Nicolaus Urban Gad *6

Berlingske, 10. marts 1914.

Paa Christiansborg Slots Ridebane samledes igaar Kl. 3½ en lille Skare af Komitémedlemmer og teaterinteresserede Indbudte for at bese den gamle Scene, der endnu – inden sin fuldstændige Ruin – skal opleve tre straalende Festaftener.

Ad den frennede, gamle Vindeltrappe steg man tilvejrs, og i den ikke særlig herskabelige Foyer begyndte Forevisningen. Blandt de mange Gæster saas bl. a. Etatsraadene Hegel og Martin Dessau, Admiral Gad, Professor Georg Brandes, Generalkonsul Johan Hansen, Konsul P. Nørgaard, Direktørerne Benny Dessau, Gamst, Vilhelm Nielsen og Dethlef Jürgensen, Direktør Vagn Jacobsen og Frue samt Skuespillerne Ring, Roose, Poul Reumert og Schwanenflügel.
LÆS HELE ARTIKLEN

Nationaltidende, 3. maj 1914.

Kontreadmiral N. U. Gad, der andet Sted i Bladet fortæller om sit Togt med “Sjælland” i 1864, fødtes i 1841 i København som søn af Justitsraad, Herredsfoged H. C. Gad. Han blev Officer i 1892 og avancerede til Kommandør i 1892.

Admiral Gad har i sin lange Tjenestetid prøvet omtrent alt, hvad der kan komme indefor en Søofficers ret vidtrækkende Omraade.

Efter Krigen, hvor han som nævnt deltog ombord i Fregatten “Sjælland”, var han i 3 Aar i fransk Tjeneste, hvorved han fik Lejlighed til Ophold i Frankrigs fjerneste Kolonier. Senere førte han i nogle Aar Postdamper mellem Korsør og Kiel og var derpaa i et længere Tidsrum Næstkommanderende paa Søofficersskolen. Han var derefter bl. a. Chef for den lille Eskadre af Krydsere og Torpedobaade, som repræsenterede Danmark ved Kejser Wilhelm-Kanalens Aabning. Endelig var han i nogle Aar Ekvipagemester paa Orlogsværftet, og han endte sin militære Løbebane som Jagtkaptajn hos Hs. Maj. Kong Christian IX.

Da han i 1901 forlod Marinen, havde han det Held at opnaa Stillingen som Chef for 1ste Udskrivningskreds, hvorved han fik Lejlighed til at vedligeholde Kontakt med sin tidligere Virksomhed. Som Udskrivningschef gaar han til Trods for sine 72 Aar med usvækket Energi op i sin Virksomhed.

Admiral Gad, der er dekoreret med Kommandørkorset af 1ste Grad foruden en Mængde udenlandske Ordener, er i Besiddelse af en overordentlig ridderlig og retlinet Karakter.

Nationaltidende, 3. maj 1914.

Om Bord i Fregatten “Sjælland” under Krigen 1864.
Af Kontreadmiral Urban Gad.

Den 16. December 1863 hejstes Kommandoen i Fregatten „Sjælland”. Chefen var Orlogskaptajn Paludan. Jeg gjorde som Løjtnant Tjeneste der om Bord under hele Krigen.

De første Dage af Januar afgik vi til Nyborg, hvor vi frøs inde. Tiden benyttedes til at indexercere Folkene og bringe Skibet i Orden, indtil Isen slap os, saa at vi i Begyndelsen af Februar afgik til Østersøen og holdt gaaende under Jassund, til vi den 12. Februar igen kom til København, hvor vi skiftede Chef. Orlogskaptajn Paludan fik Kommando til Panserskibet „Dannebrog”, og Orlogskaptajn Grove, den senere Marineminister, blev Chef paa Fregatten “Sjælælan”.

Den 17. Februar hejste Admiral van Dockum sit Flag i Fregatten som Kommanderende over Østersø-Eskadren, hvis Hverv var dels at forhindre de preussiske Orlogsmænd i at slippe ud, dels at blokere Fjendens Østersøhavne.

Det er jo næsten utroligt, naar man ser hen til den Sømagt som Preussen raader over at vi for halvtredsindstyve Aar siden var i Stand til at etablere en effektiv Blokade af den lange Kyststrækning, men det gjorde vi. Blokaden blev saavidt jeg ved, ikke brudt en eneste Gang, ligesaa lidt som nogen af de Ijendtlige Orlogsmænd kom bort fra Swinenemünde eller Danzig.

Den 17. Marts blev der gjort et Udfald fra Swinemünde, som vi viste tilbage. Da denne lille Affære allerede et Par Gange har været omtalt her i Bladet, skal jeg ikke nu igen bringe den paa Bane. Efter Affæren kom der drivende et preussink Sidefartøj, det var uskadt, og der laa et Flag i det. Det er vist det eneste Bytte, Flaaden gjorde under Krigen.
Det var ikke nogen anstrengende Tjeneste, vi havde, men saa meget mere ensformig var den. Efter Forsøget den 17. Marts kom den preussiske Styrke ikke mere ud, men en lille Aviso “Grille” kom nu og da ud til os, idet den sørgede for at holde sig udenfor Skudvidde. Naar vi saa stod ned efter den, benyttede den sin overlegne Fart til igen at løbe ind til Swinemünde.

I det hele maa vi lade Preusserne, at de gjorde os Livet saa roligt som muligt. Ikke en eneste Gang blev vi alarmerede om Natten. Vor Plads var som Regel ud for Greifswaldø, hvorfra deres Kanonbaad havde havt en udmærket Udfaldsport, de kunde i alt Fald have skaffet os nogle urolige Nætter, men det gjorde de ikke.

Der laa vi altsaa Dag efter Dag og Maaned efter Maaned. Vor eneste Forbindelse med Yderverdenen var de lejede Dampere, der bragte os Kul og Proviant og — Efterretninger fra Krigen. I Reglen var de jo sørgelige, og det endte med, at vi med Angst og Bæven ventede paa, hvad Jobspost vi nu skulde have, hver Gang en at Transportdamperne kom i Sigte Nord paa.

Hvad Nordsøen angik, da vidste vi, at en overlegen østerrigsk Styrke var paa vejen derop, men vi vidste jo dengang ikke, at den, undervejs vilde blive reduceret saaledes, at det kun skulde lykkes to at Skibene at komme saa langt.

Der blev nu og da taget Priser, som sendtes til København og skaffede de Lykkelige, der blev sat om Bord for at føre dem hjem, en kærkommen Afvexling og et lille Ophold i København, thi de ansatte afvente Afgangen af et at Transportskibene for at komme tilbage til Eskadren. Priserne laa hele Sommeren paa Københavns Red og blev ved Fredsslutningen givet fri; saa Prisepenge fik vi ingen af.

Saa kom, Vaabenhvilen. Den 12 Maj forlod vi Stationen, efter at de detacherede Skibe var mødte ved Flaget, og stod Nord paa for at ankre i Køge Bugt.

Den 13. om Formiddagen kom “Niaden” til Eskadren fra København. Dens Chef, Kaptajnløjtnant Wilde kom om Bord i Flagskibet og bragte Efterretningen om Sejren ved Helgoland.

Folkene blev strax pebne agter ud, Telegrammerne blev læste op og modtoges med jublende Hurra-raab.

Da der igen var bleven Stilhed, rungede Admiralens mægtige Røst ud over Skibet:
„Gud bevare Kongen!”
*
Næste Dag gik vi til København, og Dagen efter, Søndag den 15. Maj, ved Middagstid i stille Solskinsvejr stod Nord-Eskadren ind paa Reden, modtagen at Tusinder af jublende Mennesker fra Land, fra Skibe og Baade paa Reden.

Et stolt Øjeblik for de tre lykkelige Skibe, der havde havt det Held at skabe et Lyspunkt i den sørgelige og knugende Krig.

Lolland-Falster Social-Demokrat, 28. marts 1916.

I København er for nogle Dage siden dannet en Sammenslutning mellem “Foreningen af konsekvente Antimilitarister”. Den er if. “Pol.” allerede i Stand til at henvise til det Resultat af sin Virksomhed, at ialt 10 unge Mænd har erklæret, at de ikke vil give Møde paa Sessionen.

Af disse Militærnægtere er 6 Mand fra København, nemlig Kobbersmed Niels Johnsen, Tømrer Alfred Mogensen, Tømrer Hartvig Jensen, Fabriksarbejder Georg Jensen, Maskinarbejder Johannes Nielsen og Journalist Aksel Sørensen, tidl. Redaktør af det norske Blad “Revolt”. Endvidere Typograf Hans Madsen, Maskinarbejderne Mats Petersen og Holger Rasmussen samt Arbejdsmand Holger Stougaard.

Det er det første større Forsøg paa Nægtelse af at aftjene Værnepligten, der har fundet Sted herhjemme. Fabriksarbejder Georg Jensen, der er Kasserer i “Ungsocialistisk Forening”, har for anden Gang nægtet at give Møde paa Sessionen, og han vil saaledes blive den første af de 10 Nægtere, der rammes af Myndighedernes Foranstaltninger mod de “konsekvente Antimilitarister”. Georg Jensen har i højtidelige Vendinger affattet Henvendelse underrettet Udskrivningschef, Admiral Gad om, at han ikke vil møde med sit Lægdsrullebevis. Han har sendt dette direkte til Krigsministeriet med en Paategning om, at han ikke møder til Session.

“Jeg haaber”, skriver den unge Mand til Udskrivningschefen, “at De efter dette brev er klar over, hvorfor jeg ikke møder”.

Sagen mod Georg Jensen er oversendt til Kriminalretten. Han vil derefter ikke kunne undgaa Fængselsstraf. I det hele faar de unge Mennesker næppe megen Glæde af deres Begejstring, som – anvendt i en praktisk Sags Tjeneste – megel vel kunde tænkes at faa Betydning.

Social-Demokraten, 21. maj 1917.

Dansk Folkeforsikringsanstalt holdt i Lørdags Generalforsamling.

Kontrolkomitéens Formand, Direktør Aage Bramsen, aflagde Beretning. Han betegnede det forløbne Aar som udmærket baade hvad Nytegning og Nettoindtægt angik. Der udstedes saaledes 37,968 nye Policer til en samlet Forsikringssum af 13 Mill. 985,973 Kroner.

Der er udbetalt 630,806 Kr. ved Dødsfald, Konfirmation, Forsikringstidens Udløb, og der er bevilget 61 Præmiefritagelser paa Grund af Invaliditet.

Den 30. Decbr. 1916 havde Anstalten en Forsikringsbestand af 228.232 Policer med en Forsikringssum af 71 Mill. 499.101 Kr. og en samlet Aarspræmie af 3 Mill. 330,779 Kr.

Den administrerende Direktør Etatsraad Wilhelm Hansen aflagde Beretning om Regnskabet. Der var indgaaet 3 Mill. 90,618 i Præmier. Renteindtægten havde udgjort 649,357 Kr. Der var udbetalt Forsikringer til et Beløb af 630,807 Kr. 1 Mill. 706,795 Kr. var henlagt til Præmiereserven og efter Afholdelse af Driftudgifterne blev Overskudet 194,913 Kr., hvoraf 136,497 Kr. henlagdes til Bonusfonden og 47,165 Kr. til Sikkerhedsfonden.

Bonusfonden var ved Aarets Slutning 488,660 Kr. og Sikkerhedsfonden er paa 731,820 Kr. i Aarene 1905, 1910 og 1915 er der udbetalt 1 Mill. 24,000 Kr. i Bonus.

Godsejer H. Steensen og Borgmester K. Stephensen genvalgtes som Medlemmer af Repræsentantskabet. Som ny Medlemmer valgtes Admiral Gad og Kriminalretsjustitiarius From.

Nationaltidende, 14. september 1917.

Et meget talrigt Følge samledes i Gaar Kl. 1 til Landstingsmand, Overretssagfører Poul Rasmussens Bisættelse fra Vor Frue Kirke.

I Koret havde den konservative Vælgerforening og den konservative Klub plantet deres Bannere. Der var sendt et stort Antal Kranse, bl. a. fra Medlemmer af Landstinget, Den anden Ædruelighedskommission, Det konservative Folkepartis Fællesrepræsentation, Den konservative Vælgerforening, Hovedbestyrelse, Kredsbestyrelserne for den konservative Vælgerforenings 4., 5. og 10. Kreds, Den konservative Klub, Randers konservative Vælgerforening, Danske Kvinders konservative Forening, Københavns Borgerrepræsentanter, Københavns kommunale Vælgerforening, Den borgerlige Fællesgruppe for de samvirkende Detailhandlerforeninger, Københavns Grundejerforening, Studenterforeningen, Københavns Ejendomsselskab, Arbejdsløshedsinspektøratet og Blomsterhandlerforeningen af 1900.

I Følget
saas Konseilspræsident Zahle, Minister Rottbøll, Landstingets Formand, Anders Thomsen, Landstingsmændene Goos, de Richelieu, Stilling, Rambusch, Piper, Godskesen, Sonne, Juel-Hverringe, Teilmann, Nørgaard, Døcker, Niels Rasmussen, C. C. Andersen, Harald Jensen og Ole Hansen, Folketingsmand, Prof. Ellinger, Hovedbestyrelsen for den konservative Vælgerforening, en Deputation paa 14 Medlemmer fra den konservative Klub, Forretningsudvalget for det konservative Folkeparti, Borgmestrene Viggo Christensen, Christiansen og Møller, Borgerreprsent. Formand, Hr. Anthon Andersen, Næstformanden, Overretssagfører Carl Becker o. m. a. Borgerrepræsentanter, Admiral Gad, Politidirektør Dybdal, Raadmændene Fr. Andersen, Jensen og Magius, Departementschef Vedel, Trafikinspektør Rolf Harboe, General C. E. Hansen, Bureauchef Kretz, Overretssagførerne Ella, Einar Hansen, Schoustrup og Welding, Redaktør Kalko, Oldermand Pitzner, Afdelingschef Hvidtfeldt, Grosserer Lebahn, Direktør v. Platen-Hallermund, Grossererne Alb. Levysohn og H. V. Fisker, Etatsr. Holten, Politiinsp. Gyldenfeldt, Hofjægerm. Grüner, Postm. Larsen, Grosserer Baagøe, Konsul Henius, Rektor Henrik Madsen, Hof-Fotograf Elfelt, Formanden for Hillerødkredsens konservatibe Repræsentantskab, Fabrikant Weitzmann og Deputationer fra konservative Kredse i Odense og Randers.

Stiftsprovst Ussings Tale.
Stiftsprovst Ussing skildrede i sin Tale først den Afdødes Forhold til den nærmeste Kreds. Trods sin store Gerning havde Poul Rasmussen sit Hjem i sit Hjem. Han mødte til sin offentlige Virksomhed med gode Evner og med et varmt Hjerte. Han havde sit Hjerte med i det, som han levede for, baade ude og hjemme. Vennerne vil ved hans Baare takke ham for godt Kampfællesskab, og vi tør tro, at der ikke vil være mange Modstandere, som ikke med Ærbødighed bøjer sig for hans Minde og erkender, at Danmark i ham har tabt en god og trofast Søn.

-Medlemmer af Kredsbestyrelsen for den konservative Vælgerforenings 3. og 5. Kreds, der havde dannet Æresvagt ved Kisten, bar denne ud af Kirken, efter at Jordpaakastelsen havde fundet sted. Derefter førtes Kirken til Krematoriet.

B.T., 29. september 1917.

Idag aabner Kleis paa Vesterbrogade sin Høst-Udstilling. Det er de faste Udstillere: Carl Budtz-Møller, Clement, Carl V. Meyer, Johan Rohde og Sally Philipsen, der præger Udstillingen – med nøjagtig det samme Stempel som ifjor og iforfjor. Det er forbavsende, saa Udviklingen kan staa stille – kun Priserne er gennemgaaende højere end tidligere. Det er “Hausen”. Tidens store Løsen, der er steget ned i Ovenlyssalen. Paa Salgsudstillingen vil Publikums Interesse vel nærmest samle sig om nogle delikate Lærreder af Professor Julius Paulsen, særlig “Moder med Barn” og “Ung Pige med Kat” – og det vil vel blive kaldt for en Sensation, at Alexandra-Teatrets tidligere Direktør, Albrecht Schmidt, møder med tre Hillerød-Billeder, som han tilsammen har vurderet til lige saa meget som et fuldt Hus ude i Alleen.

Som sædvanlig er Salgsudstillingen kædet sammen med en Special-Udstilling, denne Gang den afdøde franske Mester Paul Gauguin. Der findes her i Byen en Del Gauguin-Samlede. Vi nævner Direktør Helge Jacobsen, Direktør Emil Hanover, Birkedommer Gad, Admiral Gad, Direktør Heilbuth, Stormæcenen, Grosserer Tetzen-Lund, Grosserer Oscar Wandel o. fl. a. De har leveret mere end en Snes Lærreder til Udstillingen, bl. a. en Række af de berømte Lærreder fra Tahiti, der altsaa ikke er opdaget af Ebbe Kornerup. Om disse Billeder vil Kunsthistorikeren Carl V. Petersen skrive en lille Afhansling, samtidig med at han udarbejder et Katalog.

Gauguin maa være godt i Pris; thi den Snes Lærreder, der er udstillede hos Kleis er assurerede for en halv Million Kroner.

Berlingske, 12. november 1917.

Lenssekretær. Departementschef Rentzmann overdrager Bygningen til Kjøbenhavns Kommune.

Den af Lenssekretær, Departementschef Rentzmann genopførte St. Nikolai Kirke, fik igaar sin højtidelige Indvielse samtidig med, at Bygherren overdrog den monumentale Bygning til Kjøbenhavns Kommune, paa hvis Vegne Overpræsidenten, Kammerherre Jonquiéres modtog denne enestaaende Gave fra en Enkeltmand.

Festligheden, der fandt Sted i Kirkebygningens store, stilfulde Foredragssal og tog sin Begyndelse Kl. 10, overværedes af Drs. Maj. Kongen og Dronningen, Hds. Maj. Enkedronningen, Ds. kgl. Højh. Prins Harald. Prins Gustav, Prinsesse Thyra, Prinsesse Dagmar og prins Valdemar, Medlemmer af Ministeriet, Kommunalbestyrelsens Medlemmer, Medlemmer af Holmens Kirkes Patronat og Inspektion, forskellige højrestaaende ministerielle og kommunale Embedsmænd, Bygningens Arkitekt og Haandværksmestre m. fl.

Af den repræsentative Forsamling nævner vi Konseilspræsident og Justitsminister Zahle, Undervisningsminister Keiser Nielsen, Kirkeminister Povlsen, Minister Rottbøll, fhv. Justitsminister Bülow, Overpræsident Kammerherre Jonquiéres, samtlige Borgmestre og Raadmænd, BNorgerrepræsentationens Formand, Anthon Andersen og 1ste Viceformand, Overretssagfører Besker, Teaterchefen Grev Brockenhuus-Schack, Politidirektør, Etatsraad Th. Dybdal, Admiral Gad, Statsraadsekretær, Departementschef Fr. Dahl, Statsgældsdirektør Andersen, Generaldirektør Michael Koefoed, Departementscheferne Schlichtkrull, Hansen, Damkier og Ad. Jensen. Baron Rosenkrantz, Rosenholm, Stiftsprovst Ussing, Pastor Olfert Ricard, Formanden for Sundhedsstyrelsen, Etatsraad Hoff, Stadsarkitekt Wright, Vejdirektør Didrichsen, Redaktørerne Chr. Gulmann og Svenn Poulsen, Professorinde Anna Poulsen, Mag. Chr. Jensen, Direktør Troner og Generalkonsul Teilmann.

De kongelige Herskaber modtoges ved Indgangen af Departementschef Reintzmann, Overpræsidenten, Kammerherre Jonquiéres og Kirkebygningens Arkitekt, Professor Amber.

Efterat Herskaberne havde indtaget de for dem reserverede Pladser i Salens Midte langs Sidevæggen ud mod Østergade vis á vis Talerstolen, præluderedes fra Orgel over “Kirken den er et gammelt Hus” af kgl. Kapelmusikus J. Amberg, hvorefter det første vers af Salmen “Aand over Aander kom ned fra det Høje” blev afsungen.

Derpaa forlader Lenssekretær, Departementschef Rentzmann sin Plads mellem Overpræsidenten og Borgmester Jensen og bestiger Talerstolen.

Dapartementschef Rentzmann byder først Velkommen og gør derefter Rede for sin Henvendelse til Kommunalbestyrelsen med Forslag om at genrejse den i 1795 nedbrændte St. Nicolaj Kirke som en borgerlig, kommunal Kirkebygning i det Ydre i samme Stil som den oprindelige Kirke, hvor Reformationens Lærei 1529 første Gang blev forkyndt paa Dansk heri Hovedstaden – altsaa som et monumentalt historisk Mindesmærke herom – i det Indre til Anvendelse som Foredrags- og Forsamlingssal, Folkebibliotek og Bymuseum.
…

Nationaltidende, 19. marts 1920.

Til 1ste April trækker Kontreadmiral Gad sig tilbage som Chef for 1ste Udskrivningskreds. Admiralen, der har beklædt denne Stilling i 19 Aar, har allerede i nogen Tid følt sig træt og har opnaaet Orlov. Under Sessionen, der finder Sted i Øjeblikket, fungerer Kontorchef i Indenrigsministeriet H. H. Hansen som hans Stedfortrædelse.

Det bliver da ogsaa Kontorchef Hansen, som fra 1ste April overtager Stillingen som Chef for 1ste Udskrivningskreds.

Efter Forlydende forestaar der ogsaa Forandringer af Ledelsen i 2den og 4de Udskrivningskreds, hvor henholdsvis Oberstløjtnant Elsmark og Oberst Haxlhausen skal afløses af Kontorchef Thoft fra 1ste Udskrivningskreds og Fuldmægtig Jensen fra Krigsministeriets Kontor for Værnepligtssager.

Som man ser, bliver i alle Tilfælde militære Embedsmænd erstattet med civile.

B.T., 20. marts 1920.

Admiral Gad, der tager sin Afsked som Udskrivningschef.
Naar man bliver præsenteret for Gad
er man ikke saa fin, som man burde,
man møder, mere betaget end glad,
rentud sagt i den bare skjorte.

Med Interesse han ser paa En,
om man har vandholdige Knæer
og høje Skuldre og skæve Ben
og overliggende Tæer.

Men selv om Gad er gift med Fru Gad,
er med Dragten han meget fornøget,
men spørger blot Gæsten høfligt ad,
om han ikke vil lægge Tøjet.

Hans Sagkundskab er blevet enorm
ved de mange Aars Ophold i Salen
– men der er jo næppe den Selskabsform,
der har tiltalt Fru Admiralen.
Ærb.

Politiken, 7. april 1920.

En kendt Kjøbenhavner, Admiral Urban Gad, er i Gaar afgaaet ved Døden. Dette Dødsfald kommer ret overraskende. Trods sin høje Alder var Admiral Gad en livskraftig Natur. For et Par Maaneder siden fratraadte han Stillingen som Udskrivningschef efter 19 Aars Virksomhed, men han fik altsaa ikke lang Tid at nyde sit Otium i.

Admiral Gad var født i 1841 og blev saaledes 79 Aar gammel. I 39 Aar tilhørte han Søetaten, og hans Dygtighed som Officer vandt stor Paaskønnelse. Han var dekoreret med en lang Række Ordener.

I sit Ægteskab med Forfatterinden, Fru Emma Gad havde han flere Børn, deriblandt Forfatteren Urban Gad.

Folkets Avis, 7. april 1920.

Admiral Gad død.
Efter faa Dages Sygeleje er den 79-aarige Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad – Forfatterinden Emma Gads Mand – i Gaar død.

Han deltog i den 2. slesvigske Krig som Løjtnant ombord i Fregatten “Sjælland”, var derefter i nogle Aar i den franske Marinetjeneste. I 1892 udnævntes han til Kommandør og hejste i 1896 sin Stander over den Eskadre, der repræsenterede Danmark ved Kieler-Kanalens Aabning.

Siden 1901, da han tog sin Afsked af Marinens Tjeneste, har han indtil for faa Uger siden været Chef for 1. Udskrivningskreds.

B.T., 7. april 1920.

Admiral Urban Gad er igaar afgaaet ved Døden, ca. 79 Aar gammel, kort efter at han havde trukket sig tilbage fra sin Stilling som Chef for 1. Udskrivningskreds.
Han var en prægtig gammel Herre, hvis lyse Sind bevaredes til hans lykkelige Død. Han ordnede for et Par Dage siden sit Bo og havde just tilendebragt dette, da han lagde sig til Sengs og stille og rolig sov hen omgivet af sin Hustru, Fru Emma Gad, og sine Sønner, Kaptajn Henry Gad og Forfatteren Peter Urban Gad.

Nationaltidende, 7. april 1920.

I Gaar Middags Klokken 3 sov den gamle Søofficer, Kontreadmiral Urban Gad roligt hen i sit Hjem i Dronningens Tværgade.

Ikke een, men flere Gange havde han tidligere ytret: “Naar jeg faar min Afsked, dør jeg.” Og mærkelig nok vilde Skæbnen, at han den 1. April, Dagen efter at han var gaaet af som Udskrivningschef, lagde sig til Sengs for ikke mere at staa op. Sygdommen var nærmest Alderdomstræthed.

Urban Gad var født den 20. December 1811 i København; Faderen Justitsraad Henry Gad, blev senere Herredsfoged i Dronninglund Herred og døde 1865, i mange Aar overlevet af sin Hustru, Ida, Datter af Marinekaptajn Peder Urban Bruun og Søster til Kontreadmiral Rasmus Malthe Bruun.

Det blev aabenbart Moderens Slægt der prægede den unge Urban Gad, der tidligt valgte Marinen. I 1862 blev han Løjtnant og kom under Krigen om Bord paa “Sjælland” med i Affæren under Rygen. Senere formede hans Karriere sig ganske normalt: Premierløjtnant, Kaptajn og 1892 Kommandør for i 1901 at slutte med Afsked som Kontreadmiral. Samtidig blev han Chef for 1. Udskrivningskreds, en Virksomhed han altsaa indehavede i nitten Aar.

En væsentlig Side af den afdøde, pligtopfyldende Mand var hans repræsentative Evner. Høj og statelig af Ydre havde han en meget vindende Optræden og var en baade Sprogkyndig og veltalende Selskabsmand. Det var derfor ganske naturligt, at han i en Aarrække var gamle Kong Christians Jagtkaptajn, og meget yndet af Kongen, hans Familie og Gæster og ofte anvendt ved særlig festlige Lejligheder.

Saaledes var Gad Eskadrechef, da vi deltog i Kielerkanalens storstilede Aabningsfest og savnedes ikke ved nogen af de fyrstelige Modtagelser, der var saa hyppige i Slutningen af forrige Aarhundrede. Vi nævner tillige, at han en Tid var Næstkommanderende paa Kadetskolen – en ingenlunde upopulær Foresat – Ekvipagemester paa Orlogsværftet og Formand i Søofficersforeningen.

1872 ægtede Admiralen Frøken Emma Halkier, Datter af Grosserer Peter Halkier, der snart blev bekendt som dramatisk Forfatterinde og Journalist og en af de førende Damer i det litterært og kunstnerisk interesserede københavnske Bourgeoisie. Ægteparret har levet et langt og lykkeligt Samliv, og Urban Gad var i det smukke, gæstfri Hjem (senest i Dronningens Tværgade 40) en ligesaa ypperlig og forstaaende Vært for den store Omgangskreds af de Mænd og Kvinder, hans Hustru samlede, som for dem, der særlig hørte til hans egen Kreds af Søofficerer og højtstaaende Embedsmænd.

Kontreadmiral Gad overleves af sin Hustru og deres to Sønner, Marinekaptajn Henry Gad og Forfatteren Urban Gad, der i Øjeblikket er paa Forretningsrejse i Mellemeuropa.

Af hans syv Søskende er Skibskonstruktør Oscar Gad og Dr. med. Øjenlæge Adolph Gad døde; to overlever ham, nemlig Henry Gad, der i mange Aar var Forretningsmand i Paris, og Fru Ida Krag, der er Enke efter Grosserer Erik Krag af Handelshuset Busck junior og Co.

Lolland-Falsters Stiftstidende, 7. april 1920.

Komtreadmiral N. Gad er i Gaar død efter to Dages Sygdom, 78 Aar gammel. Afdøde, der var Kommandør af Dbg. og Dbg[xx]. og dekoreret med en Række udenlandske Ordener, var Chef for 1. Udskrivningskreds indtil 1. April.
– – –
Kontreadmiral Gad var født i København som søn af Justitsraad, Herredsfoged N. C. Gad og var gift med Forfatterinden Fru Emma Gad. Han blev i 1862 Løjtnant, 1868 Premierløjtnant, 1880 Kaptajn, 1892 Kommandør. og 1910 tog han sin Afsked og blev konstitueret Chef for 1. Udskrivningskreds.

Politiken, 8. april 1920.

Med Admiral Gad, hvis Død vi i Gaar meddelte, mistede den danske Marine en af de Skikkelser, der har gjort Marinen populær i vor Befolkning. Han var som Menneske paa én Gang Officer og Civilist; han ejede et indtagende Udtryk for den Form og Holdning, der bunder i Marinens intellektuelle Fortid og dens særlige sømilitære Tradition. Man syntes i ham at se en Mand, der direkte nedstammede fra de gamle Søofficerer, som gik paa Nikobarerne og Trankebar, Kinakysten og Vestindien, lige hjemmevante paa Skibsdækket og i Balsalen. Der stod om ham som om disse Sømænd fra Fregatterne en Glans af Ridderlighed, af svundne gyldne Tider. Undervandsbaad-Krigen havde endda ikke gjort Marinekrigsførelsen til en Skændsel.

Admiralen, der var Søn af en kendt Embedsmand, Justitsraad Henry Gad, indgik i 1872 Ægteskab med Frøken Emma Halkier, hvorved to i Kjøbenhavnerlivet kendte Familier knyttedes sammen og skabe et Hjem, der op gennem Firsernes literære Bevægelse blev et betydende Samlingssted for konservative Familier af Bourgeoisiet, for Marineofficerer og frisindede Kunstnere og Skribenter. Alt, hvad der nu bærer Navn i Norden, har været Gæst i dette Hjem, hvor Fru Gad vel var Værtinde, men hvor Admiralen, der stod uden for Partierne med Fostaaelse og Takt forenede de stridende Modsætninger. Da Bjørnson en Gang for mange Aar siden paa Skovgaar i et Selskab kom til at staa over for Kaptajn Gad og spurgte: “Hvem er De?”, saa svarede Christian den Niendes daværende Yachtkaptajn: “Jeg er Emma Gads Mand”. Han kunde i Tillid til sin egen Personlighed svare saaledes.

Hans Dannelse var ualmindelig og hans Verdenserfaring uden Sidestykke skønt han af Natur var kritisk anlagt, havdse Livet dog ikke faaet Bugt med hans gode, ægte danske Hjerte. Hvad han havde set og oplevet paa alle Verdens Have, paa fremmede Kyster og i Hofverdenens Kulisser, havde gjort ham bøjelig og forstaaelig, ikke livstræt. Han havde en bestemt personlig Mening om Mennesker og Forhold, og han forstod at finde Udtryk for sin Mening uden at støde eller fornærme. Sagde han En Sandheden, saa blev man hans Ven.

Admiral Gad var et af de Mennesker, der fysisk og Psykisk bukkede under for den store Verdenskrig. Som gammel dansk Officer, der om Bord paa “Sjælland” i 64 selv havde deltaget i Træfningen under Rügen, nærede han en uudslukkelig Uvilje mod Tyskerne; men da Krigen brød sammen i navnløs Rædsel, og da Ridderligheden ude og hjemme blegnede for Smaaligheden, og da det verdenshistoriske Drama opløste sig i en Havesyge, der omspændte Samfundene med griske Gribbekløer, saa bøjede han træt Hovedet i Tvivl om Menneskenes Fremtid; vemodigt Tungsind bemægtigede sig den gamle Søofficer; hans Tid var ikke mere korrekt i Holdningen, rank som et Lys gik han fra Borde, medens Splitflaget sank ned paa halv Stang. Trofaste Venner fra vidt forskellige Krese vil nu samles og vise han den sidste Ære.

Politiken, 11. april 1920.

Et meget repræsentativt Følge havde i Gaar indfundet sig i Holmens Kirke for at overvære Admiral Urban Gads Begravelse.

Kisten der stod foran Alteret, var indsvøbt i et Dannebrogsflag og prydedes med den Afdødes Kaarde og Ordner og to pragtfulde Blomsterdekorationer fra Kongen og Fra Fru Emma Gad. I det store og mangefarvede Blomstervæld saas signerede Kranse og Blomsterdekorationer fra Enkedronningen, Kejserinde Dagmar, Kong Haakon, Prins Valdemar, fra Marineministeriet, Krigsministeriet og Indenrigsministeriet, Søofficersforeningen, Søløjtnantsselskabet, Danske Dramatikeres Forbund o. m. fl.

Følget.
I det store Følge, der viste den afholdte gamle Admiral den sidste Ære, saas blandt mange andre: Prins Valdemar, Etatsraad H. N. Andersen og Frue, Admiralerne Jøhnke, Wandel, Evers, Koefoed, Zachariae, Nyholm, fhv. Marineminister, Kommandør Konow, Kammerherrerne Bardenfleth, Suensen, Fr. Münter, Etatraadinde Hegel, Direktørerne Fr. Hegel og Axel Garde, Forfatteren Erik Skram, Bogtrykker Fr. Bagge, Professor Karl Larsen, Etatsraad Glückstadt, Professorerne Carl Torp og William Bloch, Fru Anna Bloch, Etatraadinde Gamél, Professorinde Matzen, Frk. Marie Henriques, General Knudsen, Borgmester H. C. V. Møller, Professorerne Godfred Christensen og Johs. Steenstrup, Dr. phil. Crone, cand. mag. A. Boysen, Lenssekretær Rentzmann, Forfatteren Chr. Engelstoft, Arkitekt Gotfred Tvede, Bibliotekar Julius Clausen, Professor Dorph-Petersen, Etatsraad Blom, Maleren N. V. Dorph, Skuespillerne Peter Jerndorff, Elith Reumert, Forstander Ottesen, Frøken Christoffersen, Liberty, Forfatteren Henri Nathansen og Otto Rung o. m. a.

Efter at Koret havde sunget “Lær mig o Skov” holdt Provst Fenger Talen.

Den stemningsfulde Sørgehøjtidelighed afsluttedes med, at Kammersanger Peter Cornelius sang “Kirkeklokke”.

Begravelsen foregik paa Holmens Kirkegaard.

Tidsskrift for søvæsen (T-J)
Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad
1920 Årg. 91 s. 179-181

Kontreadmiral Nicolaus Urban Gad. Det tynder stærkt ud i Rækken af de Søofficerer, der har taget Del i Krigen 1864. En af disse, Kontreadmiral Gad, er den 6. April afgaaet ved Døden i sit Hjem i Kjøbenhavn i en Alder af 78 Aar.

Han blev født i Kjøbenhavn den 20. December 1841 og er Søn af Justitsraad, Herredsfoged Henry Christian Gad og Hustru Ida Adolphine Vilhelmine f. Bruun, Datter af Kaptajn i Søetaten Peter Urban Bruun. 1856 blev han som Kadet optaget paa Søkadetakademiet og afgik herfra som Løjtnant den 19. August 1862. I Krigen 1864 gjorde han Tjeneste i Fregatten Sjælland i Østersøeskadren og deltog i Affæren ved Rügen den 17. Marts. Efter Krigen var han i fransk Orlogstjeneste fra 1865 til 1868. Efter Hjemkomsten herfra deltog han i Marinens almindelige Togter, indtil han 1877 ansattes som Fører af Postskib mellem Korsør og Kiel, hvilken Tjeneste han udførte i 3 Aar. Den 5. Januar 1879 modtog han Ridderkorset. 1880 var han udkommanderet som Næstkommanderende med Kadetskibet, Korvetten Heimdal og 30. Juni s. A. forfremmedes han til Kaptajn. Han var herefter fra 1881 til 1886 knyttet til Søofficersskolen som Næstkommanderende, Meddommer i Kadetskibet og Chef for Kadetkanonbaaden. Mange er de Officerer, der have været Kadetter i denne Periode, og alle disse have stadig bevaret Mindet om ham som den ridderlige og pligtopfyldende Officer, der altid stod som et lysende Forbillede for de unge. Efter denne Tjeneste var han 1886-87 Næstkommanderende i Fregatten Jylland paa Togt til Vestindien, 1887 og 88 Chef for Briggen Ørnen som Øvelsesskib for Underofficerselever, 1890 Chef for Kadetskibet, Korvetten Dagmar, 1890-91 Chef for Vagtskibet ved Kjøbenhavn, Kaserneskibet Sjælland og 1891 Chef for Krydseren Hekla paa Prøvetogt og i Eskadre.

Den 26. Maj 1892 modtog han Dannebrogsmændenes Hæderstegn, den 16. November s. A. forfremmedes han til Kommandør og ansattes derefter som Stabschef ved den flydende Defension. 1894-97 var han Ekvipagemester og Chef for Matroskorpset. I 1895 var han Chef for Krydseren Geiser og samtidig Chef for den Eskadre, der repræsenterede den danske Marine ved Indvielsen af Nord-Østersøkanalen — første Gang en større dansk Flaadestyrke besøgte tysk Havn efter Krigen — et Hverv -som han udførte med Værdighed og Takt. 1897-1901 var han Jagtkaptajn hos Kong Christian den Niende, der satte megen Pris paa ham. Den 24. April 1897 modtog han Kommandørkorset af 2. Grad og 30. Januar 1901 samme Ordens 1. Grad. Fra 1890 til 1901 var han Formand i Søofficersforeningen. Ved Opnaaelsen af 60 Aarsalderen, den 20. December 1901, søgte han sin Afsked, fik tillagt Kontreadmirals Karakter og blev ansat som kst. Chef for 1. Udskrivningsdistrikt, hvilken Stilling han beklædte indtil 31. Marts d. A. Dagen efter sin Afsked, den 1. April, blev han syg, og er nu efter faa Dages Sygeleje gaaet bort.

Han var en sjælden dygtig og pligtopfyldende Officer af den gamle Skole, myndig og samtidig hermed elskværdig og hensynsfuld mod sine Underordnede, repræsentativ og kultiveret. Han var gift med Forfatterinden Emma Gad f. Halkier, der overlever ham. Han efterlader sig 2 Sønner, hvoraf den ældste er Kaptain i Søofficerskorpset.

Han blev begravet paa Holmens Kirkegaard.