EMMA GAD UDTRÆDER AF KVINDERNES BYGNINGS BESTYRELSE 1903
Jyllands Posten, 23. september 1903
Bornholms Tidende, 30. september 1903.
Kvindernes Bygning.
I flere Aar er der indsamlet Bidrag til en “Kvindernes Bygning”, der skulde være ikke blot et fælles Samlingssted for Kvinder, med Restauration, Læsestue, Bibliotek, Gymnastilsal o. s. v., men tillige med Lokaliteter for en Husflidsskole for Kvinder, en Udstillingssal med Salgsburteau og andet mere, og det er til Dato lykkedes at indsamle ca. 83.000 Kroner.
Der er nu opstaaet Uenighed inde for Byggekomitéen, som har været ledet af Forfatterinden, Fru Emma Gad. Flertallet af Komiteens Medlemmer er stemt for straks at gaa i Gang med at rejse Kvindernes Bygning, men Fru Gad holder paa, at det vil være ønskeligt at vente, til man raader over et større Byggefond. Situationen har antaget en saa tilspidset Karaktér, at Fru Gad i disse Dage er udtraadt af Komitéen.
Kvinden og Samfundet, 1904 20.
Kvindernes Bygning
Af: Caroline Herding
Beretning, aflagt på Fællesmødet af Grosserer. Frk. Caroline Herding.
Da D. K. S.’s Repræsentant, Frøken Eline Hansen, for 5 Aar siden nedlagde sit Mandat i Kv. B. og jeg blev valgt i hendes Sted, klagede hun over Aanden og Tonen der. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal lade være at klage over; for alt, hvad der sker, strider imod, hvad jeg har lært, er ret og rigtigt.
I Reglen tier vi jo alle med alt, hvad der er budt os og har vedblivende støttet Indsamlingen for Sagens Skyld, endskønt den ene efter den anden har trukket sig tilbage; det samme havde jeg sikkert gjort, hvis jeg ikke havde været D. K. S.’s Repræsentant. – Men efter hvad der er sket i Kv. B. i Aar, er jeg tvungen til at blande Offentligheden ind i Sagen, idet jeg absolut anser Foretagendet for offentligt, og Pengene for at tilhøre „de danske Kvinder.”
Der har i Aar været en voldsom Kamp mellem en Del af Repræsentantskabet og Bestyrelsen. Bestyrelsen siger nemlig, at Kv. B. er et privat Foretagende, og at Repræsentanter er en Uting, som de vil have fjernet. LÆS HELE ARTIKLEN
Bestyrelser vil ikke gaa af, skønt Lovene byder, at den ene Halvdel fratræder det ene Aar, den anden det andet Aar, det Repræsentantskabsmøde, som skal afholdes hvert Foraar, hvor Omvalg skal ske, blev ikke afholdt i Fjor, og i Aar maatte vi afbryde midt i Mødet, fordi Bestyrelsen løb sin Vej og ikke vilde stemme. Der blev atter indkaldt til den anden Halvdel af Mødet, og her bar Bestyrelsen sig ad paa samme Maade. Dette gav Anledning til, at Repræsentantskabet blev enig med Dirigenten, Hr. Overretssagfører Harboe om at vælge 4 andre Damer istedetfor den Del af Bestyrelsen, som i dette Foraar burde afgaa, da vi var enige om, at den Bestyrelse, som bryder Lovene, har tabt sine Rettigheder. I August i Fjor fik vi tilsendt et Forslag fra Bestyrelsen, som gik ud paa at give 6 Damer Eneraadighed over alt og smide Repræsentantskabet ud. Fra Næstformanden i Repræsentantskabet, Fru Emma Gad, fik vi derpaa en Skrivelse om, at hun ikke mere vilde være ansvarlig for Foretagendet, men vilde trække sig tilbage. Det generede imidlertid ikke Bestyrelsen; den indkaldte til et Møde 15. Septbr., og uagtet det ikke var fuldtalligt, vedtog de alligevel nye Love og gjorde 6 Damer eneraadende, hvoraf de 5 var den gamle Bestyrelse og den 6te Dame udenfor Repræsentantskabet. Frk. Marie Madsen, Holstebro, og Fru Krarup Smith blev strøget. Jeg var sengeliggende i flere Maaneder og var ikke til Stede ved Mødet, men jeg skrev til Formanden, Fru Liebmann om at komme hjem til mig, hvor jeg foreholdt hende det urigtige i at tænke paa at fjerne Repræsentantskabet (en københavnsk Repræsentant har jo ikke Ret til at lade sig repræsentere ved Stemmeseddel). Jeg hørte imidlertid ikke noget om Mødet, hvorfor jeg skrev til Frk. Konstantin Hansen og bad hende komme til mig og sige mig, hvad der var foregaaet den 15. September. Hun fortalte mig, hvorledes alt var gaaet til, skønt hun havde stemt imod; derpaa anmodede jeg hende om at gaa til Fru Geheimeraadinde Buck, som altsaa var den eneste Repræsenskabsformand, vi havde, da Fru Gad var gaaet.
Mens Fru Gad var Næstformand, tog Geheimeraadinden sig ikke meget af Sagen og havde derfor ikke tænkt paa selv at undersøge, om Mødet var gyldigt. Men da Geheimeraadinden saa satte sig ind i Forholdene, erklærede hun Mødet for ugyldigt og sammenkaldte os til et Møde i hendes Hjem; ved dette Møde holdt Frk. Rerup, Fru Louise Hansen og Fru Johanne Meyer bestemt paa at fjerne Repræsentantskabet og gøre de 6 Damer eneraadende. Efter Mødets Slutning anmodede Geheimeraadinden Geheimekonferensraad Buch om at komme til Stede, og han fremsatte her for de tilstedeværende Damer klart og tydeligt, hvorfor et Repræsentantskab var nødvendigt. Imidlertid havde vi modtaget en Skrivelse fra den saakaldte Administration, lydende:
Ærede Repræsentanter:
Fruerne Geheimeraadinde Buch, Nanna Liebmann, Louise Hansen, Josefine Nyrop, Krarup Smith, Gyrithe Lemche, Jutta Bojsen Møller, Johanne Meyer, Henriette Dreyer, Louise Melchior, Juliane Blicher-Hansen, Caroline Carlsen, Caroline Ditlefsen, Emmy Dons, f. Castenskjold, Sørine Buchwald samt Frøknerne Th. A. Davidsen, Elonore Knudsen, Sophy A. Christensen, Marie Madsen, Wilhelmine Rerup, Bertha Abrahamson, Konstantin-Hansen, Caroline Herding, Johanne Frimodt, Marie Hasselback, Kirsten Laursen.
Da der paa Generalforsamlingen den 15. December i Aar er bleven begaaet en fejlagtig Optælling af Stemmerne, vil De muligen fra Repræsentantskabsformanden modtage Indbydelse til en ny Generalforsamling.
I den Anledning henleder Undertegnede, den paa Generalforsamlingen den 15. September sammentraadte Administration, Deres Opmærksomhed paa, at samme Administration kun lader sig vælge samlet og paa Betingelse af, at Forretningsgangen bliver saaledes, som den blev ordnet paa Mødet den 15. September, hvor Repræsentantskabet, Bestyrelsen og Byggeudvalget opløstes, og af hvis Midte Administrationen dannedes.
Naar vi bestemt maa forlange en saadan Ordning er det, fordi Erfaringen har vist Nødvendigheden af at have en saa hurtig Forretningsgang som mulig, naar gunstig Køb af Grund til en „Kvindernes Bygning” tilbyder sig.
Iøvrigt henvise vi Dem til det dem tilsendte Referat af Generalforsamlingen den 15. September, og bede vi Dem derfor i Sagens Interesse hurtigst mulig efter eventuel modtagen Indbydelse at tilsende, saafremt De ikke selv kan møde, Fru Geheimeraadinde Buch indlagte Stemmeseddel med Deres ærede Underskrift.
København, den 10. Oktober 1903.
Administrationen:
—
—
Stemmesedlen.
Undertegnede giver herved Fru Geheimeraadinde Buch Fuldmagt til at stemme paa Administrationens Afløsning af Repræsentantskab, Bestyrelse og Byggeudvalg, og paa den, paa Generalforsamlingen af 15. September dannede Administration, bestaaende af:
—
—
Underskrift:…………………………………………………………
Alt dette gav Anledning til, at Frk. Konstantin-Hansen og jeg henvendte os til 2 af de tidligere Repræsentanter, som var kendte med Forholdene i Kv. B. lige fra de første Dage, nemlig Frk. Anne Bruun og Frk. Elisabeth Grundtvig. Vi 4 i Forening blev enige om, at der burde sendes Kv. B.’s Bestyrelse en Protest fra de danske Kvinder, da vi aldeles ikke kunde anse denne Bestyrelse for at have Forstaaelse af den Kv. B. som vi havde tænkt os, og hvortil vi alle havde indsamlet Pengene. Vi blev da enige om, at Formændene for de kvindelige Foreninger Landet over maatte være de danske Kvinders naturlige Repræsentanter. 23 Foreningsformænd underskrev denne Protest, som sikkert er lidt stærkt og klart affattet; men ingenlunde for stærk lige overfor Bestyrelsens Opførsel.
Naturligvis ignorerede de disse Damer paa samme Maade som os andre, og siden den Tid har de vist Repræsentantskabet endnu større Uhøflighed end tidligere. Bestyrelsen har overgivet Beviserne for Pengene til en Sagfører og vil ikke anerkende de 4 ny Damer, som Repræsentantskabet har valgt ind i Bestyrelsen.
I den Anledning har Geheimeraadinde Buch meddelt Bankerne, at Fru Liebmann var udtraadt af Bestyrelsen, og at Pengene ikke kunde hæves af nogen, før Bestyrelsesforholdene vare ordnede paa et nyt Repræsentantskabsmøde.
For en halv Snes Dage siden havde vi det sidste Møde; jeg forsøgte, om det ikke var muligt at ordne Sagen uden at blande Offentligheden deri.
Jeg havde den Gang med Fru Liebmann en lang Samtale, men jeg fik kun det Indtryk, at hvis det alene havde staaet til Fru Liebmann, saa kunde Sagen nok have ordnet sig; men Fru Liebmann erklærede det for Politik og sagde, at hun maatte rette sig efter sine Raadgivere; tillige erklærede Fru Liebmann, at det var uden hendes Vidende, at Byggeudvalget havde afskediget deres juridiske Konsulent, Hr. Overretssagfører Carl Meyer.
Hvorlænge det varer, inden Sagen bliver ordnet, er jo ikke godt at vide, men imidlertid vil denne Krig jo nok bevirke en anden Ordning af Forholdene og mindre russiske Tilstande, idet vi maa have Enevoldsmagten slaaet ned. – Lige Ret for alle maa være det, vi kæmper for.
For nu at bevise, at jeg personligt ikke ønsker Magt, saa træder jeg tilbage, saa snart Sagen er i Orden; og jeg beder saa Dansk Kvindesamfund at vælge en anden Repræsentant.
Hvem Repræsentanterne og de danske Kvinder skylder en Tak i dette Øjeblik for trofast Støtte, det er vor Repræsentantskabsformand, Fru Geheimeraadinde Buch. Skønt der ikke er mange Aar tilbage, før hun fylder 80 Aar, saa ser hun nu, da hun har faaet Øjnene aabnede, klart og tydeligt paa det hele og har lovet at staa Repræsentanterne bi, indtil alt er ordnet. Derfor vil jeg bede Dem alle om at slutte sig til denne Tak og give Geheimeraadinde Buch et Tillidsvotum.
Forsamlingen sluttede sig hertil ved at rejse sig.
Kvinden og Samfundet, 1905 06.
Kvindernes Bygning
Det ordinære Repræsentantskabsmøde i „Kvindernes Bygning” afholdtes Onsdag den 15de Marts.
I Stedet for afdøde Gehejmeetatsraadinde Buch, der var Repræsentantskabets mangeaarige Formand, valgtes Fru Alexandra Møller (g. m. Dr. jur. Ernst Møller) ind i Repræsentantskabet og blev derefter valgt til Formand for dette; som Næstformand genvalgtes Frk. Konstantin-Hansen.
Til Medlemmer af Bestyrelsen i Stedet for de efter Tur fratrædende: Frk. Davidsen, Snedkermester Frk. Sophy Christensen, Frk. Marie Madsen, af hvilke den sidste ikke ønskede Genvalg, valgtes Fru Gyrithe Lemche, Kommunelærerinderne Frk. Riese og Frk. Anne Bruun. Den øvrige Bestyrelse er: Læge Frk. Reinhard (Formand). Kommunelærerinde Frk. Præstgaard (Næstformand), Frk. Johanne Krebs, Formand for Jordemoderforen. Fru Anna Hansen. Til Revisorer genvalgtes Vexellerer Philipsen og Skoleinspektør Frk. Henriette Petersen.
Frederiksborg Amts Avis, 31. januar 1907.
København, 29. Jan.
Der har nu længe været stille om “Kvindernes Bygning”. Det var i Aarene 1897-1900, at man iværksatte den store Landsindsamling, som indbragte omtrent ved 100.000 Kr., og Planen var, at der i København skulle rejses en Bygning, som var i Stand til at afgive Lokaler for det store og omfattende Forenings- og Samfundsarbejde, som Kvinderne i de senere Aar har sat i Værk.
Der skulde være Forsamlingssale, Gymnastiksal, Foreningslokaler, Badeanstalt for Kvinder, Hjem for enligtstillede unge Piger, permanente og periodiske Udstillinger, Køkken- og Restaurationslokaler m. m.
Saa hvilede Sagen i nogle Aar. Man var noget ængstelig for at begynde, nærede Tvivl om, at Pengene ville strække til, savnede maaske ogsaa de rette, som kunde tage Ledelsen i Haand. Men nu har den indsamlede Kapital staaet og samlet Renter; ny Kræfter er traadte ind i Ledelsen, og efter alt at skønne vil der nu blive taget fat.
I Aftes holdt Kvinde-Organisationernes Repræsentantskab et Møde, paa hvilket det vedtoges at anmode Repræsentantskabet om at indlede Forhandlinger om Købet af en Byggegrund – enten paa Raadhuspladsen eller i den projekterede Christian den 9des Gade, der vil komme til at gaa igennem det ny Gammelmønt – Mønstergade-Kvarter. Ejendomspriserne er her henholdsvis 160 og 130 Kr. pr. Kvadratalen.
Der var i Repræsentantskabet mest Stemning for Raadhuspladsen, som det mest centralt beliggende Sted. Maaske bliver det da her, at Kvindernes Palads ad Aare vil rejse sig.
Repræsentantskabet og Bestyrelsen sætter sin Lid til, at det vil lykkes dem at øge Byggefondet i betydelig Grad, naar Folk nu faar at se, at Ideen er ved at træde ud i Livet.
Ib.
Berlingske, 24. marts 1909.
Der har i den senere Tid været Stilhed om “Kvindernes Bygning”. Ganske vist er der fra Tid til anden dukket Forslag op om den bedste Anvendelse af de Penge, Byggefondet ligger inde med, men noget positivt er der ikke foretaget. Indenfor Byggefondet vil der imidlertid i nær Fremtid blive afholdt et Repræsentantskabsmøde, paa hvilket de forskellige Forslag vil blive tagne op til Drøftelse.
Det vil derfor være af Interesse at opfriske Hovedtrækkene i den Historie, der ligger bag “Kvindernes Bygning”. Vi har i den Anledning henvendt os til Admiralinde, Forfatterinden Fru Emma Gad.
siger Fru Gad, “lige tilbage til den Udstilling, Kvinderne i 1895 afholdt i Industriforeningen, og som var den første i sin Art her i Europa. Man betragtede den herhjemme med megen Skepsis, men den gik dog alligevel rigtig godt og gav endda et Overskud paa 14,000 Kr.
Vi, der dengang traadte Kvindesagens Børnesko, blev selvfølgelig overvældede af saa mange Penge og mente absolut, at de skulde bruges til noget virkeligt stort, noget monumentalt.
Saa udkastede jeg da paa et afsluttende Møde den Tanke med de 14,000 Kr. som en Begyndelse at grundlægge en Byggefond, som gennem Bidrag fra Kvinder hele Landet over engang med Tiden skulde blive istand til at skænke dem deres egen Bygning. Tanken blev greben – ja, jeg tør nok sige: med Begærlighed. Ved et løseligt Overslag regnede vi ud, at Fondet i Løbet af faa Aar vilde være vokset til 300,000 Kr., og for de Penge maatte vi da kunne faa os en stolt Bygning, som foruden at rumme Forsamlings- og Læsesale tillige kunde afgive Lokaler til alle de forskellige Kvindeforeninger.
Men ak! Da Indsamlingen sluttede – det var vist i 1900 – var der ialt indkommet 60,000 Kr. For de Penge kunde vi jo ikke faa nogen Bygning, og da vi først og fremmest vilde have, at Kvindernes Bygning i bogstaveligste Forstand skulde være deres egen, var der ikke andet for end at sætte Pengene paa Rente og iøvrigt se Tiden an.
Nu er Summen vokset til 100,000 Kr. og nu er den almindelige Mening den, at der i hvert Tilfælde maa være tilstrækkeligt til at begynde med.”
“Hvilke Forslag er der fremkommet?”
“Mange flere, end jeg kan huske nu! En vil bruge Pengene til et “Kvindernes Bygnings Mindelegat”. En anden vil have lavet en Centralbygning. Fru Gyrithe Lemche foreslaar en Bygning paa Aktier. Jeg selv kunde tænke mig de 100,000 anvendt til Oprettelsen af en Slags Sparekasse for Kvinder eller ogsaa…”
“Har De da opgivet Deres første Tanke?”
“Den duer ikke mere! Dengang regnede vi med 300,000 Kr. og dengang var Priserne paa Grundene inde i Byen ikke saa høje som nu. Desuden er Kvindebevægelsen altfor vidtforgrenet til at kunne samles undet eet Tag. Der var engang ifjor Tale om, at “Kvindernes Bygning” skulde slaa sig sammen med “Kvindelig Læseforening” om en fælles Bygning; men da det kom til Stykket, vilde Læseforeningen alligevel ikke – og det kan man saamænd ikke fortænke dem i, naar de har Raad til at bo for sig selv.”
“Hvad gaar Deres andet Forslag ud paa?”
“Det gaar ud paa at bygge et Slags Værnehjem for unge Piger fra Provinsen – noget i Smag med “Bethania”, men baade større og mere tidsvarende.
Der er saa mange Provinsborgere, Embedsmænd, Haandværksmestre ell. lign. som hellere end gerne vilde sende deres Døtre ind til Hovedstanden for at lære et eller andet: men dels har de ikke Raad til at koste altfor meget paa de unge Piger herinde og dels rummer Hovedstadslivet jo saa mange Fristelsen for en ung Pige.
Det Værehjem, jeg tænker paa, skal kunne yde den unge Pige Kost, Logi, Vask etc. for 20-25 Kr. maanedlig. Desuden vil der selvfølgelig blive holdt Kontrol med Værnehjemmets Beboere.
Der er virkelig paa dette Omraade et Savn, som “Kvindernes Bygning” kunde afhjælpe og derigennem sætte Kvindesagen et værdigt Monument.”
“Er der nogen Rimelighed for, at denne Tanke vil vinde udelt Tilslutning?”
“Næ, da! Alle de… om jeg maa sige: Teoretiske Kvindesagskvinder vil rimeligvis foretrække den anden Bygning, den med Lokalerne og Forsamlingssalene.”
“Endnu et sidste Spørgsmaal: Mener De, de 100,000 er tilstrækkelig hertil?”
“Maaske – maaske ikke! Men der er da i hvert Tilfælde nok til at begynde med – og Resten kommer saamænd nok. Naar det gælder en god Sag, kan man altid skaffe Penge.”
Admiralinde Gad, der imidlertid har rejst sig, slutter nu smilende:
“Jeg er Sangviniker – ser De!”
Nationaltidende, 21. april 1909.
Jeg maa vist ikke have været rigtig heldig i Valget af mine Udtryk, da jeg skrev i dette Blad for 10. Marts om Kvindernes Bygning, i alt Fald har Fru Emma Gad grundig misforstaaet mig. Jeg har ikke rettet nogen som helst Opfordring til danske Kvinder om at tage Aktier i et Foretagende af saa mangfoldig Art, som det af Fru Gad og Meningsfæller oprindelig presenterede, jeg har tværtimod med et rask Snit fjernet fra Planen alle de filantropiske Udvækster, saasom Læsestue med tilhørende Bibliothek for Arbejdersker, cooperative Boliger gor kvindelige Kontorister, Kommisser o. s. v.; jeg har kun bibeholdt det, jeg kalder Helhedstanken: Samlingsstedet for danske Kvinders Virken og Færden. LÆS HELE ARTIKLEN
Hvis de kvindebygningsinteresserede og taalmodige Læsere endnu engang vil tage min Artikel for sig og særlig dvæle ved mit skitserede Bygningsprojekt, maa de sikkert give mig Ret heri. Der staar at læse, at Bygningen skal afgive Bolig for parthavende kvindelige Virksomheder, som rummer Fest- og Forsamlingslokaler, en finere Restaurant, et Kvindernes Køkken, en Gymnastiksal med Bade, et Gæstehjem for tilrejsende Kvinder (der staar ikke noget om, at det skal være særlig billigt, saaledes som i Fru Gads oprindelige Plan, Navnet antyder blot et Hotel under beskedne Former; det kunde f. Ex. tænkes beliggende i Kvindeetagen med Elevatorforbindelse). – Hvad Fru Gad siger om den sammenblandede Plan, som sikkert ikke mange vil tage Aktier i, rammer altsaa ikke min Tanke. Jeg har ikke været medskyldig i denne Plan, jeg har fra første Færd for mig selv konstateret, hvad der i den havde Fremtiden for sig, og hvad der nødvendig maatte bortfalde, og naar jeg medvirkede som Bidragssamler, var det i Overbevisning om, at det, jeg i min Artikel kaldte Planens upraktiske og uvæsentlige Biomstændigheder, aldrig i det afgørende Øjeblik vilde komme i Betragtning. “Planen maa nødvendigvis deles”, siger Fru Gad, og heri er vi ganske enige, men Fru Gad vil rede Filantropien, jeg vil redde Kvindesagen. Jeg ser i Filantropien en Hæmning for alt Fremskridt, demokratisk saa vel som kvindeligt, og jeg mener, det er af større kvindesaglig Betydning, at Kvinder enes om at rejse et Centrum for kvindeligt Aandsliv herhjemme, end at forære nogle unge studerende Piger et Hjem.
Vi tæller op imod et halvt Hundrede forskellige Kvindeforeninger her til Lands eller vil i en nær Fremtid komme til at gøre det. Disse Foreninger lejer sig Lokaler snart hos andre Foreninger, snart paa offentlige Steder; jeg tror, de fleste af dem vil søge til Kvindernes Bygning som til deres naturlige Forsamlingssted. Men for at kunne gøre vore Lokaler saa rummelige, saa alsidige og saa kvindeprægede i deres Udstyrelse som muligt, maa vi kalde paa alle kvindelige Kræfter saa vel i By som paa Land; thi Kvindernes Bygning skal ogsaa være et Bindeled mellem Landets og Byens Kvinder, ikke mindst, fordi der ogsaa staar Landets Penge i den. Men det er i første Led paa Kvindesammenslutningen min Tanke bygger, og til den, den henvender sig – Kvindernes Bygning optræder i Øjeblikket med et pragtfuld Følge af Repræsentanter, adskillige af disse er Delegerede for kvindelige Institutioner og Organisationer, som i sin Tid har sluttet sig til Tanken om en Fællesbolog og altsaa maa have havt til hensigt at leje Lokale deri, naar Planen realiseredes. Eftersom disse Delegerede stadig har deres Pladser i Repræsentantskabet og paa Generalforsamlingerne øver deres Indflydelse, tør jeg gaa ud fra, at de endnu foretrækker et saadant Fællesforetagende, fremfor at opføre en Bygning selv eller indgaa nye Lejemaal andet sted; jeg beder dem derfor overveje Fordelene, som et saadant Fællesforetagende, bygget paa Andelstanken byder dem. Jeg skal ved anden Lejlighed komme nærmere ind herpaa.
Fru Meldal udtaler i samme Nummer af “Kvindernes Blad”, at naar 300,000 Kr. for 14 Aar siden anslaas som fornødent til at begynde med, saa maa det nu under de stigende Priser være altfor lidt. Jeg skal her atter henvise til, at jeg i min Plan har strøget alla filantropiske og urentable Øjemed og kun bibeholdt de rentable, beregnelige Lejemaal, hvorfor jeg mener, at den Sum, som var anslaaet til at sikre det filantropiske Foretagende ogsaa maa kunne sikre det frigjorte til Trods for den stigende Grundværdi og Arbejdsløn. Endvidere mener Fru Meldahl, at det vil have lange Udsigter med Kapitalens Tilvejebringelse, eftersom vi har brugt 14 Aar til at samle 100,000; men denne Indvending er heldigvis let at imødegaa. Pengeindsamlingen strakte sig kun over 5 Aar; i den Tid blev den Sum indsamlet, som nu med paaløbne Renter er vokset til 100,000. Men efter de 5 Aar er der intet foretaget i Retning af at tilvejebringe den tilstræbte Kapital. Et Forsøg paa Aktietilslutning vil sandsynligvis ikke strække sig ud ovet et Aar og byder desuden den Fordel, at Folk ikke bliver at med deres Penge, før Planen er iværksat, samtidig med, at den giver dem Haab om i Tiden at faa Pengene forrentede. Jeg har allerede uden særlig Opfordring fra min Side modtaget frivillige Tilsagn om Tegning af Aktier, saa jeg kan foreløbig ikke lade mig afskrække af Fru Gads og Fru Meldals mistrøstende Spaadomme i saa Henseende.
Mit Standpunkt er fremdeles: Skaf os de 300,000, og saa bygger vi et Kvindernes Forsamlingshus til Udlejning efter gængse Priser. Fru Meldal siger: Begynd strax i det ene eller det andet kvindefilantropiske Øjemed og stil paa, at Pengene kommer – Fru Emma Gad bygger for 100,000 og paa forventet Efterbevilling i Fantasien et storstilet Gæstehjem for unge Piger, en Udklækningsanstalt for fremtidige Politikere, Husmødre, Kunstnerinder, Foretningsdrivende o. m. fl. Hun undlader dog at nævne Hjemmets væsentligste Betingelse, Lederen og Opretholderen, som i sig maa forene Moderens, Pædagogens, Administratorens og den frisindede Depots lige uundværlige Egenskaber. Gives der en saadan Kvinde? Det der saare tvivlsomt, men utvivlsomt er det, at af den kvindelige Ledelse afhænger Hjemmets Skæbne, og findes den rette, saa kan hun ikke opvejes med mindre end Renten af de 100,000 som foreløbig staar til Raadighed. Jeg overlader til Læseren at dømme om, hvem der i Spørgsmaalet “Kvindernes Bygning” ser mest jordbundent og praktisk paa Sagen, de to Damer eller jeg.
Gyrithe Lemche.
Nationaltidende, 16. september 1910.
Kvindelig Læseforening.
er i Gaar saa smaat begyndt at flytte forskellige Sager fra “Hafnia”s Gaard hen til Hjørnet af Gammel Mønt og Antoniegade, hvor den nye Bygning jo opføres. – – –
En Ting er ubegribelig: hvorfor protesteres der ikke fra begge Sider, naar der Gang paa Gang (f. Ex. i “Berlingske Tidende” og i “Politiken”) skrives om dette Foretagende: “Kvindernes Bygning” -; den Bygning der opføres paa Hjørnet af Gammel Mønt og Antoniegade, er “Kvindelig Læseforenings Bygning”.
Desværre har disse to Institutioner jo ikke kunnet gaa sammen om at skabe noget virkelig stort og monomentalt, og de bør derfor ikke staa i den offentlige Bevisthed som det samme. Formand for “Kvindernes Bygning” (den, der endnu kun er et Fond) er Frøken Grosserer, Borgerrepræsentant Wilhelmine Rerup.
M.L.
Næstved Tidende, 8. oktober 1913.
Kvindernes Bygning.
Arbejdet sættes paany i Gang.
Der er nu snart gaaet en lille halv Menneskealder siden den store Landsindsamling til en Kvindernes Bygning. Det lykkedes ikke den Gang at faa samlet eller sikret et saa stort Beløb som maatte anses for nødvendigt for at Foretagendet kunde sættes i Værk, og Sagen har nu ligget hen i en længere Aarrække – saa længe, at adskillige af Bidragyderne maa antages ikke mere at være i Live, mens andre vel sagtens har været paa Vej til at opgive Haabet om, at de nogensinde vilde faa den planlagte Kvindernes Bygning at se.
Det indsamlede Beløb er imidlertid i god Behold. Det er i Aarenes Forløb vokset til 110,000 Kr., og Fondet bestyres af en Komite med Borgerrepræsentant, Grosserer Frk. Rerup som Formand. Og nu har Komiteen sammen med Dansk Kvindesamfund dannet et Fællesudvalg, som er i Færd med at træffe Forberedelser til paany at faa Sagen i Gang. LÆS HELE ARTIKLEN
Man tænker sig Bygningen paa det gamle Jernbaneterræn i København ud mod St. Jørgens Sø, hvor Grundene bliver forholdsvis billige. Oprindelig var Kvindernes Hus anslaaet til at ville koste ca. 300,000 Kr., men det er nu længe siden. Baade Byggemateriale og Arbejdskraft er bleven dyrere siden, og Bygningen vil sikkerrt nu komme paa godt op mod en halv Million. Der skal altsaa flere Penge til, end man endnu har til Raadighed, for at der i det hele kan begyndes, og der forberedes derfor en ny Indsamling.
Men først ønsker Fællesudvalget at blive klar over, hvor meget Plads der vil være at skaffe til Leje, og man har derfor nu udsendt Forespørgsler til de forskellige Kvindeforeninger i København, om de vil indtræde som Lejere i det ny Hus. Man tænker sig ogsaa, at Kristelig Forening for unge Kvinder, som har en Byggefond paa 80,000 Kr., mulig vil være med i Arbejdet, saaledes at de faar en særlig Fløj af Huset.
I Løbet af Oktober venter man Svar fra de forskellige, der er rettet Henvendelse til, og derefter paabegyndes saa Agitationen for den ny Indsamling og Aktietegning, der ligesom den første vil komme til at strække sig over det ganske Land.
Folkebladet Sydjylland, 23. juni 1916.
Kvindernes Bygning.
Det paatænkes at skride til Opførelsen.
Beliggenhed paa det gamle Jernbaneterræn. – 130.000 Kr.
København, 22. Juni
I Aarene 1896-99 blev der hele Landet over foretaget en Indsamling til en “Kvindernes Bygning” i København. – Indsamlingen, der afsluttedes det sidsnævnte Aar, indbragte ialt 80,000 Kr. Dette Beløb er i Aarenes Løb ved Renternes Hjælp steget til ca. 130,000 Kr. Det er nu under overvejelse i den nærmeste Fremtid at skride til at opføre Bygningen. Grunden hertil er vel navnlig den, at der jo, naar det gamle Jernbaneterræn bliver rømmet, bliver store og godt centralt beliggende Byggepladser at faa til Købs. Og man tænker sig altsaa, at Kvindernes Bygning skulde komme til at ligge ved Sct. Jørgens Sø i Nærheden af den ny Højskole. Fra visse Sider har man tænkt sig etableret et Slags Lokale-Fællesskab mellem den ny Højskole og Kvindernes Bygning.
Det er Meningen med Kvindernes Bygning, at den skal afgive Lokaler for de forskellige kvindelige Foreninger, samt give Plads for cooperative Boliger for kvindelige kontor- og Butiksarbekdere og andre ligestillede. Endvidere er det Tanken i Bygningen at indrette et stort Kvindehotel. Foretagenet forestaas af et dertil særligt nedsat Udvalg, hvis Formand er Forfatterinden, Fru Gyrithe Lemche.
V.K.
Politiken, Dametidende, red. Emma Gad.
4. januar 1920.
Det ungdommelige Klagebrev fra en ung Pige fra Provinsen til hendes Moder, som vi gengav i forrige Nummer, maatte virke som en Manen til at skabe bedre Livsbetingelser for de unge, arbejdende Kvinder, som ikke har Hjem her i Byen og sidder forhutlede og forfrosne paa et saakaldt møbleret Værelse uden Komfort og Hjælp, udnyttet til det yderste af pengebegærlige Indehavere af Lejligheden. Et saadant Værelse koster for Tiden mindst 50 Kr. pr. Md., og hvordan er det saa?
Det ligger inder disse Forhold nær at spørge, om der ikke var Anledning til hurtigst muligt, at anvende den Pengesum, som ligger hen til en Kvindernes Bygning, til at skabet et storstilet Fælleshjem for unge Piger fra hele Landet, der kommer hertil dels for at uddanne sig, dels for at tiltræde en Plads. Et saadant Fælleshjem, der maatte være forholdsvis billigt, kunde jo ligge i en beskeden Sidegade, naar blot den laa centralt, være ganske tarveligt i Udstyr, blot smagfuldt og renligt med rigelige Baderum, Centralkøkken og Forsamlingsværelser. En enkelt stor Sal til Udlejning vilde naturligvis ikke være af Vejen. LÆS HELE ARTIKLEN
Undertiden faar man det Spørgsmaal, hvor den Kapital er blevet af, der fra 1895 til 1900 indsamledes til Kvindernes Bygning. De Spørgende kan være rolige – Pengene er i god Behold i en Bank under Varetægt af en Komité af hæderkronede Kvinder, for hvilken Fru Gyrithe Lemche er Formand. Kapitalen maa vist nu være noget som 150,000 Kr. Den ligger hen endnu, fordi man aldrig har fundet, at Øjeblikket var gunstigt, og det bliver det, betragtet paa den Maade, saamænd aldrig.
Der foreligger jo nok fra Tidernes Morgen en Slags Love, der bestemmer, at alle kvindelige Foreninger skal samles i Bygningen – noget vage er de naturligvis disse Love, eftersom det var umuligt at forme noget koncist helt ud i det Blaa. Alt som Tiden trak hen, har da ogsaa disse meget forskelligartede Institutioner skaffet sig Bolig og Bygning andetsteds, f. Eks. den største af dem Kv. Læseforening. Desuden vil det vistnok vise sig vanskeligt for ikke at sige umuligt at skabe en Central-Ledelse for saa mange Bestyrelser.
Er der Nogen, der er inde i denne Sags Begyndelse, er det mig, idet jeg var i høj Grad medvirkende ved Pengenes Indsamling, saa vidt jeg husker som Formand eller Næstformand.
Hvorfor er jeg det ikke mere?
Jo, det skete, at jeg en Dag søgte nu afdøde Borgerrepræsentant Anders Hvass for at tale med ham om en gammel Stiftelse paa Nikolaj Plads, som tilhørte Kommunen og muligvis kunde passe til Formaalet.
“Hvordan har De tænkt Dem Prioritetsforholdene ordnet?” spurgte ham.
“Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “for jeg forstaar mig saa lidt paa den Slags.”
“Det er der ikke noget at sige til,” sagde han, “men saa maa De blot ikke staa som ansvarlig for det Foretagende.”
Den lysende Sandhed af disse Ord slog til den Grad ned i mig, og jeg ved næste Møde nedlagde mit Mandat, usigelig lettet. Og det er jeg endnu, for aldrig har jeg i noget Foretagende set saa megen Tøven overfor Vanskeligheder, hvis Løsning selvfølgelig bestaar i et raskt: Ikkedestomindre.
Hvorfor i Herrens Navn saa ikke resolut overhugge Knuden ved at overdrage Pengene til én Institution, f. Eks. Dansk Kvindesamfund og bemyndige den til at skabe det bitterligt tiltrængte Centralpunkt her i Byen for Landets kvindelige Ungdom, der kommer hertil for at lære og for at arbejde. De, der i forrige Aarhundrede gav et Par Femogtyveører til Indsamlingen – den var i det Smaa – til det oprindelige vage Program, er enten døde, eller ogsaa vil de sige: “Hvad vi gav, vil vi hellere end noget andet, se anvendt til, at Landets Mødre med Tryghed kan sende deres unge Døtre til Hovedstaden og vide dem vel beskyttet i et hyggeligt og billigt Fælleshjem, som er skabt dem af os, der gik forud. Dertil giver vi gerne noget om igen”. Og det gør de. Saa fornuftige er da Folk.
Emma Gad
11. januar 1920.
Vi har i Anledning af den i forrige Nummer bragte Artikel om Kvindernes Bygning modtaget nedestaaende Svar fra Institutionens Formand, Forfatterinden Fru Gyrithe Lemche:
Det er hændt mere end en Gang, at en eller anden kendt Kvinde i Dagspressen er fremkommet med et Forslag til Løsning af Problemet: “Kvindernes Bygning”, og har henledt opmærksomheden paa “hæderkronede Kvinder”, som sammen med mig har gjort sig skyldig i den Brøde at antage os den ulykkelige Skabning, som en kreds af lige saa “hæderkronede Kvinder” med Fru Emma Gad i Spidsen i 1895 holdt over Daaben, der indrømmer, at det er praktisk at være trofast baade mod egne og andre Idéer, der er meget mere praktisk naar Vanskelighederne tropper op, at smøge Idéen af sig, og kan man overvinde sig selv til at udstille den som et Misforster og prisgive den til et lattermildt Publikum, saa har man [ulæseligt] baade i Nutid og Fremtid.
Det [ulæseligt] at Fru Gad har givet mig Anledning til offentligt at forsvare hendes Idé med hende selv, hvilket beviser, at hun stadig kreser om det udsatte Barn og ønsker at hjælpe det til en hæderlig Livsvej. Blot kunde jeg ønske, at Fru Gad vilde have benyttet den Lejlighed, som tilbød sig i Forsommeren, til dette spørgsmaalet med selve “de hæderkronede Kvinder”, som efter hendes Mening kvæler Barnet i deres altfor trofaste Favntag. “Kvindernes Bygning” havde den Gang indbudt Repræsentanter for alle vore Kvindeforeninger, ogsaa for Dansk Kunstflidsforening, til et Møde, hvor der blev gjort Rede for den nuværende Styrelses Arbejde ligesom for hele Institutionens Historie. Alle Foreningernes Tillidsmænd paa Mødet blev opfordret til at tiltræde vort Repræsentantskab, for dér at kunne øve en sund og gavnlig Kritik af Styrelsens Foretagender, og øve den paa rette Sted og til rette Tid. Mange fulgte Opfordringen, men desværre var Fru Emma Gad ikke tilstede som Repræsentant for Dansk Kunstflidsforening, og er derfor ikke Medlem af Repræsentantskabet, men tvunget til at appellere til et udenforstaaende Publikum, som rimeligvis vil lade hendes Forslag gaa ind af det ene Øre og ud af det andet, medens det indefor vores egne Vægge vilde være blevet omhyggelig vejet og prøvet. Fru Gad vilde ogsaa paa ovennævnte Møde have erfaret, at “Kv. B.” i 1913 foreslog Dansk Kvindesamfund at skaffe den manglende Kapital til veje mod at faa overdraget Administrationen af Bygningen, men dette Forslag mødte forholdsvis Kølighed.
Sluttelig vil jeg takke Fru Emma Gad fordi hun saa uforbeholden gav os Grunden til, at hun i sin Tid lod sin Idé i Stikken, hvilket jeg med min tunge Opfattelse har haft saa ondt ved at forstaa. Kan man ikke bringe sin Idé det Offer at forsøge at sætte sig lidt ind i Prioritetsforholdene ved en Bygning, da er man heller ikke berettiget til at føre den ud i Livet. Jeg kan til Gengæld berolige Fru Emma Gad med, at den nuværende Styrelse, som tilfulde anerkender sine Mangler, ikke desto mindre efter ringe Evne har forsøgt at sætte sig ind i Prioritetsforhold og andre Forhold, vejledt af vor udmærkede og i Byggeforhold vejledet af vor udmærkede juridiske Raadgiver. Det er ikke den Slags Vanskeligheder, som undertiden frister mig til at give op, men det er en bange Anelse om, at den Solidaritetsfølelse blandt Kvinderne, som skulde være Grundvolden for “Kvindernes Bygning”, og som i flere andre Lande har rejst lignende Bygninger, den findes ikke blandt danske Kvinder, og det er en af Grundene til, at “Kvindernes Bygning” endnu kun eksisterer paa Papiret i Bankernes Boxer.
Gyrithe Lemche
Fru Gyrithe Lemche maa endelig ikke blive træt af at stræbe med Kvindernes Bygning – Sagen kan vist umuligt være i bedre og dygtigere Hænder end hos hende og den Komité, der nu sidder ved styret. Naar Fru Lemche ved en lille Tanke bittert og mildt bedrejder mig, at jeg har givet Sagen op, saa kan jeg kun sige, at jeg tror at have handlet rigtigt deri. Det gik op for mig i Tide, at det til Gennemførelsen af dette meget vanskelige Foretagende ikke var gjort med “at sætte mig lidt ind i Prioritetsforhold”. Dertil maa man sikkert være forretningsmæssigt anlagt fra Naturens Haand, og det er jeg ikke – destoværre.
Derimod skal jeg villigt indrømme den Fejl, jeg og mine Værkfæller begik i 1895 ved at ville gabe over for meget. Vi var sejrsberuste og lidt øre i Hovedet efter lykkeligt at have gennemført en Udstilling, Alle paa Forhaand havde dødsdømt. Saa troede vi, at vi kunde alt – ogsaa paa Grundlag af et 14,000 Kr. stort Overskud faa rejst et Palads med Bolig for alle kvindelige Foreninger, et Hjemsted for enligststillede Kvinder, Forsamlingssale, Udstillingsrum, Butikker m. m. Det ville jo kræve Millioner. De kom ikke, og vi forstod ikke den Gang, at de kommer aldrig.
Men saa er det jeg mener: Hvorfor klamre sig krampagtigt til et vistnok uigennemførligt og vagt Program, som Ingen uden for Komitéen bryder sig om og overhovedet aner, er til? Hvorfor ikke anvende den dog ret betydelige Kapital, der faktisk er til Stede, til Gennemførelse af en Del af Programmet, som der er saa usigelig Trang til- for det er der til et stort moderne Hjemsted for Landets unge Piger, der søger til Hovedstaden for Uddannelsens eller Erhvervets Skyld. Jeg tro de fleste vil give mig Ret i dette Synspunkt, der i hvert Fald har den Fordel at være praktisk gennemførligt og til vedblivende Nytte for vort Lands kvindelige Ungdom.
Emma Gad
Politiken, 1. december, 1936.
Fra Strøget kunde man i Gaar gennem Helligaandskirkens Gitter se Flagene blafre over den smukke lyse “Kvindernes Nygning” i Niels Hemmingsensgade. Efter flere mindre Indvielser af forskellige Kvindeforeningers Lokaler i Huset var man nu naaet til den store og egentlige Indvielse af dette Monument for Kvinders Arbejde, som Forfatterinden Emma Gad for nøjagtig fyrretyve Aar siden udkastede Planen til. Der gik en Strøm af Indbudte gennem den blomsterudsmykkede Forhal ned til Festsalen i Undeetagen, hvor en Bronzebuste af Emma Gad havde faaet sin Plads i en Niche. Den er skænket af hendes Søn, Direktør Urban Gad, som sammen med sin Frue saas blandt Gæsterne.
I “Karnappen”, mens man venter paa Gæsterne fra Aabningshøjtideligheden.
Formanden, Guldsmed Frk. Karna Nilsson (som nylig selv har flyttet sin Butik til Niels Hemmingsensgade) bød velkommen og gjorde opmærksom paa, at Mænd var lige saa velkomne som Kvinder i dette Hus. Isolationen mellem Kønnene er et overstaaet Stadium, det er Mennesker, vi byder velkommen!
– – –
I stedet for at udbringe et Leve, som der hørte Vin og Kransekage til, foreslog Fru Lemche Forsamlingen at rejse sig og sende en Tanke tilbage til Emma Gad og de Kvinder, der fulgte hende.
– – –
[Festmiddagen] fandt sted i Festsalen i Aftes og havde Samlet 180 Deltagere. I Aften holder Restaurant “Karnappen” sin Aabningssouper, hvortil alle Pladser er forudbestilt. Man maa sige, at Kvindernes Bygning starter med fuld Musik. -Es
Kvindernes Bygning der blev materialiseret i 1936 findes stadig på Niels Hemmingsensgade. Heldigvis er tiderne så forandrede at dens nødvendighed for tidens unge kvinder må siges at være lav. Der er her sket en positiv udvikling. Nye tider, nye opgaver. Dem følger Kvindernes Bygning i dag.
Kvindernes Bygning i dag.
Det store blandede arbejde der foregår i Kvindernes Bygning i dag, kan der læses om på deres hjemmeside.
Der er ikke problemer for kvinder i dag med at få en uddannelse som muliggør selvforsørgelse, men verden har alligevel brug for et skub i en bedre retning, og ikke bare nationalt.
Som formål skriver de: “Kvindernes Bygnings Fond har som formål at støtte kvindepolitiske initiativer og projekter, som ved deres indhold tager sigte på at fremme kvinders ligestilling i bred forstand.
Støtte kan gives til enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v., når der er tale om en klar kvindepolitisk ide/målsætning i projektet.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at projektet handler om kvinder eller udføres af kvinder.
Fonden kan tillige uddele hæderspriser til enkeltpersoner, foreninger, institutioner og virksomheder.”
Læs også Kvinderne Bygnings
JUBILÆUMSBOG
om dengang og om nu -125 år senere.
Her er adgang til JUBILÆUMSBOGEN
* “Fra vision til virkelighed – Kvindernes Bygning 125 år.”
Tidligere har der også været udgivelser om Kvindernes Bygnings forløb og funktion.
En tekst frem til huset blev en realitet findes i Tove Koed’s festskrift: Historien om Kvindernes Bygning 1896-1936.
Bornholms Tidende, 30. september 1903.