Koloniudstillingen *2

Det er ejendommeligt, at denne Ide med at afholde en stor Koloniudstilling ikke er fremkommet før. Det er dog sikkert et af de bedste Midler til at vække og skabe Interesse for Atlanterhavsøerne her i Monarkiets Hovedland.

Karakteristisk er det, at Ideen er udgaaet fra “Dansk Kunstflidsforening”, som er en af de faa Foreninger herhjemme, der paa en praktisk Maade har taget Arbejdet for at knytte Kolonierne nærmere til Hovedlandet op, ved hver Sommer at samle unge Piger fra Island, Færøerne, og som vistnok paatænkt, ogsaa fra Vestindien, til Kursus af forskellig Art i Kjøbenhavn.

At den Udstilling, som til Sommer vil komme istand, vil blive baade omfattende og smuk, derfor borger de mange kyndige Hænder, som nu arbejder med paa at skabe den. Den skal, som saa mange andre tidligere Udstillinger, ligge paa Pladsen bag Tivoli ud mod Tietgensgade. Man sikrer sig derved Nærheden af det Centralpunkt, hvortil alle Provinsboere og Fremmede søge om Sommeren.

Island vil, som det største Land, naturligvis blive det mest dominerende. Herboende Islændere interessere sig stærkt for Udstillingen, og i Reykjavik er der allerede dannet en Komiré, som indsamler Materiale. Man vil bl. a. faa en hel islandsk Gaard at se, hvor en islandsk Bondefamilie lever sit daglige Liv med sine smaa islandske Heste, sine Faareflokke og Køer. Der vil blive en stor Udstilling af islandske Agerbrugs- og Fiskeriredskaber, Baade o. s. v.; endvidere af Husgeraad, Klæder, vævede Sager, gamle Smykker o. l., og gennem Billeder og Panoramaer vil man faa et Indtryk af Islands storslaaede Natur.

Fra Færøerne møder ogsaa en Familie med Hus og Baad, Redskaber og Husdyr. I den Færøiske Sektion, vil man bl. a. faa en hel Fugleklippe at se med alle de Søfugle (dog kun udstoppede), der fanges paa den farlige Fuglefangst, Redskaber og Billeder af Grindehvalfangst o. s. v.

Fra de smaa vestindiske Øer kommer der selvfølgelig en Negerfamilie, der skal bo i sin Rørhytte, omgiven af Sukkerplantager og Palmeplantninger, og som diamentral Modsætning til vore tropiske Øers sorthudede og kuldskære Beboere, vil man finde Eskimoerne fra den vældige Polarø højt mod Nord.

Der har været lidt tvivl, om man kunde faa Eskimoer herned. Men nu, da vor grønlandske Handel interesserer sig stærkt for Udstillingen vil det sikkert lykkes. Mere end noget andet vil en Eskimofamilie med sine Hunde og Kajakker, Sommertelte og Vinterbolig bidrage til at vække Interessen for Grønland og dets fjerne Beboeres Vel.

Selvfølgelig have alle de mange Planer endnu ikke fast Form i Detaillerne, og Udstillingens Arrangement vil kræve et stort Arbejde. At de fornødne Pengemidler imidlertid let kunne skaffes tilveje eventuelt ved Hjælp ogsaa fra Statens Side, tør man gaa ud fra. Overhovedet vil Udstillingen sikkert blive mødt med den største Sympati og Støtte fra alle Sider.
Spero.

– Ogsaa over Koralrevet?
Fru Gad siger strengt:
– De maa ikke spøge med alvorlige Ting. Det, jeg her har sagt Dem, er ramme Alvor, og takket være en Kres af kundskabsrige og handledygtige Mænd vil det blive fuldbragt. Vi vil dernæst til Udstillingen knytte Forevisning af Lysbilleder og en Række oplysende Foredrag, til hvilke vi haaber at kunne hverve Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen. Vi vil fremstille Optrin af Beboernes Liv og give Prøver paa deres ejendommelige Levesæt; vi faar fra Vestindien en Negerfamilie, der i en original Hytte vil flette Straamaatter og drive deres øvrige daglige Syssel, vi vil fylde op med Færinger og Islændere og lade Grønlænderne tumle sig i deres Kajakker paa en lille Sø, som vi haaber at faa gravet paa Terrænet. Vi indretter Udsalg og Tombola med færøske, islandske, grønlandske og vestindiske Ting, og vi lader unge Piger i deres Nationaldragter sværme rundt paa Terrænet, besørge Salget og forsyne Gæsterne med Varer fra Restauranten.

– Og hvor vil De faa disse unge Piger?
– Det ved jeg ikke endnu, men nogle er der vel altid i Byen.

– Der er i alt Fald ude paa Fødselsstiftelsen, sagde vi, baade et Par Grønlænderinder og et Par unge Negerpiger, der uddanner sig til Jordemødre.
– Ja, sagde Fru Gad, det kan jo være, det kan lade sig ordne med dem. De vil maaske være glade ved at komme lidt ud og more sig. Og om Eftermiddagen har de vel ikke saa travlt.
Admiralinden tav lidt og føjede saa til med et Smil:
– Omendskønt, Børnene, de kommer jo paa alle Tider af Dagen.

– Og Natten med!
– Ja, det er jo kedeligt, sagde Fru Gad og fortsatte derpaa:
– Vi vil ogsaa have mærkelige Dyr fra de forskellige Lande. Fra Island og Færøerne haaber vi at modtage en del Faar, hvad Grønland angaar, siger Direktør Ryberg, at han godt kan skaffe os en Flok Hunde, men han vil ikke raade os til det, for de æder alt, hvad de kan faa fat paa, og tuder hele Dagen. Saa jeg véd ikke, om vi vil. Fra Vestindien faar vi en Del sorte Grise og Høns, og nogle Skildpadder maa vi jo ogsaa se at faa fat paa. Men de er saa dyre at faa slagtede. Jeg kan huske en, vi fik herover til den østasiatiske Udstilling; vi maatte give en Slagter 40 Kr. for at tage Livet af den.

– De fleste Skildpadder, indskød vi, er forresten døde, naar de kommer hertil.
– Er de det, sagde Fru Gad. Ja, det letter jo Sagen en Del. Jeg havde tænkt mig, at mange gerne vilde prøve, hvordan ægte Skildpadde i Grunden smager, og at vi skulde servere det i Restauranten. Men forresten syntes jeg ikke selv, der er megen Stads ved det; jeg har faaet det et Par Gange, og det smagte nærmest som udpint Oksekød.

– Frue, udbrød vi smerteligt – hvor kan De sige det!
– Ja, det synes jeg virkelig, sagde Fru Gad. Men alt det ordner sig jo nok. Foreløbig vilde jeg bare ønske, at jeg vidste, om vi skulde tage de grønlandske Hunde eller lade være. Nogle Prøver paa grønlandsk Dyreliv maa vi dog have med.

– Maaske, sagde vi, at et Par Grønlandshvaler eller Kaskelotter …
– Ja, Tak, sagde Fru Gad, det var en Idé! Men tror De, at der bliver Plads? …

Hektor-

Men nu skulde vi gerne have nogle Penge til at opretholde dette Kursus for, og saa har vi tænkt paa at opretholde dette Kursus for, og saa har vi tænkt paa en Udstilling, som paa samme Tid kunde interessere Folk for vore Bilande, virke underholdende og belærende og give os et Overskud til Undervisningens Fortsættelse. Det er nu bestemt, at Udstillingen skal finde Sted i Tivoli, dels paa den store Plads, hvor Alpepanoramaet laa sidste Sommer, og dels i en lukket Udstillingsbygning. Meningen er, at den skal give en Række levende Billeder af Livet og Forholdene paa vore Kolonier; den skal være ethnografisk, kulturel, botanisk, og en halv Snes Videnskabsmænd har allerede tilsagt os deres Støtte. Og først og fremmest har Hds. kgl. Højhed Kronprinsessen lovet os at overtage Protektoratet af Udstillingen.

– Men hvorledes vil De løse alle disse Opgaver praktisk, Fru Admiralinde?
– Vi vil inddele Udstillingen i en Afdeling for hvert Land: en for Island, en for Færøerne, en for Grønland og en for Vestindien. For Islands Vedkommende vil der blive indrettet en hel Gaard, udstyret korrekt – Møblerne faar vi i Forbigaaende sagt fra Konsulinde Vidallin, født Bryde – og en Kopi af Gejser indrettes med Damp. Theatermaler Carl Lund skal opføre Bygningerne og male Landskaberne paa Grundlag af de videnskabelige Oplysninger, kyndige Mænd giver ham. Dr. phil. Mortensen vil f. Eks. hjælpe os med mange Ting. Fra Færøerne faar man en hel Gade fra Thorshavn at se og et Fuglefjeld, hvis Indretning Justitsraad R. Müller tager sig af. Der skal sidde fem Hundrede udstoppede Fugle paa Fjeldet, saa bedre Illustration af Virkeligheden kan vist ikke tænkes. Grønland blive gengivet med et klippeparti, Telte, Konebaade, Kajakker, og hvad der nu ellers kan skaffes til Veje. Vi haaber ogsaa, at vi kan faa et Par unge Grønlænderinder herned, som kan sidde og arbejde i Teltat. Og Vestindien bliver fremstillet med virkelige Majsmarker, Palmer, en Hytte, beboet af en Negerfamilie osv. – Enkeltheder ved vi jo endnu ikke rigtig Besked om.

– Det bliver altsaa Sommerens store Begivenhed i Tivoli?
– Det haaber vi – og vi har tænkt noget paa ogsaa at knytte en Række Fester til Udstillingen, en for hver af Bilandene. Hvad mener De om en vestindisk Fest, en islandsk osv.? Færøernes originale Folkedanse skal naturligvis ogsaa trædes af Færinger et eller andet sted paa Udstillingspladsen, og Islænderne er jo stærke i Sang, og mon der ikke ogsaa kan laves kunstigt Nordlys med Elektricitet? Denne Udstilling aabner Hundreder af Muligheder, og De kan være sikker paa, at vi ikke skal lade dem ubenyttede. Men Forlystelserne vil stadig blive holdte i Baggrunden – Udstillingen skal være belærende og folkelig. For at faa den saa omfattende som muligt, udsender vi i disse Dage en Anmodning til en Mængde Mennesker, som vi ved har nogen Forbindelse med Kolonierne, om at laane os Genstande, der kan have Interesse: Husgeraad, Nationaldragter, Smykker o. l. Ved De i Grunden, hvem jeg mener, naar jeg hele Tiden siger vi?

– Ja, Komiteen tænker jeg – der er selvfølgelig en Komite.
– Med Grosserer Moses Melchior som Præsident, ja. I Forretningsudvalget sidder … …
– – –
De ser, Arbejdet er fordelt paa mange Hænder. Men det bliver ogsaa stort.
– Og de unge Piger fra Kolonierne, som alle Pengene, der kommer ind, skal gaa til – skal de slet ingen Gavn gøre?

– Det skal de rigtignok, sluttede Admiralinden, de er her de fire Sommermaaneder, og Udstillingen kommer til at vare to eller tre. Der er altsaa intet til Hinder for, at de kan være tilstede om Eftermiddagen, naturligvis ikke som Udstillingsgenstande, men paa samme Maade som vi andre, som Forevisere og Vejledere for Publikum.
Haagen.

– Er der andre Planer oppe med Hensyn til Udstillingen? –

– Vi er jo endnu kun paa Forberedelsernes Stadium; men vi paatænker en større Fest for hver enkelt Koloni, ligesom vi hver Aften i Lysbilleder agter at fremstille Scener af Livet rundt om paa Kolonierne.
Men iøvrigt skal vi nok holde Pressen à jour med eventuelle nye Idéer, ligesom vi venter stor Tilslutning fra Privatfolk, som ligger inde med Samlinger fra Kolonierne. Blot de velvilligt vil laane os deres Sager i Lighed med, hvad Direktør C. Ryberg, kgl. grønlandske Handel, har gjort, idet han nemlig har stillet hele sin enestaaende Samling til Disposition for Udstillingen. –

Efter af have erholdt alle disse Oplysninger, tog vi Afsked med Fru Gad, vel nok Københavns mest energiske Dame. Der er næppe Tvivl om, at Idéen med en Koloniudstilling fuldtud vil reufere.
Henry.

Ærlig talt: Vi Islændere synes ikke, at dette geraader de Danske til synderlig Ære. Den danske Stat er, som bekendt, ikke blandt de største, saa at de næppe kan tænkes at være uoverkommeligt for de højtkultiverede Danske af vide nogenlunde Besked om en saa vigtig Del af Staten som Island. Landet har dog spillet en vis Rolle i Nordens Historie, og ingen tør vel benægte, at det islandske Folk endnu har nogen Betydning.

Det er denne Opfattelse af Islands Stilling i Norden, der ligger til Grund for de islandske Studenters Protest mod bemeldte Udstilling. Vi tillader os at spørge: Hvilken Bemyndigelse har den Første den Bedste til at arrangere en islandsk Udstilling? Er den nogen andre end os selv, der har Ret til at bestemme, om vi overhovedet skal afholde en Udstilling eller ikke? Hvad mon de Danske vilde sige, hvis en eller anden tysk Dame hittede paa at lave en dansk Udstilling i Berlin, lad os sige med det Formaal at dække et Underskud i en privat Forening? Maaske vil Komiteen her indvende, at ogsaa højtstaaende Islændere har lovet deres Medvirken ved Udstillingen; men om dem gælder akkurat det samme som om Komiteen i dens Helhed: Ingen af dem har den fjærneste Bemyndigelse til at optræde paa Islands Vegne i en saadan Sag.

Endvidere: Hvorfor skal Island udstille sammen med Eskimoer og Negre? Mon det er Meningen derved at indgyde Københavnerne og de talrige udenlandske Turister, der om Sommeren færdes i Tivoli, Respekt for Islands Nutidskultur? Det forlyder endog, at der skal fremvises en islandsk Familie sammen med en vestindisk og en grønlandsk. Mon Fru Gad allerede har sikret sig de Islændere som skal udstilles? Det turde være tvivlsomt, om de ikke betakker sig for Æren!

Og hvilken Garanti har vi saa for, at denne Udstilling blot tilnærmelsesvis vil repræsentere Islands Kultur i Nutiden? Absolut ingen! Der er før bleven afholdt islandske Udstillinger her i København, arrangeret af Danske; de har alle, med en enkelt Undtagelse, været et Vrængbillede, en Karikatur af Nutidens Island, idet de næsten alle har gaaet ud paa at fremvise Island som et Kuriosum, en Antikvitet. Sligt vil vi ikke længere finde os i, og derfor har vi protesteret. Hvis vi en Gang skulde føle Trang til at udstille vore Seværdigheder, saa vil vi gøre det selv; thi vi er de eneste, som har Ret til det, og de eneste, som kan gøre det paa en fyldestgørende Maade.
Islandsk Student.

Man erfarede her, at Bestyrelsen med Hensyn til alle Øerne har henvendt sig til vedkommende Autoriteter for at opnaa en Nedsættelse af Posttaxterne, hvorved det kunde haabes at fremme Kommunikationen til og fra Danmark. Videre meddeltes det, at den vestindiske Sektion særlig har sat sig for at samarbejde med det vestindiske Plantageselskab, hvis Kulturforsøg sikkert vil have stort Udbytte af et saadant Samarbejde, da Sektionens Formand er en paa Plantekulturens Omraade saa erfaren Mand som Professor Westermann. For Færøernes Vedkommende staar Amtmand Bærentzen i Spidsen for Arbejdet, og det er kun naturligt, at dette i første Række tager Sigte paa Fiskeriets Ophjælpning; men ogsaa Landets Stenindustri og andre Forhold har man Opmærksomheden henledt paa. Om den grønlandske Sektion og dens Arbejde, som ledes af Dr. phil. Steenstrup, bebudedes der interessante Meddelelser i et snart udkommende Nummer af det Medlemsblad, Foreningen udgiver under Navnet “Atlanten”, gjennem Medlemskontingenter.

Den omtalte Telegrafforbindelse med Island har som bekjendt staaet paa Dagsordenen i mange Aar og vi endnu kræve adskillige Forderedelser, inden den kommer i Orden. Først i Efteraaret 1906 vil den kunne aabnes. Telegrafsejskabets Ingeniør er netop i disse Dage hjemvendt fra Island, hvor han har undersøgt Betingelserne for Landing af Telegrafkabel og truffet de fornødne Overenskomster om Afsataaelse af Grund til Station m. m. Sandsynligvis vil Ordningen da blive den, at et Kabel føres fra Shetlandsøerne til Thorshavn paa Færøerne og et andet Kabel føres fra Shetlandsøerne til Østlandet paa Island, rimeligvis til Seydisfjord. Herfra anlægges saa en Landlinie til Akureyri paa Nordlandet og derfra til Reykjavik, hvorhos de andre Dele af Landet sættes i telefonisk Forbindelse med de tre Telegrafstationer. Store Nordiske skal selv betale Kablet og yde et meget stort Tilskud til Landslinierne, men faar til Gjengjæld visse Subventioner.
Ganske uafhængig af Foreningen “De danske Atlanterhavsøer” forberedes dernæst i Kjøbenhavn til Sommer en Udstilling af Produkter m. m. fra disse Øer. Udstillingen staar under Kronprinsessens Protektion, og dens ledende Aand er Fru Emma Gad, hvis “Kunstflidsforening” skal høste Udbytte af den.
Denne Udstilling har i de senere Dage givet Anledning til en hel Del Postyr. Sagen er den, at Islænderne jo meget gjærne lægger en ikke ubetydelig Selvstændighedstrang for Dagen. De har nu paa Forfatningsomraadet faaet denne Selvstændighed anerkjendt i vidt Omfang; men der er Mange af dem, som vil have mere endnu. De mere yderliggaaende stiller overhovedet Fordring om, at det islandske Folk betragtes som en selvstændig Nation og navnlig ikke paa nogen Maade slaaes i Hartkorn med saadanne Ejlande som Grønland og de vestindiske Øer. For ikke at udfordre denne Fraktion, kaldes Udstillingen, der skal holdes til Sommer, “Dansk Koloniudstilling samt Udstilling for Island og Færøerne”. Dette Navn er billiget af Islænderne i Udstillingskomiteen, deriblandt den islandske Minister H. Haffstein, og man skulde da tro, at der Intet var derimod at indvende.