Koloniudstillingen *5

Til Højre for dette Arrangement findes de to vestindiske Interiører: Dagligstuen, med den prægtige Mahognibuffet og de smukke Sager af engelsk Plet, og Sovekamret med den smukke Dobbeltseng, der er omsluttet af et stort Moskitonet. Hovedvæggen i det førstnævnte Rum er dækket af det store gamle Trankebar-Gobelin, og paa en af Sidevæggene hænger et Maleri af St. Thomas Havn, et Ungdomsarbejde fra Løjtnantdagene af nuværende Admiral Bachariac. I en særlig Montre udstiller Fruerne Fischer, Lassen Landorph og Ramsing nydelige Broderiarbejder, spanish works og til den modsatte Side er Plantageselskabet “Dansk Vestindiens” Udstilling med Kort, hvis Farver angiver de nu opdyrkede Arealer, Prøver paa Bomuld af første Høst, Sukkerrør, Peberplanter og Kaffetræer. Her findes desuden et saadant Kuriosum som en stærkt medtaget Champagneflaske, der er fundet i St. Pierre paa Martinique efter Mont Velees Udbrud.

Den midterste Den af Hovedhallen, rummer den overmaade righoldige og afvexlende grønlandske Udstilling, baade de mange “store Numre” fra “Den grønlandske Handel” og Bidragene fra private Udstillere. Midt paa Gulvet staar den store Isbjørne- og Sælgruppe, Slæden med de 5 Hunde, Konebaaden og Kajakkerne. Ved højre Sidevæg er det grønlandske Sommertelt rejst og til venstre er der en Samling af mangfoldige forskelligartede Genstande: Vandskinds dragter, Poser af Hajskind, mægtige Enhjørningshorn, Hvalrostænder og Hvalbarder paa Baggrund af et imponerende Isbjørneskind, desuden nette Straa-Arbejder, et Stykke Flydetræ med Sten indborede i Træet, en Udstilling fra Godthaabs Bogtrykkeri o. m. a.
Derefter kommer den færøske Afdeling, med Tæpper, Uldtrøjer og Husflidsarbejder – bl. a. nogle kønne smaa broderede Daabshuer – og i Loftet hænger en Gengivelse af det stolte Skib, “Norske Løve”, der i sin Tid gik under ved Færøerne.

Island udstiller, foruden hvad vi i de foregaaende Dage har nævnt, en Del fortræffelige uldne Stoffer i en Hjørne af Hovedhallen. Herfra er der Passage op til det islandske Hus med den store Vidalinske Samling.

Fra Hovedhallen fører den med Hængeplanter smykkede lange Pergola ned til Kuppelbygningen. Paa venstre Side af Pergolaen træffer man først den færøske Røgstue – skjulte elektriske Lamper vil lyse under Ildstedets Tørv – og den kønne lille Glasstue, der ser helt hyggelig ud. Hofbundtmager Bang har sikret sig en stor Køje, i hvilken han udstiller en pragtfuld Samling grønlandske Skind i de viunderligste Farver, bl. a. en Jaket af spraglet Sælskind; denne Samling repræsenterer en Værdi af 20,000 Kroner. Dansk Fiskerimusæum møder frem med en Del Redskaber til Brug ved arktisk Fiskeri og med en interessant Fremstilling af en Hvalfangsts forskellige Stadier, og endelig er der her i Pergolaen en lille Køje med billige grønlandske Salgsvarer og en anseelig Udstilling fra dansk-vestindisk Frugtkompagni.

Til højre aabner der sig smaa henrivende Kig ud til de Carl Lundske Panoramer: Thingvallasletten, Umanakfjorden, Thorshavngaden og Fugleklippen, der er tæt besat med veritable Skarver, Alker og Lommer i udstoppet Tilstand. Prisen bærer det grønlandske Panorama og det store, herlige Billede af St. Thomas Havn, som man har Udsigt til fra Kuppelbygningens Restaurant.

Medens man her prøver de kølende refreshments – uden Spirituosa – kan man nærmere betragte den vestindiske Have med de tropiske Planter, Gangenes Konkylierande og det brogede Havehegn af Flaskeskaar, som holder alle ubudne barfodede Negre borte. Og Man ender saaledes, hvor man begyndte, ved sin Indtræden i Hovedhallen – i vestindiske Omgivelser.

*
Aabningshøjtideligheden, der fandt Sted i Gaar Efterm. Kl. 3 i Tivolis Koncertsal, overværedes af Hs. Maj. Kongen, Kronprinsen, Kronprinsessen, Prinsesse Thyra og Prinserne Harald og Hans. I den talrige Forsamling saas desuden Ministrene Enevold Sørensen, Berg, Raben-Levetzau og Vilh. Lassen (alle civilklædte), den svensk-norske Gesandt, Kammerherre Gude, Digteren Bjørnstjerne Bjørnson m. Frue, Overpræcident Oldenburg, Politidirektør Eugen Petersen m. fl.

Udstillingens Præsident, Grosserer Moses Melchior holdt Aabningstalen.
Grosserer Melchior begyndte med at takke Kongefamilien for dens Nærværelse, og han rettede en særlig Tak til Kronprinsessen, der havde lovet at overtage Protektoratet. Han mindede om, at Iniativet til Udstillingen var udgaaet fra dansk Kunstflidsforening, og at det eventuelle Overskud skal tilfalde denne Forenings Kursus til Uddannelse af Haandgerningslærerinder fra Island, Færøerne, Vestindien, Sønderjylland og vore Højskoler, – en Virksomhed der gjorde Foreningen og dens energiske Formand, Admiralinde Gad, den største Ære. Formaalet med Udstillingen var at fremme Interessen hos den store Befolkning herhjemme for de til Danmark knyttede Lande. Der var jo i de senere Aar vaagnet en stor Interesse for disse Lande, og den havde givet sig Udslag paa forskellig Maade, hvilket Taleren nærmere paaviste.

Grosserer Melchior gennemgik kortelig Udstillingens Indhold og henledede bl. a. særlig Opmærksomheden paa den enestaaende Samling af etnografiske Genstande fra Grønlands Østkyst. Udstillingen fra Island var ikke bleven saa fyldig, som den skulde have været, da der, navnlig hos Ungdommen, havde rejst sig en stærk Opposition mod Islands Deltagelse. “Jeg kan kun sige”, udtalte Grosserer Melchior, “at vi har gjort alt for at tækkes Islænderne. De har gjort Komiteen Uret, men jeg haaber, at Islænderne vil være saa noble og højmodige at tilgive os den Uret, de har gjort os, – skønt sligt som Regel ikke sker.”

Præsidenten takkede alle de mange, der havde arbejdet for denne Udstilling, og særlig takkede han “den stille Magt, der som fra en snarraadig, dygtig og højst elskværdig Side”. Han skulde ikke nævne noget Navn – da den paagældende havde forbudt ham det – men han vilde takke denne stille Magt, som i første Række havde skabt Udstillingen.

Skønt Grosserer Moses Melchior holdt sig Forbuddet efterretteligt og ikke nævnede noget Navn, var der næppe nogen af de tilstedeværende, som ikke anede den kvindelige Adresse.

Efter at Kronprinsessen paa Præsidentens Anmodning havde erklæret Udstillingen for aabnet, vexlede Kongen og Kronprinsessen nogle Ord med Bjørnstjerne Bjørnson, og derefter begav man sig over til Udstillingen. Kongen dvælede længe i den islandske Afdeling og udtalte sin Beundring over der Vidalinske Samling. De tre Grønlænderinder – Piece Kleist fra Julianehaab og Johanne Nielsen og Elisabeth Andreasen fra Umanak – blev, sammen med de to unge færøiske Piger – Rigmor Lützen og Elgine Kruse -, der ligesom Grønlænderinderne var iførte Nationaldragter, præsenterede for Kongen, som underholdt sig med dem en Tid lang. Hs. Maj. hilste ogsaa paa Negerinden, der vartede op i den vestindiske Afdeling, og den mørke Skønhed saa overmaade betaget ud.

Efter at have gjort en Del Indkøb i de forskellige Salgsboder, forlod Kongefamilien Udstillingen, men Komiteens Medlemmer var endnu længe optagne af at vejlede de mange Indbudne. Vi bemærkede blandt disse fhv. Guvernør Oberst Hedemann, Departementscheferne Schlichtkruft og Krieger, Statsraadssekretær Kofoed, kontorcheferne Stemann og Ellermann, Admiral Gad, Statsraaderne Stadslæge Hoff, Bryde, Lorenz Frølich og Claus L. Smidt, Skoledirektør, Prof. Bauditz, Prof. Ehlers, Etatraadinde Louise Hansen, Fru Mimi Carstensen, Frk. Sophie Alberti, Frk. Edith Brandes, Landsthingsmand Løjtnant Rambusch, Havnekaptajn Drechsel. Dr. phil. C. Rothe, Professorerne Jungersen, Henning Matzen, Leopold Meyer, C. B. Prytz, Rostrup, Ticherning, Warming, Wimmer og Bestermann, Bibliotekar, Dr. phil. Kaalund, Docent Verner Dahlerup, Dr. phil. Broch, Prof. Landskabsmaler Gotfred Christensen, Advokat Halkier, Højesteretssagfører Bagger, Overretssagførerne Høst og Ole Jensen, den islandske Digter, Pastor Matthias Jochumsen, Stadslæge Reumann, Kontorcheferne Krenchel og Earl Meyer, Grossererne Bernburg og Carl Melchior, Forlagsboghandler Hegel, Kapelmester Joachim Andersen, Direktør Dorph-Petersen, Arkitekt Tvede. Ingeniør Hendriksen og Direktør Bernhard Olsen, der sikrede sig en Del islandske Smykker til Dansk Folkemuseum.

Man kan længe nok paastaa, at Kunstnerne er vore Kælebørn. De er det ikke. Hvem er mere Genstand for Satire end netop Kunstnere? Selv deres egne skaaner dem ikke. Der er ikke nogen nemmere Maade for en Forfatter at være morsom paa end ved at fremstille Kunstnere, der er dumt forfængelige, affekteret og egenkærlige. Har man nogen Sinde set Publikum protestere mod sligt ud fra den Betragtning at Kunstnerne var Kælebørn, som man ikke vilde have latrterliggjort? Aldrig!

Nej, vore virkelige Kælebørn, det er de danske, der bor udenfor det egentlige Kongerige Danmark. Koloniernes Beboere maa man ikke kalde dem, men det er altsaa Beboerne af de danske Atlanterhavsøer. Vore islandske Landsmænd faar undskylde, men det vil næppe være muligt at bruge en Benævnelse, der udstiller dem fra de Negre og Eskimoer, som de saa nødig vilde paa Udstilling sammen med.

Og for Resten er det ogsaa et Fejlsyn, naar Sagaøens Beboere opfattede det som noget nedsættende at skulle sammenstilles med Medlemmer af disse to Folkeracer. Der er for Tiden ikke noget saa fint som at være dansk fra de atlantiske Dele af Riget. Hvad regner vi i Grunden os selv for? Ja, man kan jo f. Ex. læse Referaterne fra de to Venstrefraktioners Møder i denne Tid, og man kan der se, hvorledes Folk betragter hinanden, og det ikke blot Landsmænd men Folk, hvis politiske Grundopfattelse er den samme og som kun skilles af nogle Modsætninger paa enkelte Spørgsmaal. Man skulde tro, at disse Folk dog saa nogenlunde maatte kunne være i Stue sammen og omtale hinanden med en vis Agtelse. Men vil man danne sig en Opfattelse af hver af de to Parter ved at lære den anden Parts Karakteristik i de respektive Blade, saa faar man ikke noget Indtryk af, at det at være dansk Venstremand er noget her i Landet særdeles respekteret. Og da Venstremændene jo endnu er i Flertal, saa kan man vel slutte deraf, at det overhovedet ikke er meget fint at være kongerisk Dansk.

Saa snart derimod Talen er om de Danske, der bor uden for Kongeriget, saa faar straks Piben en anden Lyd. Da er vi alle enige om at udfolde den største Kourtoisi. Vi søger at gætte deres Ønsker, før de endnu er udtalte; vi møder med Telegrafkabler, Bankforetagende, Lotterier, Dampskibsselskaber. Og selve den Udstilling, der har vakt Islændernes Vrede, er jo utvivlsomt ment som en Kærlighedserklæring til vore fjerne Landsmænd. Det er sandt nok, at der undertiden har været Tivoli-Udstillinger, der havde en udelukkende spøgefuld Karakter. Men denne er noget ganske andet. Tivoli er virkelig ikke et letsindigt Etablissement.

Men heraf skulde atter synes at følge, at jo fjernere Kolonibeboerne er fra Landets Centrum, des mere Kælebørn maa de blive. Set fra dette Standpunkt er Vestindianerne, der for Resten ikke, som Islænderne synes at gaa ud fra, alle er Negre, de fineste, derefter kommer Grønlænderne, og Islænderne selv er i Grunden ikke stort højere paa Straa end vi selv.

De maa saamænd være glade til, at de overhovedet kommer paa Koloniudstilling.
Opticus.

Nu burde vi jo notere en hel Række af de andre, men ærlig talt, vi gider ikke. 25 Grader Réamur dunker gennem Glastaget ned i Hovedet paa os, vi savner Kraft til at tage Blyanten frem og skrive op: Politidirektøren, Overpræsidenten, Branddirektøren o.s.v., o.s.v. Vi ved meget godt, at alle Berømthederne, selv om de er nævnte Tusinde Gange, gerne vil se deres Navne paa Tryk endnu en Gang. Men det faar vente til en anden Lejlighed. Det er for varmt!

De Kongelige.
Ah, Musik! Honnørmarschen, de Kongelige! De Tilstedeværende rejser sig, og vi kryber op paa en Stol for at se. Tre, fire Ekvipager med røde Kuske svinger op for Koncertsalen, Kongen stiger ud, nogle blomstersmykkede Hatte, som vi for et Øjeblik siden saa vaje, forsvinder pludselig i Dybet, nogle sorte Rygge bevæger sig rytmisk op og ned! Og Trommerne buldrer, mens Kongen og hans Følge gaar op ad Midtergangen. Stor Placeringsscene, som næsten er endt, da alle Blikke atter vender sig mod Midtergangen. Det er jo Bjørnson, der kommer, stor og bred som et Fjæld, og med den brømte graa Hat, som er kendt fra Pinrio til Aulestad. Han og hans Frue tager Plads paa første Række yderst tilhøjre.

Moses Melchiors Tale.
Nu ser vi Gross. Melchiors lille blanke, hvide, kuglerunde Hoved dukke frem paa Talerstolen.
– Kongelige Majestæt, Deres kongelige Højheder, mine Damer og Herrer!
Vi tænker ved os selv:
– Herre Je, det begynder højtideligt!
Vi tager ikke fejl. Den gamle Grosserer retter først nogle hjertelige Ord til Kongen, hvem han ønsker et godt Udbytte af hans Baderejse, derpaa til Kronprinsessen, hvem han takker, fordi hun har lovet at aabne Udstillingen. Men da dette er overstaaet, saa gaar Højtideligheden lidt efter lidt over, og Taleren viser sig atter som den skæmtefulde og uforstyrrelig lune Herre, som man véd, han er.

Han omtaler spøgende det nylig skete Guldfund paa Island og beklager under livlig Opmærksomhed fra Kongefamiliens Side, at Guldet desværre har vist sig at være Messing, han undlader ikke at berøre Oppositionen mod Udstillingen fra de islandske Studenters Side, betoner, at det ikke har været Komitéens Agt, at krænke nogen, forsikrer, at Islænderne har gjort Komitéen Uret, og finder den heldige Vending, at forhaabenlig vil Islænderne være højsindede nok til at tilgive den Uret, de ved denne Lejlighed har øvet mod en dansk Komité. I sin Tak til sidst til alle dem, der har støttet Udstillingen, glemmer han ikke Pressen, “den, som man jo kalder den ottende Stormagt, men som man vel snarere burde kalde den første Stormagt”.

Og efter at have sagt dette bøjer den gamle Herre sig ned over Talerstolen og tilføjer:
– Ja, undskyld, Kongelige Majestæt!

Kongen og Bjørnson.
Da denne Tale var endt, rejste Kronprinsessen sig og erklærede højtidelig Udstillingen for aaben, og saa brød man op. Man stod en Tid og ventede paa, at Kongen skulde gaa i Spidsen, og man forstod ikke rigtig, hvor han blev af. Hvad der var sket, var følgende. Kongen havde opdaget Brørnson, og det var i Sandhed ogsaa vanskeligt ikke at lægge Mærke til Digterens Kæmpeskikkelse, og det første, Kongen gjorde, efter at Højtideligheden var fordi, var at gaa hen og hilse paa ham og hans Hustru. Han trykkede begge i Haanden, spurgte, hvorledes de havde tilbragt Dagene her, og om de ikke havde været ude at køre i det smukke Vejr, og vendte sig derpaa om og gik ledsaget af Admiralinde Gad over i Udstillingen. Bag ham førte Gross. Melchior Kronprinsessen, derpaa kom Kronprinsen med Konsulinde Vidalin, og sidst af de Kongelige Prinsesse Thyra, smilende og i traalende Humør som altid.

Men – det er lige saa godt, vi strax kommer med de Indvendinger, der kan rejses imod den nu aabnede Udstilling, saa meget desto lettere vil alt det gode og smukke, som kan siges om Udstillingen, til sidst samle sig i en stor Ros over de Damer og Herrer, der hver især har gjort et energisk og dygtigt Arbejde.

Den første og største Anke, som kan rettes mod Udstillingen, er den, at man vel ser, hvad vore Kolonier producerer, men ikke, hvorledes de frembringer de produkter, som er fremstillede paa Udstillingen i Glas, Flasker og Montrer.

Vi kunde tænke os, f. Ex., at et Stykke af Udstillingen var taget ind til en Minuature-Sukkermark med et Sukkerværk, hvorigennem enhver udstillinggsbesøgende, som ikke kan komme til Vestindien, kunde følge Sukkerrør, til det i Sæk eller Fad forlader Fabrikken.

Vi burde kunne lære af Udstillingen ved et eneste Blik ud over et Anskuelsesbillede, hvorledes de Mennesker lever og virker, som langt borte fra os bærer Navn af danske Undersaatter, og havde Udstillingen først og fremmest haft dette for Øje, vilde den have løst en meget betydningsfuld Opgave.

Vi underkender paa ingen Maade den Betydning, Koloniudstillingen allerede i dens nuværende Skikkelse utvivlsomt vil faa, men – som sagt – “men”erne først.

Vi beklager alle, at Island ikke er saa fyldig repræsenteret paa Udstillingen, som denne Landsdel med sin gamle Kultur og sine i mange Henseender rige Erhvervskilder fortjener. Men denne Beklagelse rammer selvfølgelig ikke Udstillingskomiteen. Endskønt det islandske Hus med dets enestaaende Samlinger vilde være en Perle for enhver Udstilling, savner man dog dybt islandsk Industri, Husflid etc., som kunde give et Billede af Øens Erhvervsliv.

Hermed er imidlertid ogsaa sagt, hvad ondt der kan siges om Koloniudstillingen, og naar vi nu i det følgende gaar over til en almindelig Omtale af alt det smukke og interessante, som er at se, er vi – som sagt – ogsaa ganske forvissede om, at dette vil føje sig til en stor Ros for Komiteens Damer og Herrer.

Forinden vi gaar over til Omtalen af selve Udstillingen, skal vi dog skildre

Aabningshøjtideligheden

Ved 3-Tiden samledes i Tivolis Koncertsal et særdeles repræsentativt Selskab af Damer i lyse Toiletter og Herrer i Formiddagsdragt.

At nævne alle de kendte Ansigter, man fik Øje paa ved at Blik hen over Forsamlingen, lader sig ikke gøre, men vi ser foran og og rundt om os følgende: Drs. Excellencer Udenrigsminister, Lensgreve Raben-Levetzau, Kultusminister Enevold Sørensen, Indenrigsminister Berg med Frue og Finansminister Massen, Overpræsident Oldenburg. Politidirektør Eugen Petersen med Frue, svensk og norsk Gesandt, Kammerherre Ove Gude, Admiral Gad, Borgmestrene Jensen og Dybdal, Professor Matzen, Højesteretsagfører Bagger. Departementschef Schlichtkrull, Kontorchef Ellermann, Kammerherre Krogh, Dr. Rothe, Professor, Etatsraad Lorens Frølich, Underbestyrer Willaume Jentzen, Købmand Lefoloo, fhv. Guvernør Hedemann, fhv. Guvernementssekretær v. Brakle, Hofjuveler Michelsen, Oberstløjtnant Rambusch, Professorerne Krabbe, Jungersen og Magnus Petersen. Apotheker Riise, Etatsraad Bryde med Frue, Politimester Fischer med Frue, Lensgrevinde Ahlefeldt-Laurvigen, Professorinde Bissen, Professor Edv. Ehlers, Professorerne Tscherning og Leopold Meyer med Fruer, Bjørnstjerne Bjørnson, Konservator V. Steffensen, Fru Petrus Beyer, Professor, Skoledirektør Sophus Bauditz, Fru Blom, Repræsentant for Kronprinsessens Børnehjem i Frederiksted, Fru Conrau, Frk. Gyllich (fra Vestindien), Administrator Larsen-Landorph med Frue, Grosserer Emil Meyer med Frue, Direktørerne Dorph-Petersen og Thrane, Kapelmester Jeachim Andersen med Frue o.m.fl.

Koncertsalen frembød et overordentlig muntert og festligt Skue. Stor Opmærksomhed vakte tre Grønlænderinder, da de i fuld Nationaldragt kom ned gennem Salen og tog Plads paa en af de forreste Stolerækker, hvor allerede to færøiske og to islandske unge Piger ved Admiralinde Gads Hjælpsomhed var blevne bænkede. En fuldstændig tropisk Varme hvilede over Koncertsalen. Udenfor straalede Solen ned over Tivoli, hvis mange Eftermiddagsgæster havde samlet sig ved Indgange til Salen.

Medens Raadhusuret endnu var i Færd med at slaa 3, intonede Orkestret Honnørmarchen, og de kongelige Vogne rullede op for Koncertsalen. Med et langt Blik ud over Tivoli, som Kongen ikke har besøgt i en Menneskealder, steg Hs. Majestæt ud, modtaget af den samlede Udstillingskomite med Præsidenten, Grosserer Moses Melchior, og Udstillingens Moder, Admiralinde Gad, i Spidsen. Venlig hilsende paa samtlige Komitemedlemmer gik Kongen Omkring, medens Udstillingens Protektrice, Hds. kgl. Højh. Kronprinsen, Prinsesse Thyra, Prins Harald og Hs. Højh. Prins Hans underholdt sig livlig med Fruerne Konsulinde Vidalin og Arkitekt Tvede og Kaptajn Ramsing og Herrerne Etatsraad Henningsen, Kaptajn Ramsing og Prof. Arnold Krog.

I Koncertsalen havde alle imidlertid rejst sig, og hilsende til alle Sider skred Kongen ved Kronprinsessens Side ned ad Midtergangen og tog Plads foran den høje Talerstol, som var rejst ved Musiktribunen.

Umiddelbart efter saas Grosserer Melchiors hvirde Hoved dukke frem over Talerstolen mellem de mørkegrønne Lavrbærtræer, og med et Buk ned imod Kongen begyndte denne gode, trofaste Veteran for vor Kolonialhandel da sin

Aabningstale

Deres Majestær! Drs. kongelige Højheder! Mine Damer og Herrer! Maa jeg paa Komiteens Vegne byde Dem alle Velkommen og takke Dem, fordi De er kommet her til Stede.

Deres Majestæt! Paa Komiteens Vegne tillader jeg mig at rette en lige saa hjærtelig som ærbødig Tak, fordi De har hædret os med Deres Nærværelse i Dag. En dobbelt Tak, fordi det er os bekendt, at De vil afrejse i de nærmeste Dage, og det Ønske ligger da nær, at De snart atter maa vende hjem, vel rekreeret, til det Land, som vier Dem sin hjærtelige og uskrømtede Højagtelse, til det Land, for hvilket De er og altid vil vedblive at være en Pryd!

Kongen syntes dybt rørt over de hjærtelige Ord, og som med et Slag rejste Damer og Herrer sig. Da der atter var blevet Ro i den store Forsamling, fortsatte Præsidenten:

Til Drs. kgl. Højhed Kronprinsesse Lauise retter vi vor erkendtligste og hjærteligste Tak, fordi De har overtaget Protektoratat for denne Udstilling. Dette har ildnet vore Bestræbelser for, at Udstillingen skal være dens høje Protektrice værdig, og maatte De finde Udstillingen svarende hertil, er det en rig Løn for vore Bestræbelser!

Efter disse hjærtelige Ord gik Taleren videre saaledes:

Initiativet til denne Udstilling er taget af Dansk Kunstflidsforening. I Programmet hedder det: Udstillingen afholdes paa folkeligt Grundlag for Island, Færøerne samt for Kolonierne Grønland og de vestindiske Øer med det Formaal at fremme Interessen hos den store Befolkning herhjemme for de til Danmark knyttede Lande. Udstillingen vil komme til at omfatte Produkter og Industri fra Fortid og Nutid tillige med en saa fyldig Fremstilling som muligt af Naturen og Folkelivet fra disse Lande, hvis Liv og Frembringelser har et saa interessant og forskelligartet Præg. Hvor jeg ikke særlig nævner en enkelt af disse Øer, vil jeg kalde dem Atlanterhavsøerne, som er navnet paa et Selskab under Kammerherre Sehesteds Ledelse med Formaalet at vække Interesse for disse Øer og komme dem direkte elle indirekte til Gavn.

Det faldt ganske naturligt, at Dansk Kunstflidsforening tog Initiativ til denne Udstilling, da den alt længst inkaldte unge Kvinder fra Atlanterhavsøerne, for at de kunde lære Vævning, Baldyring og den Slags Teknik, for at de i deres Hjem kunde blive dygtige Lærerinder i Haandgerning. Foreningen med dens lige saa energiske som sjældent elskværdige Formand: Admiralinde Gad tilkaldte aarlig 2 Kvinder fra Island, 2 fra Færøerne, 2 fra Dansk Vestindien og 2 fra Sønderjylland og sørgede tillige for fri Hen- og Hjemrejse, ligesom den paa alle Maader søgte at gøre dem Opholdet ikke alene lærerigt, men ogsaa behageligt. Selvfølgelig var der hermed forbundet store Udgifter for nævnte Forening. Skulde Udstillingen give et godt Overskud, som vi vel tør haabe paa, vil dette tilfalde Foreningen som nogen Dækning for dens store Udgifter hermed.

Men jeg skal dog strax tilføje, at Foreningen aldrig vilde have taget dette Initiativ, om der ikke i de senere Aar var opvoxet en saa stor Interesse for alle disse Øer, saa man turde regne paa, at den vilde vække almindelig Interesse og derved direkte og indirekte gavne Øerne. Vel har der tidligere været Udstilling i lignende Retninger, men aldrig en forenet Udstilling, hvor tropiske og arktiske Genstande kappedes om Fremstillingen og samlede Interessen paa ét stort Gebet.

Naar jeg omtalte den voxende Interesse her for Øerne, saa skal jeg ganske kortelig vise, hvorledes den dels herhjemme og dels ved selve Øernes Virksomhed har udviklet sig. Hvad først Grønland angaar, da sørger Regeringen jo for, at et Skib hvert Aar anløber Handels- og Missionsstationen Angmagsalik paa Østkysten, hvilket er af en stor Betydning for de indfødtes Civilisation. Man er nu gaaet i Gang med Kulbrydning og haaber paa, at der findes tilstrækkeligt til eget Forbrug. Grosserer Bernburg har i alt udsendt 10 Expeditioner for at udvinde Kobber og Grafit. Disse Expeditioner vil forhaabenlig føre til tilfredsstillende Resultater.

For Islands Vedkommende er det store Foretagende: telegrafisk Forbindelse med Moderlandet i Færd med at komme i Stand, og hele Udviklingen har taget et mærkeligt Opsving. Der er oprettet en Bank, og der føres nu, takket være “Hekla”, et kraftigt Tilsyn med de fremmede Trawlfiskeres Overgreb. Den samlede Export er fra 1895 til 1902 steget fra 6,1 Mill. Kr. til 10 Mill. I 1895 foretoges der 20 Rejser af Dampskibe fra og til Island, i 1903 var Tallet 70. I 1895 indestod der i islandske Sparekasser 1,400,000 Kr. i 1903 2,505,000 Kr. Brændevinsforbruget har heldigvis været nedadgaaende, nemlig fra 4,33 Potter pr. Mand i 1895 til 2,31 Potter i 1903. Der er talt om, at der er fundet Guld deroppe, men det har vist sig at være – Messing.

Færøernes Fiskefartøjer er blevne betydelig bedre og større i Antal, ligesom Øerne nu tilses af det danske Orlogsskib.

Hvad endelig Vestindien angaar, da kan her først og fremmest nævnes det af Kronprinsessen oprettede Asyl og Hospital med de af Hds. kgl. Højhed udsendte Diakonisser og Sygeplejersker. Af disse sidste findes 2 paa St. Croix og 2 paa St. Thomas. Grosserer Holger Petersen har indlagt sig store Fortjenester af Arbejdet med Hensyn til Vestindien og med store personlige Ofre anbragt Kapital derude, hvoraf forhaabenlig med Tiden kommer gode Resultater for Øerne, som forhaabenlig i Frentiden vil give et større Udbytte. Ligeledes har Etatsraad N. Andersen indlagt sig store Fortjenester ved Dannelsen af det vestindiske Kompagni og knyttet sit Navn urokkeligt til de fjerne Øer.

Taleren omtalte nærmere de store Handelsselskaber, hvorefter han nævnede en Del af de Ting, der var at se paa Udstillingen, og henledede bl. a. Opmætksomheden paa en Samling ethnografiske Genstande fra Grønlands Østkyst, som var enestaaende i Verden. Hvad Island angaar, da er Samlingen langtfra blevet saa righoldig, som den skulde have været, da der rejste sig, navnlig hos Ungdommen, en stærk Opposition imod Islands Deltagelse i Udstillingen.

“Jeg kan kun sige, at vi har gjort alt for at være opmærksomme og tækkes Islænderne. Der er sket os Uret, men jeg haaber, Islænderne vil være højmodige nok til at tilgive os denne, skønt dette som Regel ikke sker”.

Taleren rettede under mange smaa humoristiske Bemærkninger en Tak til alle, som paa en eller anden Maade havde medvirket til det gode Formaals Fremme, til Tivolidirektionen, til Pressen o. m. fl., og sluttede denne Taksigelse saaledes:

“Der er endnu nogen, jeg gærne vilde takke, men det er blevet mig forbudt. Jeg vil da kalde det “den stille Magt”. Som en General(Taleren burde have sagt Admiral eller allerhelst Admiralinde), der giver sine Ordrer, lystres den stille Magt af Officerer, Underofficerer og menige, fordi den kommer fra en dygtig, snarraadig Side. Men den egentlige Grund til, at jeg her maa nævne den stille Magt, er den, at jeg hader at smykke mig med laante Fjer. Det er ikke mig der har gjort Udstillingen til det, den er, men “den stille Magt”, der er saa stor i det stille, at man næsten kan sige, den er selve Udstillingen!

Sluttelig vil jeg udtale det Haab, at vor Udstilling maa styrke Interessen herhjemme for de til Danmark knyttede Lande og Øer til Gavn for disse og derefter til Gavn for vort kære Fædreland!”

Talen var holdt med klar Røst og kunde høres over det meste af den mægtige Sal. Ikke blot ved sine Ord gjorde den stærkt Indtryk, men nok saa meget ved den lune Humør, hvoraf den var præget, og ved den Personlighedens Aand, som strømmede ud af den hvide, gamle Herre.

I et par Ord anmodede Præsidenten derpaa Koloniudstillingens høje Protektrice om at aabne Udstillingen, hvilket Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen derefter efterkom, idet hun med høj, klar Røst udtalte Ordene:

“Hermed erklærer jeg den danske Koloniudstilling og Udstilling for Island og Færøerne for aabnet!”

Udstillingen

Hele Selskabet med Kongefamilien i Spidsen begav sig nu fra Koncertsalen over paa Udstillingen.

Gennem en Port, som flankeredes af fire Skjolde med følgende Insignier: Isbjørn – Falk – Faar – Palmer, kommer man ind i den lyse venlige Hovedhal.

Et broget Billede møder Øjet, og hvem formaar i en enkelt Avisartikel blot at nævne det allervenligste at det, der er udstillet? Her er til højre et Par vestindiske Interiører med de solode, gamle, velhavende Mahognimøbler og den mægtige Moskitonet omgivne Seng. Her er et grønlandsk Telt slaaet op, og hele Midten af Hovedhallen optages af en grønlandsk Slæde med Hundeforspand og en Konebaad. Forstavnen af en Hvalfangebaad med Harpunudskydningsapparat er udmærket. Det er netop den Slags Ting, der burde være mere af paa Udstillingen. En ganske enestaaende Samling Arbejder fra Østgrønland er udstillet til venstre i Hovedhallen. Vi anbefaler indtrængende alle at opholde sig længe ved denne Udstilling. Her findes blandt mange andre Mærkeligheder: en haandlavet Synaal, en Sav af en Hajkæve, en Pung med Pynt af Sildehoveder, Landkort udskaaret i Træ. Huer af Maageskind, en stor Samling Kasketskygger, Kvindehovedklæder og Trolsmandsmasker, en Tarmdragt o. m. m., yderst primitivt og mere fuldkomment Haandarbejde. I en Montre finder vi herligt “spanish work” og allerkæreste Negerdukker. I en anden ses de første af grønlandsk Grafik lavede Blyanter med Guttknechts bekendte Mærke.

Men kan vestindisk “spanish work” faa Damernes Tænder til at løbe i Vand, vil grønlandske broderede Lædersager ikke mindre kunne frembringe denne Fornemmelse. Smukke Straaarbejder fra Vestindien og Grønland vil utvivlsomt finde rivende Afsætning paa Udstillingen, og udskaarne Smaating af Hvalrostænder som f. Ex. Skakbrikker, Papirknive etc. vil blive stærkt efterspurgte af Herrerne, thi mange af disse Ting er lige saa smukke som originale.

I venstre Hjørne af Hovedhallen er en lille, men interessant vestindisk Udstilling anbragt. Man ser her først og fremmest to smukke Billeder af Hds. kgl. Højh. Kronprinsesse Louises Syge- og Plejehjem for Negerbørn. (Forhaabenlig vil disse Billeder opfordre Udstillingsgæster til at støtte den smukke og velsignelsesrige Virksomhed, som Kronprinsessen har sat sig i Spidsen for.) Her findes forøvrigt meget anskuelige Kort over Plantageselskabets Virksomhed på St. Croix, og Prøver af dette Aars Høst, Bomuld, Majs etc., paa de nye Kulturer, som Selskabet har begyndt at indføre. Nydelige Arbejder af Skildpadde og vestindisk Frø vil altid finde beundrende Tislskuere.

Vi kan imidlertid ikke længere opholde os ved Hovedhallen – senere vil vi ogsaa faa Lejlighed til at komme nærmere ind paa Enkeltheder – men føres med Strømmen af Sted igennem det islandske Hus og den lange Pergola, som uden Tvivl vil blive Udstillingens fornemste Tiltrækning.

Ikke mange fortjener større Tak for, at Koloniudstillingen er blevet til det, den er, end Direktør Tulinius og Fru Vidalin, de to, som henholdsvis har opført og udstyret det islandske Hus.

Der kan ofres en Dag i dette Hus, saa stemningsfuldt er Opholdet her, og saa meget er her at betragte og beundre. De Vidalinske Samlinger er med Rette berømte, og under Fru Konsulinde Vidalins og hendes trofaste Hjælper, Kunstmaler Steffensens kyndige Ledelse er disse Samlinger nu blevne tilgængelige for Publikum paa en saadan Maade, at vi skylder Konsul og Konsulinde Vidalin den største Tak for det Indblik, man derigennem faar i gammel islandsk Kultur.

Ogsaa til disse Samlinger skal vi senere vende tilbage.

Fra det islandske Hus driver vi med Strømmen ned igennem Pergolaen, hvor de forleden omtalte af Theatermaler Carl Lund fremtryllede Prospekter fra vore nordlige Bilande fremkalder Aabningsgæsternes uskrømtede Bifald.

Kongen, ledsaget af Admiralinde Gad, staar længe fortabt i Beskuelsen af Thingvallasletten. “Jeg husker den saa tydelig, men det forekommer mig, der var mindre Vand, da jeg besøgte den!”

Kronsprinsessen udbryder: “Jeg faar saadan Lyst at rejse derop!”

Det isfyldte grønlandske Hav og de færøiske Fuglefjeld fremkalder Kongefamiliens højeste Beundring, og Kongen bliver ved at gentage sin Glæde over paa en saa ypperlig Maade at faa set disse nordlige Egne af sir Rige. Kun Temperaturen er stadig alt andet en grønlandsk. Hs. Majestæt klapper de trw Grønlænderinder paa Kinden og beundrer deres smukke maleriske Dragt.

Men intet vækker mere Begejstring end St. Thomas-Panoramaet, hvortil netop Temperaturen er som skabt. Længe staar Kongen fortabt i Beskuelse af det mesterlige Panorama, og da den unge Negerinde forlegen byder Hs. Majestæt en rigtig vestindisk “drink”, giver han sig i Samtake med hende, og lover, da han erfarer hjun er gift, at ville staa Fadder til hendes førstefødte.

Paa et Postkort med grønlandske Tegninger, som Admiralinde Gad rækker Hs. Majestær, skriver han med fast Haand “Christian”.

Og lidt efter kører Kongefamilien bort med mange Komplimenter til Udstillingskomiteen, som virkelig kan være glad ved Dagen. Kronprinsessen, som under hele Besøget gentagne Gange har udtalt sin levende Interesse for Udstillingen og sin Beundring over det store Arbejde, der er præsteret, lover meget snart at komme igen.

Kl. 6 begynder Publikum at strømme ind fra Tivoli, og vi vil oprigtig haabe, den Tilstrømning vil vedvare til Enden. Selv med Indvendinger, som kan rejses, er Koloniudstillingen af stor national Betydning.
Craal.