Koloniudstillingen *3

Naar man gaar ind paa Labyrintens gamle Plads, vil man se, at Lunds ypperlige Schweizerpanorama er forsvundet.
Pladsen er ryddet, for at Fjerkræudstillingen og andre Specialudstillinger kan afholdes her.
Ved Indgangen er der rejst en taarnlignende Bygning (Arne Petersens Tegning), og derinde har Maleren Stæhr Olsen og Billedhuggerne Edelmann og Carlsson fremtryllet et sjældent smukt Panorama, der gengiver Port Arthurs Belejring.
Dette Panorama bliver færdigt til Aabningsdagen paa Søndag og vil foruden Hartmannsfestlighederne og de fuldt udsprungne Træer være Direktionens Overraskelse til Københavnerne.
Kassander.

Tilvenstre for Indgangen ligger et dansk Bondehus,hvor “Dansk Kunstflidsforening” udstiller Hedeboarbejder og en køn ung Dame i Nationaldragt underholder og vejleder de Besøgende.
Selve den store Udstillingshal deles i tre Afdelinger. I den første udstilles under Ingeniørkaptajn H. U. Ramsing vestindiske Produkter og andre Sager fra vore Perler i Atlanterhavet.

I anden Afdeling har Direktør Ryberg fra “Den kongelige grønlandske Handel” Arrangementet. Denne Afdeling er helliget Grønland og her udstilles veritable Konebaade og Kajakker, udstoppede Isbjørne og Sælhunde, gamle Dragkister og smaa Modeller af Kister og Bygninger i vort nordligste Biland.

Endelig er den sidste Del af Hallen taget i Brug dels af Færøerne og dels af Island, hvilke to Landes Tarv bestrides af Grosserer Tulinius.
Fra Hallen kommer man ind i en lang Pergola, hvis højre Side udelukkende optages at fire, fem Panoramaer, der forestiler Egne fra Island, Færøerne og Grønland. Ovenstaaende gengiver vi et af disse, det forestiler en Gade i Thorshavn.

Venstre Side af Pergolaen optages af en færøisk “Røgstue” og en do. “Glasstue”. Det sidste Navn stammer fra, at der er Glasruder i Stuens Vinduer.
Endvidere findes paa denne Side Tombola, Foreningen “De danske Atlanterhavsøer”s Udstilling, Boder, hvorfra der sælges saa forskellige Sager som Postkort, Pelsværk og vestindiske Frugter samt meget andet.

Islænderne var som bekjendt meget Misfornøjede med at skulle udstille sammen med Kolonierne og skulde derfor være noget for sig selv. De har faaet deres eget Hus udenfor Hallen. Om de er tilfredse med det, er maaske meget tvivlsomt. I al Fald ligner det næppe noget nu existerende Hus paa Island; men det kan jo nok være, at man paa Njals Tid har tænkt paa en saadan Efterligning af norsk Bygningsstil. Imidlertid har Islands Hus medført – som et Offer til vrede Guder -, at der paa den anden Side af Hallen er bygget et lille »Danmarks Hus«. Det var nemlig en af Islændernes Klager, at Danmark ikke selv var med paa Udstillingen, og for at imødegaa den, har man da bygget en Kopi af et lille Bondehus fra Sjælland med en Storkerede paa Taget, og inde i det vil en Hedebokone være at se i Arbejde med at brodere.
I Forlængelse af Udstillingshallen er bygget en lang overdækket Gang, og det er ikke umuligt, at de Besøgende vil anse den som Udstillingens clou; thi mens der langs dens ene Side findes Plads til Tombola og meget Andet, er paa den anden Side og for Enden af Gangen ved Hr. Carl Lunds Hjælp fremtryllet — tør man nok sige – fortrinlige Prospekter fra alle de udstillende Dele af det danske Monarki. For Enden af Gangen ses Caroline Amalie paa St. Thomas saa livagtig som kun muligt, og langs Gangens Side ser man et grønlandsk Kystlandskab med drivende Is, en Gade i Thorshavn og en vid Udsigt over en islandsk Slette. Det er virkelig saa, at man for hver Gang man ser ny Værker af Hr. Lund, henfalder til stadig stærkere Beundring af hans Kunst.

Vi har i Dag havt en Samtale med den gamle islandske Digter og skal her gengive hans Udtalelser.

“Man har”, sagde Pastor Jochumsen, “anmodet mig om at tale ved Aabningshøjtideligheden, men jeg tager Hjem en af Dagene og er midt i Forberedelserne til min Rejse, saa jeg har ikke ment at kunne efterkomme Opfordringen. Desuden har jeg aldrig før holdt noget offentligt Foredrag maa Dansk. Men maaske finder jeg en Lejlighed til en lille Improvisation. Hele dette Udstillings-Spørgsmaal er jo blevet fremstillet paa en mindre heldig Maade i en Del af den islandske Presse. Bag Misstemningen laa der det Gran af Sandhed, at man til en Begyndelse hernede fra maaske nok kunde have henvendt sig – hvad skal jeg sige? – lidt mere formelt til de ledende Kredse i Reykjavik. Men iøvrigt maa jeg sige, at baade Fru Emma Gad, Grosserer Tulinius og andre, der har havt med Udstillingen at gøre, er optraadte med den loyaleste Hensyntagen. Ikke mindst fortjener Grosserer Tulianius Tak for det smukke Bjælkehus, som han paa egen Bekostning har ladet bygge.

Efter hvad jeg hidtil har set, forekommer det mig, at den islandske Udstilling, skønt ganske begrænset, præsenterer sig meget smukt. Jeg opfatter den hele Udstilling som noget rent privat, og jeg kan ikke forstaa, at nogen har villet tale om en officiel Fremvisning, ved hvilken vi Islændere blev sidestillet Eskimoer og Negere. Jeg tror ogsaa, at denne Misstemning nu er ved helt at svinde, og skulde der være nogen Misforstaaelse til Rest, da er det min Opgave, naar jeg nu kommer hjem med Fakta i Lommen, at klarlægge Sagen for mine Landsmænd. Med en lille Ændring kan jeg sige som den store, gamle Normand Bjørnstjerne Bjørnson sagde i Aalborg: Jeg betragter mig ikke alene som Islænding, men som nordisk Mand. Min Trøst, mit Haab er det fælles nordiske. Det skulde vi pleje omhyggeligt – ogsaa her i København.

Men videre ind i selve Udstillingshallen. Her møder vi strax en mægtig udstoppet Isbjørn, ved hvis Fod der ligger et Par Sæler. De fortæller os om, at vi nu er kommet til det af Danmarks Bilande der ligger i det yderste Norden. “Fra Grønland er her superbe Ting”, siger Fru Gad. “Denne righoldige Udstilling skyldes Direktør Ryberg fra den kgl. grønlandske Handel, den eneste, der kunde arrangere det – Grønland er jo et lukket Land. Men her er det aabent for alle. Her ser man den største Sælhund, der nogensinde er fanget, en mægtig Konebaad, et Beboelsestelt, Klæder, Husgeraad o. s. v. Ja, De ser, der er en Række interessante Enkeltheder”.

Fra Færøerne er der et Par dejlige Stuer, der præsenterer sig vidunderligt, som de staar fuldt monterede, “Glassalen”, den fine Stue med lækre ægte gamle Møbler og en nydelig “Bornholmer”, – og “Røgstuen”, hvor man opholdt sig til daglig Brug, og hvor man dansede de gamle Folkedanse. Af Landskaber ser man her den berømte Thingvallaslette, det gamle Thingsted, maaske det ældste i Verden.

Island har sit eget Hus, som Grosserer Thullinius har ladet sætte op. Det tager sig prægtigt ud. Gjennem “Svalen”, en Veranda paa Forsiden, hvorfra man som Regel havde Udsigt til Havet, kommer man ind i et dejligt Rum helt i gammel nordisk Stil. Man ser en Mængde Ting af stor kulturhistorisk Interesse, deriblandt 2 nyttige Kvindedragter af dem, der bruges ved Højtid og Fest, af fint sort Klæde og med st smukt gyldent Livbælte. Man ser et Krudthorn fra Kristian den Fjerdes Tid, en Samling Litteratur med Ting fra den ældste Tid til Nutiden, udskaarede Arbejder som Kirkeudstyr, Præstestole, Altertavle og lignende.

Fra Vestindien har Carl Lund malet et særdeles vellykket Panorama over St. Thomas By og Havn. En Negerfamilie vil overvære Udstillingen, og man vil kunne faa vestindiske Forfriskninger at nyde derinde. Man ser bl. a. en meget smuk vestindisk Dagligstue.

Selv fra det fjærne Trankebar har man faaet noget, særlig mærkes et meget ejendommeligt Stykke Gobelin fra de gamke Kogevæverier, som anlagdes paa Kristian den Fjerdes Tid. Det forestiller de danske Skibe, der sejler til Trankebar.

En Hovedanke kan rettes mod den hele Udstilling: Hvad er egentlig Meningen med den, da den jo ikke er historisk retrospektiv? Har Arrangørerne mon haft et nationalt eller økonomisk Formaal for Øje sammen med Befolkningen paa vore Atlanterhavs-øer, eller staar ikke Befolkningen som saadan ganske udenfor. Er ikke Tidspunktet uheldig valgt, og har ikke Forberedelserne for de fjerne Koloniers Vedkommende været altfor kortvarig?

Endnu tør jeg ikke udtale mig afgørende om andre Afdelinger end den grønlandske.

Hvis jeg var Grønlænder, vilde jeg protestere mod den Tilsidesættelse, den grønlandske Race er Genstand for paa Udstillingen. Jeg véd fra Grønlændere, at de har følt sig dybt saarede over Formen for Islændernes Protest, den Gang disse ikke vilde udstille sammen med “Skrællinger og Blaamænd”. Det ser ikke smukt ud, at man kræver Ret for sig selv og dog træder andres Ret under Fødder. Men jeg véd at den Dag, den islandske Student lærer den intelligente grønlandske Fanger nøjere at kende, vil Haansordene forstumme.

Den grønlandske Udstilling er virkelig yderst fornøjelig, paa enkelte Omraader, f. Eks. den grønlandske Handels-Udstilling fra Østgrønland, endogsaa helt ud ekscellent, men hvordan kan man dog udstille talrige Montrer med fint forarbejdede grønlandske Husflidsgenstande uden en eneste Gang at nævne Navnet paa den, der taalmodigt og ofte med megen Kunstsans har udskaaret og afpudset, som Regel med de tarveligste Redskaber, alle disse nydelige Smaating i Ben og Sten?

Den smukke Interesse, der for Tiden er oppe for Grønland, bør i første Række komme Grønlænderne til Nytte. Havde vi ventet lidt med Udstillingen, og havde vi faaet de Indfødte selv i Tale, vilde Resultatet være blevet adskilligt værdifuldere, og en god Idé, realiseret paa en mere tiltalende Maade.