Kvindernes Bygning *2

Dog – som De selv siger – dette er mindre væsentligt! Men jeg synes, De er lidt uretfærdig, naar De mener, at man paa Mødet den 15. Septbr. ikke fik noget andet at vide. Det forekommer mig nemlig, at man i Talerne paa en saa fyldestgørende Maade gjorde Rede for Bygningens Formaal og Indretning, som det paa Sagens nuværende Stadium kunde ske. Hvis jeg forstaar Dem ret, er det Bygningens Administration, som De ønsker at faa nærmere Besked om, og angaaende denne skal jeg da berette Dem Følgende:
Den paatænkte Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Kbhvns. Sygehjem, Kbhvns. Værnehjem for enligtstillede Kvinder og lignende andre Foretagender. Den forestaas af 31 Repræsentanter, valgte ud af Kvindernes Udstillings Komité, som af deres Midte vælger en Bestyrelse paa fem for et Aar valgte eller genvalgte Medlemmer.

Hvis Nogen af Repræsentantskabet dør eller udtræder, supplerer Repræsentantskabet sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet.

For at der kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man at lade de Foreninger, der knytte sig til Foretagendet, repræsentere ved Delegerede. Der findes saaledes allerede nu Repræsentanter for en Del af de alt eksisterende kvindelige Institutioner, saasom Frøken Elisabeth Grundtvig for Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds, Frøken Sofie Alberti for Kvindelig Læseforening, Fru Johanne Meyer for Kvindelig Fremskridtsforening, Fru Jutta Møller for Dansk Kvindesamfunds Udenbys Afdelinger, foruden Repræsentanter for de forskellige Landsdele og Bilande.

Bestyrelsen har Ret til at tilkalde raadgivende Udvalg. Paa givne Tidspunkter vil Regnskabet blive offentliggjort.

Idet jeg haaber, at disse Oplysninger maa være tilstrækkelige til, at De vedblivende skænker Sagen Deres Velvilje og Interesse og udbreder denne i Deres Kreds, er jeg med den bedste Hilsen Forbindtligst Deres
Emma Gad.

Naturligvis er en 10 a 15,000 Kr. kun en lille Sum til det store Foretagende, som man tænker sig virkeliggjort; men Erfaringen har vist, at et virkeligt Fællesarbejde nok kan bringe Penge i Kassen, og der er nu allerede dannet Bestyrelse til at realisere Kvindernes Bygning.
Denne Bygning skal være Knudepunktet, hvor al kvindelig Arbejds- og Aandsinteresse kan samles, et Mødested, hvor Planer og Forsæt kan drøftes, Sale, hvori temperære Udstillinger kan afholdes, og Udsalgssteder for de Kvinder, der i Hjemmet flittigt og ihærdigt frembringer baade kunstfærdige og nyttinge Ting, men ikke kan faa disse Ting solgte. Der skal findes Restauration, hvor der kan faas god Mad for billig Pris, der skal indrettes Badeanstalt, Toiletrum, Gymnastikanstalt, Oplysningsbureau og Gjæstehjem for enlige tilrejsende Kvinder fra Provinserne.
Man vil i rigtig Forstaaelse af Hovedstadslivets Farer indrette en Serie smaa Bopæle med fælles Belysning og Varme paa kooperativt Grundlag, beregnet paa kvindelige Kommiser, Lærerinder, Syersker o.a., som kan faa hel eller delvis Kost fra Bygningens Restaurant. Saadan et Hjem for unge Kvinder vil have den aller største Betydning for disse og være et mægtigt Værn mod daarlige Forlystelser, da der i dette Fælleshjem baade skal findes Læsesal med Tidsskrifter og Blade, ligesom der vil blive sørget for Musik og andre opdragende og forædlende Nydelser.
Men Millionerne? – hvor faar man dem fra, vil man naturligvis spørge om.
Bygningen skal være alle danske Kvinders Ejendom, og Danmark tæller 1,200,000 Kvinder, hvoraf 500,000 er mellem 20 og 60 Aar. Vil blot alle disse betale 25 Øre om Aaret i 5 Aar, har man allerede en smuk Sum og selvfølgelig vil mange betale mere; desuden tænker man, at Rigsdagen, som en Gang har tilstaaet de 10,000 Kr., som ikke kom til Anvendelse ved Udstillingen, nu til denne sag vil give dem som Gave.
Til Komité for Kvindernes Bygning blev der valgt 18 Medlemmer fra Kjøbenhavn, 9 fra Provinserne og 1 for hvert af Bilandene.
Af disse 18 Medlemmer er 7 Bestyrelsesmedlemmer, som nu allerede er i fuldt Arbejde med at starte en fælles Organisation, der kan spænde sit Net ud over hele Landet, saa enhver, der har Lyst og Ævne kan give sit Bidrag i en større eller mindre Sum, kan være med eller maaske blot give sin 25 Øre for at have den Glæde at lægge en lille Sten til den stolte Bygning, som man haaber skal blive en virkelig Folkesag.

Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Københavns Sygehjem, Børnehjemmet Bethania og lignende andre Foretagender.
Den forestaas af 31 Repræsentanter for Størsteparten valgte ud af Kvindernes Udstillins Komite. – Disse vælge af deres Midte en Bestyrelse paa 5 Medlemmer, der gaa af henholdsvis 2 og 3 hvert Aar, men kan genvælges. De 31 Repræsentanter supplerer sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet.
For at der ved Siden af kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man efterhaanden at lade de Foreninger, der knyttes til Foretagendet repræsenteres ved Delegerede.]Lad os derfor helst tage disse Formaal et for et og betragte dem lidt nøjere end det kunde ske i et Opraab. Først og fremmest vil man se at gøre Bygningens Beliggenhed saa central, at allerede bestaaende Institutioner, og kvindelige Foreninger eventuelt vilde kunne huses smukt og tidsvarende deri. At man endvidere ønsker en Sal til Foredrag, Forsamlinger og festlige Sammankomster, er indlysende. At have et Sted, hvor danske Kvinder kan sætte Foden under eget Bord, og hvor det er selvfølgeligt, at Alle søger hen, naar de virker i Fællesskab, det vil altid bidrage til godt Sammenhold og Samarbejde. Derom behøves der ikke at siges mange Ord, det forstaas af sig selv.Men man kan ikke altid holde Sammenkomst, og denne Forsamlingssal vil kunne bruges ogsaa til andet. Og der kommer vil til et Punkt, som efter mit Skøn er saare væsentligt i vor Plan og vigtigt for mange Kvinder.Det er nemlig Tanken i en saadan Sal at foranstalte stadig vekslende Udstillinger af kvindelig Husflid med tilhørende Salgsbureau, saaledes at de mange Damer, der gærne vil arbejde hjemme og tjene noget, paa denne Maade vil kunne afsætte deres Arbejde nemmere og fordelagtigere end nu, hvor Fortjensten i saa høj Grad forringes ved Forhandlernes berettigede eller uberettigede Krav. For at nævne et Eksempel, hændte det efter Udstillingen det Tilfælde, at en Dame, der havde afhændet en broderet Kakkelovnsskærm til en Broderihandler for 10 Kr., senere i hans Forretning saa et Nul sat til Prisen – – altsaa 100 Kr.Men det pekuniære Moment synes mig i dette Tilfælde endda ikke at være Hovedsagen. I Retning af kvindelige Haandgærningsarbejder viste Udstillingen, at der er stor Vindskibelighed i de danske Hjem, idet der indsendtes en Stndflod af arbejder, der havde krævet utrolig Taalmodighed at forarbejde, men Smagen stod ikke altid i Forhold til Fliden; og hvis det ogsaa, som det bleb fremhævet, var en af Opgaverne ved den første Kvindernes Udstilling, at belyse Manglerne ved det kvindelige Arbejdes nuværende Standpunkt, saa viste det sig uomstødeligt, at man meget tiltrænger kunstnerisk Ledelse i den danske Husflid, der i saa Henseende staar ikke saa lidt tilbage for Produktionen i Søsterlandene, hvor f. E. et Selskab som det svenske “Handarbetets vänner” og flere lignende norske Foreninger har bidraget særdeles meget til at hæve Smagen.Det er altsaa Meningen med Kvindernes Bygning, i Forbindelse med en Udstillingssal og et Salgsbureau ar grunde en Art Husflidsforening, hvoraf man maatte være Medlem, for at kunne udstille, og hvor der stadig sørgedes for Tegninger og Farvesammensætninger af Kunstnere med dekorativ Sans. At dette vilde kunne hæve Skønhedssansen og i det hele taget være en god Foranstaltning, kan der næppe være Tvivl om, og i den Henseende tror vi at kunne paaregne Interesse hos Enhver, der har Kærlighed til det danske Hjem og Tro paa dets Betydning for den Enkelte. Og hvad mere er; denne Sag kunde faa en endnu større Udstrækning ved at bidrage til at udvide det kvindelige Arbejdsfelt. Nutidens Udvikling gaar jo heldigvis mere og mere ud paa, at Kvinder søger Erhverv istedetfor at tære paa Andre, men for at opnaa dette Erhverv strejfer de jo ofte ind paa Mændenes Omraade. Dette kan der ikke siges noget særligt til, da Enhver jo maa have Ret til at gribe Live an efter sine Ævner og sin Lyst, men selvfølgelig vilde det lette Vilkaarene en Del i Konkurrencen og Livskampen for begge Parter, hvis Kvinderne, istedetfor at søge længere ind paa de Arbejdsfelter, der hidtil har tilhørt Mændene, vilde søge at udnytte og højne de kvindelige Erhvervsgrene og derved saa at sige indvinde ny og naturlige Felter. Vi har netop her i Landet paa det mandlige Arbejdes Omraade i den Kgl. Porcellænsfabrik et Eksempel paa det jeg mener.Naar man mindes dens Standpunkt for omtrent 25 Aar siden, og man saa ser, hvorledes den, blot ved at arbejde med Kunstforstand og Finhed i Smagen, nu frembringer noget helt andet, en ny Art, som man dengang slet ikke kendte, saa faar man et Begreb om, hvad der kunde udrettes af Kvinder i Retning af Træskæring, Lædersager, Broderier, Dekoration, Kurbefletning og sligt, naar det ledes paa rette Maade med en god Organisation som Udgangspunkt. I saa Fald vilde sikkert mangen ung Pige foretrække at bruge den Hang til Ynde og Skønhed, som er hende medfødt, og tjene Brødet ved Kunstindustri istedetfor Kontorgærning. Nu finder en dygtig Kvinde det lidet lønnende at sætte sit Liv ind paa Broderifaget eller Terrakottamaleriet, men naar Industrien staar saa højt, at den gaar Haand i Haand med Kunsten og vinder Afsætning i Ind- og Udland, saa bliver Sagen en hel anden. Det er bekendt, hvilke Kapitaler de franske Kvinders Flid og gode Smag indbringer Frankrig. Fliden har vi, men Smagen kunde maaske udvikles til at højere Standpunkt, og dette vilde altsaa blive Maalet for en Husflidsforenings Stræben og Virken.Naar vi dernæst vender os til den paatænklte Restaurant, saa har vi et ualmindelig fast Grundlag i vore Erfaringer fra forrige Aars Udstilling. Dens Køkkenafdeling, der var af en vis hjemlig Karakter, med nogle faa gode Familieretter hver Dag, med kvindelig Betjening og uden Drikkepenge, viste sig nemlig at udfylde et Savn baade for Byens Damer og for Tilrejsende. Der var altid fuldt. Bespisningsspørgsmaalet havde i Forvejen voldt en Del Hovedbrud; vi var os bevidste, at det vilde være højst uheldigt at foranstalte en Udstilling af Kvindearbejde, uden at Mad, eller rettere Madlavning var repræsenteret, da denne dog maa siges at være et af de allervigtigste Led i den kvindelige Gærning, men paa den anden Side fremhævedes det, at en Restaurant vilde ruinere os, da Udstillingen mest vilde blive besøgt af Damer, der altid, naar de ikke er i Selskab med Herrer helst nøjes med lette Forfriskninger, fordi de har en instinktmæssig Skyhed for at gaa ind paa Restaurant’er, hvor der serveres varm Mad. Dette viste sig at være en ganske fejl Anskuelse. Damerne vilde saamænd gærne have baade varm og solid Mad og et godt Glas Vin oven i Købet til den paa Væggen opslaaede Pris, da det først var blevet dem klart, at alt serveredes den paa en hyggelig hjemlig Maade, uden banal Kafé-Elegance og uden Opvarter med Krav paa Drikkepenge.

Vi tror, at en saadan Restaurant vilde være til stor Gavn for de mange arbejdende Kvinder, der midt i Arbejdstiden har ondt ved at naa hjem og derfor ofte saa maa nøjes hele Dagen med Smørrebrød i Papir. Hvis man desuden fik Plads til en Afdeling, hvor der udskænkedes virkelig god The med Brød til, i Lighed med de meget yndede “tearooms” i London, vilde det vist i Byens Midtpunkt blive et kært Tilflugtssted for mange Damer, der bor i Udkanterne og lidt savner et Hvilepunkt unden Byturene. Man maa imidlertid ikke tro, det er Meningen at afspærre denne Restaurant for Mandfolk. Ganske vist tror vi, at den vil være til størst Nytte for Kvinder, som nu helt savner et saadant hyggeligt Spisekvarter, men forhaabentlig vilde det ogsaa være en Del Herrer belejligt at spise der. Hvor Kvinder er Værtinder, kommer jo uvilkaarligt lidt af den Hygge, som enlige Herrer saa ofte klage over at savne paa Restauranterne i vor By.

Hvorvidt det vilde være gørligt og heldigt i Køkkenet at uddanne Kogeelever, som stadig derfra kunde gaa ud som dygtige Kokkepiger, lader sig naturligvis ikke nu afgøre, men det var dog muligt.

I en anden Del af Bygningen haaber man at kunne faa indrettet nogle Badeværelser i Forbindelse med en Gymnastiksal med alle nutidige Apparater og Indretninger. Badning er en Sag, man aldrig kan skænke Opmærksomhed nok, idet Renlighed jo forfiner og Smuds fornedrer Mennesker. Man læser undertiden statistiske Fakta om, hvor mange Bade aarligt hver københavnsk Kvinde tager, og disse Fakta er saa nedslaaende, at man krymber sig ved at tro paa deres Renlighed. Lad være, at Søbade og Overskylninger i Hjemmet udgør den væsentligste Del af den kvindelige Badning, saa vil dog en praktisk og billig Badeinretning altid bidrage Sit til at fremme den almene Renlighedssans og bør i hvert Fald ikke savnes i den paatænkte Bygning.

Hvad Gymnastiken angaar, er jeg for lidt inde i den Sag til at kunne udtale sig derom, men man hører jo saa ofte fra sagkyndig Side, hvilken vidtrækkende Betydning det har for Sundheden at bringe Legemet i Bevægelse ved gymnastiske Øvelser, særlig for blegsottige unge Piger, som har en stillesiddende Beskæftigelse inden Døre, og da disse er talrige, føles der stor Trang til en Gymnastiksal for Kvinder. I denne Sal vilde man tillige kunne afholde gratis Gymnastik for Fabrikspiger og i Forbindelse dermed indrette et gratis Konsultationslokale for Kvindesygdomme med kvindelige Læger.

Og saa er der Læsestuen for Arbejdersker, som utvivlsomt vilde virke i høj Grad opdragende og udviklende. Man har ganske vist Folkebibliotekerne, der er til stor Nytte, men de yder ikke fuldt ud det, som vi tænker os at forsøge. Paa Folkebiblioteket henter og bytter man jo sine Bøger som paa ethvert andet Bibliotek, og vi ved jo Alle, at de har sine Vanskeligheder, selv for Folk, der er bevandrede i Literaturen, i en Fart at træffe det rette Valg i et stort Katalog, da man som bekendt sjældent kan faa den Bog, man kom for at faa. Det vilde derfor være til stor Gavn, naar der i en saadan gratis Læsestuer var en Dame til Stede, som interesserede sig for Sagen, som talte vejledende med de besøgende Arbejdersker, og forklarede dem lidt om Bøgerne Indhold og Forfatternes Liv og Virken.

Et Bibliotek kan imidlertid ikke skabes af intet i en Haandevending. Det maa samles efterhaanden med Kærlighed og Omhu, men hvad der straks kunne skaffes tilveje, det var et lyst og tiltalende Rum, hvor der laa Blade og Tidsskrifter, hvor der kunde holdes smaa oplysende Foredrag, fremvises Billeder og sligt, kort sagt, et Sted, hvor efter Dagens Slid mangen arbejdende baade gift og ugift Kvinde for en kort Stund vilde hente lidt aandelig

Hvile og Forfriskning, som kunde føres med til Hjemmet og maaske efterhaanden udøve sin gode Virkning der.

Hvad vi her har omtalt, maatte, for at være praktisk, indrettes i et let tilgængeligt Lokale ud mod Gaden. Side og Bagfløjene er det vor Plan at benytte til Boliger af to forskellige Slags.

For det første vil man gærne indrette et billigt, godt og renligt Gæstehjem, for enligt tilrejsende Kvinder fra Provinsen, dels for dem, der er her i kortere Tid for at tage Del i Hovedstadslivet, men især for dem, der kommer heril for at uddanne sig i et eller andet Fag. Damer fra Provinserne, der ikke har Slægt eller Venner at bo hos her i Byen, er tidt lidt ilde farne. Hoteller passer ikke til enlige Damers Liv og Tilbøjeligheder, og de billige Pensionater opfylder næppe altid rimelige Krav til Ernæring Orden og Hygge.

For det andet ønske man at benytte Bygningens Sidefløje til at gøre et forsøg med at indrette smaa Boliger for unge, enligt stillede Kvinder, der er ansatte her i Byen ved Kontorer, Modemagasiner og deslige. I Amerika findes efter Sigende mange saadanne Bopæle, hvis Fortrin er, gennem den store Sammenslutning, at kunne leveret til en langt billigere Pris og paa nemmere og bedre Vilkaar end Smaaboliger for en Enkelte i almindelige Huse. Opvarmningen og Belysningen er fælles. Hver har sit Værelse, og i en stor, hyggelig møbleret Fællesstue modtages der om Aftenen Besøg, samtales, dyrkes Musik eller læses højt. Kosten maa, enten fuldstændig eller delvis, i denne Afdeling, som ogsaa i Gæstehjemmet, kunne faas paa fordelagtige Vilkaar i Bygningens Restaurant, ligesom man for lettere Sygdomstilfældes Skyld kunne ønske at indrette en Sygestue. Hvorvidt det lod sig gøre i Kælderetagen at indrette et billigt tidssvarende Vaskeri, kan selvfølgelig ikke nu bestemmes, men naturligvis var det ønskeligt.

Taler man med Arbejdsgivere, der benytter kvindelige Kommis’er, faar man det Indtryk, at en saadan Institution vilde være i høj Grad formaalstjenlig, og at den, hvis den maatte vise sig heldig, vilde danne Begyndelsen til flere saadanne billige Fællesboliger.

Den unge, kvindelige Kontorist, der tidt er kommen hertil fra de andre Landsdele og staar alene, uden Slægt og Beskyttelse, har paa Grund af sit Arbejdes Beskaffenhed, der fjerne hende fra Hjemmet, som oftest ondt ved at skaffe sig lidt af den hjemlige Hygge, som Kvinder saa daarligt kan undvære. Naar hun efter Arbejdet kommer hjem til et koldt og uhyggeligt Værelse, gaar hun hurtigst muligt bort igen, og søger ud paa de oplyste livlige Gader eller paa de mange Forlystelsessteder, der ikke altid er af forædlende Art eller heldbringende for hendes Fremtid.

Undertiden forsøger fire á seks unge Piger at føre Hus sammen, men naturligvis kan de da ikke enes saa godt, som det vilde kunne blive Tilfældet i en stor Fællesbolig, hvor Hver har sit lille Område og hvor alt maa gaa efter ordnede Regler. Ikke at forstaa det saaledes, at man derfor vil paalægge den Enkelte nogensomhelst Tvang med bestemte Klokkeslet eller med fastslaaede Livsanskuelser. Meningen er kun, med Opretholdelse af en god Tone, at skaffe enligt stillede unge Piger gode og sunde Boliger paa saa bekvemme og billige Vilkaar som muligt.

Efter at have dvælet ved alle disse Afdelinger, staar det En klart, at hvis Planen realiseres, vil den største Vanskelighed blive at faa saa mange forskellige Ting smaltede sammen til en Enhed, og at det kun er stor Alvor og Kærlighed til Opgaven, der kan bringe saa mange Afdelingschefer, Bestyrelsesmedlemmer, Funktionærer og Hjælpersker til at arbejde med det samme Formaal og i den samme Aand. Hvad bliver da Aanden, vil De spørge! Aanden, der skal holde sammen paa det hele, maa blive Agtelse for det kvindelige Arbejde og Tro paa dets Nødvendighed og dets Lykke. Det Folk, der har dygtige Kvinder, har altid en Fremtid, og hvis de danske Kvinder, som de første i Evropa, formaar at rejse et saadant stort stærkt Hus som et Centrum for deres Virken og Færden, saa har de tilfulde vist deres Dygtighed og deres Ævne til at se fremad.

Kvindernes Udstilling, ligeledes den første i Evropa, blev, trods alle Vanskeligheder, ført igennem, og fulgtes af Held. Lad os saa ogsaa haabe, at Kvindernes Bygning ved fælles Hjælp engang vil blive rejst og bære en Løvetandsblomst over Porten. Det var Udstillingens Mærke. Da den Blomst blev valgt dertil, var ikke nogen anden Tanke forbunden dermed end den, at Blomsten var af dekorativ Virkning. Men Alle har villet lægge en symbolsk Betydning deri. Nuvel, naar det endelig skal være, lad saa Folk faa Ret. Lad da det danske kvindelige Arbejde til sit Symbol tage den hidtil ringeagtede Løvetand, med Blomsten, der danner er Enhed af mange, med Frøet, der i selve Luften spredes over hele Landet og ad Aare kommer igen som et utalligt og lysende Foraarsflor.

Gør disse 100.000 Kvinder, hvad de sikkert alle vil føle som deres Pligt blot dette; saa kan vi allerede til næste Aar nedlægge Grundsten til vort eget Hus.Vi spreder idag Landet over smaa røde Mærker, som lyder paa 25 Øre, og vi er overtydede om, at mangen en Kvinde inden Aaret er omme vil være stolt af at have erhvervet sig tolv af disse Mærker. Dog Bygningen vil ikke blive rejst udelukkende paa 25 Øres Bidrag, der er saaledes allerede i den sidste Maaned endnu før vi har gjort Sagen offentlig inkommet i større Bidrag flere Tusind Kroner. Vi ved vel, at 300.000 Kr. ikke er tilstrækkeligt til at rejse hele dette store Foretagende for; men vi stoler fremdeles paa de danske Mænd og Kvinder.

Den 15 September Aar 1900 vil blive en stolt Dag for enhver Kvinde, der har ydet Bidrag til dette store Foretagende; thi den Dag, vil Kassen sikkert være saa fuld, at vi med Glæde kan sige stop.

Meningen er jo heller ikke at hele Foretagendet skal drives af filantropisk Vej; vi beder om Hjælp til at starte det, og Hjælp til at vedligeholde enkelte filantropiske Afdelinger i det store Hele; som allerede af Fru Gad nævnt:
den gratis Læsestue for Arbejdersker, den gratis Gymnastik for Fabrikspiger, det gratis Konsultationslokale og den ganske billige Badeanstalt, der skal give de mange Kvinder Adgang til den Livsnydelse, som Renligheden i stor Udstrækning er.

Med alle de andre Afdelinger er det vor Hensigt saa vidt muligt at lade bære sig selv, lade gaa paa egne Ben, naar de først er sat i Gang vel at mærke; thi vi ynder Princippet Hjælp til Selvhjælp! Pengene vi beder om er Driftkapitalen til at rejse det hele for.

Og jeg sagde dem: vi har det bedste Haab, vi har den største Tillid til, at de vil komme disse Penge; thi noget af det bedste, den Udstilling, hvis Aarsfest vi idag mindesm har lært os, er: at der findes megen – megen god og ærlig Villie til Samarbejde hos de danske Kvinder. Vi saa det alle, vi som i Fjor var med i Arbejdet, vi saa f. Ex., hvorledes de unge Piger fra “den gensidige kvindelige Hjelpeforening” kom i deres tidlige Morgenfritimer for at indøve de Sange, som de om Aftenen sang til Glæde for det besøgende Publikum.

Vi saa, hvorledes de unge Damer, der saa ærefuldt deltog i det kvindelige Orkester, Aften efter Aften mødte med deres Violiner og andre Instrumenter og ofte sad til langt ud paa Natten og indøvede Orkestermusik.

Vi saa, hvorledes de mest fejrende Skuespillerinder Side og Side med den lille syv Aars Pige fra Balletten hver især ydede sit Bidrag.

Vi saa, hvorledes Landbokvinden med sin Nationalhætte Gang efter Gang gæstede Udstillingen og offrede den sine 50 Øre; og netop det, at hun stadig vendte tilbage, var os et Bevis for, at noget maatte der vel være, som trak hende til Stedet.

Vi saa ogsaa, hvorledes Kvinderne fprmelig stormede Salen de Dage, der blev holdt gratis Foredrag, og naar vi betragtede de Ansigter, der Aften efter Aften gik bort fra disse, sagde de til os, at mangen Kvinde gik beriget derfra med et eller andet godt Ord, som var faldet paa et godt Sted.

Ingen har som vi, der var midt i Udstillingsarbejdet, følt dens store Mangler; og hvis Udstillingen er bleven til noget af det, som de Kvinder, der forestod den, haabede den skulde blive, saa blev den det ikke i Kraft af det Arbejde, som disse udrettede, men den blev det i Kraft af den Tilslutning, som den vandt hos de danske Kvinder.

Det er denne Tilslutning, der har givet os Mod til at komme frem med en ny Plan og sige: skal vi forsøge endnu engang, om vi kan danne Kæde og udføre noget, der kan blive til fælles Sag og fælles bedste. Og det er denne Tilslutning, som end ydermere har givet os Mod til at paabegynde en Nationalsubskription, fordi vi véd, at enhver, der ser den store Kæde af Kvinder, der bære Sten til Kvindernes Bygning, strax vil gaa hen og slutte sig til den for ogsaa selv at bære sin Sten med.

Kan det lykkes, da har den gryende Sol, der stor over Udstillingens Portal, allerede faaet Magt til at kaste sine Straaler ind i de mange Hjem, som Tusinder af Kvinder Landet over daglig værne og hygge om.

Lad det for os alle blive en Ære at være med i dette store Foretagende, lad os være med til at skaffe Lys og Luft til det, som er godt, stort og smukt i Kvindens Arbejde.
—————————–
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
—————————-

Saaledes mente hun, at der ogsaa var mange Kvinder, der begravede deres gode Ævner i Selskabslivet, fordi de ikke lærte at benytte dem til Gavn paa Sociale Opgaver eller ikke kjendte Forholdene, som de vare. Taleren kjendte mange Damer i de højere Kredse, der havde et varmt Hjerte for andres Nød, og som havde den største Medlidenhed med syge og udslidte Syersker, og dog kunde disse samme Damer blive højlige forarget, om Syerskerne søgte at organisere sig for at forhøje deres Løn, faa bedre Kaar eller blot forsøge at hæve ders Fag og faa en bedre Uddannelse.

Kjendte de derimod de virkelige Samfundsforhold, saa vilde ogsaa sikkert disse Damer yde deres Bidrag til at have de kvindelige Arbejdere i økonomisk og intelligent Henseende og støtte dem i Kampen for Tilværelsen.
Fru Gad mente derfor, at Kvinderne allerede nu, før Bygningen var rejst, burde begynde paa praktiske Opgaver og ved at forene og levendegjøre disse nætop forhøjede Interessen for Indsamlingen til Kvindernes Bygning.

Særligt fremhævede hun, at man burde begynde med alle de unge Kvinder, der myldrede ind fra Landet i ny Stillinger, som kvindelige Kommis’er, Expeditricer og Haandværkere, og manglede Hjemmet. Disse havde ofte en lille Løn, en mangelfuld Uddannelse. Ved savnet af Hjemmet vare de udsatte for de største Fristelser. Dersom man blot lejede et Lokale og samlede disse unge, var meget vundet. Man kunne skaffe dem hyggelige Aftentimer med oplysende Læsning, Sang og Musik og muligvis skaffe dem Adgang til mange gode Ting, der kunde gavne og støtte dem i deres Fag.
Hun pegede paa den Nytte, en billig og smuk Restaurant vilde gjøre for de enligt stillede Kvinder, der havde deres Beskæftigelse i Byen og ofte havde lange Veje til Hjemmet. Tillige viste hun det værdifulde ved at danne en Klub, hvor Ind- og Udlandets Kvinder kunde søge at finde hinanden. Hun omtale Betydningen af en Kunstflidsudstilling, hvoraf Kvinderne kunde lære meget nyttigt og kjønt. Kvinder skulde lære af Kvinder, og de ejendommelige Ævner, mange sidder inde med, skulde forme sig til selvstændig Kunst.

Alt sligt, mente Fru Gad, kunde straks begynde at give Stødet til rig Virksomhed.
Under den paafølgende Diskussion, som blev ledet af den bekjendte Forstanderinde for vor største Handelsskole, Frøken Testman, udtalte Fru Akseline Lund en varm Tak til Fru Gad for hendes Foredrag. De Erfaringer, som Fru Gad her havde udtalt viste, hvor store Livsværdier Udstillingen havde bragt fræm. Fru Lund, som selv havde arbejdet ved Udstillingen, fortalte om, at en af de Mænd, hun den Gang skaffede som Garant, havde sagt til hende, at de 1000 Kr., han den Gang stillede til Afbenyttelse, havde han aldrig tænkt paa at faa tilbage, og han havde sagt til hende, at dersom Kvinderne igjen vilde sætte noget i Scene, stod Summen atter til Tjeneste, og saaledes mente hun, der var mange, der gjerne igjen vilde være Garanter, naar Kvinderne tænkte paa saadanne praktiske Planer, som Fru Gad omtalte.

Kort sagt, ligesom Mændene har deres Samlingssteder, Købmændene deres Børs, de studerende deres Foreningslokaler, Arbejderne deres Forsamlingshus, Teologerne deres Bethesda, ønsker Landets Kvinder at faa et Sted, hvor de ikke alene kan samles til gensidigt Værn, Men ogsaa skaffe sig nogle af de materielle Goder, som Autoriteterne hidtil ikke i særlig rigeligt Maal har tiltænkt dem, sikkert ikke af Uvilje, men fordi Tanken derom ikke har været rigtig fremme.

Rimeligvis vil mange fremsætte det Spørgsmaal: Tiltrænges en saadan Bygning, og vil den kunne svare til sit Formaal? Jeg skal i det følgende søge om ikke at besvare Spørgsmaalet, saa i hvert Fald at belyse Sagen lidt nærmere.

Hvad man end kan mene om den herskende Tidsaand, vil ingen kunne nægte, at den er opfyldt af Iver for at forbedre og omforme Samfundstilstandene. Overalt væltes Fordomme, Skranker nedbrydes og Grænser udviskes i den Kamp, hvormed Individet kræver sin Ret. Paa intet Omraade er Udviklingen dog foregaaet med en saa rivende Fart, og har haft saa vidtrækkende Følger som i Kvindens Livsopfattelse. Ældre Folk, der er indlevede i den Forestilling, at Kvindens Magtomraade indskrænker sig til Hjemmets Styrelse og Nydelsen af Mændenes Galanteri, mener nu om Stunder at opleve de mærkeligste Ting, som forekommer et yngre Slægtled ganske naturlige og ligefremme. Unge Piger har kastet Naal og Fingerbøl og studerer Anatomi og Fysik. Døtre af ansete Familier nedsætter sig som Jordemødre, Tandlæger eller Sygeplejersker uden at føle sig beskæmmede ved at tjene deres Udkomme paa denne Maade, og disse uafhængige Anskuelser udvikles og opelskes ved den megen Sport der nu drives af unge Mænd og Kvinder i Forening paa en kammeratlig Fod, der er vidt forskellig fra gamle Dages ridderlige Omgangstone. Kvindeligheden og Ynden taber sig ved alt dette, siger de gamle, Blomsten mister sin Duft. Men det gør den alligevel ikke; den vokser blot op af en anden Jordbund. Kvindeligheden er ved al antage nye Former, idet Kvinderne sætter sig nye Maal.

Man kan vistnok ret sikkert maale et Lands eller et Folks Civilisation eller den Stilling, Landets Kvinder indtager i Samfundet, særlig i Forhold til Mændene. I de Dele af Verden, hvor kvinderne er udelukkede fra det frie Liv og Arbejde og kun i rent kønslig Henseende spiller en Rolle for Mændene, f. Eks. i de muhamedanske og de øvrige asiatiske Lande, der staar den moderne Udvikling paa en underlig Maade stille. I de Samfund derimod, hvor Kvinden arbejder Side om Side med Manden og deler ondt og godt med ham i de fælles Livsforhold, som i Europa, særlig Nord- og Mellemeuropa, og i Nordamerika, der er Kulturen højest og Fremskridtet størst, hvad der i og for sig er naturligt nok, da det altid maa give større Udbytte, at hele Befolkningen tager Del i Arbejdet paa Udviklingen, end naar Halvdelen ligger brak og i Stedet for at skabe Værdier ved Arbejde og Erhverv blot tærer paa andres Kræfter.

Gaar man ud fra denne Opfattelse, er der netop nu meget at haabe af Fremtiden for vore Kvinder, idet næsten alle unge Piger jo nu opdrages til at kunne noget og ville noget og derved ganske selvfølgelig under deres Udvikling faar Følelsen af Arbejdets Lykke og Tilfredsstillelsen ved Selverhvervet, en Følelse, der til den Grad maner til Brug af Vilje og Kræfter, at den ikke let siden kan slippes, ikke alene, naar disse unge Piger som ugifte er henviste til selv at tjene deres Brød, men ogsaa, hvis de gifter sig; thi ogsaa da kan Selverhvervet betyde meget.

Det er imellem Kvinder en velbekendt Sag, at selv i velhavende Forhold er de gifte Koner som oftest ret afhængigt og uheldigt stillede i pekuniær Henseende, ja del kan vistnok uden Overdrivelse siges, at de fleste ugifte Damer, der lever af deres Arbejde, har flere Penge at raade over til personligt Forbrug end de gifte Koner, der skal have de saakaldte Paaklædningspenge af deres Mænd, som ikke altid eller rettere snare sjælden tænker pan, at Paaklædningen kun er en ringe Del af et dannet Menneskes personlige og uundvaerlige Udgifter i Livets daglige Færd. Det er her til Lands Skik og Brug, at selv en rig Mands Datter ved Brvllupet, sammen med et Udstyr, overleveres Ægtemanden til videre Forsørgelse, uden at der medgives hende en Sum, hvis Renter er bestemte til hendes personlige Forbrug, og selv om Bruden har Medgift, overgives denne som Regel til Manden og bliver en Del af det øvrige Fællesgods, uden at hun har nogen som helst egen Raadighed over den. Det er ikke noget Særsyn i Krese, hvor, som det hedder sig, Mændene tjener Pengene og Konerne bruger dom, det vil sige, hvor Hustruen bestyrer en kostbar Husstanda at hun har meget lidt at råde over til sine egne Udgifter, det vil sige Udgifter, som hidføres ikke alene af hendes personlige Fornødenheder og Ønsker men ogsaa af hendes Livsinteresser som Menneke. For at nævne et Eksempel: Ved Ordningen af Kvindernes lille Orchidé-Udstilling fik man det Svar af en i rige Omgivelser levende Dame, hvem man anmodede om at tegne en Garanti paa 100 Kr.: „Min Mand interesserer sig ikke for Sagen, og tro blot ikke, at jeg selv har 100 Kr. at råde over til den Slags Ting.” Naar det stiller sig saaledes i de Forhold, der maa kaldes rige og store, at Hustruen sjælden kan sige: „Jeg vil gøre det eller det,” men pænt maa spørge først: „Maa jeg gøre det eller det,” saa siger det sig selv, at det pekuniære Spørgsmaal er endnu mange Gange vanskeligere i de Tusinder af økonomisk jævnt stillede hjem. Det Øjeblik, hvor der skal bedes om Penge, staar for de fleste Koner som mindre behagelige Momenter i det daglige Liv, og at være fritaget for denne Bøn, fordi man selv tjener de Penge, der er nødvendige til eget Forbrug, det er en Lykke, der ikke kan skattes højt nok. Det giver en Følelse af Tryghed, af rolig Stolthed, ja, man kan næsten sige af Borgerværd, som er det mest heldbringende af alt for Ægteskabets Lykke, fordi derved to uafhængige Mennesker stilles jævnsides med gensidig Respekt for hinandens Handleevne og Arbejde.

Det Forhold, at Mand og Hustru begge tjener og lægger sagngen til Hjemmets Drift, er jo udenfor Kunst- og Teaterkrese endnu saare sjældent, men det vil forhaabenlig blive almindeligere i Fremtiden, fordi de unge Piger, der nu oplæres og udvikles til at staa paa egne Ben, ikke mere, selv indenfor et lykkeligt Ægteskab, vil kunne undvære deres Arbejde og Selverhverv, naar først de har lært Lykken ved det at kende.

Nu vil naturligvis mange sige: Men Huset — og Børnene! Hertil man svares, at selvfalgelig skal baade Hus og Børn passes, omend det sker paa en lidt anden Maade. Ikke saaledes at forstaa, at Hjemmet skal være noget underordnet. Tværtimod! For vor nordiske Bevidsthed staar vel Hjemmet som det bedste, Menneskene ejer, det tryggeste Værn og den kæreste Tilflugt her i Livet, men Hjemmet er jo ikke ensbetydende med den daglige Husgerning. Det synes at være en daarlig Økonomi at bruge sin Tid til at stoppe Børnestrømper og hulle Vasketøj, naar man har Evne til et mere interessant og indbringende Arbejde. Strømpestopningen bestemmer jo ikke aanden i hjemmet, ikke Skønhedeb! Til det rent praktiske kan der altid skaffes Hjælp, og hvad det etiske angaar, Forholdet mellem Moder og Børn, saa har man vist aldrig set det forringet ved, at Moderen havde sin selvstændige Gerning, hvis hun ellers duede noget. En god Moder faar altid Stunder til at tale med sine Børn. De, der for Eksempel har haft den Lykke at kende vore to store Skuespillerinder, Fru Heiberg og Fru Sødring, der uafladelig spillede om Aftenen og var til Prøver om Dagen, vil erindre, hvordan de alligevel fandt Tid til at opdrage deres Børn med kærlig Omhu og skabe Hjem, som netop havde det Præg af stille, skønhedsfyldt Hygge, som kun frembringes af en god Husmoder, der tillige er et betydeligt Menneske. Og hvem kan ikke i sin Bekendtskabskres udpege Husmødre i en eller anden praktisk Virksomhed, en Skræderinde, en Modehandlerinde eller maaske en jævn Arbejderske, son gør udmærket Fyldest baade i sin Virksomhed og i sit Hjem, ja, som netop giver dette Hjem et særligt Præg, fordi hendes Arbejde ude i Livet har gjort hende til noget af en Personlighed.

Thi hvad er egenlig hjemmet! En lille bitte Del af Fædrelandet og af Udviklingen og af Tidsaanden. Det er jo de Tusinder af Hjem, som udgør Folkets Helhed. Hjemmet kan ikke bestaa alene, ikke staa upaavirket af de Strømninger, der giver Tiden Livskraft og Præg, selv om naturligvis hvert Hjem til en vis Grad formair at bestemme de Livsformer, det vil leve under. Men saa er det ogsaa indlysende, at jo mere Husmoderen, der fornemlig præger Aanden i hjemmet, bringer med sig ind i Stuerne af Ideer og Tankestof fra Livet udenfor, det være sig gennem Livsgerning eller Sarmfundsinteresser, jo mere vil det højne Aanden i hendes Hjem.

Samfundsinteresser ikke at forglenme! I de Tilfælde, hvor Rigdom og andre Livets Forhold bevirker, at Selverhverv maa lades ude af Betragtning for en gift Kone, vil hun altid kunne finde rige og varme Impulser i Arbejdet for andres Bedste, og en Husmoder, der forstaar og føler, at hendes egen Familie indenfor Hjemmets Vægge kun er en lille bitte Del af den store Familie, der bestaar af hendes Landsmænd og i videre Forstand af hendes Medmennesker, som ogsaa hun har den Pligt at virke for og bekymre sig om, hun vil gennem denne Tanke, der er saa godt egnet til at faa Bugt med egen Smaalighed, oftest. blive til en mere værdifuld Kraft for Hjemmet, end om hun levede for dette Hjem alene.

Forstaar nu vore Kvinder dette? Er denne Følelse at Ansvarlighed og Virkelyst vakt til Live hos Kvinderne her i Danmark? Vistnok ikke. Vi er endnu langt tilbage i saa Henseende.

Naar man ser, at de Lande, der staar højest i Kultur, ogsaa har de bedste og dygtigste Kvinder, saa forekommer det En saa uimodsigeligt, at de, der elsker deres Fædreland og har Magt til at virke for dets Fremgang, burde være de første til at søge at gore dets Kvinder saa arbejdsdygtige og højtudviklede som muligt. Men et saadant Syn paa Sagen har hidfil haft vanskeligt ved at trænge igennem her hjemme. Mange Mænd synes, som bekendt, at den megen Energi klæder Kvinderne ilde. Andre ser Konkurrenter i de arbejdende Kvinder og vil ikke indse, at for hver Kvinde, der forsørger sig selv, bliver der et Individ mindre for en Mand at ernære. — Naar Mændene tænker saaledes, er deres standpunkt dog til at forstaa, men det synes ganske ufatteligt, at kvinderne i deres Stræben mod en højere Udvikling tit har deres eget Køn mest imod sig. Man havde ofte ved Kvindernes Udstilling i 1895 Lejlighed til at iagttage, at der netop fra mange Kvinders, eller rettere sagt fra „Damernes” Side var en lille sej, vedholdende Modstand mod den Tanke, at Kvinderne skulde fremtræde paa egen haand, og besynderligt nok, jo højere man kom op i Samfundslagene, hvor man skulde vente at finde Synskresen mere vid, jo sjældnere traf man det store Blik. Højtstillede Damer, som i det daglige Liv fra Morgen til Aften benytter Kvinders Arbejde og drager Fordel at det for deres egen Person, det være sig gennem Frisørinder, Skræderinder, Kniplersker, Ekspeditricer o. s. v. fandt det i højeste Grad overflødigt, at disse Kvinder sluttede sig sammen for ogsaa en Gang at passere Revy med deres Arbejde og vække forøget Interesse for deres respektive Erhvervsgrene.

Dermed være ikke sagt, at vore Damer af de velstillede Klasser mangler Hjerte for Næstens Savn og Lidelser — tværtimod! Den omfattende Velgørenhed bærer de næsten paa deres Skuldre, og der appelleres aldrig forgæves til Damernes Offerberedvillighed, naar det gælder at hjælpe trængende. Men kristeligsindet Vældædighed er et, og Interesse for humane Samfundsopgaver er noget andet, skønt Grænserne mellem dem naturligvis er noget ubestemte. Dog — det er saadan, at den samme Dame, der kan blive dybt rørt over en stakkels udslidt, slet betalt Syerske og er beredt til at hjælpe hende paa alle Maader, i de fleste Tilfælde vilde være ret forarget, hvis en Masse saadanne Syersker slog sig sammen for at opnaa, jeg vil ikke tale om heldigere Livsbetingelser, men blot en bedre Uddannelse. Der savnes kun alt for ofte Forstaaelse af, at der er noget mere storstilet ved at være med til at hæve Dele af Menneskeheden op til en højere Aandsbevidsthed og en større Nytteværdi for Nationen end ved at øve den almindelige Barmhjertighed imod de enkelte.

Dette mere overlegne Livssyn finder man oftere i andre Lande, især i Amerika og England, hvor tit de fornennne og formanende Damer, „Verdensdamerne”, alt imens de passer deres selskabelige Pligter, er dybt inde i sociale Spørgsmaal, og Livet igennem virker for det, der, humant set, synes dem rigtigt og godt. I første Række staar vel Grevinden af Aberdeen, der ved sit organisatoriske Talent har givet et vægtigt Bidrag til Udviklingen, idet hun har samlet først sit eget Lands og dernæst andre Landes Kvinder til gensidig Hjælp. Fra ganske ung har det været hendes Stræben at udrette noget for andre, og mens hun endnu selv halvvejs var Barn, underviste hun Landarbejdernes Børn paa hendes Faders Gods i Skotland. Som nygift var hun med at danne en Forening til Støtte for unge Tjenestepiger, som nu har over titusinds Medlemmer og udgiver et meget læst Maanedsskrift. Mens Lady Aberdeens Mand var Vicekonge af Irland, stiftede hun „Foreningen for irsk Nationalindustri”. Formaalet for denne nu stærkt blomstrende og nyttige Institution, var, foruden dens kunstindustrielle Betydning, at være til Gavn for det kvindelige Erhverv i alle Klasser ved at ophjælpe den nationale Produktion af Kniplinger, Broderier og Uldstrikning. Lady Aberdeen viste senere, at hun dog havde mere vidtstrakte Maal at arbejde for; hun har nu givet Stødet til Kvindernes Sammenslutning i de Sager, der angaar dem selv og del almene Vel. I 1893 samlede hun Englands kvindelige Foreninger til Samvirken. Dengang udgjorde de 30 Underafdelinger med et Medlemsantal af omtrent 5000 Personer, men dette Antal er siden da vokset med en Fart der godtgør, hvor let vakt de britiske Kvinders Interesse er for humane Spørgsmaal, særlig paa de Felter hvor Kvinderne bedst har Betingelser for at udrette noget. Disse samlede Foreninger har saaledes med Iver taget sig af Arbejderbefolkningens Vel; de har i Parlamentet og overfor andre Autoriteter virket for sundere hygiejniske Forhold i Fabrikslokaler, bedre Arbejderboliger, Indskrænkning at Kvinders Arbejde under Svangerskab og efter Fødsler, højere kvindelig Dagløn. Nedsættelse af Arbejdstiden i Butiker, bedre Vilkaar under Sygdom, Forhøjelse af den Alder, hvor det tillades Børn at arbejde i Fabriker o. s. v. De har ligeledes udvirket, at der er gjort Forsøg med at ansætte en kvindelig Arbejdsinspektør ved Siden at de mandlige i fabriker, hvor der anvendes kvindelige Arbejdere o. m. a. Lady Aberdeen bor for Tiden i Kanada, hvor hendes Mand er Generalguvernør. Til Trods for de mange Pligter, den høje Stilling paalægger hende, har hun dog derovre gennemført Oprettelsen af et internationalt Kvinderaad, der skal virke dels som de engelske Foreninger i Retning af social Virksomhed, dels som en Fortsættelse af Kvindekongressen i Chicago. For Tiden er hun beskæftiget med Forarbejderne til den første Kongres, der vil finde Sted i London i 1898.

Jævnsides Grevinden af Aberdeen spiller Lady Henry Somerset en stor Rolle i det engelske Samfundsliv. Hun har særlig helliget sig Afholdssagen og de gifte Arbejderskers Kaar, har til Fremme for sine Formaal stiftet adskillige Blade og ladet afholde talrige Folkemøder, og da hun tilhører en af Storbritanniens fornemste Slægter og tillige er begavet som Taler og Skribent, har hun kunnet paavirke Autoriteterne og Folkestemningen, og har gjort særdeles meget for at bibringe de engelske Kvinder større Samfundsfølelse.

Noget anderledes stiller Sagen sig i Amerika, hvor Kvinderne ikke alene for længst har faaet deres eget indflydelsesrige Foreningsliv, men i det hele taget har vundet en Stilling, der i Europa kun staar som fjerne Fremtidsmuligheder, en Stilling, der selvfølgelig aldrig var bleven naaet og hævdet, i Fald den ikke opretholdtes af den ene Generation efter den anden al dygtige Kvinder, der ledes af enkelte, som er særlig egnede til at indtage en Førerstilling. Blandt disse indtager Mrs. Potter Palmer en fremtrædende Plads. Efter længe at have været Præsident for en stor Forening at arbejdende amerikanske Kvinder, valgtes hun til Præsident for Kvindernes Afdeling af Verdensudstillingen i Chikago 1893 og for den derunder hørende Kvindekongres, hvis Valgsprog var: „Not for herself, but for humanity.” Mrs. Potter Palmer udførte med Glans dette omfattende og vanskelige Hverv, der i lige høj Grad krævede Takt og betydelige Talegaver.

Den mest populære Personlighed blandt de fremragende amerikanske Kvinder er dog Mrs. Elisabeth Cady Stanton. Paa alle Omraader har hun bidraget til at skabe den amerikanske Kvindes indflydelsesrige Stilling; men især er det Kvindens politiske Stilling, hun har helliget sit fremragende Talent som Taler og Skribent. I over et halvt Aarhundrede har hun, sammen med sin Veninde og Medarbejderske Susan B. Anthony, holdt utallige Foredrag og Møder pm Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv og atter og alter hævdet, at Civilisation og Humanitet vilde gaa fremad med endnu hurtigere Skridt, naar Kvinden stilledes jævnsides Manden i Statsstyrelsen. Mrs. Stanton er nu gammel. Hendes 8Oaarige Fødselsdag fejredes ifjor i New Yorks ny Operahus ved en stor Festlighed, der overværedes af Tusinder af Mennesker under New Yorks Borgmesters Forsæde og med Udsendinge fra alle Verdensdele. Mrs. Stanton har altsaa oplevet at se, at hendes Livsgerning har baaret Frugt, og hun henlever nu sine sidste Aar omgiven af en hæder, der kun forøges ved, at hun under sin utrættelige Virksomhed for Samfundets Bedste bestandig har været mønsterværdig som Hustru og Moder.

De her nævnte Kvinders største Betydning er, at de har været Tolke for en herskende Livsopfattelse hos den bedre Del af deres Landsmændinder. De har været støttede af Tusinder naar de har arbejdet ud fra den Overbevisning at det Kvinden i Hjemmet betyder som Moder, det har hun den Pligt ved Mandens Side at føre ud i Livet paa de store fælles Omraader, hvor hendes instinktive Opfattelse og medfødte Beskyttelsestrang vil kunne udrette saa meget til Menneskenes Gavn. Paa samme Tid man beundrer dette paa en saa smuk Maade kvindelige Grundsyn. maa man erkende, at selv om Livssynet er stort, saa er Forholdene, hvorunder der arbejdes, ogsaa store; de lader sig ikke helt overføre paa Danmark, hvor man i den Henseende dog er kommet langt videre end i Frankrig og især i Tyskland. Men vi behøver alligevel ikke at gaa længer end til Sverig, iberegnet Finland , for at se, at Kvinderne der har formaaet at tage sig af virkelige Samfundsopgaver, f. Eks. de saakaldte Skolekøkkener, hvor Pigebørn af Almuen i selve Skolen lærer Madlavning og Opvaskning paa bestemte Dage i Ugen, og hvor Bespisning af alle Skolens Børn foregår, sikkert en Ide, der har Fremtiden for sig og vil medføre en gavnlig Uddannelse af de vordende Husmødre, der allerede som Tjenestepiger vil kunne høste Nytte af den huslige Kundskab, vi nu alle haardt savner hos de begyndende Kokkepiger.

For at nævne et andet Eksempel, er vor „Kvindelige Læseforening” der med sin fortræffelige Bogsamling, sit billige Kontingent og sine Læsesale maa kaldes en Institution af stor opdragende Betydning, oprindelig en svensk Ide, der er overført Hertil. Men til nok saa megen almen Nytte er dog den store stockholmske Husflidsforening „Handarbetets vänner”. Dens Stifterinde, Frøken Sofie Lejonhufvud, havde indset, hvilken smuk Opgave det var for Kvinder gennem en saadan Forening at skabe Værdier og Erhverv i Hjemmene samtidigt med, at Smagen hævedes ved, at den gamle Husflids Mønstre kaldtes til Live igen. Efter hendes Bortgang overtoges hendes Plads først af Frøken Anna Fleetwood og efterhaanden af andre ligestillede Damer, der fik de svenske hunstnere og Kunstnerinder til med en hos os ukendt Offervillighed og Hjælpsomhed gratis at give Foreningen Tegninger og kunstneriske Raad. Paa den Meade evnede Foreningen at vokse sig stor og levedygtig, og den har nu en aarlig Omsætning paa et Par hundrede tusinde Kr., saa at den svenske Husflid i den Grad har taget Teten overfor os, at vi her, trods al opdukkende Interesse for Sagen, næsten udelukkende lever paa svenske Broderi- og Tekstilmønstre og endogsaa forskriver Garnet fra Sverig da der endnu ikke findes et Garnfarveri i Danmark indrettet med Kunstfliden for Øje.

En saadan Hjemnmeflidsforening med tilhørende hurtigt vekslende Udstillinger af Arbejder fra Foreningens Medlemmer der ved at betale et lille aarligt Kontingent tillige vilde kunne faa baade Vejledning, gode Mønstre og andre Fordele, tænkes ogsaa knyttet til „Kvindernes Bygning”, og man vil søge snarest muligt at faa den oprettet, endnu for Bygningen er rejst, i Fald man møder Støtte og Hjælp hos de kunstneriske Kræfter, hvorpaa en saadan Forenings Tilbliven for en stor Del beror.

Det er nemlig ganet op for de ledende i Foretagendet, “Kvindernes Bygning”, at man bør begynde straks med nogle af de nyttige Institutioner der tænkes knyttede til Bygningen som Hjemsted. En saadan Fremgangsmaade passer sikkert bedst for Kvinder, der altid helst begynder smaat og forsigtigt, og naar først nogle af Foretagendets praktiske Afdelinger fungerer paa en heldig Mande er Huset jo aandelig talt alt under Opførelse. Desuden mener man, at det vil vække forøget Interesse og Sympati for Tanken og derigennem skaffe Penge til Veje, naar Folk ser, at der, i Stedet for at der tales om noget fjernt, tages fat paa noget, som alle kan finde nyttigt og godt. Foruden at skabe en saadan Husflidsforening tænker man ogsaa paa en gensidig Hjælpeforening i Lighed med den i Berlin fungerende meget indbringende „Kaufrnannischer und gewerblicher Hilfsverein für weibliche Angestelte”, som iøvrigt allerede har et Sidestykke her i Byen i den af Professor Brandes stiftede kvindelige Hjælpeforening for Syersker. Denne Forening. der i 1867 stiftedes af den bekendte Menneskeven, næsten uden Penge og med kun 24 Medlemmer, har nu en Kapital paa omtrent 150,000 Kr. og tæller over 2,800 Medlemmer, der, foruden gratis Lægehjælp og Hospitalspleje, kan faa dels Friboliger, dels billige Boliger i Foreningens Ejendom i Gyldenløvesgade. Desuden byder den sine Medlemmer gratis Landophold, naar det af Sundhedshensyn er nødvendigt, fri Undervisning i Haandarbejde om Aftenen, en aarlig Udstilling af Medlemmernes Arbejder og endelig 6 á 8 Aftenunderholdninger med Foredrag og Musik foruden en aarlig Teaterforestilling.

Nu vil man maaske indvende at naar en saadan Forening forefindes, tiltrænges der jo ikke noget nyt al samme Art, men Sandheden er, at denne Forening netop i høj Grad trænger til at suppleres, da den kun optager Syersker og Kvinder, der er ansatte i Modeforretninger, og derfor aarligt maa afvise Hundreder, der ønsker Optagelse, idet der jo nu findes kvindelige Employerede i mange andre Erhvervsgrene end selve Syfaget. Og alle disse unge kvindelige Kommis’er, som tit kommer fra Provinserne, er, som man ved, særlig uheldigt stillede i Hovedstaden, da deres Art af Arbejde er af temmelig ny Oprindelse, og der derfor saa godt som ingen Institutioner findes til deres Beskyttelse, skønt de er udsatte for mange Fristelser, naar daarlige Pensionater og uhyggelige, kolde Værelser er deres eneste Tilholdssted. Kunde man nogenlunde hurtigt naa at faa oprettet et Forsamlingslokale, hvor Medlemmerne af en saadan Forening kunde samles om Aftenen og faa lidt Musik og Oplæsning, og hvor der muligvis kunde blive Rum ogsaa for en billig Restaurant, vilde det utvivlsomt være højst velkomment og afhjælpe et virkeligt Savn.

Naturligvis gaar det ikke uden Vanskeligheder at faa saadanne nye Indretninger satte i Gang, i Særdeleshed da de til selve Byggefonden indsamlede Penge helst maa bibeholdes urørte, men det kommer vist nærmest an paa modigt at tage Initiativet. Bliver der blot af enkelte gjort en Begyndelse, lagt en Grund, saa vil der i en god og sund Sag næsten altid findes energiske og dygtige Mennesker, som er rede til at tage fat og hjælpe baade med Arbejde og Penge; det er paa den Maade, at Kvindernes Bygning skal kunne opfylde sin Mission, den, foruden at være et Hvile- og Rekreationssted for de mange, der trænger til et saadant, ogsaa at være det Centrum for Virken og Samarbejde blandt Kvinderne, som udvikler Personlighederne.

Ved Kvindernes Udstilling fik man Øjnene op for, hvor meget dette har at sige, og den, der skriver disse Linjer, behøver blot at holde sig til sine egne Erfaringer. Jeg havde indtil den Tid levet her i selve min Fødeby uden at kende det mindste til dens mange arbejdende og virkende Kvinder, der paa saa mange Omraader har vist, at de evner at udrette noget. Jeg kendte i Grunden, fraset de nære Forhold, kun Menneskene og Verden fra det private Selskabsliv, havde, ligesom andre Damer, ikke haft Lejlighed til at færdes i Livet paa anden Maade, og dog havde jeg altid haft en tydelig Fornemmelse af, at privat Selskabelighed er det slettest mulige Berøringspunkt med Livet, naar man ønsker at skaffe sig Menneskekundskab og Erfaring, fordi Folk i Selskabslivet altid optræder ens, med samme behagelige og velopdragne Mine; Kampene og Konflikterne lader de blive hjemme, som heldigt er. Saa vilde Tilfældet, at jeg, ikke helt med min gode Vilje, blev draget ind i den Hvirvel af Vanskeligheder og stridende Standpunkter, som hed “Kvindernes Udstilling”, og dermed var mit Forhold til Omverdenen med et blevet et ganske andet. Ikke alene traf jeg de Autoriteter, som jeg ellers kun havde kendt som konverserende Bordfæller ved Middagsselskaber, paa en helt anden Maade, midt i deres Virkefelter, og talte med dem om reelle Ting, men jeg blev pludselig stillet mellem Kvinder fra vidt forskellige Samfundslag, og jeg lærte, hvad Livskamp vil sige, og hvad Dygtighed formaar. Dag for Dag kom jeg hjem, beriget ved at have lært en eller anden fremragende og intelligent Kvinde at kende, og lidt efter lidt forandrede det mit Syn paa mange ting.

Naar jeg nævner dette, er det kun for med den Sikkerhed, som det personligt oplevede altid giver, at kunne fremhæve, hvor Samvirken er udviklende og befrugtende, og hvor meget man som Menneske vinder ved at arbejde for en fælles Sag sammen med andre. For kun tre Aar siden vilde jeg have betragtet det som lige saa umuligt for mig som at springe til Maanen at staa og tale til en stor Forsamling eller at klare vanskelige Diskussionspunkter ved et Møde; saa blev jeg tvungen dertil af givne Forhold, og det viste sig da, at det gik, i det mindste til Husbehov, fordi det skulde og maatte gaa. Jeg er derfor overbevist om, at der rundt om blandt vore Kvinder, som nu føler Tilfredshed ved et jævnt henglidende Liv i Stuernes Fred eller ved Selskabslivets smaa Adspredelser, findes mange Kræfter, mange Viljer og Evner, som blot behøver den tændende Gnist, der udgaar fra andres Viljer og Tanker, for at blive til frugtbringende Virksomhed til eget og andres Bedste.

I Aarets Løb have Frøken Ida Falbe-Hansen, Frøken Elisabeth Grundtvig, Fru Charlotte Norrie, f. Harbou, Frøken Kristiane Konstantin-Hansen, Frøken Theodora Lang og Frøken Johanne Lund meldt sig ud af Repræsentantskabet; Frøken Johanne Lund, der repræsenterer Dansk Gymnastikforening og ikke kunde forblive i Repræsentantskabet paa Grund af Bortrejse, meddelte, at Gymnastikforeningen havde valgt Frøken Bonnevie i hendes Sted.
Det vedtoges, at man nedsætter et Byggeudvalg med tre Medlemmer for bestandig at kunne holde sig ajour med Byggeforhold og Grunde. Dette Udvalgs Sammensætning kunde ikke endelig fastslaas, men man overdrog Bestyrelsen at træffe Ordning i denne Henseende.
Bestyrelsen genvalgtes med Undtagelse af Fru Norrie, som havde nedlagt sit Mandat; i hendes Sted valgtes Frk. M. Madsen, Holstebro.

Men fordi man maa standse denne Indsamling, det var jo fra først af kun bestemt, at den skulde vare 4 Aar, saa tænker man dog ikke alle Bidrag skulle høre op med det samme, men kun indkomme paa en anden Maade. Bestyrelsen har selv vist Vejen, og man maa sige, den har gjort et stort Arbejde og været utrættelig i at finde paa nyt – Lotteri, Koncert, Blomsterudstilling o. s. v. og nu i Søndags havde den foranstaltet en Gymnastikopvisning, hvor Kvinder af alle Samfundsklasser gav Prøver paa deres Smidighed og Bevægelighed – forhaabentlig et Løfte om, hvad der vil kunne udrettes i Kvindernes Bygning, særlig til Bedste for Sypiger og andre stillesiddende kvindelige Arbejdere.
Denne Forestiling indbragte Foreningen 1250 Kr. Netto. Det var jo udmærket! – Mon ikke dette gode Eksempel kunde bringe andre til at gøre ligesaa om ikke med Gymnastik saa med noget andet. Jeg for mit Vedkommende fik da den største Lyst til at faa nogle Penge ind paa den Maade. Kvindernes Bygning, det er jo noget, der maa interessere Kvinder Og vi – som er Flertal i Landet, burde dog kunne faa rejst een Bygning. Mændene bygger saa mange til deres Foreninger. –

Jeg henvender mig særlig til alle „Dansk Kvindesamfunds” Kredse, kunde de ikke have Lyst til at foranstalte et eller andet, der kunde give lidt Penge ind, man kan jo nok sige, det væsentlig er en Københavner-Sag; men naar vi arbejde for de fjerne Indiere; Kinesere og Armenier, kunne vi vel ogsaa gøre noget for vor egen Hovedstad.
Til Slut blev der valgt et Udvalg paa 6 Medlemmer, der skulde tage Sagen i sin Haand – lave Plan, Udkast og Overslag – som saa skulde forelægges for Bestyrelse og Repræsentantskabsmødet til Efteraaret. Vi ønsker Udvalget al Lykke til Arbejdet, at De maa faa gode Ideer og gode Kræfter til Deres Hjælp, saa Sagen kan krones med Ære.

Naar dertil kommer de indvundne Renter, og Overskud af Kvindernes Udstilling med Fradrag af Driftsomkostningerne i de forløbne 5 Aar, haves der nu en Kapital paa ca. 74,000 Kr. Af det forholdsvis ringe Tilskud fra Landet, vil man se, at Sagen nærmest bliver opfattet som et københavnsk Foretagende, som dog vil komme alle Landets Kvinder tilgode. Skøndt henimod 75,000 Kr. er en respektabel Kapital at have tilvejebragt af danske Kvinder, der gennemgaaende ikke er velstillede, nærmer dog denne Sum sig langt fra til det Tal, som ved det indledende Møde 15 Sptbr. 1895 nævnedes som det kalkulerede Resultat af Indsamlingen, idet man paaregnede at en Sag af saa almen Interesse, som at skabe et Knudepunkt for Landets Kvinder til fælles Støtte i Uddannelse og Selverhverv, vilde vinde Tilslutning hos alle. Dette er ikke sket efter den Maalestok, man havde ventet, og man maa altsaa indrette sig efter det forhaandenværende Resultat.

Bestyrelsen udbad sig derfor Bidragydernes Samtykke til følgende to Ting: For det første at maatte dele Planen, der oprindelig omfattede saavel Forsamlingslokaler som Smaaboliger for enligstillede Kvinder. Da der nu ikke er indkommet Penge nok til et saa stort Byggecomplex, og da der netop i de 4 Aar har fundet en saa uforudset Prisstigning Sted, at det er ugørligt nu at bygge billige Boliger i Byens Centrum, maa man indskrænke sig til at realisere den Del af Planen, som er til Nytte for Alle: Kontorer- Forenings- og Udstillingslokaler, Restaurant, Gymnastiksal, Baderum, Læsestuer kort sagt: alt det, hvis Værdi for Almenheden beror paa en Beliggenhed midt i Handelskvarteret, og da senere at bygge Bopælene til de Enkelte i Byens ydre Kvarterer. Dog vilde Bestyrelsen anse det for ønskeligt i Forsamlingshuset at faa en Række Gæsteværelser for tilrejsende Kvinder fra Provinsen, men mente det umuligt for Øjeblikket at bestemme, hvor vidt det er gennemførligt.

Den vigtigste Del af Foreningens Virksomhed vil dog altid blive Industriskolen til unge Pigers Faguddannelse i Vævning, Kunstbrodering, Hedebosyning, Træskæreri og forhaabentlig senere i Kurvefletning, Metalgravering, Bogbinderi og Læderarbejde. Da den kvindelige Del af den nationale Kunstindustri staar meget tilbage for vore to Søsterlandes og i høj Grad trænger til at komme ind under en planmæssig Samvirken og kunstnerisk Kontrol, er der grundet Haab om, at den unge Forening, der nu tæller over 800 Medlemmer, med Tiden vil kunne bidrage til det kvindelige Haandværks højere Kultur, omend den, som de fleste nye Foretagender, maa fægte sig gennem den altid vanskelige Begyndelse under stærk Mangel paa Kapital. Selvfølgelig arbejder Søsterforeningen „Hegnet” med samme beklagelige Mangel, da den ingensinde har ejet nogen Driftskapital og Medlemmerne er lutter selverhvervende unge Piger lønnede med de sparsomme Gager, som ydes Ekspeditricer og Kontorister. Dog, trods Foreningens ret smalle Kaar, bæres den oppe af Ungdommens Virketrang og gode Humør. Aar efter Aar bliver dens Virksomhed mere forgrenet. Fra Syge-og Hjælpekassen er man gaaet til et meget nyttigt Engageringsbureau og et ganske vist sparsomt forsynet Bibliotek med Bogudlaan; foruden den stærkt besøgte Aftenklub med billig Servering af The og Smørrebrød er der hver Aften Undervisning i Sprog, Stenografi og andre Handelsfag og hver Uge Fagforedrag eller Musik og Oplæsning af danske Digteres Værker, for ikke at tale om de Diskussionsaftener, som ordnes af Medlemmerne selv, hvor de i livlig Debat boltre sig i de mest aktuelle Emner, saasom: „Selverhverv og Ægteskab”, „Uddannelse og Arbejdsvilkaar” o. l. Disse forskellige Afdelinger ledes for en stor Del af en Sidebestyrelse af selve de unge Piger, der med forbavsende Dygtighed og Energi forstaa at ordne disse ikke altid nemme Administrationsforhold, særlig fordi Rumforholdene ere altfor snævre, og der bestandig maa tages Hensyn til Sammenslutningen med Kunstflidsforeningen. Dog det kan have sin gode Side fra først af at vænne sig til denne stadige Hensynstagen, da en nøje overtænkt Sammenslutning i den kommende Kvindernes Bygning sikkert vil blive nødvendig paa alle Punkter for tilfulde at udnytte Værdierne. Gymnastiksalen maa vist f. Eks. tillige bruges til Klinik, Foredragssalen til temporære Udstillinger, Selskabsrummene til Bestyrelsesmøder o. s. v. da Bygningens Formaal kræver, at den faar en meget central og som Følge deraf dyr Beliggenhed.

Denne nødvendige Betingelse og særlig den uventede stærke Prisstigning har, i Forbindelse med den indsamlede Sums forholdsvis ringe Størrelse bevirket, at man maa opgive de fra først af planlagte Smaaboliger for enligtstillede Kvinder og nøjes med det, der er til Gavn for Alle: Forsamlingslokaler, Kontorer, Gymnastiksal, Baderum, Restaurant, Læsestuer o. 1. Boligerne vil da altid senere kunne bygges i fjernere og billigere Kvarterer. Det er Forsamlingshuset, der især stærkt tiltrænges, og man maa haabe, at Myndighederne vil træde til med Hjælp og Støtte, naar det først tilfulde bliver forstaaet, at Institutionens Grundlag vil blive en stadig fortsat Vekselvirkning af økonomiske praktiske Goder for de Besøgende og af Uddannelse for de unge.
Jo længere man har beskæftiget sig med Sagen, jo klarere er det nemlig kommet til at staa for de ledende, hvor overordentligt vigtigt det belærende Element maa blive i den kommende Institution. Ved at give Plads for faglige Skoler paa alle kvindelige Omraader, ved f. Eks. at gøre Restauranten til en Kogeskole, der uddanner dygtige Kokkepiger for vore Hjem, ved at gøre Undervisningen i Sprog og Handelsfag til en Grundpille for „Hegnet”, ved at arbejde paa Væksten og Betydningen af Kunstflidsforeningens Industriskole, ved at huse Dansk Kvindesamfunds Skoler for Syersker og andet mere, vil man ikke alene kunne opnaa bedre og billigere Betingelser for Alles Vedkommende og samtidig kunne sende Stabe af veludlærte unge Kvinder ud i Livet til Ære for Institutionen, men man vil tillige skabe en Sympati om Foretagendet rundt i Hjemmene, en Interesse og Deltagelse, som det i sin Fremvækst har maattet savne, fordi det ikke ret blev forstaaet. Gid da denne almindelige Sympati maatte komme saa varmtfølende og rundhaandet, at Kvindernes Bygnings unge Foretagender ikke maa blive gamle og bedagede, før de kommer under Tag i deres blivende Hjem.