidsfordriv for jer – (protester.) Ja, ja da – Livsstof, Pirring, Oplevelse eller hvad I kalder det – jo mere deraf – jo bedre. (atter Protester.) Jo jo, jeg tror, at det er det, der gør Forskellen.
MELITTA Du forbayser mig, Birgitte! Hvor kan Du tale saadan, Du, der endnu i Gaar turde lade haant om smaa Menneskers Dom og havde Mod til at sige: Jeg elsker, det er mig nok.
BIRGITTE Men nu tror jeg ikke mere, at det er nok. Jeg har forstaaet, at Kærlighed er ikke blot Forelskelse, den maa da efterhaanden vokse sammen med det bedste i En selv og Ens Liv for at blive til noget, der har Værdi!
PLUM Den har sin blivende Værdi omsat i Kunst.
FRU KRUSE Ja, det ser man fra de virkelig gode Roller.
BIRGITTE Jeg synes tværtimod, det maa falde saa naturligt, saa ens for Alle at sige til den, man holder af: Ingenting i Verden kan gøre mig lykkelig uden at leve med i dit Liv med mine Tanker og mine Ønsker og mine Haab – det er altsammen kun til for Dig. Tag mig, som jeg er, helt og, holdent og lad mig ikke beholde andet end mit Hjerte for at jeg kan elske Dig – og det bestandig.
HAMANN (gør et Skridt hen imod hende, men stanser).
FRU KRUSE (vifter sig). Et Slags Klosterløfte!
PLUM En Slags Livsassurance.
SANDER Paa dyre Vilkaar!
BIRGITTE Ja, I ler af mig og jeg begriber ikke selv, hvor jeg faar Mod til at sige dette til jar, der kender Livet meget bedre end jeg, men det er efterhaanden blevet saa underlig klart i mig, at jeg maa have det frem. Jeg synes ikke, I tænker rigtig fint og kønt i det vigtigste af alt: Det, der angaar Hjertets Liv. Og alle disse plumrede Følelser med samt Skilsmisse og Ombytning og Sjælekval og Pengegæld, det hele Væsen, det – ja, det fortjener i Grunden et ganske andet Navn, end kunstnerisk Frihed, som I giver det.
MELITTA Og hvad er det for et Navn?
PLUM Naa, ud med det!
BIRGITTE Hvad Navnet er – ja, det er –
HAMANN (roligt). Det er simpelthen Griseri!
ALLE Nej hør –
MELITTA Dette gaar sandelig for vidt!
Alle, undtagen Munthe, omringe Hamann og Birgitte og tage heftlgt til Genmæle med Udbrud, som: „Instinktet er det Stærkeste” – „Hvad er Livskampens Nerve” – „Det gælder da at leve helt og rigt” – o. s. v. Under dette kommer Blomquist ind fra højre, staar et Øjeblik i Uvished om, hvor vidt han skal slutte sig til den diskuterende Gruppe, opgiver det saa, gaar hen i Forgrunden, og tager et Haandspejl, hvori han betragter sig selv, mens han med halv Stemme tager et Par Toner. Fru Plum fjerner sig under dette fra de Talende og gaar hen til Munthe.
FRU PLUM Lider Du, Munthe?
MUNTHE Ja, og dog føler jeg sælsomt intensivt. (ser pludselig paa hende.) Om dette tror jeg, at jeg kan skrive noget godt – og stærkt.
FRU PLUM Om Dig og mig maa Du skrive alt – om det saa er meget stærkt.
MUNTHE Det ved jeg, Ellinor, Du har den storladne Bevidsthed.
Under de sidste Repliker har den diskuterende Gruppe fordelt sig i flere mindre. Hamann og Birgitte komme nærmere.
HAMANN Birgitte, sig mig, det De der sagde, betød det noget for Dem selv — og for mig?
BIRGITTE (lidt tøvende). Jeg ved ikke – maaske – (ser op paa ham.) Jo, jo, Oskar, det betyder, at jeg nu er Din igen, Din for bestandig – Din, som i gamle Dage. Jeg har været styg imod Dig i Dag – kan Du tilgive mig?
HAMANN Birgitte —
BIRGITTE Jeg beder Dig, tag mig saa med Dig – bort herfra – hjem.
HAMANN Ja, hjem til mig, som min Hustru – vil Du? I det ene Ord er lagt alt, hvad jeg ved, af Kærlighed og Tillid. Tror Du det ikke?
BIRGITTE Jeg tror, at Den, der giver sig ind under Din Varetægt, kan føle sig tryg – og lykkelig.
HAMANN (kysser i Smug hendes Haand). Tak. Jo hedere Striden, jo bedre Sejren.
Under den almindelige Samtale er Pianist Louis Petersen kommen ind fra Baggrunden. Han gør et lidt luvslidt elegant Indtryk.
PETERSEN (paa norsk, da han har ventet lidt). Goddag!
Alle vende sig og stirre paa ham.
MELITTA (som forstenet). Min Mand!
BLOMQUIST (vender sig interesseret). Är det möjligt?
FRU KRUSE (ti1 sin Sidemand). Dette er ligefrem interessant!
SANDER (tager Petersen til Side sammen med Plum). Hør, bedste Petersen, hvad tænker Du dog paa, at Du kommer til Syne her?
PETERSEN De har saagu selv haft Bud efter mig.
PLUM Ih, Gud forbarme sig – kan vi mon vente alle de Forhenværende?
FRU KRUSE Goddag, Hr. Petersen, hvordan har De levet saa længe?
PETERSEN (hilser høfligt). Svært hyggeligt at faa se gamle Venner igen.
(Gaar hen til Melitta.) Meget har skiftet om, siden vi To skiltes, Melitta! Vi kan ses nu uden Bitterhed.
SANDER Men ogsaa uden egentlig Sødme, synes det.
MELITTA (ser hen for sig). Fortiden stirrer paa os med et underlig glansløst Blik.
FRU PLUM Ja, Maalet maa jo være at gribe Momentet og holds det fast.
SANDER (peger paa Petersen). Maaske dog ikke særligt dette Moment.
BLOMQUIST Melitta, kanske du är så snäll att presentera –
MELITTA (vender sig fornærmet bort).
PLUM Maa jeg – : Hr. Petersen – Husets Vært Operasanger Blomquist –
De giver hinanden Haanden
BIRGITTE (ler lystigt). Nej se de To, der konverserer! (til Hamann.) Jo, jeg indrømmer, den megen Lidenskab har ogsaa sin komiske Side.
HAMANN Ikkesandt – set lidt paa Afstand.
PETERSEN (forekommende til Blomquist). Jeg har hørt om Deres sjældne Talent –
BLOMQUIST (forbindligt.) Okså i era sköna romanser har den vunnit pris, herr Petterson! Det är mig en glädje att få göra bekantskap med en så talangfull och angenäm kollega i konsten.
SANDER (med en Bevægelse hen mod Melitta). Og i Ægteskabet!
De to Herrer trykke atter hinanden i Haanden.
BIRGITTE (til Hamann). For os To skal Ægteskabet blive noget andet!
TÆPPE

RØRT VANDE: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSER