Peter Urban Gad *4

Maler – Instruktør – Forfatter
Biografdirektør (Grand Teatret).
12. februar 1879 – 26. december 1947.

Nationaltidende, 19. september 1922.

I Dag foreligger følgende officielle Meddelelse om, hvem de lykkelige er, der har faaet de nye Biografteater-Bevillinger:
Direktør Oscar Johan Christian Malmstrøm og Skibsfører Christen Godiken Tveergaard – paa Vesterbrogade paa Strækningen fra Vesterbros Torv til Roskilde Landevej eller i en Sidegade til førstnævnte Gade.
Redaktør E. Marott og Instruktør Gunnar Sommerfeldt – paa Raadhuspladsen eller i en fra denne udgaaende Gade med Undtagelse af Frederiksberggade.
– – –
Redaktør, Medlem af Borgerrepræsentationen Frøken Th. Damgaard og Forfatteren Peter Urban Gad – paa Strækningen Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade eller i en Sidegade til en af disse Gader.

De nye Bevillinger har længe været ventet med Spænding af de ca. 4000 Ansøgere.
Nu er Lotteriet altsaa trukket, og Diskussionen om Afgørelsens Retfærdighed kan tage sin Begyndelse. Forskellige af dem, der har faaet Bevilling, har længe været udpeget, men helt nyt er det, at ingen har faaet selvstændig Bevilling, men maa dele den med en anden.
Saa vidt man kan se, har det denne Gang været Ministeren magtpaaliggende at sørge for, at der hver Gang kom en filmkyndig Mand med, og dette er da ogsaa naaet de fleste Steder.
– – –
Fru Emma Wiehe ved Dagmarteatret har faaet Halvdelen af den Bevilling, som Hr. Nørgaard i mange Aar har drevet Biografteater paa, og Hr. Ingvard Jørgensen, som i Forvejen har Biografteater i Esbjerg, har sammen med Konservator Manniche faaet en Bevilling til.
Endelig har Hr. Urban Gad sammen med Borgerrepræsentant Frk. Damgaard faaet Ret til at anlægge et Strøgteater, skønt der vist eksisterede et gammelt Løfte om, at der ikke maatte komme flere Billedteatre paa denne Strækning.

Folketælling 1923.
Efter at være rejst hjem til Danmark efter den store tyske karriere, overtager han forældrenes lejlighed
i Dronningens Tværgade 40.
Han ansøger om biografbevilling og får et ja, og det efterfølges af et ja fra Esther, der følger ham resten af livet.

Aarhus Amtstidende, 11. februar 1923.

København.
Anonymiteten er paa Mode. Fra det kgl. Teater og nedefter. Man fristes uvilkaarlig til en Smule forundret at spørge hvorfor, eftersom Anonymiteten sjældent varer fra Sol staar op, til den gaar ned. Undertiden næppe endda saa længe. Det ny Teaters ny Forestilling, “Rullen gaar”, lider i saa Henseende af samme Skavank som sine Forgængere. Endnu før Tæppet gaar op, er den anonyme Forfatter afsløret som identisk med Filmsinstruktøren Peter Urban Gad, og “Rullen gaar” er en sønlig Bearbejdelse af et ufuldført Manuskript, Fru Emma Gad efterlod sig. Fru Gad havde en vis Evne til at skrive for Scenen, og den i Forbindelse med Urban Gads sceniske Teknik har ført til en Folkekomedie, der nærmest maa karakteriseres som en moderne Udgave af Sudermanns for 20 Aar siden saa populære “Forhus og Baghus”. Sceneriet er det samme, Udviklingen og Handlingen traditionel, naar man undtager sidste Akts Interiør fra en Filmsfabrik med tilhørende Pudsigheder baade i Sceneri og Aktører. Ellers er det hele Historien fra Sudermann om igen: Pigebarnet fra Kælderen, der borte fra Hjemmet gør Karriére, indtil det hele ender i den Fryd og Gammen, en Folkekomedie nu engang fordrer.

Nogen Berigelse af dansk dramatisk Literatur er denne Folkekomedie ikke. Den indeholder den psykologiske Pudsighed, at Rullekonen af Rulletøjet danner sig sine Indtryk af Kunderne, og det giver Anledning til muntre og djærve Repliker, der er taget i Munden paa Fru Mathilde Nielsen, men Henblik paa hvem Stykket formodentlig er skrevet, og som naturligvis er den herligste Rullekone i Verden. Men udover det er der kun at notere Hr. Gerhard Jessen som en smart Filmsdirektør og Fru Else Albeck, der i Datterens Rolle er net uden at være pralende.
J. A. J.

B.T., 11. februar 1923.

“Kan De ikke bruge min lille Tulle paa Film?” – og Tulle, eller hvad Ungen nu hedder, stirrer paa En med store vandblaa Øjne og med Sløjfer I Krøllerne — allerede fra sine første Leveaar besat af Menneskehedens store nye lidenskab: at komme til at filme.

Men Gud fri En for sandan et Herskabsbarn, der skal have varm Havregrød Klokken to og sove mellem fire og seks. Nej, Filmen har sin egen Barnebestand, smaa stride Planter, der har fundet sig til Klimaet. I Atelieret og paa Friluftsoptagelsente, hvor hvert Minut koster Penge, er der ikke Tid til at drive Børneasyl, og Filmbørnene kan også glimrende lempe sig efter Optagelsernes Behov, de trives endda storartet. Paa en vis Maade kun altfor godt.

De tilegner sig nemlig hurtigt alle de voksne Statisters Egenskaber, som alle er daarlige. Deriblandt ogsaa det rent forretningsmæsige Blik paa det hele, som Børnene straks vænner sig til.

Jeg stod midt I en stor Dekoration og udstedte mine Ordrer til et Selskab af amerikanske Milliardærer fra Wall Street og deres Damer, der afholdt en Velgørenhedsfest med tilhørende Børneballet. Til denne var der midt i Salen rejst en Tribune, som jeg stod paa. Pludselig ser jeg Oliekongernes Øjne miste det lydigt lyttende Udtryk og betragte noget bag ved mig med en vis undertrykt Munterhed. Jeg vendte mig om og ser da nede ved mine Fødder det mindste Menneskevæsen jeg nogensinde har set gaa to smaa bare Ben – En Amorin hørende til Balletnumret med Vinger paa Ryggen og Roser om Lokkerne. Den gik mig næppe til Knæene, men saa meget fornuftigt op paa mig og spurgte forretningsmæssigt: “Bliver jeg færdig til Kl. fire, eller staar den paa Overarbejdspenge?”
LÆS HELE ARTIKLEN

Barnets egentlige og private Køn spiller filmmæssigt set mindre Rolle. Jeg har en lille Ven paa fem Aar ved Navn Herman, hvis ondulerede Lokker er lange nok til at passe som Pigehaar, naar der bindes Silkesløjfer i dem, og han iføres ved saadanne Lejligheder Pigekjole med Skærf og Halvstrømper. Han spiller ogsaa mest Pigebarn, men det være sagt til Hermans Ros, at dette krænker hans Kønsære, at han foragter de Dukker og smaa Komfurer, han tvinges til at lege med, og at han som Protest anlægger et næsten overdrevent mandigt Væsen i Pavserne.

Hans Moder — en gammel Statistinde – er en rendyrket Type af en Filmbarn-Impresario. Drengen er hendes Levebrød, og hun udnytter det systematisk; hun véd altid gennem en vidtstrakt organiseret Spionage, naar der findes en Damerolle i Filmene, der skal optages, og hun er i saa Fald uafrystelig, indtil Engagementet er sluttet. Hun forelæser Avisudklip om Drengens enestaaende Evner, hun lover baade Punktlighed og Toilettepragt af begge Køn og indestaar for, at Herman paa Kommando kan græde med ægte Taarer.

“Herman, se nu paa den rare Onkel, han holder saa meget af Dig – kan Du smile til ham – Kys Onkel paa Munden – kan Du nu græde, fordi Du er saa syg og skal dø -” og Herman tuder; han besidder virkelig denne sjælelige Vandhane, som man kan tappe Taarer af, og som af de umyndige i Aanden forveksles med Talent. – Rutine har Drengen imidlertid faaet efterhaanden – intet Under, thi Snesevis af Skuespillerinder, henslængt over hans lille Seng, har hulket over at skulle skilles fra ham.

Der sker saa meget sørgeligt paa Film. Herman har allerede forlængst været med til det altsammen, og han har derved erhvervet sig en ophøjet Sjælero overfor Kvindetaarer, der vil bekomme ham vel senere i Livet.
Men ellers er Moderen hjælpsom nok; hun planter sig ved Siden af Instruktøren og dirigerer sit Afkom.

Det er imidlertid ikke altid Mødrene, som bringer Børnene til Film. Med den store Efterspørgsel er der ogsaa opstaaet en Entrepnør-Trafik med at samle Børn sammen, give deres Forældre en ringe Afgift, leje hele Flokken ud under Eet til et Filmfirma og selv stikke Honorarerne i Lommen – Men dette bruges dog mest hvor Filmens Handling kræver Proletarbørn i større Mængder, og hvor de enkelte Ansigter ikke skal drages frem i Nærindstillinger.

Og dog kan man blandt dem finde storartede Typer – saaledes erhvervede jeg mig engang en lille fireaarig Veninde ved Navn Paula, en grim lille Unge, der imidlertid besad det herligste Gavtyvefjæs, forslagent og naivt paa samme Tid. Hun fik Nærindstillinger, mere maaske end de højestbetalte Kunstnere fra store Teatre. Og saa var hun endda kun kommet med af en Fejltagelse, som “Skank” til en kedsommelig Søster med svedne Hængekrøller.

Og det var Paula, som dengang reddede mig i en snæver Vending og bragte et glimrende Optrin uad af dette saa saare vanskelige “Typestatisteri”. – Børnene føler sig nemlig trykkede og forlegne over alle de mange Tilskuere og de nye, sære Omgivelser.

Jeg skulde iscenesætte en stor Film, hvori en Proletargade, dens Lys, dens Lyde, dens hele Atmosfære skulde danne den stemningsgivende Baggrund. Gaden byggede min Arkitekt let nok op i det mægtige Atelier, og Jorden dækkede vi med udmærket Brostenstæppe – store Flader Sejldug, hvorpaa et færstnet rundede Stykker Træ som Sten – alt det var udmærket; men en nødvendig Scene, der skulde vise en Flok legende Børn, som pludselig skræmmes op af en flygtende Forbryder i fuld Fart, var det ganske umuligt at faa lavet. Ungerne hoppede om paa Kommando med alvorlige og resignerede Miner, og jo mere vi andre hoppede med for at animere Stemningen, jo mere forfærdede blev de. – Saa dukkede Minder fra de lykkeligste Timer i min egen Barndom op i mig. Jeg lod en stor Vandpyt lave, indhegnet af en lille Jordvold, saa at det hele saa ud nøjagtig som en bred og saftig Rendesten uden Afløb. Lamper og Fotografiapparater blev nøjagtigt indstillede paa Pytten, og jeg gav saa Paula et lille Legetøjsskib og lod hende alene, tilsyneladende ubemærket.

Inden ti minutter stod hun ganske rigtigt midt i Pløren, vaad, lykkelig og snavset helt ind til Knoglerne, omgivet af alle de andre Unger i det mest glimrende Humør og med Vand i Skoene, legende med Pinde og Mudder som Børn gør det, naar de en enkelt Gang faar Lov til at være lykkelige. Ubemærket af Børnene blev Legen fotograferet, indtil et Par pludseligt affyrede Skud gav den uventede Afbrydelse. Scenen blev god fordi den var ægte.

Ved “Hanneles Himmelfahrt” af Gerhard Hauptmann havde jeg naturligvis Børn i Flokkevis af begge Arter, baade smaa Skønheder med gule Parykker som Engle, og smaa lurvede Kammerater.
I ét var de ens – fordi Menneskebørn nu engang ikke bliver til Engle, selv om man spænder Vinger paa dem – at de altid skulde “træde af paa Naturens Vegne”, naar Optagelsen lige akkurart skulde begynde: og altid den ene efter hinanden, aldrig samtidigt – det kan de, Gud véd hvorfor, ikke lide.

Endelig havde jeg med uendelig Møje faaet Gruppen stillet op til de himmelske Lovsange og Handlingen indøvet. Operatøren havde fundet ud af sit indviklede Regnskab med Trickoptagelsernes evindelige Tælning af Omdrejninger, Lamperne var blevet tændt. Stilhed skabt i Atelieret, Orgelbruset til Lovsangen var begyndt, jeg løftede Haanden til Signal – – saa begyndte en af de Smaa uværgerligt at trippe paa Fødderne og flette Ben. Overhængende Fare – Moderen eller Barneentrepnøren styrtede til og førte stilfærdigt den lille Engel afsted, med Vinger og Lilliestængel og det hele. Og først, naar den lettet og glad var blevet bragt tilbage og hele Maskineriet var blevet indøver paany, faldt det en af de andre ind, at nu maatte han eller hun øjeblikkelig samme jordiske Sted hen. Ny Pavse. Og dernæst en tredie og fjerde – først efterhaanden blev det saa almindeligt, at de flagrede bort i Flokkevis kastende Harper og Basuner fra sig i Skyndingen.

“Vi kan ikke begynde, Hr. Gad”, erklærrede Underregissøren indigneret, “der er nu otte Englebørn paa Toilettet”.
Og han traadte myndigt op paa en Sky og raabte saa det gjaldede gennem Himmelrummet:
“Er der flere Engle, der skal paa Potten, saa maa de sige til nu. Bagefter er det for sent.”

København, 16. september 1923.

Et kommunalt Udvalg har foretaget en systematisk Inspektion af de københavnske Filmsteatre og er naaet til det Resultat, at der er meget at anke over.
Flere Steder er Lokalerne gode og smukke, andre Steder er de slette og uegnede til Samlingssted for mange Mennesker. Ofte er de heller ikke rene nok. Saadanne Fejl kan det aabenbart ikke være uoverkommeligt at faa rettede. Er Lokalerne ikke sundhedsmæssigt forsvarlige, maa et Besøg af en Politibetjent i Ny og Næ kunne ordne denne Side af Sagen.
LÆS HELE ARTIKLEN

Urban Gad sidder i den gamle højryggede Stol, i hvilken hans Moder, Fru Emma Gad, har modtaget saa mange Interviewer.

– Jeg tale aldrig om mine Film, siger han, aldrig i mit Hjem, og for resten nødigt. Man skal ikke snakke for meget om sin Metier, men Lille Hanne har interesseret mig. Jeg saa jo Stykket paa Dagmarteatret, først med Caroline Aagaard og senere med Anna Larsen. Hvem der var størst, véd jeg ikke, men det véd jeg, at det Indtryk, Hauptmanns skønne Digtning gjorde paa mig, ja det har jeg levet videre i min Erindring, i min Fantasi. Nu skal Stykket gaa igen paa Det ny Teater med Grethe Bendix – i Hr. Ivar Schmidts Iscenesættelse.

– Hvornaar skrev De Deres Lille Hanne?
– For to Aar siden, nede i Tyskland, og jeg tror nok, der bliver min sidste Film. Den blev til midt under Tysklands forfærdelige Sammenbrud – det var ogsaa Grunden til, at jeg trak mig ud af det hele.

– Hvorfor dog?
– Jo, jeg synes, at Tyskland i sin nuværende Tilstand virker ødelæggende, deprimerende paa Sindet. Man kan ikke komme i Løftelse, og Løftelse skal der til al Kunst. Ja, det bliver min sidste Film. Herhjemme har vi jo – heldigvis – saa mange dygtige Instruktører.

– Har vi det?
– Der er i hvert Tilfælde ingen, som har søgt mig, og jeg søger ikke nogen, det har jeg aldrig gjort.
– Hvorfor?
– Nej, Jeg staar i enhver Telefonbog, saa man kan nemt finde mig, hvis man ellers gider. Skulde jeg lave mere Film, saa blev det elegante, internationale Lystspil, fordi enhver Kunst, der skal faa international Betydning, maa være nationalt præget. Derfor har den svenske Film faaet saa stor en Sukces; den byggedes nemlig paa Landets og Folkets nationale Ejendommeligheder, og Danmark har ikke nogen Natur.
– Hvad vil det sige?
– Det vil sige, at hvis De fotograferer et dansk Landskab, saa vil de se ud som et Gennemsnitslandskab fra ethvert andet Land. Vor Natur har ingen Personlighed, ingen Fjorde, Bræer eller Klipper. Men vi har et Humør, som vi kan bygge en Filmskunst paa, og et stilfærdigt Lune for Dagliglivets Smaating.

– Hvorfor valgte De saa at bearbejde Lille Hanne?
– Jeg valgte ikke. Det kom til mig, fordi jeg var den eneste, der kunde gøre det. Jeg er nemlig Camera-Virtuos. Der ligger en Trolddom i Filmsapparatet, en Hemmelighed, som ingen har gættet. I Filmen kan man gøre det, som man kun drømmer om i andre Kunstarter. Man kan hen over Virkeligheden spænde et gennemsigtigt Væv af Fantasibilleder. Ja, man kan faa det virkelige til at blive ved at bestaa som Virkelighed, samtidig med at man vise Genstandenes aandelige Billede – næsten som om man befandt sig paa den fjerde Dimension.

– Hvad er det?
LÆS HELE ARTIKLEN

København, 10. februar 1924.

I Morgen finder der i Grand-Teatret i Mikkelbryggersgade en interessant Begivenhed Sted, idet der er Premiére paa en stor Udstyrsfilm, som omhandler Struenses Liv.

– Oprindelig var det Meningen, at den skulde have været op paa Paladsteatret, siger Direktør Urban Gad, men det har “Karusellen”s store Sukces hindret, og derfor har jeg faaet den overladt.
– Hvem har optaget Filmen?
– Det franske Selskab Gaumont, med Hovedrollerne spilles af de tyske Kunstnere Henny Porten og Harry Liedtke; den første er Dronning Caroline Mathilde, den anden Struense. En af Lessingteatrets bedste Kræfter Walther Jansen, spiller Kong Christian den 7., og desuden forekommer ogsaa Enkedronning Juliane Marie i Filmen.
– Hvad ser man paa denne?
– Den begynder med Struenses Ungdom i Altona, derefter skildres Kong Christians Bryllup med den engelske Prinsesse, Struenses Liv i København, Kærlighedsforholdet mellem ham og Dronningen, Hofintrigerne, Struenses Fald og Henrettelse.

– Hvor er Filme optaget?
– Dels i Frankrig, dels paa tyske og danske Slotte, bl. a. paa Kronborg. Det ærgrer mig forresten, slutter Urban Gad, at jeg ikke fik Lejlighed til at realisere min egen Plan om en Struense Film. I denne skulde Asta Nielsen have spillet Kongen, men da hun ikke troede, hun kunde komme til at ligne ham, opgav jeg denne Tanke.

– “Struense” ligger noget udenfor Deres Teaters sædvanlige Repertoire!
– Ja – men det tjener os kun til saa megen mere Ære, synes jeg. Det vil virkelig blive noget af en Begivenhed at overvære den.
Bohême

Klokken 5, 16. oktober 1924.

– Pioner, siger Urban Gad, og smiler, det er saadant et kedeligt Ord. Folk tror, at det er en gammel Dansk-Amerikaner med langt hvidt Haar og et furet Ansigt. Men, enfin, kald mig Pionér.
– Hvorfor forlod De Malerkunsten?
– Fordi jeg syntes, at det var trist i 30 Aars Alderen ikke at have Raad til at købe mig et Par Bukser…. Jeg rejste ud og studerede Scenekunst paa en Række udenlandske Scener, og i 1908 blev jeg ansat paa Det ny Teater som “Sceneinspleient”. Men der var ikke Jordbund for en saadan Stilling herhjemme, selv paa et saa moderne Teater, og da saa den daværende Ejer af “Kosmorama”, Direktør Hj. Davidsen bad mig om at skrive en literær og kunstnerisk Film, skrev og iscebesatte jeg “Afgrunden”.

Det blev et Jordskælv af en Sukces. Man kendte nemlig paa det Tidspunkt, det var i 1910, kun de smaa lette Lystspil, der blev lavet paa rene tilfældigheder, uden Manuskript. Denn Film gav faktisk Stødet til den danske Filmsindustri, der senere blomstrede saa voldsomt op.
– Hvem spiller med i den Film?
– Det gjorde saa fremragende Kræfter som Asta Nielsen, Poul Reumert, Robert Dinesen og Emille Sannom, og “Afgrunden” lagde Grundstenen til Asta Nielsens store Karriere.
– Hvad kostede “Afgrunden” at sætte op?

– Saa vidt jeg husker 5-6ooo Kroner. Og vil De tænke Dem, vi tilbød Ole Olsen at købe Eneretten til “Afgrunden” for hele Verden for 5000 Kroner, men han turde ikke. Saa kom der nogle Tyskere og købte den for 6000 Kroner, og de tjente alene i Tyskland 800,000 Mark paa den. Naturligvis gav mit første lykkelige Forsøg mig Blod paa Tanden og Filmen tog mig fangen, men tror De, at det var mig muligt, at rejse 20,000 danske Kroner til at starte et dansk Filmsselskab for, endskøndt jeg rendte fra Herodes til Pilatus. Saa fik jeg et Tilbud fra Tyskland og rejste til Frankfurt for at forhandle med “Union-Selskabet”, men det var lige ved at briste, da jeg stod stejlt paa mine Fordringer, og jeg havde Haanden paa Dørgrebet for at gaa, da man kaldte mig tilbage, og gik ind paa mine Betingelser. Og det var godt det samme, for
Jeg havde brugt mine sidste 200 Kroner til Rejsen.
LÆS HELE ARTIKLEN

Og saa tog jeg fat. Der blev rejst den første Kæmpefabrik i Verden for Film, og jeg lagde Filmen i det Plan, som man nu bygger videre paa. Jeg vilde væk fra alt det primitive, fra Papkasser med Tapetpapir, og Handlingen skulde staa paa Højde med Udstyret. Straks blev jeg kaldt for en dyr Instruktør, men da mit Motto var, at Flittighed var det billigste paa Film, og Langsomhed det dyreste, lykkedes det mig at bibringe Selskabet en Nettofortjeneste paa 800 pCt. om Aaret. Da jeg vilde tage mir første Lystspil “Den lille Engel”, troede man, at jeg var gal, da Begrebet “Lystspil” f. Eks. bestod af
en Mand, der falder ned af en Trappe med nogle Gipsfigurer.
Og saa blev Lystspillet den største Forretning for Selskabet. Men saa kom Krigen og slog alting i Stykker, og da jeg vilde vende tilbage til Tyskland ramtes jeg af Indvandringsforbudet. Jeg var “misliebig”!
– Hvorfor?
– Ja, det lyder vanvittigt, men en Læge, jeg kender, fortalte, at han kom i Forhør i Berlin fordi jeg havde brugt en fransk Medicin mod nervøse Hovedsmerter. Naa, jeg kom jo ind i Tyskland igen, men Forholdene havde forandret sig, og “Lille Hanne”, som i Fjor blev opført i “Det lille Teater”, blev min sidste Film. Jeg fik en Biografbevilling i København, og jeg kunde ikke godt paa samme Tid passe et Teater i København og sætte Film i Scene i Tyskland.
– Hvorfor sætter De ikke i Scene herhjemme?
Urban Gad ser paa os:
– Her er altfor mange dygtige Instruktører, saa der er ikke Plads for mig.
– Hvad mener De om danske Film?
– Danmark spiller en saa uendelig lille Stemme i det store Verdensorkester, men jeg finder, at der er flere gode Lau-Lystspil og at
Schenstrøm er en betydelig Skuespiller.

Jeg vilde derfor saa gerne se ham i noget andet, f. Eks. i en Karakterrolle.
– Og Fremtiden for dansk Film?
– Danmark har intet andet Særpræg end det gode, lune Humør, der har national Rod- og man skal bygge paa det nationale for at opnaa international Berømmelse. Foruden Schenstrøm har vi et Par dygtige Skuespillere i Peter Malberg og Peter Nielsen, men hvor skal Rutinen komme fra? Der laves for faa Film i Danmark, og Skuespillerne savner en bredere Arbejdsbasis. Der skal laves mange daarlige Film for at faa een god Film, og derfor kan man ikke lave 4 gode Film, naar der kun laves 4. Menneskene er jo ikke fuldkomne.
– I hvilken Retning gaar Smagen?
– Heldigvis i den gode Retning. Der er Stigning for de gode Film, og Fald for Rabalderfilm. Det ideelle vilde naturligvis være Kammerspillerne, men det er ikke Filmens Natur, da Replikkerne mangler og man ikke kan bygge en Film paa indre Bevægelse. Der kræves noget synligt, om jeg saa maa sige, en fysisk Handling. Film er et teknisk Stillads, som man hænger Stemningen paa. Mangler derfor Stemningen, bliver der kun Stiladset tilbage.
– Hvad mener De om Stjerneforgudelsen?
– Den er ækel. I det hele taget er Hollywoodereiet afskyeligt, og jeg fatter ikke, at man ikke skammer sig over at give Mary Pickford, Fairbanks og Jackie Coogan en saa vanvittig Modtagelse i London og Paris, at Gaderne maatte afspærres. Dette vanvid er Filmens sorteste Blad.
Théodore.

Berlingske Tidende, 6. marts 1925.

Borgerrepræsentationen afholdt iaftes sit sidste Møde inden Valgdagen oprinder og Størstedelen af dette forforløb i den skønneste Harmoni, som ikke mindst gjaldt den Beretning, som det kommunale Biografteater-Tilsyn har afgivet, men Mødet kunde dog ikke slutte, uden at Valget og den stedfundne Agitation blev inddraget i Forhandlingerne. Den Sag, som brød Harmonien, angik en Bebyggelsesplan for et Areal sydfor Bispebjerg Kirkegaard. Magistraten foreslog at tillade 5 Beboelseslag, hvad der foranledigede den nylig indkomne radikale Borgerrepræsentant, Arkitekt H. C. Andersen, til at fremsætte ønsket om en lavere Bebyggelse og altsaa mindre økonomisk Udnyttelse af Arealet. Dette gav den socialdemokratiske Budgetudvalgs ordfører, Hr. O. Andersen Anledning til at Ironisere over de gyldne Løfter, de radikale Kandidater fremførte paa Vælgermøderne, uden at paavise, hvorfra Pengene skulde komme. Borgerrepræsentationen godkendte sluttelig Bebyggelsesplanen.

Angsaande Enkeltheder I Debatten om Biografteatrene, henviser vi til efterfølgende Referat. Som tidligere omtalt, gaar Biografteaterudvalgets Indstilling ud paa, at de nu udløbne 17 Bevillinger fornyes for en ny treaarig Periode, at Systemet med Dobbeltbevillinger ændres, og at der ved Lovens forestaaende Revision søges tilvejebragt saadanne Lovregler, at Muligheden for at haandhæve Lovens Bestemmelser ikke paa væsentlige Omraader er udelukket.
LÆS HELE ARTIKLEN

Referat
Borgmester Kaper forelagde som Formand for det nedsatte Fællesudvald anggaende det kommunale Tilsyn med Biografteatrene, den afgivne Betænkning, hvis Hovedindhold vi tidligere har omtalt. Tilsynets Opgave var at føre Kontrol med at Bevillingerne udnyttedes paa forsvarlig Maade, herunder faldt ogsaa Spørgsmaalet om Teatrenes Rumforhold, Ventilation og Hygieine.

Det kommunale Tilsynsudvalgs Medlemmer havde udøvet den de, af Lovgivningsmagtens paalagte Pligt fuldt ud. Medlemmerne havde hver for sig anstrengt sig med at gaa rundt i de forskellige Biografteatre; mange vilde maaske mene, at Medlemmerne derved havde haft en Række glade Aftener, han maatte dog I Sandhedens Interesse sige, at det ikke helt ud var nogen lystelig Forpligtelse, Medlemmerne havde paataget sig; men de havde anset det for overmaade magtpaaliggende at efterkomme de Forpligtelser, der var lagt paa deres Skuldre.

Borgmesteren siger, at det I mange Tilfælde er meget ringe Ting, som opføres paa Biografteatrene, hvilket for en Del skyldes, at de Aandaprodukter, der opførte, er udenlandske og ganske særlig af amerikansk Oprindelse. Vi var ogsaa paa det her omhandlede Omraade kommet ind under Amerikas Hegemoni. De amerikanske Films var enten sentimentale eller brutale. Og det var efter talerens Mening en afgjort Fejl ved den bestaaende Ordning, at Censuren enten skulde godkende hele Filmen eller helt og holdent forbyde den. Censor vilde i mange Tilfælde vige tilbage for helt at forbyde en Film som f. Eks. “Notre-Dame de Paris”, der fremtræder med en af Verdenslitteraturens store Navne. Skulde Victor Hogos Roman Ikke filmatiseret kunne opføres her? Men Filmen Indeholdt enkelte pinagtige og brutale Scener, der aldeles ikke passede for den danske Smag, og som godt kunde stryges uden Skade for Helheds-Virkningen, men Censor var afskaaret fra at forbyde disse Scener. Taleren vilde derfor henstille, at der ved en Revision at loven blev givet Censoren Bemyndigelse til at stryge enkelte Scener i en film.

Taleren konstaterede, at Retfærdighedsforholden var blevet bedre I Teatrene efter at Tilsynet havde begyndt sin Virksomhed.

Hr. Kaper kom derefter Ind paa Spørgemaalet om Bevillingshaverne, som efter Loven utvivlsomt burde være uafhængige Personer, der udelukkende bar Ansvaret, men i mange Tilfælde var det Udlejnings firmaerne, som finansierede Bevillingshaverne og derved fik den overvejende Indflydelse paa Teatrets Drift og Repertoire. Man kunde da rejse det Spørgsmaal, om man gaar rigtigt frem ved Uddelingen af Bevillingerne. Borgmesteren mener nej; han siger, at man maa tage sig til Hovedet, naar man ser, hvorledes Bevillingerne uddeles. Det var allerede en ulykkelig Tanke at give en Bevilling til to, og den Maade hvorpaa Staten uddelte Bevillinmgerne var ogsaa Udtryk for et underligt System. I Rigsdagen sidder man og overvejer nøje og længe, om en af Samfundets mere eller mindre fortjente Mænd skal have 700, 1400 eller 3000 Kr., eller naar det var en mest fortjent 3600 Kr. om Aaret, men her tildeler man Folk Bevillinger, som giver helt op til 30,000 Kr. aarlig, uden at Vedkommende udfører noget Arbejde.
– – –
Borgmesteren sluttede med for egen Regning at fremsætte nogle Betragtninger over Biografteaternæringen, han nævner fri Næring, Bevillingssystemet og Kommunaliseringen. Hr. Kaper anbefaler Bevillingssystemet med en fornuftig Sortering at Ansøgerne. Lad Staten forsørge sine fortjente Mænd og Kvinder, og lad os forlange, at den, som søger en Bevilling, godtgør at han er i Besiddelse af den fornødne Indsigt og fornødne Kapital; lad os endvidere faa en Censur, som kan pille det væk af en Film, der ikke passer for dansk Smag.

Systemet fri Næring vil føre til Sejr for den amerikanske Kapital, og Komminalisering vil medføre en altfor stor Risiko for Kommunen, som vilde blive nødsaget til at oprette Filmsateliers o. s. v.

Folketingsmand F. K. Madsen
henholdt sig til den afgivne Betænkning, idet han ligesom Borgmesteren anbefalede at de nuværende Bevillinger fornyes. Endvidere henstillede han, at der ved en Revision af Loven blev Indsat en Bestemmelse, hvorefter Kommunalbestyrelserne fik Ret til at afgøre, hvem der skal have Bevillingerne.
– – –
En kompliceret Virksomhed.
Borgmester Kaper afsluttede Forhandlingerne med nogle replicerende Bemærkninger, hvorunder han oplyste, at en enkkelt Bevillingshaver ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa sit Teaters Drift – skønt han gerne vilde – samtidig var han Driftleder af et andet Biografteater og Interessent i et Filmsatelier.
Fællesudvalgets Indstilling godkendtes sluttelig enstemmigt.

Aftenbladet, 11. november 1925.
– – –
Lau Lauritzen er gaaet i Gang med Forberedelserne til den saa meget omtalte “Don Quixcote”. Filmen, der kræver et vældigt Arbejde, bl. a. ogsaa i Retning af Forhandlinger med de spanske Myndigheder.

Medens Direktør Lauritzen saaledes udelukkende ofrer Tid og Kræfter paa denne Hovedopgave, har Firmaet planlagt Optagelsen af en ny, stor Fyrtaarn- og Bivognsfilm.

Filmen bliver indspillet paa Palladiums Atelier i Hellerup efter et originalt Manuskript af Forfatteren Urban Gad, der ogsaa iscenesætter Filmen.
Optagelserne begynder i Løbet af næste Uge.

Palladiums Aarsberetning kan altsaa tages som et Tegn paa, at ogsaa med Henblik paa dette Selskab gælder detr, at dansk Film nu atter er ved at arbejde sig frem til en fremragende Stilling paa Verdensmarkedet.

Berlingske, 30. november 1925.
Palladium er ved at indspille en ny Film. Her ses Urban Gad, der iscenesætter den, sammen med “Fyrtaarnet” og “Bivognen”.[/caption]