Koloniudstillingen *6

Ser man en Smule praktisk paa Forholdene, er der dog kun Grund til at glæde sig over, at Udstillingen i dens Helhed er bleven realiseret. Tivoli er Samlingsstedet for Hovedstadens Børn og for Provinsens, og endelig er det det Centrum. Er det ikke ganske pudsigt, en behagelig Skæbnens Ironi, at netop Island bliver ene om at have sit eget Hus?
Grosserer Tulinius har ladet denne gammelnordiske Bjælkebygning opføre, og indenfor dens solide Vægge “findes et Udvalg af islandske Arbejder og Produkter.”
For kort Tid siden henledte Pastor Svensson i “Varder” gennem en Serie interessante Artikler Opmærksomheden paa vor Sagaø’s Litteratur. Her beretter de udstillede Genstande om et Folks sikre, støtte Kultur.
Selvfølgelig bestaar Udstillingen for Islands Vedkommende af en Mængde Enkeltheder, som man i en kort Redegørelse ikke kan stanse Ved, og Billederne vil ogsaa meget hurtigere kunne vække Interessen end en indgaaende Beskrivelse.
Se f. Eks. blot paa de gamle Sadler fra Slutningen af det 18. Aarhundrede [omlavet til stole] med deres rige ornamentik; den store Montre med Højtidsdragterne; de mange vævede Sager; Billedskærerarbejderne o. s. fr.

Og stans ved den gamle Prædikestol i Hjørnet, over hvilken Biskop Gudbrandur Thorlaksson’s Billede hænger. Den er fra 1594, hvad i og for sig kan være interessant nok, men med yderligere Ærbødighed ser man paa dette Arbejde, naar man ved, at det er selve Bispen, som har skaaret det.

Føj hertil en Mængde Sølvsager, en Alterkalk fra 1487, smaa Snapsebægre fra det 17 de Aarhundrede, et i en Hvalrostand udskaaret Mariabillede, et Utal af pragtfulde Bælter, Altertavler, udskaarne Træfigurer m. m. – saa har man et svagt Begreb om den enestaaende Samling, der af Konsulinde Vidalin er stillet til Raadighed.
Hr. Tulinius, der paa mange Maader har støttet den islandske Udstilling, har bl. a. ogsaa en Montre med store Krystaller af Dobbelt-Spat, der forøvrigt har været udstillet i Paris. Og endelig har Kaptajn Daniel Bruun, Professor Finnur Jonsson og Hr. Knud Stephensen havt en meget væsentlig Part i den Sukces, den islandske Afdeling bør have. Man vil saaledes med Fornøjelse lægge Mærke til den journalistiske Afdeling, der viser den islandske Presses Udvikling gennem Aarene. Det sidste Hæfte, der er udkommet, er “Odin “, et illustreret Blad, paa hvis Forside man ser Majestætens Billede. Her er overhovedet paa Tryksagernes Omraade tilvejebragt et særdeles fyldigt og sjældent Materiale, der imidlertid kræver en nøjere Gennemgang end den, et kort Udstillingsbesøg levner Tid til.
Damer vil forlade Udstillingen med ærbødig Beundring for deres islandske Søstre; man har haft god Tid der Nord Paa til at væve og brodere, hvad de mange Pragtstykker vidner om. Alene det Arbejde, som findes paa Højtidsdragterne, vidner om den højt udviklede Husflid. Paa en af Væggene hænger et ret kuriøst Broderi, nemlig et i Guld baldyret Vaaben, som nok er sine halvandethundrede Aar gammelt. Ellers er det særlig Vævningen, som interesserer, og udenfor denne er det de ældre og ældste Arbejder, som bærer Prisen; den moderne Paavirkning har ødelagt adskilligt originalt.

Nede i den store Hal, hvor de Carl Lund’ske Prospekter vil vække Rejselyster, ses naturligvis ogsaa et islandsk Landskab, Thingvallasletten, og ved Hjælp af Generalstabskortene kan man altsaa paa selve Stedet planlægge eventuelle Udflugter – Turistforeningen giver med Glæde alle Oplysninger!
Disse Prospekter bliver ikke de mindst vigtige, naar der senere skal tales om, hvad der drog Publikum til Huse. Saasnart man er kommen ind gennem Hovedportalen i den egentlige Hal, ser man saaledes ret ud for sig i det Fjærne Vestindiens Palmer, som tegner sig mod en af Mesteren malet tropisk Luft. Og paa højre Side aabnes der Kig til Thorshavns Hovedgade, til Fuglebjerge, grønlandske Isbræer og andre Naturtillokkelser, der forhaabentlig bibringer Turisterne en forøget Appetit.
Men disse forskellige Afdelinger vil der senere blive Lejlighed til at omtale; her gælder det blot om at henlede Opmærksomheden paa Island. Man bør da – for endnu at nævne noget ret seværdigt indenfor denne Afdeling – ikke forbigaa Resultaterne af den islandske Tobaksfabrikation – anede Læserne mon, at nogen saadan fandtes? – og ligeledes spiller den islandske Uld og Klædefabrikation naturligvis en Rolle i Ensemblet. Endelig savnes det obligate Udsalg og Tombolaen ikke.
Island er kommet godt med paa denne Udstilling – trods alt.

Den hele Udstilling, som nu altsaa staar aaben, har selvfølgelig haft sin Indvidelse. Vi aabner jo altid den Slags med en lille Festlighed, der skal understrege den højtidelige Karakter, og hvor særlig Indbudte møder op for at tage det første Vue og slaa Successen fast. Indvielsen fandt Sted i Onsdag og forløb i det sommerlige Vejr fuldkomment normalt.
VALDEMAR GREIBE

Blandt de kommende Foredrag kan nævnes: Pastor Vibæk om “Det grønlandske Hjem”, Forfatteren Holger Rosenberg om “Sorte og Hvide i Vestindiern”, Havnekaptajn Drechsel om “Fiskerigorhold ved Island”, Professor Dr. Ehlers om “Klimafaren i varme Lande før og nu”, Overlærer Bergh om “Fuglefangst paa Færøerne”, Marinekaptajn Ryder om “Erhvervsvilkaarene paa Island” samt Museimsinspektør Ostenfeld om “Geografiske Forhold paa Færøerne”.

Denne Serie Foredrag vil, om fornøden Tilslutning finde Sted, muligt blive fulgt af en anden med andre Emner Udstillingen vedrørende.
M.

I Gaar Eftermiddags aabnedes den officielt med megen Stads. Kongen og de hjemmeværende Medlemmer af Kongefamilien var til Stede, deriblandt Kronprinsessen, som er Udstillingens Protektrice. Ogsaa Bjørnstjerne Bjørnsen havde givet Møde og vexlede Ord med Kongen. Gamle Grosserer Moses Melchior holdt som Udstillingspræsident en Tale, der udmærkede sig ved sin lune Humor ikke mindre end ved sin varme Følelse for Opkomsten af de Dele af det danske Monarki, om hvilke det er Udstillingens Opgave at give de Besøgende et Begreb. Kronprinsessen erklærede Udstillingen for aabnet og derpaa begav det store Selskab af indbudte Damer og Herrer sig fra Tivolis Koncertsal, hvor Højtideligheden havde fundet Sted, ind i Udstillingen, der tilsyneladende præsenterede sig fuldt færdig. Det var den nu ikke; thi af vestindiske Udstillingsgjenslande er der kun ankommet en mindre Del. Skibet med Resten – deriblandt en sort Kurvefletterfamilie – kommer først om et Par Dage. Imidlertid maa man glæde sig ved det fortræffelige Panorama af St. Thomas, hvortil man har Udsigt fra Udstillingens lille Restauration, bag hvis Buffet en herboende Negerdame bidrager til at fremkalde det rette exotiske Indtryk af Sceneriet. Kyndige Folk siger, at Carl Lunds Panorama har en slaaende Lighed med Virkeligheden.
Negerinden er ikke ene om at repræsentere de udstillende Landes Beboere. Baade færøiske og islandske Damer i Nationaldragt gjør Honnør pas deres Hjemøers Vegne, men mest Opsigt vækker dog tre unge Grønlænderinder i deres Sælskindstøj, der i Aabningsdagens stærke Hede af alle tilstedeværende Kjøbenhavnerinder betragtedes som Torturinstrumenter, en Følelse, Bærerskerne ikke syntes at dele.

Bortset fra det vestindiske Panorama er til at begynde med den grønlandske Udstilling i Hovedhallen den samlede Udstillings clou Det er den righoldigste Afdeling, og der er virkelig her samlet en Mængde Ting, som grundig illustrerer den grønlandske Befolknings Levesæt og Færdighed som Producerende. Her har man jo ogsaa haft de i sin Tid til Verdensudstillingen i Paris til vejebragte Samlinger at ty til. Man faar et Indtryk af, at selv om Livet i Grønland ikke altid kan være behageligt, kan man have det helt rart histoppe. En betydelig Tilfredsstillelse for den Komite, som har ordnet denne Afdeling, maa det være, at Afdelingen har fundet Naade for Hr. Mylius Erichsens øjne. Han er jo p. t. Autoritet paa det Omraade. Et Par Udliggere har denne Afdeling. Den ene er Grosserer J. Bernburgs Samling af Mineralier af forskjellige Slags, Udbyttet af de af ham i de senere Aar udsendte Expeditioner. Det viser sig her, at man af Grønlands Mineralier vil kunne producere værdifulde Handelsvarer, bortset fra, at Mineralierne selv er saadanne. Saaledes forefindes der her Blyanter, lavede af grønlandsk Grafit.
Bekjendt er det ogsaa, at man nu mener med held at kunne udnytte de grønlandske Kullejer, i al Fald til Koloniernes eget Brug. Den anden Udligger er en Samling af Pelsværk fra Bundtmager A. C. Bang, beregnet paa at vise, hvad der af den Vare kan hentes i Grønland. Her er selvfølgelig baade Edderfugle- og Isbjørneskindstæpper, men navnlig er det Blaaræven og Polarræven, der dominerer. Som et sjældent pragtfuldt Midterparti i Samlingen maa nævnes en Damejaket mod tilhørende Muffe af Sælskind, en helt ny Anvendelse af dette Skind, der imidlertid efter denne Prøve synes fortræffelig egnet dertil. Forretningen i grønlandsk Pelsværk har i de senere Aar været i stærk Fremgang, navnlig til udenlandske Kunder. Bundtmagerne søger mærkelig nok Grunden til, at den ikke tidligere er kommet op, deri, at Priserne tidligere har været holdt altfor lave. Nu er de paa Højde med den store Verdens. I Hr. Bangs Montre opgives der alene at være for over en Snes tusinde Kroner Pelsværk.

Færøernes Udstilling viser os adskillige Husflidsgjenstande, Tæpper, strikkede Ting etc. En enkelt Vare vil sikkert finde rivende Afsætning, nemlig nogle Knive af forskjellig Størrelse, som udmærker sig i lige Grad ved god Kvalitet og billig Pris. Et Par heroiske Bondestuer er meget livagtig gjengivne og interesserer ved deres fra lignende Stuer andetsteds i Riget afvigende Indretning. En Række store Kort og en Model af en Del af Strømø gjør det muligt for de Besøgende at sætte sig adskillig bedre ind i Færøernes Geografi og Naturforhold, end de paa Forhaand tør antages at være.
Island har det som allerede tidligere omtalt for sig selv i et af Grosserer Thor E. Tulinius opført Bjælkehus, der her hedder det islandske Hus, men hvortil Mage nok ikke findes paa Island. Der har været ytret Frygt for, at de vrede Islændere skulde blive krænkede derover. Heldigvis bliver, efter hvad der nu siges, det Modsatte Tilfældet. Islænderne er glade ved at se, hvor smukke deres Huse kunde blive. Det er ikke overdrevent store Kvantiteter, der findes i dette Hus. Halvdelen optages af Fru Helga Videlius smukke Samling af kunstindustrielle Arbejder baade Træ- og Metalarbejder, hvorimellem der er en hel Mængde fortræffelige Ting, som man maa undre sig over at træffe i privat Eje, da der dog existerer et islandsk Museum. I den anden Halvdel af Museet har Professor Finnur Jonsson, der har trodset de islandske Studenters Banstraale og til det sidste fortsat sit Arbejde for at gjøre Udstillingen saa fyldig som muligt, arrangeret Montrer af islandske Blade og Bøger fra de ældste Tider. Endvidere findes her bl. A. et Skab med islandske Højtidsdragter.

Fra Vestindien ser man foreløbig kun et Par Stueinteriører med forøvrigt fortræffelige Møbler og andet Husinventar, og saa er der endnu at nævne den lille Hedebo Stue, som Dansk Kunstflidsforening har arrangeret. Det er jo denne Forening, eller rettere dens meget energiske Leder, Fru Emma Gad, der har sat den hele Udstilling i Scene og forhaabentlig vil lukrere saaledes af den, at den vil opnaa Mulighed for at kunne udvide sin Virksomhed, deriblandt ogsaa til de danske Atlanterhavsøer. Fællesbetegnelsen for dem af den danske Krones Lande, som er repræsenterede pas Udstillingen. Den staer som sagt aaben hele Sommeren og er fuldt vel et Besøg værd. (B.)

Ved 3-Tiden igaar Eftermiddags samledes i den store Rotunde paa Udstillingen, hvorfra man i et prægtigt Panorama har et frit Vue over St. Thomas, Byen, Bjergskraaningen og ved Havnen, et lille, særlig indbudt Selskab, for hvilket Admiralinde Emma Gad var en utrættet Værtinde, assisteret af Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior, Konsulinde Vidalin og en Skare andre Damer.

Ved en fornøjelig lille thre o’clock-The prøvedes de forskellige velsmagende Drikke og Syltetøjer, den sidst ankomne Damper fra Vestindien har hjembragt til Udstillingen.
Der var udmærket Stemning over Selskabet, en Stemning som sikkert hurtigt vil brede sig videre til de Mange, der i de kommende Dage agter at aflægge Udstillingen og særlig den vestindiske Afdeling et Besøg.
Der er noget af Tropernes Duft over det hele Arrangement. Og vi er herhjemme ikke forvænte med Trope Kolorit.

Og ogsaa over selve Udstillingen var noget smagfuldt og stilfuldt, i højere Grad end Tilfældet plejer at være med Udstillinger. Disse Lande, der spænder saa langt som fra Nordpolsisen til Tropernes Hede, var stemt sammen med en kunstforstandig Haand.

Udstillingen er et Udslag af den levende Interesse for vore fjerne Besiddelser, der i de senere Aar er groet op. De er ligesom bleven os nærværende, medens de før halvt om halvt var gledne ud af vor Bevidsthed. Egentlig kun stod for os som nogle Bilagsblade i vor Geografi til Danmarks Beskrivelsen. Noget har vel det Røre, som Salget af de vestindiske Øer vakte, virket. Men en Række Mænd har tillige med klar Bevidsthed arbejdet for at knytte Baandet fastere. For blot at nævne én, Mylius-Erichsen, der fik Studentertoget til Island i Gang og senere saa tappert gennemførte den litterære Grønlandsekspedition. Disse Mænd har med stor Iver indpræntet os vor Pligt til at hjælpe.

Og der er ingen Tvivl om om, at denne smagfulde og righoldige Udstilling af Liv og Frembringelser paa Færøerne, Grønland og Vestindien, samt Island, der hævder sin Særstilling i en særlig Bygning, vil avle megen Forstaaelse og Interesse.

Ikke mindst, fordi Udstillings-Komiteen har haft det store Held at have Carl Lund til Medarbejder. Thi han er intet mindre end en Troldmand. Paa et Stykke fladt Lærred maler han Thingvallasletten saadan, at vi ser Mile vidt ud over Islands historiske Samlingsplads. End ikke den skarpeste Seen-efter kan finde ud, at det kun er Farver og Lærred. Med lige stort Mesterskab lægger han den blaalige Dis over Umanaks Fjælde og de glødende, klare Farver over den vestindiske By. Og saa livagtig skildrer han, at Grønlænderpigen faa Hjemve ved Synet, og en Kolonibestyrers lille Datter vil ud og “lege paa Fjældet”. Carl Lund har for Gud ved hvilken Gang vist, at han i Fantasi og malerisk Evne staar over den langt, langt største Part at dem, der udstiller paa Charlottenborgs højtidelige Sale.
Nu bør Carl Lund virkelig være Professor.

– Ih, jo! Forstaa mig ret, det er kun Børnene, vi savner. Vi synes, at denne Udstilling bør beses af de flest mulige Børn, og af den Grund har vi besluttet at lade Skoler slippe ind mod en Entré af 10 Øre pr. Barn, medens Lærerne gaar frit.
Vi ønskede gerne, at dette blev bekendt over hele Landet gennem Bladene, saaledes at Landsbylærere, som kommer her til Byen med deres Elever, alle førte Børnene ind paa Udstillingen og viste dem, hvilke Dele af Verden der er under dansk Flag.
– Udmærket, af nationale Hensyn!
– Ja, og af kommercielle. De vil sandelig have godt af at se vor Udstilling.
Nu er den for Resten færdig. Der er kommet Sager fra Vestindien, 20 sorte Grise –
– Tobenede?
– Fy, nej, rigtige firbenede Dyr! og flere store Palmetræer. Senere skal vi have Foredrag om Øerne af kyndige Folk og Lysbillederne skal forøges i Antal.
Det gaar nok altsammen skal De se!
– Ja, hvilket Foretagende, som De beskæftiger Dem med og holder Deres Haand over, gaar ikke?
Fru Gad sad og saa tankefuld frem for sig. Saa sagde hun med eftertænksom Stemme:
– Jeg sidder og spekulerer paa en ny Idé, men jeg maa have – –
Mere fik jeg ikke hørt. Toget standsede ved en Mellemstation, og da vi ikke allesammen har Ekstratog ved Haanden til enhver Tid, maatte jeg afbryde Samtalen og skynde mig ud af Toget.
Men Fru Gad tænker – og om kort Tid vil hun atter overraske sine Bysbørn med noget nyt og belærende, noget elegant og dog folkeligt, som alt det er, Admiralinde, Forfatterinde, Kvindesagsforkæmperske, Festarrangense osv. osv. Fru Emma Gad sætter i Scene og gennemfører
Daniel

Der findes ganske vist nu paa Udstillingen en gammel Neger, som fletter Kurve, og nogle smaa, gemytlige vestindiske Svin, men dette snarere vildleder end vejleder Begreberne, idet man kan fristes til at tage en for iøvrigt meget udmærket Husflid for en Hovederhvervsgren og Svinehold som eneste Udslag af vestindisk Kvægavl.

Det er beklageligt, at der ikke er lagt lige saa megen Vægt paa “hvorledes” som paa “hvad”, netop fordi de mange overordentlig smukke vestindiske Produkter, der findes paa Koloniudstillingen, giver de besøgende en hidtil desværre ukendt Lyst til at lære at kende vore tropiske Besiddelser.

Trods sine Mangler kan det imidlertid ikke nægtes, at den vestindiske Afdelinq pynter paa Udstillingen. De tre smaa Tropeøer giver nemlig en dansk Koloniudstilling et vist Relief. Tropernes Palmer ved Siden af Polarhavets Isbjerge og Sydens svulmende Frugter og pragtfulde Sommerfugle Side om Side med Rensdyrlav, Isbjørne og sælskindsbaade vil ikke undlade at paavirke Sindene, som altid, naar “les extrémes se touchent”, og selv om vore vestindiske Kolonier alt i alt ikke er meget større end Langeland, kan man dog takke dem for, at vi ikke er langt fra at imponere os selv, som er i Stand til at præstere en Koloniudstilling, hvis Omfang naa’r fra Polarkredsen til Ækvator.

I mange Henseender frembyder den vestndiske Afdeling meget af Interesse. Det er dog for den opmærksomme Iagtager langt mere det, der har forbindelse med den nye Tid (d.v.s. Tiden efter Salgsspørgsmaalets Ordning) end den gamle Tid, som paa Udstillingen vækker Interessen, og de tre Udslag af “den nye Tid” betragtes endog med ganske særlig Glæde, nemlig Plantageselskabet, Frugtkompagniet og Kronprinsessens Børneasyl.

Plantaqeselskabet har i Hovedhallen til venstre udstillet nogle Planer over sine Jorder, hvoraf ses hvad Selskabet har udrettet siden sin Oprettelse. Planerne er desværre saa uanselige at de fleste udstillingsbesøgende sandsynligvis gaar
dem forbi, og hertil kommer, at de vedføjede danske Forklaring til Planerne burde være udførligere. Men den, som alvorlig vil studere Planerne, vil ikke udlade at blive glædelig berørt af de store og patriotiske Arbejde, der viser sig allerede at være udført paa St, Croix af Plantageselskabet. Under Planerne findes en lille Montre med produkter, navnlig meget smuk Bomuld, af dette Aars Høst af nye Kulturer, Plantageselskabet er “den nye Tid”s Foregangsmand paa det agrikulturelle Omraade.

Dansk- vestindisk Frugtkompagni har mindre, men meget net Udstilling af sine Fabrikata i en Montre til venstre i Hovedhallen og et meget mere imponerende Udsalg af sine lækre Sager i Pergolaen.

Det er allerede et ganske smukt Omraade, Kompagniet spænder over, at dømme efter de Produkter, det udstiller. Her er de sunde og nærende Bananer, friske tørrede eller fremstillede som Mel, her er de maveregulerende Tamarinder, tørrede eller syltede, og den lækre Guavafrugt, fremstillet dels som Gelé, dels som Marmelade, dels hensyltet og dels tilsat Rom, og her er endvidere Lemoner, Ananas, Lemonasier, Kokosnødder og mange andre herlige vestindiske Frugter.

Men apropos! Hvorfor er der ikke paa Udstillingen en omfattende Samling af alle de Frugter, som findes paa vore vestindiske Øer? Det var da endelig noget, som vilde kunne paaregne enhver udstillingsbesøgendes levende Opmærksomhed.

I Kalifornier har jeg set saadanne Udstillinger af frisk Frugt, Druer, Blommer, Appelsiner, Æbler, Jordbær etc. etc., fremstillede i Glas fyldte med præserverende Vædske. Disse Udstillinger var en Øjenfryd og kunde faa Tænder til at løbe i Vand,

Men der er aldeles ikke Tvivl om, at en vestindisk Frugtudstilling vilde frembringe ganske samme Virkning. Tænk blot en Kvist med store, svulmende, gulgrønne Mangos eller en Klase af de mørkegrønne Kaneps, hvor vilde de ikke forekomme en dansk Beskuer ret ud æventyrlige! Og vel er vore vestindiske Øer smaa, men de ejer en uendelighed af Frugter, hvoriblandt nogle af Tropernes alleryppigste.

Som et sidste, men ikke mindste Udslag af “den nye Tid” findes paa Udstillingen to Billeder, som ingen bør forbigaa. De hænger i Hovedhallen til venstre og forestiller Kronprinsesse Louises Børneasyl paa St. Croix. Billederne taler for sig selv; paa det ene ser man Huset, hvor den velsignelsesrige Virksomhed øves, paa det andet en Stue med velredte, rigtige smaa danske danske Jærnsenge og en Flok sorte Smaabørn, som vogtes af en dansk Diakonisse.

Meget at det, der iøvrigt er at finde i den vestindiske Afdeling, vækker til Eftertanke. Betragter man t. Ex. det fortræffelige Kurvearbejde og den saakaldte “spanish work”, som er udstillet, de overordenlig smukkr Arbejder af Frø og Kærner og de fine Konkylie- og Skildpaddearbejder, som forefindes, saa det være en ganske nærliggende Tanke, at Husflid under planmæssig Vejledning maa kunne drives til noget ganske betydeligt paa vore vestindiske Øer og blive til en meget væsentlig Indtægt for den indfødte Befolkning. Og da hele Koloniudstillingen nu tilmed har en indelig Forbindelse med “Dansk Kunstflidsforening”, vil “den stille Magt”, maaske endog, naar Udstillingen en Gang – forhaabenligt med et stort pekuniert Udbytte – er sluttet, tage under Overvejelse, hvad der kan gøres for at fremme Husflid og Kunstflid ogsaa i Vestindien.

Af vestindisk Haandværk er der paa Udstillingen et Par Interiører (til højre i Hovedhallen) med de berømte vestindiske Mahognimøbler, som ikke kan undlade at vække Opmærksomhed, og en overordentlig smuk, i Mahogni og sølv indfattet, kalligraferet Adresse til fhv. Politimester Fischer.

At der også med Hensyn til Haandværk er et godt Grundlag at arbejde videre paa, fremgaar tydeligt nok heraf, og naar Lærlige-Plejehjemmet i Øjeblikket huser to unge flinke Vestindianere, som herhjemme uddanner sig i deres respektive Fag, saa synes ogsaa dette at tyde paa, at der paa selve Øerne er vaagnet Interesse for en Udvikling af Haandværket til Ære ogsaa for “den nye Tid”.

Fiskeri er des værre saa slet repræsenteret paa Udstillingen, at det slet ikke er Omtale værd.

Endelig maa jeg omtale Hr. Carl Lunds Panorama af St. Thomas’ Havn. Det er simpelthen et mesterstykke. Det er ikke korrekt i Enkeltheder – ingen forlanger heller det – men det giver et saa illuderende Billede af vor henrivende skønne vestindiske Havn, at ingen vestindianer kan sidde under de stribede Markiser og stirre ud over Havnen, nydende sin vestindiske “drink”, tilberedt fra den af Fru Kaptejn Ramsing forestaaende Buffet og serveret af den unge Negerinde, som har Kongens Løfte om, at Hs. Majestæt vil staa Fadder til hendes førstefødte, uden at føle Minder vælde frem at blive hensat i den Stemning af sydlandsk Beruselse, der er vore smaa Tropeøers allersombesynderligste og kosteligste Eje.
Craal.

Nu har vi Udstillingen deroppefra. Den vil jo ikke forandre de af Generalstaben afstukne Linier, men det kunne dog være at den var et første Puf til at Færøerne paa amdem Vis kom nærmere til Danmark, at man her i Moderlanget fik en noget mere vaagen Interesse for disse Interessante Øer med deres friske, djærve Befolkning, blandt hvilke Traditionerne paa forskellig Maade endnu holdes i Ære.
Naturligvis gaar det med denne Udstilling som med de øvrige Grupper indenfor Helheden, at der uden Skade kunne være mere. Vi faar ikke tilstrækkelig fyldig Besked. Man naar netop til det Punkt for Alvor at vække vog Appetit – for saa at standse. En Mulighed er der dog for, at den Vestindiske afdeling kan komme nær til Fuldkommenheden, naar den nyankomne Skibsladning derovrefra er bleven fordelt i Boderne og paa Terrænet.

Ved den færøiske Udstilling har man dog været klar over det ved en saadan Fremvisning meget væsentlige Moment, nemlig, at det gjalt om at give Prøver paa den hjemlige Industri, vise, hvad der fabrikeres af Ejendommeligheder netop fra Færøerne. Og her er den smukke Knivfabrikation med de indlagte Skafter et godt Eksempel paa den selvstændige Virken. Dernæst er der den righoldige Udstilling af Skind og Huder, af Uld og prægtige, langhaarede Tæpper, der sælges til en meget billig Pris. Man undgår hellr ikke at lægge Mærke til den kolossale Kulblok fra Syderø – en efter Sagkyndiges Udsagn ret enestaaende Prøve paa de meget omtalte, færøisk Kul.

Den kvindelige Husflid er særdeles smukt repræsenteret og aabebarer en fin Smag, der forstaar at benytte Farver. I forskellige Montrer findes Samlinger af mer eller mindre karakteristiske Arbejder for Færøerne – Grindeknive, Nationaldragter, udskaarne Genstande, Metalarbejder o. s. v. – men desuden er her naturligvis en ikke ringe Mængde Kuriosa fra tidligere Tider. Ganske morsomt er f. Eks. et Skakspil, hvoraf nogle af Brikkerne, der viser Biskopper i Ornat el. l., rimeligvis stammer fra før Reformationstiden; i 185o er saa Spillet blevet suppleret af en Færing, der har skaaret andre Præstefigurer, men den hvide Krave og den høje Hat har nu afløst de katolske Dragter.
Paa et af Væggene hænger et sjældent Stik, der viser selveste Frederik den VII i Fangerkostume ved en Grindejagt; det blev til som Minde om Kongens Besøg deroppe, men er allerede nu en Sjældenhed.

Færingerne faar naturligvis i første Række det store Publikum i Tale ved de to arrangerede Stuer: Røgstuen og Glasstuen; den sidste har sit Navn af den for os ikke overvældende Besynderlighed, at den har Vinduer.
Paa Charlottenborg havde Maleren E. Krause i Aar et smukt Billede af en saadan Røgstue – i et tidligere Numer af “Ill. Tid.” fandtes forøvrigt en Gengivelse deraf – og man kan nu paa Koloniudstillingen yderligere danne sig Begreb om disse Stuer, hvor Røgen gaar direkte fra Ildstedet op gennem Hullet i Taget.

Den lille “Glasstue” byder – foruden det hyggelige og beskedne Indtryk – den mere taalmodige Beskuer nogle Enkeltheder, som ikke er uden Interesse; man skal saaledes lægge Mærke til Figurerne paa Kakkelovnen – det er nemlig ingen ringere end Caroline Mathilde, der danser med Struense, medens Brandt stryger Fiolen dertil.
Og paa Væggene hænger Silhouetter, der har mangfoldige Aar bag sig, Billeder, som i lange Tider har prydet den lille Glasstue paa Færøerne. I en Ramme findes et gulnet Dokument; det regnes for en af Stuens fornemste Seværdigheder og er selve det Kaperbrev, som Justitsraad Møllers Oldefader, Michael Møller, modtog i det Herrens Aar 1808.

Alt dette er imidlertid Detailstudier. Det store Publikum, der passerer i saa og saa mange Minutter, har ikke Tid til sligt. Men Carl Lund er derimod sikker paa sine Beskuere, og hans smukke Fuglebjerg og Gadepartiet fra Thorshavn bliver derfor Reklameplakater for den færøiske Udstilling.
VALDENAR GREIBE

Han begyndte med at fortælle om Øens Opdager, Christoffer Columbus. Men den geniale Spaniers Livsæventyr maatte dele de kongelige Højheders Opmærksomhed med nogle ubetydelige Graaspurve, som hoppede nok saa ugenert om lige foran Prinsesse Thyra og paa deres lave Flugt gennem Rummet strejfede Fjerene i Kronprinsessens Hat. Da ingen imidlertid gav dem Kagesmuler, som de var vante til, forsvandt de snart, og den tætte Tilhørerskares hele Interesse kunde atter samle sig om Talerstolen.

Der fra blev der nu fortalt om det Selskab, som i forrige Aarhundrede dannede sig her hjemme og sendte Skibe med Agerdyrkere til St. Croix. Hele Øen blev delt mellem dem, og den eneste Udgift eller Skat, de havde at betale, var en Kapun eller Kalkun om Aaret. Det vil sige, der eksisterede ogsaa forskellige Bødebestemmelser. De maatte f. Eks. ikke arbejde om Søndagen, ikke forlade Landet uden Guvernørens Tilladelse osv. Bøderne bestod i Tobak. Vilde de ikke gaa i Kirke om Søndagen, maatte de saaledes pænt erlægge 25 Pd. Tobak.

Og nu fortalte gamle Melchior en Historie, som faar Kronprinsessens Hofdame til at rødme.

En af disse Agerbrugere var særlig berømt. Han hed Schielderup, og hans samtidige kan ikke blive trætte af at opregne alle hans Dyder og herlige Egenskaber. Det berettes, at der kom Folk rejsende til langvejs fra, fra Steder hundrede Mil borte, blot for at se den højt priste Schielderup. Ja, en samtidig Forfatter ved endda at melde, at en Kronprins, som boede 300 Mil borte, sendte sin Datter til ham med Bøn om, at “den tre Gange værdige Hr. Schielderup” vilde skænke ham en Dattersøn ved hende. Da hun var ung og smuk, mener Forfatteren, at Fyrsten har faaet sit Ønske opfyldt, og jeg skal ikke nægte – føjer Hr. Melchior til, medens alle Damevifter er i Bevægelse – at jeg selv er af samme Mening.

Efter at dette lille Intermezzo er overstaaet, bringer Hr. Melchior atter alles Sind i Ligevægt ved at fremhæve de store Fortjenester, Kronprinsessen har indladt sig ved at tage Initiativet til en forbedret Børne- og Sygepleje i Vestindien. Men det private Initiativ er ikke nok. Skal det rigtig blive godt maa Regering og Rigsdag træde hjælpende til.

Taleren slutter med at udtale Haabet om, at Lovgivningsmagten vil støtte de Bestræbelser, der fra privat Side er gjort for at ophjælpe de vestindiske Øer.
Troels.

Siden vi taler om at se, saa synes jeg, det er underligt, at Pressen, der dog skulde være klogere end vi andre, aldrig kan se sig for, for hver Gang, den er ude at køre, lige meget om det er med en ny Bane eller et nyt Avtomobil, saa er der altid nogle af dem, der vender Benene i Vejret. Jeg kender en Herre, der nær havde slaaet sig ved den Lejlighed.
Her er i det hele bleven væmmeligt ufredeligt i Landet i den sidste Tid!
Maar men nu tænker sig, at man kan blive afskediget, bare fordi man ikke har 10 Stykker Wienerbrød parat, og Gud, det kan da hænde den bedste. Jeg vilde forresten gerne vide, hvem der havde haft Lyst til at sidde og gnave 10 Stykker; man maatte da blive rædsom tør i Halsen af det.
Adolf trak mig op paa en Udstilling af Ure, men det brød jeg mig virkelig ikke om. Der var et farligt Spektakel, for de slog og dikkede og rumsterede i Hovedet, og jeg havde i Forvejen Hovedpine, for vi havde haft Vask, og det var en rædsom Plage.

Det har i det hele sine store Vanskeligheder at være gift, og hver Aften, naar Adolf kommer hjem, har han hele Hovedet fuldt af Politik, og det vil han ogsaa, at jeg skal have; men jeg siger altid til ham, hvorfor vrøvler de saa rædsomt, for hvis han, der hedder Busk, løber over, som de kalder det, og hvis vi har faaet et Ministerium, der er Højre, skønt Folk har gaaet og troet, det var Venstre, saa er det da ikke saa farligt. Saa kan man jo bare sige: bedre Lykke næste Gang.
Det har jeg prøvet at forklare Adolf, men han siger bare, at jeg er dum og ingen ordentlig Begrab har om nohen Ting, og at han er glad, Kvinderne ikke har faaet Stemmeret, for saa blev det sidste værre end det første.
Det er slet ikke pænt talt af Adolf, for han kan da nok forstaa, at jeg aldrig vilde sige andet, heller ikke i Rigsdagen, eller hvor man nu kom hen, end det, han sagde, jeg skulde.
Og Gad véd egentlig, hvor Adolf har faaet al sin Visdom fra??
Jeg ønsker bare, de vilde lave en Lov, hvor det blev forbudt Vaskerkoner at være uartige, og Rigsdagsmænd at vrøvle.
Det ønsker inderligt – for det giver Hovedpine – af
Hildelil Sørensen.

Den viser Handelens Livsbetingelser: Skind, Tran, Fuglefjer og Edderdun; her er Modeller af Boliger – dels Koloni-, dels Udliggerhuse – ; Beklædningsgenstande og Redskaber o. s. fr.
Rent dekorativt set virker Repræsentationen fra Grønland naturligvis ogsaa i heldig Grad. Den udstoppede Isbjørn, Hundeslæden, Kajakken, Konebaaden, Teltet – alt bidrager det til at give Koloniudstillingen det Præg, der bør hvile over den.
Hr. Carl Lunds Fantasi har ikke med Hensyn til Grønland faaet Lov til at spille vidt om, men er krystalliseret ud i et Isblokpanorama fra Umanak. Endelig er der som et Supplement til Udstillingen, der forøvrigt ogsaa rummer Prøver paa Kryolithselskabets Virksomhed m. m., en elegant og meget kostbar Samling fra Bundtmager Bang. Den viser, hvor højt vor Industri staar paa dette Omraade, og navnlig Udlændinge har i Aar sikret sig varme Minder af Skind og Fuglefjer.

Med Vestindien afsluttes, som sagt, Udstillingen paa særdeles virkningsfuld Vis. Man sidder her tildels i Læ af Palmer (direkte Import) – med sin Icecream-Soda, der serveres af en ligeledes direkte importeret Negerkvinde, som ovenikøbet taler godt Dansk, og ser ud over St. Thomas’ Havn og By med Guvernements huset og de øvrige Seværdigheder.
Lytter man godt efter, kan man høre nogle sorte, vestindiske Svin grynte, medens vestindiske Høns basker og kagler paa den anden Side Rækværket. Her har den berømte Lund’ske Kompositions- og Kombinationsevne skudt en nydelig tropisk Blomst, og Vestindiefarere fortæller da ogsaa med Tilfredsstillelse, at netop saa smukt – og lidt til – er der derovre paa de Øer, som vi var lige ved at lægge paa Handelsvægten.

Men Vestindien viser os selvfølgelig mere end dette hjemmelavede Teatersceneri. Det dansk-vestindiske Frugtkompagni har en produktrig Udstilling, og paa den smukke Kurve- og Hattefletning er der ligeledes upaaklagelige Prøver.
I Afdelinger, som findes i Udstillingshallens’ første Halvdel, ses endvidere en meget betydelig Samling Husflidsarbejder, og gennem Fotografier faar man Lejlighed til at se Livet i Dronning Louises Børnehjem.

Der er udstillet et Par Stuer derovrefra med nogle overordentlig smukke Mahognimøbler, af hvilke en Himmelseng med Moskitonet ikke er det mindst tiltalende. Forøvrigt beklædes Bagvæggen i en af disse Stuer af en meget sjælden Gobelin, der skriver sig fra Christian IV’s Tid, og som viser danske Orlogsskibe, der er opankrede udfor Trankebar.

I en saa kortfattet Oversigt over denne Udstilling fra Grønland og Vestindien vil meget naturligvis forblive unævnt, der ærlig fortjente en Omtale. Men kan disse Par Ord virke som en liden Aperitif, der kildrer Interessen saa meget, at et Besøg paa Koloniudstillingen bliver Resultatet, er Hensigten naaet.
VALDEMAR GREIBE

I Anledning af denne Børnefest har Komitéen arrangeret en 10 Øres Tombola, hvor hvert Lod giver Gevinst, i de fleste Tilfælde en nyttig Brugsgenstand.
En stor Mængde kjøbenhavnske Firmaer har nemlig været saa elskværdige at stille større Gaver til Komitéens Disposition. Bl. a. er der saaledes indkommet Gaver fra Kurvemager Wengler, Magasin du Nord, Illum, Goldschmidts Magasin, Papirhandlerne Levison og J. Chr. Petersen, Grosserer Holger Petersen, Fabrikant Neye, Salomon Davidsen, Grosserer J. A. Berendt, F. A.C. Olsens Enke, Hofbager Olsen og Rubows Enke. Desuden har flere af Komitéens Medlemmer Udskudt Pengebeløb, og adskillige Firmaer har givet betydelig Moderation paa Indkøb.

Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior, Forf., Admiralinde Emma Gad, Etatraadinde Louise Hansen og Konsulinde Vidalin repræsenterede Komiteen og blev bistaaede i deres Arbejde af Frkn. Margrethe Christophersen og Klüver samt Forf. Knud Steffensen, som særlig tog sig af Tombolaen, i hvilken der var Gevinster til hvert fjerde Barn. Der var baade smukke Læderting, Dukker og andet Legetøj, Slikkeri m. m. – alt Gratis. Oprindelig havde det jo været Meningen, at de smaa Gæster skulde betale 10 Øre for Tombolaen, men Komiteen havde efter Skoledirektørens Ønske opgivet denne Beslutning. Alle Børnene havde ikke desto mindre en 10-Øre med og benyttede nu denne til Indkøb enten i Frugtboden eller andre Steder; særlig Lykke gjorde Negerbørnenes kendte Legetøj, de lange Flamboyanbælge, Drengene var som vilde efter disse.

Lærere og Lærerinder søgte efter bedste Evne at forklare Børnene saa meget som muligt af Udstillingen, men det kan ikke nægtes, at Tomolaen og Frugtboden i højere Grad fængslede de ungdommelige besøgende og bidrog til at forsinke Omvisningen.

Men Børnene morede sig – mange helt guddommelig – og det fortjener at nævnes, at deres Opførsel var overordentlig smuk.

Klokken var nogle Minutter over tre; Præsidenten havde forladt Udstillingen, Admiralinde Gad og Etatsraadinde Louise Hansen var lige gaaende til Toget, da Kronprinsfamilien pludselig uventet indtraf.

Herskaberne kom kørende i et Par Ekvipager til Udstillingen. Paa Komiteens Vegne gjorde Konsulinde Vidalin Honnørs for de kongelige; det var Drs. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe med sine tre Børn samt Prinsesse Dagmar. Herskaberne var ledsagede af Hofdame Frk. Wedel-Heinen.

Pr. Telefon blev Præsidenten underrettet om Besøget, og ikke længe efter indtraf Grosserer Moses Melchior.

De jublende glade Børn morede i høj Grad de kongelige, der underholdt sig livlig med de smaaa.

Den lille Negerpige Alberta, som Frk. Christophersen bar paa Armen, talte Kronprinsessen i længere Tid til. Den lille Negerdame var dog til at begynde med i mindre godt Humør. Senere kom den lille Negerinde sig rigtig og kunde endog galant paa Komiteens Vegne overrække Prinsesse Louises Børn nogle smaa Présenter, forskellige fixe Fajancekrukker.

Tombolaen havde man imidlertid maatet lukke, da Expeditionen af de mange Børn trak altfor længe ud, og resolut stillede nu Hr. Knud Steffensen sig op ved Udgangen og uddelte dér Gaverne til Børnene. Disse fik desuden en Mængde Kokosnødder. Kronprinsessen lod indkøbe et store Parti, som dels blev kastet i Grams, dels uddelt til Børnene, hvis Begejstring var ubeskrivelig og ingen Ende kendte.

Godt og vel en Time blev de kongelige paa Udstillingen; ved Bortgangen komplimenterede Herskaberne Komitéen og de assisterende. Fra mange Børn hilstes Drs. kgl. Højheder med livlige Hurraraab, da de sted til Vogns og kørte bort fra Udstillingen.
– – –
I Dag vil Tombolaen slet ikke være i Gang, da den i Gaar trak de forskellige Børneholds Besøg for meget i Langdrag. Gaverne vil blive nedlagte i store Poser, og hver Lærer og Lærerinde vil faa en saadan Pose med Gaver, som de da senere kan uddele til Drengene eller Pigerne i deres Klasse.

Til slutning skal vi meddele, at Udstillingen Udgifter nu er dækkede. De har været ca. 40,000 Kr., og til i Gaar havde man en Indtægt af ca. 41,000 Kr.

For at regulere Færdselen var der mellem nedrammede Pæle udspændt en Snor midt igennem den overdækkede Gang, der fører fra Hovedhallen til den vestindiske Rotunde. Paa Komiteens Vegne tog Grosserer Moses Melchior og Konsulinde Vidalin sig af de ungdommelige Gæster, og Hr. Knud Steffensen assisterede ved Tombolaerne. Der var to, en for Drenge og en anden for Piger. Hver fjerde fik Gevinst, og det blev ordnet saaledes, at Børnene trak af en Pose, der var forsynet med 24 Numre, hvoraf de 18 var Nitter. Der var Honningkager, smaa Dukker og meget andet, attsammen gratis. Men de unge Damer og Herrer havde jo belavet sig paa at skulle ofte 10 Øre paa Tombolaen, og der blev i den Anledning omsat en lille Formue i Frugtkompagniets Bod, som saaledes nød godt af de 10-Ører, der gik Tombolaen forbi; særlig efterspurgte var de lange, raslende Flambohaubælge, som er Niggerbørnenes kæreste Legetøj. Vi tror nok, at Tombolaen og det dansk-vestindiske Frugtkompagnis Udsalg var det, der gjorde størst Indtryk, men Lærerne og Lærerinderne, som var med, sørgede jo for, at der ogsaa faldt lidt Belæring af. Og der blev endda Tid til at vexle Haandtryk med Mr. William Smith og Victor og Alberta.

I Dag kommer der nye Skarer af Børn, og i Aften har jo ogsaa Tivoli-abonnenterne gratis Adgang. Det fylder ikke i Kassen, men Koloni-Udstillingen har stadig kunnet glæde sig ved jævnt godt Besøg. De første fyrretyve Tusind Kroner er taget ind, og dermed mener man, at Udgifterne er dækkede. De Uger, som er tilbage, skulde altsaa bringe det forventede Overskud til “Dansk Kunstflidsforenings” Sommerkursus.

Henad Firetiden i Gaar Eftermiddags aflagde Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Dagmar og Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe med sine tre Børn, ledsagede af Hofdame Frk. Wedel-Heinen, et Besøg paa Koloni-Udstillingen, der paa det Tidspunkt endnu var befolket af glade Kommuneskolebørn. De kongelige Herskaber, der blev modtagne af Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior og Konsulinde Vidalin, underholdt sig længe med Børnene. Kronprinsen fik en Flok Drenge og Piger samlede sammen i det islandske Bjælkehus og gav dem, assisteret af Fru Vidalin, en omhyggelig Forklaring vedrørende de her udstillede sjældne Genstande. Imidlertid havde Kronprinsesenn forsynet sig med Kokosnødder og andre gode Sager, som hun uddelte til Børnene. Der var almindelig Begejstring, da Hds. kgl. Højhed tog Udstillingens lille Negerpige paa Armen; den eneste, som ikke delte denne Begejstring, var den lille Alberta. Hun var ganske uforstaaende overfor den Ære, der blev hende til Del, og hylede i vilden Sky.

De kongelige Gæster opholdt sig over en Time paa Udstillingen, og da de steg til Vogns, gav Børnene dem et rungende Hurra.

Tombola-Arrangementet voldte i Gaar enm Del Standsninger. Man har derfor resolut opgivet det, og i Morgen vil der blive givet Gevinstpakker til Lærerne og Lærerinderne, saaledes at disse bagefter kan besørge Fordelingen.

Pigerne og Drengene trak hver for sig, til de unge Damer var der Straahatte, Vaser, Godter, Syting, til Drengene Huer, Blyantsholdere, Tændstiketuier og en Mængde andre Ting. Denne Kæmpelodtrækning var særdeles praktisk ordnet, og det hele gik nemt fra Haanden. Pæne og velopdragne defilerede Børnene forbi Gramseposerne, umaadelig ligeglade, naar de ikke vandt, og umaadelig henrykte, men ogsaa umaadelig generte, naar Lykken var dem gunstig, og de fik en Gevinst overrakt. Ialt ekspederedes igaar 7 Hold paa 600 Børn i hvert, ialt 4200 Børn, og idag og imorgen kommer der lige saa mange.

– Ja, Børnene er der ikke megen Vanskelighed med, sagde en af Komitémedlemmerne, men imorgen Fredag, faar vi en bitter Dag.
– Hvorfor det?
– Saa kommer jo alle Abonninerne herind, og saa tror jeg nok, jeg melder mig syg.
Hektor.

***
Koloni-Udstillingen har nu haft en Indtægt af ca. 40,000 Kr., og dermed skulde ifølge Overslaget Udgifterne kunne dækkes. Men de, der kender lidt til Udstillinger, véd, at Udgifterne altid løber højere op, end man har tænkt sig, og det samme finder nok ogsaa Sted ved denne.
Nogen overvældende Indtægt handler Kunstflidsforeningen derfor klogest i ikke at gøre Regning paa.
***

Fra det frederiksbergske Skolevæsens Side er der nu sket Henvendelse til Koloni-Udstillingen med Forespørgsel om, hvorvidt der ikke kunde tilstedes Skolebørnene i denne Kommune en lignende fri Adgang til Udstillingen som den, de kjøbenhavnske Børn har faaet.
Det bliver et Par Tusind Børn til.
***
Midt under Skolebørnenes Besøg paa Koloniudstillingen igaar, indfandt Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Louise med Børn og Prinsesse Dagmar sig paa Udstillingen, hvor de blev ca. 1½ Time.
Kronprinsessen var som altid meget interesseret, købte Gaver til Skolebørnene og talte livlig med de to smaa Negere, der efterhaanden synes at befinde sig vel under de ny Forhold.
***

– Vi inviterer, sagde en højtstaaende Officerfrue, og vi dækker Tebord i Rotunden.
– Og vi sætter det i Bladene, tilføjede en praktisk Komitéherre, saa faar vi 1000 betalende Gæster og 500 Kr. i Entré!

Saa satte man det i Bladene at de Kongelige kom, og inviterede Indenrigsminister Berg og hans smukke Frue og Fru Ch. Wiehe og flere nydelige Damer. Og de mødte et Kvarter før de Kongelige, alle meget smukke. Situationen var reddet.

– Goddag, sagde Fru Gad til Kronprinsen, Goddag deres kongelige Højhed, Fru Wiehe er her!
Og Kronprinsen vendte sig til sin Broder, Kongen af Grækenland,
– Har du hørt, sagde han. Fru Wiehe er her!
– Nej, sagde Kong Georg, er Fru Wiehe her?

Og saa gik de Kongelige ind paa Udstillingen, og lige indenfor Døren foran Victor og Alberta, lidt borte fra de smaa sorte Grise, stod Fru Wiehe og nejede.
– Det er jo en smuk Udstilling, sagde Kong Georg og gik lige hen til vor berømte Landmandsinde, Goddag, hvordan har De det?
– Tak godt, svarede den lykkelige Gilberte.

Nu kom gamle Moses Melchior med hvide Glacé paa Hænderne:
– Hvis Deres Majestæt vil følge mig, skal jeg vise Dem alting.
– Tak, sagde Kong Georg.

Men det var næsten umuligt at komme gennem Hovedhallen. Der var Trængsel af Mennesker, der vilde se. Det gik endda med Kong Georg og Kronprinsen og de andre voksne Kongelige, de har været i lignende Situationer saa mange Gange før, men med Prinsesse Louises to Smaapiger var det helt galt; de havde lyserøde Kjoler paa og store hvide Hatte og blev fuldstændig klemte inde.

Nu skal jeg, sagde Etatraadinde Louise Hansen, og hun tog en Prinsesse ved hver Haand, stak hver af dem en Negerdukke i Favnen og trak af med dem.
– Nej, hvor de er søde, sagde Folk.
– Nu kan vi vist godt gaa vor Vej, sagde Fru Hegel til Professorinde Bissen; der er Kommiemedlemmer nok foruden os.
De to Damer forsvandt.

– Denne Vej, Deres kongelige Højheder, sagde Fru Emma Gad til Kronprinsessen, og bagefter fulgte Forfatteren Steffensen med Prinsesse Victoria og Moses Melchior, der nu havde travl med at forklare Prinsen af Schaumburg-Lippe en Mængde Ting.
Kong Georg konverserede Fru Wiehe.

Inde i Rotunden var der dækket to Teborde med rene, hvide Duge, som Komitéen havde laant ude i Byen, Der stod lækre Smaakager og Tevrøvl.

Gid jeg var Hofreferent! Saa vilde jeg skrive omtrent saaledes:
– Kl. c. 3½ tog de høje Herskaber Sæde ved det med Femøreskager rigt smykkede Bord, ved hvilket Placeringen var følgende. Ved Hovedbordet havde Hendes kongelige Højhed Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe Plads imellem sine to Døtre, Prinsesse Louise og Stephanie, der hver krampagtig trykkede en Negerdukke til sig, samtidig med, at deres Øjne med Opmærksomhed heftede sig ved de omtalte Smaakager. Ved Prinsesse Stephanies højre Side havde Hendes kongelige Højhed Prinsesse Victoria Plads. De kongelige Herrer tog derimod ikke Sæde, men bevægede sig op og ned, livlig konverserende de Damer, der kom indenfor deres Rækkevidde. Paaklædningen var civil Formiddagsdress uden Ordener. Der blev ingen Taler holdt, Under Taflet musiceredes der af et Hornorkester.

Saaledes er vist den officielle Hofreferentstil, men jeg behersker den ikke ganske, jeg vil derfor indskrænke mig til at fortælle, at da alle de Kongelige var naaede hen til Rotunden, saa kom Teen.

Frk. Christophersen fra Kunstflidsforeningen, Etatraadindes og Admiralindens højre Haand, bar den rundt, assisteret af den sædvanlige Negerinde.
– Skal vi have Te, sagde Kromprinsessen, jeg holder i Grunden mere af Kaffe.
– Jeg ogsaa, Deres kongelige Højhed, sagde Etatraadinde Louise Hansen, nu skal jeg sørge for to Kopper.

Imidlertid gik Smaakagerne rundt; der var baade af de firkantede med en []klat i Midten og Napoleonshatte og Makroner og Kys. Alt i alt have Komitéen nok ødet for to Kr.
Men der kom 4-500 Kr. ind i Entré, saa det var en god Forretning.
Procopius.

Blandt de Damer og Herrer, Komitéen havde indbudt, bemærkedes Hs. Excell. Indenrigsminister Sigurd Berg og Frue, den russiske Gesandt, Kammerherre Isvolsky, de to russiske Gesandtskabssekretærer, Fyrst Volkonsky og Bibikoff, Mons. J. Fabre ved det franske Gesandtskab, Fru Charlotte Wiehe-Berény, Kapelmester Joachim Andersen og Frue og Konsul Gyllich.

Præcis Kl. 3 kørte en Række kongelige Ekvipager frem foran Udstillingens Indgang fra Tivoli, og faa Øjeblikke efter traadte følgende Herskaber ind paa Udstillingens Terræn: Hs. Maj. Kong Georg af Grækenland, Drs. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, Prinsesse Victoria af England, Hs. kejserl. Højh. Storfyrst Mikhail af Rusland, Drs. kgl. Højh. Prinsesse Louise af Schaumburg-Lippe, Prins Christophoros af Grækenland, Prinsesse Dagmar og Hs. Højh. Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe med Følge. Kronprinsessen var iført en terrakottafarvet Spadseredragt, de øvrige Damer var i lyse Spadseretoiletter. De kongelige modtoges og førtes omkring af Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior, Forf. Admiralinde Emma Gad, Etatsraadinde Louise Hansen, Konsulinde Vidalin, Kammerherre Krogh, Direktør Ryberg, grønlandske Handel, og Forf. Knud Steffensen.

Herskaberne besaa nu med stor Interesse hele Udstillingen; bl. a. forblev de i længere Tid i den islandske Afdeling, som forevistes af Konsulinde Vidalin, Professor Finnur Jónsson og Forf. Knud Steffensen. I denne Afdeling beundrede de kongelige ikke mindst de prægtige gamle udskaarne Arbejder, Panoramaerne interesserede ogsaa stærkt de høje Gæster. De unge færøiske og islandske Damer, som gennemgaar Kunstflidsforeningens tre Maaneders Kursus i Vævning m. m., var til Stede, klædte i deres Nationaldragter; Herskaberne underholdt sig en Tid med dem. De unge Damer var ledsagede af en ung færøisk medicinsk Student, som ligeledes bar den klædelige Nationaldragt.

Efter Udstillingen var beset, indtog de kongelige i den vestindiske Rotunde sammen med Komitéen og de indbudte nogle lette Forfriskninger. Kong Georg ytrede under Opholdet dér Ønsket om at se de to Negerbørn; disse blev strax bragte ind til Hs. Majestæt, som derpaa øjensynlig morede sig over at underholde sig med den lille Dreng og Pige, der var klædt i en fin hvid Dragt.

Inden Bortkørselen foretog Herskaberne endnu en Tur gennem Udstillingen og gjorde flere store Indkøb; saaledes købte bl. a. Kronprinsessen og Prinsesse Victoria en Del Sager i den vestindiske Bod, hos kgl. Hofbuntmager C. C. Bang købte Kong Georg en Del blaa Ræveskind og Prinsesse Victoria en Hat med Pelsværk; endelig spillede alle de kongelige i Tombolaen.

Ved Afskeden bebudede Kronprinsessen endnu en Gang at ville besøge Udstillingen, inden den bliver lukket. Herskabernes Ophold i Udstillingen strakte sig over halvanden Time.

I Dag vil Komitéen holde Møde for at tage Beslutning om eventuelt at holde Udstillingen aaben endnu i otte Dage efter Tivolis Lukning.

Det samlede Antal af Udstillingsgæster bliver omkring de 400.000, og Indtægten kan med et rundt Tal anslaaes til 52.000 Kroner. Man gør da Regnming paa et Overskud, der kommer Kunstflidsforeningens Sommerkursus til Gode. Foreningens Kursus er afsluttet for denne Gang. Den ene af de to vestindiske Elever vil opholde sig her endnu wen lille Tid for at søge yderligere Uddannelse, og naar hun kommer tilbage til St. Croix, vil hun oprette en Væveskole.

Vi spørger Fru Gad, hvad der nu bliver af Udstillingens sorte Befolkning: Mr. William Smith, under hvis Varetægt saa mange smaa Københavnere red omkring i Tivoli paa Æsler, eller de islandske Heste. Mary, som stod for Serveringen i den vestindiske Rotunde, og de to smaa Vildkatte, Victor og Alberta.
“William Smith,” svarer Fru Gad, “rejser hjem. Der har været adskillige, som ikke syntes utilbøjelige til at tage sig af Børnene, men efter moden Overvejelse har vi besluttet at sende dem tilbage til Vestindien. De har været udsat for saa mange Smaadrillerier, og nu længes de hjem. Den flinke Mary bliver. Hun har jo sin Mand – her i København, og hvis Folk til Selskaber ønsker sig en sort Opvarterske, hvad der jo ser ganske flot ud, – saa er Mary til Tjeneste”. [Efter Per Nielsens bog: Fru Jensen og andre vestindiske danskere, hedder den her omtalte Mary enten Henny eller Henriette Jensen!?]

– Har De fundet Afsætning for alle Carl Lunds Panoramaer?
“Zoologisk Have mener jo at kunne bruge det smukke, grønlandske Billede og den færøiske Fugleklippe, Maaske et eller andedt mindre Theater skulte have Brug for Resten”.

– Har dansk Folkemusæum saa købt den færøiske Røgstue?

“Jeg ved ikke hvad det bliver til. Direktør Bernhard Olsen vilde kun erhverve den for Musæet, hvis han kunde faa alle de gamle Sager med i Købet, og vi har netop i disse Dage fra Færøerne faaet et Brev, som giver alt andet end klar Besked. Folkemusæet har forøvrigt købt en Del paa Udstillingen, og Salget er i det hele gaaet ret livligt.

Og naar vi nu lukker”, siger Fru Gad til Slutning, “nærer vi et beskedent Haab om, at denne Udstilling maatte have røgtet sin Mission saaledes, at Kendskabet til og Interessen for de fjerne Lande, der er knyttede til Danmark, har bredt sig ud i videre Kredse. Jeg tror, at det er saaledes, og vi har da ikke virket forgæves.”

Herskaberne foretog først en Spasertur i Tivoli, hvor Træer, Plæner og Blomsterbede endnu staar saa smukt, og vendte derpaa tilbage til Udstillingens Indgang for at mødes med Drs. Maj. Kongen, Dronning Alexandra og Kejserinde Dagmar, som ca. Kl. 3½ ankom fra Bernsten ff. Dronningen af England var ledsaget af sit Følge, Hofdame Miss Knollys og Oberst Brocklehurst.

Samtlige Herskaber gik nu rundt i Udstillingen, hvor der var samlet mange Mennesker. De høje Gæster var under Besøget bl. a. ledsagede af Præsidenten, Grosserer Moses Melchior, Forf., Admiralinde Emma Gad, Etatraadinde Louise Hansen og Konsulinde Vidalin. Men iøvrigt var en Del andre Medlemmer af Udstillingskomitéen nærværende, saaledes Direktør Ryberg, kgl. grønlandske Handel, og Kaptejn Ramsing og Frue. Først dvælede Herskaberne en Tid i den vestindiske Afdeling, og derpaa var man inde i det islandske Hus.

Dronningen af England, der er Protektrice for en stor kvindelig Husflidsskole i England, bestilte til denne en Række Fotografier af de gamle udskaarne Træsager, ligesom Dronningen ogsaa ønskede anskaffet til Modeller for Skolen en Del gamle udskaarne Egetræs-Genstande fra Island. Endelig bestilte Dronningen her to store Stykker Dobbelt-Spalth fra den islandske Regerings Miner. Panoramaerne tog Herskaberne saa i Øjesyn, og den engelske Dronning og Kejserinde Dagmar, som jo besøgte Udstillingen for første Gang, udtalte sig meget rosende om disse.

De kongelige gik dernæst over til Tombolaen; Dronningen af England vandt strax en Skindpung og et Par Barnevanter af grønlandsk Sælskind, medens Kejserinden fik en Del Kort med Gengivelser af Panoramaerne. Desuden købte Dronningen og Kejserinden flere vestindiske og islandske Dukker i Nationaldragter, enkelte Stykker af det vestindiske Broderi, det saakaldte “spanish works”, og nogle færingske Ting. Endelig aflagdes Besøg hos Hofbundtmager A. C. Bang, hvor baade Kong Christian, Kong Georg, Dronning Alexandra og Kejserinden gjorde meget store Bestillinger af hvide og blaa Ræveskind. Herskaberne beundrede meget Hr. Bangs ganske enestaaende Samling af sjældne Skind og Pelsvarer.

De kongelige gik nu ned i den vestindiske Rotunde og nød The og flere Forfriskninger, bl. a. smagte de ogsaa paa Grosserer Moses Melchiors kendte, gamle Madeira, som flere Gange har passeret Linjen. De smaa Negerbørn blev præsenteret for Herskaberne.

Efter et Kvarters Forløb brød de høje Gæster op fra Rotunden, og paa Tilbagevejen ud gennem Udstillingen underholdst de sig med flere af de tilstedeværende besøgende; saaledes talte Kejserinden med Direktør Falck, der jo har leveret flere transportable Hospitalsbygninger til Rusland. Kejserinden præsenterede Hr. Falck for sin Søster Dronningen af England.

Fra Gengivelse af afdøde Professor Finsens Fødehus i Thorshavn, et Arbejde, der er udført i Broderi, besaa de kongelige med stor Opmærksomhed og Interesse. Kl. 4½ tog Herskaberne bort. Drs. Maj. Kongen, Dronningen af England og Kejserinden sad i den første Ekvipage. Kong Georg og Kronprinsen spadserede fra Udstillingen gennem Tivoli.

Ved Afskeden udtalte Hds. kgl. Højh. Kronprinsessen til Tilfredshed med det smukke Resultat, Udstillingen har haft.

De kongelige Gæster opholdt sig over en Time paa Udstillingen, hvor de gjorde en Del Indkøb hos Hof-Bundtmager Bang og i det vestindiske Frugtkompagnis Bod. Kejserinden bestilte nogle vestindiske Broderiarbejder – de saakaldte spanish works – og i Tombolaen vandt Hds. Majestæt en islandsk Dukke. Dronning Alexandra, der vandt en Skindpung og et Par Barnevanter, købte to vestindiske Dukker og en af de fortræffelige færøske Forskærerkniv. Paa Vandringen gennem Udstillingen underholdt de kgl. Herskaber sig livligt med Komitemedlemmerne og andre af de tilstedeværende.

I den vestindiske Rotunde serveredes The og Grosserer Moses Melchiors berømte Madeira. Der blev sendt Bud efter de to smaa Negerbørn, og de kongelige Herskaber mente at kunne konstatere, at Børnene under det lange Ophold paa Koloni-Udstillingen var Gaaede frem i Opdragelse og gode Sæder. Men den lille Alberta var ikke længe om at svække det gode Indtryk ved vrissende at sige Nej til en Kage som den gamle Konge havde bestemt for Hende.

Inden de fyrstelige Gæster tog Afsked, betragtede de med Interesse et stykke færøsk Husflidsarbejde: et Broderi, som fremstiller Prof. Finsens Fødehjem i Thorshavn, og Udstillingens Protekttrice, Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen, udtalte over for Komiteens Medlemmer sin fulde Tilfredshed med Udstillingen og de ved den opnaawede Resultater.

– – Endnu i Dag er Udstillingen aaben fra 12 til 5, og de, der ikke har aflagt den et Besøg, kan altsaa indhente det forsømte. At der bliver et Overskud til Fordel for Dansk Kunstflidsforenings Sommerkursus, tør, som vi tidligere har meddelt, anses som givet, og de mest sangvinske tænker endogsaa paa saadan noget som 8-10.000 Kroner.

Nationaltidende, 24. september 1905.

[Indeholder samme beretning som ovenstående fra Dagens Nyheder, men fortsætter:] Men hvorledes det pekuniære Resultat nu end bliver, kan Komiteen med Tilfredshed se tilbage paa de forløbne Udstillingsmaaneder. Den fandt en udmærket Præsident i den gamle, altid ungdommelige og muntre Grosserer Moses Melchior. Men taler man med Grosserer Melchior, siger han: Æren for det store og besværlige Arrangement er først og fremmest Fru Emma Gads. Og det er ikke tomt Galanteri. Naar Udstillingen er ført saa lykkeligt over alle Skær, skyldes det for en stor Del Fru Gads Energi og Beslutsomhed, og alle komiteens Medlemmer har paa mangfoldige Maader staaet hende bi, ikke mindst Konsulinde Vidalin og Grosserer Tulinius, som gjorde det muligt, at den islandske Afdeling, trods alt, kunde hævde sin Plads. Men det vilde være ubilligt, om vi ikke ogsaa nævner Frkn. Klüwer og Christophersen, der saa ufortrødent varetog det daglige Arbejde med dets mange smaa Bryderier.

Kronprinsessen, der har omfattet sin Stilling som Udstillingens Protektrice med megen Interesse, viste selv igaar rundt og hjalp med til at forklare alle Enkelthederne. Ved Tombolaen blev der gjort et længere Holdt, og baade den russiske Enkekejserinde og den engelske Dronning afslørede sig som ivrige Spillere, den første vandt en lille Negerdukke, den sidste bl. a. et grønlandsk Spænde af Hvalrostand. Begge gjorde desuden betydelige Indkøb, bl. a. af Bangs Pelsværk.
Besøget, der næsten varede halvanden Time, havde selvfølgelig hjulpet til at fylde Udstillingen med Skuelystne.

Idag et det Udstillingens sidste Dag; naar den i Eftermiddag Kl. 5 slutter, holder Funktionærerne Fest, og Komitéens Medlemmer udstøder et Suk af Tilfredshed. Det har været en vanskelig Tid, men heldigvis er det jo gaaet godt. Udstillingen har været besøgt af op imod 100,000 Mennesker, og Entréen i Forbindelse med Tombolaerne, Salget i Restauranten har givet en anselig Indtægt, der ikke helt gaar med til de betydelige Udgifter. De mest forhaabningsfulde af Komitémedlemmerne tænker sig et Overskud paa 10,000; de mere skeptiske venter kun halvdelen. Men noget kommer der altsaa ind, om end ikke nok til, at Kunstflidsforeningens Gæld kan dækkes. Heldigvis er vi næsten tilbøjelige til at udbryde. Thi hvis den Ulykke nogensinde skulde ramme os, at Kunstflidsforeningen fik sine Pengesager i Orden og ikke mere trængte til ekstraordinære Indtægter, hvorfra skulde vi saa faa den næste mondæne lille Udstilling med indtagende og elskværdige Komitédamer, livlige Femtéer, med Besøg af de Konbgelige, Tombola og en Mængde andre Tiltrækninger?
Hektor.