Maleren Urban Gad,
som under sit Studieophold i Paris blev angreben af Gigtfeber, er nu kommen hjem for at rekreere sig. Den unge Kunstner tilbringer sin Ferie hos sine Forældre, Admiral Gad og Fru Emma Gad, der bor i Humlebæk.
1903 – MALERIUDSTILLING
Dagens Nyheder, 24. september 1903.
I Udstillingslokalet paa Højbroplads aabnede d’Hrr. Winkel og Magnussen i Gaar en lille Udstilling af Malerier og Studier af ældre og nyere Malere, som har krav paa mere end almindelig Interesse.
V. Hammershøj: Solskin i Dagligstuen.
Udstillingen byder endog paa en Debut, idet den unge Maler Urban Gad her for første Gang træder frem for Offentligheden med en halv Snes Malerier. Hr. Gad, der er Elev af Fritz Thaulow, og øjensynlig endnu stærkt paavirket af den ansete norske Maler, er uden tvivl i Besiddelse af Talent. Baade “Foraarsdag”, “Røde Tage”, “Det gamle Toldsted” og især “Foraarsregn”, alle med Motiver fra Sydfrankrig, rummer ikke ringe Stemning og kunstnerisk Følelse. Men der er unægtelig endnu ogsaa adskillig Løshed og Usikkerhed til Stede. Den impressionistiske Malemaade dækker ikke helt over de Forsyndelser mod Tegning og Perspektiv, man her møder.
I hvert Fald tror vi, at Hr. Gad nu vilde gøre vel i at melde sig ud af den fransk-norske Skole og tage fat paa den hjemlige Natur. Hans Talent staar ellers i Færd med at miste det Fodfæste i denne, som ingen Kunstner ret vel i Længden kan undvære.
…
Af V. Hammershøj findes to Interiører, “Solskin i Dagligstue” og “Eftermiddagssolskin”. Man kan mene, hvad man vil om Hammershøj som Figurmaler, saa staar det dog fast, at ingen – ikke en Gang Carl Holsøe, der dog her giver Møde med et ganske nydeligt udført “Interiør” – kommer paa Højde med Hammershøj, hvor det gælder den fine Afstemning af Farverne, Solskinnets Lys paa Væggen, der er saa illuderende, at man griber sig selv i at stille sig i Vejen for Lyset for at se, om dette virkelig er malet eller tilfældig falder ind paa Lærredet.
…
Som Helhed gør den lille Udstilling et overmaade godt Indtryk og fortjener at ses af Kunstelskere.
F.B.
1905 – FORENINGSBANNER
Nationaltidende, 11. maj 1905.
Tivoli faar efter alle Solemærker at dømme paa sin Aabningsdag paa Søndag tillige en af “Sæsonen 1905″s allerstørste Dage. Takket være den Omstændighed, at J.P.E. Hartmann fødtes den 14. Maj 1805 og at “Dansk Tonekunstnerforening” ganske naturligt har følt det som en kær Pligt at fejre denne Mindedag ved en stor Fest.
Dansk Tonekunstnerforenings Banner
Naturligvis vil de forskellige Studenter- og Sangforeninger, af hvilke det store Felttog kommer til at bestaa, give Møde med deres velkendte Faner og Bannere. Nær kunde imidlertid selve Ophavet til det hele, Tonekunstnerforeningen, være kommet til som en fattig Per Eriksen at maatte søge ind under et fremmed Flag, fordi de intet selv ejede. Denne Kalamitet er dog vistnok i sidste Øjeblik afværget, idet 25 musikinteresserede Damer, for en Del Medlemmer af Foreningen, for nogen Tid siden traadte sammen i Komite med det smukke Formaal at skaffe “Dansk Tonekunstnerforening” et Banner. Det lykkedes at faa samlet de fornødne Midler. Urban Gad lavede Tegningen og “Dansk Kunstflidsforening”s Damer paatog sig Arbejdets Udførelse.
Resultatet er bleven overmaade vellykket; “Dansk Tonekunstnerforening” vil fra paa Søndag være Ejer af et af de smukkeste og ejendommeligste Foreningsbannere herhjemme.
Paa pergamentfarvet Silketøj staar foroven med gotiske Bogstaver og farvede Initialer “Danst Tonekustnerforening”. Nedenunder det ældste danske Nodemanuskript, vi kender, fire røde Linier med firkantede Noder, angivende Melodien til den skønne, ældgamle Folkevise “Drømte mig en Drøm i Nat”, der er riftet med Runer nedenunder. Det flankeres af de to gamle Broncelurer og nederst det danske Vaaben. Alt broderet med Silke. Som Topspids paa Bannerstangen har man ganske originalt i Stedet for den traditionelle Lyre anbragt en G-Nøgle og paa hver af Tværstangens Ender en F-Nøgle.
Den højtidelige Overrækkelse af Banneret finder Sted i Musikkonservatoriets Festsal paa Søndag Kl. 1½.
…
1907 – MODERNE TEATERTEKNIK
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28/09, 30/09 og 4/10 1907. (2. udg.)
I. Forestillingens kunstneriske Gennemførelse. Kostumer og Maskering.
Det sceniske Materiel, hvormed Thespis efter Sagnet aabnede Teatrets Historie i det 5te Aarhundrede før vor Tidsregning, stod vel paa det nærmeste i samme Forhold til Nutidens kunstfærdige Teaterbygninger, som hans oldgræske Karre til en moderne Motorvogn. Hvad der siden da er blevet tænkt og beregnet, forsøgt og gennemført for at skabe en straalende og festlig Ramme om Dramaets Kunst, det staar neppe tilbage for den Fuldkommengørelse, som Menneskeheden har tilstræbt paa alle andre Omraader.
Der er dem, der mener, at denne Rammens Fuldkommengørelse forstyrrer Nydelsen af Billedet, og at man derfor burde vende tilbage til tidligere Tiders Simpelhed, men skal dette gøres gennemført, bliver der foruden Skuespillerne kun et Bræddegulv tilbage. Selvfølgelig er selve Skuespilkunsten det hovedsagelige, og Udstyret skal være et Middel, ikke et Maal. Hvor Grænsen skal trækkes mellem Maskineriet og Kunsten, det maa i hvert enkelt Tilfælde overlades til dette ubestemmelige Begreb, der hedder den gode Smag. At blive enige om, hvad der er en god Smag, er imidlertid vanskeligt, det er nemmere at fastslaa, hvad der er daarlig Smag.
Den kultiverede Tilskuer ser slemme Ting allevegne, og selv paa ansete og fine Teatre, hvor der spilles god Komedie og sættes meget paa Udstyret, kan en stor Usikkerhed i Smagen gøre sig gældende. Hvad hjælper saa de gode Enkeltheder og den ydre Pragt?
I en Forestilling, hvor godt og slet i Komediespil, Dekorationer, Dragter, Lysvirkninger og Farvesammenstillinger er blandet mellem hinanden, fremkommer selvfølgelig et uroligt og flimrende Billede. Denne Fare ligger især nær, hvor Teaterchefen, som paa mange Scener, særlig i England, lider af den blandt Teaterfolk almindelige Overtro, at han som samtidig første Skuespiller, Sceneinstruktør og Direktør kan gøre alting selv. Og det kan han ikke. Selv en enkelt Funktionær som Sceneinstruktøren har for meget at passe.
Den moderne Sceneinstruktørs Arbejde falder i 3 Hovedafsnit: det litterære, det maleriske og det kulturhistoriske. Spørger man om, hvorledes disse tre Felter røgtes rundt omkring paa europæiske teatre, bliver Svaret: det første bedst; thi Sceneinstruktøren er gennemgaaende enten Skuespiller eller Forfatter og er saaledes vel egnet til at „instruere” Skuespillerne, bringe dem til at indordne sig under Værkets Grundtone, men han er neppe altid Kulturhistoriker nok til at levendegøre et forbigangent Aarhundrede, og han har vel næsten aldrig malerisk Forudanelse nok til at tumle med Reflekser, Belysninger, Farvesammenstillinger osv.
Paa ethvert Teater vil man da ogsaa paa disse meget vigtige Omraader kunne finde talrige større eller mindre Forsyndelser, og alle disse, maaske hvert for sig ikke meget betydende Fejlgreb hober sig op til at være den uoverstigelige Mur, der skiller Virkeligheden fra Teatrets Gengivelse deraf. Man har længe anset det som uundgaaelige Onder, men i Tyskland, der jo er videst fremme i al Teaterteknik, har man i de seneste Aar søgt at raade Bod paa Skaderne.
Idet man gik ud fra, at naar Teatret satte sig den Opgave at gengive baade Menneskelivet og Naturen, og naar der var en Sagkyndig, Sceneinstruktøren, til at tage sig af Sjæleskildringen, vilde det være rimeligt ogsaa at have en kyndig Mand til at skabe den ydre Naturgengivelse; dette er den „künstlerische Beirufe”, malerisk Iscenesætter vilde man vel nærmest kunne gengive Ordet med paa Dansk. Det er en Maler, i k k e at forveksle med Teatermaleren, men en Landskabsmaler, der kan bidrage til Forestillingens kunstneriske Afrundelse hvad angaar alt det, der opfattes gennem Øjet.
For at yde dette maa han være saa vel inde i Belysningsvæsenet, at Teatermaleren i ham har en paalidelig Hjælp til at opnaa Lærredernes rette og smagfulde Belysning, han maa være saa velbevandret i Maskinvæsen, at han kan afhandle med Maskinmesteren, hvorledes en Effekt kan frembringes, han skal besidde et indgaaende Kendskab til Kulturhistorie, for at Teatermaleren og Kostumetegneren i ham kan have en Forbundsfælle til at opnaa de korrektest og smukkest mulige Dekorationer og Dragter. Kort sagt, han skal kunne være Sceneinstruktørens bedste Hjælper som den, der med Erfaringens Sikkerhed formaar at male og digte ved Hjælp af Flortæpper, Damp, Lyskastere, Gelatinplader, Grønsværtæpper, Elevatorbroer og hvad nu alle disse gamle og nye Hjælpemidler hedder.
Den vanskeligste Opgave, der paalægges Iscenesætteren, er vel den, at han skal gøre noget smukt og festligt for den sædvanlige Pris: saa billigt som muligt, og det er der heller ikke noget videre at sige til, da et Teater jo er en Forretningsdrivende, som maa passe at have et rimeligt Forhold mellem Udgifter og Indtægter. Alligevel, selv om Iscenesætteren maa og skal holde sig indenfor de Rammer, der gives af de pekuniære Hensyn, maa det være fortvivlende altid at have Teatrets gamle, magasinerede Materiel som en Klods om Benet. Det passer jo altid kun nogenlunde, og nogenlunde det er slet. En af hans Hovedopgaver er da saa harmonisk som muligt at forbinde det gamle med det nye.
Formodentlig paa alle Verdens Teatre har man lidt Under denne magasinerede Rigdom, og for at slippe for den har man hist og her i Udlandet grebet til den Udvej at male Bagtæpper paa Papir istedetfor paa Lærred. Fordelene er iøjnefaldende, da de kun koster en Brøkdel og er færdige sammen med Stykket, saa at de ikke Spolerer kommende Forestillinger Ved at stige frem som Genfærd fra Magasinernes Grave.
For den rent kulturhistoriske Del af sin Opgave har Sceneinstruktøren at arbejde med Teatermaleren og Kostumetegneren, og, for Maskeringen, med Skuespillerne selv.
Det første og vigtigste Krav er naturligvis det historiske. Dette Overholdes gennemgaaende bedre for Dekorationernes Vedkommende, end naar det gælder Dragter og Maskering. Klædedragtens Historie er en Videnskabsgren, der har haft den Vanskæbne, at dens Kilder er forblevne uudgivne, eller i det mindste usamlede. Skal der tegnes Dragter til Stykker, der spiller i Fortiden, maa Tegneren gøre sig den, ganske vist store Ulejlighed al forskaffe sig samtidige Billeder fra Gravrelieffer, Vasemalerier, Haandskriftillustrationer, vævede Tapeter, Kirkefigurer og hvor de nu findes, et stort og brydsomt Arbejde, og han bør ikke slaa sig til Ro med de Par bearbejdede Figurer, der findes afbildede for hvert Tidsrum i de franske og tyske Kostumeværker, saa meget mindre, som disse ofte giver et Ukorrekt Begreb; hovedsagelig afbildes Overklasserne i Pragtkostumer, og i hvert Fald beskæftiger de sig kun med de store Kulturlandes Dragter, men er ganske utilstrækkelige som Oplysning om andres, f. EkS. de nordiske Landes Dragthistorie.
Men ser man mange Fejl paa Kostumeringens Omraade, maa det indrømmes; at Kostumetegneren har store Vanskeligheder at overvinde, først med Skuespillernes eller rettere Skuespillerindernes personlige Forfængelighed og dernæst med Publikum, som vil se sine Yndlingeklædte i Dragter, der svarer til Øjeblikkets Forestillinger om Klædelighed, og bryder sig fejl om Kulturhistorie og Korrekthed. Han bør derfor aldrig glemme, at selv om Dragterne skal være stilrene, maa de ogsaa være smukke. Overdrivelserne, der især blomstrede i det fjortende og femtende AarhUndrede, bør ikke benyttes, og de forskellige Dragter skal, foruden at stemme med Bærernes Stilling og Karakter, ogsaa klæde Vedkommende og hinanden indbyrdes, saa at Scenebilledets Totalvirkning bliver en Glæde for Øjet.
Medens Teatrene har en særlig Funktionær til Dragterne, er Maskeringen mere tilfældig og personlig. Skuespillerne er paa dette Punkt selv tidt mærkeligt dygtige, og dog: Skæg og Haar og Kvindernes Haarsætning, som jo er Maskeringens Hovedvirkemidler, har gennem Tiderne været, ofte bevidst, Udtryk for Menneskenes Livsbetragtning og Idealer.
Det vilde føre for vidt at komme ind derpaa; et Par faar Være nok: man burde undgaa at lade Middelalderens Konger og store Herrer optræde med Vældige Barter, da det dog Paa den Tid var finest at optræde glatraget, og Skuespillerinder burde hyppigere optræde med bedækket Hovedhaar, hvilket var streng Mode hos Fortidens Kvinder for at understrege deres Kyskhed. Som man Ser, mangt og meget er der at passe, om en Teaterforestilling virkelig skal yde det bedst mulige for at berige og belære Publikum ogsaa med Kærlighed til Skønhed; men der stilles da ogsaa i Nutiden mange Hjælpemidler til Raadighed, af hvilke nogle af de vigtigste i det følgende skal blive omtalte.
*
II. Belysning.
Efterhaanden som Teatret rykkede frem mod Nord og ophørte at være en Art kirkelig Formiddagsgudstjeneste, men blev til verdslig Aftenforlystelse, fremstod de faste Teaterbygninger, og man blev nødt til at indføre den kunstige Belysning istedetfor som før, at lade Solen besørge det hele.
Scenebygningernes Virkemidler har utvivlsomt haft en væsentlig litteraturhistorisk Betydning, idet de uvilkaarligt maa have paavirket den dramatiske Litteratur, efterhaanden som der stilledes større eller mindre Hjælpemidler til Raadighed, naar det gjaldt Udførelsen af Digternes Fantasibilleder; de Stykker, der er skrevne til Opførelse paa mere primitive Teatre, som Oldtidens og det 17de og 18de Aarhundredes, er nøgterne i Kravene og derfor lettest at sætte teknisk i Scene.
En vigtig Del af Teaterbelysningen har arbejdet sig saa stærkt ind i Folks Bevidsthed, at den benyttes som Udtryk for Teatret som Helhed: „ikke at kunne taale Rampelyset” betyder: uanvendelig til praktisk Teaterbrug. Vil man være retfærdig, maa man imidlertid indrømme, at det virkelig er vanskeligt at taale; thi Scenebilledets Naturtroskab udelukkes saa godt som ganske, naar Lyset, der jo i Naturen kommer fra oven eller fra Siden, nedenfra kastes op paa Skuespillernes Ansigter og oplyser Underflader af Hager og Næser med pinlig Klarhed.
Imidlertid er de talrige Forsøg paa at bekæmpe Rampens Nedenlys strandede paa Modstand fra Skuespillernes Side, idet de, med Rette, hævdede at det stærke Lys var nødvendigt for at lade Mimiken komme til sin Ret. Alligevel kunde dog ofte Urimeligheder undgaas, som for Eksempel, hvor en Række oplyste Ansigter straaler som kinesiske Lamper mod en mørk Nattehimmel.
Paa de engelske Teatre, der i det hele staar højt paa Belysningsvæsenets Omraade, spiller Rampen en mere underordnet Rolle end andetsteds; Lyset paa den forreste Del af Scenen kommer fortrinsvis fra en lodret Række Lyskastere, der er anbragt i cardansk Ophængning langs Prosceniets Inderside, saaledes, at man herfra kan kaste Lys ind paa de Optrædende, medens den dæmpede Rampe nærmest benyttes til at udligne Slagskyggerne i Ansigterne.
Flere andre Fremgangsmaader anvendes; bedst kendt er vel den at lade Projektører fra Tilskuerpladsens øverste Etage kaste Lysstraaler hen over Tilskuernes Hoveder ned paa Scenen, saaledes som det skete f. Eks. den sidste Scene af „Mestersangerne” ved den nylige Opførelse i Kjøbenhavn.
Da man ikke har kunnet skille sig af med den klodsede og utidssvarende Mekanisme, som Rampen er, har man hellere derfor hist og her søgt at forbedre den, saaledes paa St. Jamesteatret i London, hvor man istedetfor den almindelige todelte Rampe med 3 Farver ved en snild Installation har Lamperækken delt i mange, af hinanden uafhængige Serier i 4 Farver. Thi det fortjener at bemærkes, at foruden de sædvanlige 3 Farver, hvid, rød og blaa (eller grøn) benyttes paa de engelske Teatre desuden gul (umbra), der f. Eks. brænder sammen med hvid ved fuldt Lys i Forholdet 3 hvide og en gul, for at gøre Lyset blødere og varmere; selvfølgelig kan der opnaas langt flere og langt smukkere Virkninger med 4 end med 3 Farver.
Lignende Anker, som gælder for Rampen, kan rettes mod „Herserne”, der skal oplyse Suffitterne, denne hidtil uovervundne Grundskade for scenisk Illusion. Medens der saaledes paa disse Omraader hersker fuld Enighed mellem alle Teknikere, er der paa et andet Punkt, det vigtigste i hele Belysningstekniken, en væsentlig Uoverensstemmelse tilstede i Anskuelser mellem Englands og Fastlandets Teaterkyndige. Det er Spørgsmaalet om hvilke „Modstande”, der bør foretrækkes.
De færreste Tilskuere gør sig formodentlig rigtig klart, hvordan man kan faa de samme elektriske Glødelamper, der hjemme i vore Stuer tændes og slukkes med pludselige Smæld, til at lade deres Lysstyrke bevæge sig jævnt og langsomt mellem helt Mørke og fuldt Lys.
Det sker ved at lade den elektriske Strøm passere en besværlig Omvej, „Modstand”, der svækker dens Kraft saa meget, at Lampen brænder mere eller mindre dunkelt, eftersom Omvejen gennem Modstanden gøres længere eller kortere.
Englænderne bruger altid „liquid resistance”, Vædskemodstand, der imidlertid ganske forkætres af Fastlandets Teaterteknikere. Ved Vædskemodstanden tvinges den elektriske Strøm til at gennemløbe et større eller mindre Mellemrum Vand, blandet med en Syre, som Middel til at regulere Lyset. Apparatet har mange gode Sider, men lider af en betænkelig Usikkerhed ved de dæmpede Belysninger. Principet i Ledningsmodstande, som bruges paa Fastlandets Teatre, er, at Strømmen ved at gennemløbe en lang Omvej af Kobbertraadsvindinger tilsætter en Del af sin Styrke. Disse Apparater haves i forskellige Konstruktioner.
Bedst synes Pariser-Operaens „feu d’orgue”, og de efter den dannede tyske Installationer at virke, hvorimod de paa iranske Teatre almindelig anvendte Tromleapparater med Kviksølv (System Clémenceau) er ret upaalidelige.
Belysningsmesterens Plads er højst forskellig, men altid daarlig; thi helst skulde han jo kunne have det samme Scenebillede for Øje som Tilskuerne, og mangt et Fejlgreb, en for stærkt lysende Herse, en galt drejet „Reverber”, kommer af, at Mesterens Øje ikke kan naa til Gerningsstedet. Herhjemme er Belysningsmesterens Plads i Prosceniet — Alle kender vist det hæslige, røde Skærmbrædt, der skjuler ham paa det kongelige Teater – men denne Anbringelse er langtfra god, da han derfra har slet Overblik og ofte med sine Assistenter og Tavler er ivejen.
Paa de engelske Teatre har man ham ogsaa anbragt i Prosceniet, men i Regelen langt mere praktisk, idet han er anbragt med sine Apparater paa et lille Galeri, ca. 12 Fod tilvejrs, hvorved der bliver bedre Plads i første Kulisse, samtidig med at han fra sin ensomme og uforstyrrede Højde har bedre IndbliK paa Scenen. Andre Steder har man, som paa den store Opera i Paris, for at give Belysningsmesteren samme Scenebillede for Øje Som Publikum givet ham Plads midt paa Scenen i Forgrunden; man vil derfor paa begge Sider af Suflørkassen kunne se endnu en lille rund Skærm, netop stor nok til at skjule Belysningsmesterens ansvarsbetyngede Hoved; herfra dirigerer han pr. Telefon og Talerør, hvilket selvfølgelig ikke forstyrrer paa en Opera, hvor al Lyd drukner i Orkestrets Larm.
Til Belysningsmesterens Pligter hører ogsaa Lyssignalerne, der styrer hele Sceneriets sammensatte Maskineri, og som i England er bragt op til en ganske anden Fuldkommenhed end der kendes herhjemme.
Belysningsmesterens Pligter er mangfoldige, og det kan derfor neppe undgaas, at han til nogle af sine Hverv møder med lidt utilstrækkelige Forudsætninger. Han er en brav Elektriker, har udmærket Indsigt i Volt og Ampere og den Slags, det er hans Foruddannelse. Og med den staar han saa en skønne Dag overfor den Opgave at skulle genskabe al en Solnedgangs luende Pragt eller det angstfuldt dirrende Aandelys i en Spøgelsesnat; hvad skal han gøre, hvor skal han søge Raad. Han har ikke Fantasi til at digte med Lys og Farvetoner som med Rhytmer, nogen malerisk Raadgiver har han sædvanligvis ikke, altsaa gribes der til de nedarvede Teaterbegreber: Solnedgang, det er rødt Lys i Rampe og Herser og nogle glorøde „Reverberer” henne ved Bagtæppet, og Maaneskin og Spøgeri, det er grønt over det hele — dette skal være Troja, og de fleste i Publikum gaar virkelig skikkeligt ind paa, at det er det; men dog er der dem, der endnu mindes med hvilken gribende Virkning Meiningerne fremstillede Julius Cæsars stofløse Aandeskikkelse.
Paa intet af Teatrets Omraader trænges der saa meget til en kunstnerisk Reform som paa Belysningens, især fordi der netop her i Nutiden gøres saa store og betydningsfulde Fremskridt i teknisk Henseende. Det er nærmest Udviklingen af de moderne Lyskastere, der drager Opmærksomheden hen paa sig, og selv om man endnu langt fra har udnyttet dette Felt til det yderste, maa man forbavses over de Virkninger, der allerede nu kan frembringes ad denne Vej ; og en umaadelig Fordel har disse Apparater derved, at det er meget prisbilligt at benytte sig af dem, idet en enkelt Mand nu tildags med dem opnaar Effekter, som i gamle Dage møjsommeligt maatte fremstilles ved tunge Vandretæpper eller Kostbare Maskinerier.
En af de almindeligst kendte Anvendelser for Lyskastere er Fremstillingen af drivende Skyer, en paa Teatret meget hyppigt forekommende Opgave. Man har her forlængst taget „Lanterna magica”-en i Tjeneste, men allerede forladt det oprindelige System med Skymaleriet paa en cirkelrund Glasplade, der naturligvis lod Skyerne bevæge sig i en Bue, og istedetfor paa de mere fremskredne Scener, som den store Opera i Paris, indrettet en fortræffelig og sindrig Lyskaster, hvor Skymaleriet, udført paa en Strimmel Lærred (for de mørke Himmelpartier) eller Gelatine (for de lyse) bevæger sig vandret uden om hele Lyskasteren, men indenfor Lindserne.
Mange vil sikkert erindre det med denne Lyskaster opnaaede Skydrag fra „La Valkyrie” i Paris, hvor det anvendes til Valkyrieridtct i 3die Akt; Lystkasteren og den Mand, der passer den, staar midt paa Scenen, skjult bag et Klippestykke, og kaster Lyset hen paa det Flortæppe i Baggrunden, bag hvilket Valkyrierne rider paa Træheste, der løber paa en Sporvej. Et andet, virkelighedslignende Resultat med Lyskastere har man Paa Kølns udmærkede Opera opnaaet ved Gengivelse af Lysets Glittren paa Vand, Ved Hjælp af 3 med Bølgelinier bemalede, forskydelige Glasplader, der ved et Uhrværk bevæges foran Lyskasterens Linse og ved en Mekanisine af lignende Art faar man det mest troværdige Billede af Regn, der i Byger piskes af Storm ned over et Landskab.
Et andet Omraade af Belysningstekniken vil kunne give skønne Resultater, naar det bliver underlagt kunstnerisk Kultur, idet den Rigdom af skønne, dæmpede Farver, der ved de moderne Gelatineplader kan sendes ind over Scenen, langtfra er saa udnyttet, som den burde være, især nu, hvor man ved en nem Fremgangsmaade har overvundet den skæmmende iriserende Regnbuecirkel, der tidligere begrænsede Lysfelterne.
Især anviser Farvernes utvivlsomme Slægtskab med Toner en nøje Samanvendelse til Operabrug; Farverne kan og bør ofte følges nøje med Musiken for at forøge og berige dens Virkning, men selvfølgelig med taktfuld Forsigtighed; Farverne maa ikke, som det tit ses i Tyskland, blive paatrængende, men skal føje sig ind i Helhedsbilledet for at gøre det rigere og fyldigere og saaledes hjælpe fremad mod det Maal, Teatret altid bør have for Øje: at skænke sit Publikum saa megen Skønhed som muligt.
*
III. Maskineri.
Et Teater i Nutiden, som de er flest, adskiller sig ikke væsentligt fra Scenerne paa Moliéres og Holbergs Tid. Naar Scenemaskineriet saaledes har holdt sig nogenlunde ensartet i Principet, kommer dette af, at Opgaven stadig er den samme, som den var den Dag, man første Gang spillede Komedie i et lukket Scenerum, den nemlig, saa vidt muligt at skjule dettes Vægge og Loft ved Hjælp af malede Dekorationer for at frembringe den størst tænkelige Illusion hos Tilskuerne.
Enhver ved, at der i Fremstillingen af disse Dekorationer ofte er ydet skøn Kunst, baade naar de forestiller Landskaber og lukkede Rum, men underligt nok har man i Aarhundreder forsømt at inddrage en saa væsentlig Faktor som Scenegulvet under kunstnerisk og teknisk Kultur. Først i vore Dage har de Teaterkyndige taget denne Opgave op og derved frembragt flere Systemer af Scenegulve, hvoraf nogle er sande mekaniske Mesterværker.
Herhjemme er den saakaldte Drejescene – man fristes til at sige desværre – kommen til at staa for Folks Bevidsthed som det højeste og sidste paa moderne Scenetekniks Omraade.
Principet for Drejescenen er, at der i Scenegulvet anbringes en cirkelrund Plade (med omtrent samme Diameter som Rampebredden), der som en Jernbane Drejeskive ved Hjælp af en elektrisk Motor kan dreje sig om sit Centrum.
Fordelen er nu den, at medens den ene Dekoration anvendes, kan den næste stilles op paa den Del af Drejeskiven, der vender mod Scenens Baggrund og altsaa er skjult af Bagtæppet, men selvfølgelig kan man ogsaa benytte Scenen paa almindelig vis med en Dekoration i hele Rummets Dybde. Man vinder altsaa en stor Hurtighed i Sceneforandringerne, men der er dog væsentlige Indvendinger, som nedsætter Drejescenens Fortræffelighed en hel Del. For det første maa Dekorationerne gennemgaaende være ret smaa, hvis der skal kunne arbejdes bag dem med Opstilling o.s.v., medens der spilles i Forgrunden; og for det andet er det gamle og uundværlige Scenemaskineri, Forsænkningen (Lemmen i Gulvet) paa nogle Konstruktioner af Drejescener helt udelukket.
Selv om man nu ved Forbedringer kan komme ud over alle disse Ulemper hvor ofte er der saa egentlig Brug for denne Scenens Bevægelighed? De allerfleste Skuespil, Balletter og Operaer spiller i et Antal Dekorationer, der gennemgaaende svarer til Akternes Tal, 1—5, og kun et Mindretal har midt i Akterne et Par Sceneforandringer, der med Lethed kan gøres med det sædvanlige Materiel.
Drejescenen er da nærmest kun til Nytte ved Shakespeare-Opførelser, gammelindiske Skuespil og lignende Ting, der kræver idelige Forandringer; til Opera og Ballet er den upraktisk, til moderne Skuespil overflødig.
Den paa „Schauspielhaus” i Berlin anvendte nyeste „Skydescene” har vel endnu ikke staaet sin Prøve, hvorfor den her skal lades uomtalt, men der er en Art Scenegulv, som underligt nok her hjemme er ganske upaaagtet til Trods for, at det foreløbig maa betegnes som Idealet til Opera og stort Skuespil, nemlig Elevatorscenen. Paa en saadan er Gulvet delt i „Broer” (bridges), der strækker sig fra den ene Side af Scenen til den anden, hver af dem i ca. 8 Fods Dybde. Hver Bro bæres under Gulvet af to lodrette Staalsøjler, der ved hydraulisk Kraft kan hæves indtil 12 Fod over Gulvet og sænkes indtil 8 Fod under dette, og desuden kan Broen stilles skraat eller bringes til at vippe. Det er indlysende, at man herved kan frembringe udmærkede Terræner, Afgrunde paa Scenen, Porte med Platform oven over til Mennesker, Huler, Broer o.s.v., man kan pludselig for aabent Tæppe hæve store Arrangementer, naar Himlen aabner sig for Guder, Engle eller Luftsyn, man kan vise Skibbrud og saaledes videre i det uendelige. Dertil kommer, at Elevatorscenen er billig at manøvrere med, idet een Mand ved Haandsvingene er tilstrækkelig.
Alt delte angaar Gulvets tekniske Installation og berører mindre dets maleriske Forskønnelse. Men ogsaa paa dette Omraade har man i Nutiden gjort væsentlige Forbedringer. Enhver Teatergænger erindrer vel det Suk, hvormed han altid er gaaet ind paa at anerkende det snavsede Gulv, der altid ligger saa bekvemt i Skove og Klippepartier, akkurat som var det beregnet til at spille Komedie paa, og afstreget, som det er med de ganske overflødige Kanaler som en yppig Skovbund. Det behøves ikke mere; man kan omdanne Gulvet til et blødt, rundet Terræn, som dækkes med et Grønsværstæppe, en Art Vævning af Hamp med indvævede grøntfarvede Trevler, saa at hele Jorden fuldstændig illuderende fremstiller smaa Tuer og frodigt Græs. Op af denne Skovbund vokser Buske og Træer, ikke de velkendte af malet Lærred, spændt paa Rammer af udsavet Træ, men med Grene og Blade, gjorte saa omhyggeligt, som skulde de være Pynt paa Damehatte, og fra plastisk byggede Træstammer i Forgrunden udgaar Grene af samme Art – først henne i Baggrunden benyttes det malede Lærred.
I det hele taget kommer man, under Paavirkning fra Frankrig, efterhaanden mere og mere ind paa de plastiske Dekorationer, der især er bragt til en høj Grad af Skønhed paa Sarah Bernhardts Teater i Paris.
Udviklingen har dog ikke blot kastet sig over Gulv og Kulisser, ogsaa Bagtæpperne har maattet følge Trup, Først og fremmest gjaldt det om at blive af med de hæslige, skærmbrædtlignende Baggrunde med et Bagtæppe, hvortil føjedes et Par plane, skraatstillede Sidefløje, der frembragte en knækket Horisont og Himmel. Man har nu forskellige Systemer, der tilsigter at vise en rundet Horisont. Nogle saadanne „Panoramatæpper” bestaar af en Tæppestang, hvis Ender er svajede i Buer, medens andre er dannede efter Systemet til Vandretæpper.
Dette System, der bruges f. Eks. paa Châtelet, er det bedste, idet man herved tillige kan benytte Panoramaet som et Vandretæppe. Delte anvendes nemlig alt for lidt herhjemme; det er nærmest kan Revuforfattere, der har opdaget det. I Virkeligheden skulde dette nemme Maskineri anvendes i rigt Maal til romantiske Skuespil, saasom „Skærsommernatsdrøm” og mange andre af Shakespeares Stykker, „Hr. Oluf han rider” og lignende Forestillinger; ved en ret Ubetydelig Forskydning af Bagtæppet og af et gennembrudt Mellemtæppe vilde man ved en hurtig, men jevn Overgang kunne forandre Scenebilledet fuldstændigt, saa at Hanldlingens Vekslen vilde blive lettere forstaaelig, uden at der kom en Overklipning af Stemningen ved en Sort og bumlende Sceneforandring. — Mange af disse moderne Maskinerier og plastiske Dekorationer kræver en betydelig Plads, baade i Dybden og i Bredden, og er ofte kun anvendelige, hvor man indskrænker sig til at have eet eller to Stykker paa Spillelisten.
Er Pladsforholdene end som oftest givne og uforanderlige kan der dog bødes paa dem ved Hjælp af et virkeligt moderne Maskineri. Hvor alt drives ved Hydraulik, som paa den nye, fortrinligt indrettede Opera i Køln, kan der frembringes en saa hurtig og præcis Transport mellem Magasinerne og Scenen, at denne altid er ryddelig, og derfor kan benyttes i sin fulde Udstrækning. Desuden er den med hydraulisk Kraft betjente Scene besparende, idet den behøver langt færre Maskinfolk, og de moderne Magasiner, med Elevatorapparater og Sporvej til Scenerummet, er ryddeligere og tager mindre Plads op end de gamle.
Vender man sig, etter at have gennemgaaet de store, udenlandske Sceners tekniske Forbedringer, for hvilke der selvfølgelig i et Dagblads Spalter kun kan gøres meget ufuldkomment Rede, til de danske Teaterforhold, skal det straks fremhæves, at man herhjemme oftest ser smukke og smagfulde Forestillinger, især naar man tager i Betragtning under hvilke Plads- og Pengeforhold der virkes; og hvor beskedne Krav Presse og Publikum Stiller med Hensyn til ydre Iscenesættelse. Naar det danske Teater, med et forældet Materiel og under en slap Ligegyldighed i Publikum for den maleriske Skønhed, formaar stadig at hævde et kunstnerisk Niveau ogsaa i den ydre Iscenesættelse, skyldes dette ikke blot de Mænd, der nu fører an, men ogsaa i højeste Grad den Tradition, der lever efter Pietro Krohn.
*
Har nogen ondt ved at forstaa, hvad der menes med malerisk Iscenesættelse, eller mener nogen, at denne kun er mulig, hvor Storstædernes Pengemidler staar til Raadighed, da behøver man kun at nævne Pietro Krohn for at forklare, at malerisk Iscenesættelse er mulig, og at den er mulig herhjemme hos os selv.
Hvad der i hans Tid blev ydet – i Mefistofekes, Aïda osv. – et netop det, som Teatret er og alle skyldigt. Digterens Ord og Komponistens Toner er betroet gods, som det er Teatrets Pligt at overgive til det store Folk paa saa værdig og skøn en Maade som muligt. Saa længe Teatret bestaar som den ypperste Spreder af Kultur og Skønhedssans, bør det derfor sætte al Kraft ind paa dette, at ikke blot Øret og Tanken, men ogsaa Øjet skal bydes til Fest efter Arbejdsdagens graa Slid.
Derved opfylder Teatret ikke sin mindste Mission; thi den Tilskuer, der gaar hjem fra en Forestilling med Øjet mættet med skønne Indtryk, vil derigennem skoles til ogsaa i Livet at finde mere Skønhed – det vil sige: mere Lykke.
URBAN GAD
1910 – FRITZ THAULOW og AFGRUNDENS PREMIERE
I Anledning af Thaulow-Udstillingen i København i Februar Maaned bringer Maaneds-Magasinet herved Reproduktioner af nogle af de udstillede Billeder ledsaget af en Tekst af Urban Gad.
Bro i Cordova, malet under Thaulows Studierejse i Spanien 1904.
MANGFOLDIGE og i alle Tungemaal har Dommene lydt over Fritz Thaulow og hans Kunst; overalt har man bøjet sig for Mesteren og elsket Mennesket, overalt hvorhen hans Værker bar hans Ry, og hvor hans egen lyse Personlighed vandt ham trofaste Venner.
Baade som Kunstner og som Menneske har hans Liv udfoldet sig for alles Blikke i fuldt Lys, og det er derfor kendt af mange, tilgængeligt for alle.
Der er saaledes næppe nogen Grund til at udrede hans Kunst, dens nationale Grundejendommeligheder, de Paavirkninger, den blev Genstand for, og de Maal den udviklede sig hen imod, lige saa lidt som der her tiltrænges en Sondring af hans indre og ydre Livsførelse og hans Væsens Særpræg. Begge Dele er gjort ofte og helt udfyldende. Det, der her vil blive gjort Forsøg paa at give en Forestilling om, det ligger midt imellem, – det er ikke Maleren, og det er ikke Manden, men det er Manden, naar han malede.
For at forstaa Fritz Thaulow, maa man egentlig vide, at han saa at sige var to Malere: den ene, Friluftsmaleren ude i Marken, i Sol og Regn, eller Kulde og Sne, den anden: Kunstneren i Værkstedet, der som en lærd Alkymist med hemmelige Fernisser, indviklede Undermalinger føjede dæmpet glimrende Farver sammen, som et Smykke af Ædelstene.
Hvilket af disse to Træk i hans kunstneriske Livsværk man vil foretrække, maa bero paa hver enkelts Grundsyn paa Kunsten og dens Maal, — men han selv foretrak ubetinget, i det mindste i sine senere Aar, det sidste, det nænsomt afvejende Hjemmearbejde med arvevirkninger og Lysværdier. Det var naturligt for ham, saaledes som hans Kunstopfattelse havde formet sig.
Maaneds-Magasinet, Februar 1910.
Det kunstnerisk fuldkomne, det helt og lydefrit gennemførte, var hans store Kærlighed, og alt, hvad der stødte hans skærpede Øje som mindre vellykket i Støbningen, vakte et ubetvingeligt Ubehag hos ham. Han var Virtuos, og beundrede Virtuoser, hvorimod den ufrivillige eller tilstræbte »Troskyldighed« i Kunsten var hans Gru, — han fejede sammen i een Bunke alt, hvor Formens Utilstrækkelighed stødte ham, det være sig en skøn Urkunst, som den ægyptiske og assyriske, eller et grufuldt Modebegreb som »Naivisterne« og deres Forbillede, den forhenværende Toldbetjent Rousseaus haabløse Smørerier.
Virtuosens Glæde ved den tilsyneladende lette Overvindelse af Vanskeligheder gjorde ham Arbejdet i Atelieret kært: med sin Skitse, der lyste af Naturens Friskhed, ved Siden, sad han og gendigtede sindrigt beregnende sine Naturindtryk til Kunst. Det hang sammen med hans Blik paa Naturen, den han elskede mere som et Middel til at frembringe Kunstværker, end for dens egen Skyld. Overfor et Landskab tog han straks og uvilkaarlig Standpunkt som Maler, — var det ikke noget Motiv, interesserede det ham ikke synderligt; men saa han derimod paa en gammel Mur en Belysning, der henrev ham, glemte han det aldrig, selv om han ikke fik det malet, — omtrent ligesom Napoleon, der kunde begejstres rent fagmæssigt ved Synet af en glimrende Slagplads, ligegyldigt om han havde Lejlighed til at levere nogen Kamp paa den eller ej. Thaulow kunde derfor nævne Rækker af Motiver for hvert Sted, han havde set, selv ganske flygtigt.
Var hans Kærlighed til Naturen end saaledes begrænset af hans rent maleriske Synsmaade, harmedes han dog over ethvert Forsøg paa at øve Vold imod den for at benytte den som Udtryk for Mennesketanker; men han harmedes ganske vist mindre paa Naturens Vegne end paa Malerkunstens; han taalte ikke, at denne nedværdigedes til at gøre Tjeneste som Symbol, den var ham Maal nok i sig selv, og han begreb ikke, at nogen »havde Tid til at tænke, naar man maler.«
Dette Blik paa Kunsten førte ham ind i en stedsevarende Guerrillakrig med de Forfattere og Literater, der beskæftiger sig med at skrive om Billeder i den skandinaviske Presse, fordi han syntes, de fandt mere Interesse i et Billede med literært »Indhold«, der kan skrives Artikler om, end i et, der ikke rummer andet end bare Malerkunst, som der kun er lidt at sige om, men meget at se i.
Fabrik med Sne. Billedet hører til den Række berømte Billeder, der fastslog Thaulows enestaaende Evne til at male Sne og rindende Vand.
Til Gengæld skaanede den nordiske Kritik gennem en lang Aarrække heller ikke ham. De forunderligste Rygter er bleven sat i Omløb om ham, — og er, ubegribelig nok, ofte bleven troet. Han blev beskyldt for at male det samme Billede en Snes Gange, — for at have »solgt« sig til nogle Kunsthandlere til aarlig at levere Vognmandslæs af Billeder med opgivne Motiver mod en fast Gage, — for at have Fabrik, hvor andre malede Skilderierne, og han selv kun satte Navn paa — — og Gud maa vide hvilke andre Skændigheder. Ingen, der kender Fritz Thaulows dybe Ærbødighed for Kunsten, vilde kunne andet end undres over disse Krøniker, hvis ikke de selv røbede deres Oprindelse ved en vis indeklemt Duft af mindre heldige Maleres sure Paletter. — Han malede ganske rigtig undertiden to Billeder med det samme Motiv, nemlig, først efter Naturen en stor, gennemført Skitse, og saa et Billede efter denne i Atelieret; men de er altid helt forskellige i Behandling, Størrelse og som oftest ogsaa i Materiale.
Og Kunsthandlerne! Ordet hviskes næsten frem med Rædsel, som om han havde solgt sig til Satan mod kun at male rindende Vand. Han havde selvfølgelig fuld Frihed til at vælge og behandle sine Motiver, som han vilde, ligesom Kunsthandlerne havde Frihed til at købe dem eller lade være, som de vilde — for han var naturligvis ikke paa »fast Gage« (!), — Gud véd, om der er ret mange Malere i Norden, der ikke vilde gaa ind paa den Kontrakt, at lade deres Billeder afsætte af Mellemhandlere med Forkøbsret, og saa være fri for selv at handle med Publikum. Alle de store Malere i Paris har den samme Ordning.
Denne Mistænkeliggørelse var ham pinlig, — især maaske naar den kom fra København, den By, han elskede saa højt, og som han saa længe følte sig miskendt af; han mente, at hans evropæiske Kunst ikke vilde kunne forstaas i et lille Samfund, hvis kunstneriske Synskreds var udtrykt i »Charlottenborg og den frie«, og hvor alt, hvad der udefra bragtes ind over den nationale kinesiske Mur, blev modtaget med selvgod Mistro til det fordærvede Evropa.
Han havde ubetinget Ret i, at Udlandets Malerkunst er sørgelig upaaagtet af det danske Publikum, i Modsætning til for Eksempel dets Literatur, der oversvømmer Landet — men han regnede maaske ikke nok med, at Aarsagen til den Vanskelighed, han havde for at vinde Danmarks Publikum, Kritik og Kunstnere, laa i selve hans afvigende Grundopfattelse; den danske nationale Stræben efter »Inderlighed« var ham ganske ligegyldig, naar han fandt haarde og skarpe Konturer og »blaasur« Farve; og det gjorde han ofte, maaske altfor ofte, hos danske Kunstnere. Men de blev ham aldrig ligegyldige alligevel; han havde altid Tanken rettet paa, hvad de nu vilde synes om det, han netop arbejdede paa, og han skjulte maaske kun sin Ærgrelse over deres formodede Misbilligelse med at udmale, hvor de vilde forarges over alle de »raffinerte Tricks og Djævelskaber og Fernisser og Lasurer«, han brugte.
Bænk i Sne.
Ti han var stolt af denne sin »Fordærvelse«. Han var aldrig saa glad som naar han havde gjort noget, der var rigtig halsbrækkende; han havde Fremgangsmaader, hvor han lang Tid i Forvejen begyndte bag paa Lærredet, andre med en mystisk Masse, hvori han dannede næsten et fladt Relief, som saa blev overtrukket med matte Farver, der pludselig blev glimrende, naar de fik en egen Fernis. Han elskede sin Kunsts Midler og Teknik, selv sine Redskaber, Paletten og Penselen, der blev levende i hans Haand, som Kaarden i Fægterens, saa den dansede hen over Lærredet med en aldrig svigtende Sikkerhed; — alt imedens han snakkede og spøgede, arbejdende tilsyneladende uden Besvær og uden Eftertanke, — men ogsaa kun tilsyneladende.
En Række af disse Arbejder skaffede ham ny Berømmelse, efter at han først med sine Snebilleder og Elve havde gjort sig gældende som en af Evropas største Landskabsmalere; der var de tre verdensberømte »Broer i Verona« (der ikke gjorde Lykke paa en Udstilling i København for nogle Aar siden), der er hans Maaneskinsbilleder, Torvet i Dieppe, og især Marmorporten (kendt ogsaa fra en Farveradering, der dog staar tilbage for Billedet), alle blandt hans bedste Arbejder, og alle fra den sidste halve Snes Aar.
Han betragtede selV disse Værker som sine ypperste, — de er det maaske ogsaa, trods Snebillederne fra Firserne, — og han fordømte ofte stærkt sine ældre Arbejder. Han var for Eksempel meget stødt over, at Galleriet i København ad privat Vej havde erhvervet sig Billedet fra »Amerikavej«, — »det gamle Fillebillede«, som han kaldte det, »fælt og svart og haardt«, og beklagede, at Musæet ikke heller havde henvendt sig til ham selv, saa skulde det have faaet et af hans allerbedste.
Men maa disse raffinerede Billeder maaske gælde for hans Kunsts Blomster, bør man ikke for dem glemme deres sunde og kraftige Rod — det utrættelige Arbejde i Naturen; der har næppe nogensinde været en saa ivrig Friluftsmaler som han; der var ikke det Vejr, der kunde standse ham, ti hvordan det end var, mødte han det forberedt, idet han havde et Billede staaende paabegyndt til enhver mulig Belysning: Et Morgen-, et Middags- og et Aftenbillede med Sol, et Graavejrsmotiv, et Skumringsbillede, undertiden flere af hver Art, og var det Fuldmaane, klagede han over heller ikke at have Fred om Natten, men at han maatte ud med Lygte.
Han havde da aldrig noget Paaskud til ikke at arbejde — og han søgte ikke heller noget saadant, med sin uhyre Arbejdskraft kunde han gaa hele Rækken igennem, næsten uden at unde sig Hvile, og saa endda skrive eller spille Violoncel om Aftenen.
Rindende Vand var som bekendt en af Thaulows Specialiteter.
Han slog sig gerne ned i en eller anden lille Landsby i Nord- eller Sydfrankrig, i Norge eller Holland, og blev overalt for en Tid Befolkningens Midtpunkt; med Ærefrygt opbevarede de indfødte hans Lærred og var stolte af at laane ham Stolen, han sad paa; og saa sad han i Timer, iført Træsko, Fløjls-Knæbukser, en frygtelig, gammel Overfrakke og Kasket med Touring Clubs Medlemsmærke. Vejret var ham ganske ligegyldigt (undtagen naar det passede daarligt til hans Motiv), i Regn og Blæst eller iskold Taage sad han støt paa sin Stol, og hans Pensel vandrede rolig fra Paletten til Lærredet og ramte nøjagtig, hvor den skulde. Hans Sikkerhed var forbløffende, — han gjorde næppe nogensinde en eneste Rettelse. Derfra stammer vel for en stor Del den henrivende Friskhed, som saa ofte kendetegner hans Skitser, — der er netop over dem den Naturens improviserede Uoverlagthed, der altfor ofte gaar tabt i Malerier, selv naar de males færdig ude.
Hans Motiver var ofte næsten utilgængelige og meget vanskelige at finde; han havde, foruden sin store Erfaring, en Art Sporsans til at vide netop hvilken Gyde eller Port en lang Landsbygade, han maatte ind ad for at finde det, han søgte, og naar han havde det, var der ingen Vanskeligheder, der holdt ham tilbage — med et af Stolens Ben ude over en rivende Strøm og en Mand til at holde Lærredet — til Ankers midt i en Fos — paa et Par Brædder midt i en Sump, hvor Vandet stod oven ind i Træskoene — alt var ham ligegyldigt, bare han fik sit Arbejde gjort.
Ofte gik Arbejdet for ham med Virtuosens legende Lethed, men oftere voldte det ham Hovedbrud at faa magtet Stoffet, dette første Livtag Med det, inden han havde fundet den Vej, han skulde frem ad.
Naar han først langsomt og eftertænksomt med Spidsen af sin Spadserestok i Luften havde afgrænset Motivet, tegnede han flygtigt Konturerne op og dækkede derpaa Lærredet med varme, bløde brune Toner, hvori Lysværdierne stod let angivne; saa kom det vanskelige øjeblik, naar de første lyse kolde Toner skulde sættes — gerne nogle Pletter Vert Véronése og en lys, graa-grøn Murflade eller lignende; stod det smukt, var han fornøjet, og Resten gik hurtigt og let, medens han snakkede med Bønderne og deres Unger — han lærte paa to Dage deres Maal.
Og saadan gik det Dag efter Dag med ustandseligt Arbejde, blot afhængig af Vejrets Skiften; han begyndte paa store Lærreder, gjorde dem færdige, begyndte paa andre, malede ind imellem Smaastudier — og overraskede endda ofte sine Omgivelser med den næstsidste Dag (gerne i Slutningen af November), at komme med Ting, de ikke anede, for at faa det altsammen indpakket. Undtagen undertiden een Skitse; den sad han og malede paa Landevejen til Jernbanen, arbejdede rolig til det sidste Minut, til Dagvognen tog ham op; saa rejste han til Paris i Træsko og med et vaadt Billede i Haanden som Haandbagage.
Han troede paa Arbejdet, elskede det og agtede det, lige saa ubetinget som han ringeagtede Dovenskaben. Han kunde endda overdrive dets Værd, som naar han sagde: »Jeg har ikke Gnist af Talent, det er Arbejde altsammen.« Selv om han nok her har ladet sig bevæge af sin drilske Lyst til at sige det uventede, udtrykker disse Ord ikke desto mindre dybtliggende Karaktertræk hos ham; han vendte stedse tilbage til dette Emne, og det har næppe udelukkende været Lyst til at forarge, naar det morede ham at sende et helligt svensk Blad følgende Svar i en Enquete om det evige Liv: »strængt Arbejde er det bedste Middel mod Tanken om Livet efter Døden«.
I Landsbyen Volendam i Holland faldt Fritz Thaulow saa at sige paa Valpladsen, midt i det Arbejde, der var ham dyrebart som Livet selv. Men efter Døden lever hans Navn, langt ud i Fremtiden vil det glide, baaret af hans Livsværk, der kan lignes med det rindende Vand, han malede helst og bedst —ikke det dybe, uudgrundelige Vand, der fylder Menneskene med Undren og Gru, men den muntre, legende og frugtbargørende Strøm, der volder dem Glæde.
København, 12. september 1910.
Urban Gad er nu bleven Forfatter af levende Billeder og har til “Kosmorama” skrevet et københavnsk Stykke, “Afgrunden”, der har Premiére i Dag.
Hovedrollerne i “Afgrunden” spilles af københavnske Skuespillere, bl. a. Poul Reumert, der her for første Gang er paa Film. Det er blevet optaget specielt for “Kosmorama”, som bliver det eneste Sted her i Byen, hvor det forevises.
København, 13. september 1910.
Scene-Manege-Koncert “Afgrunden”.
Det var et repræsentativt og taknemligt Publikum, der i Gaar efter Indbydelse havde givet Møde i “Kosmorama” for at overvære Førsteopførelsen af Urban Gads Drama i levende Billeder.
Det var Olaf Poulsen og Lindstrøm og Zangenberg og Hofmann og Frue og Fru Emma Gad og mange andre. Spændingen var stor, og den udløste sig i taknemlig Munterhed, da man saa Robert Dinesen og Frøken Asta Nielsen som et ungt forelsket Par drikke Kaffe hos Josty.
Der var naturligvis mørkt i Salen, saa vi kan ikke bestemt sige, hvem af de glade Tilskuere det var, der, da Frøken Nielsen vat gaaet, og Hr Dinesen tog i Lommen for at betale for Kaffen, udbrød halvhøjt:
Saa, nu kniber det!
Man gættede paa Olaf, men Olaf faar jo ligesom Wessel Skyld for at have sagt saa meget, som han aldrig har tænkt paa at sige.
Hvem nu end den lidt nærgaaende Bemærkning skyldtes, maa det siges, at den gjorde megen Lykke. Lystigheden var paa dette Tidspunkt saa stor, at det virkelig saa lidt betænkeligt ud for Dramaet som Drama betragtet, men efterhaanden tog det ikke særlig originale, men ret behændigt udnyttede Emne Interessen fangen, og Latterklukkene blev færre og færre, indtil de tilsidst helt hørte op.
Asta Nielsen og Poul Reumert dansker Apachedans i “Afgrunden”. Tegning af Urban Gad.
Man fulgte med Medfølelse Frøken Asta Nielsen paa hendes Vej ned mod Samfundets Dybder. Man undrede sig noget over, at Poul Reumert er i Besiddelse af en saa dæmonisk Magt over et Kvindehjerte og morede sig over Stribolt som en erfaren Kellner paa en Forstadsvarieté. Alt i alt, er “Afgrunden” af en ikke ringe Virkning og vilde være andnu bedre, dersom man tog den alt for lange “Gaucho Dans” bort.
Der er ingen tvivl om, at “Kosmorama” vil faa Hus i de kommende Dage til sit nye store levende Billede.
Consin.
Dannebrog, 13. september 1910.
Kosmorama mødte i Gaar med den i Dannebrog udførligt omtalte nye danske Kunst-Film Dramaet “Afgrunden” af Hr. Urban Gad. Det lille Theater kunde notere en smuk Sukces.
“Afgrunden” har ikke mindre end 50 Afdelinger – et Bevis for, hvilke Anstrængelser der kræves for at optage et saadant Billede – og Handlingen udvikler sig saa naturligt, at Tilskuerne virkelig bliver grebne. Hertil bidrager i høj Grad Udførelsen; at Poul Reumert vilde være fortræffelig som den dæmoniske Cowboy, kunde man næsten sige sig selv. Frk. Asta Nielsen virker højst tilforladelig som den unge Musiklærerinde, medens Hr. Robert Dinesen er den personificerede Ædelhed.
Optrinene paa Sporvognen og i Jærnbanetoget er af stor Virkning.
“Kunst” i “Fotorama”.
“Fotorama” foreviste i Gaar et Billede, “Det hede Blod”, som der forud var reklameret kraftigt for og som der forud var reklameret kraftigt for og som med store og fede Bogstaver benævntes Kunst-Film. Forfatteren er den kendte Admiralinde Gads søn, Peter Urban Gad, og en københavnsk Skuespillerinde, Frk. Asta Nielsen, spiller en større Rolle i Stykket. Hovedrollen udføres af en Divan, der samtidig angiver Karakteren af Stykkets Handling. Det er én Raahed fra først til sidst. End ikke en yderst realistisk Voldtægtsscene mangler i denne Kunstfilm. Man maa undres over, at Censor ikke i det mindste har strøget denne Del af Raaheden. Men i endnu højere Grad maa man undres over, at “Fotorama”, hvis Aktionærer jo bestaar af velansete Borgere i Byen, har Dristighed til ganske samvittighedsløst at drive en saa usminket Spekulation i kønslig Raahed under den mistbrugte Kunsts Maske.
Se “Det hede Blod” i Filmdatabasen
DEN SORTE DRØM af Urban Gad med Asta Nielsen. Den nyrestaurerede film, kan ses her på Stumfilm.dk og info på Filmdatabasen
Den store flyver.
Man ser de to unge Skuespillere Poul Reumert og Einar Zangenberg paa Flyvemaskiner udkæmpe en Væddekamp i Luften. Det opførtes i Gaar for første Gang i Kosmorama.
Stykket handler om Kærlighed og Penge. Dets Hovedpersoner er to dygtige Flyvere, Vidart og Aubert. De har begge Mod og Villie, Nerver som staal og Aandsnærværelse – og Aubert har desuden et varmt Hjerte.
Nationaltidende, 15. december 1911.
Skønt han er forlovet med en smuk ung Pige, forelsker han sig i en anden, Vidarts Søster. Hun gengælder hans Følelser; men hendes Broder, Flyveren, vil ikke have sin farligste Konkurrent fra Flyvepladsen til Svoger og afviser hans Frieri, ogsaa af moralske Grunde, da Aubert jo allerede er bunden. Paa Flyvepladsen kommer det til en spændende Væddekamp mellem de to Flyvere. For Vidat, som har forskrevet sig til en Aagerkarl, gælder Udfaldet Liv eller Død, Ære eller Vanære. Han maa have Præmien for at kunne indløse en kompromiterende Vexel – og kan faa den paa den Maade, at Aubert ædelt opgiver Kampen og med Villie lander, netop som han er ved at sejre.
Dermed har han besejret baade Vidarts Modstand og hans moralske Anfægtelser; og Frk. Vidart kaster sig om hans Hals og giver ham det Kys, der afslutter enhver god, dramatisk Film.
Skuespillet er flot Iscenesat af Hr. Urban Gad, og Herrerne Reumert og Zangenberg klarer overlegent dets mimiske Skær. De luftsportslige Vanskeligheder har Iscenesætteren delt saaledes mellem dem, at Hr. Zangenberg, som virkelig gaar til Vejrs, ikke helt kommer til at gøre den jordbundne Hr. Reumert til Skamme. Ved Hjælp af et lille teknisk Snyderi har han faaet det til at se ud, som om de begge fløj.
1912 – BRYLLUP MED ASTA NIELSEN OG FILM I UDLANDET
FRU ASTA NIELSEN-GAD I KINODRAMAET “DØDNINGEDANSEN”.
Maaneds-Magasinet, 1912 (968).
DET kom som noget af en Overrumpling for det danske Publikum, da man for et Par Aar siden pludselig fik Forstaaelsen af, at Frk. Asta Nielsen var en Skuespillerinde, der maatte regnes med, eftersom hun nød Berømmelse hele Verden over. Den hidtil lidet kendte Skuespillerinde, der paa Det ny Teater havde haft sit vanskelige Organ at kæmpe med, havde vist sig at sidde inde med alle de særlige Egenskaber, der er af Betydning for Filmsskuespillenes stumme Fremstillere: en slank Skønhed, en levende Mimik, mørke, dybe, glansfulde Øjne, der gør sig paa et Fotografi, et Mod til at gaa paa og spille løs, selv i Situationer, der frembyder virkelig Risiko, og endelig en utrættelig Energi, der satte hende i Stand til at overvinde alle de særlige tekniske Vanskeligheder, som denne ny Kunstart er saa rig paa.
Hun havde det Held i Peter Urban Gad, den nu saa bekendte Filmsforfatter og Sceneinstruktør, at finde en Mand, der kunde og vilde komponere de Roller, hun havde Brug for. Under et stadigt Samarbejde har de to unge Talenter kæmpet sig frem til deres nuværende anerkendte Position. Uden altfor megen Højtidelighed har de begge stræbt at holde Kunstens Fane saa højt, som det overhovedet er muligt indenfor denne specielle Underholdningsgenre, og Meddelelsen om, at de to gode Arbejdsfæller havde slaaet sig sammen som Ægtefæller, blev af deres Landsmænd modtaget med udelt Sympati og Forstaaelse.
Lolland-Falsters Tidende, 12. maj 1912.
Et Filmsbryllup blev i Lørdags fejret i Admiralinde Emma Gads Hjem, idet hendes Søn Urban Gad blev viet til den berømte Filmskuespillerinde Asta Nielsen. Hr. Gad er ansat som Direktør for et tysk Filmsselskab, hvor den nygifte Fru Gad er engageret for en Gage af 40,000 Kr. aarlig. Lige til det sidste anede de indbudte i F. Pol. intet om, at Gæstebudet var Bryllup, men troede, det var et Aftensgilde.
Aarhus Stiftstidende, 13. maj 1912.
Asta Nielsen er forsvundet. Den evropæiske berømtheds Navn vil ikke mere høres – i den Form. Hun har nemlig giftet sig med sin Instruktør, Admiralinde Gads Søn, Urban Gad. Herhjemme ser man hende af og til paa en Film, der altid viser hende fra den fortræffeligste Side som det stumme Teaters Kunstner, og altid – uvægerlig altid – faar mangfoldige Mennesker til at gnide deres Øjne og spørge:
Hvor er det muligt? Herhjemme Statistinde paa en Sultegage, og derude berømt og feteret – selv om Feteringen jo erfaringsmæssigt altid bliver større paa Afstand – og med svimlende Gage.
Verden er nu besynderlig! Aalborg Amtstidende, 14. maj 1912.
Films-Bryllup. – Films-Primadonnaen Asta Nielsen vies til Films-Forfatteren Urban Gad. – Et anonymt Bryllup.
Pastor Olfert Ricar, København, viede i Lørdags i sit Hjem Filmsskuespillerinden, Frk. Asta Nielsen til Maleren og Forfatteren Peter Urban Gad, og Søndag Formiddag rejste de nygifte til Berlin, hvor de foreløbig vil indrette sig et Hjem i Grosse Beerenstrasse. Fru Asta Urban Gad, som selvfølgelig paa Biografteater-Plakaterne vil beholde sit Pigenavn: Nielsen, det hvorunder hun er bleven verdensberømt, skal i den kommende Tid tiltræde en Række store Engagementer for Kinoselskaber i Tyskland og Spanien.
Brylluppet fandt ifølge “Riget” Sted under stor Hemmelighedsfuldhed, at Parret Lørdag Aften, altsaa paa selve Bryllupsdagen, , havde indbudt en Kres af sine bedste Venner til Middag i Admiral Gads Hjem, uden hverken forud eller ved selve Middagen at røbe for Gæsterne, hvilken Forandring det var foregaaet med Films-Dusens Frøkentitel. Bryllupsfesten forløb derfor ganske som en almindelig Aftenfest.
I Anledning af Brylluppet bringer “Politiken” følgende Poem:
Her sættes Lykken ej paa Spil
for Hustruen og Manden,
selv om en Scene af og til
de laver med hinanden.
Paa Biografteatrene kende Aalborgenserne Asta Nielsens udtryksfulde Ansigt. Hun spiller Hovedrollen i Filmen “Den store Elskov”, som i disse Dage gaar paa “Fotorama-Teatret” i Aalborg.
Social-Demokraten, 6. juni 1912.
Proletarpigen, et moderne Livs-Billede, hedder en ny Film i Panoptikon-Teatret, som er forfattet af Urban Gad, og hvori hans Hustru, født Asta Nielsen, spiller Hovedrollen.
I en Række meget virkningsfulde Billeder oprulles Proletarpigen Liv: hendes Opvaagnen i det fattige Arbejderhjem, hvor hun tager sig af sine smaa Søskende, hendes Morgengærning med at vaske Trapper i det fine Hus, hvor hun træffer sin Skæbne I Skikkelse af en hjemvendende Levemand, der bliver hendes Elsker, og saa hendes dybere og dybere Synken gennem Variété og Natbeværtning til hendes Død i Sneen paa den øde Mark.
Fru Asta Gad fremstiller denne unge Pige ganske fortræffeligt, med en meget levende og naturtro Beherskelse uden melodramatiske Midler. Det er sikkert hendes bedste Ydelse om Films-Skuespillerinde indtil Dato. Men ogsaa den øvrige Udførelse — af tyske Skuespillere — er god.
Silkeborg avis, 19. juni 1912.
“Landevejens Pige” hedder et 3 Akters Skuespil, som i disse Aftener opføres i “Biografteatret”. Skuespillet er iscenesat af Urban Gad, og Hovedrollen, Sigøjnersken Luscha, udføres af den berømte Films-Stjerne, Fru Asta Nielsen-Gad.
Horsens Folkeblad, 18. juli 1912.
Asta Nielsen filmer i Spanien. Asta Nielsen, den danske Skuespillerinde, som nu ganske har helliget sig Kino-Kunsten, og som kalder sig for “Kinoens Duse” paa Grund af sine store Sejre som Filmsskuespillerinde, begiver sig if. Bt i næste Maaned med en Trup paa 20 Kinoskuespillere fra København til Spanien, hvor der skal optages en Serie Tyrefægtningsdramaer i spansk Miljeu for Filmskompagniet.I den kommende Vinter vil Kunstnerinden vende tilbage til den egentlige Scene. Der forberedes en Tourné gennem Tyskland og Østrig, hvor Asta Nielsen med et lille Ensemble vil bringe til Opførelse tre Pantomimer, hvis Forfatter er hendes Mand, Hr. Urban Gad.
Nationaltidende, 26. august 1912.
En ny Asta Nielsen-Film forevises i Formiddag af Phønix-Theatret i Falkoneralleen.
Filmen, en Kærlighedstragedie, er skrevet og iscenesat af Hr. Urban Gad, som utvivlsomt paa dette Omraade sidder inde med det europæiske Mesterskab. Den hedder “Unge Hjerter”, og dens Hovedpersoner er en fornem ung Englænderinde, Miss Man, som paa en Lystrejse kommer til Spreewald med sin Fader, og en Baadfører, Mor, en køn og rask Fyr, der under det daglige Samvær med den engelske Turistfamilie vinder den unge Piges Kærlighed. Foruden den Standsforskel, der er imellem de to Elskende, er der endnu en Hindring, som skiller dem: en Rigmand har anholt om Miss Mans Haand hos hendes Fader og faaet hans bestemte Ja. LÆS HELE ARTIKLEN
Saa flygter Miss Man og Max sammen, og deres Flugt er den egentlige Tragedie, der ender med, at hun drukner sig i Spreefloden, hvor hendes blomstersmykkede Lig ligesom Ofelias bære oppe af Vandet, indtil hendes Slægtninge finder det og angrer deres Grumhed. Paa den sidste Reise staar Mor som Baadfører, alene og sønderknust ved hendes Kiste.
Denne Film kommer den virkelige Skuespilkunst saa nær, som de levende Billeder paa Kinematografiens nuværende Standpunkt kan komme den. Fru Asta Nielsen-Gad passer med sine markerede Træk ikke særligt til den unge Piges Rolle, men de tragiske Slutningsoptrin, hvor hun forfølges som et jaget Vildt og styrter sig i Bølgerne, udfører hun saadan, at man forstaar, hun stadig kan hævde sin Førsteplads mellem det stumme Theaters Skuespillerinder; og hun har udmærkede Medspillende i tre Kunstnere fra nogle af Berlins bedste Scener – navnlig i Hr. Carl Clewing fra Køniglichtes Shauspielhaus. I den tyske Hovedstad er det aabenbart ikke dem, Hr. Johs. Poulsen lejlighedsvis i et Blad kaldte “Skuespillerproletariatet”, der filmer.
De levende Dekorationer, en Række Udsigter over Spreewald med blomstrende Aakander paa Flodens Sidekanaler og med Kratskov og Fiskerhytter langs Kysten, danner de nydeligste Landskaber omkring Tragedien, som den nye Direktion i det lille Billedtheater har sikret sig for at have en fin Start.
Randers Dagblad, 11. september 1912.
Aalborg Amtstidende, 9. oktober 1912.
Fru Asta Nielsen Gad, den berømte Filmsskuespillerinde, er for Tiden sammen med sin Mand, Peter Urban Gad, hjemme i København hos dennes Forældre, Admiralen og Fru Emma Gad.
Fru Asta skal for Tiden være oppe paa en Gage af 60,000 Mark, siges der.
Berlingske, 12. oktober 1912.
Forfatteren Urban Gad og Fru Asta Nielsen-Gad, der har aflagt en lille Efteraarsvisit i Kjøbenhavn, er idag rejste tilbage til deres Hjem i Berlin.
Aarhus Amtstidende, 13. oktober 1912.
Den mest verdenskendte af alle danske Skuespillerinder Asta Nielsen Gad er atter kommen til København paa en kort Visit og bor Ugen ud sammen med sin Mand Forfatteren Peter Urban Gad hos dennes Forældre Admiralen og Admiralinden i deres Lejlighed i Dronningens Tværgade.
Som Verdens højst lønnede Filmsskuespillerinde (60,000 Mark Minimum) har Fru Asta krav paa et Interview, som “Pol. har foretaget pr. Telefon. LÆS HELE ARTIKLEN
Ja, vi kommer altsaa fra Spanien og Marokko, sagde Fruen.
– Hvad skulde De der?
– I Sevilla spillede jeg Hovedrollen i en ny stor Film, som Peter Urban har skrevet.
– Spansk Kolorit?
– Ja. De kan tro! Tyrefægtning og det hele. Men jeg maa indrømme, at Tyrefægtninger er væmmelige.
– Besvimede De?
– Nej, jeg gik min Vej for ikke at besvime. Men jeg blev dog den første Tyr til Ende. Vi var der sammen med et stort Selskab andre Udlændinge. Det er Reglen, man bliver, til den første Tyr er dræbt; saa har man set og kan senere tale med om det.
– Er det sandt, De gaar til Varieteen?
– Ikke til Varieteen. I alt Fald ikke foreløbig. Men jeg forbereder en stor Theater-Tournee, hvor jeg skal optræde i Pantomimer paa Scener i Tyskland, Østrig og Rusland.
– Hvordan er det at tjene saa mange Penge?
– Skrækkeligt. Men dejligt. Jeg tjener saa mange, at jeg er begyndt at gaa daarlig klædt. For nu synes jeg, jeg har Raad til det.
– Har De huller paa Skoene?
– Ikke ligefrem Huller, men skæve Hæle.
– Jeg synes de ler i Telefonen.
– Det er min Mand.
Klods-Hans, 27. september 1912.
Levende Billeder
Filmeriet herhjemme er indtraadt i en ny Face. Før krævede Publikum Sjælemalerier, Indbrud, Barnemord, Sherlock-Holmesbilleder, Nick-Carter-Bedrifter. Nu forlanger Folket anden Pirring, og vore Biografteatre er derfor slaaet ind paa de Zoologiske og akrobatiske Films. LÆS HELE ARTIKLEN
I samtlige de Films, der nu fremføres, optræder der Dyr, naturligvis vilde Dyr,
jo værre, jo bedre. Før skulde alle hen og skue Asta Nielsens udstaaende Duseøjne og se hende dø Hungersdøden paa trøstesløse Snemarker i fantasifulde Urban Gad’ske Dramaer. Nu giver man Fanden i Asta Nielsen. Nu kræver man Løver, Bjørne, Slanger eller Bøfler. Der behøver ikke at være Mening skabt i en Film, bare man ser en Slange snige sig op ad en Træstamme eller ser en af det kongelige Teaters Statister blive bidt i Armen af en Bjørn. Snart kommer det vel saa vidt, at Folk forlanger at se Filmsskuespillerne blive sønderrevet af vilde Bæster — et Forlangende, som jeg endda kan sympatisere med. Naar en Filmsdirektør ikke i Øjeblikket kan fremskaffe de nødvendige Vilddyr og alligevel ønsker at ramme Publikums Smag, maa han tage sin Tilflugt til de akrobatiske Films.
Til en saadan Films udkræves der en Skuespiller, der enten styrter sig i Havnen paa en Motorcykle eller kaster sig ned fra en Ballon i halvtreds Meters Højde eller springer med samlede Ben ned fra Rundetaarnet.
I den kommende Tid vil vi saaledes faa mange sælsomme Billeder al se. I Dramaet »Den løse Knap« vil man komme til at se Fru Betty Hennings hænge i Tænderne i en Trapez oppe under Cirkuskuplen. I Samfundsskuespillet »Hvad er et Hjem uden Moder«, vil man se Skuespiller Stribolt som Sabelsluger, og man vil se Frøken Gudrun Houlberg kaste sig ud i det store Bassin paa Badeanstalten »Helgoland«, efter at hun først er bleven rullet i Tjære og dyppet i Fjer, hvorpaa der er bleven sat Ild paa hende.
Og som en særlig Attraktion vil »Kinografen fremvise Familiedramaet »Hvorfor han havde Hareskaar«, hvori man vil opleve at se Martinius Nielsen save det ene Ben af, mens Skuespillerinde Mette Andersen fra Sønderbros Teater i Negligé bliver kastet ud fra femte Sal, bundet fast til Enden af en udslaaet Paraply og med et Lys i hver Haand for at illustrere Erkeenglen Gabriels Genkomst til Jorden.
Ja, vi faar sandelig noget at glæde os over; hvis vi da ikke foretrækker at blive hjemme!
Aben
Aalborg Stiftstidende, 23. november 1912.
Fru Asta Nielsen filmer bestandig i Klubhavens Biografteater, og hendes store Publikum følger med Interesse den sjæl- og temperementsfulde unge Dame gennem alle de sindsvage Situationer, Peter Urban Gad udspekulerer. Men Peter Urban er fuldstænsig aandsforladt og misbruger den Kvinde, der har knyttet sin Skæbne til hans. Det ender med, at ingen gider se Fru Asta, fordi Hr. Gads Komedietøjeri jager Publikum bort.
Det er et tyst Billede. og det er som Billede betragtet udmærket, det er dygtig gjorte fotografiske Optagelser, og Fru Asta fylder sine Scener med Kærlighed, Trods, Had, Sorg, Modbydelighed og Kærlighedens Glæde igen, og Fru Asta er hele Filmen. Det er jo hendes Styrke og det, hun bliver kongeligt betalt for. Nu er imidlertid Peter Urban Gad siden Ægteskabet allerede saa vidt, at supplerer sin egen Aandsforladthed ikke blot med pragtfulde Hatte til Fruen, men hendes Nøgenhed fra Taaspids til Midie er gjort til den fornemste Tiltrækning. Men det er sandelig ikke i Ben og Bag, hun har sin Charme. Fru Asta Nielsens Styrke er Sjælelivets ydre Afspejling.
1913 – ASTA NIELSEN FILM
Esbjerg avis, 11. april 1913.
“Filmens Duse” som Hertuginde. Maaske bliver det sidste Kapitel af den mærkelige Livsskæbne, der hedder Asta Nielsen. Mærkeligere og mere æventyrligt end de Films den berømte Kunstnerinde har spillet. Det fortælles nemlig, at Fru Asta Nielsen, der som bekendt er gift med Forfatteren Urban Gad, agtede at lade sit Ægteskab opløse for at trække sig tilbage fra Filmen og indgaa nyt Ægteskab med en tysk Hertug. Hvorvidt dette Rygte taler sandt, har vi ikke kunnet faa konstateret, men selv om det ikke er Tilfældet, er der Anledning nok til i disse Filmsraseriets Dage at ridse Asta Nielsen mærkelige Skæbnelinier op.
Det er ikke mere end 4-5 Aar siden, Asta Nielsen tournerede i Provinsen og hun gjorde Lykke til Husbehov. Da “Det ny Teater” i København aabnede var Asta Nielsen knyttet dertil, men efter en Sæsons Forløb forlod hun Teatret og stod uden Engagement. En Dag traf hun tilfældig Direktør Constantin Philipsen, den nuværende Leder af Paladsteatret. Han agtede at spille en af de første danske Kunstfilm, “Afgrunden”, skrevet af Urban Gad, og han tilbød Frk. Asta Nielsen at forsøge sig. Den unge Kunstnerinde slog til. For et Honorar af 200 Kr, filmede hun den kvindelihe Hovedrolle i “Afgrunden”, og dermed havde hun taget det første Skridt paa Verdensberømmelsens Stige. Hun blev sammen med Urban Gad knyttet til det tyske “Bioscopgesellschaft i Berlin, og i Løbet af et Aarstid havde den tidligere danske Statistinde en Aarsgage paa 60,000 Mk. Asta Nielsen filmer overalt i Verden. Snart er hun i Spanien, snart i Wien, snart i Berlin, og en enkelt Gang tager hun en Afstikker til København. Forlængst er hun verdensberømt. “Pa the freres” købte for nogle Maaneder siden 12 “Asta-Nielsen-Film” endnu inden de var skrevne, blot paa den danske Kunstnerindes Ry, og Honoraret for disse 12 Films udgør over 1 Milliuon Mark.
I Løbet af Faa aar er Asta Nielsen avanceret fra Statistinde i Millionær, og nu vil Rygtet gøre hende til Hertuginde. Er hendes Karriere ikke æventyrligere end den mest spændende Film.
Berlingske, 13. april 1913.
Naar man saa ofte ser Overskriften Filmeventyret rundt om i Bladene, saa er der kun faa Tilfælde, hvor dette Udtryk slaar saa godt til som ved Asta Nielsens Livsskæbne. Den er Eventyret om Den grimme Ælling om igen. Her hjemme i hendes Fødeby var hendes Ungdom fattig og trang. Hendes store Evner var ukendte af Publikum og upaaagtede af Teaterfolk, der ganske vist nok kunde se dem, men ikke brød sig om at udnytte dem, fordi hun var ubekendt og ubeskyttet og ikke raadede over noget som helst i Retning af Reklame og Bladomtale. “Hun har Talent,” sagde de, “men hun er ikke køn og hendes Stemme er ru.” Naa, nogen straalende Apparition var hun for saa vidt heller ikke dengang med den lille slidte Kjole og det blege Ansigt, der fortalte tydeligt nok om vanskelige og ublide Kaar. Men den, der talte med hende og forstod sig paa Sagerne, var ikke længe om al opdage, at der her fandtes ualmindelige Evner og et sjeldent Blik for sand og ægte Kunst.
Da alt syntes at være paa det værste og alle Sunde lukkede, fik hun og hendes nuværende. Mand, Urban Gad, der som Følge af en Teaterkatastrofe ligeledes stod paa bar Bund, den Idé at lave en Film sammen, saaledes at han skrev den og satte den op, og hun spillede Hovedrollen. Den hed “Afgrunden”, gik paa Kosmorama og gjorde allerede her i Byen stor Lykke, fordi det var den første originale Film, der baade i Retning af Spil og scenisk Tilrettelægning var Præget af kunstnerisk Kultur. Herfra gik den paa Vandring rundt i Landene og mange Penge tjentes paa den, ikke af de to Hoved-Udøvere, men af dem, der handlede med den. LÆS HELE ARTIKLEN
Dette første kunstneriske Held gav dem naturligvis Lyst til at gaa videre. De forsøgte at danne et lille Konsortium med tilstrækkelig Kapital til Frembringelse af fem nye Films, men da Fremsyn jo som bekendt ikke er nogen særlig dansk Egenskab, tvertimod, saa havde Ingen her hjemme Tillid til deres Evner — man trak paa Skulderen og lod dem gaa. Ikke saa i Tyskland. Der har man bedre „flair”. En Dag fik Urban Gad et Kort, hvorpaa der stod: “Har set Deres Film. Ønsker at tale med Dem. Vær paa Stationen Fredag Kl. 11 og læg Mærke til en Herre, der holder et løftet Postkort.” Da der jo ikke var noget at tabe ved at gaa derud, gav den unge Kunstner Møde, og fandt ganske rigtig Manden. Det var en Udsending fra det uhyre rige og store Frankfurter Selskab “Union”, der alene ejer op imod 70 Kinoteatre i Tyskland, hvoraf adskillige i Berlin.
“Hvis De og den Skuespillerinde, der spillede i Deres Film vil knytte Dem til os,” sagde Udsendingen, “saa vil vi danne et separat Verdenskonsortium paa hende og Dem alene. Kom til Frankfurt paa Torsdag Kl. 2 til et Direktionsmøde og lad os faa Sagen afgjort.” De rejste naturligvis dertil, og det for deres sidste Skillinger. Og dermed voksede Asta Nielsen, den lille grimme Ælling, til en Svane. Hun hævede sig paa brede hvide Vinger og fløj ud i Verden til en straalende Løbebane og en enestaaende Popularitet.
I alle Lande, civiliserede og eksotiske, pranger nu hendes og Urban Gads Navne paa Kæmpeplakater, og en statistisk Opgørelse har vist, at gennemsnitlig halvanden Million Tilskuere daglig ser hende i ca. 600 Teatre, hvoraf adskillige i Tyskland bærer Navnet: Asta Nielsen Lichtspiele.
Aftalen med “Union” blev den, at Separat-Konsortiet fik Navnet: Internationale Filmvertrieb med Centralkontorer i Berlin, og at der foreløbig i tre Aar kontraktmæssigt skulde leveres 8 Films pr. Sæson skrevne og iscenesatte af Urban Gad med Asta Nielsen i en Hovedrolle. Den første Serie er nu ude i Tyskland og kommer lidt efter lidt frem i alle Lande. Paa Paladsteatret, som har erhvervet dem for Kjøbenhavn, mangler endnu tre, Dødedansen, Fædrenes Synder, der af Asta Nielsen selv betragtes som hendes bedste kunstneriske Ydelse, og Død i Sevilla, en sjelden malerisk virkningsfuld optagen med stor Besvær og Omhu i selve Spanien og med det mest vekslende Indblik i det spanske Liv i Sevillas Haver og Søjlegaarde, Tyrefægterstalde og Markedspladser. Det første, Kunstnerinden gjorde, var at købe spanske Dragter og tage dem paa, og i den Grad forstod hun at gøre sig til eet med Omgivelserne, at hun fra Morgen til Aften færdedes paa Gader og Forlystelsessteder med Mantille og Vifte, uden at et Menneske gav Agt paa hende, fordi hun aldeles lignede de andre smukke sortøjede Donnaer. Hendes Evne til Omskabning er jo overhovedet forbløffende! Hvem vilde paa Forhaand kunne tænke sig, at den unge Galning i Ungdom og Daarskab og den syttenaarige Backfisch i Generalens Børn er det samme Menneske, som den smertefyldte Pjerrot i Komedianter.
Selvfølgelig har dette tilsyneladende saa staalende Liv sin Skyggeside. Det er uhyre anstrengende, ja, næsten uudholdeligt. Stabler af Breve, Blade og Postkort bunker sig op paa hendes Bord. Aftaler skal træffes, Overenskomster drøftes og Dragter gennemtænkes i de Timer, der burde være helligede den absolute Hvile. Saa helt og holdent gaar hun nemlig op i hver enkelt Opgave, lider og glædes sammen med den Personlighed, hun skal fremstille, at Arbejdet er mere angribende, end Nogen kan ane.
Saa er der en anden Ting, som vanskeliggør Sagen, og det er Censuren. Den er i Tyskland saa politimæssig plagsom, saa fuld af Reglementer og Forbud, at den næsten umuliggør enhver dramatisk spændende Handling. Naar man tror sig bedst færdig, hakkes det hele itu, og alting maa gøres om. Censurmyndighederne bryder sig ikke det mindste om, at et Kærlighedsdrab er udført med kunstnerisk Skønhed og Virkning. Der staar, at man maa ikke slaa ihjel og dermed Basta. Jo, det er sandt – Konens Elsker har Manden Lov at skyde – ogsaa paa en Film.
Disse evige Censurvanskeligheder gør undertiden Asta Nielsen træt af Filmen, og da denne jo ogsaa afskærer en Skuespillerinde fra den kunstneriske Stimulans det er at staa Ansigt til Ansigt med sit Publikum, er hun nu begyndt i de Maaneder, der er mindst egnede til Fotografering, at optræde i Verdensbyerne med eget Selskab i smaa Pantomimer, skrevne og iscenesatte af Urban Gad. Da hendes Navn paa Forhaand var saa kendt og hendes mimiske Evne saa overordentlig, var et heldigt Resultat næsten paa Forhaand givet. Begyndelsen er i dette Foraar gjort i Wien og Budapest og begge Steder har Begejstringen været overvældende. Intet Steds spiller maaske den stumme Kunst en saa stor Rolle som i Østerrig-Ungarn, fordi disse Landes Sprogblanding er saa forvirret, og intet Steds er derfor Asta Nielsen mere værdsat og elsket. Ved hendes Ankomst til Budapest omringedes hendes Automobil af en hurraraabende Menneskemasse, der reguleredes af en større Politistyrke, hendes Rejsepels blev flaaet i Stumper i Trængselen og en Mand faldt ned gennem Glastaget og saaredes slemt.
Hvori bestaar nu denne hendes enestaaende Evne til at gribe Sindene? Der er dog Saa mange udmærkede og teknisk dygtige Skuespillerinder. Ja — faa har vel det Herredomme over Midlerne som hun, men hendes Popularitet har vistnok sin dybeste Rod i hendes eget Hjertes Godhed og hendes Karakters Retliniethed. Disse Milioner af Mennesker, der ser hende, fornemmer vilkaarligt Slægtskabet mellem det, hun fremstiller paa Lærredet, og det, de selv føler i deres bedste øjeblikke. Instinktmæssigt fornemmer de hendes varmhjertede og moderømme Kvindelighed, hendes Afsky for det lumske og lave og hendes Trang til al værne de Forurettede og de Svage.
Og noget andet er der ogsaa, som føles — det er Samarbejdet med hendes Mand. Lige fra den første løselige Samtale om et Emne, kan han altsaa sige: “Kan Du gøre det eller det?” Og hun kan tænke over det og svare: “Ja, jeg tror, jeg kan,” eller: “Det lader sig ikke mimisk fremstille”. Deres Arbejde er saa nøje forbundet, saa supplerende. Han vilde ikke kunne gøre det, han gør, uden hende, og hun ikke sit uden ham, fordi der er den dybeste gensidige Forstaaelse af de Evner, der er tilstede hos den Anden. Det er derfor, der fremkommer et Fællesarbejde, — som er til Glæde for saa uendelig Mange.
Asta Nielsen og Urban Gad foran Glyptoteket, 1911.
Verden og Vi, 1913
Om Film og Kvindestemmeret.
Der løber en Film inde paa Paladsteatret, som alle skal se; og det er ikke underligt, for der er mange nye Triks – baade en Gummislange, som bliver ført ned i Maven paa en Stemmeretskvinde og Asta Nielsen med lyst Haar paa. – Den er digtet af hendes Mand, Hr. Gad og er udmærket opfundet, navnlig fordi den griber en af Tidens største Mærkesager ved Vingebenet og gør det at med Suffragetterne. – Paa nogle Hundrede Meter bliver den største Bevægelse i England gjort til Grin af Filmens Dronnings Mand. Prinsgemalen Gad. Forøvrigt er Stykket morsomt og flot smækket op og dygtigt sat i Scene; naturligvis kniber det altid, naar man har med tyske Artister at gøre, at faa en rigtig engelsk Smag over Scenerne – naa hvad, vi kender jo ogsaa fra vore egne Teatre, hvordan unge Skuespillere har svært ved at se engelske ud, skønt de gaar med hvide Gamascher paa begge Ben – men i denne Film gør det ikke engang saa meget, da Halvdelen af de Optrædende skal være temmelig grove og tysklignende Personer – nemlig alle Suffragetterne. Dette er en værre Samling Havgasser og Hystader, der bevæger en lyshaaret ung Pige til at slaa Ruder i Stykker og lægge en Bombe under en Ministers Stol, hvorpaa hun selvfølgelig bliver indtaget i højstsamme, faar Samvittighedsnag i et Aftenselskab og skaffer sig besværlig Adgang til hans Hjem ved Nattetid for at advare ham.
Hun kunde naturligvis ogsaa have ringet ham op i Telefonen og sagt Besked, men saa var Filmen blevet flere Meter daarligere. Derimod havde det været bedre, om hun – i Stedet for at køre hen til ham i en kedelig Automobil – var stormet ud paa Gaden, uden at kunne finde Vogn, og havde løbet stærkt nedringet gennem Fattigkvartererne (»Den unge Kvinde vil vove en Genvej«), hvor Whitechapels Uhygge forfølger hende, til hun endelig naar at frelse ham. LÆS HELE ARTIKLEN
Men Digteren tager fuld kunstnerisk Oprejsning ved at tilføje en Scene, hvor man ser Primadonnaen gift med Ministeren og omgivet af tre søde Børn og i Seng med et fjerde; dette Billede hedder »Den Haand, som styrer Vuggen, styrer Verden«. Og saa bevæges Publikum af forskellige indvendige Rørelser. – Højst forskellige.
Men i hvert Fald, Suffragetternes Sag er filmet sønder og sammen af Hr. Gad paa en knap Kilometer.
Tanken er egentlig morsom, og man ser langt ind i Fremtiden, hvordan Biografteatret overtager den beskyttende Rolle, som Præster og Aviser har for Tiden; og er der noget, som de ikke kan klare – vil Socialisterne for Eksempel ikke makke ret – saa ringer man bare til Hr. Gad, der behændigt filmer Underklassen flad. – Man kunde naturligvis ogsaa tænke sig, at saadan en ung Idealist vilde sige: – Kvindestemmeret? Ja, hvorfor i Alverden skal de halve af Menneskene ikke have Lov at slaas for den samme Ret, som den anden Halvdel har? Og naar de stærkere bruger Magt, maa de svagere saa ikke bruge Vold? Saadan kunde en ren Romantiker som Hr. Gad godt tænke – i den naive Ridderlighed, der er de unge Kunstneres aller fineste Træk. Han kunde sige: – Ja, ganske vist ligger der en smart og indbringende Film i at gøre Sjov med Stemmeretskvinderne, for de er ikke populære; men det kan en ung Gentleman ikke være bekendt, ganske særligt, naar han er et moderne opvakt Hovede og af god Familje, hvor man plejer at tænke sig om og have sin egen Mening. Saa maa man lade den flotte Ide ligge.
Hvorfor har Hr. Gad ikke tænkt saadan? Er der ingen, som kan sige mig, hvorfor en ung Idealist ikke har tænkt saadan?
Den Gamle.
Politiken, 9. juni 1913
Som meddelt ankommer i Aften Asta Nielsen Gad og Urban Gad her til Byen og agter en Maaneds Tid at tage Ophold paa Admiral og Admiralindens Villa i Humlebæk. Nogen egentlig Ferie er det dog ikke. Det bekendte Kunstnerpar ledsages nemlig hertil af en hel Trup, bestaaende af 6 tyske Skuespillere og 4 Teknikere, og endvidere medfølger Dir. Falck, Lederen af det store Selskab, der optager alle Asta Nielsens Films. De tyske Skuespillere vil blive indkvarterede paa Humlebæk Hotel.
Under Opholdet her er det Meningen at gennemstrejfe paa Bil de smukkeste Egne i Nordsjælland og at gøre dem til Skueplads for forskellige Scener i de ny Asta Nielsen-Films, der for Tiden er under Forberedelse. Det gælder for de internationale Filmsfolk om stadig at finde ny smukke Egne, og det store tyske Filmskompagni har nu ment, at det vilde være særdeles virkningsfuldt at kunne præsentere Films, tagne i den skønne nordiske Natur. Selskabet medfører derfor ogsaa hertil egne Biler til den forestaaende Kampagne.
Det bliver en livlig Maaned i Nordsjælland, specielt i Humlebæk!
Humlebæk, juni 1913.
Emma i HumlebækAsta Nielsen og Urban Gad i Humlebæk
Sommerresidensen i Humlebæk var af stor betydning for familien Gad. Fast sommeradresse hvert aar for Emma og Urban Gad.
Sommeren 1913 var ingen undtagelse, men den blev speciel paa det punkt, at sønnen Peter Urban Gad, under optagelser omkring Humlebæk, boede i byen sammen med hele sit filmshold.
Det gav ham den mulighed vi kan glæde os over i dag; at tage en lille ‘smalfilm’ af sine forældre i hverdagsepisoder. Det var absolut ikke en almindelighed i 1913 – og blev det vel først 50 år senere.
Asta Nielsen er med på den anden film sammen med sin datter og søster i Humlebæk. Derudover er der gode sommerklip i forbindelse med filmsoptagelser og et fint eksempel på kendisliv, der ikke er så forfærdelig anderledes i dag.
Selvfølgelig skulde Stemmeretskvinderne ogsaa benyttes som Film-Motiv! Det var noget, der fulgte af sig selv, at et saa stor Bevægelse ikke kunde gaa ubenyttet hen for en smart Filmmand.
Det er Hr. Urban Gad, der har taget Idéen op og brugt Stemmeretskvinderne som Ramme om en Kærlighedshistorie.
Urban Gad har faaet alle Ingredienserne med i Blandingen – lige fra ituslaaede Vinduesruder til Sultestrejke og Bombeattentater; men dog er disse Ting det, der interesserer mindst i Filmen.
Det, der interesserer og underholder i denne Film, er selvfølgelig først og fremmest Asta Nielsens udmærkede Spil som den unge engelske Kvinde, der en Tid Hværves for Kvindesagen, men som til Slut indser, at “Kvinden skal regere – ikke ved Forbrydelse, men ved sit Hjærte”, og for den udmærkede Iscenesættelse.
Der er en Mængde ypperlige Billeder af engelsk High-Life og Landliggerglæder, der er Scener med en pragtfuld Mynde og sidst men ikke mindst er der ødslet med Børn i denne Film – de dejligste Unger i alle Aldre lige fra Spædbørn paa 2 Maaneder til guldlokkede Piger paa 14-15 Aar – og alle udmærker de sig ved en sjælden Naturlighed og Livlighed.
Alene disse Billeder er nok til at underholde – Stemmeretsoptøjerne er Tilgift!
1914 – DEN LILLE ENGEL
København, 13. februar 1914.
Paladsteatret havde I Aftes Premiere. Efter en Række mindre Numre, deriblandt et morsomt Behændighedseksperiment “Lulu vil have Hund”, præsenteredes en ny Asta Nielsen Film af Urban Gad. Den var rigtig nydelig. “Den lille Engel” handler om en ung Pige, som af lidt underlige Aarsager skal foregive at være 12 Aar for at arve en Onkel. Hun maa gennemgaa Barnealderens Kvaler og Glæder om igen i en stumpet Kjole og helt skrue sin Udvikling tilbage til svundne Dukke-Tider.
Kun en Ting kan hun ikke skrue tilbage: sit eget balstyriges Hjerte. Det lever sin egen selvstændige Tilværelse midt i Barnekomedien, og det banker i Længsel og Kærlighed efter denne strenge Onkel, som dog er saa udmærket mod hende. Han efterstræbes af en Familie som trænger til Penge og vil have ham ind i sig som Svigersøn, og hun er fra sin Langkjoleperiode forlovet med Familjesønnen, – men det hjælper altsammen ikke:
Hendes Kærlighed tvinger hende til at sige til Onklen, at det er skam ham, hun elsker – og han forfærdes ved at staa overfor Overbevisningen om, at han elsker dette Barn, men gribes jo af en tilsvarende Fryd, da Hemmeligheden falder af hende som et Slør og hun staar i sin ungpigeagtige Fagerhed.
For hele denne udvikling fandt Asta Nielsen meget indtagende og søde udtryk under en sort midterskilt Manke, der rundede sig om Hovedet. Hun førte sig rigtig morsomt og agerede meget naturtro indenfor dekorative og smagfulde Sceneriers Ramme og havde en god Medspiller, der stilfuldt klarede den mellem sine mærkelige Følelser vaklende Onkel.
“Den lille Engel” faldt i høj Grad i Publikums Smag.
-to.
Fra optagelserne til “Den lille Engel”.Klods-Hans, 26. juni 1914.Læs Urban Gads spændende beretning fra 1914.
1915 – PETER URBAN GAD OG ASTA NIELSEN
Politiken, 10. januar 1915.
Hvorledes gaar det Filmen under Krigen? spørges der Gang paa Gang. Hvorledes er det med alle vore store Filmskuespillere fra Frankrig, Tyskland og England? Hvor er de henne? Skal vi aldrig mere se dem I nye Roller? Har Løbegravene taget dem? Eller vil de en skønne Dag dukke op igen og lave Films, saa Ole Olsen vil blegne og Philander og Olaf Fønns tabe Pippet. Vi ved ikke, hvorledes det vil gaa, men vi ved, at den største at dem alle, Asta Nielsen, heldigvis er I god Behold, og nu hører vi, et hendes Mand, den berømte Filmsforfatter Peter Urban Ged, i en ledig Stund tager til Østen. I Dag rejser Hr. Gad nemlig til Singapore og derfra til Bangkok. Saaledes skal man have det. For Urban Gad gælder ikke de klassiske Ord: „Hvor har han det fra —?” Alle ved, at Talentet han i Arv efter Moderen fik, som der staer skrevet den gamle Sang, og — det er jo heller ikke nogen Hemmelighed — at Ægteparret Gad har tjent mange, mange Penge ude I den store Verden, hvor Livet leves lidt raskere end herhjemme. Han kan sagtens tage sig en saadan lille Svip … Naar vi tænker paa de beskedne Tider, da Urban Gad var en — ikke lille — for han har jo altid været meget lidt lille — men en upaaagtet Films-forfatter, der forsigtigt vovede sig frem med et levende Billede. Og saa nu: Himlen tilgive os, om vi ikke synes, at det er godt gjort. Berømt fra Hav til Hav. Gift med en af de berømteste Kunstnerinder i Verden, feteret og elsket. Og I Dag rejser han paa en lille Fornøjelsesrejse paa en fem Maaneders Tid for at rekrerere sig!
Selvfølgelig ligger der noget bag ved, siger man. Og umuligt er det vel ikke, at Urban Gad kommer hjem med hele Hovedet fuldt af nye og besynderlige Ideer. Her Asta Nielsen nogen Sinde spillet en Japanerinde eller Kineserinde eller Pige fra Bagindien eller det dejlige Java?en? Never – som Alstrup siger. Meu det vil komme. Derfor er der vel nok Grund til et minde om, at Peter Urban nu motorer at Sted til det fjerne Østen og lader Krig vare Krig i det gamle og grimme Evropa.
Han er et lykkeligt ungt menneske.
Den tavse Mand.
Berlingske, 27. februar 1915.
Klods-Hans, 7. maj 1915.
Fra de Stummes Lejr
Asta Nielsen
Asta Nielsen er Filmens Duse, Hendes Gabriele d’Annunzio hedder Urban Gad. Naar hun ikke staar paa Plakaterne, men i sin Svigermoder, Admiralindens Hjem, hedder hun selv Asta Gad.
Asta Nielsen var oprindelig en lille Skuespillerinde, som ingen kendte. Hendes Berømmelse stammer fra et Filmsdrama, der hed Afgrunden. Hun er saaledes i enhver Henseende begyndt fra neden.
Naar Asta Nielsen straks i de levende Billeder gjorde saa udmærket en Figur, var det til Trods for, at der var ikke saa lidt i Vejen med hendes egen. Dog skyldtes det maaske netop hendes Magerhed, at hun blev saa godt en Ben for det Selskab som engagerede hende. Tiden krævede nemlig det smækre.
Politiken, 4. juli 1915.
Som den kloge Dame Asta Nielsen er, har hun forstaaet aldrig at lægge sig ud. Ikke en Gang med sine Direktører. Hun er en af vore fornemste Udførselsartikler, og vil umuligt kunne opfattes som Krigskontrabande, da der ikke er Fugls Føde paa hende.
Af Princip optræder hun kun i de Films, hendes Mand skriver. For Tiden skriver han dog ikke, da han er i Indien for at skyde Storvildt. Papegøjen har han forlængst skudt.
Flimresen
1916 – ASTA NIELSEN SAMTALE & URBANS NYE STJERNE
Nationaltidende, 16. marts 1916.
Det var Forfatteren Thomas Krag, der opdagede Fru Asta Nielsens Talent — eller rettere, det var ham, som først saa, at hun var, hvad han kaldte “en Mærkværdighed”.
Asta Nielsen var kommen Christiania med De Otte, som var brudt ud fra Dagmartheatret, hvor hun havde debuteret og spillet nogle smaaroller, efter at hun forinden havde været paa Det kongelige Theaters Elevskole.
De Otte spillede paa det faldefærdige Tivolitheater; og den purunge Asta Nielsen havde faaet tildelt den Opgave at varetage det komiske ældre Fag.
Hvad gør man ikke paa en Tournee! Hun spillede den afjaskede Prudence i “Kameliadamen”, den falmede Etatsraadsdatter i “Alexander den Store” – Roller, hun var en lille Menneskealder for ung til, men som hun gjorde morsomme med sit dybe, mørke og ligesom lidt tørre Organ.
Thomas Krag fortalte til dem, han mødte paa “Grand” og paa “Karl Johan”, om denne mærkeligt begavede Skuespillerinde, der sikkert vilde være stor, hvis man fik hende at se i en af de tragiske Roller, som maatte være hendes egentlige Omraade. Med sin rørende Enthusiasme og sin næppe hørlige, slørede Stemme sagde han:
— En herlig Tragédienne — og saa gaar hun her halvvejs som Statist! Selskabets ypperste Skuespillerinde.
Man smilede lidt ad ham. For Anna Larsen var med De Otte, og den nydelige Fru Olivia Norrie — og man kendte jo Krags sære Ideer.
Et Theater havde Krag ikke til sin Raadighed. Og da det var lettere at faa et Filmsdrama antaget end et, der var bestemt for Talescenen, skrev han i en Fart et stumt Stykke for Asta Nielsen — som hun aldrig kom til at spille.
— Hvorfor i Grunden ikke? spurgte vi hende forleden, da hun opholdt sig her i Byen i Anledning af den nye Asta Nielsen-Film, der blev givet i Paladstheatret, den eneste, hun har spillet under Krigen.
— Ja, hvorfor? sagde hun med et lille Smil. — Der var ingen, som brød sig om at se mig paa Film heller. Og den Gang var det dog kun Theatrenes mest foragtede Ubetydeligheder, som nedlod sig til at have med den nye Form for Gøgl at gøre.
— Hvor blev De egentlig af, efter at De Otte var opløst? Gik De saa lige til Filmen? LÆS HELE ARTIKLEN
— Nej, som jeg siger Dem — de vilde ikke have mig. Jeg kom ud paa Det ny Theater, hvor jeg havde et Par udmærkede Roller: en Verdensdame i et af Oscar Wildes Stykker og en komisk Frøkenpige i et dansk Lystspil, og for Resten ingen Ting.
Urban Gad var ansat ved Theatret; og for at vise Direktionen, hvad Slags Roller han mente, jeg skulde spille, skrev han Filmsdramaet “Afgrunden” og fik virkelig en Fabrik, som vi kalder det med et teknisk Ord, til at optage det i levende Billeder.
Men forinden havde jeg endnu en lille munter Oplevelse. Filmen var en helt ny og fremmed Kunstart for mig; og jeg tog den lige saa alvorligt og samvittighedsfuldt, som jeg vilde have taget en Hovedrolle paa Det kgl. Theater. For at lære mit Ansigt og mine Virkemidler at kende, før jeg begyndte paa dette Drama af Gad, bad jeg, om jeg gratis maatte overtage en lille Rolle, en Statistrolle, paa en anden Filmsfahrik — blot for at se mig selv paa et levende Billede og lære af det, forstaar De!
— Og der blev svaret Nej?
— Der blev svaret, at de kunde se, jeg egnede mig ikke til det. Og saa sprang jeg hovedkulds i „Afgrunden”.
Vi begyndte med Slutningsscenen, som jeg spillede paa en Trappe ude paa
Frederiksberg. Det gør man tit, og det maa være saadan af praktiske Grunde; men De aner ikke, hvor det gør Arbejdet svært. Paa Talescenen begynder man med Begyndelsen; og medens Handlingen skrider frem og Stemningen stiger, følger man ubevidst med i det og bæres oppe af det.
Men i Filmen har man, vær saa god, pludselig, uden nogen som helst Forberedelse, og uden at der er gaaet noget forud, som kan have fremkaldt det, at være fortvivlet, oprømt, hævngerrig, vild af Skinsyge, sønderknust — eller hvad der forlanges af Forfatteren. Jeg tror, man maa have en særlig Art Nerver, syge Nerver, for at kunne hallucinere sig til det.
— Gjorde “Afgrunden” strax Lykke — eller først senere?
— Der blev tjent en Formue paa den i Løbet af nogle Maaneder.
Urban Gad vilde saa paa Grundlag af denne europæiske Succes skaffe mig et Engagement ved Casino. Han tilbød, at skrive “Afgrunden” om til en Folkekomedie. Det vilde Casinos Direktør gerne gaa med til — men paa een Betingelse: at jeg ikke kom til at spille deri. Han følte sig ikke overbevist om at jeg kunde fylde Rollen og vilde give den til en Operettesangerinde, der hed — uha, jeg husker ikke Navnet.
Det var min Afsked med Talescenen. Og saa rejste jeg til Tyskland.
— Siden har De vel havt adskillige Tilbud fra Theatrene?
— Det har det ikke manglet paa; men nu vil jeg ikke tilbage. Jeg har optraadt i et Par Pantomimer i Udlandet: en Pjerrot-Pantomime, hvori jeg har spillet en Harlekin, der fik sine øjne brændt ud med et glødende Jern — det var ikke let at gennemføre et saa stærkt Melodrama uden Ord — og en Zigøjner-Pantomime. Og alle mine Film har jeg spillet i forskellige Egne af Tyskland, en enkelt her i Danmark og en i Spanien.
Og der maa være Mennesker, som har havt Glæde af det; for der gaar ikke en Dag, uden at Posten bringer mig Breve fra Jordens forskelligste Egne — Breve, som tit er naive, men som jeg, naar jeg skal være ærlig, alligevel vilde savne, hvis de ophørte.
— Hvilken Slags Breve er det oftest?
— Jeg faar tre Slags, i nogenlunde lige stort Antal, og ikke saa faa Tusinder om Aaret, smilte Fru Asta Nielsen: Kærlighedserklæringer, i Reglen med Tilføjelser om, at Afsenderen vil begaa Selvmord, hvis jeg ikke svarer.
Anmodninger om Pengehjælp, som oftest affattet i en roligere Tone — og ønsker om Autografer og Fotografier, især fra unge Piger, og fra unge Mænd, der underskriver sig med Damenavne, for at være mere sikre paa at faa Billedet eller Haandskriften, hvad det nu er, de vil have.
— Og De besvarer hele denne Korrespondance?
— Paa de Dage, hvor det er overkommeligt. Men jeg sætter et blaat Stempel i Hjørnet: “Efter Anmodning”. For jeg vil ikke have Ubehageligheder af det senere, hvad jeg har havt i et Par Tilfælde.
Men det er altsammen Biting. Det vigtigste er, at jeg er tilfreds nu — for jeg synes, jeg har fundet mit Felt. Og jeg hører, ligesom mine Brevskrivere, til de Naive, der har den Overbevisning, at Filmen, som kan faa Tilskuerne til at, græde og le, er en Kunst.
Urban Gad introducerer sin nye stjerne, Maria Widal. (Lichtbild-Bühne 1916.)
