Rørt Vande 1. akt

Sal i en elegant Kafé. I Baggrunden en bred Døraabning til et andet Værelse, hvor man ser Folk komme og gaa, Opvartere bære Bakker osv. Til højre Udgang til Trappen, ved Siden deraf en Stumtjener med Overtøj. Til venstre Dør til en tredje Stue. Rundt omkring smaa Borde med Stole om. Ved et Bord til venstre sidder Orcar Hamann og spiser til Aften. Han gør et ungdommeligt og ktaftigt Indtryk. En krølhaaret Herre kommer ind fra højre, en Opvarter iler til og hjælper ham Tøjet af.

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)
OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER
1. AKT
1. SCENE Hamann, Herren, Opvarteren. Strax efter Birgitte Stein med en Pige..
EN HERRE Godaften! Er Anton Munthe her – Forfatteren?
OPVARTEREN Endnu ikke, men han plejer jo van at komme paa denne Tid af Aftenen.
EN HERRE Er der ikke bestilt noget særligt i Anledning af Premiéren?
OPVARTEREN Ikke det jeg ved af. (ser polist paa ham.)
Men vi kan jo se Tiden an, Hr. Strøberg! Skal det være en lille Genstand saa længe?
EN HERRE (lader overlegen). De kan give mig en Absinth – derinde.
(Han gaar ind i den anden Stue.)
HAMANN Opvarter, jeg vil gærne betale.
OPVARTEREN Saa gærne! (tæller sammen.)
Een Kr. femten. (Hamann betaler.)
Mange Tak!
Birgitte Stein kommer ind fra højre, ledsaget af en gnavent udseende Pige. Hun er rank og slank med lidt store Bevægelser og et frejdigt Blik
BIRGITTE (ser sig om).Jo, de sagde, det var denne Vej, men de er her jo ikke.
(til Opvarteren.) Godaften, tør jeg spørge, om De kender Hr. og Fru Blomquist og Hr. og Fru Plum?
OPVARTEREN Ja, bevares, Frøken!
BIRGITTE Er de ikke komne?
OPVARTEREN Nej, endnu ikke.
BIRGITTE Kom, Camilla, saa spadserer vi lidt imens.
PIGEN (modvillig). Skal vi trave om i det Sjaskeføre?
OPVARTEREN Vil den Dame ikke vente her saa længe?
BIRGITTE Nej tak.(vil gaa.)
HAMANN (der har nærmet sig). Birgitte, kender Du mig da ikke?
(standser ved at se hendes forlegne Mine.) Tænk, at jeg skulde træffe Dem her, Frøken Stein.
BIRGITTE Ja, det var en Overraskelse!
PIGEN Saa kan jeg vel gaa, siden Frøkenen har faaet Selskab?
BIRGITTE Nej –
HAMANN Jo, gaa De blot.
Pigen gaar ud til højre, og Opvarteren bortfjærner sig med en diskret Mine.

1. AKT
2. SCENE
Hamann – Birgitte
HAMANN Vil De ikke sidde her? Maa jeg byde Dem noget?
BIRGITTE Nej, mange Tak. (sætter sig ned længer tilhøjre.)
HAMANN (gaar hen til hende). Jeg kommer lige fra Deres Hjemstavn.
BIRGITTE Saa -! Hvorfor kom De ikke, mens jeg var hjemme?
HAMANN Jeg kunde ikke slippe fra Byen; vi har krydset hinanden.
BIRGITTE Var Tante Jette vred paa mig?
HAMANN Snarere bedrøvet over at have mistet Dem, baade hun og Deres øvrige Slægt.
BIRGITTE (halvt for sig selv). Nu sidder hun ved Thebordet!
HAMANN Hvor De plejer at sidde med hende, ja, og i Stedet kommer De her paa en Kafé!
BIRGITTE Jeg skulde jo træffe de Andre – de kommer fra Teatret. De ved, Anton Munthes nye Stykke gaar første Gang i Aften.
HAMANN Saa -! Hvorfor er De da ikke med?
BIRGITTE Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunde, men det var mig umuligt at sidde der. Sæt, det nu gaar daarligt.
HAMANN Vilde det være saa forfærdeligt – for Dem?
BIRGITTE Ja, det ka De da nok tænke! (lidt forlegen) De maa huske, at nu lever jeg jo med i alt det.
HAMANN Ja, det er det, der har undret mig, overvældet mig. (efter et Ophold.) De ved, hvorfor jeg rejste hjemmefra for tre Aar siden, ikke sandt, Birgitte?
BIRGITTE De var energisk, vilde hurtigt i Vej.
HAMANN Men hvorfor var jeg energisk, for at kunne komme hjem og hente Dem. Nu er jeg her, – og saa?
BIRGITTE (søger at gaa uden om det). Det gaar Dem jo saa udmærket; det maa være morsomt for Dem, at De fra London er sendt ud til Filialer i Indien – tænk, at se det vidunderlige Land –
HAMANN De vil ikke tale med mig om det, der var imellem os, og det er dog det, der har givet mig Mod og Kraft til at holde ud der langt borte – alene. Det er ingen Sag at kæmpe sig frem, naar man har et Maal, men det er svært at gøre sig klart, at selve Maalet var et Blændværk. Er vi to virkelig færdige med hinanden?
BIRGITTE Vi havde jo nok gensidigt lovet at vente – men –
HAMANN Ja, en Sommeraften – husker De – hvor De gik i Haven langs de gamle Æbletræer og plukkede Lavendler til Tørring. De stal mig nogle Stykker i Knaphullet; de har fulgt med mig i min Kuffert – ja, vi er jo alle lidt sentimentale! Ganske ubevidst var deres Duft bleven mig et Symbol paa Hjemmet, Minderne, det Gamle og Kære, alt det der gør den Ensomme blød om Hjertet og holde ham oppe.
BIRGITTE (lidt tøvende). Var det for min Skyld, De nu rejste der hjem?
HAMANN Ja. Desuden – jeg vilde søge at stanse Dem. Jeg havde hørt, at De agtede Dem i Huset hos min Kusine, Fru Ellinor Plum. Jeg kom for sent, paa flere Maader.
BIRGITTE (lidt forpint). Husk, jeg var saa ung dengang, halvt Barn; jeg vidste ikke, hvad jeg lovede.
HAMANN De skrev dog en Tid lang.
BIRGITTE Jeg holdt op, fordi, – ja, jeg tænkte nok paa at skrive og forklare Dem, at det kun havde været en Barnedrøm, en Stemning, det hele, men saa syntes jeg, det var bedre for os begge at lade det dø hen. Ja, De maa ikke tro, at jeg ikke stadig holder af Dem, det har jeg altid gjort – aldrig har jeg glædet mig til noget, som til Ferierne, naar De kom hjem til Deres Onkel – og nu er det ligesom der vaagner saa meget i mig ved at se Dem igen, men jeg kan dog ikke sætte al Livets Lykke ind paa en Barnehengivenhed – aa nej, der er alligevel noget helt andet til.
HAMANN Ikke noget, tror jeg, der er sikrere og bedre.
BIRGITTE (lytter). Der kommer de, ja, det er dem, hvor mig hjerte banker – jeg tør neppe spørge!
Plum, Fru Plum, Munthe og Sander komme samtalende ind fra højre.
1. AKT
3. SCENE
Birgitte, Hamann, Plum (fedladen med Fuldskæg, rolig i sine Bevægelser), Fru Plum (slank og bøjelig med drømmende Øjne), Munthe (mørk, bleg og soignert klædet), Sander (skarp, spids og elegant).
Efter dem kommer et Redaktionsbud, der tager Plads ved Døren. Senere Melitta. Tilsidst Fru Kruse.
BIRGITTE (betragter dem spændt). Hvordan gik det saa?
FRU ELLINOR
PLUM
(uden at ænse hende). Hus misforstod jo aldeles Slutningsscenen – hele Symboliken gik tabt. Naa, er Du der, Birgitte, Godaften.
(til Hamann.) Se se, Fætter Oscar, er Du kommen tilbage?
HAMANN (hilser paa de andre). Ja, i Dag.
PLUM Tonen er udmærket slaaet an, Munthe. Dødens Uhygge laa virkelig over det.
BIRGITTE (aandeløs). Det er altsaa – ikke – gaaet godt?
MUNTHE (trækker paa Skulderen). Ikke særligt, tror jeg.
DE ANDRE (lidt tøvende). Aa, vist saa!
Et par Herrer komme ind fra højre.
FØRSTE HERRE Godaften, Hamann –
ANDEN HERRE Jeg troede, Du var rejst!
De drage med ham med sig ud i Stuen i Baggrunden.
FRU PLUM Det er et Stykke, der vil blive paaskønnet af de udvalgte.
MUNTHE (trækker paa Skulderen). Hvor mange fatter, hvad Kunst er.
FRU PLUM Kunst er et Billedsprog, der udsiger det Evige.
MUNTHE Det er simpelthen en Sjælstilstand.
PLUM Personlighedens Selvhævdelse!
SANDER Eller snarest et idealiseret Levebrød.
PLUM (gaar hen til et Bord). Kom her, Munthe, drik et Glas Kognak. Det stiver af.
MUNTHE (lader ligeglad). Jeg trænger ikke til at stives af.
PLUM (drikker). Det gør jeg – som oftest.
SANDER Naa, vi faar haabe, Stykket vækker Anstød.
FRU PLUM De hyssede da godt.
BIRGITTE (rækker Munthe Haanden). De skal se, det spiller sig op. Til Lykke med det.
MUNTHE Tak for de trøsterige Ord ved Baaren, Frøken.
SANDER Det er Ordet – det virkede lidt begravelsesagtigt! Naa, vi støder i Trompeten, det vi kan. Er Redaktionsbudet kommet?
BUDDET (ved Døren). Ja vel!
SANDER (tager Papir og Blækstift frem). Jeg har skrevet det væsentlige – se her, Munthe!
Munthe fjerner sig lidt med ham og læser.
SANDER (gennemløber). Tilbagetrængt Lidenskab – alt virker i dette Skuespil fortrinligt – hm – fornem Kunst – vil Du have fornem eller modig?
MUNTHE (betænker sig lidt). Hvorfor ikke begge Dele!
SANDER Og lidt i Tilgift. Saa blot en Snes Linjer om Spillet. (Sætter sig ned ved et Bord og skriver.)
FRU PLUM Sander, De sørger da for, at min Dragt bliver omtalt, søgrøn Silke med Staalbesætning.
PLUM Og Du, Sander, hvad er det for en Forsømmelighed, jeg har ikke set anmeldt, at jeg er vendt tilbage fra mit Studieophold i Birkerød.
MUNTHE Lad dem faa at vide med det samme, at jeg har paabegyndt et Enakts Sørgespil.
SANDER (skriver). Lad mig nu have Ro et Øjeblik, for Pokker!
PLUM Skriv ogsaa, at Kognak er for dyr.
MUNTHE Og at Plum drikker for meget af den.
BIRGITTE Fy Plum, det er Synd af en Kunstner, som De!
PLUM Tvært imod, Frøken, hvad er kunstnerisk Inspiration andet end en Rus.
SANDER (ser op). Hans berømte Venus steg op af et Hav af Kognak.
PLUM Ja, gjorde Myndighederne deres Pligt, de Snøbler, saa leverede de gratis Drikkevarer til de sande Kunstnere.
MUNTHE De ikke statsunderstøttede.
PLUM Hvad betyder Spiritus? Aand og Mod, Kunstens Kendingsord.
FRU PLUM Og Myndighedernes Gru.
MUNTHE Men hvor blev Melitta af?
FRU PLUM Hun gik blot hjem først. Der tor jeg, hun kommer.
Fru Melitta Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Hun er brunet og Livlig
MELITTA Jeg haaber ikke, I har ventet! Jeg havde glemt, at alle Lamperne stod og brændte der hjemme alene!
PLUM Hvad saa, Ildløs er smuk.
MELITTA Naa, men Stykket, Anton, det gjorde jo ikke Lykke.
PLUM Nej, Gudskelov, havde jeg nær sagt.
MELITTA Naar man vil være Kunstner, maa man lade haant om det letkøbte Bifald.
BIRGITTE Hvorfor ærgrer Kunstnere sig mon saa alligevel?
MUNTHE Fordi Kødet er skrøbeligt.
PLUM Og Pungen slunken.
FRU PLUM Jeg finder Munthe bedst som Lyriker.
PLUM Ja, som Farvedigter.
MUNTHE (halvt henvendt til Birgitte). Der ligger en hel Psykologi i Farverne – for Eksempel en jublende Fryd hos det Røde og en stille Melankoli i det Graa.
BIRGITTE Jeg kender nok den Sang: “Haabet er lysegrønt”.
PLUM (nynner). “Og Venskab er violet”.
MUNTHE Vi føler jo alle, at Døden er blaalig, Livet rosenrødt!
SANDER (ser op). Ikke altid!
MELITTA Lad Birgitte høre de Strofer, Du har skrevet til Forklaring af mit nye Aftenlandskab.
MUNTHE (tager et Papir frem og læser).
Purpurne Øer i slumrende Fjerne
Sølverne Træer over maanegrønne Eng,
Gyldne Lianer op mod Stjernerne.
Af blege Kalke rinder
Grønlig Olie i milde Strømme,
Over hvide Marmorørkner
Flygter lydløst
Sorte Svaner.
Jeg stormer frem, uden at ville det.
FRU PLUM Der er megen dunkel Anelse i de Ord, Munthe.
PLUM (anerkendende). Godt stiliseret! Det ligner ikke slavisk Naturen.
SANDER (ser op).
Det gør Melittas Landskaber s’gu ikke heller.
FRU PLUM Det er da vigtigere, at hendes Landskaber ligne hende selv.
SANDER Er det næsvist at spørge, hvordan Lianerne kommer op til Stjernerne?
MUNTHE (lidt uvillig). Kom nu ikke med dit sædvanlige – det er jo Poesi, Kære!
FRU PLUM Og Poesi er kun Sjælens Drømmesyner.
PLUM Men hvor bleb Fætteren af, Ellinor, ham fra –
SANDER Gud ved hvor!
BIRGITTE (peger mod Baggrunden). Han gik der ind.
MELITTA Hvad er det for en Fætter?
FRU PLUM En ung Købmand, der tjenere gode Penge i Indien og nu er her hjemme paa Besøg. Oscar Hamann hedder han.
PLUM (spidser Øren). Sagde Du Penge?
MELITTA Ham husker jeg godt. Hvordan er han nu?
FRU PLUM Aa, saadan hvad Folk kalder elskværdig, tror jeg.
BIRGITTE Han er da, noget mere end elskværdig. Tænk paa, hvad der skal til af Karakter og Vilje for at arbejde sig frem alene i et fremmed Land uden mindste Fodstykke at staa paa.
PLUM (anerkendende). Hans Kindflader er godt byggede.
MELITTA Han var vist, hvad Folk kalder smuk.
BIRGITTE Smuk just ikke, men der er noget sundt og stærkt ved ham, der gør godt.
SANDER (rejser sig). >Frøkenen sværmer maaske for Herkulestypen! (gaar hen og giver Kritiken til Budet, der gaar.)
BIRGITTE Nej, det gør jeg rigtignok ikke; maa jeg bede om det Aandfulde!
PLUM A propes om det Aandfulde, skal vi ikke spise?
MUNTHE Vi maa vist vente lidt.
FRU PLUM Kommer her Flere?
MUNTHE Jeg tænker, et Par af Skuespillerne.
MELITTA Og Blomquist, min Gemal.
SANDER Hvornaar kan vi vente denne Byens Kæledægge?
MELITTA Naar Operaen er forbi.
PLUM Tilsynekomsten af den uimodstaaelige Tenor er mig egentlig mindre magtpaaliggende, men Fru Milly Kruse, Sander, jeg syntes, Du før ymtede noget om hende.
BIRGITTE Er det Skuespillerinden?
SANDER Ja, hun ytrede Lyst til at træffe Munthe.
FRU PLUM Naa, hun vil have Roller.
MELITTA Hun synes at trænge ind allevegne, uden at man ved hvordan — ligesom Fluer.
SANDER Og efterstræbes ligervis med Gift i alle Kroge.
MELITTA At spille Komedie har hun da ikke Mistanke om — synes jeg.
PLUM Hvad gør det, naar hun kan kløde sig paa, saa at hun virker som den skinbarlige Finhed.
SANDER Og Ungdom!
MELITTA (lidt skarpt). Det er Løsenet! Man skulde tro, at der var tre Ting, som fængslede: Skønhed, Hjerte og Forstand, men jeg indser snart, at der er kun een — og det er Ungdom.
FRU PLUM Saa sæt Du de tre Ting mod den ene og kæmp tappert.
MELITTA Det agter jeg ogsaa.
PLUM (tager Sander til Side). Hvorfor er Melitta saa ondsindet mod Fru Kruse?
SANDER (trækker paa Skulderen). Jalousi — et Karaktertræk –
PLUM Ret ubekvemt for hendes Mand!
SANDER Skal vi sige — Mænd, for den forrige, han —
PLUM (afbryder). Hør, kommer Du ikke hen og ser mine nye keramiske Arbejder, for jeg skal sige Dig, en Lille foreløbig Notits —
MELITTA (tager Sander til Side). Kære Sander, Du maa endelig selv anmelde mine Billeder – ikke langt — nogle Ord om Intensiteten i Stemningen — ja, Du ved jo Besked!
SANDER Du ved den vist endnu bedre selv. Hvad siger Du om at diktere!
PLUM (nærmer sig). Nej, Melitta, Du maa ikke helt lægge Beslag paa Sander! Jeg maa sige ham et Ord.
MELITTA (ærgerlig). Gudbevares!
FRU PLUM (drejer Sander om). Forvorne Menneske, hvorfor har De endnu ikke optaget min Artikel?
SANDER Hvilken Artikel – undskyld — (Han vender sig hurtigt, da Fru Milly Kruse kommer ind fra højre.)
FRU PLUM (ærgerlig). Se saa!
MELITTA (sammenstemmende). Nu er han umulig!

Herrerne gaa Fru Kruse i Møde med smaa komplimenterende Udbrud. Hun er i elegant Promenadedragt og har noget bevidst i sine Bevægelser som En, der er vant til at blive set paa.
FRU KRUSE (lader Pelsen falde). Undskyld, jeg har ladet vente paa mig.
(Hilser paa Plum med et fortroligt Nik og vender sig saa til Sander.) Godaften, kære Sander, Tak for de gode Raad i Deres Kritik — jo, De er den Eneste, der siger os Skuespillere lidt kunstnerisk Sandhed.
(vender sig til Melitta.) Aa god Aften, Fru Blomquist, jeg saa Dem ikke.
MELITTA (tørt). Godaften, Frue!
FRU PLUM Fru Kruse, maa jeg forestille Dem Frøken Birgitte Stein, indtil videre min Plejedatter.
FRU KRUSE Det glæder mig at se Dem, Frøken.
(Til de Andre med en yndefuld Haandbevægelse.) Hun er jo sød, Barnet, Naturligheden selv. Men hvor er Digteren, Anton Munthe, Aftenes Helt?
MUNTHE (hilser). Frue –
FRU KRUSE Maa jeg ønske Dem til Lykke.
MUNTHE Tak, med Forbehold!
FRU KRUSE I hvert Fald sympathiserer netop jeg med Deres søgende Talent; det er paa een Gang symbolistisk og realistisk — som Livet. Ja jeg haaber bestandig paa Samarbejde mellem os to.
MUNTHE Skulde smigre mig særdeles.
FRU KRUSE Jeg hørte i Forbigaaende, at den anden Nyhed gjorde Lykke.
MUNTHE (foragtelig). Naturligvis -! det er nok — morsomt.
SANDER Jeg lod Jespersen blive der henne for at anmelde det. Han er en Brand til at rakke ned.
BIRGITTE Men hvis det virkelig er morsomt?
SANDER (til de Andre). 0, skønne Enfold?
MELITTA Alt, hvad der kommer fra Fjendernes Lejr, maa barmhjertigt slaas ned.
SANDER Medmindre Ens Elskerinde spiller med deri.
FRU KRUSE (med et lille Blik til ham). Ah — saaledes!
MELITTA (til Birgitte). Vort kunstneriske Maal er netop at gøre det af med den døve og forlorne livsglæde.
SANDER Kunde nogen sige mig, hvori den ægte bestaar!
PLUM For Exempel i Melankoli og Absinth.
FRU KRUSE (protegerende om Birgitte). Man mærker, den unge Dame er Novice i Kunstkredse.
BIRGITTE Ja, men fuld af Iver og Tro!
SANDER Bedste Frøken Stein, lad det saa blive Dem klart, at det, for hver af de forskellige Lejre, maa staa som en nødvendig Betingelse for at blive rost, at være udgaaet netop fra den. Om saa Munthes Digte og Melittas Landekaber og Plums Lerfade var det argeste Juks —
PLUM Du glemmer dine egne Bladartikler.
SANDER I Andre husker dem sgu, naar I har Brug for dem — (smaa Protester fra de Andre) ja naturligvis, naar det kommer fra vor Side, skal det hæves til Skyerne, det er Parolen, og de fleste er Gudskelov saa dumme, at de tager imod det som Guds
Ord.
FRU KRUSE Men de Kloge?
SANDER De Kloge gider ingenting sige – heldigvis.
PLUM Hør, vi kan da idetmindste bestille Maden, mens vi venter. Hvor skal vi sidde?
FLERE Her!
MELITTA (peger mod Baggrunden). Lad os se derind, der er hyggeligere.
SANDER Hej, Opvarter!
Alle med Undtagelse af Plum og Fru Plum gaa ud i Stuen i Baggrunden, hvor man ser dem konferere med Opvarteren.
FRU PLUM (sætter sig). Hvor bor Du, Plum?
PLUM Paa, Hotel National. Det er Fandens, saa det løber op!
FRU PLUM Det kan jo være lige meget, naar Du dog ingen Penge har.
PLUM Det kan der være noget i, men faar jeg ikke Statstilskud, saa, er jeg kaput! Det skal for i Morgen.
FRU PLUM Jeg skal se at laane lidt til Dig. Hvor længe bliver Du?
PLUM Det kommer an paa, hvad vi bestemmer os til.
FRU PLUM Skal vi bestemme os nu?
PLUM Overenskomsten var jo den: i tre Maaneder skulde vi granske os selv for at komme til Klarhed over, om vi skulde fortsætte vort Ægteskab eller ej. De tre Maaneder er gaaet.
FRU PLUM Drages Du mod nogen Anden?
PLUM Jeg har været sammen med Fru Kruse i Paris. Der var Timer, hvor hun beruste mig, men jeg tror ikke, det var Kærlighed.
FRU PLUM Er jeg ikke længer betagende?
PLUM Jo gu’ er Du saa! Du virker ligesom fjern Musik, man nødes til at lytte og nærme sig.
FRU PLUM Gudskelov, jeg har det endnu ved mig, der lokker.
PLUM Hvad siger Munthe?
FRU PLUM Jeg tror ikke, Munthe er klar over sig selv.
PLUM Jeg er saa, klar i dette! Munthe elsker Dig maaske mere intensivt, men min Forstaaelse af Dig gaar dybere.
FRU PLUM Jeg har skrevet en Bog om os. Du ved, jeg kan kun skrive det, jeg har levet.
PLUM Er den god?
FRU PLUM Ja — men dristig, og hensynsløs og ærlig.
PLUM Al god Kunst er ærlig. Hør, ligger der hos Dig nogle Uldsokker af mine? De, jeg har, ere noget medtagne.
FRU PLUM Vi kan se efter, hvis Du kommer i Morgen.
PLUM Jeg kommer! Vi maa jo tale sammen.
FRU PLUM Og Munthe maa med. Det forlanger jeg.
PLUM Godt, saa gaar vi sammen derhen.
Sander, Fru Kruse, Bustle og Birgitte komme ind igen fra Baggrunden. Melitta træffer I Døraabningen den krølhaarede Herre, med hvem hun taler sagte.
SANDER (peger mod venstre). Nej, der er meget bedre der inde.
FRU KRUSE Ja der har man det for sig selv.
De gaa ud til venstre med Undtagelse af Munthe, Birgitte, der vil gaa ud med de andre, stanser og ser medfølende paa ham.
1. AKT
4. SCENE
Munthe. Birgitte
BIRGITTE (gaar lidt tøvende hen til ham). De maa ikke være bedrøvet.
MUNTHE (vender sig). Nej -! Jeg er mere Filosof end som saa! Jeg siger Pyt med det hele.
BIRGITTE Men alligevel — De ved ikke, hvor jeg her været angst i Dag paa Deres Vegne, og da De saa kom, og de Andre var saa underlig forbeholdne, saa var det som mit Hjerte snørede sig sammen. Hvorfor er Folk saa dumme, at de ikke forstaar det sjældne og sære, hvorfor er Verden dog saa bornert.
MUNTHE (ser paa hende og gaar saa hen til hende). Frøken Stein, har jeg taget Dem en Smule fangen, siden De har ængstet Dem for min Skyld?
BIRGITTE Hvor kunde jeg andet!
MUNTHE I saa Fald vil min Sejr være tusindfold større end mit Nederlag. En smuk Kvindes Taarer er Frugtbarhed for Sjælen. Og dog vil jeg heller se Dem smile — De har noget dulmende i Deres Smil, noget, der ligner stille Lykke.
BIRGITTE De ser alt saa smukt.
MUNTHE Som De staar der, ser De ud, som De var halvfjerdehundrede Aar gammel.
BIRGITTE (ler lidt) Det var meget!
MUNTHE Som et Billede. De har hele Ynden fra Rafaels Ungdom, og saa er Deres Stemme som en glidende Gynge. Hvis Deres Hjerte sank tilbunds i min Sjæl, saa vilde det forme sig til noget dejligt. Faar jeg Dem ofte at se?
BIRGITTE Jeg kommer jo daglig hos Deres Søster, Fru Blomquist, for at male.
MUNTHE Hvorfor bor ikke ogsaa De hos Melitta, saa vi levede i samme Luft?
BIRGITTE Jeg kendte jo Fru Plum fra Badestedet; hun overtalte mig til at komme her til Byen. Mine Forrældre er jo døde, Bryggeriet solgt og jeg min egen Herre — for meget maaske.
MUNTHE Det kan man aldrig være.
BIRGITTE Jeg maatte bort, ud, jeg higede efter at opleve noget – ja saadant noget, som faar alt andet til at blegne – og som fylder En helt. Saa brød jeg overtvært, og nu er jeg her, hører saa meget modsat af det, der før har staaet for mig som det bedste, at jeg næppe ved ud eller ind. Hvad er smukt og hvad er stygt, hvad er rigtigt og hvad er galt!
MUNTHE Det er rigtigt at sætte Livets Nydelse som Modvægt mod Livets Lidelse, og det er galt ikke at plukke de Blomster, der skyder op paa ens Vej.
BIRGITTE Men naar man nu træffer paa overmaade mange Blomster?
MUNTHE Saa vrager man – og vælger! Det der har lokket Dem, er et ubevidst Begær efter Livets Skønhed, men hvor findes den -alene i Kærlighed – (ser paa hende med et langt Blik) – I Elskov
BIRGITTE Men nu alt det, jeg har lært at have Respekt for – Pligter og Hengivenhed og Pietet –
MUNTHE Alle Hensyn maa vige for Lidenskabens Ret.
BIRGITTE Lidenskabens Ret – Elskov – det er ligesom en varm Strøm risler igennem En ved Tanken om det Stærke, der ligger i de Ord.
MUNTHE Netop – det Stærke! Lad mig vise Dem, at Kærlighed er ingen Nippedrik, som man smager paa i bitte ængstelige Drag. Det er en svimlende Rus i hed, stærk Vin.
BIRGITTE (ser betaget hen for sig). Hed Vin!
MUNTHE Birgitte, drik den, elsk mig, bliv min! (ser sig rundt, om han tør tage hende om Livet, men opgiver det.)
Sødeste Kære, jo længer jeg betragter Dem, jo længer trænger De ind i mit Hjerte og mit Blod, og hvis De blot vilde – (Han vil fortsætte, men stanser, da Melitta kommer hen imod dem.)
MELITTA Strøberg er derinde, Anton, og vil gærne ønske Dig til Lykke med Stykket.
MUNTHE Ah! (Han gaar ud i Baggrundon, hvor han ses at samtale med den krølhaarede Herre.)

1. AKT
5. SCENE
Melitta. Birgitte.
MELITTA (ser forskende paa hende). Naa, Frøken Birgitte, De ser saa bevæget ud. Min Broder her da ikke sat Dem Fluer i Hovedet?
BIRGITTE (kaster sig om hendes Hals). Aa, Fru Blomquist, vi elsker hinanden!
MELITTA Saa saa, Barn –
BIRGITTE Ja — jeg ved nok, jeg burde ikke, men jeg synes, jeg maatte betro mig til Dem.
MELITTA (venligt). Gør kun trygt det.
BIRGITTE De ved ikke, hvor jeg beundrer Dem, tænk at De, en saa begavet Kunstnerinde, vil tage Dem af mig, almindelige Pige.
MELITTA (tager hende om Hagen). Jeg kan godt lide Dem, De virker som et friskt Pust mellem os andre.
BIRGITTE De maa vide, jeg har længe elsket ham!
MELITTA Men De kendte ham jo ikke.
BIRGITTE Jeg har set ham hjemme ved en Oplæsning engang — glemte ham aldrig siden, især ikke hans øjne.
MELITTA Nej, Anton, ved at drage Kvinder til sig med sit Blik. (Nænsomt.) Men De skal ikke tage det, han hvisker Dem i Øret, altfor bogstaveligt.
BIRGITTE Bogstaveligt, nej, der er netop noget dejligt svævende — jeg er ligesom omsust af det! Og saa taler han saa meget om Sjælen!
MELITTA Ja men — husk paa, han er Digter, og det farlige er, at han i Øjeblikket selv tror paa, sine fagre Ord. (endnu nænsommere.) De man vide, han har sagt det til Mange.
BIRGITTE (afgørende). Natnrligvis, en Digter maa suge Næring af skiftende Kvinders Kærlighed. Aa jo, jeg forstaar meget, kan De tro.
MELITTA Saa -!
BIRGITTE Men det ved jeg, til Ingen har han talt som til mig – dette er noget ganske andet. De Ord kom fra Hjertets inderste Fibre – sligt føler man med et eget Instinkt.
MELITTA (med et lille Smil). Maaske, naar man er saa erfaren.
BIRGITTE Jeg synes, det maa være en stor Lykke, at være en Digters Hustru.
MELITTA (slaaet af Tanken). Hans Hustru — ja, hvorfor egentlig ikke, han trænger netop til et nyt Livsindhold! (end mere tilfreds.) Jo, Birgitte, De har naturligvis følt rigtigt, det kom fra de inderste Fibre.
BIRGITTE Jeg ved, jeg vil faa meget at kæmpe imod – ja, maaske vil det skille mig helt fra min Slægt der hjemme, men Ens egen Lykke maa dog ligge En nærmest.
MELITTA Man skylder sig selv alt.
BIRGITTE Om saa er, Kamp er jeg ikke bange for; heller det end at sidde hen. Jeg maa leve og være med.
MELITTA Naar man vil være med, maa man gifte sig, deri ser De rigtigt. Det kan være godt nok med den frie Kærlighed, men vi Kvinder er absolut de tabende ved den. Hvad Rettigheder og Garantier giver et frit Forhold os – ingen, Ægyeskabet derimod alle! Mærk Dem det, bag Ægteskabets Skærmbræt findes indtil videre Kvindernes sande Frihed.
BIRGITTE Hvorfor skulde jeg ikke nyde Livet og Lykken! Jeg er ung, afhængig, rig –
MELITTA (hurtigt). Ogsaa rig?
BIRGITTE Naa — velhavende da! Jeg har omtrent otte tusinde Kroner om Aaret efter mine Forældre.
MELITTA Bevares, Penge er jo ogsaa rart. De er netop Den, Anton trænger til! Han er en træt omtaalelig Dekadencesjæl, men Deres friske Følelseskræfter vil give hans Aand Vinger til at hæve sig højt – højt! Ja, Birgitte, De kan gøre moget for Nordens Aandsliv.
BIRGITTE Hvor Deres Ord gør mig lykkelig og stolt.
MELITTA Kæreste Birgitte, skal vi ikke sige Du til hinanden?
BIRGITTE Vil De — vil Du virkelig — aa Tak!
Plum, Fru Plum, Fru Kruse og Sander komme ind fra højre.
FRU KRUSE Nej, der er slet, ikke Plads der inde.
FRU PLUM Lad os blive her, vi rykker Bordene sammen.
PLUM Hov, Opvarter!
SANDER Vi maa have noget varmt!
FRU KRUSE En lille, pikant fransk Ret – en vol au vent –
SANDER Ja, lad os prise Fransmændene! De har sørget for Menneskeslægtens to største Behov – borgerlig Frihed og et godt Køkken.
FRU KRUSE (gaar henimod Bordet). Eller hvad siger De om forloren Skildpadde!
Sander gaar derhen, fulgt af Birgitte, Munthe kommer i det samme ind fra Baggrunden og taler sagte med hende.

1. AKT
6. SCENE
Fru Plum. Melitta.
FRU PLUM Melitta, hør lidt! Sig mig, hvordan hænger det egentlig sammen med Munthes Kone?
MELITTA (overvældet). Du min Skaber – ! ja, han er jo gift. Det havde jeg rent glemt.
FRU PLUM Jeg taler aldrig om hende med ham, jeg føler, det opriver ham. Men nu, da Plum er kommen, maa jeg jo tage en Bestemmelse. De er da lovformeligt skilte?
MELITTA Nej, kun separerede.
FRU PLUM Har de været det i de lovbefalede tre Aar?
MELITTA Længere endda.
FRU PLUM Og hvor er hun henne?
MELITTA Hun er væk.
FRU PLUM Væk?
MELITTA Vi kan ikke finde hende, aner ikke, hvor hun er henne.
FRU PLUM Men Gud, saa kan han altsaa ikke gifte sig igen?
MELITTA Nej, naturligvis, ikke før han er rigtig skilt.
FRU PLUM Kan man da ikke søge hende?
MELITTA Jo, vær saa god, der er kun fem Verdensdele. Sandsynligvis har hun antaget et eller andet Pragtnavn, der lyser paa Plakaterne.
FRU PLUM Men det er jo forfærdeligt!
MELITTA Ja, tragisk eller komisk, ligesom man tager det.
FRU PLUM Hvor i al Verden kunde han ogsaa gifte sig med den Operettesangerinde, – hvad var det nu hun hed?
MELITTA Adelaide Olsen.
FRU PLUM Hun var jo aldeles uvidende og udannet.
MELITTA Han elskede hende dog et Par Maaneder — hun havde en hvid Nakke og et Par velformede Ben. Spørg Sander, hvad Aand og Kundskaber vejer op imod det!
FRU PLUM Det er Charmen, det kommer an paa.
MELITTA Tror Du! Naa, hun var forresten ret rar.
FRU PLUM Dette er i Sandhed yderst kedeligt, saa er jo alt paa det løse. Naar jeg nu skal se at granske mine Følelser, saa gør det jo en stor Forskel i Tanker og Motiver, om det gælder et nyt Ægteskab eller kun en forbigaaende Lidenskab. Munthe selv søger aldrig at sondre noget – han siger, alt er uforklarligt.
MELITTA Ja, opgiv Du ham heller.
FRU PLUM Ser Du, jeg forstaar bedre end nogen Anden den Tone, hvori hans Sind er stemt – en tungsindig Harmoni med et Ledemotiv af Nydelseslængsel. Dette er svært for mig.
Hamann kommer ind fra Baggrunden, og synes med et Blik paa Birgitte at være uvis om, hvorvidt han skal gaa eller blive.
MELITTA Det er jo din Fætter Hamann, han der, ikke sandt?
FRU PLUM Jo.
MELITTA Skal han være sammen med os i Aften?
FRU PLUM Ja, ham bliver vi saamænd ikke af med. Han er forelsket i Birgitte, og er kommen hjem for det samme.
MELITTA (studser). Ja saa!
HAMANN (kommer hen til dem). Mine Damer —
MELITTA (rækker ham Haanden). Goddag, Hr. Hamann, velkommen til Landet.
HAMANN Det smigrer mig, Frue, at De kender mig igen.
FRU PLUM Har Du ikke Lyst til at tage Del i vort lille improviserede Gilde?
HAMANN Tak, jeg har egentlig spist.
FRU PLUM Hvad gør det! (højere.) Birgitte, skal Hamann ikke blive og spise med os?
BIRGITTE (kommer hen til dem). Jo, det var morsomt —
SANDER Hvor mange tror Du, vi bliver, Melitta?
MELITTA Ja – Blomquist og Bojesen –
FRU PLUM Og Krogstad –
De gaa hen i Baggrunden til de andre. Birgitte vil følge efter,
1. AKT
7. SCENE
Hamann. Birgitte.
HAMANN Nej, bliv nu og fortæl mig lidt om Dem selv. Hvad er Deres Mening?
BIRGITTE Jeg vil uddanne mig til Malerinde.
HAMANN Ja, naturligvis.
BIRGITTE Hvorfor naturligvis?
HAMANN Fordi Alle vil male hertillands! Her synes at være flere Malere end Beskuere, for ikke at tale om Købere.
BIRGITTE De synes altsaa, jeg skulde holde mig blandt Køberne?
HAMANN Ja, gid De vilde. Disse Omgivelser er ikke de rette for en ung Pige.
BIRGITTE Kan man da aldrig komme ud over det gammeldags Begreb – en ung Pige som et Paaskelam med blaa Baand. Jeg vil sige Dem, jeg er ikke mere saa naiv, som jeg var dengang, at -(stanser.) jeg vil ikke være det.
HAMANN Nej, De ynder nok nu den Fanden i voldske Genre.
BIRGITTE Hvad enten man er gift eller ikke gift, saa er det da udviklende, naar man er ung, at færdes imellem begavede Mennesker, Digtere, Kritikere, Skuespillere, – alle dem, der lever for Ideen.
HAMANN Jeg tror, at det, naar man er ung, er mest udviklende at leve mellem fine Men-nesker, det være sig Kunstnere eller ej.
BIRGITTE (lidt usikker). Ja, men – her er De jo mellem Aandens Adelsmennesker.
HAMANN Ridderne af den frie Tone!
BIRGITTE Der maa være Zigøjnerblod i dem, der dyrker Kunst. (med Aplumb.) Kun gennem et frit Livssyn skyder den Blomst.
HAMANN Kan hænde! Ser De, naar en Zigøjnerlejr har til Huse et Sted, saa glæder Folk sig over deres sære Musik, men de lukker deres Døre godt. Er det altsaa sandt, at Kunstnere, aandeligt set, er Zigøjnere, eller, om De vil — Bohemer, er det saa, at de vil nedbryde alle Gærder, der ere satte om Hensyn og Pligt, saa maa vi Andre ogsaa have Lov til at hytte, hvad der er os kært, vore Sæder og Idealer og Freden i vore Hjem.
BIRGITTE Man mærker, De har levet i Egn, hvor man ikke bryder sig om Livets æstetiske Side.
HAMANN Mener De, at Verdens Udvikling bestaar i at skrive en lille Roman eller læse den? Ja, naturligvis! Man kredser hertillands om smaa literære Ideer og taabelige Skuespillertilbedelse, uden at kunne se, at det Folk, for hvem Livets Afglans er alt, det gør kun daarlig Fremgang i det, der for os andre er Livets – Nationernes store Kappestrid derude over Verdener og Have.
BIRGITTE Kan være! Man maa dog have Lov til at sætte Begavelse over alt.
HAMANN Fortvivl mig da lidt om disse begavede Mennesker. Kan De hitte Rede i deres ægteskabelige Forhold?
BIRGITTE (lidt usikker). Jo –
HAMANN Er nu for Exempel min aandfulde Kusine Fru Ellinor Plum gift eller skilt?
BIRGITTE Egentlig er hun gift.
HAMANN Er det egentlig med sin Mand, eller med Hr. – ham med Øjnene?
BIRGITTE Mener De Munthe?
HAMANN Ja, Hr. Munthe med det dybe Blik.
BIRGITTE (kort). Munthe elsker ikke hende.
HAMANN (ser hurtigt paa hende). Ikke det!
BIRGITTE (snakker lidt forlegen videre). Og Plum holder meget af hende, ja han har nok været gift før, men – og Sander skal have en gammel Fader med svage Øjne, som han er saa god imod, og – (ser lidt ubestemt paa ham.) Melitta lever rigtig nydeligt med sin Mand.
HAMANN Det fornøjer mig, men der er noget, jeg ikke forstaar: Naar det er saa nødvendigt for Aandens Udvalgte at hylde Sætningen: Forandring krydrer Livet, hvorfor gaar de saa gennem det Omsvøbsdepartement, der hedder Ægteskabet? Hvorfor i Djævelens Skind og Ben – ja tilgiv Birgitte, men hvorfor gifter de sig?
BIRGITTE (flot, idet hun tænder sig en Cigaret). Det er Damerne, der vil. Ser De, det kan være godt nok med den frie Kærlighed, men hvad Rettigheder giver den indtil videre os Kvinder – ingen. Nej, man maa begynde med Æteskabet.
HAMANN (med en Bevægelse). Og de Ord skal jeg høre fra Deres Læber! Kun nogle faa Dage, har der behøvedes for at gøre Deres Tanker saa omtaagede af Tobaksrøg og Kognaksdunst og Kaféluft og slibrige Hentydninger, at De ikke instinktmæssigt bøjer af, hvor Grunden er smudsig og glat! Hvor mange Gange kan De saa i Tidens Fylde naa at blive forlovet og gift og elsket og separeret og fraskilt og byttet som disse de Andre!
BIRGITTE (kaster Cigaretten). Maa jeg bede Dem moderere Deres Ord. Med hvad Ret taler De saadan til mig?
HAMANN Kun med den, at jeg holder af Dem. Anden Adkomst har jeg ikke.
BIRGITTE (mildere). De tror vist, jeg har glemt alt det derhjemme — det har jeg ikke, bestandig vil det være mig kært, men jeg maatte jo dog prøve noget nyt og andet end Livet i den lille By, hvor alt er stillestaaende og trivielt? Er det da ikke naturligt, at jeg vilde leve, hvor Tanker krydses og veksler! Hvad saa, om mine Øjne aabnes lidt før, naar blot jeg lever med, hvor der er rørt Vande med Bølgegang og Fart-
HAMANN Fart synes ganske vist ikke at mangle her!
BIRGITTE Ved De hvad, De er bleven lidt ubehagelig!
HAMANN De er ogsaa bleven en anden. Har De slet ikke mer en Skælm bag Øret?
BIRGITTE Hvordan mener De?
HAMANN Kan De ikke se, at der er en Smule komisk ved alle disse Koner med forhenværende Mænd og Mænd med aflagte Koner og al den Lidenskab og Staahej?
BIRGITTE Noget komisk, nu har jeg aldrig hørt saa galt – disse betydelige Mennesker, der lever saa rigt og fuldt!
HAMANN Naa, som De behager, saa tager vi Lidenskaben for Alvor og lader os imponere. Men det Komiske ligger nu en Gang lige op ad det Alvorlige i Menneskers Færden, og skulde det Øjeblik komme, hvor De kan se det, Birgitte, vil De saa indrømme mig det, og sige: De havde Ret?
BIRGITTE Det kan jeg rolig love, for det Øjeblik kan aldrig komme.
HAMANN Er det umuligt – vi faar at se.
De andre komme nærmere.

1. AKT
8. SCENE
Hamann. Birgitte. Plum. Fru Plum. Melitta. Munthe. Sander. Fru Kruse. Senere Blomquist og nogle Herrer.
PLUM (tager Hamann til Side). Hør, Hamann, der er en Bagatel, jeg vil Bede Dem om.
HAMANN (tager resigneret til Lommen). Til Tjeneste.
PLUM De skulde vel ikke have et illustreret Værk om Gudedyrkelsen i Hindostan?
HAMANN (slipper med lettet Mine Lommen). Nej, desværre – De ved, Pladsen i en Kuffert –
PLUM Det var kedeligt — jeg skal nemlig gøre Tegninger til et indisk Drama, jeg tegner nemlig ogsaa. Naa, saa maa jeg jo forskrive Bogen.
HAMANN (atter lidt betænkelig). Ja –
PLUM De kunde maaske saa forstrække mig med 50 Kr. dertil – blot foreløbig! I Morgen faar jeg sikkert bevilget Statstilskud.
HAMANN (tager sin Pung op). Med Fornøjelse – ja, De har vel ikke noget imod at faa dem i engelsk Guld?
PLUM Bevares — Englands Finanser kan vist ganske maale sig med mine. Naa
for at komme tilbage til det egentlige –
HAMANN De 50 Kr.?
PLUM Nej, den indiske Gudedyrkelse –
De fjerner sig lidt.
FRU KRUSE (til Sander). Vil De saa love at bedømme mig lidt mildt?
SANDER Hvem kan andet end rose saa daarende Øjne.
FRU KRUSE Det er godt nok med det Ydre — det er mit Talent, De skal tale om – min Kunst, det er mit Liv. Ja, naturligvis, De maa gærne sige, som forleden, at der er noget brillant ved min Fremtræden, for det er jo en Del af min Personlighed. (smiler koket.) Mener De det ogsaa virkelig?
SANDER Jeg forsikrer Dem, Frue, uæst Dyden er De det skønneste jeg ved.
FRU KRUSE Ligner jeg da Dyden?
SANDER Aldeles ikke. Gudsketak.
FRU KRUSE Husker De min Sortie efter den store Scene, der, hvor jeg siger: „Men nutildags, Hr. Greve, hvor elskes der helt og stort! Jeg gør det! Min Kærlighed kan drive mig til alt – alt, det skal De komme til at sande.” Jeg siger Repliken godt, ikkesandt?
SANDER Uforligneligt!
FRU KRUSE Det er fordi jeg ved de Ord tænker paa en Bestemt.
SANDER Paa hvem?
FRU KRUSE (med et 1illee Blik). Det siger jeg ikke.
SANDER Saa faar jeg gætte og haabe.
De fjerne sig.
FRU PLUM (kommer nærmere med Hamann). Ja, kære Oskar, Du har altid holdt af Kunst, det ved jeg.
HAMANN (lidt forbeholden). Ja – –
FRU PLUM Det vil interessere Dig levende at se den ældre Edda illustreret af en virkelig original Kunstner. Men det er et Arbejde, der kræver store Forarbejder, saa Du vilde gøre Dig meget fortjent af Kunsten, hvis Du vilde yde ham et lille Laan paa – for Eks. 50 Kr. Jeg skal erlægge Dig dem.
HAMANN (resigneret). Med Fornøjelse. (giver hende et Par Guldstykker.) Det er maaske det almindelige Beløb?
FRU PLUM Hvorledes – naa -! Ærlig talt, det er selve Plum, det drejer sig om.
HAMANN Ah, saadan!
FRU PLUM Ja, det er jo himmelraabende, at en Kunstner som han virkelig føler Trang – saadan er Tiden. Men Du maa endelig ikke nævne det, vel -? Plum er saa delikat med den Slags Ting.
HAMANN Bevares!
FRU PLUM Det var kønt af Dig. Jeg sender Dig selvfølgelig Bogen.
HAMANN Tusind Tak.
FRU PLUM (gaar hen til sin Mand). Se der, Plum, der har Du 50 Kr. De er rigtignok i engelsk Guld.
PLUM (putter dem tilfreds i Lommen). Jeg bruger gærne engelsk Guld – det synes at formere sig som Kaniner. Kommer der et Kuld til i Aften, saa er jeg til Tjeneste.
FRU PLUM (vender sig). Oskar, maa jeg ikke forestille Dig for Fru Kruse?
HAMANN En fjerntboende Landsmand, Frue, der higer efter at ligge for Deres Fødder, som hele Resten.
FRU KRUSE (smiler elskværdig). Dertil skal De være mig særdeles velkommen.
PLUM Kan vi nu ikke begynde at spise?
SANDER (ser paa sit Uhr). Nu maa de snart være her, de Andre.
FRU PLUM Hvor bliver din Mand af, Melitta?
HAMANN (vender sig til Melitta). Kommer Deres Mand, det var da morsomt. Hvorledes lever han?
MELITTA Tak godt. De kender ham altsaa?
HAMANN Om jeg gør – det er en god gammel Kammerat, som jeg glæder mig til at se igen, saa meget mere som jeg har en Hilsen til ham fra Indien.
MELITTA Fra Indien?
HAMANN Ja, han har jo en Slægtning derude, en gammel ugift Tante, der bor i Kalkutta.
MELITTA Det har han aldrig fortalt mig.
HAMANN Hun har bedt mig opsøge ham for at faa lidt at vide om Familiens Liv og Forhold.
PLUM Er hun rig?
HAMANN Meget velhavende, saa vidt jeg ved.
MELITTA (resolut). Jeg skriver til hende i Morgen den Dag og fortæller hende alt om vort Liv.
HAMANN Det skulde De gøre — det bliver pikante Oplysninger.
Blomquist kommer ind fra højre og tager Tøjet af. Han er en førladen Skønhed med et lille Overskæeg og en selvtilfreds Mine. De omringe ham alle, da de se ham og tale omtrent semtidigt. Kun Birgitte og Hamann bliver staaende. Under det følgende komme endnu et Par Herrer ind fra højre og slutte sig til Selskabet.
BLOMQUIST (paa svensk). Godqväll, vänner –
MELITTA (ivrig). Blomquist, ved Du af, at Du har en Tante i Indien?
FRU KRUSE Ældgammel!
SANDER Ejegod!
FRU PLUM Hun har spurgt efter jer.
PLUM I skal arve hende.
SANDER Millioner!
FRU KRUSE Og et Palads ved Ganges!
PLUM „Auf Flügeln des Gesanges.”
FRU PLUM Og Elefanter at ride paa.
PLUM Og et Harem af Negre!
SANDER Og en fransk Kok!
BLOMQUIST (gør sig fri). Jag tror, ni är tokiga alla till hope! Har jag en tent i Indian – prat!
MELITTA Det siger Hr. Hamann.
FRU PLUM Han kender hende selv.
HAMANN Hr. Hamann, hväm är det?
FLERE (peger paa Hamann). Men Gud, der staar han!
BLOMQUIST (hilser stift). Her als inte den äran —
HAMANN (ligeledes). Jeg ikke heller!
FRU PLUM (forestiller). Min Fetter, Oskar Hamann – Operasanger Blomquist – vor fejrede Tenorsanger.
HAMANN (hilser). Hr. Blomquist er svensk?
BLOMQUIST Ja, men jag talar danska, som herran hør!
FRU KRUSE Korrekt Dansk er det dog ikke.
MELITTA Du sagde jo lige selv, Hr. Hamann, at De kendte –
FLERE (ivrigt). Ja –
HAMANN Undskyld, Frue, tør jeg spørge, er Hr. Blomquist Deres Mand – jeg mener nuværende?
ANDRE Ja –
HAMANN Det gør mig ondt, eller – jeg vilde sige – det glæder mig, men – ja, saa er det rigtignok den forhenværende, der har Tanten.
BIRGITTE (overrasket). Melitta, har Du ogsaa flere Mænd?
MELITTA (irriteret). Det er da kun to!
HAMANN Endnu, Frøken!
Et Par Opvartere komme ind med Østers og sætte dem rundt ved Kuverterne. Den krølhaarede Herre og nogle Flere komme ind fra de andre Stuer, saa at der efterhaanden er dannet et ret talrigt og madlystent Selskab.
BLOMQUIST (gaar Interesseret hen til Bordene). Det måste jag säga – skall vi ha ostron!
FLERE Østers!
BLOMQUIST Här vill jag sitta!
PLUM Der er altsaa de største Østers!
BLOMQUIST Visst into, men här drar det inte ifrån dørrarne.
SANDER Hør, sig mig, hvem betaler egentlig?
Alle se ud i Luften.
FRU PLUM Hvem her bestilt Østers?
BLOMQUIST (energisk). Inte jag!
man ser paa Sander
SANDER Jeg ikke heller!
FLERE Mig er det ikke.
PLUM (peger paa Hamann, der taler med Birgitte) Er det ikke Fætteren?
NOGLE (lettede). Det er naturligvis Fætteren!
SANDER Eller maaske Tanten fra Indien.
BLOMQUIST (ved Bordet). Kom, vänner – låt os nu äta!
Man gaar tilbords.
TÆPPE

RØRT VANDE: INTRO1. AKT2. AKT3. AKTANMELDELSER